Danske tropper i Gaza

 Ved afslutningen i 1949 af den krig, som blev ført mellem den nyoprettede stat Israel og dens naboer, blev det tidligere britiske mandatområde Palæstina delt, således at hvad vi i dag kender som Vestbredden kom under jordansk kontrol, mens Egypten besatte det sydvestligste hjørne af mandatområdet, i dag kendt som Gaza-striben. Under Suez-krisen i 1956 udbrød der fornyede kampe mellem Egypten og Israel, der trængte dybt ind på egyptisk territorium. På initiativ af bl.a. Dag Hammerskjöld vedtog FNs generalforsamling 7. november samme år oprettelsen af United Nations Emergency Force (UNEF), organisationens første fredsbevarende mission. FN havde ganske vist allerede i 1948 oprettet United Nations Truce Supervision Organization (UNTSO) med hovedkvarter i Jerusalem. Den var i 1953-54 under ledelse af den danske generalmajor Vagn Bennike. UNTSO havde og har ingen militære styrker at råde over, kun ubevæbnede observatører. En af dem, den danske officer og radiotelegrafist Svend Rasmussen, blev dræbt af en landmine under patrulje i Gaza i sommeren 1956.

Kristeligt Dagblads forside 14. nov. 1956

Med skabelsen af UNEF skete der noget afgørende nyt. Kristeligt Dagblad skrev på lederplads den 14. november: ”Oprettelsen og afsendelsen af De Forenede Nationers styrke er en verdenshistorisk begivenhed; og de danske troppers deltagelse deri er en sag, der vil gå ind i Danmarks historie og komme til at stå som skelsættende i vort lands forhold til de store mellemfolkelige problemer.”

Den 15. november 1956 landede de første 41 danske menige og befalingsmænd sammen med 4 officerer i Egypten kun kort tid før ankomsten af 50 nordmænd. Danskerne og nordmændene kom til at fungere sammen i en bataljon kaldet DANOR og var blandt de første bidrag til en styrke, der på sit højeste omfattede 6000 mand, der stod skiftevis under canadisk, brasiliansk og indisk kommando. Styrkens første opgave var at overvåge den israelske tilbagetrækning fra Sinai. I marts 1957 havde Israel trukket sig helt tilbage til våbenstilstandslinjen af 1949, og opgaven blev nu at forhindre udbruddet af fornyet konflikt. Israel tillod ikke FN-tropperne at patruljere på israelsk jord, så UNEF måtte operere fra den egyptiske side. UNEF fungerede i princippet på hele strækningen fra Sharm-el-Sheik ved Det røde Hav til Gaza by ved Middelhavet, men aktiviteterne var fokuseret i den egyptisk kontrollerede Gaza-stribe.

Den 16. maj 1967 anmodede Egypten UNEF om at forlade landet. På det tidspunkt var der ingen danske eller norske soldater i Gaza. De havde haft turnus året før. Inden evakueringen kunne fuldendes, brød Seksdages-krigen ud. Israel invaderede Sinai, hvorved adskillige tjenestegørende i UNEF blev dræbt. Året efter blev organisationen De blå Baretter oprettet for veteraner fra den danske indsats i Gaza. Organisationen skønner, at i alt 12.000 mand nåede at blive udsendt. Kun FN-missionen på Cypern har set et større dansk bidrag. Tallet er omfattet af en vis usikkerhed og det samme er antallet af tab. Officielt er der ingen. Men som en af veteranerne, Uffe Østergård, skrev i en klumme her i avisen i 2017 om den danske indsats i Gaza, fik de unge soldater ved ankomsten besked på ikke at træde på miner. Hvis de gjorde, ville det blive registreret som en trafikulykke. Det skulle med andre ord gerne se lidt fredeligere ud end det faktisk var.

(Kristeligt Dagblad 3. april 2024. Avisen valgte en anden rubrik)

I århundreder har danske skibe forsvare handelen

Når fregatten ’Ivar Huitfeldt’ i disse dage sendes til Mellemøsten, sker det i forlængelse af en meget lang tradition for at lade søværnet beskytte danske handelsinteresser. Søofficeren Ivar Huitfeldt, som fregatten er opkaldt efter, var selv et eksempel på dette. Som en meget stor del af det datidige mandskab i den danske konges flåde var han nordmand. Norge delte som bekendt indtil 1814 konge med Danmark. Han blev født i 1665 i Frederikssten (i dag Halden) i det sydligste Norge. Han valgte samme karrierevej som sin far, der var søofficer. Som det var sædvanen dengang gjorde han også tjeneste i udlandet. I 1688 tjente han under den franske krone i en kampagne mod de ”algierske sørøvere”, som det hed. Algiers var en af de såkaldte barbareskstater på Afrikas nordkyst, der opkrævede afgift af den passerende trafik af handelsskibe, og det førte jævnligt til konflikt med de europæiske søfartsnationer. Også i nederlandsk tjeneste færdedes han i Middelhavet. Siden blev han fremtrædende officer i den danske marine og omkom heltemodigt ved et slag i Køge Bugt i 1710 under Den store Nordiske Krig.

I slutningen af 1700-tallet hørte den dansk-norske orlogsflåde til de betydeligste i Europa. Den var overgået af både den russiske, den britiske, den nederlandske, den franske og den spanske krigsmarine, men var stadig betydelig nok til at gøre sig gældende også oversøisk. 

I slutningen af 1760erne hævede fyrsten – beyen eller paschaen – af Algiers de afgifter, der var pålagt den dansk-norske handel på Middelhavet, og det førte til, at den danske konge sendte en ekspeditionsstyrke til Algiers for at gennemtvinge en mere fordelagtig ordning. Den ankom i foråret 1770, men havde efter et mislykket forsøg på bombardement af byen ikke held med at undertvinge sin modstander. Efter en blokade blev der i 1772 indgået en overenskomst, der imidlertid ikke var til danskernes gunst.

I 1790erne var der vrøvl med beyen – fyrsten - af Tripoli i det nuværende Libyen. Også han ønskede at hæve de afgifter, som han afkrævede de forbipasserende handelsskibe. En dansk flådeaktion havde under ledelse af Steen Andersen Bille i maj måned 1797 held med at blokere Tripolis havn og derefter gennemtvinge gunstigere vilkår for danske og norske handelsskibe i fart på Middelhavet.

Også Danmark afkrævede afgifter af fremmede handelsskibe i form af en told i Øresund. Den var blevet indført af Erik af Pommern i 1420erne og var i århundreder en væsentlig indtægt for den danske kongemagt og kom som sådan bestemt ikke alle fremmede magter tilpas. Ikke mindst under pres fra USA blev den afviklet i 1850erne. I kraft af en række bilaterale aftaler med de fleste sørfartsnationer i verden blev den afløst, således at Øresund som internationalt farvand i dag frit kan befærdes. På den måde indgår afviklingen af Øresundstolden i et omfattende system af regler og aftaler, som danner grundlaget for den globale skibsfart.

I dag er den danske orlogsflåde kun en skygge af sig selv. Til gengæld er den danske handelsflåde stadig verdens femtestørste. I de seneste år har pirater og andre aktører truet den retsorden, der har kontrolleret international skibsfart. Derfor har det været nødvendigt at trække store veksler på den danske sømilitære kapacitet ved at sende danske orlogsfartøjer til bl.a. Guineabugten og farvandet ud for Afrikas Horn. Og nu sendes der en fregat til Det røde Hav for at gennemtvinge den fri gennemsejling i overensstemmelse med internationale overenskomster.

(Kristeligt Dagblad 31. januar 2024)

Bornholm er nøglen til Østersøen

Den dansk-amerikanske aftale om retten til at deployere amerikanske tropper i Danmark skal ses i kontekst af krigen i Ukraine og den oprustning også i Østersøregionen, der har været en følge af denne konflikt. Men diskussionen om amerikanske tropper på dansk jord er ikke ny. Der har været stationeret amerikanske tropper i Grønland permanent siden 2. verdenskrig, og der har f.eks. løbende været flådebesøg i danske havne. Det har altid været officiel dansk politik, at amerikanerne ikke måtte medbringe atomvåben. Det var derfor en skandale, da det i 1995 kom frem, at daværende statsminister H.C. Hansen i 1957 havde givet en de facto tilladelse til amerikanske atomvåben på Grønland uden samtykke fra Udenrigspolitisk Nævn.

Bornholm har i dette spørgsmål spillet en særlig rolle. Baggrunden var afslutningen af krigshandlingerne i Europa i maj 1945. Mens det meste af Danmark blev befriet af britiske tropper, overgav de tyske styrker på Bornholm sig til Den røde Hær et par dage senere i maj 1945 efter et sovjetisk bombardement af Rønne og Nexø. Det førte til en tilstedeværelse af sovjetiske styrker på øen, som antog karakter af en egentlig besættelse. Det blev et stadigt stigende problem, bl.a. fordi Bornholm er en nøgle til militær kontrol over den sydlige del af Østersøen. Efter diplomatiske forhandlinger blev det i det tidlige forår 1946 meddelt russerne, at danskerne uden deltagelse af fremmede tropper var i stand til at administrere øen. De fremmede tropper rømmede da også øen i god ro og orden. 

Danmark stod på dette tidspunkt stadig uden for militære alliancer. Der havde været forhandlinger om en nordisk forsvarsunion, men Danmark endte som bekendt med at blive stiftende medlem af NATO i 1949. NATO-samarbejdet gav naturligvis anledning til fælles militære øvelser, der af gode grunde involverede Bornholm, som sammen med Ertholmene udgjorde NATO’s østligste spydspids i Østersøen, umiddelbart nord for Polen og kun ca. 200 sømil fra den russiske eksklave Kaliningrad. Formuleringen i den danske note fra 1946 blev imidlertid aktivt brugt af det sovjetiske diplomati til at hævde, at danskerne havde afgivet løfte om aldrig nogen sinde at tillade nogen som helst fremmede styrker adgang til Bornholm. Det førte f.eks. til sovjetiske protester, da et amerikanske fly under en øvelse nødlandede på Bornholm i 1971.

Det har aldrig været anerkendt fra officiel dansk side, at et sådant løfte skulle være afgivet, men på den danske venstrefløj var man modtagelig for den sovjetiske tolkning af 1946-noten. F.eks. mente Keld Albrechtsen (VS), at det var forkert, da et amerikansk militærorkester blev inviteret til at spille på øen i 1985. Og under Den kolde Krig var der kun ganske få tilfælde af allierede troppers tilstedeværelse på øen.

Efter Murens fald blev den logik, der indtil da havde behersket forholdet mellem øst og vest betragtet som ophørt. I overensstemmelse hermed blev der indledt mange foranstaltninger for at styrke samarbejdet mellem de tidligere fjender, hvilket blandt andet indebar fælles militære øvelser f.eks. under de årlige såkaldte BALTOPS-øvelser i Østersøen. I 2008 lagde det russiske landgangsfartøj Kaliningrad til i Rønne og landsatte en pansret mandskabsvogn med russiske marineinfanterister, der deltog i en øvelse sammen med danske kollegaer på skydeterrænet ved Raghammar. Som den bornholmske historiker Jakob Seerup har gjort opmærksom på, må denne episode betragtes som en de facto accept fra Ruslands side af fremmede troppers ret til at være til stede på Bornholm. Ikke desto mindre har den russiske ambassadør i Danmark så sent som i 2022 hævdet, at Danmarks påståede løfte fra 1946 stadig står ved magt. Det har dog ikke hindret amerikanerne i både i 2022 og 2023 i forbindelse med øvelser at træne i at bringe avancerede missilsystemer til Bornholm ved hjælp af transportfly. Bornholm er stadig nøglen til Østersøen.

(Kristeligt Dagblad 28. dec. 2023)

Ministerposten kan være en kort fornøjelse

Mia Wagner aftrådte den 7. december som minister i den nuværende regering efter blot 14 dage på posten. Nu siger mundheldet ganske vist, at en uge er lang tid i dansk politik, men det er unægtelig en hurtig exit for en minister. Historisk set er det dog slet ikke den hurtigste.

Den 29. marts 1920, mandagen efter Palmesøndag, afskedigede Christian X den radikale regering Zahle uden at nogen af dem havde tænkt på, at der skulle dannes et forretningsministerium. Socialdemokraterne benyttede lejligheden til at anklage kongen for statskup, men sagen var nok snarere den, at det parlamentariske demokratis principper endnu ikke lå på rygraden hos hverken konge eller statsminister. Det hjalp heller ikke, at kongen og Zahle ikke kunne fordrage hinanden.

Kristian Sindballe,
Danmarks kortest
siddende minister
(foto: KB)

Hvorom alting er, måtte Christian X stable en regering på benene, der i sagens natur måtte blive foreløbig. Højesteretssagfører Otto Liebe blev stillet i spidsen for en regering, der kun virkede en uge, og dens 9 ministre fungerede altså alle i kortere tid end Wagner. Liebe havde selv påtaget sig at være både stats- og justitsminister. Sidstnævnte post overdrog han den 2. april til professor Kristian Sindballe. Regeringen fik sin afsked den 5. april, så Sindballe er den minister, der har siddet i kortest tid.

Kortlivede regeringer var dengang som nu ikke utypiske. Faktisk havde Danmark fire forskellige regeringer i 1920. Efter 1945 har der været flere tilfælde af korte embedsperioder. De fleste skyldes ikke ministeren selv, men regeringsomlægninger. Jonas Dahl (SF) blev f.eks. skatteminister den 12. december 2013. Skatteministre kommer og går i forvejen med høj frekvens, og Dahl blev skiftet ind som afløser for Holger K. Nielsen (SF), der ved samme lejlighed blev udenrigsminister, en langt mere eftertragtet post. Begge måtte de dog træde ud af regeringen allerede den 3. februar året efter, da deres parti forlod regeringssamarbejdet med Socialdemokratiet og de radikale.

Et eksempel på en minister, der måtte forlade posten på grund af sin person er Alsing Andersen (S). Han blev den 13 november 1947 udnævnt til indenrigsminister, men blot 10 dage senere måtte han træde tilbage. Han nød ikke den tilstrækkelige tillid i Folketinget på grund af den rolle, han havde spillet som forsvarsminister 1935-40. I Jens Otto Krags anden regering, der tiltrådte 26 september 1964 fungerede H. Larsen-Bjerre (S) som fiskeriminister i få dage, indtil han måtte træde tilbage af helbredsgrunde den 8. oktober. Det er nok den situation, der kommer tættest på den aktuelle. At Larsen-Bjerre traf den rigtige beslutning på sit helbreds vegne, bevidnes af, at han levede mange år derefter. Han døde i 1999, 89 år gammel.

Bente Juncker (CD) blev socialminister i Poul Nyrup Rasmussens første regering den 28. januar 1994, men måtte træde tilbage allerede den 10. februar samme år efter et hårdt pres, der først og fremmest viste, at Centrum Demokraterne var svækket. Den ydre anledning var en på det tidspunkt godt 3 år gammel sag. En gruppe udviklingshæmmede og nogle pædagoger var i september 1990 midlertidigt flyttet ind i et sommerhus på Møn. Juncker var ikke blot nabo men også næstformand i grundejerforeningen, der havde klaget over de nye naboer. I den forbindelse blev Juncker beskyldt for at have brugt et uheldigt ordvalg i omtalen af de udviklingshæmmede, men det var nok snarere hendes daværende samlever, Uffe Thorndahl, der var grov i munden. Han blev citeret for at sammenligne dem med svin. Han blev siden borgmester i Hørsholm for de konservative. Bente Juncker blev løsgænger og forlod politik ved Folketingsvalget i september 1994.

(Kristeligt Dagblad 13. dec. 2023)

Journalisten er ikke historien

Danmarks Radios P1 har foretaget en omfattende omlægning af sin programflade i et forsøg på at tilpasse sig en ny tids lyttevaner. Det betyder, at alle programmer ikke kun kan høres på FM-båndet, men systematisk gøres tilgængelige på nettet, hvilket man kun kan synes godt om. Det betyder imidlertid også, at stadig flere programmer tilpasses podcasten som genre.

For nyhedsprogrammernes vedkommende betyder det, at klassiske journalistiske formater som reportage og interview må vige pladsen for en fortællestruktur, der gør journalisten til hovedpersonen.

Man kunne tage programmet ”Genstart” fra den 5. maj som eksempel. Det handler om ’Skyggekrigen’, russiske efterretningsaktiviteter i Norden. Eller det gør programmet faktisk ikke. Det meste af tiden går med, at lytteren introduceres til de journalister, der arbejder med sagen. De kører i bil og ringer til hinanden, taler engelsk, fortæller om sig selv, sammenligner lister og tænker højt.

Formatet er bygget op om en dramaturgisk model, en spændingskurve, der kommer til at handle om, hvordan journalisterne er kommet på sporet af den pågældende historie, og ikke om historien selv.

Journalistik handler ikke om journalister. Ikke desto mindre skal jeg høre om, hvordan journalisterne er klædt eller hvordan de har fået deres redaktionschef til at bevilge en ekstra kollega til at deltage i undersøgelsen. Det er som et teaterstykke, hvor man ikke alene får alle regibemærkningerne læst højt, men også instruktørens kommentarer og revisionsprotokollatet fra teatrets årsregnskab.

Fra TV-versionen: Journalist kører bil

Det format, som nyhedsformidlingen på P1 tidligere har været bygget på – og, indrømmet til dels stadig er bygget på – er magasinprogrammet, hvor journalisterne ganske vist er tydeligt til stede som værter, interviewere og reportere, men det er ikke, hvad de selv gør, der er historien. Historien er historien.

Podcastformatet er imidlertid blevet en invasiv art, der gør den redaktionelle proces til en stadig større del af historien. Hvis journalisten i forbindelse med sit arbejde har gjort sig en eller anden form for ulejlighed, skal det med djævelens vold og magt meddeles lytteren. Det betyder så, at hvis jeg vil vide noget om de russiske aktiviteter i Norden, skal jeg nu bruge en halv time på at få informationer, der i et klassisk journalistisk format kunne være blevet formidlet på max 10 minutter. Det er spild af min – og journalisternes – tid.

(Debatindlæg Kristeligt Dagblad 6. juni 2023)

Stormflod

Da den vestlige del af Østersøen for godt en måned siden blev ramt af en voldsom stormflod, var et en påmindelse om, at ikke kun den jyske vestkyst er udsat for den risiko. Inden for de seneste 10 år har Østdanmark, bl.a. Roskilde Fjord, været ramt flere gange, heldigvis kun med materielle skader til følge. 

Når skaderne som følge af den seneste storm ikke er større, end de er, skyldes det et forbedret beredskab på grund af de seneste års erfaringer, men også en meget ældre begivenhed, nemlig en næsten tilsvarende stormflod for godt 150 år siden. 

I begyndelsen af november 1872 havde længere tids vestenvind stemmet vandmasser op i den østlige del af Østersøen, hvor der blev konstateret et usædvanligt højvande helt oppe i Den Finske Bugt. Den 10. november skiftede vejret imidlertid til en kraftig vind fra nordøst, og enorme vandmængder blev tvunget vestover og samtidig blev udløbet gennem bælterne besværet på grund af vindretningen. Den 13. november kulminerede stormfloden med meget høje vandstande i havnebyer i hele den vestlige del af Østersøen. I Eckernförde blev der målt 3,76 meter over daglige vande. I Tyskland var hele kyststrækningen fra Vorpommern over Mecklenburg til Slesvig-Holsten ramt.

Fra Sydfalster under Orkanen den 13de November 1872 - Digitale samlinger (kb.dk)

I det daværende Danmark blev der rapporteret om oversvømmelser i blandt andet Kolding og på den fynske lillebæltskyst, på Ærø, i Dragør, Køge Bugt, Præstø, på Bornholm og Ertholmene. Værst gik det imidlertid ud over Lolland og Falster. Bortset fra en smal tange ud mod Guldborgsund var hele Sydfalster oversvømmet, herunder det nyligt tørlagte Bøtø Nor. Det sydlige Lolland var så hårdt ramt, at da det stod værst til var Rødby Fjord forbundet med Nakskov Fjord, hvilket for et øjeblik gjorde det sydvestlige Lolland til en selvstændig ø adskilt fra resten af Lolland. Regn, slud og temperaturer omkring frysepunktet bidrog til katastrofens omfang. Flere hundrede menneskeliv gik tabt. Hvor der ikke var oversvømmelser, forårsagede den orkanagtige storm desforuden mange ødelæggelser på land og adskillige forlis til søs.

Der blev iværksat indsamlinger til de skadelidte. Mange af de overlevende havde mistet både hjem, bohave og husdyr. I maj måned 1873 vedtog Rigsdagen en lov, der skabte forudsætningerne for etableringen af et digeanlæg, der skulle beskytte Lolland og Falster mod en tilsvarende katastrofe i fremtiden: 

”Regjeringen bemyndiges til at paabyde Anlæg af et Dige mellem Elkenøre og Gjedser paa Falsters Østkyst af indtil 12 Fods Høide over daglig Vandstand samt af et Dige af samme Høide i en Udstrækning, som nærmere bestemmes af Indenrigsministeren, langs Lollands Vest- og Sydkyst.”

Disse omfattende anlægsarbejder, hvor også eksisterende diger blev forhøjet, kendes f.eks. af de mange feriegæster, der besøger et af landets største sommerhusområder, Marienlyst på Falster. Det var disse diger, der måtte stå deres prøve i oktober.

I forlængelse af anlæggelsen af digerne blev blandt andet dele af Nakskov Fjord og hele Rødby Fjord inddæmmet og indvundet til agerland. Ved samme lejlighed blev Bøtø Nor genindvundet. Disse lolland-falsterske inddæmningsprojekter kom siden til at høre med til fortællingen om ”hvad udad tabtes, det maa indad vindes”, som digteren H.P. Holst havde skrevet i sommeren 1872 om genrejsningsprojektet efter nederlaget i Den anden slesvigske Krig i 1864. Men de lolland-falsterske landindvindinger var altså ret beset resultatet af en anden katastrofe.

(Kristeligt Dagblad 27. nov. 2023)

Thyras betydning

 Man kan netop nu se to programmer på DR om dronning Thyra, kaldet Danebod, der var gift med Gorm, kaldet den Gamle, og som døde i midten af 900-tallet. Et forskningsprojekt med medvirken af bl.a. Nationalmuseet har ved hjælp af avanceret teknik kunnet identificere, hvem der har hugget Jellingestenene, eller for at være mere præcis, at Jellingestenene sandsynligvis er hugget af den samme, som også har gjort to andre sydjyske runesten, der også er opsat til minde om en, der hedder Thyra.

Der er flere grunde til, at de nye resultater er interessante. Den væsentligste er, at de knytter de fire runesten sammen, således at der nu er mindre tvivl end før om, at den Thyra, der omtales på dem, er den samme. Når Danmarks Radio hævder, at kongerækken må skrives om, eller at Thyra har være skrevet ud af historien, er der imidlertid nok tale om en redaktionel stramning.

Illustration af Gudmund
Hentze til 7. bd. af
Grundtvigs oversættelse
af Saxo, 1924

Der har været anlagt mange forskellige fortolkninger af dronning Thyra, men glemt kan hun næppe kaldes. Der er eksempler på, at Thyra er helt udeladt af historieskrivningen, f.eks. den danmarkshistorie i to bind, som udkom i 2017 i samarbejde mellem Gads Forlag og Danmarks Radio, hvor hun dårligt nok nævnes. På lex.dk kan man finde, hvad man næppe kan kalde andet end en minimalistisk artikel om hende på kun tre linjer.

Men ellers er hovedlinjen i danske historieskrivning at tildele dronning Thyra en hovedrolle. Saxo beskrev hende som en handlekraftig og selvstændig aktør, der forstod at stille betingelser og sige sin mand imod. Det er også Saxo, der berettede, at Thyra skulle have taget initiativet til at bygge Dannevirke for at beskytte Danmark mod angreb fra syd. Holberg kaldte hende i sin danmarkshistorie en ”meget god Dronning”. 

Især i det 19. århundredes historieskrivning blev Thyra fremhævet som noget særligt. Det hænger naturligvis sammen med de slesvigske krige og den skærpede nationale konflikt mellem dansk og tysk. I sine ”Fortællinger af Fædrelandets Historie” fra 1872 skrev Frederik Barfod i tidens stil, at Thyra ”var en Kvinde af den ypperste Art, hvem Naturen havde udstyret herlig baade paa Sjæl og Legeme.” Adam Fabricius skrev i sin danmarkshistorie, her citeret fra 4. udgave fra 1914, at kong Gorm var både ”uvirksom” og ”ikke synderlig kløgtig” i modsætning til sin dronning, hvis ”forstandige Raad” han gerne fulgte. Lorenz Frøhlichs fremstilling af Thyra, der overvåger opførelsen af Dannevirke blev standardillustration i lærebøgerne om Danmarks historie.

Historieskrivningen i det 20. århundrede har været mere kritisk over for traditionen fra Saxo, så forestillingen om dronning Thyra som værn mod fjenden fra syd er blevet nedtonet. Arkæologiske fund viste, at Dannevirke er væsentlig ældre end det 10. århundrede, så dronning Thyra kan ikke have været bygherre. Til gengæld har det ikke kunnet ignoreres, at hun nævnes på begge Jellingestenene, og det er væsentligt.

En runesten er ikke blot et mindesmærke, men også et juridisk dokument og en politisk erklæring, hvis det må være tilladt at lægge nogle nutidige begreber ned over fortiden. Den, der rejser en runesten over en person, erklærer sig dermed også som vedkommendes arvtager, gerne under påkaldelse af et vidne, runemesteren, en slags notar. Pointen her er, at afdøde var betydningsfuld nok til at nogen har villet gøre sig den ulejlighed at sætte en sten over vedkommende. Ud fra den forudsætning må Thyra have været temmelig betydningsfuld, eftersom både hendes mand og hendes søn ristede hende en rune. 

Denne allerede veletablerede pointe forstærkes nu af, at to andre jyske runesten i henholdsvis Bække og Læborg, der er sat over en ved navn Thyra, med større sikkerhed kan knyttes til Thyra Danebod. Så kongerækken skal ikke skrives om. Men den er fortsat åben for fortolkning. Som Cecilie Nielsen, Danmarks Radios historiker på opgaven, så rigtigt siger, er danmarkshistorien altid i bevægelse. Vi skal altid være parate til at stille spørgsmål til vedtagne opfattelser, være villige til at sætte accenten et andet sted eller bare at justere, hvad vi allerede mener at vide. Så der er grund til at hilse dette forskningsresultat velkomment, selv om Danmarks Radio i sin markedsføring som antydet nok oversælger pointen en anelse.

(Kristeligt Dagblad 29. sept. 2023. Avisen valgte en lidt længere rubrik)