Er man andenrangsborger, blot fordi man ikke har en computer?

Overvej følgende tankeeksperiment: Tænk hvis landets kommuner havde besluttet sig for, at alle meddelelser til borgerne fremover skulle affattes på russisk. Det kan man kun vanskeligt forestille sig, for det ville jo umuliggøre en meningsfuld kommunikation, eftersom man ikke har nogen rimelig grund til at forvente, at det er et sprog, som enhver behersker.

Inden man slår dette tankeeksperiment hen som det rene pjat, er der grund til at pege på, at rigtig mange mennesker senest fra næste år faktisk vil befinde sig i en situation, der svarer til, at kommunen er begyndt at tale russisk.
Den 1. november 2014 bliver det obligatorisk for borgerne at kommunikere digitalt med kommunen. Det er en del af en meget ambitiøs digitaliseringsstrategi, der selvfølgelig handler om, at Danmark skal være et foregangsland og alt det dér. Men mens projektlederne i Kommunernes Landsforening og Digitaliseringsstyrelsens specialkonsulenter har deltaget i visionsseminarer og skrevet strategipapirer, hvor den strålende fremtid udmales, har de måske lige glemt et par småting – borgerne for eksempel.

Skal man tro udmeldingerne fra kommunerne, er man lidt af en særling, hvis man ikke har en computer. Men det er faktisk rundt regnet ti procent af Danmarks husstande, der stadig ikke har adgang til internettet.

Det er især ældre mennesker, og det er ikke fordi de har været forsømmelige, uuddannede, dumme eller levet i en parallelvirkelighed. Masser af nulevende mennesker har levet et langt liv, passet deres arbejde, svaret enhver sit og ikke ligget nogen til last uden nogensinde at have været forpligtet til at røre en computer. Nu forlanger samfundet pludselig af dem, at de skal skaffe sig sådan et dyr og lære at betjene det. For mange mennesker svarer det altså til at skulle lære russisk.

Man skal søge om dispensation hos kommunen, hvis man ønsker at modtage sin post som hidtil. Det kan synes som en bagatel, men man kan ikke bebrejde folk, at de oplever det som en hån, for det gør jo den computerfri tilværelse til et uværdigt specialtilfælde. Her er der grund til at minde om, at det altså ikke er mere end 15 år siden at kun 15 procent af Danmarks husstande havde adgang til internettet.
Hånen bliver ikke mindre af, at det, der optimistisk kaldes ”digitale løsninger” for det meste består af digitale problemer. NemID viste sig at være TemmeligkompliceretID. I den offentlige transport er en umiddelbart forståelig og ligefrem adgang til køb af papirbilletter blevet afløst af en uigennemsigtig, forsinket, dyr og i virkeligheden også forældet ”løsning” i form af Rejsekortet. Og for at vende tilbage til kommunerne, lever de jo ikke engang op til deres egne højtflyvende ambitioner om digital kommunikation. Prøv at sende en email til din kommune og se om der svares. Nej, vel?

Der er kommunalvalg til efteråret. Det er ikke for meget forlangt, at de nye kommunalbestyrelser sørger for, at de mennesker, der tilfældigvis ikke har en computer, kan bibeholde oplevelsen af at være ligeværdige borgere.

(Kommentar i Kristeligt Dagblad 16. august 2013)

Demokratismen

Henrik Dahl affejer i en anmeldelse den 2. august Søren Fonsbøls bog om demokratisme. Om bogen har fortjent denne affejning, kan jeg ikke bedømme, da jeg ikke har læst den, men Dahls argument for at gøre det fortjener en kommentar. Dahl mener ikke, at Grundlovens § 3 bør tages alvorligt. Det er den, der siger, at den lovgivende magt er hos kongen og folketinget i forening, og at den udøvende magt er hos kongen. Dahl fortsætter - med et citat af Søren Mørch – at hævde, at Grundlovens paragraf 13 og 14, der blandt andet siger, at kongen er ansvarsfri og at ministrene er ansvarlige for regeringsførelsen, er ”designet til at ophæve paragraf 3”.

Dahl er hermed i god overensstemmelse med den opfattelse af forfatningens historie blandt både historikere og jurister, der dominerede helt frem til og med Claus Friisbergs disputats om parlamentarismens historie fra 2007. Problemet er, at denne tradition tager for givet, at den grundlovgivende rigsforsamling, der virkede i 1848-49, havde intentioner om at skabe et parlamentarisk demokrati netop som vi kender det i dag. Derfor kan repræsentanter for denne tradition også ganske frejdigt påstå, at man slet ikke skal tage det, som grundlovsfædrene skrev om f.eks. kongens lovgivende og udøvende magt, alvorligt.
Den nyere forskning i forfatningens og den politiske kulturs historie hælder imidlertid i stadig højere grad til den opfattelse, at grundlovsfædrene faktisk mente, hvad de skrev. Når kongen fik så megen magt og når der ikke stod en stavelse i junigrundloven om demokrati, var det højst sandsynligt med vilje. Noget andet er selvfølgelig, at tiden løb fra grundloven, og så måtte fortjenstfulde forfatningsjurister træde til med deres fortolkningskunst for at få lovens ordlyd til at rime med den nye politiske virkelighed. For at give disse nye tolkninger vægt er de blevet tilbageprojiceret og har fået lov til også at styre tolkningen af Grundlovens ophav, men dermed går man altså glip af, hvad meningen med Grundloven oprindelig var.
(Læserbrev i Weekendavisen, Bøger, 9. august 2013)

Hvorfor skal det være så svært?

Hvorfor skal det være så svært at købe en billet til toget? Er det med vilje, at passagererne skræmmes væk? Jeg har to gange denne somme haft den glæde at besøge den fortræffelige by Holbæk.

Jeg havde i samme anledning brug for videre befordring med tog til henholdsvis Nykøbing Sjælland og Kalundborg. Som et led i det, der ikke kan karakteriseres som andet end en målrettet serviceforringelse, er billetsalget på Holbæk Station som på så mange andre stationer og banegårde lukket.

Som kompensation fremhæves det, at billetter i stedet kan købes i stationskiosken, der i Holbæk som de fleste andre steder drives af 7Eleven. I Holbæk reklamerer kiosken åbenlyst med, at de sælger togbilletter.

Desværre er udvalget af disse væsentligt dårligere end udvalget af lakrids, kildevand, ugeblade eller chips. Fra Holbæk går der tog til Nykøbings Sjælland, Kalundborg og København. I kiosken kan man af en eller anden bizar grund kun købe billetter til en tredjedel af strækningerne, nemlig den til København.

Vil man til til Nykøbing eller Kalundborg, henvises man til en automat i perrontunnellen, som senest – dvs den 31. juli – tydeligvis havde været udsat for hærværk. Kun med møje lykkedes det at få billetten. Hvis de, der driver jernbanerne, gerne vil have betalende passagerer, hvorfor i alverden opstiller de så disse absurde hindringer for at købe billetter?

(Læserbrev i Nordvest Nyt, 1. aug. 2013. Redaktionens titel var "Hvorfor skal det være så svært, DSB?", men problemet skyldes antagelig ikke DSB)