Borgerkrigsmonumenter


I USA udkæmpes i disse dage en strid om en rytterstatue af sydstatsgeneralen Robert E. Lee i byen Charlottesville i Virginia. Lee er almindeligt anerkendt som en af de dygtigste amerikanske officerer nogensinde. Han var imidlertid også general i sydstatshæren under Den amerikanske Borgerkrig (1861-1865), og det er i sig selv bemærkelsesværdigt, at der kan rejses et mindesmærke for den tabende part i en krig i det land, hvor krigen blev udkæmpet. Men statuestriden handler ikke kun om selve krigen og mindet om de soldater, der udkæmpede den. Statuen blev sat op i 1924 på samme tid som mange andre mindesmærker blev rejst for dem, der kæmpede for sydstaternes løsrivelse.
Intet mindesmærke handler kun om fortiden. Når man bringer fortiden til stede i nutiden f.eks. i sydstatsgeneralens bronzestøbte skikkelse er det en tilkendegivelse af et synspunkt. Derfor er mindesmærker sjælendt uskyldige. Nogle mener, at det skal være tilladt at mindes en dygtig general. Men de har vanskeligt ved at have deres synspunkt i fred.

Statuens modstandere mener, at statuen i virkeligheden er et monument over den raceadskillelses- og racediskriminationspolitik, der blev ført i det 20. århundredes første halvdel i de amerikanske sydstater. Denne fortolkning bekræftes af det forhold, at repræsentanter for white supremacy-bevægelsen ofte fører det gamle sydstatsflag som symbol.

Man kan sammenligne med mindesmærket over en anden borgerkrig, nemlig den danske, H.W. Bissens statue af en løve til minde om de faldne i Slaget ved Isted i 1850, det blodigste slag under Den første slesvigske Krig. Istedløven blev opsat på Flensborg gamle kirkegård på årsdagen for slaget 25. juli 1862. Den tysksindede del af byen var ikke begejstret, for den blev opfattet som et monument over den danske sejr.
Knap to år efter under Den anden slesvigske Krig blev Flensborg besat af preussiske og østrigske tropper, og byen blev vidne til scener, som man siden har set så mange steder: en vred folkemængde, der angriber det forhadte symbol på fjendens arrogance. Og så blev danskerne naturligvis vrede. ”I red Fastelavn ad Kirkegaards Port/og slog en Løve af Tønden – hvor stort”, som digteren Carl Ploug spottende skrev om begivenheden.
I dette tilfælde forblev Bissens robuste løve dog nogenlunde uskadt af pøbelens angreb. Til gengæld blev den af de preussiske myndigheder transporteret til Berlin, hvor den blev opstillet først ved byens tøjhus og siden i en kasernegård i Lichterfelde. Yderligere lod en privatmand foretage en afstøbning af løven og opstillede den i 1874 i Wannsee til minde om den tyske sejr over Danmark i 1864. Og der står den endnu.
Efter det tyske nederlag i 1945 blev den originale løve med amerikansk hjælp transporteret til København, hvor den blev opstillet ved byens tøjhus. Christian X holdt i den anledning en tale, i hvilken han holdt muligheden åben for, at den kunne vende tilbage til sin oprindelige plads. Skønt der var principiel velvilje fra dansk side trak det ud med at opfylde dette løfte, ikke mindst fordi det var vanskeligt at skaffe tilslutning i Flensborgs bystyre. Først efter lange forhandlinger kunne den nu restaurerede løve vende tilbage til sin oprindelige plads i Flensborg i 2011. For at det kunne lade sig gøre måtte de oprindelige triumferende indskrifter på statuens sokkel redigeres, så de nu giver udtryk for ønsket om fredelig sameksistens mellem danske og tyske. Den hjemvendte løve rummer imidlertid også sine gamle betydningslag og forbliver et vidnesbyrd om, at fortiden er levende iblandt os.
(Kristeligt Dagblad 19. august 2017. Avisen rubrik var en anden.)

Symmetriske begravelser

Kongehusets offentliggørelse af prins Henriks ønske om ikke at blive begravet sammen med sin hustru har vakt en del opsigt, ikke mindst fordi det er et brud med en stærk tradition for kongelige begravelser i Roskilde Domkirke.

Lige præcis den første dronning Margrethe (1353-1412), hvis sarkofag indtager en central plads i kirken, ligger dog også uden sin ægtefælle, den norske kong Håkon VI, der blev begravet i sit hjemland. Dronningen blev oprindeligt begravet i Sorø, men da hendes efterfølger, Erik af Pommern, lod hende overføre til Roskilde, skabte han også baggrunden for at kirken lige siden har været kongernes foretrukne begravelseskapel. 

Den første af de oldenborgske konger, Christian I (1426-1481), ligger begravet her sammen med sin dronning Dorothea. og fra og med Christian III, der døde i 1559, er samtlige konger stedt til hvile i Roskilde sammen med deres dronning. Der er et par undtagelser fra denne regel, mest fremtrædende Christian VII´s dronning Caroline Mathilde, der faldt i unåde, da hun stod i et forhold til kongens livlæge og rigets kortvarige diktator Frederik Struensee. Dronningen blev forvist til sit hjemland Braunschweig-Lüneburg, hvor hun døde og ligger begravet.

Frederik VII er den anden undtagelse, idet han aldrig havde en dronning. Han har stadig rekorden som det mest fraskilte medlem af det danske kongehus, idet han havde hele to forliste fyrstelige ægteskaber bag sig, før han blev konge. Hans tredje kone og enke var borgerlig af fødsel, ophævet til grevinde af kongen og begravet i Jægerspris. Men dronning blev hun altså aldrig.

Blandt de konger, der nåede at indgå flere ægteskaber, kan også nævnes Frederik VII’s far, Christian VIII. Han ligger i overensstemmelse med traditionen begravet i Roskilde sammen med sin dronning, Caroline Amalie, der overlevede ham med mere end 30 år. Han lod sig skille fra sin første kone, Frederik VII’s mor, Charlotte Frederikke, på grund af utroskab fra hendes side. Hun ligger begravet i Rom.

Fra og med Christian I har det været hovedreglen, at der udvises konger og dronninger den samme ære i udformningen af gravmælerne. Nogle kongepar har fælles gravmæle, mens andre har gravmæler, der er ensartet i størrelse og udsmykning. Det, der indtil for nylig var udset til at være det nuværende regentpars gravmæle i Skt. Birgittas Kapel i Roskilde Domkirke, er også skabt efter dette lighedsprincip.

Der er flere måder at fortolke denne symmetri mellem kongers og dronningers begravelse. Det er på den ene side udtryk for, at dronningernes rolle var en funktion af deres ægteskab. De blev definerede af, hvem de var gift med, og stod derfor også i et afhængighedsforhold til deres mænd. På den anden side indebar denne position også en betydelig status. Igen er der undtagelser. Det er f.eks. meget betegnende, at netop Frederik V’s anden dronning, Juliane Maries kiste er væsentlig mere beskeden end hendes mands pragtsarkofag. Hun var den sidste dronning, der omsatte sin status i egentlig politisk indflydelse, da hun kuppede Struensee fra magten i 1772 og satte sig selv i spidsen for regeringen. Så en beskeden begravelse er ikke nødvendigvis udtryk for, at den afdøde var ubetydelig. Og så er det jo til syvende og sidst de efterlevende, der begraver de døde.


(Kristeligt Dagblad 5. august 2017. Avisens rubrik var lidt længere)

En moderne kirke

Den 15. august i år kan den katolske Skt. Knud Lavards Kirke i Lyngby fejre sin 60 års fødselsdag. Den udmærker sig ved at være en af de første og samtidigt meget få gennemført modernistiske kirker i Danmark. Der er opført mange kirker i det 20. århundrede, men påfaldende få i denne stilart, der har været dominerende i erhvervsbyggerier og etageejendomme i store dele af det 20. århundrede.

De kirker, der er bygget i århundredets første halvdel, trækker på arkitekturhistorien på en måde, der gør dem meget genkendelige som kirker, opført i traditionelle materialer, typisk tegl. Et hovedværk i denne epokes kirkebyggeri er P.V. Jensen-Klints Grundtvigskirke i København, indviet 1940.
Modernismen var et opgør med denne tradition. Modernisterne ønskede, at arkitektur skulle være i pagt med samtiden og ikke fortiden. Modernisterne tog det på sig at skabe et helt nyt æstetisk udtryk ved at fremhæve en ny tids materialer, først og fremmest jernarmeret beton, der siden det for alvor blev bragt i anvendelse som bærende element i etagebyggeri i århundredets begyndelse, havde skabt helt nye konstruktive muligheder. Det var meget provokerende, fordi mange betragtede – og betragter – beton som et grimt materiale, der er bedst tjent med at blive skjult bag facader af andre og kønnere materialer. Modernisterne ville derimod af med det, som de betragtede som unødvendig pynt og forlorne forsiringer, til fordel for en ærlig arkitektur, hvor der var overensstemmelse mellem en bygnings indre og ydre.
Arkitekten Carl R. Frederiksen (1915-1974), gav det modernistiske program fuld skrue, da han tegnede det endelige forlæg for Skt. Knud Lavard i Lyngby. Den giver mest indtryk af at være en rektangulær betonkasse i en stil, som undertiden også kaldes brutalisme. I foromtalen inden åbningen beskrev Kristeligt Dagblad med tydeligt forbehold kirken som ”yderst moderne”. Den fremtrædende arkitekturhistoriker Harald Langberg mente med mere udelt begejstring, at kirken ”er et smukt eksempel på den katolske kirkes fordomsfri indstilling til ny arkitektur.”
Tegning i Lyngby-Tårbæk Kommunes byggesagsarkiv
Man siger vist ikke for meget, hvis man betegner Skt. Knud Lavards Kirke som et fremtrædende eksempel på den betydelige afstand, der i det 20. århundredes anden halvdel udvikledes mellem arkitekters opfattelse af god arkitektur på den ene side og den almindelige danskers smag på den anden.
Hovedlinjen i dansk kirkearkitektur fulgte da også et andet spor. En af forklaringerne er antagelig, at bygherre som oftest var repræsentant for netop den almindelige dansker smag: menighedsrådsmedlemmer. I samarbejde med tidens dygtigste arkitekter skabte de løsninger, der på en anden måde end den rene modernisme brød afgørende med tidligere tiders kirkebyggerier. Kirkerne lignede nu meget mere almindeligt institutionsbyggeri, blot i en væsentlig højere kvalitet. Ofte er det kun et klokketårn, der gør dem genkendelige som kirker set udefra. Anvendelsen af beton blev ikke opgivet, men stærkt nedtonet til fordel for tegl. Islev Kirke, tegnet af ægteparret Exner, er f.eks. et hovedværk i moderne teglstensarkitektur. Kirkerne blev forsynet med foyer, garderobe, mødelokaler, kontorer til kordegnen og meget mere, så de blev beboelige for et moderne menigheds-, sogne- og kirkeliv.
(Kristeligt Dagblad 31. juli 2017. Rubrik og enkelte ord er ændret.)