Historisk højskole forfalder

Højskolen april 2018. Eget foto.

Den gamle Roskilde Højskole står i dag og forfalder, og der er allerede sket uoprettelige skader. Den repræsenterer væsentlige æstetiske og historiske værdier, men ingen synes at ville tage ansvaret for at bevare dem.

Roskilde Højskole blev stiftet i 1907 af Thomas Bredsdorff, der lod den smukke teglhængte hovedbygning i røde sten opføre efter tegninger af arkitekt Ulrik Plesner, mens kunstneren Niels Skovgaard bidrog til udsmykningen. I 1929 blev skolen afhændet til AOF, der her åbnede en arbejderhøjskole, og i november 1931 talte Thorvald Stauning ved indvielsen af Mogens Lorentzens udsmykning af foredragssalen. Lorentzen er vel i dag bedst kendt som forfatter til ”Juletræet med sin pynt”. Han havde flere talenter og var også en anerkendt billedkunstner. Hans udsmykning på Roskilde Højskole afspejlede arbejderbevægelsens optimisme, humanisme og fremskridtstro på et tidspunkt, da det stadig var muligt at opretholde den.
Fra indvielsen af Lorentzens 
udsmykning. Udsmykningnen blev
bestalt af Ny Carlsbergfondet. (ABA)

I 1976 flyttede arbejderhøjskolen til nybyggede lokaler på nabogrunden, og den gamle Roskilde Højskole blev solgt til pensionskassen PenSam, som gennem mere end 25 år udlejede den til Tvinds skolevirksomhed. Tvind forlod bygningen i slutningen af 2006, og siden dengang har den stået tom. I modsætning til, hvad de fleste intuitivt vil antage, har Tvind ingen skyld i de ulykker, der fulgte. Der skete det forudsigelige, at en bygning, der ikke er i brug, forfalder. Ejerne var ikke helt uopmærksomme. På et tidspunkt er taget blevet sikret med presenninger. Man kan imidlertid ikke undgå mistanken om, at der spekuleres i forfaldet.
Foredragssalen i dag. Billedet er taget igennem et ødelagt
vindue april 2018. Eget foto.

Man har ikke skærmet bygningen mod indbrud og hærværk, og det kan i dag konstateres, at den indvendigt er overmalet med graffiti. Foredragssalens udsmykning er helt næsten fuldstændig ødelagt. Lokale kræfter har ihærdigt forsøgt at gøre opmærksom på problemet, men eftersom bygningen ikke er fredet, er der meget lidt at stille op.

I efteråret 2017 blev den gamle højskole og ikke mindst den tilhørende grund på syv hektar solgt til en privat investor. Det er planen at opføre etageboliger, som i gi
vet fald vil kræve en dispensation fra lokalplanen. Beliggenheden i bydelen Himmelev på en skråning med udsigt over Roskilde Fjord er særdeles attraktiv. Huse i nabolaget handles snildt til tocifrede millionbeløb. Hvad der skal ske med den gamle højskole er uvist.


Bredsdorffs, Plesners, Skovgaards og Lorentzens Roskilde Højskole synes at være taget som gidsel i et spil til mange millioner. Hensynet til den private ejendomsret må naturligvis veje tungt. Ejerne har uden tvivl retten til at disponere over deres ejendom, herunder at forsømme den. Dermed glemmes det imidlertid, at værdien af enhver bolig ikke mindst består i meget mere end blot et antal kvadratmeter med tag over.
Et udkast af Ulrik Plesner til højskolen. Hovedbygningens
fronton er her en bred trekantgavl, og det samme gælder
gymnastiksalens gavl til venstre. I den endelige udgave
blev begge gavle svungne som et tidligt eksempel på den
nybarok, der var populær omkring Første Verdenskrig, og 
for hvilken Plesner var hovedeksponent.
(Kunstakademiets bibliotek.')

Udsigten til Roskilde Fjord hører selvfølgelig til herlighedsværdien. Men udsigten til historien er af en tilsvarende betydning. Faktisk er der i dag ikke nogen nødvendig modsætning mellem hensynet til kulturværdier og kommercielle interesser. Noget af det, der kan føje til et steds værdi, er netop, at det har en historie. I Roskilde Højskoles tilfælde handler det om, at stedet repræsenterer to af det tidlige 20. århundredes væsentligste kulturelle og politiske strømninger, højskolebevægelsen og arbejderbevægelsen. Og så gør det jo ikke noget, at det er sket i en arkitektonisk udformning af allerfineste slags.
Foredragssalen i dag. Billedet er taget igennem et ødelagt vindue.
Eget foto, april 2018.

Gymnastiksalen eller øvelseshuset indvendigt. Billedet er taget
igennem et vindue. Eget foto, april 2018.

Plesners forslag til gymnastiksalens eller øvelseshusets gavl.
(Kunstakademiets bibliotek.)



(Kristeligt Dagblad den 1. maj 2018)

Et ubehag ved det religiøse

I et interview i avisen i lørdags udtaler formand for Intact Denmark Lena Nyhus: "Det er ærgerligt, hvis det er Bent Lexner, som skal tegne jøderne i Danmark." Det er udtryk for et formynderi, som forekommer ret karakteristisk for Intacts kampagne, nemlig at de mennesker, som det handler om, ignoreres. Der gøres ikke noget seriøst forsøg på at undersøge videnskabeligt, hvorvidt mænd, der er omskåret i Danmark efter de gældende regler, overhovedet opfatter det som et problem. Der kan ikke fremlægges troværdige videnskabelige undersøgelser, der viser, at den i Danmark praktiserede omskæring af drenge udgør en sundhedsrisiko. Jeg skal bestemt ikke udelukke, at det kunne være tilfældet, men indtil videre mangler det saglige argument for at forbyde omskæring af drengebørn.

Intacts kampagne bygger på enkelteksempler og appellerer til det ubehag, det naturligt nok må vække, når det påstås at omskæring er en "lemlæstelse". Rigtig mange danskere bakker i hvert fald op om et forbud, for de er naturligvis imod, at man "skærer i en baby", som det hedder i debatten.

Denne tankegang har også vundet omfattende politisk opbakning. Det er som om stadig flere politikere har mistet fornemmelsen for, at religion faktisk er noget, der betyder noget for mange mennesker, og at religionsfriheden indebærer, at individet har ret til at vælge sin religion og religiøse praksis for sig selv og sine børn. Politikerne synes i stadig ringere grad parate til at respektere religionsfriheden, og stadig flere af dem opfatter religion og religiøs praksis som noget ubekvemt og ubelejligt, med mindre det ligner noget, som de selv bryder sig om. Jeg bryder mig heller ikke om omskæring, må jeg tilføje, men jeg kunne da aldrig forestille mig at foreslå et forbud mod et religiøst ritual bygget alene på en personlig følelse af ubehag, der i dette tilfælde kræver, at man ignorerer Sundhedsstyrelsens anbefalinger.

Men OK, hvad nu hvis der var tale om andet og mere end et ubehag? Lad os antage, at det kan konstateres, at omskæring af drenge opleves som et problem af andre og flere end de få, som Intact har haft held med at fremdrage som eksempler. Lad os antage, at omskæring af drenge udgør et konstaterbart sundhedsproblem af et omfang, der gør, at hensynet til børnenes velfærd må veje tungere end religionsfriheden. Hvordan griber man det så an? Så begynder man ikke med at forklare Bent Lexner, hvordan jøderne skal være jøder. Så begynder man som med alt godt lovgivningsarbejde med at indhente sagkundskabens indsigt og med dialog med dem, som det handler om. Man kunne spørge repræsentanter for de relevante menigheder om, hvordan dette problem kunne tænkes løst. (Og her må det understreges, at Intact Denmark er en interesseorganisation, der ikke repræsenterer de berørte, men de udenforståendes ubehag.) Uanset hvad handler det om, at den i Junigrundloven befæstede religionsfrihed tillader borgerne at forsamle sig i trossamfund efter egen overbevisning, og at disse trossamfund derfor har krav på respekt. Den tilgang til spørgsmålet, som Intact Denmark har valgt, gør praktisering af den mosaiske tro til noget, der ligner organiseret kriminalitet. Og det kan konstateres, at Intacts kampagne vinder tilslutning fra elementer, som ligger meget fjernt fra moderne, demokratiske værdier. Det er foruroligende.

Jødiske landsmænd har i denne situation krav på støtte og opbakning. Spørgsmålet om der er brug for ny lovgivning om omskæring, kan vi for min skyld godt lade stå åbent. Men hvis Danmark ikke længere kan være et selvfølgeligt hjemsted for en jødisk menighed, er der noget alvorligt galt.

(Debatindlæg Kristeligt Dagblad 24. april 2018. Redaktionens rubrik var en anden)

Monark på et afbud


Den 8. april var det 200-årsdagen for Christian IX’s fødsel. Det er ikke et jubilæum, der giver anledning til nogen officiel fejring. Hvis hver eneste danske konges runde fødselsdage skulle fejres, ville kalenderen da også være stadig tættere besat. Der er nu alligevel grund til at hæfte sig ved denne fødselsdag, for Christian IX fik på et afgørende tidspunkt i Danmarks historie en væsentlig betydning.

Den senere danske konge blev født på Gottorp Slot som prins af Slesvig-Holsten-Sønderborg-Beck. Senere overtog hans far ved Frederik VI’s mellemkomst titlen som hertug af Slesvig-Holsten-Sønderborg-Glücksborg, da den oprindelige glücksborgske slægt uddøde. Begge fyrstehuse hørte til den oldenborgske kongeslægts sidegrene, idet de var efterkommere efter Christian III.
Prins Christians moster var Frederik VI’s dronning, og den unge prins kom til København for at få en militær uddannelse, og han gjorde siden tjeneste i den danske hær. Det fik betydning, da det slesvig-holstenske spørgsmål rykkede op på den politiske dagsorden efter 1840. Det er et af de mest sammensatte og omdiskuterede problemer i dansk historie. Et element af problemet var de nationale modsætningsforhold mellem dansk og tysk. Forudsætningen var det dynastiske spørgsmål. Det danske monarki, som foruden kolonier, bilande og handelsstationer på dette tidspunkt bestod af det danske kongerige og hertugdømmerne Slesvig, Holsten og Lauenborg, blev holdt sammen af en fælles fyrste. Det var kongen, der statsretligt var det samlende princip.

Allerede omkring 1840 stod det imidlertid klart, at kronprinsen, den senere Frederik VII, ikke ville kunne levere en legitim arving, det vil sige et barn – helst en søn – født i lovligt ægteskab af en ægtefælle af fyrstelig byrd. Han endte med at danne par med en kvinde af borgerlig herkomst, og selv hvis der var kommet et barn ud af dette forhold, ville det ikke være arveberettiget til den danske trone. Det var blandt andet dette forhold, der ansporede slesvig-holstenerne til at drømme om deres egen stat med egen fyrste og egen forfatning.
Treårskrigen eller Den første slesvigske krig 1848-1850 endte med bevarelsen af Helstaten, som man var begyndt at kalde den. Det skete ikke mindst fordi de europæiske stormagter ikke havde nogen interesse i, at der skete en forskydning i magtforholdene ved indsejlingen til Østersøen. For at sikre stabiliteten og det danske monarkis integritet, som det hed, samledes man ved en konference i London for at løse tronfølgespørgsmålet. Man skulle finde en arving, der kunne godkendes i både Kiel, København, Stockholm, Paris, Skt. Petersborg, London, Wien og Berlin.

Valget faldt på den godt 30-årige prins Christian af Glücksborg. Det var et godt, men ikke særligt indlysende valg. Han havde i modsætning til sine ældre brødre deltaget på dansk side i Treårskrigen, og var derfor spiselig for danskerne, selv om han var tysk. Han var gift med en prinsesse af huset Hessen-Kassel, der også var tæt forbundet med det danske kongehus, og det styrkede parrets dynastiske legitimitet. Han var desuden veluddannet og kunne begå sig. Og så kunne han og Louise af Hessen-Kassel få børn til gavns. Den fremtidige tronfølge var sikret.
Christian af Glücksborg tiltrådte som konge i november 1863, da hans meget fjerne fætter Frederik VII døde. Hans adkomst til embedet, hele begrundelsen for valget af ham som tronfølger var, at hans person i kraft af herkomst og overenskomsten med stormagterne stod som garant for Helstatens bevarelse. Den politiske situation i Danmark og den europæiske kontekst havde imidlertid ændret sig betydeligt siden Treårskrigen. En af hans første embedshandlinger blev at skrive under på en ny forfatning, der i realiteten betød en opløsning af Helstaten. Kongen protesterede, men der var ikke meget han kunne gøre. Krigen i 1864 fulgte som logisk konsekvens.

Christian af Glücksborg blev valgt som dansk tronfølger, fordi han kunne bruges som det samlende princip for en dansk-tysk sammensat stat. Det var ikke hans egen fortjeneste. Det skyldtes slægtskab og omstændighederne. Efter Helstatens opløsning i 1864 lykkedes det imidlertid kong Christian IX og hans dronning at redefinere den rolle, som de var blevet tildelt. I stedet for at være den dansk-tyske helstats legitime fyrste endte Christian IX med at være den danske nationalstats afholdte monark, en opgave som hans efterfølgere i embedet har løftet med betydeligt held.

(Kristeligt Dagblad den 10. april 2018)

Hyldest til oprøret


Som avisen skrev om i lørdags blev et nyt monument samme dag afsløret i København, nemlig en statue af Mary Thomas bedre kendt som Queen Mary, en af lederne af et oprør, der brød ud på øen St. Croix i oktober 1878, og som kostede mange liv og medførte omfattende materielle skader. Utilfredsheden skyldtes de vilkår, der blev budt arbejderne af plantageejerne mere end det danske kolonistyre, hvis opgave det ikke desto mindre blev at slå oprøret ned.

Statuen med titlen ’I am Queen Mary’ skildrer hende med to af de våben, som oprøret blev udkæmpet med, en machete og en fakkel. Som det fremgik af Kristeligt Dagblad vides ikke meget om Queen Mary. Hun blev oprindeligt sammen med 38 andre dødsdømt ved Højesteret i København, men hendes dom blev konverteret til livslangt tugthusarbejde.
Stolen som Queen Mary er placeret i og den
måde hun holder sin machete - 
rettelig kaldet en 'cane bill' - og faklen
er en direkte reference til et ikonisk foto af
stifteren af Black Panthers i USA,
Huey P. Newton (eget foto)

Statuen er det første mindesmærke i Danmark, der skal erindre om Danmarks fortid som koloniherre i Caribien. Derudover er den usædvanlig af tre grunde: Den er opstillet til minde om en kvinde, en ikke-europæer og en navngiven og dømt oprører. Der findes andre eksempler på mindesmærker efter oprør eller kvinder, men de er ikke mange.

Især i forbindelse med 100-året for salget af De dansk-vestindiske øer sidste år har der været en debat om Danmarks koloniale fortid og særlig om Danmarks relativt fremtrædende rolle i den transatlantiske handel med slaver. Det er, som bl.a. statsminister Lars Løkke Rasmussen (V) fremhævede i en tale på øerne sidste år, ”et mørkt og skændigt kapitel af Danmarks historie”.

Så meget desto mere interessant er det, at det første monument i Danmark, der skal minde danskerne om denne fortid, slet ikke handler om slaveri. Mary Thomas var ikke slave – eller slavegjort, som den nyere forskning foretrækker at kalde det. Oprøret på St. Croix fandt sted 30 år efter slaveriets ophævelse på øerne. Ethvert monument er en historisk replik til den nutid, hvori det opstilles. Det komplicerer budskabet noget, at der i dette tilfælde er tale om både en europæisk, en dansk og ikke mindst en amerikansk og caribisk nutid. La Vaughn Belle, der er fra øerne og er en af de to kunstnere bag skulpturen, siger om Queen Mary, at hun er ”den mest berømte historiske person, vi overhovedet har. […] Hun er symbol på styrke og modstandskamp.”

Den amerikanske dagsorden blev tydeliggjort ved afsløringen i lørdags, da organisationen ”Black Lives Matter Denmark” gik i demonstrationstog med slutmål ved statuen. Organisationen er en aflægger af en tilsvarende i USA, der er udsprunget af protester mod politivold mod sorte amerikanere. En repræsentant for organisationen, Bwalya Sørensen, siger til Danmarks Radio: ”Vi marcherer […] for at alle sorte eller brune piger og kvinde her i Danmark skal vide, at de kan gøre en forskel. De skal vide, at der er en vej til storhed, uanset hvor beskedne kår man kommer fra”.

Sørensen supplerer med en meget aktuel vinkel på spørgsmålet: ”I en tid, hvor vi måske står foran en af landets største arbejdskonflikter, bør anerkendelse tilfalde de skikkelser i vor arbejderbevægelse, der fortjener den. Den anden af kunstnerne bag værket, Jeannette Ehlers, giver i en udtalelse til Kristeligt Dagblad endnu en vinkel, idet hun mener, at Queen Mary taler ”ind i den migrantsituation, verden også står i idag.”
Dagsordenerne står med andre ord i kø, når det handler om at udlægge statuens betydning. Den handler om kønskamp, arbejdskamp, klassekamp og kamp for racelighed. Der synes i det hele taget at herske enighed blandt skaberne og de mest højlydte fortolkere af kunstværket om, at skulpturen mest handler om og hylder oprør og kamp. Man kunne spørge sponsorerne – herunder staten og Københavns Kommune – om det nu også lige var meningen?

(Kristeligt Dagblad 3. april 2018)



Gunvor Simonsen svarede i avisen den 10. april:

Der er meget galt med skulpturen I Am Queen Mary, som den 31. marts blev opsat ved Vestindisk Pakhus i København. Det kan vi forstå på Jes Fabricius Møller, der ligesom jeg er lektor på Saxo Instituttet på Københavns Universitet. Det har han skrevet om i sin klumme Historisk set i denne avis, og efterfølgende uddybet i et interview på Radio24syv. Lad mig kort ridse op, hvad Jes Fabricius Møller mener, der er galt. -I Am Queen Mary- importerer en nordamerikansk raceforståelse og -debat ind i noget, som egentlig er en caribisk historie. Det er galt, at skulpturen modellerer en kvinde, Mary Thomas, som deltog i arbejderopstanden på St. Croix i 1878. Herudover er der det galt, at skulpturen fremhæver kampen som det centrale i historien om slaveriet. Ved at lave en imitation af et billede af lederen af The Black Panthers, sættes en dagsorden, som handler om et voldeligt oprør. Endelig er det galt, at skulpturen er fortolkningslukket. Jes Fabricius Møller leverer en ret typisk forståelse af, hvordan dansk kolonialisme skal huskes. Dem fra de tidligere kolonier har ikke rigtig forstået deres egen historie. Det er også problemet for Jeannette Ehlers og La Vaughn Belle, kunstnerne bag skulpturen I Am Queen Mary. Man kunne ellers tro, at de to kunstnere havde gode forudsætninger. De har begge fødderne godt plantet i Caribien. Den ene med en far på Trinidad, den anden født på samme ø, men opvokset på St. Croix. Deres skulptur betragtes nærmest som ikke-autentisk, den er langt væk fra en dansk-vestindisk slavefortid, udtaler Jes Fabricius Møller i Radio 24syv. Skulpturen reflekterer en amerikansk, snarere end en caribisk virkelighed. Han synes, at der ikke er tale om en fyldestgørende repræsentation af den dansk-vestindiske historie. Samme evne til at vurdere, hvad der er fyldestgørende tillægger han ikke de to kunstnere, de laver nemlig politisk kunst. Jeg kan ikke lade være med at tænke, om der findes kunst om kolonialisme, som ikke også er politisk. Måske er sagens kerne, at Jes Fabricius Møller gerne ser en anden slags politisk kunst end den, som I Am Queen Mary står for. I denne sammenhæng kan det ikke forsvares ved at hævde, at noget kunst er politisk, mens anden kunst er upolitisk. Efter oprøret i 1848, som ledte til afskaffelsen af slaveriet i Dansk Vestindien, introducerede den danske kolonimagt lovgivning, som bandt de tidligere slaver til plantagerne under meget ringe løn- og arbejdsvilkår. Så når Jes Fabricius Møller mener, at utilfredsheden skyldtes de vilkår, der blev budt arbejderne af plantageejere mere end det danske kolonistyre, er det svært finde belæg for det i faghistoriske fremstillinger. Arbejderopstanden i Dansk Vestindien i 1878 var voldelig, og mange landarbejdere har formentlig vidst, at de løb en stor risiko. Mens oprørerne ødelagde ejendom, og nogle var skyldige i drabet på to soldater, dræbte paramilitære hvide enheder, der var sanktioneret af de lokale kolonimyndigheder, cirka 60 mennesker i forbindelse med nedkæmpelsen af oprøret, og fem-seks personer i dagene umiddelbart efter. 12 blev henrettet efter en sporadisk standretsproces, og 22 døde i de dansk-vestindiske fængsler. Der kan ikke herske tvivl om, hvem der besad voldens monopol i det dansk-vestindiske samfund. Grunden til oprørene i Caribien var, at modstanden var et af de få redskaber, som stod til deres rådighed i samfund, hvor deres ønsker om frihed og om bedre vilkår ikke blev imødekommet. Ifølge Jes Fabricius Møller er det også galt, at skulpturen modellerer en kvinde. Det skyldes ifølge ham et ønske om, at skulpturen skal tale ind i en nutidig kønsdebat. Hvad skulle der egentlig være galt i det? Skal vi ikke spejle fortiden i nutiden, så vi kan blive klogere på vores fremtid? Kvinder var helt centrale for udviklingen af de caribiske samfund, både ideologisk og praktisk. Den sorte kvindekrop blev præsenteret som både uhyre tiltrækkende og som monstrøst afskyelig i den racisme, som var med til at understøtte koloniseringen af Caribien. Det er forestillinger, som har haft et langt efterliv, og måske skulle vi derfor lytte, når nogle af de mennesker, som har kommenteret på skulpturen I Am Queen Mary, reflekterer over, hvad det vil sige at være kvinde og mørk i Danmark i dag. Kunstnerne begår, hvis vi skal tro Jes Fabricius Møller, nærmest en fejl eller en fadæse, når de er i dialog med nordamerikanske tænkere og aktivister. Ifølge ham er der to problemer med dialogen. For det første, at der peges på en radikal, ja, militant bevægelse. De sorte Pantere tog 1960-ernes militante retorik til sig, men det er værd at huske på baggrunden for bevægelsens opståen, som blandt andet handlede om udbredt diskrimination og politivold. En stor del af bevægelsens virke bestod af socialt arbejde i udsatte boligområder, men den advokerede også for sortes ret til selvforsvar. Senere har bevægelsens overordnede budskab om, at sorte har ret til selvbestemmelse, inspireret tænkere og kunstnere i den afrikanske diaspora. For det andet er der ifølge Jes Fabricius Møller det galt med dialogen, at der ikke skelnes mellem amerikansk og caribisk historie. Men i århundreder har forbindelser mellem Caribien, Nordamerika, Sydamerika, Afrika, og Europa været med til at danne et kulturelt og politisk fællesskab, der har inspireret mennesker af afrikansk oprindelse på tværs af kontinenter. Så der er gode faghistoriske grunde til at betragte skulpturen I Am Queen Mary som en fyldestgørende repræsentation af dansk-vestindisk historie, for så vidt en sådan beskrivelse meningsfuldt kan karakterisere et kunstværk. Skulpturen er ikke lukket, men derimod fuld af refleksionsmuligheder. Den stiller os først og fremmest spørgsmålet om, hvorvidt vi har mod på at rumme andre fortællinger end vores egen. Opfordringen herfra skal derfor lyde: Se skulpturen! Og læs, læs om Caribiens historie!

Ligbrænding var engang anset som hedenskab


Den kongelige bisættelse er anledning til at se tilbage på ligbrændingens historie i Danmark. Forening for Ligbrænding blev stiftet i 1881. Forslaget om bortskaffelse af lig ved kremering var på dette tidspunkt nyt og kontroversielt. Siden Middelalderen havde det været en ufravigelig regel, at danskerne blev jordbegravet. For de højeste samfundslags vedkommende kunne afdøde hensættes i en sarkofag og altså ikke graves ned i jorden, men ligbrænding var så godt som ukendt. Det var noget man forbandt med uciviliseret oldtid og hedenskab. Det ændrede sig i 1800-tallets sidste halvdel.

Initiativet kom ikke mindst fra lægelige kredse. Ligbrænding var blevet diskuteret på de internationale lægekongresser i Firenze og Rom i 1869 og 1871, og den britiske dronning Victorias livlæge, Henry Thompson, var en ivrig fortaler for sagen. Flere store europæiske byer pressede i 1870erne på for at reformere begravelsesvæsenet. På grund af befolkningsvæksten i byerne steg presset på kirkegårdene. Det udgjorde både en sundhedsfare og en stigende udgift. Kremering af ligene ville skabe bedre plads, sænke prisen og eliminere eventuelle smittekim, især i forbindelse med epidemier. Den sidste store koleraepidemi i Nordvesteuropa ramte Hamborg så sent som i 1892.

Også i den danske debat spillede de hygiejniske argument en væsentlig rolle, viser en undersøgelse af spørgsmålet, som historikeren Anna Sommer Møller har foretaget. Sagens væsentligste talsmand gennem mange år var lægen Ferdinand Emanuel Levison. Det var i den moderne bakteriologis barndomstid. Der herskede stadig ingen enighed blandt læger om smittekilder og smitteveje, så Levisons synspunkter stod ikke uimodsagte. Redaktøren af Ugeskrift for Læger, V. Budde, mente f.eks. ikke, at det var bevist, at der udgik en sundhedsfare fra kirkegårdene.

Ligbrændingsbevægelsen blev af nogle modstandere opfattet som et forbund af ateister, nihilister, naturalister og socialister, ”der i den ophedede Brændingsovn vil se et Gemmested for Revolutionsbaalenes røde Flammer”, og som sådan indgik debatten om ligbrænding i tidens almindelige kulturkamp. På den anden side kunne Folkekirken ikke mobilisere en enhedsfront. Sjællands biskop H.N. Martensen var modstander, fordi han i ligbrændingsbevægelsen så en fordækt agitation for ateismen. Martensens kollega D.G. Monrad derimod så ingen alvorlig modsætning mellem kirkens budskab og ligbrændingsbevægelsen.

I 1892 blev ligbrænding tilladt ved lov. Forslagsstilleren var venstremanden N.J. Larsen, hvis væsentligste argument var religionsfriheden. Blandt de første til at tage muligheden i anvendelse var jøder. Den første til at blive brændt efter lovens vedtagelse i landets første krematorium på Frederiksberg i København, var chefen for Rigsdagens Bureau, David Dessau, der døde i januar 1893. For folkekirkemedlemmer var det vanskeligere. Spørgsmålet om gejstlig medvirkning ved ligbrænding var et stridspunkt. Som ofte når ny lovgivning støder sammen med folkekirkelig praksis herskede der uenighed og uklarhed om tolkningen. I 1894 blev reglerne for gejstlig medvirkning klarlagt, idet præsterne måtte foretage jordpåkastelsen i afdødes hjem eller i en kirke, hvorefter kisten kunne oversendes til kremering. Det var udtrykkeligt forbudt for præster at virke i krematoriet eller ved urnenedsættelsen. Den regel blev liberaliseret i 1910, så det blev tilladt præster at virke i krematoriet, forudsat der var indrettet et kapel til formålet. Af hensyn til samvittighedsfriheden var det dog ikke en pligt for præster at medvirke. Modstanden i gejstligheden var stadig betydelig på dette tidspunkt.

Endnu i 1914 foretoges kun 230 ligbrændinger i Danmark, heraf omtrent tre fjerdedele med gejstlig deltagelse. I dag kremeres godt fire ud af fem døde.
(Kristeligt Dagblad 19. februar 2018)

Er partipressen på vej tilbage?


Det har rejst en del debat, at socialdemokraten Henrik Sass Larsen modsætter sig at blive interviewet til mainstream-medier. Det har han blandt andet talt om i et interview med journalist Reimer Bo Christensen. Sass Larsen og Socialdemokratiet er til gengæld blevet beskyldt for at sejle under falsk flag, fordi de selv har bestilt og betalt Christensen for at producere interviewet.

Socialdemokratiet har ligefrem oprettet sit eget medie, Netavisen Pio. Dermed genopvækker partiet en gammel institution i mediebilledet, den partidrevne avis. Den nye netavis er opkaldt efter Louis Pio, der betragtes som Socialdemokratiets grundlægger i Danmark. Det væsentligste instrument i Pios politiske værktøjskasse var den avis, han i 1871 grundlagde: Socialisten, senere kaldet Socialdemokraten og fra 1959 til lukningen i 2001 Aktuelt og Det fri Aktuelt.

Socialdemokraten var en del af arbejderbevægelsens mediedynasti, A-pressen, som igen var en del af det system, der kaldes parti-pressen, altså at hvert parti havde sine egne loyale avis. I 1871 grundlagdes Kolding Folkeblad, som blev en del de såkaldte bergske blade, opkaldt efter bladudgiveren, Venstres daværende ubestridte høvding Chresten Berg, der som Pio så en aktiv mediestrategi som essentiel for partiets kamp.

Partipressen blev sat i system samtidig med, at papirpriserne faldt og trykteknologien blev forbedret, så selv relativt fattige husstande omkring 1900 fik råd til at holde avis. Pressen blev delt op i liberale, socialdemokratiske, konservative og radikale blade, både landsdækkende og lokalt, der dagligt tilbød deres læsere en vinkel på nyhedsstoffet, som svarede til deres verdensanskuelse.

Medierne og magten levede i en tæt symbiose. Politiken, Berlingske Tidende, Jyllands-Posten og Aktuelt delte sig efter anskuelse og delte også markedet mellem sig. Kristeligt Dagblad var blandt undtagelserne, ikke forstået således at avisen fra grundlæggelsen ikke havde et budskab, som det tydeligt ses på forsiden den dag i dag, men fordi den aldrig har været særlig tæt knyttet til den politiske magt. Det samme gælder Information, der fra stiftelsen i 1945 nærmest var borgerlig, men i slutningen af 1960erne tog en markant venstredrejning uden at forlove sig med noget parti.

I den ånd er faget journalistik blevet til. Det var som så mange andre fag en ren mesterlære. I 1946 blev grunden imidlertid lagt til en national journalistuddannelse i Aarhus, senere udbygget til Journalisthøjskolen, men stadig med praktikken på den enkelte redaktion som en væsentlig del af uddannelsen. Det vil sige, at der nu blev lagt fælles faglige standarder for, hvad der definerer journalistikken. Det bidrog til partipressens afvikling til fordel for en tilstræbt objektiv redaktionel linje, en professionalisme, hvis regler håndhæves med nidkær omhu af en faglig ankeinstans, Pressenævnet. Så selv om en journalist som Reimer Bo Christensen er udlært i A-pressen, har han først og fremmest faglige standarder til fælles med kollegaer, der er udlært på fra De bergske Blade.

Forbindelsen mellem politiske synspunkter og nyhedsformidling kan antagelig aldrig afbrydes helt. Cavlingprisen er opkaldt efter en journalist på den radikale avis Politiken. Det brændstof, der driver ægte journalistik, vil antagelig miste sin ildkraft, hvis det ikke rummer et element af politisk og personligt engagement. Det er vel grunden til, at tidligere niche-aviser som Kristeligt Dagblad og Information ikke alene har overlevet, men trives i det moderne medielandskab.

De private eller fondsejede medier går i dag i retning af en mere subjektiv eller politiserende redaktionel linje. Man taler om et skift fra newspaper til viewspaper, altså at det bærende princip for en avis i dag skal være, at den afspejler læserens livs- eller verdensanskuelse. Men der er også tale om en fortsættelse af en gammel tradition. Siden 1948 har alle redaktører af de berlingske aviser skrevet under på, ”at bladenes grundsyn er konservativt”. Over for dette står ideen om public service, altså idealet om, at der skal leveres indhold for alle ud fra objektive, ikke-politiske kriterier. Det nærmer sig et paradoks, fordi de medier, der lever af den statsgaranterede medielicens, er forpligtet til at levere magtuafhængigt og upolitisk public service indhold, mens de privat finansierede medier i stigende grad ser en forretning i at tage stilling i den politiske værdikamp.

(Kristeligt Dagblad 8. februar 2018. Netavisen Pio bekender sig til et socialdemokratisk værdigrundlag, men nægter at der er en direkte forbindelse til Socialdemokratiet.)