Grevindens penge

Den 23. juni meddelte grevinde Alexandra af Frederiksborg gennem sin advokat, at hun ikke længere ønsker at oppebære en særlig ydelse fra staten, når hendes yngste søn, prins Felix, fylder 18 år i 2020. Lars Løkke Rasmussen har taget meddelelsen til efterretning og tilføjer, at ”det er en beslutning, som jeg har stor respekt for.”. Statsministeren stiller desuden en tjenestemandslignende pension i udsigt for grevinden, når hun ophører med at være ”erhvervsaktiv”.

Sin nuværende ydelse modtager grevinden i henhold til ”Lov om årpenge for prinsesse Alexandra”, som Folketinget vedtog i november 2004 efter hendes skilsmisse fra Prins Joachim. Loven tog det forbehold, at ”såfremt prinsesse Alexandra indgår nyt ægteskab, erstattes årpengebeløbet af en særlig ydelse med samme grundbeløb”. Prinsessen indgik faktisk nyt ægteskab, og derfor blev hendes årpenge konverteret til ”en særlig ydelse” samtidig med, at hun blev ophøjet i adelsstanden med en til lejligheden opfunden titel.
Loven blev vedtaget med hjemmel i Grundlovens § 11, ifølge hvilken der ved lov kan bestemmes årpenge for medlemmer af det kongelige hus. Den følger lige efter en anden paragraf, der bestemmer, at statsoverhovedets budget og de statslige ejendomme, der overlades til monarkens brug, vedtages ved lov. Det gøres ved tronskiftet og loven kaldes også Civillisten. Den udgør en del af statens budget og optræder som sådan på Finansloven, men Civillisten er altså en lov for sig.

Til at finansiere ikke alene sin embedsførelse, men også sit private forbrug har monarken siden 1849 været helt afhængig af Rigsdagen, i dag Folketinget. Denne klare magtrelation mellem parlament og statsoverhoved, der altså også kan gælde for andre medlemmer af kongehuset, er camoufleret ganske godt i præsentationen af den aktuelle sag om grevindens penge. Kompetencen ligger entydigt hos Folketinget, men beslutningen, som Statsministeren ”har stor respekt for”, præsenteres som grevindens egen.

Ændringen ligger i logisk forlængelse af en melding, der udgik fra Hofmarskallatets pressesekretariat i maj måned sidste år. Heri hedder det, at kongehuset ikke forventer, at Dronningens børnebørn vil modtage årpenge, når de bliver myndige, med undtagelse af tronfølgeren prins Christian. Når dronningens ældste barnebarn, prins Nikolaj, i august i år fylder 18, skal vi altså ikke forvente, at Folketinget vedtager en lov til hans underhold.

Der er ikke tale om en grundlæggende reform svarende til omlægningen af det norske kongehus’ økonomi i 2002, men dog et markant kursskifte. Var den samme politik blevet anlagt for en generation siden, ville prins Joachim i dag ikke modtage årpenge, hvad han har gjort siden 1995. Årsagen til denne ændring skal antagelig findes i den kritik, der har været rettet mod kongehusets økonomi i de seneste år. Det er blevet stadig vanskeligere at forsvare udgifter til kongehuset, der ikke direkte kan forbindes med varetagelsen af hvervet som statsoverhoved. Kritikere af kongehuset har da også kvitteret med anerkendelse af den aktuelle beslutning.


(Kristeligt Dagblad 26. juni 2017)

Erindringssteder

I begyndelsen af juni måned i år tog nyhedsredaktionen på TV2 et emne op, som næppe kan karakteriseres som en nyhed, men som ikke desto mindre er en god historie, nemlig fredning og beskyttelse af mindesmærker fra det 20. århundredes historie.

Den aktuelle anledning er, at en flyhangar fra 1. Verdenskrig i Tønder nu er så brøstfældig, at den anbefales nedrevet. Den var del af Luftschiffplatz Tondern i det dengang tyske Sønderjylland. Det var en base for en del af det tyske kejserriges flåde af zeppelinere, der blandt andet blev brugt til luftbombardementer af England. Størstedelen af basen blev ødelagt ved verdenshistoriens første, vellykkede angreb fra et hangarskib i sommeren 1918.

Problemet er, at fredningsmyndighederne ofte går ud fra bygningernes arkitektoniske kvaliteter i deres vurdering. Den pågældende hangar er ikke smukkere end en gennemsnitlig carport, men den er til gengæld et håndgribeligt vidnesbyrd om en helt central begivenhed i europæisk historie. Som en integreret del Europa har vi i Danmark i dag en forpligtelse til at bevare i erindring, hvad der er af betydning for andre end os selv.
Eget foto


Den franske historiker Pierre Nora mener, at det moderne samfund er kendetegnet ved glemsel. Det udgør ikke længere et miljø af erindring, milieu de mémoire, men må ty til mere isolerede erindringssteder, lieu de mémoire, eller mindesmærker for at blive mindet om fortiden. Disse mindesmærker har betydning for, hvad vi husker, og derfor også for, hvilket samfund vi ønsker at være og blive. Denne bevidste eller ubevidste udvælgelse af, hvad der glemmes og huskes, kalder vi erindringspolitik.

Nedrivningen af en hangar fra 1. Verdenskrig er et eksempel på erindringspolitik. Et andet er forsømmelsen af et langt mere beskedent mindesmærke, som findes på Bådsmandsstræde Kaserne, for tiden en del af fristaden Christiania i København. Det er resterne af det skur, der blev brugt til at henrette landssvigere efter 2. Verdenskrig. Selve skuret er for længst væk, men det lille støbte fundament på ca. 1x2 meter er bevaret. Det kan findes i en idyllisk afkrog af Københavns historiske befæstning, Christianshavns Volds 2. redan. Nærmeste adresse er Norddyssen 63.

Anledningen er alt andet end idyllisk. Efter befrielsen 1945 vedtog Rigsdagen et tillæg til straffeloven, der i realiteten gjorde det muligt at straffe med tilbagevirkende kraft, og det endda med døden. 29 blev henrettet på denne plads, den sidste i 1950. Ingen i dag påstår, at disse mænd ikke fortjente at blive straffet hårdt, men hele retsopgøret efter krigen har dog også en sådan karakter, at det netop forstyrrer idyllen. Det er en brutal og uskøn historie, som man tydeligvis gerne ville glemme. Alle spor af den plads i Viborg, hvor de dømte vest for Storebælt blev henrettet, er væk. I Norge forholder det sig tilsvarende.

Passerer man tilfældigt forbi stedet i dag, er det nemt at overse. Fundamentet forvitrer. Risten i midten beregnet på at aflede de væsker, der nu flyder, når man skyder folk, ruster og er helt tilgroet. Som del af hovedstadens historiske voldanlæg er stedet teoretisk set fredet, men i praksis helt ubeskyttet mod vejrlig og trafik, og der er ingen markering af dets betydning. En repræsentant for Slot- og Kulturstyrelsen siger til TV2, at man savner midlerne til at beskytte stedet som et selvstændigt anlæg. 

Svaret er, at så må disse midler tilvejebringes. Det er måske ubehageligt at bringe retsopgøret efter 2. Verdenskrig i erindring, men nødvendigt er det, og dyrt kan det næppe være at beskytte sådan en smule fundament mod yderligere ødelæggelse.

(Kristeligt Dagblad 20. juni 2017)












Religionsfrihed og ytringsfrihed

Der er ved at danne sig et politisk flertal for afskaffelsen af straffelovens § 140, den såkaldte blasfemiparagraf, ifølge hvilken den straffes, ”der offentlig driver spot med eller forhåner noget her i landet lovligt bestående religionssamfunds troslærdomme eller gudsdyrkelse”. Begrundelsen for at afskaffe den er i al væsentlighed hensynet til ytringsfriheden. 

Paragraffen har kun været i brug tre gange, siden den nuværende straffelov trådte i kraft i 1933, og ingen er blevet straffet siden 1946. Indtil karikaturkrisen for 10 år siden ville de færreste vel have troet, at gudsbespottelse skulle gå hen og blive et af tidens mest aktuelle emner. Mens de fleste kristne har vænnet sig til, at der kan drives gæk med, hvad der opfattes som helligt, har det imidlertid vist sig, at færre muslimer har oparbejdet en tilsvarende immunitet mod de streger, som viddet kan slå.

Statsadvokaten i Viborg har tidligere i år rejst tiltale mod en mand, der har lagt en videooptagelse på nettet af afbrændingen af et eksemplar af koranen. Det er altså kun fjerde gang, at der er rejst tiltale efter § 140. Sagen har principiel karakter, så Højesteret vil formodentlig i sidste ende skulle afgøre, i hvilken udstrækning paragraffen overhovedet kan bringes i anvendelse i dag.

Gudsbespottelse har fra gammel tid været regnet for en alvorlig forbrydelse, og det ændrede sig ikke ved Reformationen. Paragraf 1 i Kongeloven af 1665 tilsiger kongen den opgave at skærme indbyggerne mod ”kættere, sværmere og gudsbespottere”, som i anden lovgivning udtrykkeligt blev forment adgang til riget.

Den såkaldte trykkefrihedsforordning af 1799 forbød naturligvis også at ”laste og forhaane” den luthersk-evangeliske tro, men med den væsentlige tilføjelse, at også andre religionssamfund, der var tålte i kongens riger, skulle ”nyde Beskærmelse i deres Gudsdyrkelse” ved at straffe dem, der drev ”Spot med deres Trosbekjendelse”. Det er et af de første tilfælde, hvor andre trossamfund end kongens eget blev tildelt en almindelig og generel rettighed i lovgivningen – 50 år før religionsfriheden formelt blev indført.

Dette princip fra 1799-forordningen vandrede via presseloven af 1851 og straffeloven af 1866 videre til den nugældende straffelov. Udviklingen har imidlertid gjort det friheds- eller lighedsprincip, som også er indeholdt i blasfemiparagraffen, usynligt. Paragraffen står tilbage som en indskrænkning af ytringsfriheden. Det strider ikke mod Grundloven, hvis § 77 tildeler ytringsfrihed ”dog under ansvar for domstolene”.  Det vil sige, at lovgiverne har vide beføjelser til at sætte grænser for ytringsfriheden. Den udøvende magt kan derimod ikke gribe ind i ytringsfriheden – og dog.

Religionsfriheden har sin egen paragraf (§ 67), der giver borgerne ret til at forene sig og dyrke deres gud i overensstemmelse med deres overbevisning, dog med det forbehold, at det ikke ”strider mod sædeligheden og den offentlige orden”. Grundlovens § 67 siger i modsætning til § 77 intet om, hvem der skal anlægge denne vurdering. I 2016 blev udlændingeloven f.eks. ændret, så den specifikt giver regeringen mulighed for at formene navngivne (udenlandske) såkaldte hadprædikanter indrejse. Siden de første seks navne (fem muslimer og en kristen) blev offentliggjort i begyndelsen af maj måned i år, har der været rejst kritik af, at der er tale om en knægtelse af ytringsfriheden. Selvom forholdet mellem religionsfriheden og ytringsfriheden stadig er principielt uklart, er tendensen i relationen tydelig: Religionskritikken gives friere tøjler, mens forkyndelsesfriheden indskrænkes.


(Kristeligt Dagblad 26. maj 2017. Redaktionen havde valgt en anden rubrik.)

Betragtninger om af- og påklædthed i badesæsonen

”En ung Dame bør vogte sig for ved et Badested at tumle sig i de salte Bølger i Selskab med en Tilbeder.” Dette råd gav Emma Gad i sin håndbog om takt og tone fra 1918. De fleste vil antagelig formode, at hendes anbefaling skyldtes hensynet til ærbarheden og sømmeligheden. Men Gad var ikke snerpet. Hensynet gjaldt den unge dames værdi på ægteskabsmarkedet: ”Det er nemlig grumme Faa, der tager sig ud til deres Fordel, mens de er i Bad. Man bør hellere gaa i Vandet med Veninder. Disses Følelser bliver ikke køligere, fordi de ser En mindre smuk. Tværtimod.”

Synet på nøgenhed for 100 år siden var præget af både restriktioner og liberalitet. Den 21. marts 1910 fældede Højesteret dom i en sag om uterlighed mod en medarbejder på et børnehjem på Bornholm. Manden fik 40 dages fængsel for blandt andet at have ”ladet en 10-aarig Pige se, at nogle Drenge løb nøgne om paa Marken i en Tordenbyge.” Efter domfældelsen kunne sagens parter – hvis de ville – spadsere de få hundrede meter over til Charlottenborg, hvor de kunne se de første glimt af J.F. Willumsens berømte billede af badende, nøgne drenge. (Selve billedet blev først udstillet offentligt to år efter, men Charlottenborg viste dette forår N.V. Dorphs portræt af Willumsen, mens han arbejdede på det i sit atelier.) 

Man skal ikke tage det som udtryk for hykleri, altså at der ikke var lighed for loven, men at sammenhængen mellem nøgenhed og uterlighed langt fra var ligefrem. Det kom an på konteksten. I kunsten var nøgenhed accepteret. Da Kristeligt Dagblad anmeldte Charlottenborgs udstilling med Willumsens billede i foråret 1912, bemærkede anmelderen slet ikke, at de badende drenge var nøgne. For drengene selv, der havde stået model for Willumsen, var det vel et praktisk spørgsmål om ikke at få våde bukser. I børnehjemmet derimod handlede det om at leve op til de normer om f.eks. kønsadskillelse, som gjaldt for opdragelsen af børn.
Johan Galster, Roar og Helge, 1939.
Stændertorvet, Roskilde
Eget foto.

I løbet af 1960erne blev nøgenheden og kroppen politiseret. Den nøgne krop blev symbol på frigørelsen fra borgerlige bindinger og nedarvede normer, og kvinder klædte sig nøgne for at demonstrere, at de nu havde overtaget kontrollen over deres egen krop og seksualitet. Den demonstrative nøgenhed blev et ideal i sig selv.

Hippiernes scrapbøger er fyldt med nøgenbilleder. Ser man efter, er det imidlertid næsten udelukkende en bestemt slags krop, der er repræsenteret: den atletiske, slanke, velproportionerede, unge mand og kvinde. Under den politisk idealiserede nøgenhed herskede der et æstetisk ideal, der ikke var meget forskelligt fra det, som Willumsen dyrkede.

Synet på nøgenhed har ændret sig siden 1970erne. Man ser f.eks. næsten ingen kvinder bade topløse ved stranden længere. Nogle ser det som en tilbagevenden til en tilstand, hvor det betragtes som normalt at være påklædt. Andre tager det som udtryk for nypuritanisme og tab af frihed. Spørgsmålet er, om det er nøgenheden selv eller retten til selv at bestemme, hvor af- eller påklædt man vil være, der er friheden? For nøgenhed er også ekskluderende. Den er vinderstrategien for de velskabte. Men det er jo ikke alle – for at parafrasere Emma Gad – der tager sig ud til deres fordel uden tøj på. Vi er nogle, der er lettede over, at bademoden igen tillader en grad af tildækkethed.

(Kristeligt Dagblad 2. maj 2017. Rubrikken er fra avisens netudgave)

Besværligt

SEAS-NVE meddeler kunderne, at de overgår til elektronisk kommunikation. Det kan ikke overraske. Men hvordan vil de "kommunikere"? Det vil de gøre via et ”selvbetjeningsunivers” kaldet mit-seas-nve.

 Selskabet opretter en hjemmeside med eget login og forventer, at forbrugerne selv følger med i hvad selskabet nu tager for at forsyne os med strøm. Og læg mærke til betegnelsen "selvbetjeningsunivers". Hvis det er et univers, er en dankortterminal et "betalingsunivers".

 Ved I hvad "mit-seas-nve" er, SEAS-NVE? Det er "jeres-seas-nve". Det er tegn på, at I lever i et parallel-univers, hvor elforsyning fylder bevidstheden alle døgnets ledige stunder, og alle jeres kunder kaster sig med tabletten på uldtæppet foran pejsen sammen med børnene og længselsfuldt logger ind for at se, om der skulle være nyt fra Svinninge.

Det er sikkert vældig rationelt for jer. Men det er ikke service. Det er besværligt med besværligt på. Jeg har lige så meget behov for flere logins som jeg har brug for at min cykel punkterer. Det er en elregning, for syv søren, ikke svar på livets store spørgsmål. Send den til e-boks, så kan det være, at kunderne faktisk opdager – og betaler – den.

(Læserbrev, Dagbladet 27 april 2017)

Skæmdump fra SEAS-NVE's hjemmeside

Da Ærø blev en del af kongeriget

Om tre år skal vi fejre 100-året for Genforeningen eller Slesvigs deling. Der er al mulig grund til at højtideligholde dette jubilæum. Det var bestemt ikke første gang en grænse blev flyttet, og den forudgående folkeafstemning var ikke enestående. Grænsedragningen i 1920 forblev i 20 år anfægtet af Tyskland. Paradoksalt nok var den tyske erklæring den 9. april 1940 i forbindelse med Værnemagtens overskridelse af samme grænse også en forsikring om samme grænses ukrænkelighed.

Tvivl om grænsen udtrykkes i dag næsten udelukkende fra dansk side. Det gælder f.eks. formanden for Folketingets udenrigspolitiske udvalg, Søren Espersen (DF), der for nylig udtalte: ”Vi vil da gerne have Danmark til Ejderen, hvorfor skulle vi ikke ville det. Det er da et håb og en drøm.” (KD 24. feb. 2017)

Udtalelsen vakte berettiget opsigt i Tyskland, for her har man forholdt sig til, at forholdene i Grænselandet har været reguleret af de aftaler, der blev indgået i 1955 mellem København og den daværende forbundstyske hovedstad Bonn om den gensidige anerkendelse af mindretalsrettigheder på hver side af Kruså-grænsen. Den væsentligste grund til stolthed over Genforeningen er, at historien om det dansk-tyske grænseland er et forbillede for mange tilsvarende regioner i Europa, fordi det er lykkedes at skabe en platform for fredelig sameksistens, hvor der tidligere har været væbnet konflikt.

En af disse konflikter var krigen i 1864, der indebar at hertugdømmerne Slesvig, Holsten og Lauenborg gik tabt for den danske krone. Det er i hvert fald den korte version af historien. Den nye grænsedragning, der var et resultat af det danske nederlag i 1864 blev fastlagt ved en fredskonference i Wien i oktober 1864. 

Ikke hele Slesvig blev afstået. Som kompensation for de såkaldte kongerigske enklaver vest for Tønder i Slesvig blev otte sogne syd for Kolding og hele Ærø tillagt kongeriget Danmark. I verdslige spørgsmål tilhørte Ærø Slesvig. Det vil sige, at ærøboerne delte valuta, lovgivning, skatter og afgifter, domstole og meget mere med det slesvigske fastland. I kirkelige spørgsmål tilhørte Ærø Fyens Stift, om end Ærø og Als en kort overgang efter 1815 til sammen udgjorde et eget stift. 

Ærø var en af rigets tættest befolkede øer og var centrum for handel og skibsfart i hele det 19. århundrede. Fuldbyrdelsen af freden i Wien tog nogle år. I 1864 var forvaltningen af Slesvig og Holsten delt mellem sejrherrerne Preussen og Østrig. Østrigs deltagelse i krigen var betinget af, at Østrig ikke havde nogen interesse i en ensidig preussisk ekspansion på den jyske halvø. Østrig havde ikke noget udestående med Danmark i sig selv. 

Modsætningsforholdet mellem Østrig og Preussen udviklede sig til en kort krig i 1866, som Preussen vandt. Derefter rømmede Østrig hertugdømmerne, som blev annekteret af Preussen – med undtagelse altså af de dele, der i henhold til Wienerfreden tilfaldt kongeriget Danmark. 

I disse dage for 150 år siden, den 1. april 1867, var indlemmelsen fuldbyrdet idet kongerigets lovgivning fra den dato gjaldt i de otte indlemmede sogne og på Ærø – med overgangsordninger.


(Kristeligt Dagblad den 12. april 2017)

Sandhed og politik

Indtil for nylig spillede den åbenlyse løgn en fast rolle i vestlig, demokratisk politik.Hvis en politiker blev taget i at lyve, var det ødelæggende for karrieren. Løgnen har imidlertid skiftet status. Nogle politikere har held med at fremstå troværdige over for deres vælgere, på trods af at de er usandfærdige.

Vælgerne belønner tilsyneladende det udsagn, der forekommer oprigtigt, altså at der er overensstemmelse mellem hvad politikeren føler, og hvad han siger, snarere end det sande udsagn, der er kendetegnet ved overensstemmelse mellem det sagte og det, der i en bredere kreds anerkendes som virkeligt.

At mennesker lyver, er ikke noget nyt. Det er sågar menneskets privilegium at gøre det. Mange dyr kommunikerer og kan endda forstille sig. Men kun mennesket lyver. Vores sproglighed gør os i stand til at abstrahere fra det konkrete og det oplevede med en sådan afstand, at vi med vilje kan vildlede andre. Krydset med menneskets velkendte vilje til magt har denne evne ofte gjort politik til en giftig affære.

Moderne dansk politik bygger på en usandhed. I marts 1848 foranledigede en gruppe borgere med Orla Lehmann i spidsen et systemskifte i København. De ønskede en forening af kongeriget og Slesvig under en fri forfatning. Problemet var, at en tilsvarende bevægelse i hertugdømmerne ønskede et forenet Slesvig-Holsten ligeledes under en fri forfatning.

Ved et hasteindkaldt møde i Casinoteatret den 20. marts lykkedes det Lehmann at overbevise sine tilhørere om, at der var udbrudt oprør i hertugdømmerne, og at et modtræk var tvingende nødvendigt. Næste dag gik tusindvis af borgere i et demonstrationstog til Christiansborg under trusler om " fortvivlelsens selvhjælp". Aktionen lykkedes. Kongen skiftede kurs og indsatte en regering, der ville gennemføre et Danmark til Ejderen.

Hvad der indtil da ikke havde været tilfældet, blev derefter sandt: Hertugdømmerne gjorde oprør over, at københavnerne ville skille Slesvig fra Holsten. Den krig, der brød ud to uger senere, varede i tre år og kostede tusindvis livet. En sidegevinst ved denne proces var, at Danmark fik en grundlov. Det gjorde hertugdømmerne faktisk også, men den blev annulleret, da de tabte krigen.

Lehmann og hans samtidige D. G. Monrad var blandt de første, der til fulde forstod det moderne, politiske håndværk. Monrad huskes som den, der havde ansvaret for nederlaget i 1864, og han skrev udkastet til Grundloven. Han deltog aktivt i politik gennem mange år og var dertil en begavet iagttager af den politiske kultur. Politikere, mente han, idet han omhyggeligt inkluderede sig selv, er " nogle stivsindede, stivnakkede, hårdhudede, hårdmundede og umedgørlige mennesker".

Monrad formulerede den grundregel, som stort set alle ministre siden har måttet sande, nemlig at "det, der i og for sig er rigtigt, bliver i politisk henseende urigtigt, når det ej lader sig gennemføre." Det er et vilkår - ikke mindst i et demokrati -at ingen politiker har den fuldstændige magt. En politiker kan være nok så sandfærdig og oprigtig, men alle gode viljer og alle gode argumenter kommer til kort, hvis der ikke kan skaffes et flertal. På den måde må alle moderne politikere leve i usandhed, fordi det er et vilkår, at der er en uoverensstemmelse mellem det, de vil, og det, der kan lade sige gøre. Det er en omstændighed, man skal tage i betragtning, når man vurderer en politikers sandfærdighed og oprigtighed.

(Kristeligt Dagblad 28. marts 2017. Redaktionens rubrik var en lidt anden.)