Vil den kommende tyske regering se mod nord?

Kører man fra Danmark til Tyskland, hvad enten det er over landegrænsen eller med færgen til Puttgarten, bliver man mødt med delstaten Slesvig-Holstens slogan: ”Der echte Norden” [NB til korrekturlæseren: det er imod al intuition maskulinum], ”Det ægte Norden”.

At en delstat bruger dette udtryk, siger to ting om Tyskland. For det første knyttes der positive værdier til det nordiske. Der er konkurrence om at være mest nordisk. I 2014, da sloganet blev lanceret, blev det da også bemærket med en vis forurettelse i bl.a. Mecklenburg-Vorpommern, at Slesvig-Holsten således mente at være mere ”nordisk” end de øvrige nordlige delstater. For det andet viser det, at slesvig-holstenerne har opmærksomheden rettet mod syd. For at de kan regnes som de nordligste, kræver det, at de vender ryggen mod nord. For os skandinaver forekommer det unægtelig lidt komisk at rejse sydpå for at komme til ”det ægte Norden”. Som et vink med en vognstang bliver tyskere, der rejser nordpå, da også mødt ved den danske landegrænse af alle de fem nordiske flag som et symbol på, at her begynder Norden.

Historisk set hører Slesvig og Holsten tæt til Danmark – Slesvig siden Middelalderen og Holsten siden 1460. Grænsedragningen mellem den danske konges riger og Tyskland har i det meste af Danmarks historie været et altdominerende spørgsmål og årsag til talløse konflikter. Den nuværende grænse er som bekendt blot 100 år gammel. Forholdet til Forbundsrepublikken fandt imidlertid først sit nuværende stabile leje ved afgivelsen af de såkaldte København-Bonn-erklæringer i 1955. Efter indlemmelsen af de østtyske delstater i Forbundsrepublikken i 1990 kunne den fredelige relation udbredes til det, der indtil da som en del af Warzawa-pagten havde været en erklæret fjende. Danmark med Bornholm i spidsen ophørte for 30 år siden med at være en frontlinjestat.

Fra Hamborgs hovedbanegård. Eget foto.

Efter at – i det mindste den vestlige del af – Østersøen er blevet et Fredens Hav, er historikerne blevet stadig mere opmærksomme på, at dette europæiske indhav ikke kun har været skueplads for krig og konflikt, men også en sammenbindende kraft for hele Nordeuropa siden Middelalderen. Floder, der afvander betydelige dele af Central- og Østeuropa og Den skandinaviske Halvø, har deres udløb i Østersøen, som dermed blev det naturlige knudepunkt for en vidtstrakt skibstrafik og handel fra Novgorod i øst til London i vest. En hel række havnebyer i Nordeuropa voksede sig store og rige i løbet af den sene Middelalder. Mange af dem sluttede sig sammen i det såkaldte Hanseforbund. Går turen til Hansestædernes Dronning, Lübeck, en god times kørsel fra færgelejet i Puttgarten, kan man i den bevarede del af den historiske bykerne se den velstand bevidnet, som handelen bragte med sig, og Hanseforbundets historie er flot formidlet i byens nyeste museum, der bærer det sigende navn Europäisches Hansemuseum.

Tyskland har også i dag mange opmærksomhedskrævende naboer at tage sig af, og Danmark er ikke den mest besværlige af dem. Vi er bestemt heller ikke den største. Hvis Danmark var en tysk delstat, ville vi blot være den sjettestørste, placeret mellem Hessen og Rheinland-Pfalz og kun et par pladser foran Slesvig-Holsten. Så vi hører stadig til i småtingsafdelingen.

Men måske vil en kommende regering i Berlin med socialdemokraten Olaf Scholz i spidsen være mere nordvendt end den nuværende. Scholz selv har en fortid som borgmester i Hamborg. Den danske opmærksomhed vil dog ikke mindst blive rettet mod Robert Habeck (Die Grünen/Bündnis 90), der taler dansk, har studeret i Danmark og bor i Flensborg, hvor hans børn har gået i dansk skole. Han har en fortid som stedfortrædende ministerpræsident i Slesvig-Holsten og står til en fremtrædende ministerpost i den kommende forbundsregering. Og måske kræver det en dansktalende tysker for at skabe bedre forbindelse til Tyskland, for det står skralt til med danskernes tyskkundskaber, og ingen vil tilsyneladende lære det. I 2021 blev der på danske universiteters i alt 5 uddannelser i tysk sprog kun optaget i alt 100 studerende.

(Kristeligt Dagblad 23. okt. 2021)

Sværmeri for asatroen

Den nye kirke- og kulturminister ramte blandt andet forsiden af denne avis kort tid efter sin tiltræden, fordi hun havde ladet sig afbilde af fotografen Jim Lyngvild som Vølven, en førkristen, nordisk, mytologisk kvindeskikkelse. Nogle bebrejder kirkeministeren, at hun klæder sig ud som hedning, mens andre finder det i modstrid med kulturministerens opgave at samarbejde med Lyngvild. Ministeren har dog heller ikke savnet opbakning til sin happening hverken i kirkelige eller kulturelle kredse.

I den forbindelse er det blevet fremhævet, at N.F.S. Grundtvig var meget optaget af nordisk mytologi. Grundtvigs flirt med asalæren som religion kulminerede i hans ungdom. I 1808 udgav han en bog med titlen ”Nordens Mytologi eller Udsigt over Edda-Læren”, som i kombination med flere af hans øvrige skrifter godt kunne efterlade det indtryk, at deres forfatter var blevet asatro.

Grundtvig var i en meget ung alder blevet cand.theol. og forfulgte oprindeligt en karriere som historiker og filolog, mens han ernærede sig som lærer. Det skete i et intellektuelt miljø, der i politisk forstand var temmelig forsagt, men så meget desto mere sprudlende litterært og filosofisk, ja, nærmest fritænkerisk. Elementer af klassisk mytologi var faste rekvisitter i digtning og billedkunst. Til dem føjede sig efterhånden også referencer til den nordiske oldtid, der i begyndelsen af det 19. århundrede nød stor interesse.

I 1810-11 indtrådte imidlertid en vending i Grundtvigs liv, som hang sammen med, at han lod sig overtale til at blive kapellan for sin far, der var præst i Udby ved Vordingborg. Efter en religiøs krise, som vel nærmest kan karakteriseres som en omvendelse, satte han aldrig siden ”høje Odin” ved siden af eller over ”hvide Krist”.

Han vedkendte sig – som en slags omvendt synder – også sin vildfarelse. I et meget langt brev til sin norske ven S.J. Stenersen i 1815 undskyldte han sig med, at han var som beruset, da han havde ”sværmet som en halv Hedning”. Denne afstand til ungdommens ”Asarus” vendte Grundtvig flere gange tilbage til i de selvbiografiske elementer af forfatterskabet, meget tydeligt i 2. sang af det fascinerende langdigt ”Nyaarsmorgen” fra 1824.

Grundtvigs læselup.
Grundtvigs Mindestuer.
Eget foto.

Til trods for, at Grundtvig ikke længere ”drak Asernes Skaal”, bevarede han livet ud en stærk interesse for den nordiske mytologi, og hans digtning er fuld af de sprogblomster, som han plukkede under sin ungdoms oldnordiske filologisk-historiske studier. Også i salmebogen kan man finde dem. I den seneste udgave er årstidsdigtet ”Skyerne graane” fra 1847 f.eks. optaget som nr. 733. Heri finder man en reference til Balders død.

Når Grundtvig også efter 1811 forblev tæt forbundet med det nordiske sindbilledsprog, hænger det sammen med hans syn på forholdet mellem kirke og kultur for nu at blive i de termer, som definerer det for dette spørgsmål relevante ministerium. For det første var kristendommen for ham et historisk fænomen. Frelseshistorien, Guds mening med menneskene, udfoldede sig for ham i hele menneskehedens historie, også den del, der foregik, før evangeliets ord havde mulighed for at blive hørt. Også de førkristne kunne faktisk nå at blive frelst. Dette synspunkt udtrykkes i salmen ”I Kveld blev der banket paa Helvedes Port” fra 1837. I mange år var Indre Mission imod dens optagelse i Den danske Salmebog, men i den seneste udgave er den kommet med som nr. 213. Det belyser for det andet den ofte citerede sentens af Grundtvig, ”Menneske først og kristen så”, fra et posthumt udgivet digt, der meget fortjenstfuldt er optaget i den nye højskolesangbog som nr. 80. Det udtrykker ikke en humanistisk, men en skabelsesteologisk pointe hos Grundtvig. Mennesket er i kraft af den ånd, som Vorherre oprindeligt indblæste i Adam, skabt med anlæg for at tage imod det levende ord fra Herrens egen mund. Man kunne også kalde det Grundtvigs adskillelse af teologien og antropologien. Endelig kan man for det tredje pege på, at Grundtvig som en konsekvens heraf talte for en adskillelse af kirke og skole, prædikestol og kateder, religion og kultur. Dermed ikke sagt, at Grundtvig gik ind for sekularisering i moderne forstand. For ham skulle alting forstås under evighedens fortegn. Men derfor kunne det stadig ikke afvises, at der også var en form for visdom at hente i Vølvens spådom.

Grundtvigs tekster med kommentarer og forklaringer kan læses på www.grundtvigsværker.dk

(Kristeligt Dagblad 9. sep. 2021. Avisens rubrik er lidt længere. Enkelte ord ændret i den trykte udgave)

Lærkesletten

Der har i København rejst sig en decideret borgerbevægelse imod et boligbyggeri på det nordvestlige Amager. Konflikten strækker sig flere år tilbage. I 2017 opgav kommunen planerne om at bebygge en grund, der ligger umiddelbart vest for metrolinjen på grund af borgerprotester. I stedet blev en tilstødende grund på 18 hektar udvalgt. På grunden ligger i dag Københavns Vandrehjem. Der var oprindeligt planer om at oprette en campingplads ved vandrehjemmet, og derfor kaldes området også ”Campinggrunden”. Det ændrede sig imidlertid i 2018, da demonstranter og aktivister gav den navnet ”Lærkesletten”, fordi der er ynglende lærker på de åbne arealer. Navnet viste sig at slå an.

”Lærkesletten” ligger i den nordlige del af Naturpark Amager, et sammenhængende område med 25 km kystlinje på i alt cirka 3500 hektar naturareal med en stor artsrigdom ifølge Naturstyrelsens læseværdige folder, der kan findes på nettet.

Målebordsblad fra 1962 med det omstridte
områdes omtrentlige udstrækning indtegnet.

Historisk set er det imidlertid ikke den idyl, som navnet antyder. Området er inddæmmet og opfyldt areal. Inddæmning blev – antagelig med forbillede i Nederlandene – iværksat i Danmark i større skala i 1840erne med tørlægningen af Sidinge Fjord i Odsherred. Siden fulgte Klint Sø og Lammefjorden, også i Odsherred, Saltbæk Vig ved Kalundborg, Hasselø Nor syd for Nykøbing Falster og mange andre steder. Landvinding ved inddæmning hører historisk sammen med den omfattende dræning af vandlidende jorder, som fandt sted fra slutningen af 1700-tallet. For landbruget var – og er – kampen mod og for vandet et grundvilkår.

Inddæmningen af Amager skete dog ikke af hensyn til landbruget. Den begyndte med, at området tættest på Christianshavn i slutningen af 1880erne blev udlagt til kaserne for befæstningsartilleriet. Også hærens arsenal, Tøjhuset, blev flyttet til det¸ der stadig kaldes Ny Tøjhusgrunden. Store arealer syd for kasernen var inddraget til skydeøvelser. Artillerikasernen huser i dag Statens Seruminstitut. I slutningen af 1890erne begyndte investorer at se muligheden i at opfylde det lavvandede område, som ligger tættest på artillerikasernen. Det blev til det, der endte med at blive kaldt Islands Brygge, som kombinerede bolig og erhverv. Her var foruden mange lejligheder oplagsplads for blandt andet brændselskompagnier. FDB havde i mange år centrallager på Islands Brygge, og en af Danmarks største industrivirksomheder, Dansk Sojakagefabrik, holdt også til her på opfyldt grund.

Vestamager i 2021 med byggefeltets omtrentlige
udstrækning indtegnet.

Under Besættelsen blev det besluttet at fortsætte landvindingen på Vestamager med anlæggelsen af et 12 kilometer langt dige, et af de største landvindingsprojekter i Danmark overhovedet. Begrundelsen for projektet var et hensyn til beskæftigelsen, ikke til behovet for boliger eller erhvervshensyn. Projektet omfattede imidlertid lige præcis ikke den del, hvor ”Lærkesletten” nu ligger. I 1959 blev Sjællandsbroen indviet, og dermed blev der skabt direkte vejforbindelse mellem Østamager og Københavns Sydhavn. Vejføringen skete på inddæmningens nordligste dige. I de følgende år blev det lavvandede område mellem det inddæmmede areal og Islands Brygge brugt som losseplads.

I begyndelsen af 1970erne gik Københavns Kommune over til affaldsforbrænding, og det nu opfyldte areal blev udlagt til grønt område. Samtidig blev der bygget et dige mellem Sjællandsbroen og Islands Brygge, hvorved Vestamagers nuværende kystlinje blev etableret. I 1980 åbnede Københavns Vandrehjem på den tidligere losseplads som nærmeste nabo til Bella Center, der var flyttet fra Bellahøj til Amager i 1975.

Beslutningen om at bebygge ”Campinggrunden”/”Lærkesletten” blev truffet af Københavns Borgerrepræsentation i februar i år. Set fra kommunens synsvinkel skal bebyggelsen af området tjene to formål. Dels skal den skaffe boliger til den fortsat voksende hovedstad, dels skaffe penge til at finansiere udbygningen af metroen. Modstanden mod at bebygge grunden stammede indledningsvis fra bekymringen over den omfattende forurening, som skyldes stedets fortid som losseplads. Men dette argument er nu gledet i baggrunden til fordel for ønsket om at bevare stedet som grønt område.

(Kristeligt Dagblad 26. juli 2021)

Centrum og periferi i de videregående uddannelser

 Regeringens forslag om at flytte studiepladser ud fra de store byer er historisk set interessant, fordi det indgår i en lang tradition for at diskutere centralisering og decentralisering i uddannelsespolitikken.

Da Christian I søgte pavens tilladelse til at oprette et universitet i København var det også udtryk for et ønske om at udbrede uddannelsesmulighederne til Europas periferi. Konkurrencen med Sverige var nok heller ikke uden betydning. Universitetet i Uppsala, grundlagt 1477, er to år ældre end Københavns Universitet.

Universitetet i København forblev længe rigets eneste. Nordmænd og islændinge måtte til København, hvis de ville have en akademisk uddannelse. I hertugdømmerne var der tradition for at uddanne sig ved tyske universiteter. I 1665 grundlagde hertug Christian Albrecht af Slesvig-Holsten-Gottorp – en ætling af Christian I – universitetet i Kiel, der stadig bærer hans navn. Året efter blev universitetet i Lund grundlagt, kun kort tid efter at Skåne var blevet svensk.

Både universitetet i Kiel og Lund kan ses som et udtryk for forsøg på konsolidering af en fyrstemagt, henholdsvis den gottorpske og den svenske. Et universitet hører fra denne tid simpelthen til en stats standardinventar. Den gottorpske stat gik det ilde. Den led nederlag efter Store Nordiske Krig i 1720 og måtte give endelig tabt ved en overenskomst mellem Rusland og Danmark i 1773. Efter denne tid sorterede universitetet i Kiel under den danske konge. Universitetet i Lund derimod blev en vigtig forpost for den vellykkede forsvenskning af skånelandene.

Åbningen af universitetet i Christiania – nu Oslo – i 1811 var en vigtig markør for norsk selvstændighed, om end alle de centrale aktører, der arbejdede for norsk selvstændighed, der blev virkeliggjort i 1814, var uddannet i København. I 1829 fik København sit andet universitet i form af Den Polytekniske Læreanstalt, i dag Danmarks Tekniske Universitet. Hvis man regner Landbohøjskolen med, grundlagt 1773, var det nummer tre. Også i 1829 gav Frederik VI statutterne til Serampore College i den daværende danske koloni i Vestbengalen. Det fungerer endnu og er der dermed også et af det asiatiske fastlands ældste højere læreanstalter efter europæisk forbillede.

Læreruddannelsen fulgte en anden vej end universiteternes. De første seminarier lå typisk uden for de store byer. Det forblev i Danmark langt op i det 20. århundrede en tradition, at lærere blev uddannet på steder som Nørre Nissum, Haslev, Skaarup, Ollerup eller Ulfborg. Læreruddannelsen var en typisk karrierevej for bogligt indstillede unge fra landet, der sjældent havde mulighed for at komme på gymnasiet. Da bønderne organiserede sig politisk i slutningen af 1800-tallet var de centrale lederskikkelser som Chresten Berg og J.C. Christensen læreruddannet.

Universitetsuddannelserne derimod blev efter tabet af Norge i 1814 og tabet af hertugdømmerne i 1864 koncentreret i København, der i 1892 også fik en farmaceutisk højskole. I 1911 fulgte universitetet i Reykjavik, som blev en byggesten for islandsk selvstændighed. I 1928 fulgte universitetsundervisningen i Aarhus, der udviklede sig til Aarhus Universitet.

Universitetet i Thorshavn blev grundlagt i 1965, og Universitetet i Nuuk er fra 1987. Også de skal ses i direkte sammenhæng med et politisk ønske om autonomi, hvorimod universitetet i Aarhus ikke skulle føre til jysk hjemmestyre, men derimod udbrede uddannelsesmulighederne. Også grundlæggelsen af universiteter i Odense (1964), Roskilde (1972) og Aalborg (1974) var et led i det 20. århundredes stærke decentralisering af de lange, videregående uddannelser.

Fra 1980erne er tendensen gået i retning af centralisering f.eks. i form af nedlæggelsen af flere traditionsrige seminarier. Efter årtusindskiftet er der også sket en organisatorisk koncentration, der har betydet sammenlægningen af mellemlange og lange videregående uddannelser i færre professionshøjskoler og højere læreanstalter, dog med aktiviteter fordelt ud over hele landet, således at man i dag kan tage videregående uddannelser i byer som Kalundborg, Herning, Haderslev, Esbjerg, Kolding, Thisted, Rønne og Slagelse.

(Kristeligt Dagblad 2. juni 2021)

Fortidens vaccinepas

Mange af os har i den seneste tid vænnet os til at fremvise et coronapas, hvis vi havde et ærinde et sted, hvor et sådant var påkrævet. De fleste, der rejser oversøisk, har stiftet bekendtskab med krav om vaccinationsattester for at kunne besøge visse lande, men det er noget andet, når det handler om den indenlandske bevægelsesfrihed.

Begrundelsen for passet er naturligvis at forhindre yderligere smittespredning. Kritikerne af denne fremgangsmåde fremhæver, at det er diskrimination, og at de, der af den ene eller anden grund ikke ønsker at lade sig teste eller vaccinere, bliver berøvet en hævdvunden frihed. Men historisk set er der ikke noget nyt i, at man skal fremvise en attest på, at man er smittefri.

Det blev i 1810 ved forordning – svarende til en lov – obligatorisk at lade sig vaccinere mod kopper. Udgiften blev afholdt af offentlige kasser, og efter vaccinationen skulle lægen udstede en attest til den vaccinerede. Uden denne attest kunne man ikke blive konfirmeret eller gift, få en læreplads eller blive optaget på latinskolen, og soldater, der ikke havde været syge eller var blevet vaccineret, skulle vaccineres med tvang. Dengang var Danmark stadig enevældigt regeret, og det er blevet bragt frem i dagens debat, at den nuværende ordning med coronapasset bærer før-demokratiske træk og at coronapasset og flere af de øvrige modforanstaltninger bryder med de frihedsrettigheder, der blev indført med Junigrundloven i 1849. Der er imidlertid også præcedens for sundhedspas efter 1849.

I 1905 blev ”Lov om Foranstaltninger til Tuberkulosens Bekæmpelse” vedtaget. Tuberkulose var på det tidspunkt blevet et alvorligt problem, der kostede tusindvis af liv årligt. Loven greb ind på en række områder med bestemmelser om hygiejniske forskrifter, isolation med mere. I lovens paragraf 11 indførtes krav om bevis på smittefrihed for visse offentligt ansatte:

"Ingen Lærer maa ansættes under det offentlige Skolevæsen, forinden det ved Lægeattest, der ikke er ældre end 3 Maaneder, er godtgjort, at vedkommende ikke lider af smittefarlig Tuberkulos i Lunger eller Strubehoved [...] tilsvarende Regler gælde om andre Embedsmænd og Bestillingsmænd, hvis Gerning medfører saadanne Berøringer med Befolkningen, at denne utvivlsomt udsættes for den fra Tuberkulose i Lunger og Strubehoved hidrørende Smittefare."

Fra 1933 gjaldt kravet f.eks. også for pedeller ansat ved kommune- og statsskoler samt statsseminarier, lige som bl.a. husmoderafløsere skulle have en tuberkuloseattest for at virke. 

Tuberkuloseattesten blev udstedt på de såkaldte tuberkulosestationer, klinikker, der var spredt ud over hele landet. her kunne man ved hjælp af blodprøver og røntgen optagelser konstatere, om en patient var smittet. Staten stillede røntgenvogne til rådighed, mobile enheder, der kunne diagnosticere lokalt og ambulant. Tuberkulosestationerne var også udgangspunkt for den landsdækkende vaccinationskampagne, der blev iværksat i 1946. Indtil midten af 1980erne blev danske børn rutinemæssigt vaccineret mod tuberkulose. 

Tuberkulosebekæmpelsen var overvejende offentligt finansieret, men blev også støttet af Nationalforeningen til Tuberkulosens Bekæmpelse, oprettet i 1901. Foreningen drev blandt andet flere lungesanatorier rundt omkring i landet, og arbejdet blev blandt andet finansieret ved salg af de såkaldte høstblomster, små papirsblomster til at sætte på reversen. Lungeforeningen viderefører i dag tuberkuloseforeningens arbejde.

Tuberkulose er under kontrol i Dannmark, men på verdensplan er sygdommen stadig i dag en af de meget store dræbere

(Kristeligt Dagblad 4. maj 2021).

Lungesanatoriet i Avnstrup, midt ude i en skov sydvest
for Osted på Midtsjælland, indviet 1940.
Nu flygtningecenter. Eget foto.

Sognet vender tilbage

I de seneste uger er sognet blevet en relevant administrativ enhed i en anden end kirkelig henseende, fordi registreringen af corona-smitte nu foretages for hvert sogn, og i tilfælde af smitteopblomstring kan der nu iværksættes karantænebestemmelser og andre modforanstaltninger på sogneniveau. Historisk set er det en interessant genopvækkelse af sognet som administrativ enhed.

Sognet som den nederste del af den romersk-katolske kirkes omfattende administrative hierarki blev etableret i Danmark i begyndelsen af det 12. århundrede. Allerede på dette tidspunkt var der en sammenfletning af kirkelig og verdslig myndighedsudøvelse. Efter Reformationen i 1530erne blev det kirkelige hierarki underordnet kongens myndighed. Det gjaldt også kirkens diakonale og filantropiske virksomhed. Det har fået nogle historikere til at udvikle den teori, at kimen til velfærdsstaten skal søges i den lutherske reformation.

Fra slutningen af 1700-tallet skete der en udbygning af den enevældige stats kontrol med undersåtterne på decentralt niveau. Embedet som sognefoged blev indført i 1791 til udøvelse af lokal retshåndhævelse. Embedet blev afskaffet i 1970 undtagen på nogle af mindre øer, hvor der stadig udnævnes sognefogeder.

Historikere anlægger meget forskellige betragtninger på Frederik VI’s tid som kronprinsregent og konge (1784-1839). Nogle fortolker ham som tyrannisk, mens andre lægger vægt på, at styret omfattede en omsorg for borgernes helbred og velfærd. Hvorom alting er, blev sognepræsten en central aktør i denne proces, og sognet blev dermed et væsentligt redskab for den decentrale, statslige, verdslige forvaltning. Præsten, der i et århundrede havde været tilsynsførende for almueskolen, fik derudover opsyn med bl.a. jordemødrene, koppevaccinationer og fattigvæsenet.

Denne proces førte til oprettelsen af sognekommunen som verdslig, administrativ enhed i begyndelsen af 1840’erne. Den samlede forvaltningen af vejvæsenet, fattigforsorgen og almueskolen under en administrativ enhed. Sognekommunen fulgte som regel pastoratets grænser, og sognepræsten havde stadig en rolle som født medlem af sogneforstanderskabet. Bortset fra skolevæsenet gled sognepræsten dog hurtigt ud af den kommunale administration.

Med kommunalreformen i 1970 skete der på papiret et opgør med sogne- eller rettere pastoratskommunen, men kun for så vidt at det skete som en sammenlægning af kommuner, således at antallet af kommuner blev reduceret fra over 1000 til under 300. Oprindelige sognegrænser var stadig genkendelige på det kommunale landkort, og der var stadig i økonomisk og social henseende forskel på landkommuner og bykommuner.

Denne forskel blev i vid udstrækning ophævet med den kommunalreform, der trådte i kraft 1. januar 2007. Den betød dannelsen af nye storkommuner, således at antallet af kommuner blev reduceret yderligere til knap 100. Dog var det københavnske opland en væsentlig undtagelse. En kommune som Glostrup har overlevet begge kommunalreformer næsten uforandret og svarer i udstrækning til Glostrup sogn.

Glostrup Kirke med den gamle præstegård til
højre. Det lille gule hus til venstre for kirken
husede oprindeligt Den nissenske Stiftelse.
Det blev revet ned i 2020.

Til trods for den fornyelsestrang, der lå til grund for denne centralisering, er de historiske spor i denne omfattende omlægning af det offentlige administrative hierarki meget påfaldende. En kommune består i dag af typisk af en købstad med rødder i Middelalderen plus et opland bestående af tidligere landkommuner. De fleste – men langt fra alle – kommuner har i dag navn efter en gammel købstad.

Nogle kommuner kommer tæt på at omfatte andre historiske administrative enheder som f.eks. herredet, der var en retskreds. Odsherred Kommune har ganske enkelt taget navn efter det. I kirkelig henseende er det påfaldende, at der i dag i høj grad er sammenfald mellem kommunerne og provstierne. Også det har historiske rødder. Da kirkeskatten blev indført i de første år af det 20. århundrede, skete det med forbillede i den på det tidspunkt netop indførte kommunale ligning, og eftersom den kirkelige økonomis tyngdepunkt i dag er provstiet, er det hensigtsmæssigt at lade provstigrænserne følge kommunernes grænser. Og så kan man jo altid diskutere, hvad der er årsag og virkning. Under alle omstændigheder kan man se, at meget gamle administrative grænser har det med at forblive gyldige. Og en sidste rest af sognepræstens funktion som administrator er bevaret i form af civilregistreringen, der med Sønderjylland som undtagelse stadig varetages af den kirkebogsførende sognepræst eller kordegn. Det er antagelig også grunden til, at man i dag kan registrere smittespredning helt ned på sogneniveau.

(Kristeligt Dagblad 19. april 2021. Avisen valgte en anden rubrik og redigerede lidt i teksten)

Skal Estrup have en statue?

En lokal konservativ politiker og en inspektør på Fiskeri- og Søfartsmuseet i Esbjerg har stillet forslag om at rejse en statue af J.B.S. Estrup (1825-1913). Det er ikke første gang forslaget er fremme. Som det stilles nu kan man ikke undgå at se det i lyset af den bølge af protester, som i flere lande har rejst sig mod statuer af magtfulde, hvide mænd. I København har det resulteret i graffitihærværk mod statuen af Hans Egede ved Marmorkirken, og Kunstakademiets gipsbuste af Frederik V blev som bekendt smidt i havnen og ødelagt.

Estrup repræsenterede en kongetro konservatisme og var den længst siddende konseilspræsident, svarende til vore dages statsminister, efter 1849. Han sad i næsten tyve år fra 1875 til 1894. I den tid gennemførte han flere provisoriske finanslove, det vil sige opstillede et statsbudget uden Rigsdagens samtykke. Selv om Grundloven også dengang fastslog, at statens indtægter og udgifter afgøres ved lov, var der undtagelsesbestemmelser, der gjorde det muligt. Estrup er blevet kaldt meget, herunder diktator, og selv om denne betegnelse nok kan diskuteres, er der ingen tvivl om, at den folketingsparlamentarisme, som blev indført i det 20. århundredes første årtier, bestemt ikke var hans kop te.

Derfor vil et mindesmærke for Estrup også være en provokation for de selvudnævnte progressive kræfter, som bekæmper statuer af mænd, som repræsenterer værdier, der har haft deres storhedstid. Deres protest bliver mødt med protest. Så der er blæst til værdikamp i Esbjerg.

Det er skam ikke fordi en statue af Estrup i netop Esbjerg er uden saglig begrundelse. Før han blev konseilspræsident fungerede han som indenrigsminister 1865-69, i hvilken egenskab han tilvejebragte forudsætningerne for skabelsen af havnen i Esbjerg og den dertil hørende jernbaneforbindelse tværs over den jyske halvø. Det forvandlede på få årtier en lille ubetydelig fiskerflække til den driftige og vindskibelige by, som Esbjerg stadig er. Lokalt betragtes Estrup som byens egentlige grundlægger.

En anden grund til, at Estrup nyder større opmærksomhed er en forskydning i den politiske idéhistorie. Tidligere var der en tendens til, at politiske bevægelser blev målt på, hvor vidt de levede op til nutidige demokratiske idealer, som om de er evige og universelle. Det er de naturligvis ikke. Den politiske kultur har forandret sig over tid, og en del af øvelsen som historiker består blandt andet i at kunne sætte sig ind i noget, som er fremmed for en selv. Idéhistorien består ikke i at identificere, hvad man selv synes er gyldige idéer, men at se på, hvilke idéer der har gjort sig gældende. Det har blandt andet bragt konservatismen tilbage i fokus, også i sine mere klassiske former, således at politiske tænkere, der forekommer os fremmedartede eller byder os imod, kan sættes i kontekst. Heller ikke Estrup fungerede i et ideologisk eller politisk vakuum. Ganske vist blev han udnævnt af kongen, Christian IX, egenhændigt, men det udtømte bestemt ikke hans politiske mandat. De ledende skikkelser i Højre, som det konservative parti dengang kaldtes, var enten adelige eller godsejere – og hyppigt begge dele – men det overses ofte, at partiet nød en betydelig bredere opbakning i vælgerbefolkningen end Det konservative Folkeparti f.eks. gør i dag.

Skal man bringe et argument til torvs imod opstillingen af en statue af Estrup, kan man hente det i Estrups egen konservatisme. Han var ganske vist en uhyre effektiv politiker, men i sin selvforståelse var han ingen magthaver. Han forstod sig som en tjener for sin konge og sit fædreland. I den ånd har Esbjerg allerede et Estrupmonument, nemlig rytterstatuen af Christian IX, i hvis navn Estrup udøvede sin politiske magt.

Den blev opstillet på byens centrale torv i 1899 og indviet den 28. juni 1900 under overværelse af alle byens og stiftets honoratiores, adskillige medlemmer af kongehuset, flere ministre og repræsentanter for Rigsdagen, herunder venstrehøvdingen J.C. Christensen, der blev hovedarkitekten bag den sidste højreregerings fald året efter. Byfoged Jespersen holdt hovedtalen over et tema, som var i overensstemmelse med indskriften på statuens sokkel: ”Til Ære for Byens Grundlægger Kong Christian den Niende reiste Borgere i Esbjerg dette Mindesmærke i 1899”. Kongens ydmyge tjener, J.B.S. Estrup, blev ikke nævnt, og det ville også have været i uoverensstemmelse med hans selvforståelse. Han lagde siden navn til en vej, der i dag tjener som en forlængelse af motorvej E20 på vej mod Esbjergs centrum. Det kan synes unødvendigt prosaisk, men er for så vidt en påmindelse om, at konservatismen også i Estrups aftapning slet ikke var fremmed for moderne infrastruktur – tværtimod.

(Kristeligt Dagblad 8. april 2021)

Bornholms befrielse - og bombningen af Esbjerg

Den 5. april i år markerer 75-årsdagen for Den røde Hærs rømning af Bornholm. Af mange bornholmere fejres dagen som øens egentlige befrielsesdag, knap et år efter resten af Danmark. Den 5. maj 1945 overgav de tyske tropper i Danmark sig til de britiske styrker. Problemet var, at Den Røde Hær nåede frem til Bornholm før briterne, og øens tyske kommandant nægtede at overgive sig til russerne. For at fremtvinge en overgivelse blev Rønne og Nexø af det sovjetiske luftvåben udsat for to bombardementer den 7. og 8. maj 1945. De kostede et ukendt antal tyske soldater og 10 civile bornholmere livet. Den 9. maj gik sovjetiske tropper i land på Bornholm. Officielt er det også datoen for øens befrielse, for Sovjetunionen var på dette tidspunkt allieret med briterne og amerikanerne i kampen mod Tyskland.

Kampen om Bornholm i foråret 1945 handlede ikke mindst om beskyttelsen af den enorme strøm af flygtninge, som Den Røde Hær skubbede foran sig. Bornholm var dengang – og er stadig – en strategisk vigtig brik, når det handler om kontrollen med trafikken i Østersøen. I de tidlige måneder af 1945 blev strømme af civile sammen med sårede soldater fra værnemagten sejlet i overfyldte skibe fra øst mod vest. Over en kvart million af disse flygtninge endte i Danmark i en elendig tilstand. Tusinder af dem døde efter ankomsten som følge af sult, sygdom og manglende lægebehandling.

Flere af verdenshistoriens største skibskatastrofer indtraf i farvandet omkring Bornholm, da nogle af disse overfyldte flygtningeskibe blev sænket af sovjetiske u-både med tusindvis af civile tab til følge. Prøv at google ”M/S Goya” eller ”M/S Wilhelm Gustloff”.

I denne slutkamp måtte ti bornholmere lade livet som en del af Den 2. Verdenskrigs allersidste civile ofre for et luftangreb i Europa. Det har forståeligt nok ikke efterladt det bedste indtryk af Den røde Hær på øen, selv om de sovjetiske styrkers knap 11 måneders tilstedeværelse på øen i øvrigt tilsyneladende indebar ganske få konflikter med lokalbefolkningen eller danske myndigheder. Det står i en skarp kontrast til Den røde Hærs fremfærd i Tyskland, der var præget af både vilkårlige og systematiske overgreb mod civilbefolkningen.

Krigen i Europa var begyndt godt 5½ år tidligere. Den 1. september 1939 foretog Tyskland – dengang i alliance med Sovjetunionen – et kynisk angreb på Polen. Det blev indledning til det, der på engelsk er kendt som ”The Phoney War”, en ikke-krig. Briterne havde udstedt sikkerhedsgarantier for Polen, som de ikke var i nærheden af at kunne honorere. I forening med Frankrig erklærede de krig mod Tyskland den 3. september, men det blev indledningsvis ved små angreb mod blandt andet tyske nordsøhavne.

Et af de allerførste af disse angreb gik galt, da en britisk bombemaskine fejlnavigerede på vej over Nordsøen og kastede fire bomber over Esbjerg den 4. september 1939. En enkelt person blev dræbt ved angrebet, en ung mor, Edel Hansen, som dermed blev det måske første civile offer for et luftangreb under Anden Verdenskrig i Europa. Angrebet udstillede Danmarks militære sårbarhed, og dødsfaldet blev årsag til en diplomatisk krise mellem London og København, som Berlin naturligvis søgte at udnytte.

I verdenskrigens store moralske og militære regnskab er episoderne i Esbjerg i september 1939 og på Bornholm i maj 1945 at regne for småting. For ofrene var der naturligvis tale om alting. I Esbjerg måtte en lille dreng ved navn Leif f.eks. vokse op uden sin mor. Tilsvarende tragedier lader sig opremse for Bornholms vedkommende.

At nogle af de første og sidste civile tab på den europæiske krigsskueplads under den 2. Verdenskrig var danske, kan afskrives som en tilfældighed. Men det tjener derfor også os som en påmindelse om, at krig set fra den enkeltes standpunkt ofte rammer tilfældigt, vilkårligt og uretfærdigt.

(Kristeligt Dagblad 7. april 2021. Enkelte rettelser i forhold til den trykte udgave. Rubrikken er en anden end avisens)

Statsborgerskab

Spørgsmålet om de danske statsborgere, der er fanget i Syrien, har aktualiseret diskussionen om, hvad statsborgerskabet overhovedet indebærer af forpligtelser og rettigheder. Historisk set er statsborgerskabet i sin nuværende udformning et relativt nyt fænomen.

Statsborgerskabet som begreb har kun godt 100 år på bagen i almindeligt brug. I tidligere århundreder var alle, der var bosat i den danske konges riger og lande, at betegne som kongens undersåtter. Efter Reformationen var det kongens primære rolle at beskytte den rette tro, og i overensstemmelse hermed blev der i lovgivningen lagt bånd på adgangen til riget for medlemmer af andre trossamfund. På samme måde var adgangen til at nyde rettigheder som myndig person knyttet til den evangelisk-lutherske bekendelse. Det blev formaliseret med indførelsen af tvungen konfirmation i 1736.

I 1776 skete det første afgørende brud med dette princip, idet der var en stigende utilfredshed med, at gode statslige embeder gik til udlændinge, især folk fra tyske lande. Det førte til loven om indfødsret, der gav indfødte i den danske konges riger og lande eneret til at beklæde offentligt embede, altså også nordmænd, holstenere og slesvigere. Med indførelsen af religionsfriheden i 1849 ophørte den principielle sammenkædning mellem religiøst og statsligt tilhørsforhold.

I Junigrundloven blev valgretten og valgbarheden til Rigsdagen knyttet til indfødsretten, men det gjorde værnepligten ikke. Endvidere blev den oprindelige indfødsretslov videreført i den bestemmelse, at ingen kan beskikkes til embedsmand, som ikke har indfødsret. Det gælder endnu i princippet for alle statslige tjenestemænd, f.eks. sognepræster, officerer eller politibetjente, om end udlændinge kan ansættes på tjenestemandslignende vilkår. Som hovedregel gælder også, at man skal have statsborgerskab for at kunne stille op på et landshold i f.eks. fodbold – med mindre man spiller for f.eks. det færøske landshold, for der findes ikke noget selvstændigt færøsk statsborgerskab. Det indebar også for nylig, at danske håndboldspillere med amerikansk statsborgerskab blev inviteret til at spille for USA under det nyligt afholdte VM. Deltagelsen blev dog aflyst af andre årsager.

Anden halvdel af det 19. århundrede var kendetegnet ved en udpræget rejsefrihed. Tidligere tiders pastvang ved ind- og udrejse af Danmark blev afskaffet i 1862 for indlændinge og i 1875 for udlændinge. I 1898 ændredes indfødsrettens princip om fødested til, at statsborgerretten erhverves ved afstamning, således at det er forældrenes tilhørsforhold, der er afgørende for, hvor et barn bliver statsborger.

Første Verdenskrig bevirkede en brat afslutning på rejsefriheden. Rejsepas og viseringer, som vi kender dem i dag, blev indført, og det har siden da været et fundamentalt redskab i det mellemfolkelige samkvem. Desuden skulle udlændinge nu have tilladelse til at opholde sig længere tid i landet og kunne under særlige omstændigheder udvises. Landets egne statsborgere derimod havde en grundlæggende ret til at opholde sig i landet. Landsforvisning af egne borgere forekom ikke, fordi det blev betragtet som i uoverensstemmelse med folkeretten at overføre sine forbrydere til andre lande. Landsforvisning var blevet afskaffet som strafform endeligt i 1866 i Danmark. Således blev danske statsborgere, der var gået i tysk tjeneste under Anden Verdenskrig, også dømt og straffet i Danmark efter krigen.

Afståelsen eller erhvervelsen af territorier – f.eks. De vestindiske Øer 1917 eller Nordslesvig 1920 – betød, at store grupper måtte skifte statsborgerskab. Principielt blev statsborgerskabet opfattet som eksklusivt, altså at man kun kunne være statsborger i et enkelt land, men i praksis måtte myndighederne leve med, at det kunne være delt. Først for nylig blev dobbelt statsborgerskab officielt anerkendt i Danmark. Afhængig af lovgivningen i de enkelte lande er der i ægteskaber mellem statsborgere fra to forskellige lande den mulighed, at børnene får dobbelt statsborgerskab. Fordi USA stadig har et fødestedskriterium, kan børn født af danske forældre i USA regnes som både amerikanere og danskere.

 Dobbelt statsborgerskab har skabt en række spørgsmål om rettigheder – som f.eks. valgret eller offentlig forsørgelse – og pligter – som f.eks. værnepligten. Et aktuelt eksempel er herboende mænd med tyrkisk statsborgerskab, der skal aftjene værnepligt i Tyrkiet. Det betyder, at de kan blive sendt i krig i Syrien. Mange herboende tyrkere har også valgret i Tyrkiet. Ved det seneste tyrkiske valg fik den siddende præsident et flertal af de her i landet afgivne stemmer. Danske statsborgere med fast bopæl i udlandet har i udgangspunktet ikke stemmeret i Danmark.

(Kristeligt Dagblad den 19. feb. 2021. Avisen valgte en anden rubrik.)

Det jyske parti

Efter at Inger Støjberg har forladt Venstre og dannet sit eget parti, har hun ofte omtalt forskellen mellem Jylland og København og i den forbindelse fremhævet de kvaliteter, der er ved at have ”fødderne plantet solidt i den jyske muld”. Dermed spiller hun på strenge, der har dyb resonans i partiets historie.

Venstre fejrede forrige år sin 150 års fødselsdag. Det blev til under det, der blev en meget langtrukken kamp om fortolkningen af Grundloven.  Christian IX udpegede i de sidste årtier af det 19. århundrede den ene konservative Højre-regering efter den anden med et stadig svagere parlamentarisk grundlag. Den politiske uenighed med Venstre handlede ikke mindst om forsvarspolitikken. Fra midten af 1880’erne spidsede konflikten til. Regeringen betragtede det som udsigtsløst at opstille et militært forsvar for Jylland og ville i stedet bygge en bekostelig befæstning omkring København. Venstreflertallet i Folketinget ville dog ikke stemme for den finanslov, der skulle skaffe midler til byggeriet. Hvorfor skulle jyske skattepenge gå til at forsvare hovedstaden? Det førte til, at regeringen i flere år fungerede videre på provisoriske finanslove. Da Venstres leder, Chresten Berg, en indfødt vestjyde, døde i 1891 overtog en anden vestjyde, Jens Christian Christensen, bedre kendt som ”I.C.”. Han var som sin forgænger skolelærer og regnes blandt de mest betydningsfulde danske politikere. I sine erindringer skrev præst i Christiansborg Slotskirke Oscar Geismar om et møde med Christensen på Storebæltsfærgen, at man kunne imponeres af hans intelligens eller hvad han havde udrettet, men at han først og fremmest gjorde indtryk, ”fordi Naturen i ham var saa almægtig stærk.” Christensens skikkelse overstrålede alle omkring ham, ”fordi det var selveste Jylland, som dér kom vandrende.”

Christensen var hovedarkitekt bag dannelsen af den første Venstre-regering i 1901. I 1905 blev han konseilspræsident (statsminister). Forsvarspolitikken var stadig et brandvarmt emne, og Christensen måtte balancere mellem sine vælgeres ønsker og en mere gedulgt tilpasning til de sikkerhedspolitiske realiteter. Der måtte indgås et kompromis, der bl.a. indebar, at vestdanske garnisoner måtte flyttes til Sjælland.

For at sælge oplægget til et nyt forsvarsforlig trak Christensen en stor kanin op af hatten. Han fik i sommeren 1908 den nye konge, Frederik VIII, med på at foretage en omfattende rundrejse i Jylland. Kulminationen på den store jyllandsrejse var, da J.C. Christensen var vært for kongeparret ved en jævn frokost i sit hjem i Hee ved Ringkøbing. Presseopbuddet var omfattende, og det var klart, at der skulle sendes et budskab om, at der nu var bygget bro mellem København og Vestjylland. Ved en efterfølgende middag i Ringkøbing med lokale honoratiores holdt kongen en tale til vestjyderne: ”Vi har nu sluttet et urokkeligt Forbund med Dem, og jeg vil ønske, at denne Rejse har knyttet os end nærmere til de kære Jyder, som ogsaa min højt elskede Fader satte saa stor Pris paa, og paa hvis Trofasthed og Kærlighed han har set saa mange Beviser.” Også for nogle af de samtidige iagttagere af rejsen var budskabet lidt for overtydeligt.

Overordnet var Jyllandsrejsen i 1908 en succes, der imidlertid få uger senere blev overskygget af afsløringen af tidligere justitsminister P.A. Albertis bedragerier i - af alle ting - Den sjællandske Bondestands Sparekasse. Han trak J.C. Christensen med sig i faldet. De blev begge stillet for Rigsretten. Københavneren Alberti blev dømt, og jyden Christensen frifundet. Andre Venstrefolk måtte tage over og lande et forsvarsforlig, der fungerede mens Danmark blev holdt ude af 1. Verdenskrig. J.C. Christensen fortsatte som sit partis grå eminence i mange år derefter, hvor han bl.a. fik gennemført en række reformer af Folkekirken.

Siden er brobygningen mellem Jylland og øerne fortsat, men det er stadig som om Jylland i politisk forstand stadig ikke er helt landfast med Slotsholmen.

(Kristeligt Dagblad 9. aug. 2022. Avisens rubrik var en anden.)

Tvang og frihed

Spørgsmålet om påbud og tvang i forbindelse med modforanstaltningerne mod spredning af virus har ført til en omfattende diskussion om, hvilken pris både samfundet og den enkelte er villig til at betale for sikkerhed og sundhed. 

Prisen for sikkerhed er ofte opgivelse af frihed. Det mente i hvert fald nogle af kritikerne af fornyelsen af færdselsloven i begyndel sen af 1970erne. I 1973 blev det vedtaget at genindføre generelle hastighedsgrænser i by og på lande- og motorvej. Den umiddelbare anledning var oliekrisen, men især det meget høje antal trafikdrab. Danmarks Statistik opgjorde antallet af dræbte ved motorkøretøjulykker i 1971 til 868 danskere. Forenede danske Motorejere var modstander af hastighedsbegrænsning. ”Vi har det standpunkt, at der ikke er ført bevis for at fartgrænser herhjemme har nogen virkning,” sagde FDM’s talsmand Leon Østergaard til Kristeligt Dagblad. Omtrent samtidig lancerede FDM’s søsterorganisation ADAC i Vesttyskland sloganet ”Freie Fahrt für freie Bürger” mod planlagte hastighedsbegrænsninger på motorvejene dér.

Lektor i sammenlignende litteraturvidenskab ved Aarhus Universitet Niels Egebak mente i et læserbrev i dagbladet Politiken i 1973, at fortalerne for faste hastighedsgrænser var hysteriske, og at de savnede sans for ”grundlæggende demokratiske forestillinger som f.eks. respekten for den personlige frihed og integritet.” Hvad blev det næste, spurgte Egebak retorisk, ”totalforbud mod tobaksrygning, selv inden for hjemmets fire vægge!”

Allerede fra 1969 skulle alle nye biler været forsynet med en sikkerhedssele, og i 1976 blev det lovpligtigt at bruge sele, hvis bilen var udstyret med en. Der var en omfattende debat om selepligten. Mens Kristeligt Dagblad havde støttet indførelsen af fartbegrænsninger, var avisen mere skeptisk over for selepligten, som den i en redaktionel kommentar betragtede som et indgreb i den personlige frihed. FDM derimod støttede forslaget.

I dagbladet Aktuelt tordnede en læser mod lovgivningsmagtens formynderi: ”Hvis jeg havde den faste  overbevisning, at en sikkerhedssele i netop det trafikuheld, jeg kommer ud for, vil betyde sværere kvæstelser, hvorfor må jeg så ikke selv bestemme, om og i givet fald hvornår – jeg vil benytte sikkerhedssele? Fordi et folketingsflertal har påtaget sig at spille vorherre for min stakkels sjæl.”

På Christiansborg markerede medlem af Fremskridtspartiet Mogen Voigt sig som en stærk modstander af den tvungne sikkerhedssele. Han betragtede den endda som farlig for bilisten: 

”Jeg vil ikke være med til at medvirke til unødvendige menneskelige tragedier ved at tvinge folk ind i en sikkerhedssele, hvorved dødsfald og alvorlige kvæstelser kunne tilskrives den tvungne brug. Det dyrebareste vi har her i denne verden, det er livet, og vil skal ikke gøre os til herre over livet her fra lovgivernes side. Vi må ikke lave så mange formynderier og forbud, at det efterhånden ikke er til at være her.”

Voigt mente ikke, at lovgiverne havde ret til at blande sig i, hvad den enkelte borger mente, var mest sikkert for ham selv. Det var nu, mente Voigt, på tide, at folketingsmedlemmerne lyttede til deres arbejdsgiver, vælgerne, for at bekæmpe den umyndiggørelse, som tvungen sikkerhedssele udgjorde. Voigts partifælle, Kresten Poulsgaard, mente ligefrem, at spørgsmålet skulle sendes ud til folkeafstemning, hvad han dog ikke havde held med.

I begyndelsen af 1970’erne indførtes endvidere tvungen brug af styrthjelm for førere af knallerter og motorcykler samt en fast promillegrænse. Ifølge Danmarks Statistik var der 589 dræbte i motorkøretøjsulykker i 1976. Det var et fald på 32 procent på fem år.

(Kristeligt Dagblad 10. februar 2021. Avisen havde valgt en anden rubrik.)

Læreruddannelsen har i 200 år været en kampplads

I lørdags kunne man i avisen læse et interview med uddannelses- og forskningsminister Ane Halsboe-Jørgensen i anledning af, at en initiativgruppe vil oprette en ny uafhængig læreruddannelse i Herning på et program, der involverer kristendommen. Ministeren finder, at det er et principielt problem, ”at en uddannelsesinstitution kan eksistere uden offentlig styring og samtidig have et religiøst udgangspunkt,"

Dermed følger ministeren det princip, som blev knæsat ved ændringen af folkeskoleloven i 1975, da skolen ikke længere var forpligtet af Folkekirkens bekendelsesgrundlag, hvilket dens lærere altså heller ikke er.

Historisk set har Folkeskolen været tæt knyttet til Folkekirken, ja i sin oprindelse er den en kirkelig institution, indholdsmæssigt såvel som organisatorisk og økonomisk. Når man i dag spøgefuldt kalder en skolelærer for degn, skyldes det, at undervisningen i almueskolen på landet meget ofte blev varetaget af degnen. Undervisningen var beregnet på at indføre børnene i kristendommen, således at de kunne gøres værdige til at modtage nadverens sakramente. Det blev formaliseret ved indførelsen af tvungen konfirmation i 1736. Konfirmationen var en overhøring og udgjorde almueskolens afgangsprøve, der var en forudsætning for at blive anerkendt som myndig, ”at træde ind i de voksnes rækker”, som man siger.

Lærerne havde ingen formel uddannelse, ofte var de frafaldne studenter eller opvakte unge, der kun nødtørftigt var blevet holdt til bogen. De blev aflønnet af kirkens midler, og de dygtige af dem nød en vis agtelse i sognet. Først i slutningen af 1700-tallet kom læreruddannelsen på skinner. Det ældste lærerseminarium i den daværende helstat var seminariet i Kiel fra 1781. Derefter kom Tønder 1786, Blaagaard Seminarium 1791 (senere flyttet til Jonstrup), Brahetrolleborg 1794 og Tønsberg 1798. Efter 1801 oprettede en række præster såkaldte præstegårdsseminarier over hele landet. Det var led i en ideologisk kamp. Hvis man vil påvirke samfundets fremtid, skal man påvirke børnene, og vil man påvirke børnene, opnår man størst effekt ved at påvirke deres lærere. Derfor har læreruddannelsen i over 200 år været så vigtig en kampplads.

Skolereformerne af 1814 afskaffede ikke dåbsoplæring som almueskolens centrale opgaver, men påbød derudover undervisning i fag, der kunne gøre børnene til nyttige borgere. Det stillede krav til lærernes kvalifikationer. Læreren skulle helst være seminarieuddannet, og hvis ikke i det mindste kunne læse og stave, forklare Luthers katekismus, beherske de fire regnearter, have en læselig håndskrift og kunne synge ”de almindeligste Psalmer rigtigt og i en reen Tone.”

Det herningske initiativ har antagelig hentet sin inspiration fra årtierne efter Grundlovens givelse. Fra slutningen 1850erne blev der i kølvandet på religionsfriheden og den deraf flydende friskolelovgivning oprettet en række private seminarier, også kaldet friseminarier, der ønskede at påvirke de studerende i en anden retning end de statslige. Kendte er f.eks. Nathalie Zahles Seminarium i København (1860) og Gedved Seminarium (1862). Statens kontrol med friseminarierne blev generelt håndhævet ved at eksamenerne var statskontrollerede.

Historikeren Hans Henrik Hjermitslev har netop i en oplysende artikel i den nyeste årbog fra Dansk Selskab for Skolehistorie offentliggjort en oversigt over danske seminarier og deres retningspræg frem til 1920, både de statslige og de private. Af i alt 32 analyserede seminarier definerer han knap halvdelen som værende uden retningspræg, de 14 som grundtvigske og fire som indremissionske (Nørre Nissum, Haslev, Aarhus Kvindeseminarium og KFUM’s Seminarium på Frederiksberg.)

I løbet af det 20. århundrede blev læreruddannelsen med enkelte undtagelser langsomt statsliggjort. Der eksisterede 1972-1988 en godkendt læreruddannelse på Tvind kaldet Det nødvendige Seminarium. I dag er der kun et grundtvigsk friseminarium tilbage, Den Fri Lærerskole i Ollerup på Fyn. I pagt med tiden er det grundtvigske prædikat ikke betegnelsen for et kirkeligt, men et pædagogisk retningspræg.

(Kristeligt Dagblad 3. feb. 2021)