Julelandene


I 1990erne lancerede den senere estiske præsident Toomas Ilves teorien om julelandene. Han mente, at alle lande, hvor jul kaldes jul eller noget beslægtet, har en samhørighed. På estisk hedder det joul, på finsk joulu, jol på islandsk og jul i de skandinaviske lande. Det er variationer over et tema. Når man sammenligner med naboerne, bliver ligheden tydelig. I Letland og Litauen hedder det henholdsvis ziemastvetki og kaledos, på tysk Weihnachten og på engelsk Christmas.
Norden er en enhed bestående af mindst fem undtagelser. Her grafisk fremstillet af JFM. 

Det kan lyde som en spøg, men der var alvor bag. Ilves mente, at det tjente Estlands interesser bedst at blive et nordisk land. Dermed fulgte han – med nogen forsinkelse – den finske strategi. Finland har siden sin selvstændighed for 101 år siden levet i skyggen af truslen fra Rusland. Militært har Finland altid været stærkt rustet, men alliancefri. Til gengæld har Finland kulturelt, økonomisk og politisk bundet sig meget stærkt til Vesteuropa i almindelighed og det nordiske samarbejde i særdeleshed. Det har sikret finnerne både fred og velstand siden 1945. Svenskerne har på mange måder ført den samme neutralitetspolitik som finnerne, hvorimod Island, Norge og Danmark er atlantiske stater i forsvarspolitisk forstand og har derfor med langt større selvfølge indgår i den nordatlantiske forsvarspagt. At Danmark samtidig udgør porten til Østersøen forklarer en del af vores til tider lidt fodslæbende tilslutning til NATO. Vi har f.eks. for rigets østligste dele, nemlig Bornholm, ført en mere baltisk politik. Og lige nu er det baltiske spørgsmål brændende aktuelt, fordi russerne ønsker at føre en gasledning gennem dansk territorialfarvand.

En anden grund til at esterne kunne have en interesse i at blive et nordisk land er det held, som de nordiske lande har haft med at forene økonomisk vækst med en høj grad af social sikkerhed og omfordeling formidlet ved hjælp af beskatning. Det opfattes i store dele af verden som en beundringsværdig samfundsmodel. Men hvad er årsagen til denne succés? Opmærksomheden i samfundsvidenskaberne er i dag i højere grad end tidligere rettet mod fænomener som mentalitet og sindelag snarere end strukturelle og tekniske forudsætninger. De nordiske lande og Estland er f.eks. kendetegnet ved en entydig luthersk dominans i kirkelivet. Hvor vidt det forklarer velfærdsstaten diskuteres som bekendt ivrigt. Men det er klart, at en velfærdsstat ikke skabes med lovgivning og penge alene. Den bygger på noget, som hverken Folketing eller regering er herre over. Og Ilves mente altså, at Estland har dette noget, som en nordisk velfærdsstat er bygget af.

Vi får faktisk i det nye år vidnesbyrd om, hvordan esterne stiller sig til den historiske forbindelse til Danmark. Det skal blive interessant at se, hvordan Dannebrogs 800 års fødselsdag i sommeren 2019 bliver fejret i Tallin. Ifølge legenden faldt vores flag jo ned fra den estiske himmel under et dansk erobringsforsøg af landet. Vil esterne huske danskerne som grumme imperialister, eller vil lejligheden blive benyttet til at forsikre om dansk-estisk samhørighed gennem historien? Mit gæt er det sidste.

Hvad ingen havde forestillet sig indtil for ganske få år siden er, at et nyt land har meldt sig ind i Ilves’ klub, nemlig Skotland. Den skotske uafhængighedsbevægelse bygger i høj grad på både nordiske og atlantiske forudsætninger. Hovedbasen for den britiske flåde og dermed også atomslagstyrken befinder sig i Skotland, og de skotske uafhængighedsfortalere har ofte flirtet med tanken om Skotland som en nordisk velfærdsstat. Skotterne ville med deres overvældende tilslutning til at blive i EU have stærke allierede i ikke mindst Estland og Finland. Og så ville skotterne også passe ind i Ilves’ teori, fordi på scots, den dialektale variant af engelsk, der historisk tales i det skotske lavland, hedder det ikke Christmas, men yule, udtalt næsten som det danske jul.

(Kristeligt Dagblad 27. dec. 2018. Jeg forsømmer i klummen at nævne, at Estland i modsætning til Finland og Sverige er medlem af NATO. Ilves' synspunkt kan fx findes her: https://vm.ee/en/news/estonia-nordic-country)

Identitetspolitik som aristokratisk princip


Interviewet med Tara Skadegaard Thorsen i avisen onsdag den 12. december er tankevækkende, fordi hun er en renlivet og velartikuleret repræsentant for det identitetspolitiske synspunkt, som er rundet af den erfaring, at ens rolle og placering i samfundet i hovedsagen er afgjort af nogle afgørende identitetsmarkører, især køn, etnicitet og religiøs bekendelse. Selv om samfundet officielt kun anerkender den individuelle præstation uden persons anseelse som grundlag for tildeling af status og stilling, viser det sig, at især kønnene er mere ulige repræsenteret jo længere op i samfundshierarkiet man kommer. Det er en ubetvivlelig kendsgerning, og der hersker også en relativ bred enighed om, at det er et problem. Det er løsningen på dette problem, der er uenighed om.

Et moderne samfund som det danske bygger på et meritokratisk ideal. Det vil sige, at al legitim forskelsbehandling skal bero på, hvad den enkelte vil, kan og gør. Hvis man har evnen og viljen, kan enhver blive folketingsmedlem, minister eller højesteretsdommer. Danmark udmærker sig i international sammenligning ved meget tidligt at have givet kvinder adgang til magten. Elna Munch (1871-1945) blev det første kvindelig medlem Folketinget i 1918. Nina Bang (1866-1928) blev den første kvindelige minister i 1924. Bodil Dybdal (1901-1992) blev den første kvindelige højesteretsdommer i 1953. Men i det store regnskab er kvinder stadig i betydeligt mindretal, når det handler om højere embeder.

Overfor det meritokratiske ideal står det aristokratiske, ifølge hvilket ens stilling i samfundet afgøres af den identitet, der er givet i kraft af fødslen. Det identitetspolitiske synspunkt identificerer det aristokratiske princip som et problem, men vanskeligheden opstår, når dette problem forsøges løst ved hjælp af aristokratiske principper. Identitetspolitikken giver nemlig fortolkningsretten af givne forhold til de i kraft af fødslen særligt privilegerede. Kvinder forstår kvinder bedst. Afrikanere forstår afrikanere bedst. Kan en midaldrende etnisk dansk mand f.eks. undervise i en tekst skrevet af en kvinde, der har ikke-europæiske rødder? Thorsen svarer:

"Hvide mænd skal ikke gøre sig kloge på, hvordan det er at være en brun kvinde, men de må selvfølgelig gerne prøve at uddanne sig selv og lære, hvad det vil sige at være brun kvind. En hvid mand kan godt undervise i en brun kvindes forfatterskab, men jeg ville stole mere på en brun kvinde, der underviste. Hans blik er jo ikke neutralt, men meget specifikt defineret af at være en hvid europæisk mand."

Det identitetspolitiske synspunkt nyder fremme, fordi det kan markedsføre sig som en kulturpolitisk Robin Hood, der tager fra de privilegerede og giver til de underprivilegerede. Det er al ære værd. Man skal imidlertid være opmærksom på, at der bag dette anerkendelsesværdige formål også ligger en magtstrategi.

Det er ikke kun retfærdighed de søger. De søger magten til at definere, hvad vi f.eks. på Københavns Universitet kan og må ud fra forudsætninger, som vi ikke selv er herre over, nemlig herkomst og køn. Det vil sige, at helt så enkelt er det ikke. Identitetspolitikken har indrømmet sig selv et interessant råderum. Afstamning synes at være determineret, så race er en given sag. Er man brun, er man brun. Køn derimod synes at være mere valgfrit. Det vil sige, at også mænd gives muligheden for at nyde offerollens privilegier, hvis vi er villige til at påtage os en af de mange alternative kønsidentiteter.

Hvis identitetspolitikerne har held med deres forehavende, kan de omgå samfundets meritokratiske systemer og skaffe sig selv privilegeret adgang til status og stilling alene i kraft af deres fødsel og/eller selverklærede identitet. Det er en akut udfordring for f.eks. Københavns Universitet. Identitetspolitikerne har peget på et reelt problem. Det må anerkendes. Men det betyder ikke, at deres løsning er den rigtige.

(Kristeligt Dagblad den 15. december 2018)

Når afviste asylansøgere indtager Lindholm, lukkes et kapitel


Som et led i den netop vedtagne finanslov er det blevet besluttet, at øen Lindholm, der ligger mellem Sjælland og Møn, skal være hjemsted for afviste, kriminelle asylansøgere. Sidst øen var på forsiden af avisen, var i sommeren 1938, da en epidemi af mund- og klovesyge hærgede landbruget. Øen husede det, der dengang hed Statens veterinære Forsøgsstation for Virussygdomme. Kristeligt Dagblad bragte en reportage fra øen den 6. juli 1938. Journalisten kunne berette, at øen var delt i to dele, et iagttagelsesdistrikt og et afspærringsdistrikt. På iagttagelsesdistriktet boede medarbejderne med deres familier og man holdt også nogle køer dér for at iagttage, om at der fra afspærringsdistriktet udgik smitte. I afspærringsdistriktet blev der arbejdet med smittede dyr. Avisen var imponeret over forholdsreglerne:

”Til Afspærringsomraadet er der kun een Indgang. Enhver, der passerer den, maa klæde sig af til Skindet. Ikke engang et Armbaandsur eller en Ring maa han beholde paa sig. Nøgen maa han gennem Badeværelset begive sig ind i Afspærringsomraadets andet Rum. Straks han har passeret Badeværelset, ifører han sig et specielt Sæt Laboratorietøj. Og så kan Arbejdet begyndes. Naar Manden atter skal forlade Laboratoriet, tager han Laboratorietøjet af, desinficerer Hænder og Arme ved at dyppe dem i Citronsyre og afsæbes endelig under et Brusebad, inden han igen kan trække i sine Gangklæder og begive sig ud i Iagttagelsesdistriktet.”

Lindholm indtager i ældre tid en temmelig beskeden rolle i Danmarks historie, ja slet ingen faktisk. Den er ikke identisk med den ø af samme navn i Smålandsfarvandet nord for Lolland, der lagde grund til Jakob Ellehammers berømte forsøg med en flyvemaskine i 1906. Indtil begyndelsen af det 20. århundrede var øen ubeboet, og man må formode, at den har været anvendt til græsning eller høslæt. En driftig skibsinspektør, A.C. Brorsen erhvervede øen i 1913, gravede en brønd, plantede træer og byggede en villa.  Han solgte øen til staten i 1925. Her grundlagdes de følgende år et forsøgslaboratorium til bekæmpelse af smitsomme sygdomme blandt dyr. Forbilledet har antagelig været det i 1910 grundlagte tilsvarende institut på øen Riems ved Greifswald. Danmark havde med jævne mellemrum været ramt af mund- og klovesyge, og det havde kostet landbruget store millionbeløb. Forsøgsstationen på Lindholm blev blandt de førende i Europa i udviklingen af en effektiv vaccine mod den frygtede husdyrsygdom, og netop i 1938 indledte man også en egentlig produktion af vaccine.
Fra forsiden af Kristeligt Dagblad den 6. juli 1938

Seneste udbrud af mund- og klovesyge i Danmark var i 1983, og vaccination mod sygdommen blev forbudt i 1992. På Statens veterinære Institut for Virusforskning, som det nu hedder, er der også blevet forsket i mange andre sygdomme som f.eks. rabies. I 2007 blev forskningen på øen lagt under Danmarks Tekniske Universitet. Men nu er det altså slut. En institution, der har været afgørende for bekæmpelse af sygdomme i dansk landbrugs husdyrbestand og væsentlig for udviklingen af fødevaresikkerheden lukker. Det skal ses i sammenhæng med den omfattende omlægning af forskningen i og kontrollen med husdyrs sygdomme og fødevaresikkerhed, der har fundet sted siden årtusindskiftet, og som blev beskrevet af professor i veterinærmedicin Jens Laurits Larsen i en kronik her i avisen den 1. november 2016. Han konkluderede, at vi i modsætning til andre EU-lande ikke har et sammenhængende og samarbejdende veterinærområde til skade for både dyrevelfærden og fødevaresikkerheden. Man kan så håbe, at det beredskab, som nu ikke længere skal være at finde på Lindholm, opbygges andetsteds.

(Kristeligt Dagblad 4. december 2018)

Monarkiernes fald for 100 år siden


Da Muren faldt i 1989 forekom det umiddelbart indlysende at gøre dagen til nationaldag for et forenet Tyskland. Når det ikke blev tilfældet, skyldes det, at den 9. november er en belastet dag i tysk historie. Først og fremmest er det årsdagen for Krystalnatten i 1938, den nat og dag, da den nazistiske anti-semitisme brød ud i en landsdækkende hærværksbølge mod jøder og jødisk ejendom. Det er i år 80 siden. Krystalnatten selv fandt sted på 20-årsdagen for en anden skelsættende begivenhed i tysk historie, den sidste tyske kejsers abdikation den 9. november 1918. Det var ikke mindst amerikanerne, der stillede krav om hans afgang.

Den tyske kejsers østrigske kollega havde takket af få dage før. Krigen kostede i det hele taget mange konger og kejsere jobbet. På få år blev republikken den normale statsform. Mange så det som et skridt mod større retfærdighed. Der var også revolutionære optøjer, og nogle drømte om at videreføre den russiske revolution i Tyskland. Forsøgene blev slået ned med hård hånd.

Det tyske kejserrige var blevet skabt i 1871 med Preussen som drivende kraft efter tre lynkrige mod Danmark i 1864, Østrig i 1866 og Frankrig i 1870. Det var i store træk en efterfølger til Det tyske Forbund, der blev stiftet i 1815 med blandt andre den danske konge som medlem i hans egenskab af hertug af Holsten. Dette forbund var selv en efterfølger til det første tyske kejserrige, der efter tusinde års beståen var gået under i Napoleonskrigenes malstrøm i 1806. Det er også forklaringen på, at Hitler kaldte sit rige det tredje – og regnede med, at det ville bestå i tusind år.

Det andet tyske kejserrige var en union af en god snes statsdannelser, der for størstedelen selv var monarkier. Også de ophørte med at eksistere i 1918, og deres kronede hoveder holdt med at fungere. Den danske konge på dette tidspunkt, Christian X, måtte tage imod dele af sin svigerfamilie, der var flygtet fra storhertugdømmet Mecklenburg-Schwerin.

Kejserriget havde en fælles, valgt rigsdag og en ikke-parlamentarisk regering i Berlin, men var i øvrigt føderalt og decentralt opbygget. Der var f.eks. ingen tysk enhedshær. Soldaterne tjente i de enkelte tyske staters hære. Derfor var de mange danske slesvigere, der kæmpede i 1. Verdenskrig oftest i preussisk tjeneste. Kun marinen var kejserlig og dermed fællestysk.

Den tyske kejser Wilhelm II var et forfængeligt og konservativt menneske, der troede på det personlige regentskab. Han bliver ofte kritiseret for at have afskediget Otto von Bismarck som kansler, altså regeringsleder, kort efter sin tiltrædelse i 1888. Bismarck har ikke noget godt navn herhjemme, fordi han var arkitekten bag den preussisk-østrigske sejr og altså også det danske nederlag i 1864. Efter 1871 forstod den erfarne diplomat Bismarck imidlertid at holde Tyskland ude af stormagtskonflikter og dermed opretholde den europæiske fred. Denne stabilitet satte Wilhelm II over styr, da han afskedigede Bismarck.

Tyskland begyndte en oprustning af ikke mindst flåden. I 1895 åbnede Kielerkanalen, officielt opkaldt efter kejserens farfar, der også hed Wilhelm, og dermed kunne tyske krigsskibe bevæge sig fra Nordsøen gennem Holsten til Østersøen uafhængigt af de indre danske farvande. Det forrykkede magtbalancen i Nordeuropa. Det var derfor en meget stor spænding, der udløstes ved krigsudbruddet i 1914. Kejserens magt var ikke så stor, som han gerne selv ville tro, så det var i lige så høj grad hans selviscenesættelse, der gav bagslag i 1918. Han havde givet den som generalissimus, og så måtte han også tage den fulde konsekvens af det militære nederlag. Han drog i eksil i Nederlandene, hvor han plejede sine fritidssysler til sin død i 1941.
Relief fra Kaiser-Friederich-Gedächtniskirche i Berlin forestillende 
Wilhelm I, Friedrich III og Wilhelm II, der modtager forskellige tegn på
hyldest og hengivenhed. Året 1888 var det såkaldte Dreikaiserjahr,
da Wilhelm I døde og hans søn kun godt tre måneder senere. (Eget foto)

Historikernes vurdering af betydningen af den 9. november 1918 afhænger i høj grad af, hvordan de ser på det andet tyske kejserrige. Nogle ser i kejsertidens standsbevidsthed og Untertanentum (undersåtlig autoritetstro) kimen til Hitlers diktatur. Andre fremhæver, at kejserens højtidelige selviscenesættelse blot var facadedekorationer på en moderne samfundsbygning, der fulgte den almindelige, europæiske udvikling. Churchill mente ligefrem mange år senere, at Hitler aldrig ville være kommet til magten, hvis monarkiet var bevaret i en eller anden form i Tyskland. Under alle omstændigheder ville det på grund af Krystalnatten aldrig komme på tale at bruge denne skæbnesvangre dato som nationaldag, så man valgte en anden løsning, årsdagen for optagelsen af de østtyske delstater i Forbundsrepublikken den 3. oktober 1990, som nu er Tag der deutschen Einheit.
(Kristeligt Dagblad den 8. nov. 2018. Enkelte variationer i forhold til den trykte version)

Den instituionelle hukommelses betydning

Kulturministerens valg af ny rigsarkivar har vakt en del opsigt blandt historikere. Det er første gang i langt over hundrede år, at stillingen er blevet besat med en ikke-historiker. Ministerens valg faldt på cand.scient.pol. Anne-Sofie Jensen, der kommer fra en stilling som vicedirektør i Styrelsen for Dataforsyning og Effektivisering. Dermed får Danmark også sin første kvindelige rigsarkivar nogensinde. 

Indtil nu er rigsarkivarembedet typisk blevet besat med velmeriterede og fremtrædende historikere, og det har uden undtagelse været en slutstilling. Det er vist ikke en fornærmelse mod nogen at sige, at Anne-Sofie Jensen ikke er nogen fremtrædende historiker, og hun vil antagelig sin alder taget i betragtning efter en rum tid søge at udnytte sin erhvervede ledelseserfaring til at søge højere embeder.

Til gengæld har hun bevisligt omfattende erfaring inden for ledelse i det offentlige og er dermed et typisk eksempel på en tendens. Den kaldes gerne djøficering, fordi ledere ofte er medlemmer af juristerne og økonomernes fagforbund, DJØF. Men det er sådan set en uretfærdighed mod de gode jurister og økonomer, for det er hverken den juridiske eller økonomiske faglighed, der er problemet. Ja, nogle af de allerstørste skandaler i det offentlige og den private sektor i de seneste år skyldes antagelig fraværet af en egentlig juridisk og økonomisk faglighed.

Man kan med større rimelighed identificere fænomenet som horisontal rekruttering. Før i tiden var den almindeligste karrierevej på arbejdsmarkedet, at man begyndte på gulvet i en virksomhed eller institution og arbejdede sig opad med flid og evner. Det var en vertikal bevægelse. Det er i dag slet ikke så sjældent, som de fleste tror, at ansatte har tilbragt et helt arbejdsliv på den samme arbejdsplads. Men det er typisk dem, der ikke har bevæget sig opad i systemet. Hvis man i dag pensioneres fra en ledende stilling, hører det til de absolutte undtagelser, at karrieren begyndte på samme arbejdsplads.
Ledere rekrutteres i dag i høj grad på baggrund af deres ledelseserfaring, og i tilsvarende grad bliver ledelseskvalifikationer en del af lederes faglige identitet. Selv i traditionelle, vertikale organisationer som Folkekirken og Forsvaret, hvor ingen bliver biskop eller general uden først at have været sognepræst eller rekrut, bliver kravet om ledelesesfaglighed tydeligere.

Der kan siges meget godt om, at ledelse i sig selv professionaliseres, fordi det øger opmærksomheden på, at der er gode og dårlige måder at styre en organisation på. Men denne udvikling har også sin pris.
For det første fjerner det opmærksomheden på det, som er en given organisations eller virksomheds formål. Populært sagt: Hvis man ansætter en hammer, begynder alle problemer at ligne et søm. Hvis direktøren for et sygehus er en økonom, vil formålet med sygehuset have en tendens til at ligne et økonomisk facit. Hvis direktøren er en mediciner, vil der med større sandsynlighed blive navigeret efter lægeløftets pejlemærke.

Hvis lederens faglighed er ledelse i sig selv, vil lederens opmærksomhed være rettet mod ledelsesstrukturen snarere end opgaveløsningen. Det har været kritikken mod den norske rigsarkivar, der har skabt et meget klart organisationsdiagram med en tydelig arbejdsdeling mellem alle underdirektørerne, mens bunkerne af dokumenter, der mangler at blive arkiveret, vokser.

For det andet skaber det en kløft mellem ledelse og personale. Hvis generalen selv har været rekrut engang, vil han have en forståelse for, hvad en given ordre betyder for dem nederst i organisationen. Tilsvarende vil enhver menig soldat have en tillid til ledelsen, fordi ordren udstedes af nogen, der selv engang har modtaget ordrer af samme karakter.
For det tredje undergraver den horisontale rekruttering den institutionelle hukommelse. Hvis kontorchefen selv engang har været fuldmægtig i et tilsvarende kontor, vil der i organisationen oparbejdes en konkret og værdifuld pulje af erfaring for at identificere genveje, fejlkilder, faldgruber, forbindelser, løsninger osv. Hvis tilstrækkeligt mange ansatte forlader eller afskediges fra skattevæsenet, vil staten ikke længere være i stand til at inddrive skat på et sagligt og retfærdigt grundlag.

Man skal aldrig afvise kvaliteten af et frisk syn på tingene. Klods Hans nåede langt ved at improvisere. Men det er i realiteten typer som hans to brødre, der holder samfundet gående, fordi de kan huske.

(Kristeligt Dagblad 27. okt. 2018)

Skaden fra 1968


Alle i Roskilde, der er gamle nok til at huske det, ved hvor de befandt sig den 26. august 1968. Ved frokosttid udbrød der brand i Roskilde Domkirke. Det skete mens der var ved at blive lagt sidste hånd på renoveringen af kirkens tagrytter, Margrethespiret. Man mistænkte håndværkerne for skødesløs omgang med ild, men årsagen til branden er vist aldrig opklaret.

Det fortælles, at folk gik og græd i gaderne, mens de måtte se til, at ilden fortærede det meste af den østlige ende af kirkens tag og Margrethespiret. Det lokale brandvæsen, der dengang holdt til blot 100 meter fra kirken, måtte have assistance fra kollegaer i Frederikssund, Glostrup, Holbæk, Ringsted og København. På sit højeste var 200 brandfolk sat ind i slukningsarbejdet, foruden soldater fra den lokale kaserne og mandskab fra Civilforsvaret.

Ilden brød heldigvis ikke igennem hvælvingerne, så kirkens enestående inventar blev ikke skadet. Den fuldstændige katastrofe blev undgået. På dette tidspunkt havde kirken været forskånet for ildsvåde i mere end 500 år.

Historien om domkirkens brand var forsidestof i de landsdækkende aviser, også i Kristeligt Dagblad. Den tog for en stund opmærksomheden fra den store krise i international politik efter Sovjetunionens invasion af Tjekkoslovakiet.

Margrethespiret blev oprindeligt sat op over kirkens korsskæring efter at dronning Margrethes lig blev overført til Roskilde i 1413. Spiret befinder sig omtrent lige over Margrethes sarkofag i højkoret, og kirken fremstår derfor som et majestætisk monument centreret over denne bemærkelsesværdige ”fuldmægtige Frue og Husbonde”. Margrethespiret er også et af kirkens klokketårne, og herfra er der siden Middelalderen blevet ringet til bøn flere gange om dagen. Efter højmessen på højhelligdage er der tradition for tårnblæsning. En gruppe messingblæsere spiller koraler fra Margrethespiret ud over byen.

Brandsikring har efter 1968 været en førsteprioritet i Roskilde Domkirke. Da det dengang nyopsatte spir skulle erstattes, anvendte man den nyeste teknik inden for brandsikring, herunder imprægnering af det anvendte træ. Det havde imidlertid nogle utilsigtede konsekvenser, idet det forårsagede såkaldt galvanisk tæring. Margrethespiret holdt i 30 år og blev udskiftet i 1999. Det var i sidste øjeblik. Det var da så porøst, at det antagelig ikke havde kunnet modstå den voldsomme storm i december måned samme år.

Det stod klart, at det ikke var gjort med udskiftningen af spiret. Også taget over kirkens korsskæring var nødlidende. Det var en skønnet udgift på et trecifret millionbeløb at rette op på de fejl, der blev begået i 1968. Regningen påhvilede egentlig menighedsrådet, som dog umuligt kunne løfte opgaven alene. Heldigvis trådte nogle folketingsmedlemmer fra den daværende Roskilde Amtskreds til og fik sat restaureringsarbejdet på finansloven.

Hovedprincippet for istandsættelsen af taget var, at man kun skulle bruge materialer og metoder, som var blevet anvendt oprindeligt. Den bærende betonkonstruktion, der var blevet lavet til Margrethespiret lod man dog blive. Farende svende eller navere, som de også kaldes, det vil sige omrejsende håndværkere fra både Tyskland og Schweitz deltog i arbejdet. De bidrog med nødvendig ekspertise og udgjorde med deres karakteristiske arbejdsbeklædning et festligt bidrag til bybilledet.
Efter at kirken nærmest havde stået på den anden ende i flere år kunne arbejdets afslutning endelig fejres med en festgudstjeneste i 2010. De sidste skader fra 1968 var dermed udbedret med godt fyrre års forsinkelse.
(Kristeligt Dagblad 30. august 2018. Avisen valgte en anden rubrik.)

Kvinder er både i over- og undertal på universiteterne


Der er en bemærkelsesværdig skæv kønsfordeling på universiteterne i Danmark. Faktisk er der to. Den første og tydeligste findes blandt de ansatte. Blot en tredjedel af det videnskabelige personale på universiteterne er kvinder, og andelen af kvinder er mindst på de øverste trin af det akademiske hierarki, idet kun hver femte professor er en kvinde. Den gode nyhed er, at det har ændret sig støt og roligt i de seneste 10 år til en mere ligelig fordeling, hurtigst blandt professorerne. På Københavns Universitet steg andelen af kvindelige professorer i perioden 2007-2015 fra 15,3 til 22,2 %. Det skete samtidig med en stor vækst i det samlede antal videnskabelige ansættelser, så denne beskedne relative stigning dækker over langt mere end en fordobling i antallet af kvindelige professorer.

En af hovedårsagerne til, at processen går så langsomt er, at personaleudskiftningen på universiteterne næsten udelukkende sker ved naturlig afgang i en høj alder, nu ikke mindst efter at 70-års-grænsen for ansættelse i det offentlige er afskaffet. Den nuværende sammensætning af personalet er altså for en betydelig dels vedkommende et resultat af beslutninger truffet for 20, 30 eller 40 år siden. Ja, forleden kunne man her i avisen læse portrættet af professor Kjeld Møllgård, som fejrer sit 50 års jubilæum som videnskabelig ansat på Københavns Universitet.

Det er et erkendt problem blandt alle ansvarlige, at ligestillingsmålet langt fra er nået, men det har bare vist sig vanskeligt at accelerere denne proces uden at gribe til midler, der er åbenlyst uretfærdige. Der er blevet gjort forsøg med direkte favorisering af kvinder, men som professor Hans Bonde har vist, er det ikke en farbar vej.
Ud fra den foreliggende statistik er det ikke bedømmelses- og ansættelsesprocedurerne på universiteterne, der hindrer kvinders adgang til videnskabelige stillinger. For det første er der markant færre kvindelige ansøgere. Det skyldes ikke, at der er et mindretal af kvindelige forskertalenter. Halvdelen af alle PhD-studerende er kvinder. Men der er altså en brist i systemet der gør, at kvinder ikke føler sig tilskyndet til at søge videre.
Til gengæld begunstiger systemet de kvinder, der faktisk gør det. I de tilfælde, hvor der til en videnskabelig stilling er både kvalificerede mandlige og kvindelige ansøgere har de kvindelige ansøgere en markant højere chance for at få stillingen. Af de 2205 stillinger med kvalificerede ansøgere af begge køn, som var opslået i perioden 2014-2016 var 33 % af ansøgerne kvinder, men de fik 45 % af stillingerne. Eller sagt med andre ord: Selv om de mandlige ansøgere er dobbelt så mange som de kvindelige, klarer kvinderne sig markant bedre i åben konkurrence. Den såkaldte rip-rap-rup-effekt er – ja, undskyld – en and.

Man kan sammenligne med den anden markante kønsskævhed på de videregående uddannelser, altså både professionshøjskoler og universiteter, nemlig blandt de studerende. Kvinders dominans blandt de studerende er en gammel tendens. I 1996 var 40 % af ansøgerne til de videregående uddannelser mænd. De netop offentliggjorte tal for ansøgerne til studiestart i september i år viser, at mændenes andel på 22 år er steget til 42 %. Det er jo også en slags udvikling.

Det interessante er, at de, der nidkært gør opmærksom på kønsskævheden blandt de ansatte på universiteterne, sjældent ofrer nogen opmærksomhed på kønsskævheden blandt de studerende. De synes tilsyneladende ikke, at det er et problem, at så relativt mange mænd fravælger en videregående uddannelse, mens det stadig opfattes som et problem, at så relativt mange kvinder fravælger en karriere på universiteterne.

(Kristeligt Dagblad den 4. aug. 2018)

Hvorfor har Dannebrog sin egen dag?


Højtideligholdelsen af Valdemarsdag den 15. juni knyttes gerne til Danmarks-Samfundet, der f.eks. holder fanevagt ved de gudstjenester, der holdes på dagen rundt om i landet. Foreningen blev stiftet i 1908 med det formål at tage ”Sigte paa Sikringen og Højnelsen af Værdier, til hvilke Fædrelandets og Folkets Trivsel er uløseligt knyttede. Under Mottoet: ’Danmark og Danmarks Ære’, vil Danmarks-Samfundet tilstræbe at blive den samlende og retningsgivende Kraft i de mangeartede Bestræbelser, som vor nationalt vaagnende Tid allerede har affødt. Foreningen erklærer sig i politiske Henseende udtrykkeligt og principielt neutral.” For udenforstående var der dog ingen tvivl om, at foreningen var forsvarsvenlig og konservativ. Foreningen skriver selv på sin hjemmeside følgende om tilblivelsen af Valdemarsdagen:
"Efter 4 års intenst arbejde var organisationen blevet landsdækkende, og samtidig opstod ideen om at begynde en årlig landsindsamling den 15. juni, der samtidig blev kaldt Valdemarsdag, ligesom det lille flag, der solgtes, fik betegnelsen Valdemarsflaget, som det jo stadig kaldes. Tilladelsen hertil blev givet af Kong Christian X i 1912.”

Foreningen siger det ikke direkte, men lader underforstå, at den stod bag skabelsen af Valdemarsdagen i 1912. Man kan andre steder på nettet læse, at Valdemarsdagen er blevet fejret siden 1912. Både Wikipedia og Ordbog over det danske Sprog siger, at Valdemarsdag blev indført ved cirkulære nr. 391 24/12 1912, og så kan man godt regne ud, at den første Valdemarsdag ikke blev holdt i 1912, men 1913, hvad den også gjorde.
Det oprindelige forlæg til det splitflag,
som med kongelig tilladelse anvendes
af Dansk Forening for Rosports både.
(Marineministeriets arkiv. Eget foto)
Men hvorfor? Det har faktisk noget at gøre med Juleaften og det forhold, at skolebørn dengang havde fri på både kongens og dronningens fødselsdag. Kongen blev i pressen den 24. december 1912 citeret for ønsket om at gøre den 15. juni til skolefridag. Den 31. marts 1913 udsendte Kultusministeriet (Ministerium for kirke- og skolevæsen) et cirkulære til samtlige skoledirektioner:

”Da Hds. Maj. Dronningens Fødselsdag – den 24. December – som Juleaftensdag allerede er Fridag, har det paa derom af Kultusministeriet nedlagt allerunderdanigst Forestilling behaget Hans Majestæt Kongen at bifalde, at Valdemarsdag – den 15. Juni – fremtidig bliver almindelig Fridag i alle Landets Skoler.”
Betingelsen var dog, at det samlede antal skoledage ikke bragtes ned under det lovbestemt minimum på 246. Sammenhængen var naturligvis den, at Christian X var tiltrådt i 1912 og at der derfor også var kommet en ny dronning, Alexandrine, født 24. december 1879. Det var i øvrigt også første gang dagen blev kaldt Valdemarsdag.

Danmarks-Samfundet havde før den tid arbejdet for indførelsen af en nationaldag. Det fremgik af beretningen fra foreningens repræsentantskabsmøde i december 1912. Men først efter beslutningen om at gøre 15. juni til fridag blev ideen fostret om at bruge den dag til foreningens formål. Den 5. juni 1913 fik Danmarks-Samfundet tilladelse til ved hjælp af spejderkorpsene at samle penge ind ved at sælge et mærke ”bestaaende af et Dannebrogsflag paastemplet D.S.” for 10 øre stykket, og indsamlingerne er med enkelte afbræk fortsat siden. Midlerne herfra bruges nu mest til at skaffe Dannebrogsflag til foreninger og institutioner.

Nu ved man jo aldrig, hvordan ideerne er vandret bag kulisserne, men efter det oplyste er den 15. juni som national fridag altså Christian X’s opfindelse, og at kalde dagen for Valdemarsdag er antagelig også hans idé. Danmarks-Samfundet gjorde derefter det, at de fyldte noget indhold i dagen.

Det var foreningen i øvrigt ikke ene om. Den nystiftede forening ”Dansk Verdenssamfund” gjorde dagen til national festdag for udvandrede landsmænd, der kom besøg i deres hjemland. Den idé havde ingen særlig bærekraft. Danske katolikker udnyttede fridagen til at holde årsmøde i Roskilde, hvor grundstenen til byens romersk-katolske Skt. Laurentii Kirke blev lagt den 15. juni 1913 under tilstedeværelse af flere end 600 mennesker. Kirken og menigheden trives stadig i bedste velgående. Men alt dette blev jo i 1920 overskygget af den omstændighed, at Genforeningen officielt fandt sted den 15. juni, en af de mest skelsættende – i ordets egentlige forstand – begivenheder i Danmark i det 20. århundrede.

(Kristeligt Dagblad den 16. juni 2018. En enkelt sætning er rettet.)




Ministerialtidende 1912







Aarhus Stiftstidende 27. dec. 1912

Ministerialtidende 1913


Når litteraturhistorie får diplomatiske konsekvenser


I dette efterår vil 100-året for Islands selvstændighed blive fejret. Man kan betragte øens selvstændighed som en længere proces, der strakte sig fra Altingets genoprettelse som rådgivende forsamling i 1843 til oprettelsen af republikken Island i 1944. 1918 er et meget vigtigt år i denne proces, fordi Island da blev en selvstændig stat i personalunion med Danmark, det vil sige at kun statsoverhovedet var fælles for begge stater.

Island var i det 12. århundrede hjemsted for en bemærkelsesværdig kulturel renæssance, der tåler sammenligning med f.eks. opblomstringen af den samtidig sydfranske troubadourdigtning. De gamle beretninger – sagaer – fandt en litterær form og blev nedskrevet. Enkelte håndskrifter fra den tid er bevaret, men den oldislandske litteratur kendes mest fra senere afskrifter. De blev for en betydelig dels vedkommende indsamlet af den danske konges embedsmand og indfødte islænding Árni Magnússon (1663-1730) og testamentarisk skænket til Københavns Universitet som et legat eller en stiftelse, nu kendt som den Arnamagnæanske Samling. Magnússons indsamling af de islandske håndskrifter var en bedrift, der påkalder sig beundring og respekt, for uden hans indsats ville værker, der i dag er en selvskreven del af verdens litteraturhistorie, være gået tabt. Af samme grund er samlingen opført på UNESCOs liste over umistelig kulturel verdensarv.

Som en naturlig del af det, der med et engelsk udtryk kaldes nation building, ønskede Island at råde over de midler, der kunne sætte den unge stat i stand til at fortælle sin egen historie og dermed etablere en selvstændig identitet som nation. I 1947 blev der fra Reykjavik fremsat officielt ønske om udlevering af genstande og håndskrifter af islandsk oprindelse fra offentlige danske samlinger, herunder ikke mindst den arnamagnæanske. 
Det var den almindelige opfattelse, at Island ikke havde noget retskrav at gøre gældende, og så meget desto mere markant var den politiske vilje til at efterkomme det islandske ønske. I 1965 vedtog Folketinget en lov, der indebar, at der blev foretaget en "en deling af stiftelsen i to afdelinger derved, at de af legatets håndskrifter og arkivalier, der må anses for islandsk kultureje, overgives til Islands universitet for at forvares og forvaltes der i overensstemmelse med fundatsernes regler.

Loven vakte en del modstand i Danmark, fordi den berørte noget, der blev betragtet som nationalt essentielt. Den arnamagnæanske Stiftelse, for hvilken Københavns Universitets rektor er født formand, følte sin ejendomsret gået for nær og fik prøvet loven ved domstolene, der dog ikke fandt, at den stred imod Grundloven. Sagen er berømt, fordi det er et af de få tilfælde, hvor Højesteret har udøvet sin såkaldte prøvelsesret, altså den dømmende magts ret til at prøve de af Folketinget vedtagne loves grundlovsmæssighed.
Den praktiske udlevering af håndskrifterne blev indledt i 1971 og fuldbyrdet godt et kvart århundrede senere. Samlingerne varetages i dag af universiteterne i Reykjavik og København i et frugtbart samarbejde, og gennem denne ordning udtrykkes både en stærk samhørighed mellem Island og Danmark og en gensidig respekt for national og statslig selvstændighed. Men nu forrykkes denne balance.
Som Kristeligt Dagblad kunne berette den 21. maj har Københavns Universitet tilkendegivet, at der ikke længere er økonomisk grundlag for, at de forpligtelser, der knytter sig til Árni Magnússons testamentariske gave, kan opretholdes. Den arnamagnæanske Stiftelses danske afdelings fremtid er usikker. Den islandske ambassadør i København har, som man kunne forvente, udtrykt sin bekymring i den anledning.  Hvad der kan synes blot at være en prioritering i den litteraturhistoriske forskning, har dermed fået diplomatiske implikationer.  Det bliver ikke mindst interessant at høre, hvad den islandske præsident har at sige, når han aflægger besøg i København til oktober.
(Kristeligt Dagblad 28. maj 2018)

Historisk højskole forfalder

Højskolen april 2018. Eget foto.

Den gamle Roskilde Højskole står i dag og forfalder, og der er allerede sket uoprettelige skader. Den repræsenterer væsentlige æstetiske og historiske værdier, men ingen synes at ville tage ansvaret for at bevare dem.

Roskilde Højskole blev stiftet i 1907 af Thomas Bredsdorff, der lod den smukke teglhængte hovedbygning i røde sten opføre efter tegninger af arkitekt Ulrik Plesner, mens kunstneren Niels Skovgaard bidrog til udsmykningen. I 1929 blev skolen afhændet til AOF, der her åbnede en arbejderhøjskole, og i november 1931 talte Thorvald Stauning ved indvielsen af Mogens Lorentzens udsmykning af foredragssalen. Lorentzen er vel i dag bedst kendt som forfatter til ”Juletræet med sin pynt”. Han havde flere talenter og var også en anerkendt billedkunstner. Hans udsmykning på Roskilde Højskole afspejlede arbejderbevægelsens optimisme, humanisme og fremskridtstro på et tidspunkt, da det stadig var muligt at opretholde den.
Fra indvielsen af Lorentzens 
udsmykning. Udsmykningnen blev
bestalt af Ny Carlsbergfondet. (ABA)

I 1976 flyttede arbejderhøjskolen til nybyggede lokaler på nabogrunden, og den gamle Roskilde Højskole blev solgt til pensionskassen PenSam, som gennem mere end 25 år udlejede den til Tvinds skolevirksomhed. Tvind forlod bygningen i slutningen af 2006, og siden dengang har den stået tom. I modsætning til, hvad de fleste intuitivt vil antage, har Tvind ingen skyld i de ulykker, der fulgte. Der skete det forudsigelige, at en bygning, der ikke er i brug, forfalder. Ejerne var ikke helt uopmærksomme. På et tidspunkt er taget blevet sikret med presenninger. Man kan imidlertid ikke undgå mistanken om, at der spekuleres i forfaldet.
Foredragssalen i dag. Billedet er taget igennem et ødelagt
vindue april 2018. Eget foto.

Man har ikke skærmet bygningen mod indbrud og hærværk, og det kan i dag konstateres, at den indvendigt er overmalet med graffiti. Foredragssalens udsmykning er helt næsten fuldstændig ødelagt. Lokale kræfter har ihærdigt forsøgt at gøre opmærksom på problemet, men eftersom bygningen ikke er fredet, er der meget lidt at stille op.

I efteråret 2017 blev den gamle højskole og ikke mindst den tilhørende grund på syv hektar solgt til en privat investor. Det er planen at opføre etageboliger, som i gi
vet fald vil kræve en dispensation fra lokalplanen. Beliggenheden i bydelen Himmelev på en skråning med udsigt over Roskilde Fjord er særdeles attraktiv. Huse i nabolaget handles snildt til tocifrede millionbeløb. Hvad der skal ske med den gamle højskole er uvist.


Bredsdorffs, Plesners, Skovgaards og Lorentzens Roskilde Højskole synes at være taget som gidsel i et spil til mange millioner. Hensynet til den private ejendomsret må naturligvis veje tungt. Ejerne har uden tvivl retten til at disponere over deres ejendom, herunder at forsømme den. Dermed glemmes det imidlertid, at værdien af enhver bolig ikke mindst består i meget mere end blot et antal kvadratmeter med tag over.
Et udkast af Ulrik Plesner til højskolen. Hovedbygningens
fronton er her en bred trekantgavl, og det samme gælder
gymnastiksalens gavl til venstre. I den endelige udgave
blev begge gavle svungne som et tidligt eksempel på den
nybarok, der var populær omkring Første Verdenskrig, og 
for hvilken Plesner var hovedeksponent.
(Kunstakademiets bibliotek.')

Udsigten til Roskilde Fjord hører selvfølgelig til herlighedsværdien. Men udsigten til historien er af en tilsvarende betydning. Faktisk er der i dag ikke nogen nødvendig modsætning mellem hensynet til kulturværdier og kommercielle interesser. Noget af det, der kan føje til et steds værdi, er netop, at det har en historie. I Roskilde Højskoles tilfælde handler det om, at stedet repræsenterer to af det tidlige 20. århundredes væsentligste kulturelle og politiske strømninger, højskolebevægelsen og arbejderbevægelsen. Og så gør det jo ikke noget, at det er sket i en arkitektonisk udformning af allerfineste slags.
Foredragssalen i dag. Billedet er taget igennem et ødelagt vindue.
Eget foto, april 2018.

Gymnastiksalen eller øvelseshuset indvendigt. Billedet er taget
igennem et vindue. Eget foto, april 2018.

Plesners forslag til gymnastiksalens eller øvelseshusets gavl.
(Kunstakademiets bibliotek.)



(Kristeligt Dagblad den 1. maj 2018)

Et ubehag ved det religiøse

I et interview i avisen i lørdags udtaler formand for Intact Denmark Lena Nyhus: "Det er ærgerligt, hvis det er Bent Lexner, som skal tegne jøderne i Danmark." Det er udtryk for et formynderi, som forekommer ret karakteristisk for Intacts kampagne, nemlig at de mennesker, som det handler om, ignoreres. Der gøres ikke noget seriøst forsøg på at undersøge videnskabeligt, hvorvidt mænd, der er omskåret i Danmark efter de gældende regler, overhovedet opfatter det som et problem. Der kan ikke fremlægges troværdige videnskabelige undersøgelser, der viser, at den i Danmark praktiserede omskæring af drenge udgør en sundhedsrisiko. Jeg skal bestemt ikke udelukke, at det kunne være tilfældet, men indtil videre mangler det saglige argument for at forbyde omskæring af drengebørn.

Intacts kampagne bygger på enkelteksempler og appellerer til det ubehag, det naturligt nok må vække, når det påstås at omskæring er en "lemlæstelse". Rigtig mange danskere bakker i hvert fald op om et forbud, for de er naturligvis imod, at man "skærer i en baby", som det hedder i debatten.

Denne tankegang har også vundet omfattende politisk opbakning. Det er som om stadig flere politikere har mistet fornemmelsen for, at religion faktisk er noget, der betyder noget for mange mennesker, og at religionsfriheden indebærer, at individet har ret til at vælge sin religion og religiøse praksis for sig selv og sine børn. Politikerne synes i stadig ringere grad parate til at respektere religionsfriheden, og stadig flere af dem opfatter religion og religiøs praksis som noget ubekvemt og ubelejligt, med mindre det ligner noget, som de selv bryder sig om. Jeg bryder mig heller ikke om omskæring, må jeg tilføje, men jeg kunne da aldrig forestille mig at foreslå et forbud mod et religiøst ritual bygget alene på en personlig følelse af ubehag, der i dette tilfælde kræver, at man ignorerer Sundhedsstyrelsens anbefalinger.

Men OK, hvad nu hvis der var tale om andet og mere end et ubehag? Lad os antage, at det kan konstateres, at omskæring af drenge opleves som et problem af andre og flere end de få, som Intact har haft held med at fremdrage som eksempler. Lad os antage, at omskæring af drenge udgør et konstaterbart sundhedsproblem af et omfang, der gør, at hensynet til børnenes velfærd må veje tungere end religionsfriheden. Hvordan griber man det så an? Så begynder man ikke med at forklare Bent Lexner, hvordan jøderne skal være jøder. Så begynder man som med alt godt lovgivningsarbejde med at indhente sagkundskabens indsigt og med dialog med dem, som det handler om. Man kunne spørge repræsentanter for de relevante menigheder om, hvordan dette problem kunne tænkes løst. (Og her må det understreges, at Intact Denmark er en interesseorganisation, der ikke repræsenterer de berørte, men de udenforståendes ubehag.) Uanset hvad handler det om, at den i Junigrundloven befæstede religionsfrihed tillader borgerne at forsamle sig i trossamfund efter egen overbevisning, og at disse trossamfund derfor har krav på respekt. Den tilgang til spørgsmålet, som Intact Denmark har valgt, gør praktisering af den mosaiske tro til noget, der ligner organiseret kriminalitet. Og det kan konstateres, at Intacts kampagne vinder tilslutning fra elementer, som ligger meget fjernt fra moderne, demokratiske værdier. Det er foruroligende.

Jødiske landsmænd har i denne situation krav på støtte og opbakning. Spørgsmålet om der er brug for ny lovgivning om omskæring, kan vi for min skyld godt lade stå åbent. Men hvis Danmark ikke længere kan være et selvfølgeligt hjemsted for en jødisk menighed, er der noget alvorligt galt.

(Debatindlæg Kristeligt Dagblad 24. april 2018. Redaktionens rubrik var en anden)

Monark på et afbud


Den 8. april var det 200-årsdagen for Christian IX’s fødsel. Det er ikke et jubilæum, der giver anledning til nogen officiel fejring. Hvis hver eneste danske konges runde fødselsdage skulle fejres, ville kalenderen da også være stadig tættere besat. Der er nu alligevel grund til at hæfte sig ved denne fødselsdag, for Christian IX fik på et afgørende tidspunkt i Danmarks historie en væsentlig betydning.

Den senere danske konge blev født på Gottorp Slot som prins af Slesvig-Holsten-Sønderborg-Beck. Senere overtog hans far ved Frederik VI’s mellemkomst titlen som hertug af Slesvig-Holsten-Sønderborg-Glücksborg, da den oprindelige glücksborgske slægt uddøde. Begge fyrstehuse hørte til den oldenborgske kongeslægts sidegrene, idet de var efterkommere efter Christian III.
Prins Christians moster var Frederik VI’s dronning, og den unge prins kom til København for at få en militær uddannelse, og han gjorde siden tjeneste i den danske hær. Det fik betydning, da det slesvig-holstenske spørgsmål rykkede op på den politiske dagsorden efter 1840. Det er et af de mest sammensatte og omdiskuterede problemer i dansk historie. Et element af problemet var de nationale modsætningsforhold mellem dansk og tysk. Forudsætningen var det dynastiske spørgsmål. Det danske monarki, som foruden kolonier, bilande og handelsstationer på dette tidspunkt bestod af det danske kongerige og hertugdømmerne Slesvig, Holsten og Lauenborg, blev holdt sammen af en fælles fyrste. Det var kongen, der statsretligt var det samlende princip.

Allerede omkring 1840 stod det imidlertid klart, at kronprinsen, den senere Frederik VII, ikke ville kunne levere en legitim arving, det vil sige et barn – helst en søn – født i lovligt ægteskab af en ægtefælle af fyrstelig byrd. Han endte med at danne par med en kvinde af borgerlig herkomst, og selv hvis der var kommet et barn ud af dette forhold, ville det ikke være arveberettiget til den danske trone. Det var blandt andet dette forhold, der ansporede slesvig-holstenerne til at drømme om deres egen stat med egen fyrste og egen forfatning.
Treårskrigen eller Den første slesvigske krig 1848-1850 endte med bevarelsen af Helstaten, som man var begyndt at kalde den. Det skete ikke mindst fordi de europæiske stormagter ikke havde nogen interesse i, at der skete en forskydning i magtforholdene ved indsejlingen til Østersøen. For at sikre stabiliteten og det danske monarkis integritet, som det hed, samledes man ved en konference i London for at løse tronfølgespørgsmålet. Man skulle finde en arving, der kunne godkendes i både Kiel, København, Stockholm, Paris, Skt. Petersborg, London, Wien og Berlin.

Valget faldt på den godt 30-årige prins Christian af Glücksborg. Det var et godt, men ikke særligt indlysende valg. Han havde i modsætning til sine ældre brødre deltaget på dansk side i Treårskrigen, og var derfor spiselig for danskerne, selv om han var tysk. Han var gift med en prinsesse af huset Hessen-Kassel, der også var tæt forbundet med det danske kongehus, og det styrkede parrets dynastiske legitimitet. Han var desuden veluddannet og kunne begå sig. Og så kunne han og Louise af Hessen-Kassel få børn til gavns. Den fremtidige tronfølge var sikret.
Christian af Glücksborg tiltrådte som konge i november 1863, da hans meget fjerne fætter Frederik VII døde. Hans adkomst til embedet, hele begrundelsen for valget af ham som tronfølger var, at hans person i kraft af herkomst og overenskomsten med stormagterne stod som garant for Helstatens bevarelse. Den politiske situation i Danmark og den europæiske kontekst havde imidlertid ændret sig betydeligt siden Treårskrigen. En af hans første embedshandlinger blev at skrive under på en ny forfatning, der i realiteten betød en opløsning af Helstaten. Kongen protesterede, men der var ikke meget han kunne gøre. Krigen i 1864 fulgte som logisk konsekvens.

Christian af Glücksborg blev valgt som dansk tronfølger, fordi han kunne bruges som det samlende princip for en dansk-tysk sammensat stat. Det var ikke hans egen fortjeneste. Det skyldtes slægtskab og omstændighederne. Efter Helstatens opløsning i 1864 lykkedes det imidlertid kong Christian IX og hans dronning at redefinere den rolle, som de var blevet tildelt. I stedet for at være den dansk-tyske helstats legitime fyrste endte Christian IX med at være den danske nationalstats afholdte monark, en opgave som hans efterfølgere i embedet har løftet med betydeligt held.

(Kristeligt Dagblad den 10. april 2018)

Hyldest til oprøret


Som avisen skrev om i lørdags blev et nyt monument samme dag afsløret i København, nemlig en statue af Mary Thomas bedre kendt som Queen Mary, en af lederne af et oprør, der brød ud på øen St. Croix i oktober 1878, og som kostede mange liv og medførte omfattende materielle skader. Utilfredsheden skyldtes de vilkår, der blev budt arbejderne af plantageejerne mere end det danske kolonistyre, hvis opgave det ikke desto mindre blev at slå oprøret ned.

Statuen med titlen ’I am Queen Mary’ skildrer hende med to af de våben, som oprøret blev udkæmpet med, en machete og en fakkel. Som det fremgik af Kristeligt Dagblad vides ikke meget om Queen Mary. Hun blev oprindeligt sammen med 38 andre dødsdømt ved Højesteret i København, men hendes dom blev konverteret til livslangt tugthusarbejde.
Stolen som Queen Mary er placeret i og den
måde hun holder sin machete - 
rettelig kaldet en 'cane bill' - og faklen
er en direkte reference til et ikonisk foto af
stifteren af Black Panthers i USA,
Huey P. Newton (eget foto)

Statuen er det første mindesmærke i Danmark, der skal erindre om Danmarks fortid som koloniherre i Caribien. Derudover er den usædvanlig af tre grunde: Den er opstillet til minde om en kvinde, en ikke-europæer og en navngiven og dømt oprører. Der findes andre eksempler på mindesmærker efter oprør eller kvinder, men de er ikke mange.

Især i forbindelse med 100-året for salget af De dansk-vestindiske øer sidste år har der været en debat om Danmarks koloniale fortid og særlig om Danmarks relativt fremtrædende rolle i den transatlantiske handel med slaver. Det er, som bl.a. statsminister Lars Løkke Rasmussen (V) fremhævede i en tale på øerne sidste år, ”et mørkt og skændigt kapitel af Danmarks historie”.

Så meget desto mere interessant er det, at det første monument i Danmark, der skal minde danskerne om denne fortid, slet ikke handler om slaveri. Mary Thomas var ikke slave – eller slavegjort, som den nyere forskning foretrækker at kalde det. Oprøret på St. Croix fandt sted 30 år efter slaveriets ophævelse på øerne. Ethvert monument er en historisk replik til den nutid, hvori det opstilles. Det komplicerer budskabet noget, at der i dette tilfælde er tale om både en europæisk, en dansk og ikke mindst en amerikansk og caribisk nutid. La Vaughn Belle, der er fra øerne og er en af de to kunstnere bag skulpturen, siger om Queen Mary, at hun er ”den mest berømte historiske person, vi overhovedet har. […] Hun er symbol på styrke og modstandskamp.”

Den amerikanske dagsorden blev tydeliggjort ved afsløringen i lørdags, da organisationen ”Black Lives Matter Denmark” gik i demonstrationstog med slutmål ved statuen. Organisationen er en aflægger af en tilsvarende i USA, der er udsprunget af protester mod politivold mod sorte amerikanere. En repræsentant for organisationen, Bwalya Sørensen, siger til Danmarks Radio: ”Vi marcherer […] for at alle sorte eller brune piger og kvinde her i Danmark skal vide, at de kan gøre en forskel. De skal vide, at der er en vej til storhed, uanset hvor beskedne kår man kommer fra”.

Sørensen supplerer med en meget aktuel vinkel på spørgsmålet: ”I en tid, hvor vi måske står foran en af landets største arbejdskonflikter, bør anerkendelse tilfalde de skikkelser i vor arbejderbevægelse, der fortjener den. Den anden af kunstnerne bag værket, Jeannette Ehlers, giver i en udtalelse til Kristeligt Dagblad endnu en vinkel, idet hun mener, at Queen Mary taler ”ind i den migrantsituation, verden også står i idag.”
Dagsordenerne står med andre ord i kø, når det handler om at udlægge statuens betydning. Den handler om kønskamp, arbejdskamp, klassekamp og kamp for racelighed. Der synes i det hele taget at herske enighed blandt skaberne og de mest højlydte fortolkere af kunstværket om, at skulpturen mest handler om og hylder oprør og kamp. Man kunne spørge sponsorerne – herunder staten og Københavns Kommune – om det nu også lige var meningen?

(Kristeligt Dagblad 3. april 2018)



Gunvor Simonsen svarede i avisen den 10. april:

Der er meget galt med skulpturen I Am Queen Mary, som den 31. marts blev opsat ved Vestindisk Pakhus i København. Det kan vi forstå på Jes Fabricius Møller, der ligesom jeg er lektor på Saxo Instituttet på Københavns Universitet. Det har han skrevet om i sin klumme Historisk set i denne avis, og efterfølgende uddybet i et interview på Radio24syv. Lad mig kort ridse op, hvad Jes Fabricius Møller mener, der er galt. -I Am Queen Mary- importerer en nordamerikansk raceforståelse og -debat ind i noget, som egentlig er en caribisk historie. Det er galt, at skulpturen modellerer en kvinde, Mary Thomas, som deltog i arbejderopstanden på St. Croix i 1878. Herudover er der det galt, at skulpturen fremhæver kampen som det centrale i historien om slaveriet. Ved at lave en imitation af et billede af lederen af The Black Panthers, sættes en dagsorden, som handler om et voldeligt oprør. Endelig er det galt, at skulpturen er fortolkningslukket. Jes Fabricius Møller leverer en ret typisk forståelse af, hvordan dansk kolonialisme skal huskes. Dem fra de tidligere kolonier har ikke rigtig forstået deres egen historie. Det er også problemet for Jeannette Ehlers og La Vaughn Belle, kunstnerne bag skulpturen I Am Queen Mary. Man kunne ellers tro, at de to kunstnere havde gode forudsætninger. De har begge fødderne godt plantet i Caribien. Den ene med en far på Trinidad, den anden født på samme ø, men opvokset på St. Croix. Deres skulptur betragtes nærmest som ikke-autentisk, den er langt væk fra en dansk-vestindisk slavefortid, udtaler Jes Fabricius Møller i Radio 24syv. Skulpturen reflekterer en amerikansk, snarere end en caribisk virkelighed. Han synes, at der ikke er tale om en fyldestgørende repræsentation af den dansk-vestindiske historie. Samme evne til at vurdere, hvad der er fyldestgørende tillægger han ikke de to kunstnere, de laver nemlig politisk kunst. Jeg kan ikke lade være med at tænke, om der findes kunst om kolonialisme, som ikke også er politisk. Måske er sagens kerne, at Jes Fabricius Møller gerne ser en anden slags politisk kunst end den, som I Am Queen Mary står for. I denne sammenhæng kan det ikke forsvares ved at hævde, at noget kunst er politisk, mens anden kunst er upolitisk. Efter oprøret i 1848, som ledte til afskaffelsen af slaveriet i Dansk Vestindien, introducerede den danske kolonimagt lovgivning, som bandt de tidligere slaver til plantagerne under meget ringe løn- og arbejdsvilkår. Så når Jes Fabricius Møller mener, at utilfredsheden skyldtes de vilkår, der blev budt arbejderne af plantageejere mere end det danske kolonistyre, er det svært finde belæg for det i faghistoriske fremstillinger. Arbejderopstanden i Dansk Vestindien i 1878 var voldelig, og mange landarbejdere har formentlig vidst, at de løb en stor risiko. Mens oprørerne ødelagde ejendom, og nogle var skyldige i drabet på to soldater, dræbte paramilitære hvide enheder, der var sanktioneret af de lokale kolonimyndigheder, cirka 60 mennesker i forbindelse med nedkæmpelsen af oprøret, og fem-seks personer i dagene umiddelbart efter. 12 blev henrettet efter en sporadisk standretsproces, og 22 døde i de dansk-vestindiske fængsler. Der kan ikke herske tvivl om, hvem der besad voldens monopol i det dansk-vestindiske samfund. Grunden til oprørene i Caribien var, at modstanden var et af de få redskaber, som stod til deres rådighed i samfund, hvor deres ønsker om frihed og om bedre vilkår ikke blev imødekommet. Ifølge Jes Fabricius Møller er det også galt, at skulpturen modellerer en kvinde. Det skyldes ifølge ham et ønske om, at skulpturen skal tale ind i en nutidig kønsdebat. Hvad skulle der egentlig være galt i det? Skal vi ikke spejle fortiden i nutiden, så vi kan blive klogere på vores fremtid? Kvinder var helt centrale for udviklingen af de caribiske samfund, både ideologisk og praktisk. Den sorte kvindekrop blev præsenteret som både uhyre tiltrækkende og som monstrøst afskyelig i den racisme, som var med til at understøtte koloniseringen af Caribien. Det er forestillinger, som har haft et langt efterliv, og måske skulle vi derfor lytte, når nogle af de mennesker, som har kommenteret på skulpturen I Am Queen Mary, reflekterer over, hvad det vil sige at være kvinde og mørk i Danmark i dag. Kunstnerne begår, hvis vi skal tro Jes Fabricius Møller, nærmest en fejl eller en fadæse, når de er i dialog med nordamerikanske tænkere og aktivister. Ifølge ham er der to problemer med dialogen. For det første, at der peges på en radikal, ja, militant bevægelse. De sorte Pantere tog 1960-ernes militante retorik til sig, men det er værd at huske på baggrunden for bevægelsens opståen, som blandt andet handlede om udbredt diskrimination og politivold. En stor del af bevægelsens virke bestod af socialt arbejde i udsatte boligområder, men den advokerede også for sortes ret til selvforsvar. Senere har bevægelsens overordnede budskab om, at sorte har ret til selvbestemmelse, inspireret tænkere og kunstnere i den afrikanske diaspora. For det andet er der ifølge Jes Fabricius Møller det galt med dialogen, at der ikke skelnes mellem amerikansk og caribisk historie. Men i århundreder har forbindelser mellem Caribien, Nordamerika, Sydamerika, Afrika, og Europa været med til at danne et kulturelt og politisk fællesskab, der har inspireret mennesker af afrikansk oprindelse på tværs af kontinenter. Så der er gode faghistoriske grunde til at betragte skulpturen I Am Queen Mary som en fyldestgørende repræsentation af dansk-vestindisk historie, for så vidt en sådan beskrivelse meningsfuldt kan karakterisere et kunstværk. Skulpturen er ikke lukket, men derimod fuld af refleksionsmuligheder. Den stiller os først og fremmest spørgsmålet om, hvorvidt vi har mod på at rumme andre fortællinger end vores egen. Opfordringen herfra skal derfor lyde: Se skulpturen! Og læs, læs om Caribiens historie!

Ligbrænding var engang anset som hedenskab


Den kongelige bisættelse er anledning til at se tilbage på ligbrændingens historie i Danmark. Forening for Ligbrænding blev stiftet i 1881. Forslaget om bortskaffelse af lig ved kremering var på dette tidspunkt nyt og kontroversielt. Siden Middelalderen havde det været en ufravigelig regel, at danskerne blev jordbegravet. For de højeste samfundslags vedkommende kunne afdøde hensættes i en sarkofag og altså ikke graves ned i jorden, men ligbrænding var så godt som ukendt. Det var noget man forbandt med uciviliseret oldtid og hedenskab. Det ændrede sig i 1800-tallets sidste halvdel.

Initiativet kom ikke mindst fra lægelige kredse. Ligbrænding var blevet diskuteret på de internationale lægekongresser i Firenze og Rom i 1869 og 1871, og den britiske dronning Victorias livlæge, Henry Thompson, var en ivrig fortaler for sagen. Flere store europæiske byer pressede i 1870erne på for at reformere begravelsesvæsenet. På grund af befolkningsvæksten i byerne steg presset på kirkegårdene. Det udgjorde både en sundhedsfare og en stigende udgift. Kremering af ligene ville skabe bedre plads, sænke prisen og eliminere eventuelle smittekim, især i forbindelse med epidemier. Den sidste store koleraepidemi i Nordvesteuropa ramte Hamborg så sent som i 1892.

Også i den danske debat spillede de hygiejniske argument en væsentlig rolle, viser en undersøgelse af spørgsmålet, som historikeren Anna Sommer Møller har foretaget. Sagens væsentligste talsmand gennem mange år var lægen Ferdinand Emanuel Levison. Det var i den moderne bakteriologis barndomstid. Der herskede stadig ingen enighed blandt læger om smittekilder og smitteveje, så Levisons synspunkter stod ikke uimodsagte. Redaktøren af Ugeskrift for Læger, V. Budde, mente f.eks. ikke, at det var bevist, at der udgik en sundhedsfare fra kirkegårdene.

Ligbrændingsbevægelsen blev af nogle modstandere opfattet som et forbund af ateister, nihilister, naturalister og socialister, ”der i den ophedede Brændingsovn vil se et Gemmested for Revolutionsbaalenes røde Flammer”, og som sådan indgik debatten om ligbrænding i tidens almindelige kulturkamp. På den anden side kunne Folkekirken ikke mobilisere en enhedsfront. Sjællands biskop H.N. Martensen var modstander, fordi han i ligbrændingsbevægelsen så en fordækt agitation for ateismen. Martensens kollega D.G. Monrad derimod så ingen alvorlig modsætning mellem kirkens budskab og ligbrændingsbevægelsen.

I 1892 blev ligbrænding tilladt ved lov. Forslagsstilleren var venstremanden N.J. Larsen, hvis væsentligste argument var religionsfriheden. Blandt de første til at tage muligheden i anvendelse var jøder. Den første til at blive brændt efter lovens vedtagelse i landets første krematorium på Frederiksberg i København, var chefen for Rigsdagens Bureau, David Dessau, der døde i januar 1893. For folkekirkemedlemmer var det vanskeligere. Spørgsmålet om gejstlig medvirkning ved ligbrænding var et stridspunkt. Som ofte når ny lovgivning støder sammen med folkekirkelig praksis herskede der uenighed og uklarhed om tolkningen. I 1894 blev reglerne for gejstlig medvirkning klarlagt, idet præsterne måtte foretage jordpåkastelsen i afdødes hjem eller i en kirke, hvorefter kisten kunne oversendes til kremering. Det var udtrykkeligt forbudt for præster at virke i krematoriet eller ved urnenedsættelsen. Den regel blev liberaliseret i 1910, så det blev tilladt præster at virke i krematoriet, forudsat der var indrettet et kapel til formålet. Af hensyn til samvittighedsfriheden var det dog ikke en pligt for præster at medvirke. Modstanden i gejstligheden var stadig betydelig på dette tidspunkt.

Endnu i 1914 foretoges kun 230 ligbrændinger i Danmark, heraf omtrent tre fjerdedele med gejstlig deltagelse. I dag kremeres godt fire ud af fem døde.
(Kristeligt Dagblad 19. februar 2018)

Er partipressen på vej tilbage?


Det har rejst en del debat, at socialdemokraten Henrik Sass Larsen modsætter sig at blive interviewet til mainstream-medier. Det har han blandt andet talt om i et interview med journalist Reimer Bo Christensen. Sass Larsen og Socialdemokratiet er til gengæld blevet beskyldt for at sejle under falsk flag, fordi de selv har bestilt og betalt Christensen for at producere interviewet.

Socialdemokratiet har ligefrem oprettet sit eget medie, Netavisen Pio. Dermed genopvækker partiet en gammel institution i mediebilledet, den partidrevne avis. Den nye netavis er opkaldt efter Louis Pio, der betragtes som Socialdemokratiets grundlægger i Danmark. Det væsentligste instrument i Pios politiske værktøjskasse var den avis, han i 1871 grundlagde: Socialisten, senere kaldet Socialdemokraten og fra 1959 til lukningen i 2001 Aktuelt og Det fri Aktuelt.

Socialdemokraten var en del af arbejderbevægelsens mediedynasti, A-pressen, som igen var en del af det system, der kaldes parti-pressen, altså at hvert parti havde sine egne loyale avis. I 1871 grundlagdes Kolding Folkeblad, som blev en del de såkaldte bergske blade, opkaldt efter bladudgiveren, Venstres daværende ubestridte høvding Chresten Berg, der som Pio så en aktiv mediestrategi som essentiel for partiets kamp.

Partipressen blev sat i system samtidig med, at papirpriserne faldt og trykteknologien blev forbedret, så selv relativt fattige husstande omkring 1900 fik råd til at holde avis. Pressen blev delt op i liberale, socialdemokratiske, konservative og radikale blade, både landsdækkende og lokalt, der dagligt tilbød deres læsere en vinkel på nyhedsstoffet, som svarede til deres verdensanskuelse.

Medierne og magten levede i en tæt symbiose. Politiken, Berlingske Tidende, Jyllands-Posten og Aktuelt delte sig efter anskuelse og delte også markedet mellem sig. Kristeligt Dagblad var blandt undtagelserne, ikke forstået således at avisen fra grundlæggelsen ikke havde et budskab, som det tydeligt ses på forsiden den dag i dag, men fordi den aldrig har været særlig tæt knyttet til den politiske magt. Det samme gælder Information, der fra stiftelsen i 1945 nærmest var borgerlig, men i slutningen af 1960erne tog en markant venstredrejning uden at forlove sig med noget parti.

I den ånd er faget journalistik blevet til. Det var som så mange andre fag en ren mesterlære. I 1946 blev grunden imidlertid lagt til en national journalistuddannelse i Aarhus, senere udbygget til Journalisthøjskolen, men stadig med praktikken på den enkelte redaktion som en væsentlig del af uddannelsen. Det vil sige, at der nu blev lagt fælles faglige standarder for, hvad der definerer journalistikken. Det bidrog til partipressens afvikling til fordel for en tilstræbt objektiv redaktionel linje, en professionalisme, hvis regler håndhæves med nidkær omhu af en faglig ankeinstans, Pressenævnet. Så selv om en journalist som Reimer Bo Christensen er udlært i A-pressen, har han først og fremmest faglige standarder til fælles med kollegaer, der er udlært på fra De bergske Blade.

Forbindelsen mellem politiske synspunkter og nyhedsformidling kan antagelig aldrig afbrydes helt. Cavlingprisen er opkaldt efter en journalist på den radikale avis Politiken. Det brændstof, der driver ægte journalistik, vil antagelig miste sin ildkraft, hvis det ikke rummer et element af politisk og personligt engagement. Det er vel grunden til, at tidligere niche-aviser som Kristeligt Dagblad og Information ikke alene har overlevet, men trives i det moderne medielandskab.

De private eller fondsejede medier går i dag i retning af en mere subjektiv eller politiserende redaktionel linje. Man taler om et skift fra newspaper til viewspaper, altså at det bærende princip for en avis i dag skal være, at den afspejler læserens livs- eller verdensanskuelse. Men der er også tale om en fortsættelse af en gammel tradition. Siden 1948 har alle redaktører af de berlingske aviser skrevet under på, ”at bladenes grundsyn er konservativt”. Over for dette står ideen om public service, altså idealet om, at der skal leveres indhold for alle ud fra objektive, ikke-politiske kriterier. Det nærmer sig et paradoks, fordi de medier, der lever af den statsgaranterede medielicens, er forpligtet til at levere magtuafhængigt og upolitisk public service indhold, mens de privat finansierede medier i stigende grad ser en forretning i at tage stilling i den politiske værdikamp.

(Kristeligt Dagblad 8. februar 2018. Netavisen Pio bekender sig til et socialdemokratisk værdigrundlag, men nægter at der er en direkte forbindelse til Socialdemokratiet.)

Stemmeret og myndighed


Kristeligt Dagblad skrev i fredags om de cirka 2000 voksne danskere, der er underlagt et såkaldt § 6-værgemål, der betyder at de er umyndiggjorte og tildeles en værge. Problemet er, at disse danskere har fortabt deres stemmeret til folketingsvalg. Den aktuelle anledning til, at dette spørgsmål tages op er, at fire personer, der står under et § 6-værgemål, og som ønsker at få stemmeret, netop har fået prøvet deres sag ved Højesteret og tabt.

Opmærksomheden samler sig ikke mindst om dem, der er umyndiggjorte, fordi de har vist sig ude af stand til at forvalte penge, f.eks. hvis de spiller eller shopper deres penge op. De mister nemlig også stemmeretten. Spørgsmålet er, hvorfor de skønnes utilregnelige i politiske spørgsmål, bare fordi de ikke kan holde hus med pengene? Set fra et nutidigt standpunkt giver denne kobling ikke nødvendigvis sig selv, og det er derfor det foreslås, at praksis ændres.

Det vil i givet fald være et opgør med forestillingen om en sammenhæng mellem politisk og økonomisk ansvarlighed, som hører til demokratiets tilblivelseshistorie.

Det begyndte med den amerikanske løsrivelsesbevægelse. De 13 britiske kolonier i Nordamerika gjorde oprør i 1770erne, fordi de på dette tidspunkt bidrog med skattebetaling uden at have medindflydelse på, hvordan pengene blev brugt. Kolonisterne havde ingen ret til repræsentation i parlamentet i London. USA’s selvstændighed begyndte som en skattenægterbevægelse: ”No taxation without representation!” var deres slogan.

Igennem det meste af 1800-tallet, da de fleste lande udviklede moderne politiske institutioner, var der en intim sammenhæng mellem kravet om repræsentation, skattebetaling og de offentlige finanser. Med hvilken ret kunne man forlange, at borgerne skulle have andel i den politiske magt? Svaret blev mange steder, hvad man kunne kalde ”No representation without taxation”. Det vil sige, at stemmeret og valgbarhed blev afgjort af, hvor meget man bidrog til den fælles kasse. Argumentet var det helt simple, at de, der betaler, også skal have lov til at bestemme, hvad pengene skal bruges til.

Stemmeretten i Danmark efter Junigrundlovens vedtagelse i 1849 var betinget af, at vælgeren havde fod under eget bord, ikke modtog fattighjælp eller på anden måde var uden rådighed over eget bo. Det kaldes også husbondvalgretten, fordi det var husstandens overhoved, der kunne stemme, mens hans kone, børn og tyende ikke kunne. Ganske vist var der ved folketingsvalg intet krav om en vis formue eller skattebetaling sådan som det var tilfældet med valgretten til Landstinget, men det gjaldt stadig som princip, at det var den, der havde myndigheden i hjemmet og dermed også styrede husstandens økonomi, der kunne stemme.

En af de væsentligste forudsætninger for, at kvinder kunne få valgret, var at de kunne betragtes som fuldt ud myndige i økonomiske spørgsmål. I 1857 fik kvinder ret til at løse næringsbrev, altså bedrive byerhverv og være skatteydere, og i de følgende årtier fik kvinder stadig større råderet over egne penge. Det undergravede logikken bag husbondvalgretten, fordi forestillingen om myndighed ikke længere knyttede sig til det interne hierarki i en husstand, men blev til hver voksen borgers ret til at råde over egne midler og pligt til at stå til ansvar for loven. Det bemyndigede også kvinderne politisk, og valgretten fulgte som en logisk konsekvens: I 1903 til menighedsråd, i 1905 til værgeråd, som i denne sammenhæng er særlig interessant, i 1908 til kommunale valg og endelig i 1915 til rigsdagsvalgene.

Valgretsalderen har ændret sig meget siden 1915, men valgretten er fortsat baseret på princippet om personlig myndighed. Det står udtrykkeligt i Grundlovens § 29. I dag bor der godt 1,1 mio mennesker i Danmark, som er under værgemål, og som derfor hverken har stemmeret eller rådighed over egen formue. Vi kalder dem børn. Men med mindre en dommer umyndiggør dem, får de begge rettigheder den dag de fylder atten.

(Kristeligt Dagblad 25. januar 2018. Avisen valgte en anden rubrik.)