Stemmeret og myndighed


Kristeligt Dagblad skrev i fredags om de cirka 2000 voksne danskere, der er underlagt et såkaldt § 6-værgemål, der betyder at de er umyndiggjorte og tildeles en værge. Problemet er, at disse danskere har fortabt deres stemmeret til folketingsvalg. Den aktuelle anledning til, at dette spørgsmål tages op er, at fire personer, der står under et § 6-værgemål, og som ønsker at få stemmeret, netop har fået prøvet deres sag ved Højesteret og tabt.

Opmærksomheden samler sig ikke mindst om dem, der er umyndiggjorte, fordi de har vist sig ude af stand til at forvalte penge, f.eks. hvis de spiller eller shopper deres penge op. De mister nemlig også stemmeretten. Spørgsmålet er, hvorfor de skønnes utilregnelige i politiske spørgsmål, bare fordi de ikke kan holde hus med pengene? Set fra et nutidigt standpunkt giver denne kobling ikke nødvendigvis sig selv, og det er derfor det foreslås, at praksis ændres.

Det vil i givet fald være et opgør med forestillingen om en sammenhæng mellem politisk og økonomisk ansvarlighed, som hører til demokratiets tilblivelseshistorie.

Det begyndte med den amerikanske løsrivelsesbevægelse. De 13 britiske kolonier i Nordamerika gjorde oprør i 1770erne, fordi de på dette tidspunkt bidrog med skattebetaling uden at have medindflydelse på, hvordan pengene blev brugt. Kolonisterne havde ingen ret til repræsentation i parlamentet i London. USA’s selvstændighed begyndte som en skattenægterbevægelse: ”No taxation without representation!” var deres slogan.

Igennem det meste af 1800-tallet, da de fleste lande udviklede moderne politiske institutioner, var der en intim sammenhæng mellem kravet om repræsentation, skattebetaling og de offentlige finanser. Med hvilken ret kunne man forlange, at borgerne skulle have andel i den politiske magt? Svaret blev mange steder, hvad man kunne kalde ”No representation without taxation”. Det vil sige, at stemmeret og valgbarhed blev afgjort af, hvor meget man bidrog til den fælles kasse. Argumentet var det helt simple, at de, der betaler, også skal have lov til at bestemme, hvad pengene skal bruges til.

Stemmeretten i Danmark efter Junigrundlovens vedtagelse i 1849 var betinget af, at vælgeren havde fod under eget bord, ikke modtog fattighjælp eller på anden måde var uden rådighed over eget bo. Det kaldes også husbondvalgretten, fordi det var husstandens overhoved, der kunne stemme, mens hans kone, børn og tyende ikke kunne. Ganske vist var der ved folketingsvalg intet krav om en vis formue eller skattebetaling sådan som det var tilfældet med valgretten til Landstinget, men det gjaldt stadig som princip, at det var den, der havde myndigheden i hjemmet og dermed også styrede husstandens økonomi, der kunne stemme.

En af de væsentligste forudsætninger for, at kvinder kunne få valgret, var at de kunne betragtes som fuldt ud myndige i økonomiske spørgsmål. I 1857 fik kvinder ret til at løse næringsbrev, altså bedrive byerhverv og være skatteydere, og i de følgende årtier fik kvinder stadig større råderet over egne penge. Det undergravede logikken bag husbondvalgretten, fordi forestillingen om myndighed ikke længere knyttede sig til det interne hierarki i en husstand, men blev til hver voksen borgers ret til at råde over egne midler og pligt til at stå til ansvar for loven. Det bemyndigede også kvinderne politisk, og valgretten fulgte som en logisk konsekvens: I 1903 til menighedsråd, i 1905 til værgeråd, som i denne sammenhæng er særlig interessant, i 1908 til kommunale valg og endelig i 1915 til rigsdagsvalgene.

Valgretsalderen har ændret sig meget siden 1915, men valgretten er fortsat baseret på princippet om personlig myndighed. Det står udtrykkeligt i Grundlovens § 29. I dag bor der godt 1,1 mio mennesker i Danmark, som er under værgemål, og som derfor hverken har stemmeret eller rådighed over egen formue. Vi kalder dem børn. Men med mindre en dommer umyndiggør dem, får de begge rettigheder den dag de fylder atten.

(Kristeligt Dagblad 25. januar 2018. Avisen valgte en anden rubrik.)

Konservatisme er ikke hvad den har været


På de sociale medier, på avisernes debatsider og ikke mindst i medieblogs indtager en ny generation af konservative en fremtrædende rolle. Mange af dem kalder sig selv konservative eller endda nationalkonservative. Men i modsætning til tidligere tiders konservative tilhører de ikke det etablerede borgerskab eller det store hartkorn. De er provokerende i deres sprogbrug, debatform og valg af emner, og så har de næsten alle det til fælles, at de ikke er medlem af Det konservative Folkeparti.

I udgangspunktet ønsker konservatismen at bevare. En af konservatismens fædre er den britiske politiker Edmund Burke (1729-1797), hvis hovedargument var, at samfundet er en pagt indgået mellem de døde, de nulevende og de ufødte, hvorfor vi altid er i mindretal. Og ifølge Burke er det bedste, vi kan efterlade vores efterkommere, ikke hvad vi skaber, men hvad vi ikke ødelægger. Derfor er der i øvrigt også en alliance mellem klassisk konservatisme og den økologiske bevægelse.

Samuel P. Huntington – ham med Civilisationernes Sammenstød, som så mange af de nye konservative tilslutter sig – skrev som ganske ung i 1957 en meget indflydelsesrig analyse af konservatismen som ideologi. Her gjorde han blandt andet opmærksom på, at konservatismen i modsætning til, hvad man umiddelbart skulle tro, er en foranderlig og formbar ideologi.

Konservatismens politiske formel rummer mindst en meget væsentlig variabel. Hvad ønskes egentlig bevaret? Hvis man spørger de nye konservative, er svaret i hvert fald ikke det bestående samfund, for det er befolket af en herskende klasse af verdensfjerne kulturradikale, røde lejesvende og kaospiloter på bistandshjælp for nu at parafrasere den nykonservative retorik.

Derfor bliver det nykonservative program i udgangspunktet fjendtligt indstillet over det bestående samfund, der ofte karakteriseres som fejlbehæftet og præget af en latent konflikt, der er ved at bryde ud, en kommende borgerkrig. Det har fået nogle til at pege på, at der er et slægtskab mellem nykonservatismen og revolutionære bevægelser, der ser den væbnede konflikt som en mulighed for renselse og afklaring. Derfor har de historiekyndige af de nykonservative også en forkærlighed for det sted i fjerde bog af Saxos danmarkskrønike, hvor drengen Folke bringer kong Vermund nyheden om, at den svenske kong Adils har gjort indfald i landet. Hos Saxo forsøger Folke at turnere budskabet, så Vermund ikke lader sin vrede gå ud over budbringeren. I en mere populær version hedder Folkes replik: ”Jeg bringer glædeligt budskab, fjenden er i landet.”

Replikken udtrykker det paradoksale ønske, at en ydre fjende kan bringe noget godt med sig. Denne tankegang kaldes med en næsten selvmodsigende betegnelse radikal konservatisme. Det er en konservatisme, der stadig finder sit ideal i fortiden, men i en fortid, der ikke længere er og typisk aldrig har været, og for at genskabe dette ideal, må det eksisterende nedbrydes. Som blandt andre historikeren Christian Egander Skov har vist, trivedes denne version af konservatismen allerede for knap 100 år siden i kølvandet på Første Verdenskrig. Også dengang syntes alle værdier at være gået tabt, og konservativ politik handlede om at nå bag om nutidens falske facade.

På den måde kan man tale om en vis form for tradition, stabilitet og kontinuitet i det konservative ønske om forandring.

(Kristeligt Dagblad 28. nov. 2017)

Tvinds bo- og opholdssteder i Danmark

Tvind danner endnu engang overskrifter. Denne gang skyldes det, at Danmarks Radio har afdækket Tvinds netværk af socialpædagogiske bo- og opholdssteder.

Tvind findes ikke som firma eller forening. Det er et navn, som for nemheds skyld bruges om et globalt forgrenet net af skoler, projekter, institutioner, virksomheder og meget mere, som er vokset ud fra det, der begyndte som Den rejsende Højskole i 1970, og som et par år senere flyttede til en lokalitet ved Ulfborg i Vestjylland kaldet Tvind. Det, der binder Tvind sammen, er personlige loyalitetsbånd og en stærk tro på projektet og dets karismatiske leder, Mogens Amdi Petersen (f. 1939). Den vigtigste sammenbindende struktur er Lærergruppen bestående af nogle hundrede personer, der vier al deres tid og alle deres penge til sagen.
Fra Ulfborg bredte Tvinds aktiviteter sig ud over hele verden. I Danmark opbyggede Tvind en række højskoler og efterskoler på en måde, der udsatte dem for den åbenlyse mistanke om, at de udnyttede systemet. Inden for rammerne af den meget liberale lovgivning for de frie kostskoler fandt Tvind et råderum, som de kunne bruge. Det førte til gentagne stramninger af loven til stor irritation for de øvrige høj- og efterskoler. Tvind har fra begyndelsen organiseret sig økonomisk ved hjælp af nogle erhvervsdrivende og velgørende fonde på en måde, der også har ført til stramninger af fondslovgivningen.
Den radikale undervisningsminister Ole Vig Jensen (1936-2016) skruede bissen på over for Tvind. Han mistænkte Tvind for at have opbygget en koncernlignende struktur. Skolebygningerne var ejet af en af Tvinds fonde. Der var mistænkeligt mange tilfælde af navnesammenfald, så lederne af den ene skole sad i bestyrelsen for den anden. Der var også mistanke om, at koncernen blev styret centralt og at formålet var at trække penge ud af skoledriften til fordel for nogle af Tvinds øvrige aktiviteter.
Da det viste sig vanskeligt at gribe ind over for Tvind ad administrativ eller juridisk vej, fremlagde Jensen i 1996 en lov, der blev vedtaget med stort flertal. Den gav ministeriet stærke beføjelser og greb ind over for en række navngivne skoler. Nogle af denne lovs paragraffer blev underkendt af Højesteret i 1999, men det betød ikke, at Tvinds kostskoler kunne genåbne, for ministeriet brugte sine beføjelser til at nægte skolerne godkendelse og dermed tilskud.
Tvind sadlede om, og kostskolerne blev erstattet af bo- og opholdssteder for vanskeligt stillede unge. I tilslutning til opholdsstederne tilbød Tvind også undervisning. Nu kunne Tvind navigere under den statslige radar, fordi de sociale opholdssteder er et kommunalt anliggende. Reelt betyder det, at Tvind har kunnet vedligeholde sine aktiviteter i Danmark med snesevis af institutioner i hele landet og en trecifret millionomsætning.

I 2001 fik myndighederne ved en razzia fat i en mængde interne papirer fra Tvind, der dannede grundlag for en anklage for mandat- og skattesvig mod en gruppe af personer, der anses som Tvinds reelle koncernledelse med Amdi Petersen i spidsen. Efter at være blevet frikendt i byretten rejste Amdi Petersen og hans nærmeste følge til udlandet. Det har forsinket sagens behandling i Vestre Landsret, og den kører nu på 18. år uden udsigt til at kunne afsluttes. Kun talsmanden Poul Jørgensen har fået en dom på 2½ års fængsel. Sagen har intet direkte med bo- og opholdsstederne at gøre, men hvis man formoder at også de i realiteten kontrolleres centralt, rejser det en berettiget mistanke om, at ikke alle de kommunale midler anvendes efter hensigten. Man kan i hvert fald konstatere, at Amdi Petersen og hans følge har haft råd til at opbygge og drive et luksusopholdssted på den mexicanske stillehavskyst.

(Kristeligt Dagblad 24. okt. 2017. Redaktionen valgte en anden overskrift.)

Da Luther blev tysk nationalhelt

I disse uger kulminerer fejringen af 500-året for Reformationen, og det sætter nogle af de andre jubilæer lidt i skyggen. Et af dem er 200-året for Wartburg-festen. Den var faktisk også i udgangspunktet en reformationsfejring, og det forklarer også mødestedet, borgen Wartburg, hvor Luther søgte tilflugt efter sin optræden på Rigsdagen i Worms.

Formålet med mødet 18. oktober 1817 var dog ikke religiøst, men politisk. Det var umiddelbart efter Napoleonskrigene og Wienerkongressen i 1815, da de store europæiske magter søgte at stabilisere freden ved at skabe en magtbalance. Udadtil blev det iscenesat som en genskabelse af l’ancien régime, tilstandene fra før Den franske Revolution bygget på monarkiske principper og religiøse værdier. Perioden efter Wienerkongressen kaldes derfor også almindeligvis Restaurationen. Den påvirkning, der var udgået fra Frankrig på Europas politiske kultur kunne imidlertid ikke gøres ugjort. Europæerne stillede krav om at få andel i den politiske magt, som indtil da var forbeholdt kongerne. Danmark hørte faktisk til det mindretal af lande, der ikke fik en moderne forfatning i 1800-tallets første årtier.

Et andet resultat af Napoleonskrigene var den politiske nationalisme.  Et af dens arnesteder var Berlin, hvor filosoffen Fichte under indtryk af den franske besættelse i 1808 havde udgivet de berømte Taler til den tyske nation, hvori han stillede krav om et samlet Tyskland. Den politiske nationalisme var en revolutionær bevægelse, fordi dens krav om sammenfald mellem folkets og statens grænser måtte indebære opløsningen af de eksisterende monarkiske Vielvölkerstaaten – som f.eks. det habsburgske, der bestod af bl.a. tyskere, polakker, ungarere, tjekker, rumænere og italienere eller det oldenborgske monarki, der efter afståelsen af Norge i 1814 hovedsageligt bestod af tyskere og danskere – foruden naturligvis islændinge, grønlændere og færinger.
Den invitation, der i 1817 udgik til studenter på universiteter i de protestantiske, tyske lande, var lige så højstemt i tonen som den var samfundsundergravende i indholdet: ”Himlen velsigne vor fælles stræben efter at vorde eet folk”. Godt 450 studenter fra 13 universiteter mødte frem på Wartburg, hvor de blandt andet hyldede Luther som tysk frihedshelt. Luther havde jo oversat Bibelen til et deftigt tysk, mens han var på flugt fra undertrykkelse. På den måde kunne man skabe et billede af Luther, der forenede det liberale med det nationale.
Der blev ingen tysk nationalstat af Wartburgfesten, men ideerne der udgik derfra fik omfattende følger for hele Europa. Med nogen forsinkelse fik vi også i Danmark en nationalliberal bevægelse, der stod bag statsomvæltningen 1848-49. Både danske og tyske nationale bestræbelser var en afgørende faktor i den krise, der udløste Den første Slesvigske Krig i 1848. Stormagterne med Rusland i spidsen havde endnu på dette tidspunkt styrke til at understøtte bevarelsen af den danske helstat, men i 1864 havde situationen ændret sig, og Bismarck kunne bruge en krig mod Danmark som anledning og den tyske nationale bevægelse som løftestang til at skabe en forening af de fleste tyske lande i 1871. Som den eneste store tyske stat forblev Østrig uden for. Det var til gengæld en østriger, der stod bag den kortvarige og skæbnesvangre forening af Østrig og Tyskland 1938-45, men det er en anden historie.
(Kristeligt Dagblad 20. oktober 2017

Borgerkrigsmonumenter


I USA udkæmpes i disse dage en strid om en rytterstatue af sydstatsgeneralen Robert E. Lee i byen Charlottesville i Virginia. Lee er almindeligt anerkendt som en af de dygtigste amerikanske officerer nogensinde. Han var imidlertid også general i sydstatshæren under Den amerikanske Borgerkrig (1861-1865), og det er i sig selv bemærkelsesværdigt, at der kan rejses et mindesmærke for den tabende part i en krig i det land, hvor krigen blev udkæmpet. Men statuestriden handler ikke kun om selve krigen og mindet om de soldater, der udkæmpede den. Statuen blev sat op i 1924 på samme tid som mange andre mindesmærker blev rejst for dem, der kæmpede for sydstaternes løsrivelse.
Intet mindesmærke handler kun om fortiden. Når man bringer fortiden til stede i nutiden f.eks. i sydstatsgeneralens bronzestøbte skikkelse er det en tilkendegivelse af et synspunkt. Derfor er mindesmærker sjælendt uskyldige. Nogle mener, at det skal være tilladt at mindes en dygtig general. Men de har vanskeligt ved at have deres synspunkt i fred.

Statuens modstandere mener, at statuen i virkeligheden er et monument over den raceadskillelses- og racediskriminationspolitik, der blev ført i det 20. århundredes første halvdel i de amerikanske sydstater. Denne fortolkning bekræftes af det forhold, at repræsentanter for white supremacy-bevægelsen ofte fører det gamle sydstatsflag som symbol.

Man kan sammenligne med mindesmærket over en anden borgerkrig, nemlig den danske, H.W. Bissens statue af en løve til minde om de faldne i Slaget ved Isted i 1850, det blodigste slag under Den første slesvigske Krig. Istedløven blev opsat på Flensborg gamle kirkegård på årsdagen for slaget 25. juli 1862. Den tysksindede del af byen var ikke begejstret, for den blev opfattet som et monument over den danske sejr.
Knap to år efter under Den anden slesvigske Krig blev Flensborg besat af preussiske og østrigske tropper, og byen blev vidne til scener, som man siden har set så mange steder: en vred folkemængde, der angriber det forhadte symbol på fjendens arrogance. Og så blev danskerne naturligvis vrede. ”I red Fastelavn ad Kirkegaards Port/og slog en Løve af Tønden – hvor stort”, som digteren Carl Ploug spottende skrev om begivenheden.
I dette tilfælde forblev Bissens robuste løve dog nogenlunde uskadt af pøbelens angreb. Til gengæld blev den af de preussiske myndigheder transporteret til Berlin, hvor den blev opstillet først ved byens tøjhus og siden i en kasernegård i Lichterfelde. Yderligere lod en privatmand foretage en afstøbning af løven og opstillede den i 1874 i Wannsee til minde om den tyske sejr over Danmark i 1864. Og der står den endnu.
Efter det tyske nederlag i 1945 blev den originale løve med amerikansk hjælp transporteret til København, hvor den blev opstillet ved byens tøjhus. Christian X holdt i den anledning en tale, i hvilken han holdt muligheden åben for, at den kunne vende tilbage til sin oprindelige plads. Skønt der var principiel velvilje fra dansk side trak det ud med at opfylde dette løfte, ikke mindst fordi det var vanskeligt at skaffe tilslutning i Flensborgs bystyre. Først efter lange forhandlinger kunne den nu restaurerede løve vende tilbage til sin oprindelige plads i Flensborg i 2011. For at det kunne lade sig gøre måtte de oprindelige triumferende indskrifter på statuens sokkel redigeres, så de nu giver udtryk for ønsket om fredelig sameksistens mellem danske og tyske. Den hjemvendte løve rummer imidlertid også sine gamle betydningslag og forbliver et vidnesbyrd om, at fortiden er levende iblandt os.
(Kristeligt Dagblad 19. august 2017. Avisen rubrik var en anden.)

Symmetriske begravelser

Kongehusets offentliggørelse af prins Henriks ønske om ikke at blive begravet sammen med sin hustru har vakt en del opsigt, ikke mindst fordi det er et brud med en stærk tradition for kongelige begravelser i Roskilde Domkirke.

Lige præcis den første dronning Margrethe (1353-1412), hvis sarkofag indtager en central plads i kirken, ligger dog også uden sin ægtefælle, den norske kong Håkon VI, der blev begravet i sit hjemland. Dronningen blev oprindeligt begravet i Sorø, men da hendes efterfølger, Erik af Pommern, lod hende overføre til Roskilde, skabte han også baggrunden for at kirken lige siden har været kongernes foretrukne begravelseskapel. 

Den første af de oldenborgske konger, Christian I (1426-1481), ligger begravet her sammen med sin dronning Dorothea. og fra og med Christian III, der døde i 1559, er samtlige konger stedt til hvile i Roskilde sammen med deres dronning. Der er et par undtagelser fra denne regel, mest fremtrædende Christian VII´s dronning Caroline Mathilde, der faldt i unåde, da hun stod i et forhold til kongens livlæge og rigets kortvarige diktator Frederik Struensee. Dronningen blev forvist til sit hjemland Braunschweig-Lüneburg, hvor hun døde og ligger begravet.

Frederik VII er den anden undtagelse, idet han aldrig havde en dronning. Han har stadig rekorden som det mest fraskilte medlem af det danske kongehus, idet han havde hele to forliste fyrstelige ægteskaber bag sig, før han blev konge. Hans tredje kone og enke var borgerlig af fødsel, ophævet til grevinde af kongen og begravet i Jægerspris. Men dronning blev hun altså aldrig.

Blandt de konger, der nåede at indgå flere ægteskaber, kan også nævnes Frederik VII’s far, Christian VIII. Han ligger i overensstemmelse med traditionen begravet i Roskilde sammen med sin dronning, Caroline Amalie, der overlevede ham med mere end 30 år. Han lod sig skille fra sin første kone, Frederik VII’s mor, Charlotte Frederikke, på grund af utroskab fra hendes side. Hun ligger begravet i Rom.

Fra og med Christian I har det været hovedreglen, at der udvises konger og dronninger den samme ære i udformningen af gravmælerne. Nogle kongepar har fælles gravmæle, mens andre har gravmæler, der er ensartet i størrelse og udsmykning. Det, der indtil for nylig var udset til at være det nuværende regentpars gravmæle i Skt. Birgittas Kapel i Roskilde Domkirke, er også skabt efter dette lighedsprincip.

Der er flere måder at fortolke denne symmetri mellem kongers og dronningers begravelse. Det er på den ene side udtryk for, at dronningernes rolle var en funktion af deres ægteskab. De blev definerede af, hvem de var gift med, og stod derfor også i et afhængighedsforhold til deres mænd. På den anden side indebar denne position også en betydelig status. Igen er der undtagelser. Det er f.eks. meget betegnende, at netop Frederik V’s anden dronning, Juliane Maries kiste er væsentlig mere beskeden end hendes mands pragtsarkofag. Hun var den sidste dronning, der omsatte sin status i egentlig politisk indflydelse, da hun kuppede Struensee fra magten i 1772 og satte sig selv i spidsen for regeringen. Så en beskeden begravelse er ikke nødvendigvis udtryk for, at den afdøde var ubetydelig. Og så er det jo til syvende og sidst de efterlevende, der begraver de døde.


(Kristeligt Dagblad 5. august 2017. Avisens rubrik var lidt længere)

En moderne kirke

Den 15. august i år kan den katolske Skt. Knud Lavards Kirke i Lyngby fejre sin 60 års fødselsdag. Den udmærker sig ved at være en af de første og samtidigt meget få gennemført modernistiske kirker i Danmark. Der er opført mange kirker i det 20. århundrede, men påfaldende få i denne stilart, der har været dominerende i erhvervsbyggerier og etageejendomme i store dele af det 20. århundrede.

De kirker, der er bygget i århundredets første halvdel, trækker på arkitekturhistorien på en måde, der gør dem meget genkendelige som kirker, opført i traditionelle materialer, typisk tegl. Et hovedværk i denne epokes kirkebyggeri er P.V. Jensen-Klints Grundtvigskirke i København, indviet 1940.
Modernismen var et opgør med denne tradition. Modernisterne ønskede, at arkitektur skulle være i pagt med samtiden og ikke fortiden. Modernisterne tog det på sig at skabe et helt nyt æstetisk udtryk ved at fremhæve en ny tids materialer, først og fremmest jernarmeret beton, der siden det for alvor blev bragt i anvendelse som bærende element i etagebyggeri i århundredets begyndelse, havde skabt helt nye konstruktive muligheder. Det var meget provokerende, fordi mange betragtede – og betragter – beton som et grimt materiale, der er bedst tjent med at blive skjult bag facader af andre og kønnere materialer. Modernisterne ville derimod af med det, som de betragtede som unødvendig pynt og forlorne forsiringer, til fordel for en ærlig arkitektur, hvor der var overensstemmelse mellem en bygnings indre og ydre.
Arkitekten Carl R. Frederiksen (1915-1974), gav det modernistiske program fuld skrue, da han tegnede det endelige forlæg for Skt. Knud Lavard i Lyngby. Den giver mest indtryk af at være en rektangulær betonkasse i en stil, som undertiden også kaldes brutalisme. I foromtalen inden åbningen beskrev Kristeligt Dagblad med tydeligt forbehold kirken som ”yderst moderne”. Den fremtrædende arkitekturhistoriker Harald Langberg mente med mere udelt begejstring, at kirken ”er et smukt eksempel på den katolske kirkes fordomsfri indstilling til ny arkitektur.”
Tegning i Lyngby-Tårbæk Kommunes byggesagsarkiv
Man siger vist ikke for meget, hvis man betegner Skt. Knud Lavards Kirke som et fremtrædende eksempel på den betydelige afstand, der i det 20. århundredes anden halvdel udvikledes mellem arkitekters opfattelse af god arkitektur på den ene side og den almindelige danskers smag på den anden.
Hovedlinjen i dansk kirkearkitektur fulgte da også et andet spor. En af forklaringerne er antagelig, at bygherre som oftest var repræsentant for netop den almindelige dansker smag: menighedsrådsmedlemmer. I samarbejde med tidens dygtigste arkitekter skabte de løsninger, der på en anden måde end den rene modernisme brød afgørende med tidligere tiders kirkebyggerier. Kirkerne lignede nu meget mere almindeligt institutionsbyggeri, blot i en væsentlig højere kvalitet. Ofte er det kun et klokketårn, der gør dem genkendelige som kirker set udefra. Anvendelsen af beton blev ikke opgivet, men stærkt nedtonet til fordel for tegl. Islev Kirke, tegnet af ægteparret Exner, er f.eks. et hovedværk i moderne teglstensarkitektur. Kirkerne blev forsynet med foyer, garderobe, mødelokaler, kontorer til kordegnen og meget mere, så de blev beboelige for et moderne menigheds-, sogne- og kirkeliv.
(Kristeligt Dagblad 31. juli 2017. Rubrik og enkelte ord er ændret.)