Religionsfrihed og ytringsfrihed

Der er ved at danne sig et politisk flertal for afskaffelsen af straffelovens § 140, den såkaldte blasfemiparagraf, ifølge hvilken den straffes, ”der offentlig driver spot med eller forhåner noget her i landet lovligt bestående religionssamfunds troslærdomme eller gudsdyrkelse”. Begrundelsen for at afskaffe den er i al væsentlighed hensynet til ytringsfriheden. 

Paragraffen har kun været i brug tre gange, siden den nuværende straffelov trådte i kraft i 1933, og ingen er blevet straffet siden 1946. Indtil karikaturkrisen for 10 år siden ville de færreste vel have troet, at gudsbespottelse skulle gå hen og blive et af tidens mest aktuelle emner. Mens de fleste kristne har vænnet sig til, at der kan drives gæk med, hvad der opfattes som helligt, har det imidlertid vist sig, at færre muslimer har oparbejdet en tilsvarende immunitet mod de streger, som viddet kan slå.

Statsadvokaten i Viborg har tidligere i år rejst tiltale mod en mand, der har lagt en videooptagelse på nettet af afbrændingen af et eksemplar af koranen. Det er altså kun fjerde gang, at der er rejst tiltale efter § 140. Sagen har principiel karakter, så Højesteret vil formodentlig i sidste ende skulle afgøre, i hvilken udstrækning paragraffen overhovedet kan bringes i anvendelse i dag.

Gudsbespottelse har fra gammel tid været regnet for en alvorlig forbrydelse, og det ændrede sig ikke ved Reformationen. Paragraf 1 i Kongeloven af 1665 tilsiger kongen den opgave at skærme indbyggerne mod ”kættere, sværmere og gudsbespottere”, som i anden lovgivning udtrykkeligt blev forment adgang til riget.

Den såkaldte trykkefrihedsforordning af 1799 forbød naturligvis også at ”laste og forhaane” den luthersk-evangeliske tro, men med den væsentlige tilføjelse, at også andre religionssamfund, der var tålte i kongens riger, skulle ”nyde Beskærmelse i deres Gudsdyrkelse” ved at straffe dem, der drev ”Spot med deres Trosbekjendelse”. Det er et af de første tilfælde, hvor andre trossamfund end kongens eget blev tildelt en almindelig og generel rettighed i lovgivningen – 50 år før religionsfriheden formelt blev indført.

Dette princip fra 1799-forordningen vandrede via presseloven af 1851 og straffeloven af 1866 videre til den nugældende straffelov. Udviklingen har imidlertid gjort det friheds- eller lighedsprincip, som også er indeholdt i blasfemiparagraffen, usynligt. Paragraffen står tilbage som en indskrænkning af ytringsfriheden. Det strider ikke mod Grundloven, hvis § 77 tildeler ytringsfrihed ”dog under ansvar for domstolene”.  Det vil sige, at lovgiverne har vide beføjelser til at sætte grænser for ytringsfriheden. Den udøvende magt kan derimod ikke gribe ind i ytringsfriheden – og dog.

Religionsfriheden har sin egen paragraf (§ 67), der giver borgerne ret til at forene sig og dyrke deres gud i overensstemmelse med deres overbevisning, dog med det forbehold, at det ikke ”strider mod sædeligheden og den offentlige orden”. Grundlovens § 67 siger i modsætning til § 77 intet om, hvem der skal anlægge denne vurdering. I 2016 blev udlændingeloven f.eks. ændret, så den specifikt giver regeringen mulighed for at formene navngivne (udenlandske) såkaldte hadprædikanter indrejse. Siden de første seks navne (fem muslimer og en kristen) blev offentliggjort i begyndelsen af maj måned i år, har der været rejst kritik af, at der er tale om en knægtelse af ytringsfriheden. Selvom forholdet mellem religionsfriheden og ytringsfriheden stadig er principielt uklart, er tendensen i relationen tydelig: Religionskritikken gives friere tøjler, mens forkyndelsesfriheden indskrænkes.


(Kristeligt Dagblad 26. maj 2017. Redaktionen havde valgt en anden rubrik.)

Betragtninger om af- og påklædthed i badesæsonen

”En ung Dame bør vogte sig for ved et Badested at tumle sig i de salte Bølger i Selskab med en Tilbeder.” Dette råd gav Emma Gad i sin håndbog om takt og tone fra 1918. De fleste vil antagelig formode, at hendes anbefaling skyldtes hensynet til ærbarheden og sømmeligheden. Men Gad var ikke snerpet. Hensynet gjaldt den unge dames værdi på ægteskabsmarkedet: ”Det er nemlig grumme Faa, der tager sig ud til deres Fordel, mens de er i Bad. Man bør hellere gaa i Vandet med Veninder. Disses Følelser bliver ikke køligere, fordi de ser En mindre smuk. Tværtimod.”

Synet på nøgenhed for 100 år siden var præget af både restriktioner og liberalitet. Den 21. marts 1910 fældede Højesteret dom i en sag om uterlighed mod en medarbejder på et børnehjem på Bornholm. Manden fik 40 dages fængsel for blandt andet at have ”ladet en 10-aarig Pige se, at nogle Drenge løb nøgne om paa Marken i en Tordenbyge.” Efter domfældelsen kunne sagens parter – hvis de ville – spadsere de få hundrede meter over til Charlottenborg, hvor de kunne se de første glimt af J.F. Willumsens berømte billede af badende, nøgne drenge. (Selve billedet blev først udstillet offentligt to år efter, men Charlottenborg viste dette forår N.V. Dorphs portræt af Willumsen, mens han arbejdede på det i sit atelier.) 

Man skal ikke tage det som udtryk for hykleri, altså at der ikke var lighed for loven, men at sammenhængen mellem nøgenhed og uterlighed langt fra var ligefrem. Det kom an på konteksten. I kunsten var nøgenhed accepteret. Da Kristeligt Dagblad anmeldte Charlottenborgs udstilling med Willumsens billede i foråret 1912, bemærkede anmelderen slet ikke, at de badende drenge var nøgne. For drengene selv, der havde stået model for Willumsen, var det vel et praktisk spørgsmål om ikke at få våde bukser. I børnehjemmet derimod handlede det om at leve op til de normer om f.eks. kønsadskillelse, som gjaldt for opdragelsen af børn.
Johan Galster, Roar og Helge, 1939.
Stændertorvet, Roskilde
Eget foto.

I løbet af 1960erne blev nøgenheden og kroppen politiseret. Den nøgne krop blev symbol på frigørelsen fra borgerlige bindinger og nedarvede normer, og kvinder klædte sig nøgne for at demonstrere, at de nu havde overtaget kontrollen over deres egen krop og seksualitet. Den demonstrative nøgenhed blev et ideal i sig selv.

Hippiernes scrapbøger er fyldt med nøgenbilleder. Ser man efter, er det imidlertid næsten udelukkende en bestemt slags krop, der er repræsenteret: den atletiske, slanke, velproportionerede, unge mand og kvinde. Under den politisk idealiserede nøgenhed herskede der et æstetisk ideal, der ikke var meget forskelligt fra det, som Willumsen dyrkede.

Synet på nøgenhed har ændret sig siden 1970erne. Man ser f.eks. næsten ingen kvinder bade topløse ved stranden længere. Nogle ser det som en tilbagevenden til en tilstand, hvor det betragtes som normalt at være påklædt. Andre tager det som udtryk for nypuritanisme og tab af frihed. Spørgsmålet er, om det er nøgenheden selv eller retten til selv at bestemme, hvor af- eller påklædt man vil være, der er friheden? For nøgenhed er også ekskluderende. Den er vinderstrategien for de velskabte. Men det er jo ikke alle – for at parafrasere Emma Gad – der tager sig ud til deres fordel uden tøj på. Vi er nogle, der er lettede over, at bademoden igen tillader en grad af tildækkethed.

(Kristeligt Dagblad 2. maj 2017. Rubrikken er fra avisens netudgave)

Besværligt

SEAS-NVE meddeler kunderne, at de overgår til elektronisk kommunikation. Det kan ikke overraske. Men hvordan vil de "kommunikere"? Det vil de gøre via et ”selvbetjeningsunivers” kaldet mit-seas-nve.

 Selskabet opretter en hjemmeside med eget login og forventer, at forbrugerne selv følger med i hvad selskabet nu tager for at forsyne os med strøm. Og læg mærke til betegnelsen "selvbetjeningsunivers". Hvis det er et univers, er en dankortterminal et "betalingsunivers".

 Ved I hvad "mit-seas-nve" er, SEAS-NVE? Det er "jeres-seas-nve". Det er tegn på, at I lever i et parallel-univers, hvor elforsyning fylder bevidstheden alle døgnets ledige stunder, og alle jeres kunder kaster sig med tabletten på uldtæppet foran pejsen sammen med børnene og længselsfuldt logger ind for at se, om der skulle være nyt fra Svinninge.

Det er sikkert vældig rationelt for jer. Men det er ikke service. Det er besværligt med besværligt på. Jeg har lige så meget behov for flere logins som jeg har brug for at min cykel punkterer. Det er en elregning, for syv søren, ikke svar på livets store spørgsmål. Send den til e-boks, så kan det være, at kunderne faktisk opdager – og betaler – den.

(Læserbrev, Dagbladet 27 april 2017)

Skæmdump fra SEAS-NVE's hjemmeside

Da Ærø blev en del af kongeriget

Om tre år skal vi fejre 100-året for Genforeningen eller Slesvigs deling. Der er al mulig grund til at højtideligholde dette jubilæum. Det var bestemt ikke første gang en grænse blev flyttet, og den forudgående folkeafstemning var ikke enestående. Grænsedragningen i 1920 forblev i 20 år anfægtet af Tyskland. Paradoksalt nok var den tyske erklæring den 9. april 1940 i forbindelse med Værnemagtens overskridelse af samme grænse også en forsikring om samme grænses ukrænkelighed.

Tvivl om grænsen udtrykkes i dag næsten udelukkende fra dansk side. Det gælder f.eks. formanden for Folketingets udenrigspolitiske udvalg, Søren Espersen (DF), der for nylig udtalte: ”Vi vil da gerne have Danmark til Ejderen, hvorfor skulle vi ikke ville det. Det er da et håb og en drøm.” (KD 24. feb. 2017)

Udtalelsen vakte berettiget opsigt i Tyskland, for her har man forholdt sig til, at forholdene i Grænselandet har været reguleret af de aftaler, der blev indgået i 1955 mellem København og den daværende forbundstyske hovedstad Bonn om den gensidige anerkendelse af mindretalsrettigheder på hver side af Kruså-grænsen. Den væsentligste grund til stolthed over Genforeningen er, at historien om det dansk-tyske grænseland er et forbillede for mange tilsvarende regioner i Europa, fordi det er lykkedes at skabe en platform for fredelig sameksistens, hvor der tidligere har været væbnet konflikt.

En af disse konflikter var krigen i 1864, der indebar at hertugdømmerne Slesvig, Holsten og Lauenborg gik tabt for den danske krone. Det er i hvert fald den korte version af historien. Den nye grænsedragning, der var et resultat af det danske nederlag i 1864 blev fastlagt ved en fredskonference i Wien i oktober 1864. 

Ikke hele Slesvig blev afstået. Som kompensation for de såkaldte kongerigske enklaver vest for Tønder i Slesvig blev otte sogne syd for Kolding og hele Ærø tillagt kongeriget Danmark. I verdslige spørgsmål tilhørte Ærø Slesvig. Det vil sige, at ærøboerne delte valuta, lovgivning, skatter og afgifter, domstole og meget mere med det slesvigske fastland. I kirkelige spørgsmål tilhørte Ærø Fyens Stift, om end Ærø og Als en kort overgang efter 1815 til sammen udgjorde et eget stift. 

Ærø var en af rigets tættest befolkede øer og var centrum for handel og skibsfart i hele det 19. århundrede. Fuldbyrdelsen af freden i Wien tog nogle år. I 1864 var forvaltningen af Slesvig og Holsten delt mellem sejrherrerne Preussen og Østrig. Østrigs deltagelse i krigen var betinget af, at Østrig ikke havde nogen interesse i en ensidig preussisk ekspansion på den jyske halvø. Østrig havde ikke noget udestående med Danmark i sig selv. 

Modsætningsforholdet mellem Østrig og Preussen udviklede sig til en kort krig i 1866, som Preussen vandt. Derefter rømmede Østrig hertugdømmerne, som blev annekteret af Preussen – med undtagelse altså af de dele, der i henhold til Wienerfreden tilfaldt kongeriget Danmark. 

I disse dage for 150 år siden, den 1. april 1867, var indlemmelsen fuldbyrdet idet kongerigets lovgivning fra den dato gjaldt i de otte indlemmede sogne og på Ærø – med overgangsordninger.


(Kristeligt Dagblad den 12. april 2017)

Sandhed og politik

Indtil for nylig spillede den åbenlyse løgn en fast rolle i vestlig, demokratisk politik.Hvis en politiker blev taget i at lyve, var det ødelæggende for karrieren. Løgnen har imidlertid skiftet status. Nogle politikere har held med at fremstå troværdige over for deres vælgere, på trods af at de er usandfærdige.

Vælgerne belønner tilsyneladende det udsagn, der forekommer oprigtigt, altså at der er overensstemmelse mellem hvad politikeren føler, og hvad han siger, snarere end det sande udsagn, der er kendetegnet ved overensstemmelse mellem det sagte og det, der i en bredere kreds anerkendes som virkeligt.

At mennesker lyver, er ikke noget nyt. Det er sågar menneskets privilegium at gøre det. Mange dyr kommunikerer og kan endda forstille sig. Men kun mennesket lyver. Vores sproglighed gør os i stand til at abstrahere fra det konkrete og det oplevede med en sådan afstand, at vi med vilje kan vildlede andre. Krydset med menneskets velkendte vilje til magt har denne evne ofte gjort politik til en giftig affære.

Moderne dansk politik bygger på en usandhed. I marts 1848 foranledigede en gruppe borgere med Orla Lehmann i spidsen et systemskifte i København. De ønskede en forening af kongeriget og Slesvig under en fri forfatning. Problemet var, at en tilsvarende bevægelse i hertugdømmerne ønskede et forenet Slesvig-Holsten ligeledes under en fri forfatning.

Ved et hasteindkaldt møde i Casinoteatret den 20. marts lykkedes det Lehmann at overbevise sine tilhørere om, at der var udbrudt oprør i hertugdømmerne, og at et modtræk var tvingende nødvendigt. Næste dag gik tusindvis af borgere i et demonstrationstog til Christiansborg under trusler om " fortvivlelsens selvhjælp". Aktionen lykkedes. Kongen skiftede kurs og indsatte en regering, der ville gennemføre et Danmark til Ejderen.

Hvad der indtil da ikke havde været tilfældet, blev derefter sandt: Hertugdømmerne gjorde oprør over, at københavnerne ville skille Slesvig fra Holsten. Den krig, der brød ud to uger senere, varede i tre år og kostede tusindvis livet. En sidegevinst ved denne proces var, at Danmark fik en grundlov. Det gjorde hertugdømmerne faktisk også, men den blev annulleret, da de tabte krigen.

Lehmann og hans samtidige D. G. Monrad var blandt de første, der til fulde forstod det moderne, politiske håndværk. Monrad huskes som den, der havde ansvaret for nederlaget i 1864, og han skrev udkastet til Grundloven. Han deltog aktivt i politik gennem mange år og var dertil en begavet iagttager af den politiske kultur. Politikere, mente han, idet han omhyggeligt inkluderede sig selv, er " nogle stivsindede, stivnakkede, hårdhudede, hårdmundede og umedgørlige mennesker".

Monrad formulerede den grundregel, som stort set alle ministre siden har måttet sande, nemlig at "det, der i og for sig er rigtigt, bliver i politisk henseende urigtigt, når det ej lader sig gennemføre." Det er et vilkår - ikke mindst i et demokrati -at ingen politiker har den fuldstændige magt. En politiker kan være nok så sandfærdig og oprigtig, men alle gode viljer og alle gode argumenter kommer til kort, hvis der ikke kan skaffes et flertal. På den måde må alle moderne politikere leve i usandhed, fordi det er et vilkår, at der er en uoverensstemmelse mellem det, de vil, og det, der kan lade sige gøre. Det er en omstændighed, man skal tage i betragtning, når man vurderer en politikers sandfærdighed og oprigtighed.

(Kristeligt Dagblad 28. marts 2017. Redaktionens rubrik var en lidt anden.)

Pinds idé om filosofikum duer ikke

Uddannelses- og forskningsminister Søren Pind stiller i interview med Uniavisen 27. januar og (uddybende) Berlingske Tidende 30. januar forslag om at genindføre filosofikum i form af en fælles eksamen for alle studerende, ikke alene på de længere videregående, men alle videregående uddannelser.

Ministeren siger selv om begrundelsen for sit forslag i Berlingske: »Jeg taler om filosofi, moral og etik, men også kulturel bevidsthed. Hvad udspringer vi af? Hvem er vi? Det handler om dannelse, som der mere end nogensinde er brug for. At skabe en fælles forståelse af, hvad vi er for en størrelse […] Det handler om at binde uddannelserne sammen og skabe en fælles bund i et samfund, der for nærværende er fragmenteret og under angreb fra populistisk hold og folk med andre styreformer, der vil os det ondt.«


Ministeren ønsker altså at indføre et fælles kursus, hvis formål er at tilvejebringe identitet, fællesskab, sammenhæng og bevidsthed om fælles demokratiske værdier. Det er en ubeskeden og for så vidt også prisværdig ambition.

Som historiker og grundtvigianer er det vanskeligt at være modstander, men jeg skal gøre forsøget.
Den eksamen i filosofikum, der blev afholdt indtil 1971, var i virkeligheden en lille rest fra dengang studentereksamen blev aflagt på universitetet som en optagelsesprøve. Fra 1850 blev den prøveret forlagt til de lærde skoler, altså gymnasierne.

Filosofikum var derefter tænkt som en oplæring i videnskabelig metode ud fra den antagelse, at filosofien som universitetsdisciplin og den på dette tidspunkt veletablerede filosofihistoriske kanon kunne tilvejebringe et tjenligt og almengyldigt grundlag for en virksomhed i videnskabens tjeneste, hvad enten man beskæftigede sig med kirurgi, procesret, atomfysik eller semitisk filologi.
De videregående uddannelser er et institutionelt fællesskab af væsensforskellige fag og discipliner. Det er et resultat af den specialisering, som har fundet sted over de seneste mange generationer. Den opfylder et behov, som efter alt at dømme ikke bliver mindre. Der er brug for folk, der kan deres kram.

I dag er metode og videnskabsteori indbygget i studieordningerne. På universitetet anvendes vidt forskellige videnskabelige metoder. Vi kan på gode dage, og når taler skal holdes til universitetets fester, stadig til nød fastholde hinanden på fælles etiske, ontologiske og epistemologiske principper som stræben efter ’det gode liv’, ’retfærd’, ’sundhed’ og ’sandhed’, men selv i diskussionen af så enkle og indlysende værdier er det vanskeligt at opnå enighed om metoder, principper og midler.
En anden og mere praktisk grund til at være mod ministerens forslag er, at det ifølge ham selv ikke må forsinke nogen eller koste noget.

Og alt, der er gratis, har som bekendt sin pris. Jeg er glad for, at jeg ikke sidder i mit fags studienævn og skal udpege de dele af bacheloruddannelsen i historie, der kan undværes for at skabe plads til ministerens forslag. Tiden til et filosofikumkursus skal nemlig tages fra de kurser, der i dag udgør en del af en bachelor i sygepleje, semitisk filologi eller jura.

Det vil betyde, at fremtidens sygeplejersker, filologer eller jurister vil have modtaget mindre undervisning i henholdsvis sygepleje, filologi og jura, hvis filosofikum genindføres. Inden for rammerne af den nuværende uddannelsespolitiske trylle-logik, vil man aldrig få nogen med ansvar til at indrømme, at det indebærer en kvalitetsforringelse, men det gør det altså.

De fleste vil anerkende, at ministeren har identificeret et reelt problem. Filosofikum er bare ikke løsningen. Alle der begynder på en videregående uddannelse har mindst ni års undervisning i enhedsskolen bag sig samt en studentereksamen. Folkeskolen skal blandt andet forberede eleverne til deltagelse, medansvar, rettigheder og pligter i et samfund med frihed og folkestyre, og i gymnasieskolen står den almene dannelse stadig som et centralt formål.


Hvordan havde ministeren helt præcist forestillet sig, at et kursus på måske 5 eller 10 ECTS-point skulle kunne klare, hvad tolv års skolegang ikke har magtet? Hvis ministeren bekymrer sig om sammenhængskraften i samfundet, var det måske en idé at give folkeskolen og de gymnasiale uddannelser de rammer og ressourcer, som de skal bruge for at løfte den opgave, som er deres, og så lade de videregående uddannelser om det, som vi er gode til: specialiseringen.

(Universitetsavisen 3. feb. 201

Fire misforståelser om digitalisering af den skriftlige kulturarv

Kulturminister Mette Bock skrev i avisen i torsdags om digitaliseringen af de i Rigsarkivet i København beroende vestindiske arkivalier, og ministeren anvendte derefter dette projekt som forklaringen på, at Rigsarkivets læsesalskapacitet over hele landet skæres ned.

Der er ingen tvivl om, at digitaliseringen af den skriftlige kulturarv er kommet for at blive og har ført meget godt med sig. Imidlertid knytter der sig en række – som regel implicitte – misforståelser til digitaliseringen, hvoraf den ansvarlige minister gør sig skyldig i mindst en.

Misforståelse nr. 1: ”Digitaliseringen overflødiggør arkivernes læsesale.” Med det nuværende tempo vil det tage årtier, før alt materiale i arkiverne er digitaliseret. Det har været en stor hjælp for arkivernes største brugergruppe, slægtsforskerne, at f.eks. kirkebøgerne nu ligger på nettet, men det er ikke gyldig grund til at indskrænke åbningstider og adgang til arkiverne for f.eks. forskerne.

Misforståelse nr. 2: ”Digitalisering erstatter papirversionen af arkivalierne.” Selv digitaliseringer i den bedst mulige kvalitet indebærer et informationstab, fordi papirversionens fysiske kvaliteter i sig selv indeholder informationer. Noget andet er, at mange eksisterende digitaliseringsprojekter, f.eks. af de danske aviser eller de kommunale byggesagsarkiver, er langt fra at være i en bare tilfredsstillende kvalitet.

Misforståelse nr. 3: ”Digitalisering er det samme som formidling.” Det svarer til at tro, at man har formidlet dansk politisk historie ved at fotokopiere Folketingstidende. Også brugerne af digitale arkivalier har brug for rådgivning om den sammenhæng og kontekst, som dokumenterne indgår i. Denne rådgivning koster stadig penge, og så er vi ved

Misforståelse nr. 4: ”Digitalisering indebærer en besparelse på længere sigt.” Alle ved, at det koster at omsætte større mængder papirarkivalier til en digital form. Færre er klar over, at vedligeholdelsen af den digitale information indebærer betydelige og løbende driftsomkostninger. Ingen digital databærer har en kendt levetid på over ti år. Det er allerede vanskeligt nu at finde computere, der kan læse en CD-rom. Hvem har i dag udstyret til at aflæse en floppy-disc? Enhver digitalt lagret information skal omsættes til et nyt format med få års mellemrum. Til sammenligning har selv den dårligst kendte papirkvalitet en levetid, der er ti gange længere, for nu slet ikke at tale om syrefrit kvalitetspapir, der selv under ugunstige forhold snildt overlever århundreder.

Sammenlagt kan man sige, at digitalisering har medført en demokratisering af arkivadgangen, fordi mange flere mennesker nu bruger de materialer, som findes på statens arkiver og biblioteker. Men det har ikke overflødiggjort arkivernes og bibliotekernes forpligtelse til at bevare papirversionerne og sikre publikums og forskernes adgang til dem.

(Kristeligt Dagblad 14. marts 2017)