Er Frederik VII's mor forsvundet?

Kristeligt Dagblad kunne fredag berette om, hvordan en politiefterforskning i Rom førte til, at to grave på den tyske kirkegård ved Peterskirken blev åbnet. Man ledte efter liget af en formodet dræbt pige. Hende fandt man ikke. Det mest overraskende var imidlertid, hvad man heller ikke fandt, nemlig de jordiske rester af de to kvinder, til hvem gravene oprindeligt var indrettet.

Jerichaus gravmæle over prinsesse

Charlotte Frederikke. 

Kilde: Wikimedia Commons

Den tyske kirkegård eller Camposanto Teutonico rummer hovedsageligt gravene over pilgrimme og andre tilrejsende fra tyske og nederlandske lande, som er døde i Rom. En af dem var prinsesse Charlotte Friederike af Mecklenburg-Schwerin (1784-1840), og hendes var den ene af de to tomme grave.

Prinsesse Charlotte Frederikke, som hun hedder på dansk, spillede en kortvarig, men betydningsfuld rolle i Danmarks historie, idet hun ægtede sin fætter prins Christian Frederik (1786-1848) i 1806. I ægteskabet fødtes en søn, prins Frederik Carl Christian (1808-1863). Både hendes mand og søn blev konger af Danmark og regerede som henholdsvis Christian VIII og Frederik VII. Imidlertid blev hun grebet i at have en affære, og ægteskabet blev opløst i 1810. Efter nogle år i indre eksil i Horsens, rejste hun til Rom, hvor hun konverterede til den romersk-katolske kirke. Hun er en spændende skikkelse, som man kan læse om i en glimrende biografi om hende af Birgitte Nyborg, udkommet på Forlagt Falcon i 2015.

Prinsessens gravmæle består af en marmorsarkofag stillet op mod en marmorgavl med en indskrift og en skulptur af en engel. Efter pressens rapporter er det denne sarkofag, der er åbnet og altså fundet tom. Spørgsmålet er imidlertid, om man burde have forventet at finde prinsessens jordiske rester i denne sarkofag?

Det var efter prinsessens eget ønske at hun blev begravet på den tyske kirkegård i 1840. Der blev taget initiativ til at udfærdige et gravmæle for hende. Bertel Thorvaldsen, som havde kendt prinsessen godt, udfærdigede et udkast og arbejdet blev sat i værk. Hvordan det så ud, ved man ikke. I 1844 besøgte prinsessens plejedatter, Charlotte Wigand, f. Harboe, gravstedet og klagede til prinsessens søn, kronprins Frederik, over, at gravmælet endnu ikke var gjort færdig. Thorvaldsen var netop død, og kronprinsen overdrog det til den kendte billedhugger J.A. Jerichau til at skabe en ny udsmykning. Jerichaus arbejde stod færdig i 1848, og af indskriften fremgår det, at det er udtryk for, at kronprinsen, der nu var blevet konge, ønskede at mindes sin mor.

Der er varslet en undersøgelse for at løse mysteriet om de tomme grave, og meget kan endnu komme for en dag, når arkiverne studeres og kirkegården undersøges. Ud fra de allerede kendte oplysninger, må det imidlertid indtil videre antages, at tingene er gået for sig på følgende måde: Prinsessen er efter sin død blevet jordbegravet på den tyske kirkegård, hvorpå arbejdet med at forsyne graven med et gravmæle blev påbegyndt, men ikke fuldendt. Derefter blev Jerichau sat på opgaven, og han valgte at udsmykke graven med bl.a. en sarkofag, der teknisk set ikke er en sarkofag, men derimod en kenotaf, altså et gravmæle, der ikke rummer afdøde. Prinsessen ligger antagelig, hvor hun hele tiden har ligget, nemlig i jorden under Jerichaus gravmæle.

(Kristeligt Dagblad 17. juli 2019)

Åbningen af den marmorkiste, der udgør en del af udsmykningen af prinsessens grav. Kilde:

https://www.vaticannews.va/it/vaticano/news/2019-07/tombe-vuote-cimitero-teutonico-orlandi-vaticano-fare-chiarezza.html

Flaglov og bekendtgørelse

Det er i dag ikke lovligt uden særlig tilladelse at flage med andre landes flag i Danmark. Opmærksomheden blev senest rettet mod dette spørgsmål i forbindelse med det tyske mindretals årlige fest på Knivsbjerg midt i juni. Arrangørerne er nødt til hvert år at søge særlig tilladelse til at hejse det tyske flag. Tilladelsen bliver givet af politiet uden problemer, men især i lyset af at det danske mindretal syd for grænsen uden ansøgning kan flage med Dannebrog ved enhver given lejlighed, forekommer forholdene i Danmark meget restriktive, lyder argumentet.

Reglerne for flagning i Danmark er strengere end i de fleste andre lande, men samtidig har vi faktisk ingen samlet lovgivning vedrørende flagning. I begyndelsen af det 20. århundrede blev der nedsat hele to kommissioner, der skulle give forslag til en samlet flaglov, men de arbejdede forgæves. De nuværende regler består af brudstykker af enevældig lovgivning suppleret af senere bestemmelser.

Det nuværende forbud mod at flage med fremmede landes flag stammer således ikke fra en lov, men fra en bekendtgørelse fra Justitsministeriet af 10. april 1915. Konteksten var naturligvis Danmarks status som neutral magt under verdenskrigen, og at der ikke skulle gives nogen mulighed for symbolske loyalitetstilkendegivelser over for nogen af de krigsførende parter.

I Nordslesvig, der på dette tidspunkt stadig var tysk, var der på sin side forbud mod at flage med det danske flag. Efter delingen af Slesvig i 1920 og indlemmelsen af Nordslesvig i kongeriget anskaffede alle dansksindede sønderjyder sig en flagstang for at kunne glæde sig over endelig at kunne lade Dannebrog vaje. Var et hus uden flagstang, blev det automatisk sat under mistanke for at være tysksindet.

Samtidig var det uklart, i hvor høj grad betænkningen af 1915 skulle gøres gældende i den nye landsdel. For at undgå at hidse gemytterne opfordrede Justitsministeriet allerede kort tid efter Genforeningen til en lempeligere tolkning af reglerne i Sønderjylland end i det øvrige land. I en fortrolig instruks til de sønderjyske politimestre af 11. juni 1928 påbød, som historikeren Peter Fransen har vist, Justitsministeriet endda ikke at gribe ind over for flagning med tyske flag, hvis det kunne undgås.

Efter nazisternes magtovertagelse i Tyskland i 1933 blev de nationale konflikter i Grænselandet skærpet. Blandt de tysksindede i Slesvig var der et stærkt ønske om at gøre grænserevisionen af 1920 ugjort, men fra Berlin blev et krav om dette aldrig fremsat officielt. Fra dansk side forsøgte man i overvejende grad fortsat at undgå direkte konfrontationer af frygt for at fremkalde en konflikt, der kunne tjene Berlin som undskyldning for at få Nordslesvig ”heim ins Reich”. I 1936 skrev amtmanden i Tønder Amt O.D. Schack, at det måtte være hensigten ”at behandle det tyske Mindretal saa imødekommende, som Forholdene til enhver Tid under Hen­syn til Statens Interesser og til Opret­holdelse af Offentlig Ro og Orden, tilla­der det, og derved bidrage til at skabe et Tillidsforhold mellem Mindretallet og den danske Stat.”

Efter krigen blev forholdene i grænselandet ordnet i henhold til aftaler mellem den daværende forbundstyske hovedstad Bonn og København i 1955. Samtidig synes de i det øvrige Danmark gældende flagregler at være blevet bragt i anvendelse i Sønderjylland og altså også bekendtgørelsen af 1915. Men som højesteretsdommer Jens Peter Christensen for nylig har gjort opmærksom på, er det tvivlsomt, om denne bekendtgørelse fortsat udgør et hensigtsmæssigt grundlag for flagreglerne i Danmark. Konteksten er i hvert fald i dag en helt anden end i 1915, 1920 eller 1933, ikke mindst i Sønderjylland.

Forholdene i grænselandet er stabile og fredelige. Ingen af mindretallene gør krav på en grænserevision. Forbundsrepublikkens flag - Schwarz-Rot-Gold-  kan ikke som det kejserlige Tysklands eller Nazitysklands fane forbindes med fare for dansk sikkerhed. Amtmand Schacks ord har under disse forhold ikke mistet deres værdi.

(Kristeligt Dagblad, 2. juli 2019. Rubrikken var en lidt anden)