50 års kamp mod systemet Danmark

Det er uden sammenligning en af Danmarks mest kontroversielle skikkelser, der kan fejre sin 75 års fødselsdag den 9. januar. Han har været i opposition til det officielle Danmark det meste af sit voksenliv. De fleste kender ham som Amdi. Hans fulde navn er Mogens Amdi Petersen, født i 1939 i Tønder, men opvokset på Fyn. Hans far var lærer, senere respekteret skoleinspektør i Ringe. At Amdi Petersen blev en oprører forklares ofte som udvidet faderopgør, men intet tyder på at hans far var andet end en typisk repræsentant for sin generation af mænd, der troede på værdien af autoritet og overlod føleriet til kvinderne.

Amdi Petersen kom i 1955 på Odense Katedralskole, hvor han gjorde en erfaring, der blev dannende for hans syn på skolevæsenet og på pædagogik. Hans musiklærer, Helge Gad, var afholdt af eleverne. Han var kulturradikal af overbevisning og anbefalede sine elever at læse Soyas dengang meget kontroversielle bog, ”Sytten”. Det førte til anklager mod Gad for at have forholdt sig usømmeligt, og det endte med at han måtte tage sin afsked. Hans elever opfattede det som om der måtte være noget galt med skolen, når den ville af med en dygtig og populær lærer alene for hans synspunkters skyld.
Det var en lignende begivenhed, der for alvor skabte figuren Amdi Petersen. Han blev selv uddannet på Haderslev Seminarium og søgte efter sin soldatertid, hvor han var udtaget som værnepligtig befalingsmand, i 1963 til Kroggaardsskolen nord for Odense, hvor skoleinspektøren hed Henrik Sidenius, en kendt reformpædagog og erklæret kommunist. Her fandt Amdi Petersen sig til rette. Han kom med egne ord ”for første gang ind i et voksenliv, ind i et miljø, hvor jeg kunne føle mig identisk med de ideer, der herskede.” Men to år senere, da hans aspiranttid udløb, nægtede den lokale skolekommission at forlænge hans kontrakt med den udtrykkelige begrundelse, at Amdi Petersen var langhåret. Sagen blev omtalt vidt og bredt, og sympatien var i vid ustrækning på Amdi Petersens side, fordi skolekommissionens beslutning forekom så uforståelig, også dengang. Afskedigelsen skabte det martyrium, som har udgjort grundstenen i Amdi Petersens identitet. Han har kunnet skabe et billede af sig selv som en kompromisløs forkæmper for pædagogisk frihed. Men billedet er falsk. To af dem, der har kendt Amdi Petersen siden begyndelsen af 1960erne, Ole Hansen og Carsten Ringsmose afslørede i her i avisen, at Amdi Petersen måtte rejse, fordi han ”plejede meget nære, personlige relationer til de piger, han underviste” (KD’s kronik, 7. nov. 2007). Det var antageligt hensynet til pigerne, der gjorde, at dette forhold ikke kom frem i sin tid.

Samtidig med at han var lærer, blev Amdi Petersen også en central figur i det alternative miljø i Odense og medstifter af Danmarks første kollektiv, Huset på Hunnerupvej. Det var en jordomrejse sammen med nogle af kollektivisterne, der dannede grundlaget for skabelsen af Den rejsende Højskole i 1970. Ideen for Amdi Petersen var at give unge mennesker den samme øjenåbnende oplevelse, som han selv havde haft på sin rejse. Ideologisk var der tale om et afkog af marxisme med en betydelig hældning mod det maoistiske, men som stærkeste idemæssige indhold stod kolletivismen, både forstået positivt som et ønske om at være fælles om alt, og negativt som et ønske om at annullere den borgerlige individualisme og dermed også den fri vilje. Den enkelte skulle underlægges kolletivets vilje. Efter et par år i skiftende lokaler, flyttede Den rejsende Højskole til Ulfborg i Vestjylland, et sted der kaldtes Tvind, og det skoleimperium, der udgik herfra, er blevet kendt som Tvindskolerne.

Mange siger, at Tvind begyndte som en god idé, der er kørt af sporet. Det kan imidlertid konstateres, at grundstrukturen i det, som Tvind siden er blevet kritiseret voldsomt for, har ligget klar helt fra begyndelsen: den systematiske udnyttelse af offentlige tilskud og det skamløse misbrug af mennesker til at opbygge skolesamvirket – og Amdi Petersen har fra begyndelsen haft det afgørende ord at skulle have sagt. Han oplevede tidligt, at han kunne styre en forsamling med sin karismatiske personlighed. Da han i 1969 fik en dom for vold imod politiet i Flensborg, charmerede han sig nærmest til at få dommen omstødt.
Tvind havde succes i 1970erne. Antallet af skoler voksede, og man lagde mærke til, at skolerne kunne motivere de unge til at gøre en indsats. Her var ikke tale om vindtør teori, men om levende praksis. På Tvind nærer man en tyrkertro på erfaringens kraft og en tilsvarende foragt for boglig lærdom. Efter sin lærertid havde Amdi Petersen en kort overgang studeret på det nystiftede universitet i Odense, hvor han havde lært en anden ung studerende, Ritt Bjerregaard, at kende. Da hun ti år senere blev undervisningsminister, inddrog hun sin gamle studiekammerat i arbejdet med at udvikle det danske skolevæsen. Amdi Petersen kunne på det tidspunkt gå på vandet. Tvinds popularitet kulminerede, da man i Ulfborg i 1979 rejste verdens største elektricitetsproducerende vindmølle. Men allerede samme år begyndte rapporterne om vantrivsel blandt Tvinds elever og lærere at komme til offentlighedens kendskab. Oplysningerne havde sådan set foreligget hele tiden, men ingen havde taget notits før. Siden dengang har Tvind haft næsten kun negativ presse. Mange af Tvinds gamle venner søger tilflugt i den allerede omtalte opfattelse, at det var Tvind, der havde ændrede sig, og at de selv havde haft ret, da de engang beundrede Tvind. Men det er efter alt at dømme selvbedrag. Det var først og fremmest omverdenen, der ændrede sig, tidsånden der skiftede. Det var den såkaldte ”højredrejning” i 1980erne. Man var ikke længere parat til at acceptere opgivelsen af individualismen som et ideal.

Men Tvind overlevede og voksede endnu mere op igennem firserne, nu for alvor også i udlandet, især det sydlige Afrika, hvor Zimbabwes Robert Mugabe er en vigtig allieret. Amdi Petersen havde nu trukket sig fra offentligheden og fra alle officielle poster i skolesamvirket, men han var stadig den centrale skikkelse i organisationen. Han kunne udkaste ideer, som medlemmerne af Lærergruppen ville følge blindt, en enestående egenskab for en leder. Han kunne give dem troen på, at de gjorde en forskel. Mange af hans ideer var imidlertid også hovedløse og gav store tab. Amdi Petersen er blevet beskyldt for at tænke som en kapitalist, men det er forkert. Han har ingen særlig sikker sans for at tjene penge på privat virksomhed. Et forsøg med at skabe en el-bil og mange ejendomsopkøb har vist sig at koste organisationen store summer. Derfor er han omgivet af en kreds af betroede, som har et langt sikrere greb om organisation og økonomi. Det er folk, som han har kendt i mere end 40 år. En stadig større del af Tvinds virksomhed udgøres af handelen med brugt tøj. Tvind indsamler tøjet i Europa og Nordamerika under påskud af, at det går til udviklingshjælp i Afrika, men alle tal viser, at de systematisk overfører midler fra det godgørende arbejde til den kommercielle del af Tvinds virksomhed. Hvor stor Tvinds samlede økonomi er, findes der intet overblik over, men der er uden tvivl tale om værdier og omsætning for hundredevis af millioner.
Tvind var tilsyneladende usårlig. I 1996 forsøgte den radikale Ole Vig Jensen som undervisningsminister gennem en særlov at afskære Tvind fra yderligere statstilskud. Det var en dristig manøvre. Dele af loven blev underkendt ved en historisk kendelse i Højesteret i 1999, statstilskuddet kom ikke igen. Til gengæld blev skolerne i vid udstrækning brugt af kommunerne til anbringelse af vanskelige unge. Det er sket, fordi Tvind som regel har været billigere end andre tilbud, men også fordi nogle af Tvindskolerne har udviklet sig til at være dygtige til at tage sig af de unge.

Amdi Petersen opholder sig i dag efter al sandsynlighed i Mexico, hvor Tvind har opbygget et stort, internationalt hovedkvarter i en øde egn på Stillehavskysten. I mandags forlød det, at mexicanske myndigheder eftersøger ham med henblik på udlevering til Danmark. Det er en udløber af en sag, der begyndte for mere end 10 år siden. Ad endnu uopklarede veje fik politiet fat i papirer, der var nok til at en dommer godkendte en ransagningskendelse i foråret 2001. Det førte til en international arrestordre mod Amdi Petersen, som blev anholdt i lufthavnen i Los Angeles i 2002. Han modsatte sig udlevering og først efter et halvt år kom han til Danmark, hvor han blev stillet for byretten og sammen med de fleste medanklagede frifundet ved en opsigtsvækkende dom i 2006. Anklagemyndigheden forsømte at anke sagen på stedet, og det har siden ikke været muligt at forkynde anken efter retsplejelovens bestemmelser. Først i kraft af en afgørelse fra Højesteret kan det lade sig gøre at gøre en undtagelse fra retsplejeloven og eftersøge Amdi Petersen som udebleven fra retsmøder. Dermed nærmer vi os nu et af de sidste kapitler i den fortsatte kamp mellem Mogens Amdi Petersen og Systemet Danmark, som har udspillet sig over de seneste 50 år.
(Artikel i Kristeligt Dagblad den 7. jan. 2014. Redaktionen valgte rubrikken "Tvinds hårdkogte og karismatiske diktator")