Kronen og kroerne

I begyndelsen af december faldt der dom i en sag, der var rejst mod ejeren af Grønhøj Kro ved Viborg. Ejeren skal betale dagbøder, indtil han opgiver at bruge den lukkede krone som logo i sin markedsføring. Grønhøj Kro er en af de mere end hundrede endnu eksisterende kroer, der indtil 1912 besad et statsligt garanteret monopol på udskænkning for rejsende. En nutidig parallel til dette privilegiesystem er apotekervæsenet. Apotekerne er privat ejet og drevet, men har statsligt garanteret monopol på – og pligt til – at sælge receptpligtig medicin.

Sagen mod kroejeren er anmeldt af Rigsarkivet, fordi Rigsarkivet har den heraldiske ekspertise, altså indsigt i våbenskjolde, segl og emblemer, eller populært sagt statens varemærker. Den lukkede krone er statens symbol, og kun statslige myndigheder og virksomheder må føre den som logo. Straffelovens § 132 forbyder private at benytte ”kendetegn eller dragt, som er forbeholdt dansk eller fremmed offentlig myndighed eller militærpersoner”.

Formålet med denne bestemmelse, der har mere end 80 år på bagen, er, at der aldrig må herske tvivl om, hvem der udøver statslig myndighed eller repræsenterer statens interesser. At kongekronen er et statsligt symbol går tilbage til enevælden, da kongen inkarnerede staten. Det var faktisk enevælden, der skabte den moderne stat, forstået som en centraliseret og suveræn magt. At noget var kongeligt, betød at det var statsligt. Statens teater hed derfor Det kongelig Teater, statens bibliotek hed Det kongelige Bibliotek, og eftersom det var den enevældige stat, der valgte at privilegere krodriften, blev kroerne kongeligt privilegerede.

Systemet med privilegerede kroer var et hensyn til infrastrukturen. Der skulle være kroer med en dagsrejses afstand over hele landet, så rejsende havde adgang til overnatning og forplejning. Privilegiet kunne ikke gå i arv og indebar i øvrigt heller ikke ret til at bruge kronen. Hvis kroen derimod sideløbende havde en funktion som kongelig postgård, blev der skiltet med kronen, og det er antagelig den krone, der i dag er vandret over på kroernes brevpapir og hjemmesider.

Med Junigrundloven i 1849 blev kongens magt indskrænket, men ideen om staten som indehaver af en absolut myndighed blev ikke opgivet. Staten fortsatte også med at anvende kronen som symbol i en stiliseret udgave af Christian V’s lukkede krone, der har otte bøjler, men som grafisk gengives med fem synlige bøjler. Den åbne krone knyttes gerne til valgkongedømmet, mens den lukkede krone forbindes med enevælden og ikke mindst dens forestilling om suverænitet, der er overtaget af den moderne demokratiske stat. At danskerne er glade for denne suverænitet viste den nylige afstemning om EU-forbeholdene.

Regeringen har op under jul tilkendegivet, at den vil sørge for en ændring af Straffelovens § 132, så kroernes brug af den lukkede krone kan lovliggøres. Hvordan den rent juridisk skal kringles, er et åbent spørgsmål, for der kan som nævnt ikke være tale om, at man blot forlænger en gammel ret, for den foreligger ikke. En løsning, som sikkert ville blive hilst velkommen rundt omkring, kunne være, at kroerne genoptog funktionen som posthus. 

En anden løsning ligger mere lige for: Rigsarkivet har tydeligt i de høringssvar, som det har givet gennem Kulturministeren, tilkendegivet, at det er den lukkede krone, der er problemet. Nogle læsere vil måske erindre et konservesprodukt, ”Dronning – fineste tun i tomat”, hvis emballage var prydet af et billede af Dronning Alexandrine i en ramme med den lukkede krone. Produktet findes stadig. Firmaet anvender ikke længere Alexandrines portræt, men bruger stadig kronen – blot i den åbne version. Det er ikke forbudt, kræver ingen ændring af straffeloven og ingen åbning af posthuse.

(Kristeligt Dagblad 28. dec. 2015)

Hjemmefødninge

I Vibe Termansens fortræffelige interview med botanikeren Per Hartvig (Ideer #50) forekommer en sammenligning – ganske en passant – mellem næringskredsløb i naturen og menneskers vandringer. Sammenligningen har som implicit forudsætning, at menneskene for 100-200 år siden blev født og døde i samme sogn. 

 Det giver anledning til at gøre opmærksom på, at der findes gode tal for netop dette forhold, og at disse tal er tilgængelige, efter at Danmarks Statistik har offentliggjort mange af deres historiske publikationer som pdf på nettet. Velkendt er den kraftige urbanisering og oversøiske udvandring, der fandt sted i anden halvdel af det 19. århundrede. En væsentlig drivkraft i begge disse processer var, at landbruget ikke kunne opsuge hele den kraftige befolkningstilvækst. 

Af Københavns befolkning på godt 120.000 i 1850 var 32,2 % ikke født i byen. Denne andel var steget til 42,3 % i 1901 ud af en samlet befolkning på 438.971 (med Frederiksberg). Dynamikken var allermest udtalt i købstæderne, hvis befolkning allerede fra 1850 bestod af knap 50 % tilflyttere med en stigende tendens frem mod århundredeskiftet, kraftigst i Jylland, hvor kun 40,8 % af købstadsbefolkningen i 1901 var født i den by, hvor de boede. 

Alle disse tilflyttere til byerne må i sagens natur være kommet fra landdistrikterne, så alene af den grund må det udelukkes, at alle bondefødte blev hvor de var. Men landsognene var heller ikke stillestående demografiske reservoirer, hvorfra byerne hentede næring til deres vækst. I landsognene var andelen af tilflyttere i 1850 cirka en tredjedel, og den var ved det følgende århundredeskifte steget, således at andelen af hjemmefødninger i landsognene kun udgjorde 52,5 % på øerne og 53,5 % i Jylland. Andelen af tilflyttere i landsognene var stadig mindre end i købstæderne, men større end i hovedstaden.  

Kilde: Danmarks Statistik, Befolkningsforholdene i det 19. Aarhundrede, Kbh. 1905.

(Læserbrev i Weekendavisen Ideer 18. dec. 2015. Publikationen kan hentes her: http://www.dst.dk/da/Statistik/Publikationer/VisPub?cid=19256)

Drømmen om velfærdsstaten

Esben Lunde-Larsens phd-afhandling diskuteres ivrigt for tiden mere for sin form end sit indhold. Men hvad står der egentlig i den? I konklusionen gør han i en diagnose af den moderne velfærdsstat Ove Kaj Pedersens ord til sine egne:

”Oprindeligt var velfærdsstaten således ikke tænkt som et forvokset bureaukrati til at sikre en mere ligelig fordeling af indkomst og formue, men en kulturinstitution til at skabe fremtidens menneske og fremtidens samfund. Demokrati og demokratisering stod i centrum. Det samme gjorde forestillingen om menneskets urørlighed, dets gudbilledlighed eller det forhold, at den enkelte var noget unikt, og at dets beskyttelse ligesom dets værdighed skulle erkendes og anerkendes af alle (herunder staten) som grundlag for fremtidens ’gode samfund’.”

Det er med andre ord gået tilbage for velfærdsstaten. Nutidens velfærdspolitik i konkurrencestaten gør den enkelte til et middel, et instrument for staten, reducerer borgeren til et tandhjul i det store samfundsmaskineri. Spørgsmålet er imidlertid, om velfærdsstaten i gamle dage i højere grad var orienteret imod den enkelte borgers værdighed og velfærd?

Da socialdemokraten K.K. Steincke i 1920 udgav sin vision om ”Fremtidens Forsørgelsesvæsen”, var en af præmisserne, at der var en fare for at udgifterne skulle gå amok. Alle havde ret til forsørgelse, mente Steincke, men risikoen for at undermålerne (og det kaldte man dem) fik for mange børn, der også skulle på offentlig forsorg, var så stor, at en af betingelserne for at få understøttelse kunne være, at man underkastede sig sterilisering. Danmark gennemførte som den første stat i verden en lov om tvangssterilisation i 1929.

Hvis man ser på praksis i velfærdsstatens institutioner for blot en generation eller to siden, er fraværet af menneskelig værdighed slående. Psykiatriske patienter, de indsatte i forsorgshjemmene, handicappede og børnehjemsbørn er blevet slået, indespærret, fastspændt eller på anden måde ydmyget. Vidnerne lever endnu. Nogle af dem fortæller deres historie i en helt ny bog, ”På kanten af velfærdsstaten”, af Jesper Vaczy Kragh, Stine Grønbæk Jensen og Jacob Knage Rasmussen.

Velfærdsstatens guldalder som politisk projekt var kort. Den varede fra slutningen af 1950erne til begyndelsen af 1970erne. Siden dengang har den været i krise, fordi den blev en for stor belastning for statsfinanserne. Reformmodel har i de forløbne godt 40 år efterfulgt reformmodel, og debattører og interessenter har hvert år, når Finansloven er på bordet, med stor indignation hævdet, at ”der er skåret ind til benet” eller at deres særlige område af den offentlige forsorg er ”bombet tilbage til Stenalderen” for nu blot at nævne to af de mest anvendte klichéer.

Der er al mulig grund til at være opmærksom på, hvad velfærdsstaten gør ved borgerne. Den hjælper dem naturligvis, samtidig med at den fratager dem myndighed, nogle gange værdighed. Men sådan har det været fra begyndelsen. Der er ingen som helst grund til at idyllisere fortiden, heller ikke i dette tilfælde. For nogle har det været en drøm, at velfærdsstaten ikke alene skulle forsørge mennesket, men at den skulle fungere som en understøttelse af menneskets værdighed eller dets gudbilledlighed og gøre det lykkeligt. Det er en stædig drøm, der knuses rutinemæssigt hvert år, når regningen skal betales. Derfor er der også grund til at justere på forventningerne til, hvad en velfærdsstat overhovedet kan.

(Kristeligt Dagblad 9. dec. 2015)

Krige har altid givet civile tab

Som et resultat af terroranslagene i Paris har det franske luftvåben bombet mål i Syrien, hvor terroristerne råder over et territorium, der med en nødtørftig definition kan kaldes en stat. Søren Espersen (DF) er blandt de mange politikere, der støtter denne form for gengældelse, og han har yderligere tilføjet: ” »Vi bomber ikke der, hvor der er civile, men det er vi nødt til at begynde på.”

Historisk set er civile tab ved bombardementer snarere reglen end undtagelsen. I 1703 beskød danske tropper den nu østrigske by Schärding. Hvorfor danskerne befandt sig dér på dette tidspunkt kræver en forklaring, der ikke er plads til hér, og eksemplet er også blot taget med for at udrydde den i Danmark udbredte men fejlagtige opfattelse, at Københavns Bombardement i september 1807 var verdenshistoriens første bombardement af civile. Så længe der har eksisteret artilleri, er civile forskelsløst blevet gjort til mål for beskydning.

 Eksemplet fra 1807 er imidlertid stadig interessant i sammenhængen, fordi bombardementet ikke alene var målrettet civile, men også virkede efter hensigten. Nyere undersøgelser af kirkebøgerne viser, at de civile tab ved Københavns bombardement næppe oversteg et par hundrede, men briternes overvældende styrke og teknologi medførte dansk overgivelse på ganske få dage.

Amerikanerne fik i august 1945 bragt japanerne til overgivelse ved at kaste to atombomber. Der var tale om en magtdemonstration mage til den britiske i 1807. Målene var ikke rent civile, men det er de civile tab, der gør og gjorde indtryk, og den militære effekt var entydig. På den europæiske vestfront under 2. Verdenskrig var der som på de øvrige fronter omfattende civile tab. Et af de første civile dødsfald indtraf i Esbjerg i september 1939, da en ung husmor omkom som følge af en britisk bombemaskines navigationsfejl.

Efter at tyskerne forgæves havde forsøgt at vinde luftherredømmet over Den engelske Kanal i 1940 udviklede de et ubemandet fly, V1, og et ballistisk missil, V2, men disse våben var så upræcise, at de kun kunne tjene til at terrorisere, idet målene som oftest viste sig at være civile. De allieredes frygtindgydende gengældelsesangreb skelnede heller ikke mellem civile og militære mål. Air Chief Marshal Sir Arthur ”Bomber” Harris blev berygtet for at hævde, at ødelæggelsen af civile mål ville bidrage til den allierede sejr. Ikke alle briter var enige i den taktik, og det er da også tvivlsomt, om ødelæggelsen af en række især nordtyske storbyer havde nævneværdig betydning for krigens udfald. 

Skellet mellem civile og militære mål er forudsat i Genevekonventionen, der fastlægger reglerne for krigsførelse herunder beskyttelsen af civile. Men dette skel er forblevet teoretisk, idet krig i dag kun meget sjældent føres mellem to staters regulære væbnede styrker. Den russiske invasion af det østlige Ukraine og Krim er et godt eksempel. Det lykkedes russerne at forfølge deres militære mål ved hjælp af irregulære tropper og ved at lade som om det russiske militær slet ikke har været involveret.

En organisation som IS vil typisk arbejde ud fra principperne om guerillakrig, hvilket blandt andet indebærer, at de kæmpende skjuler sig blandt civilbefolkningen, når de ikke er aktive, hvorimod regulære tropper altid er i uniform og er indkvarteret for sig. I den forstand har Espersen ret. Man vil uvægerligt ramme civile, hvis man forsøger at udrydde terrorisme med bomber.

 (Kristeligt Dagblad 30. nov. 2015)

Det nødvendige bureaukrati

I en aviskommentar fra marts sidste år krævede Venstre-politikerne Carl Holst og Esben Lunde Larsen i et fælles indlæg færre regler og mindre kontrol i det offentlige. Der findes antagelig ikke den politiker, der ikke på et tidspunkt har udstedt løfte om at afskaffe al unødvendigt bureaukrati og komme af med den stive regelstyring.

Kravet om oprydning i regeljunglen og afskaffelse af de bureaukratiske fedtlag møder næsten altid bred opbakning, så man kan ikke fortænke politikere i at gøre brug af dette valgløfte. Men det svarer stort set til at love medvind på cykelstierne.

At heller ikke Carl Holst og Esben Lunde Larsen har haft held med at holde løftet, har flere årsager. For det første vokser bureaukratiet af egen kraft. Det kaldes Parkinsons Lov efter den britiske historiker C. Northcote Parkinson, der i et berømt og meget vittigt essay i The Economist fra 1955 redegjorde for, hvordan en given forvaltning knopskyder på egen foranledning.

For det andet kan alle ganske vist i bred almindelighed blive enige om, at der findes unødvendigt bureaukrati, men så snart det kommer til at udpege den del af forvaltningen, som kan undværes, begynder uenighederne. Det har i praksis vist sig vanskeligt at identificere dem, der er entydigt overflødige.

For det tredje er modviljen mod bureaukratiet som regel baseret på en mangelfuld forståelse af, hvad bureaukrati egentlig er. Vi burde elske rigtigt bureaukrati, for ingen vil i virkeligheden have alternativet.

Det er sociologen Max Weber, der i begyndelsen af det 20. århundrede opstillede definitionen af det moderne bureaukrati. I førmoderne tid var der intet principielt skel mellem kongelige embedsmænds private økonomi og interesser på den ene side og statens på den anden.

Det moderne bureaukrati blev til, idet der skete en professionalisering, således at man skulle have en uddannelse, hvis man ville ansættes i det offentlige, og der skete en adskillelse af det private og det professionelle. Embeder måtte altså ikke længere gå i arv (nepotisme) eller handles (simoni).

Den professionelle bureaukrat skulle herefter forvalte efter faste regler og ikke efter forgodtbefindende eller egeninteresse, og til gengæld for, at han (kvinder fik først adgang til statslige embeder i Danmark i 1921) ikke længere måtte pro-fitere personligt af de beslutninger, som han traf i embeds medfør, fik han en løn, som han kunne leve af.

Som Mette Frisk Jensen, historiker og forsker i dansk forvaltnings-og korruptionshistorie, har vist, blev det moderne bureaukrati indført i Danmark allerede under den sene enevælde for omtrent 200 år siden. Fra dette tidspunkt skete der en konsekvent bekæmpelse af venalitet, som det hed, altså korruption. Enevælden har gjort Danmark til et af verdens mindst korrupte lande.

Selvfølgelig kunne vi godt tænke os, at systemet er mere empatisk, fleksibelt, menneskeligt, personligt og så videre, men hvis man ser på de historiske og nutidige tilfælde, hvor en forvaltning beror primært på forvalterens personlighed og individuelle vurdering og ikke på regler, slår den menneskelige natur stærkt igennem, og resultatet er ikke sjældent vilkårlighed, smålighed, tilfældighed og korruption.

Et vellykket bureaukrati er med andre ord pr. definition upersonligt og regelbundet, således at alle behandles lige, og ingen kan misbruge systemet til at skaffe sig personlige fordele, som andre i samme situation ikke er berettiget til. " Politikere har udstedt regler for at hindre misbrug", som Carl Holst og Esben Lunde Larsen så ganske rigtigt skrev i deres indlæg.

(Kristeligt Dagblad 17. nov. 2015)

Influenzaen kommer

På Sundhedsstyrelsens hjemmeside kan man læse, at der hvert år dør i gennemsnit ca. 1000-2000 personer i Danmark af komplikationer som følge af influenza. Sundhedsstyrelsen besidder uden tvivl den afgørende ekspertise på feltet. Imidlertid stemmer skønnet ikke med de tal, der er indberettet til Danmarks Statistik, som har stillet et nyttigt redskab til rådighed for borgerne, så vi selv kan se efter. På statistikbanken.dk kan man med lidt øvelse skabe brugerdefinerede tabeller og grafer ud fra de bagvedliggende databaser. Hvis man søger på dødsårsager, vil man se, at siden 2005 er et sted mellem 10 og 60 personer døde af akut lungevejsinfektion eller influenza om året. Derfra er der unægtelig et stykke vej op til Sundhedsstyrelsens tusinder.

Danmarks Statistiks service til borgerne begrænser sig ikke til de aktuelle tal. Samtlige udgaver af Statistisk Årbog, der er udkommet siden 1896, er lagt ud på nettet i pdf-format (http://www.dst.dk/da/Statistik/Publikationer/).

For den tålmodige er der en rigdom af oplysninger at finde. I tilfældet influenza retter opmærksomheden sig naturligt mod det, der blev kaldt ”Den spanske Syge”, en pandemi – altså global epidemi – der ramte Danmark i sommeren 1918. Den kaldes en af verdenshistoriens største dræbere. Hvor mange der døde på verdensplan, vides ikke med nogen sikkerhed, for kun få lande havde en statistik, der var lige så nøjagtig som den danske. Dertil kom, at mange lande fortav sygdomsudbruddet. Når sygdommen fik prædikatet ”Den spanske Syge”, skyldes det ikke, at den stammede fra Spanien, men nærmere det forhold, at det neutrale Spanien havde en relativt fri presse, således at verdensoffentligheden første gang lærte sygdommen at kende gennem dens forekomst på Den iberiske Halvø.

Man havde registreret influenza-epidemier før. I 1889 og de følgende år havde en epidemi ramt Danmark. Ikke nogen stor andel af befolkningen var blevet syge, men dødeligheden blandt de syge var til gengæld høj. Op mod en tredjedel af de syge over 65 år lod livet. I 1918 blev næsten ½ million danskere ud af en samlet befolkning på omtrent 3 millioner syge af influenza. Det kendetegnede Den spanske Syge, at patienter i alderen mellem 15 og 40 blev relativt hårdere ramt, og man spekulerede allerede dengang over, hvor vidt det skyldtes, at de ikke fra tidligere epidemier var immuniserede. Betydning havde det under alle omstændigheder, at Verdenskrigen – også i de neutrale lande – indebar, at et meget stort antal mænd i den værneduelige alder var stuvet sammen i kaserner eller i felten.

Den spanske syges dødelighed var lav. Der foreligger for 1918 kun tal for bybefolkningen. I hovedstaden og købstæderne døde det år 4150 personer af influenza. Sygdommen blussede op igen i 1920, og da var man begyndt at tælle landdistrikterne med. Det år døde i alt 2998 mennesker af influenza i Danmark, heraf ca. 40 % på landet. Hvis man antager, at den samme fordeling gjorde sig gældende i 1918, betyder det, at ca. 7000 mennesker døde af influenza i det værste år.

Det interessante er imidlertid, at den samlede dødelighed i hele landet stort set ikke blev påvirket af epidemien, ja faktisk døde der i det værste år 1918 relativt færre danskere (13 promille af befolkningen) end gennemsnittet for årene 1916-1920 (13,1 promille). Populært sagt ville folk være døde også uden epidemien. Og så er vi nok tilbage til den principielle diskussion af, hvad folk dør af, hvis de dør, mens de har influenza? Den må man hellere overlade til Sundhedsstyrelsen at udrede.

(Kristeligt Dagblad 4. okt. 2015)

Monarkens ægtefælle

Spørgsmålet om, hvad man kalder en kvindelig monarks ægtefælle dukker op med jævne mellemrum. Langt de fleste monarker i historien har været mænd. Deres ægtefæller har typisk båret betegnelsen dronning (eller kejserinde) i betydningen ”gift med kongen” (eller kejseren), hvad man på engelsk kalder Queen consort.

Imidlertid findes der ikke så få eksempler på, at dronninger har haft reel politisk magt eller har været egentlige regerende dronninger, på engelsk Queen regnant. Hvis vi forbliver ved de europæiske eksempler, har det ikke mindst været tilfældet i Storbritannien, Skandinavien, Rusland og på den iberiske halvø.

Danmark har aldrig før Margrethe II haft en Queen regnant. Det er det, der gør nummereringen af vores nuværende monark en smule ukorrekt. Erik Klippings mor, Margrethe Sambiria eller Sprænghest kaldet, havde de facto regeret på sin umyndige søns vegne. Det samme havde prins Olufs mor, dronning Margrethe, i dag kendt som Den Første, selv om hun aldrig selv officielt førte titel af monark.

Begge de første margrether var enker, så det lader spørgsmålet om deres ægtefællers status ude af betragtning. Lidt anderledes forholder det sig med den danske prins Jørgen, som i 1683 ægtede den engelske prinsesse Anne, der siden blev regerende dronning. Jørgen, eller George, som han hedder på engelsk, opnåede høje stillinger, men aldrig status af konge. Han døde i 1708, seks år før sin hustru, og ægteskabet forblev uden overlevende børn, hvorfor den britiske trone ved hendes død overgik til den hannoveranske linje, hvis mest berømte ætling var dronning Victoria. Hun overlevede også sin mand, der få år inden sin død officielt fik status af Prince Consort, på dansk prinsgemal, men reelt havde væsentlig mere politisk indflydelse end som så.

Der findes et interessant eksempel på, at en regerende dronnings enkemand faktisk har arvet sin ægtefælles funktion, nemlig i Portugal, hvor dronning Maria II (1819-1853) i sit andet ægteskab med prins Ferdinand af Saxen-Coburg-und-Gotha fødte en søn, hvorpå hun døde. Prins Ferdinand fik derpå på vegne af sin umyndige søn titel af regerende konge de jure uxoris, altså i kraft af sit ægteskab.

Et kongehus kan ikke så let undslippe urgamle kønsroller, fordi dets legitimitet beror netop på slægtslinjernes længde og institutionens ælde. På den anden side må det tilpasse sig værdier, som borgerne kan identificere sig med, for eksempel ligestilling, der netop består i en løsrivelse fra de bånd, som traditionen og slægten lægger på den enkelte.

Hvad skal man ud fra den paradoksale forudsætning så kalde ægtefællen til en moderne monark? Den danske prinsgemal fik ved sit ægteskab med tronfølgeren titlen Prins af Danmark. Prinsgemal som officiel titel fik han først i 2005. Eftersom hans svigermor blev tiltalt Deres Majestæt på linje med sin mand, og eftersom det er forudset, at hans svigerdatter vil få samme titulatur, kan man godt forstå, at han selv forundres over, at han skal nøjes med at være kongelig højhed. På den anden side har den kønslige ligestilling i Danmark netop haft den effekt, at kvinder ikke længere har en titel, der er en funktion af deres mands stilling. Man vil i dag næppe finde en kvinde, der som Maude Varnæs som en selvfølge lod sig titulere ”fru Bankdirektør”. Derfor kan man ikke i ligestillingens navn kræve, at en kvindelig monarks ægtefælle kaldes konge. Hvis man skal gøre det i traditionens navn, må man til lande som Portugal for at finde fortilfælde i nyere tid.


(Kristeligt Dagblad 20. oktober 2015. Anledningen var, at prins Henrik endnu engang var citeret for at være utilfreds med sin status. Efter at jeg fik et par henvendelser er en sætning slettet, der udnævnte det portugisiske eksempel som sjældent. Det viser sig, at det ikke var helt så ualmindeligt i tidlig moderne tid, at mænd gift med queen consorts fik titel af konge, nogle endda funktion af konge. De yngste eksempler er fra Portugal.)

Hvor blev Danmark til?

Danmark som politisk og territorial enhed blev til på et tidspunkt i jernalderen eller vikingetiden. De første omtaler af danerne og deres land, Danmark, stammer fra denne tid. Hvad begreberne dækkede i praksis, geografisk, politisk og etnisk er imidlertid højst usikkert.

Flere steder bejler til titlen som Danmarks fødested. Jelling rummer foruden "Danmarks dåbsattest", den store runesten, hvor Harald Blåtand praler af sine bedrifter, angiveligt også Gorm den Gamles grav. Ribe bryster sig af at være Danmarks ældste by. I Gudme på Fyn hævder man at have fundet en kongehal. Også Lejre på Sjælland gør krav på at være Danmarks første hovedstad.

Fælles for de fire lokaliteter er, at deres status som betydningsfulde bygger på arkæologiske fund. Der findes skriftlige vidnesbyrd, der understøtter Ribes og især Lejres krav på denne værdighed, men de er behæftet med betydelig usikkerhed.

I Lejre og Gudme har man fundet stolpehuller, der vidner om tilstedeværelsen af en række store bygninger i jernalderen. Umiddelbart virker det ironisk, at arkæologer graver for at finde huller, men der er en mening med det. Organisk materiale som for eksempel en bærende stolpe af træ forgår med tiden, men den efterlader en farvning i den jord, hvor den har været nedgravet, og hvis man skræller jordlagene af med tilstrækkelig finesse, kan man identificere disse stolpehuller og danne sig et billede af den bærende konstruktions støttepunkter i jorden og dermed forsøgsvis rekonstruere bygningen.
Problemet ligger et andet sted. For det første gælder den regel, at man kun finder noget der, hvor man leder. Ribe er et godt eksempel. I Ribe har arkæologer gravet i længere tid og med større flid end i de fleste andre danske købstæder.

Det skyldes ikke mindst byens fortjenstfulde antikvariske samling og ditto selskab fra henholdsvis 1855 og 1887. Af samme grund har man fundet en masse spor fra byens tidlige historie. Byer som Kalundborg, Aalborg, Nakskov eller Viborg ville antagelig også blive betydeligt ældre, hvis de ansatte flere arkæologer.

For det andet er der spørgsmålet om, hvad politisk magt overhovedet er? I dag er vi vant til at se den politiske magt manifesteret i form af lokalitet og pragt. Det vil sige, at den centraliserede politiske magt i en moderne stat gerne rodfæster sig et bestemt sted og bygger stort og dyrt til sig selv. Københavns slotte med det nuværende Christiansborg som det seneste i række, færdigbygget i 1928, er gode eksempler.

Det betyder imidlertid ikke, at der altid har eksisteret den samme forbindelse mellem lokalitet, bygningspragt og politisk magt som nu. Fænomenet " hovedstad" forstået som en bymæssig bebyggelse med pragtbyggeri, der udgør en stats administrative og symbolske centrum, er i Nordeuropa et fænomen fra den sene middelalder. Så " stor bygning" er ikke nødvendigvis lig med " magt" i historisk perspektiv. Heller ikke deciderede forsvarsanlæg som for eksempel voldstederne fra den tidlige middelalder er nødvendigvis udtryk for centraliseret magt. De er nok snarere bygget som forsvar mod en centraliseret magt.

Hvis man finder arkæologiske vidnesbyrd om en stor bygning fra jernalderen i for eksempel Lejre, kan man kun slutte deraf, at der dengang stod en stor bygning. Hvad bygningen rummede, ved vi ikke. Det kunne være en sal, hvor stormænd fylkedes og rådslog om rigets fremtid. Det kunne også være en stald eller en lade. At der fandtes landbrug og husdyr i Gudme og Lejre er nogenlunde sikkert. Om der også fandtes centraliseret magt, beror på gisninger.

(Kristeligt Dagblad 7. oktober 2015)

Trykkefriheden møder nye udfordringer

Det hedder i Grundlovens § 77, at enhver, ”er berettiget til på tryk, i skrift og tale at offentliggøre sine tanker, dog under ansvar for domstolene. Censur og andre forebyggende forholdsregler kan ingensinde på ny indføres.”

Paragraffen, der er uforandret siden 1849, afskaffede altså ikke censuren, men forbød dens genindførelse. Det hænger sammen med, at den trykkefrihed, der blev indført af Struensee 1770-72 aldrig formelt blev afskaffet, blot indskrænket, mest systematisk ved en forordning af 1799, der tildelte dødsstraf til den, der ”i noget ved Trykken udgivet Skrift”, tilskynder til forandring i regeringsformen eller til ”eller til Opstand imod Kongen”.

Trykkefrihedsforordningen rummede også en paragraf om religionsfornægtelse. Det var først og fremmest et hensyn til den luthersk-evangeliske tros forrang, men kongen ønskede også at beskytte ”ethvert andet Religions-Samfund, som taales i Hans Riger”, det vil sige katolikker, jøder og calvinister, så hvis nogen ”søger at forarge saadanne Menigheder, ved at drive Spot med deres Troesbekiendelse eller Religion, skal den Skyldige, naar det paaklages, straffes med Fængsel paa Vand og Brød, fra 4 til 14 Dage.”

Regeringen slog i første halvdel af 1800-tallet gentagne gange ned på den såkaldte skrivefrækhed. Det kunne den imidlertid ikke gøre vilkårligt, fordi den var bundet af loven. Derfor måtte trykkefrihedssager føres ved domstolene. I de ca. 100 sager, der blev ført i de første 40 år efter Trykkefrihedsforordningen, skete der frifindelse i hver femte. Ganske få sager førte til landsforvisning eller fængselsstraf, mens de fleste dømte slap med en bøde. Med dommen fulgte også et pålæg om, at den dømte skulle underlægges individuel forhåndscensur, således at han intet måtte offentliggøre uden tilladelse af myndighederne. Kun i den berømte sag mod dr. Dampe og smedemester Jørgensen i 1820-21 blev der afsagt dødsdom, men den blev af kongen selv konverteret til livstid i fængsel.

Junigrundloven ændrede ikke det grundlæggende princip, at der er grænser for trykkefriheden. Nu blev det imidlertid specificeret, at det var de nu uafhængige domstole og ikke regeringen, der satte grænsen. Det princip har været gældende siden, hvis man ser bort fra Besættelsestiden, da censur var genindført.
I praksis betyder det, at ytringsfriheden er begrænset af lovgivningen, f.eks. bestemmelser om injurier, privatlivets ukrænkelighed, ophavsrettigheder, rigets sikkerhed eller tavshedspligt. I teorien kan man også straffes for at drive spot med religionen, men sidst der faldt dom for blasfemi var i 1946. Siden 1969 har det ikke været muligt at straffe for pornografi, dog med visse undtagelser.

Pressen har helt frem til 1960erne været forbundet til den politiske magt. De fleste dagblade var knyttet til et politisk parti som dets talerør. Med Ungdomsoprøret blev kravet om pressens ubetingede uafhængighed af magten for alvor gjort gældende. Dette krav var begrundet i en især venstreorienteret samfundskritik. Den uafhængige journalist blev til civilsamfundets helt. At ”drive Spot” med religionen og det etablerede system blev et ideal i sig selv.

Frigørelsen af især den skrevne presse fra magten blev fuldbyrdet, og således er trykkefriheden, forstået som en garanti mod myndighedernes indgriben i det redaktionelle arbejde, sikret. Imidlertid står pressen i dag over for et pres fra privatpersoner og organisationer, der vil have indflydelse på, hvad der trykkes. Nogle af dem er parate til at gribe til vold for at få deres vilje igennem, og så står myndighederne i den historisk set nye situation, at de igen må gribe aktivt ind, men nu for at beskytte pressens frihed.

(Kristeligt Dagblad 30. september 2015. Anledningen til denne klumme var ti-året for offentliggørelsen af Muhammed-tegningerne i Jyllands-Posten)



Nikolaj Ifversen havde i avisen den 6. okt. følgende replik:

En ikke ganske betydningsløs fejl begår Jes Fabricius Møller i sin lille artikel om Grundlovens ytringsfrihedsparagraf i Kristeligt Dagblad den 30. september.


Denne paragraf har ikke stået uændret siden 1849, som han skriver. Talefrihed blev først knæsat med Grundloven af 1953 - altså 104 år senere. At for eksempel den politiske taler ikke havde en grundlovssikret ytringsfrihed netop som taler, havde i sidste halvdel af 1800-tallet til tider alvorlige konsekvenser for politiske aktivister.



Jeg svarede den 8. okt.:

Nikolaj Ifversen har fuldstændig ret i sin kommentar til mig, når han påpeger, at Grundlovens paragraf om ytringsfriheden ikke har stået uændret siden 1849.


Min tanke, da jeg skrev det, var, at ansvaret for domstolene har bestået siden da, men Ifversen gør den nødvendige tilføjelse, at mens ytringsfriheden i 1849 udtrykkeligt kun gjaldt ytringer på tryk, gælder denne frihed i dag udtrykkeligt ytringer både på skrift og i tale. Jeg beklager fejlen.


Imidlertid tilføjer Ifversen, at så mange talere måtte betale en pris i slutningen af 1800-tallet, fordi de ikke var omfattet af den frihed, der gjaldt skribenter. Det er nu ikke helt så ligetil at finde eksempler på dette, og under alle omstændigheder gjaldt det, at straffen blev udmålt af domstolene.
Oppositionspolitikere som Louis Pio og Chresten Berg fik begge fængselsstraffe, men det var ikke for noget, de sagde, men for noget, de gjorde.


Det gør ikke dommene over dem mindre politiske eller mere retfærdige, men sagerne havde næppe fået et andet udfald, hvis Grundloven havde haft sin nuværende ordlyd.

Da Kaj Munk ikke fik embedet som dansk præst i Berlin

I 1931 stod embedet som dansk præst i Berlin vakant, og en ansøger roste sig af at stå ”uden for Partierne”, idet han beskrev sin egen opvækst som præget af en lærer, der ”var hasarderet Grundtvigianer” og en præst, der var ”Missionsmand om en Hals”. ”Ved saaledes baade i Barndom og Ungdom at udsætte mig for krads Dobbeltvirkning har Herren bevaret mig fra det afstumpede og fordummende,” mente ansøgeren, der med denne udmelding antagelig forsøgte at positionere sig selv som spiselig for alle fløje. Ansøgeren fik ikke stillingen. Han forblev i det embede, han havde som sognepræst i Vedersø i Vestjylland. Hans navn var Kaj Harald Leininger Munk.

Siden Berlin var vokset til som preussisk og især rigstysk hovedstad i det 19. århundrede, havde mange danske søgte dertil som håndværkere, handelsfolk eller studerende. Et skandinavisk KFUM blev stiftet i 1889, og efter at svenskerne i byen havde fået egen præst i 1902 og nordmændene i 1905 havde der været flere tilløb til at skaffe de danske i Berlin en fast gejstlig betjening. I 1912, da der var 2300 registrerede danskere i byen, blev Bent Lindhardt ansat som præst direkte under Kultusministeriet, som ministeriet for kirke- og undervisningsvæsen hed dengang. Formand for repræsentantskabet blev den danske gesandt i byen, grev Carl Moltke. ”Kundskabsrig, arbejdsivrig og forhandlingsdygtig varetog han med megen Dygtighed og Koncilians danske Interesser i de vanskelige Aar,” som det hed om ham. Lindhardt var præst i Berlin i ti år. Han blev siden kendt som forfatter til flere opbyggelige romaner udgivet på Lohses Forlag.

De første 16 år holdt menigheden til i lokaler Neuenburger Straße 3. Da Dansk Kirke i Udlandet (Nu Danske Sømands- og Udlandskirker) blev stiftet i 1919, blev menigheden i Berlin knyttet hertil som den første. I 1928 kunne menigheden tage sin egen kirkebygning i brug i Königgrätzer Straße (nu Stresemannstraße). Kirken blev opkaldt efter Christian X. Bygningen kunne restaureres efter krigens voldsomme bombardementer, men blev eksproprieret i 1965. Menigheden erhvervede ruinerne af det svenske plejehjem i Brienner Straße (udtales i tre stavelser bri-en-ner) nr. 12 og opførte i 1967 her en helt ny kirke med menighedslokaler, præstebolig og klubværelser, hvor mangen en dansk udvekslingsstudent har lejet sig ind, herunder denne klummenist, der læste historie på Berlins Freie Universität et semester i 1989. Kirken er i øvrigt genbo til Tysklands ældste, eksisterende moské.

Da Lindhardt afløser, Hedegaard, skulle erstattes i 1931, blev Kaj Munk som nævnt fravalgt. Helge Blauenfeldt ansat. Hans kone, Lis, var ligeledes teolog og blev mange år senere ordineret og hører derfor til den første snes af kvindelige præster. Parrets hjem i Berlin blev mødested for tyske teologer, der var i opposition til nazismen.

Og hvorfor fik Kaj Munk så ikke stillingen? Han diskvalificerede antagelig sig selv, da han åbent bekendte, at han ville til Berlin for at kunne gå i teatret. Han afsluttede sin ansøgning med disse for ham så karakteristiske, distancerede og antagelig stadig meget ærlige ord: ”Hvad jeg vil i Berlin efter? For at se god Komedie. Thi den har en meget stor Stjerne hos mig og findes ikke hersteds. Og Præstegerningen dernede – ja, skulde jeg virkelig blive sendt af Sted til den, vil jeg tro mig kaldet til den ikke blot af Dem, men af Gud. Og i hans Navn vil jeg saa spytte i Næverne og tage fat. Deres ærbødige K.H.L. Munk.”

(Kristeligt Dagblad 29. sep. 2015. Redaktionen valgte en anden overskrift. Anledningen til denne klumme var en tidehvervsk præst, som blev vraget som ansøger til embedet i Berlin og derefter førte sin sag i medierne. Historien om kirken og Kaj Munks ansøgning kan læses i Eskild Rousing Kraglund (red.) Vor Kirke i Berlin, forlaget Didymos 1987.)

Da danske læger nægtede at hjælpe flygtninge

I de tidlige måneder af 1945 var millioner af mennesker på flugt fra krigen på Østfronten. Fra slutningen af februar 1945 modtog Danmark ca. en kvart million af dem. Af dem døde ca. 13.000 i 1945, heraf godt 7500 børn under 15 år. Denne del af historien var om ikke glemt, så dog stort set negligeret indtil Kirsten Lylloff, der selv er læge, i 1999 skrev en opsigtsvækkende artikel i Historisk Tidsskrift om spørgsmålet.

De tyske flygtninge var indtil 5. maj 1945 besættelsesmagtens ansvar. De tyske myndigheder indså dog hurtigt, at de slet ikke havde kapacitet til at tage sig af de tusindvis af udhungrede, forkomne og syge flygtninge. Den tyske rigsbefuldmægtigede Best henvendte sig derfor til Udenrigsministeriets direktør Niels Svenningsen og bad om hjælp. Svenningsen bragte fra begyndelsen den tanke på bane, at tyskerne som modydelse skulle frigive danskere i tysk fangenskab. Formanden for Den almindelige danske Lægeforening, Mogens Fenger, udelukkede ikke organiseret dansk lægehjælp til de tyske flygtninge, men mente som Svenningsen, at den måtte besvares med lempeligere vilkår for danskere i tysk fangenskab.

Den generelle danske modvilje mod at hjælpe tyskerne med at tage hånd om flygtningene blev forstærket af samtidige begivenheder. Endnu i februar måned deporterede den tyske besættelsesmagt danske fanger til Tyskland. Den 20. februar var fire tilfældige læger på Odense Sygehus blevet myrdet som tysk modsvar til danske sabotageaktioner. ”Den Haand, der myrder den ene Dag, kan ikke den næste strækkes frem i en bedende Gestus,“ som det hed i den danske udsendelse fra BBC nogle dage senere.

I begyndelsen af marts var Werner Best parat til at give efter for Svenningsens krav, mener den tyske historiker Michael Schultheiss. Samtidig tog evakueringen af skandinaviske fanger fra Tyskland med De hvide Busser for alvor fart. Forhandlingerne om hjælp til flygtningene bar imidlertid ikke frugt. Afgørende for denne stilstand var det, at ingen af parterne tilsyneladende inddrog børnene i forhandlingerne. Deres nød var endnu ikke gået op for dem.

Det var også som om den oprindelige kobling mellem fangefrigivelse og lægehjælp var blevet glemt, selv om tyskerne faktisk levede op til deres del af den formodede aftale. Den 25. marts udløb et foreløbigt tilsagn om medicinsk nødhjælp til flygtningene, og lægeforeningen besluttede – mod Fengers vilje – at al organiseret dansk lægehjælp til flygtningene skulle ophøre. Dansk Røde Kors afviste også at hjælpe med henvisning til folkestemningen.

Flygtningestrømmen øgedes i de følgende uger, og frem til den 5. maj døde i alt 4132 flygtningebørn i Danmark. Frem til slutningen af juni døde yderligere 2408 børn. Herefter faldt dødeligheden markant, selv om den stadig var høj. I andet halvår 1945 døde 1206 flygtningebørn. Flygtningene havde fået mere ordnede forhold, men stadig uden dansk lægehjælp. Kun tysk sundhedspersonale måtte virke i lejrene.

Hvor mange af dødsfaldene der skyldtes danske lægers afvisning af at hjælpe flygtningene, er vanskeligt at afgøre. Det må komme an på en sammenligning med en tilsvarende gruppe flygtninge med adgang til lægehjælp, f.eks. i Schleswig-Holstein, der samtidig modtog op imod en million flygtninge østfra. Den sammenligning er så vidt vides ikke draget endnu. Under alle omstændigheder tjener ugerne fra den 25. marts til befrielsen den 5. maj 1945 ikke den danske lægestand til ære. Det kan i den sammenhæng kun være lægerne en ringe trøst, at de var i fuld overensstemmelse med Frihedsrådet og den danske opinion, der opfattede flygtningene som endnu en besættelsesmagt, der kun fortjente samme foragt som den, der var ankommet i 1940.

(Kristeligt Dagblad, 8. september 2015.

Fra kejser Augustus til cpr - det handler om skat

Regeringens forslag om at skattemyndighederne ikke længere skal have lov til at trænge ind på privat grund og heller ikke skal have mulighed for at afkræve personer deres cpr-nummer har vakt en del debat. Der er to elementer i forslaget.

For det første er der spørgsmålet, som berører den rettighed, der er sikret af Grundlovens bestemmelse i paragraf 72 om boligens ukrænkelighed. Samme paragraf giver imidlertid også lovgiverne ret til at gøre undtagelser for denne ukrænkelighed, og denne ret har Folketinget gjort rigelig brug af gennem tiden. Denne udvikling søges nu rullet tilbage.

For det andet berører det myndighedernes ret til at identificere borgerne eller borgernes pligt til at identificere sig over for myndighederne. Den står ikke nævnt i Grundloven, men den er helt central for en moderne retsstat. Staten skal kunne identificere sine borgere entydigt for at kunne indkalde de værnepligtige til militærtjeneste, for at straffe de skyldige og for at kunne beskatte de skattepligtige. Det velkendte middel til dette formål er folketællinger.

Da Augustus i sin tid skrev hele Romerriget i mandtal, var det netop, fordi enhver borger skulle give kejseren, hvad kejserens var, altså betale skat. Danmark har siden enevælden været førende i Europa, når det handler om at tælle, registrere og beskatte borgerne. I 1903 blev der indført statslig formue-og indkomstskat med sognekommunerne som den inddrivende myndighed. Det var den kommunale ligningskommission, der satte folk i skat, og det skete, samtidig med at lønindkomst oversteg ejendomsbesiddelse i betydning som beskatningsobjekt.

Da elektronisk registrering blev teknisk eller i hvert fald teoretisk muligt i 1950' erne, er det ikke overraskende, at det var daværende finansminister Viggo Kampmann (S), der plejede idéen om at skabe et centralt register af skatteydere, for det ville gøre beskatningen meget mere pålidelig. Det elektronisk baserede centrale personregister blev vedtaget i 1968 af et enigt folketing.

Indtil da var personbeskatning baseret på selvangivelser, hvilket ville sige, at kommunerne måtte lide på borgernes egne udsagn om, hvad de havde tjent. Cpr-registeret dannede det tekniske grundlag for kildeskatten i 1970, altså en beskatning af lønindkomst baseret på arbejdsgivernes indberetning af, hvad medarbejderne havde tjent. Uanset om Jens Hansen havde to job i hver sin kommune og boede i en tredje, ville han kunne adskilles fra alle de andre Jens Hansen'er og sættes i skat derefter.

Det er ikke overraskende, at dette nye instrument gjorde det muligt at øge indkomstskatterne meget betydeligt i årene omkring 1970 under både socialdemokratiske og borgerlige regeringer. Modstandere af høj beskatning vil kalde det et middel til skatteplyndring. Det er mere præcist sagt et instrument, der sætter skattemyndighederne i stand til med langt større præcision at opkræve den skat, som lovgiverne kræver.

Uanset om en regering går ind for højere eller lavere skatter, er det formålet at inddrive skatter i overensstemmelse med loven. Selv hvis Folketinget i morgen vedtog en halvering af alle indkomstskatter, ville cpr-systemet stadig være det mest effektive instrument til at implementere denne lov.

Når Skat derfor går ind i en kiosk (og her lader vi ude af betragtning, hvorvidt en kiosk er en bolig i Grundlovens forstand) og beder de tilstedeværende medarbejdere identificere sig med det specifikke nummer, som de er blevet tildelt af staten, anvender Skat blot et meget effektivt redskab til lovmedholdelig personbeskatning. Uden cpr-registeret ville skatten ikke være lavere, blot mere vilkårlig.

(Kristeligt Dagblad 24. august 2015)

Grundtvig som korsanger



Knud Børge Pedersen udkaster den 29. juli her på siderne den hypotese, at et stort maleri af Johan Ludvig Lund fra 1843 rummer et hidtil ukendt portræt af N.F.S. Grundtvig. Det er ikke optegnet i Povl Ellers autoritative Grundtvig-ikonografi fra 1962. Lunds billede forestiller en gudstjeneste, og Grundtvig figurerer angiveligt som leder af et drengekor i billedets baggrund. Pedersen mener, at billedet gengiver et samtidigt motiv – altså fra o. 1840 – men det er tydeligt, hvis man ser på dragternes detaljer, at Lund har forsøgt at fremstille en fortidig scene, antagelig fra den lutherske ortodoksis glansperiode i det 17. århundrede. Det er ingen hindring for den antagelse, at Lund har lagt portrætter ind af nogle af samtidens personligheder. Det er et kendt fænomen i historiemalerier. Flere ting taler imidlertid imod Pedersens hypotese. 
C.A. Jensens portræt af
Grundtvig, 1843

For det første var Grundtvig notorisk umusikalsk. Han kunne digte med stor sikkerhed over kendte metriske former, men skænkede ikke musikken nogen opmærksomhed. Det ville være udtryk for en form for ironi at gøre ham til sanger. 

For det andet var Grundtvig i 1843 endnu anset for så meget af en oprører, at det ville være udtryk for en slags provokation, der krævede en forklaring, at placere ham inden for samme ramme som f.eks. Martensen eller Mynster, som Pedersen foreslår.

For det tredje ligner billedet ikke Grundtvig. Sammenligner man med det portræt, som en af tidens allerbedste portrætmalere, C.A. Jensen, skabte af Grundtvig samme år (Hirschsprungske Samling), er forskellen tydelig. Hvis der er tale om et portræt af en samtidig, kunne man pege på en komponist, og så kunne det være J.P.E. Hartmann eller måske snarere C.E.F. Weyse.

(Kristeligt Dagblad 18. aug. 2015)

Hvem har gavn af tjetjensk terrorisme?

I den internationale retfærdigheds store regnskab hører det entydigt til forbrydelsens kategori, hvis en regering slår civilbefolkning ihjel med giftgasser. Denne grundsætning synes dog ikke at gælde uden betydelige forbehold i Rusland.

Historiens hovedelementer er de fleste bekendt, for den blev genfortalt flittigt i medierne i forbindelse med 1-årsdagen for begivenhederne. I oktober 2002 blev over 800 teatergængere i Moskva holdt som gidsler af 41 tjetjenske terrorister.

De russiske sikkerhedsstyrker greb ind og dræbte samtlige gidseltagere. Desværre døde 129 af gidslerne som følge af aktionen, ingen af dem for terroristernes hånd. De havde fået en overdosis af den gas, som blev pumpet ind i teatret for at bedøve gidseltagerne. Som sådan er der tale om en tragedie, og sådan er historien også blevet fortalt for den danske offentlighed.

Imidlertid findes der en alternativ udlægning af historien, der betegner de 129 dødsfald som en forbrydelse begået af myndighederne. Første anklagepunkt er den omstændighed, at det sundhedspersonale, der behandlede ofrene for gassen, ikke blev oplyst om gassens sammensætning og derfor heller ikke kunne give den rette behandling. Det kan skrives på myndighedernes sjuskekonto, om end som en ret stor post, må man sige.

Nordmanden Kjell Olaf Jensen går endnu videre. Han hævder, at FSB (KGB’s arvtagere) kendte til gidselaktionen i forvejen, og at de havde infiltreret gruppen af gidseltagere. Han hævder, at en af gidseltagerne, Khanpasj Terkibajev, faktisk var sluppet ud før gasningen, og at han siden stillede op til et interview med den russiske journalist Anna Politkovskaja, over for hvem han skal have tilstået at være agent for FSB, der således var forhåndsinformeret om gidseltagningen. Terkibajev er siden forsvundet, og Jensen formoder, at han er blevet forsvundet af FSB som straf for sin åbenmundethed.
Jensen nævner videre en række såkaldte tjetjenske terroranslag i Moskva og andre byer i Rusland, der i virkeligheden skal være iscenesat af FSB. Jensen formoder, at den egentlige bagmand er tidligere KGB-chef, Vladimir Putin, som har haft brug for krigen mod tjetjenerne til at styrke sin position på hjemmefronten. Han bruger ’kampen mod international terrorisme’ som standardpåskud for sin politik, og denne trylleformular sikrer ham en næsten automatisk opbakning. Ved at skabe en ydre fjende – Jeltsin indgik som bekendt en fredsaftale med Tjetjenien i foråret 1997 – er det lykkedes den russiske præsident at fremmane indre enighed og skabe opbakning til et stærkt præsidentembede. Der er derfor grund til at frygte præsidentvalget i 2004, mener Jensen, selv om det ikke er givet, at de samme virkemidler vil have den samme effekt endnu en gang.

Nu kunne man afskrive Jensen som fantast og konspirationsteoretiker. Han har som næstformand i støttekomitéen for Tjetjenien sine politiske kæpheste at hyppe. Men Kjell Olaf Jensen er også formand for norsk PEN, og sine overvejelser om Putin, FSB og den tjetjenske terror har han offentliggjort i den nordiske udgave af Le Monde Diplomatique, september 2003. Det må give ham i det mindste lidt ørenlyd.

Kun ganske få betvivler, at Rusland har et reelt sikkerhedsproblem i Tjetjenien, som må regnes til russisk interessesfære. Det er løsningen på problemet, der er tvivl om. EU og USA går på listepoter, fordi de hver især har økonomiske og sikkerhedsmæssige interesser bundet i området og i et godt venskab med Moskva. Situationens alvor blev illustreret af styrken af den russiske reaktion kort tid efter gidseltagningen, da den forhenværende tjetjenske general og kulturminister Sakajev ikke blev udleveret fra Danmark til ’retsforfølgelse’ i Rusland. Moskvas vrede blev meget følelig for den danske eksport.
Jensens og Politkovskajas historier er antagelig vanskelige at få bekræftet af uafhængige kilder. Men danske medier – med nærværende avis som en mulig undtagelse – kolporterer kritikløst den officielle udgave, måske med et anstrøg af mishag. Her foreligger der en vinkel på en historie, som burde følges op. I hvert fald er den navngivne skurk ikke just kendt for sit demokratiske sindelag eller sin respekt for basale retsstatslige spilleregler.

Hvis oppositionen bliver for mægtig, smider han den som bekendt i spjældet.

(Information 2. dec. 2003)

Røde tegl vidner om storhedstid

I Ringkøbing udspiller der sig for tiden en strid om byens gamle realskole, der er blevet erhvervet af menighedsrådet med henblik på nedrivning. Planen var at bygge en ny sognegård på grunden. Den plan har imidlertid vakt en meget stærk lokal modstand. Den omstridte bygning er repræsentant for en særlig type af institutionsbyggeri, der var fremherskende for 100 år siden, og som findes i de fleste danske købstæder.

I det 19. århundrede forandrede købstæderne sig fra undersætsige, stråtækte handelspladser for det nærmeste opland til grundmurede repræsentanter for oplysning, fremskridt og magt. Der blev bygget rådhuse, domstole, skoler, gymnasier, seminarier, sygehuse, missionshuse, kirker, politistationer, banegårde, kaserner, hoteller, banker, kreditforeninger, sparekasser, apoteker og så videre.

I perioden 1880 til 1930 blev de fleste bygget i røde tegl. Stort set alle danske byer kan fremvise eksempler på det, man kan kalde den store epoke i dansk rødstensarkitektur: Esbjergs banegård og posthus, byretten i Ringkøbing, Landsarkivet i Viborg, den tekniske skole i Vig i Odsherred, arresthuset i Roskilde og hovedpostkontoret i København er blot nogle få i en meget lang række af eksempler på, hvordan man dengang kunne skabe institutionsbyggeri, der afspejlede den betydning og værdighed, som bygningerne rummede.

At så mange af dem er bevaret skyldes ikke mindst, at de blev bygget i en utrolig god kvalitet.
Murerhåndværket har antagelig aldrig stået højere end i denne epoke.
Sammenlign blot de to gamle bygninger, der huser henholdsvis byretten og Erhvervsarkivet på Vester Allé i Aarhus med genboen, kunstmuseet Aros.

De færreste af de gamle institutionsbyggerier især i de mindre byer tjener i dag det formål, som de oprindelig blev skabt til. Denne funktionstømning hænger blandt andet sammen med den almindelige strukturforandring i samfundet og en løbende centralisering, der har fundet sted især i løbet af det seneste halve århundrede.

Kommunalreformen i 1970 reducerede antallet af kommuner fra over tusind til 277 og antallet af amter fra 25 til 14. I 1980' erne blev antallet af seminarier reduceret fra 29 til 18. Læreruddannelsen er i dag rummet i landets i alt syv professionshøjskoler. Ved kommunalreformen i 2007 blev antallet af kommuner reduceret yderligere til 100, og reformen fjernede amterne til fordel for de fem regioner. Den samtidige politireform reducerede de 54 politikredse til 12, og en tilsvarende reform af retsvæsenet reducerede de hidtidige 82 retskredse til 24. Mange byer mistede i den anledning deres lokale politistation og domstol.

I samme periode er stribevis af posthuse og mange flere bankfilialer blevet lukket. Togene standser stadig ved banegårdene, men deres funktion er typisk afløst af en billetautomat. I dag har Holbæk, Viborg, Randers, Farum, Næstved, Ringsted, Sønderborg og Slagelse det til fælles, at de rummer en nedlagt kaserne.

Ringkøbing er en god repræsentant for dansk teglstensarkitekturs store epoke. Byens godt 100 år gamle realskole hører ikke til i første rang, må det indrømmes. Den er dog stadig så typisk for sin tid og sin region og udgør et så væsentligt element i et historisk helhedsbillede, at den nødigt skulle gå tabt. Man kan håbe, at Ringkøbing Kirkes menighedsråd besinder sig og finder en løsning, der forener praktiske behov med hensynet til de historiske og æstetiske kvaliteter, som den pågældende bygning repræsenterer i byen.

(Kristeligt Dagblad 13. august 2015)

Land og by

Er Danmark ved at falde fra hinanden? Spørgsmålet er blevet stillet af flere iagttagere, der ser en bekymrende tendens i forholdet mellem land og by, provins og hovedstad, udkant og centrum: udviklingen af en stadig mere uoverstigelig kulturel, social og politisk kløft. At denne kløft findes, er uden tvivl rigtigt. At den skulle være et nyt fænomen, er imidlertid mere tvivlsomt. Fra den sene middelalder kan der opvises mange eksempler på konflikter mellem land og by. Christian II’s afsættelse i 1523 var et af de mere dramatiske udslag, og det var vel at mærke landbruget, der vandt dén kamp.

Den demografiske forskydning accelererede for alvor sted i 1800-tallet. Ved århundredets begyndelse boede kun omtrent en femtedel af Danmarks befolkning i byer. 100 år senere var bybefolkningen fordoblet i relative tal. I absolutte tal var bybefolkningen øget fra knap 200.000 til næsten en million, heraf halvdelen i hovedstaden. Men landbefolkningen voksede også stadig.

Andelsbevægelsen havde fra 1880erne skabt rammerne om en teknisk, organisatorisk og økonomisk omvæltning af landbruget, der gav dansk producerede fødevarer en afgørende konkurrencefordel på verdensmarkedet. Den økonomiske udvikling gik hånd i hånd med en styrkelse af landbrugets kulturelle og politiske status i skikkelse af henholdsvis højskolebevægelsen og partiet Venstre, der udgjorde støttepunkter for den ene part i forfatningskampen som gik ud på at holde Venstre væk fra regeringsmagten. Det var dengang et regeringsmedlem – kun lettere omskrevet – kunne sige, at intet anstændigt menneske ville sætte sig på en ministertaburet, der først var besudlet af en bondebag. Godsejere kunne derimod godt bruges.

Kanslergadeforliget 1933 fremstilles somme tider som en hovedhjørnesten i velfærdsstaten. Det var snarere et forsøg på at afveje landbrugets og byerhvervenes interesser. Socialdemokraterne fik Venstres opbakning til blandt andet socialreformer mod at Socialdemokratiet gav lovning på foranstaltninger, der kompenserede for den økonomiske krises ødelæggende virkninger på landbruget. Det var en studehandel, ikke en venskabspagt.

Under Besættelsen blev landbruget begunstiget af krigsøkonomien, mens lønmodtagerne i byerhvervene måtte lide betydelige indhug i levefoden på grund af dyrtiden. Den brede politiske repræsentation i samlingsregeringerne dækkede over en stærk indre splittelse. Den fortsatte efter krigen, da mere normale politiske tilstande blev genskabt, og uenighederne kunne diskuteres for åbent tæppe. Indførelsen af det, vi i dag kender som Velfærdsstaten, var bestemt ikke noget konsensusprojekt fra fødslen. 

Endnu i 1945 var ifølge Danmarks statistik 433.991 mennesker beskæftiget i landbruget. Det tal var i 2014 faldet til 65.505, og antallet af brug tilsvarende faldet fra over 200.000 til under 40.000. For to generationer siden var der mennesker nok på landet til at opretholde liv i forsamlingshusene, sikre omsætningen i Brugsen og sende egne repræsentanter i Folketinget. En ø som Mors var endnu omkring 1950 et økonomisk, kulturelt og politisk tyngdepunkt i Danmark. Det kan man læse om i bl.a. Ove Korsgaards erindringer. Dengang kunne modsætningen mellem land og by betragtes som mere af en lige kamp. I dag er det produktionsmæssige tyngdepunkt i landbruget koncentreret på de cirka 4000 bedrifter med mere end 175 hektar jord. Antallet af landbrug på under 175 hektar falder med ca. tre om dagen. Dertil kommer, at landbruget som helhed er fanget i en gældsfælde, der undergraver det økonomiske råderum. Eksporten af fødevarer er stadig betydelig, men landbruget taler slet ikke med samme vægt. Det er det, der er forandret. Modsætningsforholdet består nu som før.

(Kristeligt Dagblad 5. aug. 2015. Redaktionen havde valgt overskriften "Land og by fjerner sig stadig mere fra hinanden", men det er netop ikke pointen.)

Studerendes arbejdstid

Mathilde Noer har i sit indlæg i lørdagens avis ganske ret i, at de humanistiske fags generelt dårlige omdømme er ganske ufortjent. Det er også rigtigt, at humaniora sammen med nogle af samfundsfagene er underprioriteret økonomisk. Der er væsentlig flere penge og væsentlig flere undervisere til rådighed pr. studerende på de naturvidenskabelige fag.

Mathilde Noer er harm over, at de humaniorastuderende udskældes som dovne, fordi det påstås, at de ikke arbejder mere end 21-24 timer om ugen. Dette tal er imidlertid beklageligt tæt på den statistiske sandhed. En stor undersøgelse blandt de studerende på Københavns Universitet i 2013 viser, at de som gennemsnit studerer knap 28 timer om ugen, når man regner undervisning og undervisningsforberedelse sammen. De jurastuderende og humaniorastuderende ligger i bund med 22,3 timer om ugen, mens teologistuderende studerer 25,2 timer ugentlig. I top ligger de medicinstuderende med 34,3 timer. En undersøgelse fra Aarhus Universitet giver tilsvarende tal. Evalueringer på de enkelte fag bygget på de studerende egne indberetninger bekræfter, at de studerende ofte møder dårligt forberedte op til undervisningen, hvilket sænker deres eget og de medstuderendes udbytte væsentligt.

Der er gode forklaringer på, at det forholder sig sådan. En af de væsentligste er, at de studerende meget ofte har en del erhvervsarbejde ved siden af studierne. Gennemsnittet er på 7 ½ timer om ugen. Her er der grund til at gøre opmærksom på, at de studerende ad denne vej får en meget værdifuld introduktion til arbejdsmarkedet. Det er ofte joberfaringerne fra studietiden, der giver adgang til den første stilling efter afsluttet kandidateksamen. Samtidig har arbejdsgiverne en mulighed for at få dygtig, fleksibel, engageret – og meget billig – arbejdskraft. Alene de ca. 40.000 studerende på Københavns Universitet lægger således i omegnen af 8000 årsværk på arbejdsmarkedet. Samfundsøkonomisk er det med andre ord en rigtig god ide at fastholde de studerendes mulighed for at arbejde ved siden af studierne.

Og der er ikke desto mindre stadig god plads i de studerendes kalender til at styrke indsatsen på studierne. De humanistiske fag øger i disse år antallet af undervisningstimer, studieordningerne har fået et pædagogisk og fagligt serviceeftersyn, og lærerkræfterne får efteruddannelse i undervisning og vejledning. Det ville løfte kvaliteten af alle uddannelserne betydeligt, hvis de studerende kvitterede med at forberede sig noget bedre. Og hvis det skulle hænde, at en enkelt arbejdsuge eller flere sneg sig over 37 ½ time, så er det nok også til at leve med.

(Kristeligt Dagblad 15. juli 2015. Redaktionen havde valgt en anden overskrift. Noers oprindelige indlæg kan læses her.)

Hvorfor bruger lystsejlere splitflag?

Danske lystsejlere er meget stolte over, at de må føre splitflag. Men hvorfor må de egentlig det? Den korte forklaring finder man i statsministeriel bekendtgørelse af 11. oktober 1957, hvori der meddeles alle danske dæksbåde og halvdæksbåde bestemt for lystfart retten til at føre splitflag med bogstaverne Y. F. i gult i den øverste firkant nærmest stangen, det såkaldte yachtflag.

Når det alligevel undrer, skyldes det den almindelige regel, at splitflaget almindeligvis opfattes som statens flag. Statslige institutioner anvender splitflag, nogle med et særligt mærke, mens det rektangulære flag, kaldet stutflaget, anvendes af ikke-statslige institutioner og privatpersoner sådan som f.eks. lystsejlere - skulle man tro. Men sådan er det ikke, og forklaringen er historisk.

Der findes ingen samlet, moderne lovgivning om flagning i Danmark. Flagning er reguleret af kongelig forordning af 11. juli 1748, der stadig er gældende lov i Danmark. Den skelner mellem koffardiflaget og orlogsflaget, som stadig er de officielle betegnelser for henholdsvis stutflaget og splitflaget. Koffardiflaget skulle føres af handelsskibe, mens orlogsflaget skulle føres af krigsskibe. Flagføring var dengang først og fremmest et søværts foretagende. 

I 1854 blev loven suppleret af bestemmelser om flagets anvendelse til lands. En bekendtgørelse fra 1915 om brug af fremmede flag supplerer denne bestemmelse, men ellers er flagning i Danmark præget af stærke følelser, svag konsekvens og næsten lige så mange undtagelser som regler. Flere private virksomheder, foreninger og stiftelser har i tidens løb fået tilladelse til at føre splitflag – nogle bruger det sågar uden tilladelse – mens offentlige institutioner som kommunerne eller Folkekirken typisk flager med stutflag.

I 1888 fik Dansk Forening for Rosport
sit eget flag. Her er det oprindelige
udkast fra Marineministeriets arkiv.
Det er nu som før regenten, der kan give dispensation fra forordning af 11. juli 1748. I 1865 søgte en grosserer Prior om kongelig tilladelse til at føre et særligt flag på et lystfartøj, som han havde erhvervet med henblik på et togt til Middelhavet. Skibet var i henhold til den gældende forordning hverken fugl eller fisk. Prior ønskede på den ene side at undgå de havneafgifter, der påhvilede handelsskibene. På den anden side var der heller ikke tale om et orlogsfartøj, men der var dog det særlige ved skibet, at det havde tilhørt Frederik VII. Det var Marineministeriet, der fandt på løsningen med udkastet til det særlige yachtflag, som Prior derefter anvendte med kongelig tilladelse.

Tilladelsen i 1865 blev givet til Prior personligt, da der ikke var mange lystfartøjer i Danmark, men nok til at spørgsmålet om deres flagføring blev taget op, således at alle andre lystfartøjer i 1866 fik samme tilladelse som Prior. I 1867 blev der vedtaget en lov om skibsregistrering, som var forudsætning for at føre dansk flag, og i en følgende bekendtgørelse blev det specificeret, under hvilke vilkår lystsejlere kunne føre det særlige yachtflag. Der skulle indgives andragende herom under erlæggelse af en stempelafgift på 48 skilling. Denne stempelafgift blev afskaffet i 1957.

I 1873 fik Dansk Forening for Lystsejlads – siden omdøbt til det mere prætentiøse Kongelig Dansk Yachtklub – sit eget flag med split, fulgt op af flere ro- og sejlklubber landet over. Man skal tilhøre disse klubber eller foreninger for at føre deres specielle flag, men enhver dansk halv- eller heldæksbåd, der hverken anvendes til krigsførelse eller nogen form for kommerciel virksomhed, har altså retten til at føre det almindelige yachtflag; en ret der næste år kan fejre sit 150 års jubilæum.

(Kristeligt Dagblad 10. juli 2015. Avisen havde indført et ekstra ord i første afsnit. Den fejl er her rettet tilbage.)

At erindre en forbrydelse

Den 22. juli 2011 blev en kraftig bilbombe bragt til sprængning i Grubbegata ud for Statsministeriet i Oslo. Senere samme dag begik gerningsmanden et massemord blandt deltagerne i en sommerlejr for unge socialdemokrater uden for byen. I alt 77 mennesker omkom.

 Begivenheden har sat sig blivende spor også i mange danskeres erindring og vil blive en fast bestanddel af fremtidens historiebøger. Denne form for terrorisme er sjældent set i Skandinavien og slet ikke i denne størrelsesorden. Mærkerne efter bombesprængningen er stadig tydelige i Oslo i dag, fire år efter begivenheden. Hele Regjeringskvartalet, som området hedder, bærer præg af det. En af de hårdest ramte bygninger er revet ned. De øvrige står endnu; en med de knuste ruder blændede af krydsfinérplader, en anden med hele facaden dækket af presenninger, der camouflerer ødelæggelserne.

For turisterne i byen skiltes der ikke med stedet på samme måde som med byens øvrige attraktioner, men det er afgjort et besøg værd for den, på hvem den 22. juli 2011 gjorde indtryk. Norge er kommet videre. Oslo er en dynamisk by, der emmer af velstand og virkelyst, og hvor der ikke forekommer at være langt fra tanke til handling. Anderledes er det imidlertid i Regjeringskvartalet. Her hersker der ikke den samme livlighed som i resten af byen. Det er ikke fordi der er dødt eller bygningerne er mennesketomme. Kontorfolk færdes i dem, og bygningsarbejdere er i gang. Det er bare alt for tydeligt, at der er sket så påfaldende lidt på fire år.

Livet her er stadig behersket af den stilstand, der indtrådte den julidag for fire år siden. Nogle plancher på stedet forklarer, hvad planerne er for området. Man regner med at sætte væsentlige arbejder i gang næste år eller i 2017. På de samme plancher gøres der ikke meget ud af årsagen til hele byggeprojektet. Datoen nævnes, gerningsmanden ikke. Der er antagelig mange årsager til, at genopbygningen af Regjeringskvartalet trækker ud. En af dem kunne man læse om i Aftenposten forleden. Fortidsminneforeningen har indstillet en af bygningerne, den såkaldte Y-blok tegnet af arkitekten Erling Viksjø i 1969, til Europa Nostras liste over bevaringsværdige og truede kulturminder.

Men det er næppe hele forklaringen. Andre steder i Oslo har man tydeligvis ingen problemer med at rive gammelt ned og bygge nyt op. En af udfordringerne, som bygherren står over for, er at denne begivenhed som alle vigtige historiske begivenheder kalder på et mindesmærke, en fysisk manifestation af det, der har gjort så stort et indtryk på så mange. Det er i almindelighed ikke vanskeligt at rejse monumenter over glædelige begivenheder. De har vi mange eksempler på. Katastrofer er en udfordring. Forbrydelser er endnu vanskeligere at mindes i monumentets form, for de har – til forskel fra katastrofer – som regel en identificérbar gerningsmand. Et mindesmærke over en forbrydelse risikerer derfor let at blive et monument over forbryderen.

Nordmændene skal nok finde en løsning, som yder ofrene retfærdighed, når fortiden er oparbejdet. Det er lykkedes andre steder, hvor lignende forbrydelser har fundet sted. Indtil da står de tydeligt beskadigede bygninger i Regjeringskvartalet som Oslos foreløbige mindesmærke over terrorangrebet i 2011. De legemliggør den sætningsskade, som samfundet blev udsat for, og der er kimen til en opbyggelighed at finde i sporene efter ødelæggelsen.

(Kristeligt Dagblad 27. juni 2015. Denne klumme er den første i en serie kaldet historisk set. Redaktionen valgte at sætte gerningsmandens navn ind i både underrubrik og brødtekst, men det er med fuldt overlæg udeladt i min oprindelige tekst - således også her - i overensstemmelse med pointen.)


Den hellige, almindelige valgret

Vi kan i disse dage fejre 100-året for grundlovsrevisionen i 1915, der var et afgørende skridt i demokratiseringen af det danske samfund. Men det er interessant, at hverken junigrundloven fra 1849 eller nogen af de senere revisioner anvender ordene demokrati eller demokratisk om styreformen i Danmark. Statsomvæltningen i 1848 og grundloven året efter var i sin grund blot en indskrænkning af kongens magt, idet kongen helt måtte opgive sin dømmende magt. Den udøvende magt måtte overlades til de af ham udpegede ansvarlige ministre, og den lovgivende magt måtte han dele med en repræsentativ forsamling.

Valgretten til den repræsentative forsamling – indtil 1953 Rigsdagen og derefter Folketinget – er konstant blevet udvidet, og samtidig har Folketinget fået stadig stigende betydning gennem det meste af det 20. århundrede. Et afgørende gennembrud kom med indførelsen af parlamentarismen med grundlovsrevisionen i 1953, en formalisering af den forfatningsskik, der i det store hele havde hersket siden 1901, nemlig at regeringsmagten var afhængig af ikke at have et parlamentarisk flertal imod sig.

I vurderingen af denne demokratiske forsamlings sammensætning er to spørgsmål afgørende: hvem eller hvad skal repræsenteres og hvordan tilvejebringes denne repræsentation bedst? Sædvanligvis stiller vi os tilfredse med den direkte oversættelse af ordet demokrati til folkestyre. Det vil sige, at Danmark ledes af folkets repræsentanter. Men det er langt fra en udtømmende eller tilstrækkelig definition. Vi må tilbage til før begyndelsen for at finde forklaringen.

Efter Julirevolutionen i Paris i 1830 spredte der sig en politisk vækkelse i store dele af Europa, også i Danmark. Man ønskede reformer af styret, herunder indflydelse gennem en repræsentation. Hvem skulle man i givet fald vælge? Det blev opfattet som et grundlæggende problem, at en meget stor del af befolkningen simpelthen ikke egnede sig til opgaven. ”Hvad nytter det heller at dølge for hinanden, hvad vi alle veed,” skrev Grundtvig i 1831 i forsøget på at definere, hvem der var skikket til det politiske håndværk, ”at der i alle Lande er et stort Antal, end ikke blot i de laveste Klasser, som vi ei kan kalde andet end Fæ”. Man får ikke en sum af visdom ud af at skabe en forsamling på et par hundrede vankundige, hvis man skal sammenfatte Grundtvigs lidt kringlede prosa.

Selv om det fra et nutidigt standpunkt er vanskeligt at ignorere arrogancen i Grundtvigs konstatering, er problemet helt grundlæggende også for vore dages demokrati: hvordan får man skabt en repræsentativ forsamling med et overskud af fornuft, når den sammensættes ved en kombination af statistiske principper og vælgernes luner? Man forsøger at skabe en ligning, hvor matematik + følelser helst skal være lig med fornuft.

Et af hovedkravene, som blev stillet blandt politisk aktive borgere i første halvdel af 1800-tallet, var indsigt i og kontrol med statens indtægter og udgifter. Statens regnskaber blev trykt og gjort offentligt tilgængelige første gang i 1840, og i 1849 blev det grundlovsfæstet, at statens regnskab skal vedtages som lov, det vil altså sige, at den repræsentative forsamling opnåede fuld kontrol med skatteopkrævning og offentlige udgifter ved hjælp af det, vi i dag kender som Finansloven.
Men man kunne bare lade hvem som helst varetage dette økonomiske ansvar? Hvis man lod de uformuende få for stor indflydelse, ville de jo bare vedtage at beskatte de rigeste og give pengene til de fattige, lød argumentet. Det er motivationen bag den såkaldte husbondvalgret, altså at kun overhovedet for en husstand fik valgret. Kun de, der havde ansvar for en husholdning i forvejen, kunne komme i betragtning som ansvarlige for statens husholdning. Selv om kvinder også i 1848 især som enker kunne fungere som husbond, var det dog ikke på tale at inddrage dem. Undtagelsen er Island, hvor kvinder, der stod i spidsen for en husholdning, fik valgret til Altinget i 1882.

Husbondvalgretten var allerede fra 1849 udvidet, fordi den også omfattede arbejdere og husmænd, så længe de havde en selvstændig husholdning. De udgjorde grænsetilfælde, fordi de også kunne betragtes som stående i et afhængighedsforhold af en anden husbond – en arbejdsgiver eller en godsejer. Den berømte remse af f’er, der ikke havde valgret – fallenter, fattige, fruentimmere, fjolser, folkehold osv. – havde derimod det til fælles, at de enten var umyndige, afhængige eller uværdige – kort sagt uansvarlige.

I det kommunale selvstyre, der blev udviklet samtidig med den fri forfatning, blev valgretten ganske enkelt knyttet til skattebetaling. Man kender princippet fra det berømte slagord under den amerikanske revolution mod det britiske koloniherredømme: ”No taxation without representation.” De amerikanske kolonier ville ikke betale skatter, så længe de ikke var repræsenteret i parlamentet i London. Den, der betaler, vil også være med at tage ansvaret for, hvordan pengene bruges. Det var den samme logik, som danske godsejere anvendte for at retfærdiggøre, at de sad næsten uafbrudt på regeringsmagten fra 1866 til 1901 med et stadig større flertal af vælgerne imod sig. Det er interessant nok en tilsvarende logik, der endte med at give kvinderne stemmeret.

Man var for 100 år siden stadig optaget af, at kvinders psyke eller intelligens var en anden end mandens. Kvinder var mere følelsesbetonede og mænd mere fornuftige, mente man. Men til denne kønsdiskrimination hørte netop ikke, at kvinder var uansvarlige. De havde ansvaret for familien og dens trivsel.  Netop kommunernes overtagelse af en række af de forsorgsopgaver, der normalt blev betragtet som kvindens, var et argument for at give kvinder kommunal valgret i 1908, for kommunernes ansvarsområde var jo det samme som kvindernes. Det samme kan givetvis siges om kvinders valgret til menighedsråd, som de allerede fik i 1903.

Det banede vejen for kvinders valgret til Rigsdagen i 1915. Man skal imidlertid være varsom med at stirre sig blind på kønsperspektivet. Tyendet fik nemlig valgret samtidig. Den nye valglov var først og fremmest et opgør med husbondvalgretten, og det indebar, at også alle de mænd, der indgik i en husholdning i et tjenesteforhold, nu blev betragtet som værdige til at stemme til rigsdagsvalgene. Parallelt med anerkendelsen af kvinders og tyendes politiske myndighed fulgte også den juridiske og økonomiske. Kvinder fik f.eks. i disse årtier stadig større råderet over eget bo, og husbonds ret til at revse tyendet fysisk blev ophævet.

Det grundlæggende kriterium for valgret, nemlig kravet om ansvarlighed, ændrede sig imidlertid ikke. Efter 1915 kunne man stadig fortabe sin stemmeret, hvis man var på offentlig forsørgelse under særlige omstændigheder eller straffet. Det har ændret sig siden. I dag kan både indsatte i fængslerne og bistandsklienter stemme, men det er stadig således, at den, der i kraft af Værgemålsloven er umyndiggjort, altså frataget sin retlige handleevne, f.eks. på grund af økonomisk uansvarlighed, også mister sin stemmeret. Og selv om valgretsalderen til Folketinget løbende er sat ned over flere omgange til i dag 18 år, er det stadig således, at de, der i kraft af deres unge alder juridisk og økonomisk betragtes som umyndige, altså de ikke-voksne, ikke har stemmeret. Vælgerens hverv er stadig kun betroet dem, der i øvrigt betragtes som ansvarlige.

(Kronik i Kristeligt Dagblad 3. juni 2015. Manuskript til tale holdt ved Københavns Universitets fejring af 100-året for 1915-grundloven og kvindernes stemmeret den 1. juni 2015.)