Monseigneur Grev Danner

Prins Henrik har overrasket de fleste med sit ønske om at fralægge sig titlen som prinsgemal. Officielt er det Dronningen, der afgør den slags spørgsmål, men der er vist ingen tvivl om, at initiativet er udgået fra Prinsgemalen - undskyld, Prinsen selv.

En prinsgemal er betegnelsen for en regerende kvindelig monarks ægtefælle. Ikke mindst på den Iberiske Halvø er der i ældre tid flere eksempler på, at en regerende dronnings mand har fået titel eller funktion af konge, men det har typisk været i tilfælde, hvor også manden har været arveberettiget til tronen.

Prins Jørgen af Danmark (1653-1708), der var gift med dronning Anne af England, var prinsgemal, prince consort, og fik ikke titel af konge. Det gjorde prins Albert af Saxen-Coburg-og-Gotha heller ikke, da han blev gift med dronning Victoria i 1840, og det er prins Albert, der har dannet forbillede for den funktion, som en prinsgemal har i dag - eller rettere mangel på funktion.

Det har ikke ændret sig, efter at det i midten af det 20. århundrede blev ikke alene muligt, men nærmest normalt for tronfølgere at gifte sig under deres stand. I 1966 giftede den nederlandske tronfølger Beatrix sig med en adelig, tysk diplomat, Klaus von Amsberg, der blev til prins Claus. Det banede vejen for, at den danske tronfølger året efter kunne gifte sig med en adelig, fransk diplomat, Henri de Monpezat, der blev til prins Henrik. Hans rolle lå fast fra starten.

Det officielle hierarki i kongehuset afgøres af, hvilken plads man indtager i tronfølgen.
Prinsgemalen indgår ikke i tronfølgen, så hans status er ene og alene afledt af det forhold, at han er gift med monarken og far til tronarvingen, og den er derfor pr.
definition sekundær. Det er præcis den samme funktion, som en kvinde, der er gift med en mandlig monark har.

Der er dog en enkelt forskel. På dansk skelner vi ikke sprogligt mellem en regerende dronning (queen regnant) og kongens ægtefælle (queen consort), heller ikke i tiltale og omtale. Den kommende dronning Mary vil blive tiltalt Deres Majestæt, mens prins Henrik altså må nøjes med at være kongelig højhed.

Prins Henrik ventilerede i 2002 sin utilfredshed med sin sekundære status i et berømt interview, som vakte en del opsigt og forundring i offentligheden og antagelig også en del uro i Christian IX's palæ. Antagelig som et direkte resultat af denne episode valgte Dronningen at ændre sin mands titel. Man kan spore det i hendes nytårstaler. Til og med talen i 2004 sagde hun konsekvent "Prinsen og jeg", mens det fra 2005 lød "Prinsgemalen og jeg".

I 2008 gav regentparret deres efterkommere titler af grever og grevinder af Monpezat, et hensyn til Prinsens følelser. "Er det ikke fuldstændig normalt, at et barn kan se på sit navn, at der har været en far?", som monsigneur selv har sagt til Stéphanie Surrugue, der i 2010 udgav en biografi med den sigende titel "Enegænger".

Prins Henrik sammenlignede sig selv med Louise Rasmussen, der giftede sig med Frederik VII, men som ikke kunne blive dronning. Hun blev adlet som grevinde Danner og var ringeagtet i samtiden. "Jeg er den nye grev Danner," som prins Henrik i spøg sagde til Surrugue.

(Kristeligt Dagblad 16. april 2016)

At indtræde i de voksnes rækker

Efter påske følger konfirmationssæsonen. Der var engang, da konfirmationen ikke blot symbolsk, men i konkret juridisk forstand betød, at det unge menneske trådte ”ind i de voksnes rækker”.

Konfirmation blev indført i Danmark-Norge af de to landes fælles konge Christian VI i 1736 – og noget før i Sønderjylland. Enevælden bekendte sig til kristendommen sådan som den blev udlagt i den augsburgske konfession, og derfor kunne man kun tælles som fuldgyldig undersåt – hvad vi i dag ville kalde retssubjekt – hvis man var døbt i denne tro. Loven pålagde ganske enkelt straffe for de forældre, der ikke lod deres spædbørn døbe.


Der fandtes undtagelser for f.eks. jøder og katolikker, men de var netop undtagelser fra det grundlæggende princip om sammenhængen mellem stat og konfession. Christian VI var pietist, og konfirmationen er naturligvis at forstå som et udslag af hans religiøse tilbøjelighed. Konfirmationen kan også ses som et typisk udslag af Oplysningstiden forstået på den måde, at den lagde vægt på den personlige myndighed og det oplyste valg. For den oplyste kristne var barnedåben ikke længere nok. Konfirmationen havde form som en overhøring, der sikrede, at konfirmanden havde annammet, hvad dåben drejer sig om og havde modtaget undervisning i at tilegne sig Bibelens sandheder ved egen kraft, altså læsefærdigheder. Skal man derfor pege på den væsentligste forudsætning for oplysningen og alfabetiseringen af den dansk-norske almue, er det hverken rationalismen eller naturvidenskaben, men pietismen.


Konfirmationen blev forudsætningen for at gå til alters og modtage syndsforladelse og dermed at kunne stå fadder, vidne eller gifte sig. Danmarks og Norges måske mest betydningsfulde konfirmation var kronprins Frederiks i 1784. Den gjorde ham myndig og til fuldgyldigt medlem af Geheimestatsrådet, en omstændighed som han anvendte til øjeblikkeligt at begå paladsrevolution.
Med skolereformen 1814 blev konfirmationen knyttet direkte til udskrivning af skolen, og den blev indgangen til den videre uddannelse, typisk i en plads som karl, pige eller lærling. Ved konfirmationen udstedte sognepræsten fra 1832 en skudsmålsbog, der fulgte konfirmanden i den videre færd som en form for tinglyst CV.


Junigrundloven afskaffede i kraft af religionsfriheden princippet om tilknytningen mellem religiøst tilhørsforhold og borgerlige rettigheder. Men dette princip blev kun langsomt omsat i lovgivningen om f.eks. edsaflæggelse, ægteskab, arveret og ikke mindst i skolevæsenet, så dåben og konfirmationen havde også efter 1849 retsvirkning. Tvangsdåb for folkekirkemedlemmers børn blev først afskaffet i 1857, og samtidig blev arveretten for udøbte sikret.


Den såkaldte friskolelov fra 1855 gjorde det muligt at oprette skoler, der var i overensstemmelse med forældrenes livsanskuelse. Det skabte forudsætningerne for en fortsat konfessionel undervisning i grundskolen. Hvis katolikkerne f.eks. ikke brød sig om Folkeskolens forkyndende undervisning, kunne de oprette deres egne skoler, hvad de i vid udstrækning gjorde i årtierne derefter. Det samme gjorde grundtvigianerne.


I 1851 blev der indført mulighed for borgerlig vielse, men kun for de par, hvoraf mindst den ene ikke var medlem af Folkekirken. Konfirmationen som nødvendig forudsætning for at blive kirkeligt viet blev først afskaffet i 1909. Samtidig blev det muligt at tage ukonfirmerede til alters i Folkekirken. Skudsmålsbogen blev afskaffet i 1921. Så længe den syvårige skolegang var det normale, markerede konfirmationen den symbolske afslutning på barneårene.



(Kristeligt Dagblad 7. april 2016. Avisen havde valgt en anden rubrik.)