Remtræk til virkeligheden

"Jeg nægter simpelthen at anerkende koblingen mellem universiteterne og arbejdsmarkedet." Det var en kollegas skarpe reaktion, da han i et interview i Politiken blev bedt om at tage stilling til regeringens såkaldte dimensionering af universiteterne for nylig. Jeg synes, at replikken var meget uheldig, fordi den i sammenhængen først og fremmest tjente til at bestyrke det vrangbillede af universitet, som mange har, nemlig at vi – med et udtryk lånt af Jørgen Bukdahl – savner remtræk til virkeligheden, at vi lever i et verdensfjernt og isoleret hjørne af samfundet.

Der er den sandhed i min kollegas udsagn, at autonomi er en del af universitetets hjerteblod. Fri og uafhængig undervisning og forskning er en nødvendig forudsætning for, at kvaliteten i uddannelserne og forskningen kan opretholdes på lang sigt. Der er masser af eksempler på, at politiske eller kommercielle interesser har forsøgt at kompromittere dem. Endnu er de centrale redskaber (studieordningerne og de videnskabelige bedømmelser og ansættelser) nogenlunde sikret, men det er en blivende kamp at beskytte deres integritet. Bolognaprocessen og akkrediteringspanelerne har allerede sat præg på studieordningerne. Medicinerne kæmper en løbende kamp for at bevare uafhængigheden af den medicinske industri, og i mit eget fag – historie - er det en kendt sag, at visse politiske kredse har forsøgt at købe sig til resultater, der svarer til deres udlægning af fortiden.

Det er imidlertid en afgørende misforståelse, at universitetet i almindelighed står isoleret fra samfundet. Vores forskningsresultater og de mennesker, vi uddanner, hjælper til at helbrede sygdomme, ordne økonomien, undervise ungdommen, forstå sprog, fortolke fortiden, forudsige jordskælv, bekæmpe forurening osv. osv. Det gør vi på uafhængig videnskabelig grund. Det betyder også, at vores forskning og vores kandidater rummer et kritisk potentiale, som ikke lader sig kue. Det er ubelejligt for nogle, men godt for samfundet, at der findes økonomer, geologer, biologer arkæologer osv. til at råbe vagt i gevær.

Folk vælger ikke en universitetsuddannelse for at isolere sig fra samfundet, men for at blive klogere og få et bedre liv. Til det hører også et arbejdsliv alene af den grund, at arbejdet holder næringssorgerne fra døren og fylder mindst en tredjedel af de vågne timer på en almindelig uge for de fleste af os.

De klassiske embedseksamener i medicin, teologi, jura og den såkaldte skoleembedseksamen (gymnasielærer) findes stadig. Det må man ikke glemme. De giver monopol på at udfylde specifikke samfundsfunktioner mod løn og pension. Hvis man ikke vælger denne traditionelle livsbane, er der mange andre indgange til det, der i dag kun kan beskrives som et meget omskifteligt og sammensat arbejdsmarked. Erfaringsmæssigt kæmper mange især humanistiske kandidater med at få et klart billede af, hvad deres værdi på dette arbejdsmarked egentlig er. Den erkendelse kommer typisk først med de første joberfaringer.

Vi skal ikke være blinde for, hvad der foregår på arbejdsmarkedet. Derfor er der også god grund til at se på, hvor mange vi uddanner og i hvilke fag. Men det er ikke øjeblikkets konjunkturer, der skal diktere, hvordan universitetet skal være universitet

(Klumme i Humanist nr. 12, 2014)