Sandhed og politik

Indtil for nylig spillede den åbenlyse løgn en fast rolle i vestlig, demokratisk politik.Hvis en politiker blev taget i at lyve, var det ødelæggende for karrieren. Løgnen har imidlertid skiftet status. Nogle politikere har held med at fremstå troværdige over for deres vælgere, på trods af at de er usandfærdige.

Vælgerne belønner tilsyneladende det udsagn, der forekommer oprigtigt, altså at der er overensstemmelse mellem hvad politikeren føler, og hvad han siger, snarere end det sande udsagn, der er kendetegnet ved overensstemmelse mellem det sagte og det, der i en bredere kreds anerkendes som virkeligt.

At mennesker lyver, er ikke noget nyt. Det er sågar menneskets privilegium at gøre det. Mange dyr kommunikerer og kan endda forstille sig. Men kun mennesket lyver. Vores sproglighed gør os i stand til at abstrahere fra det konkrete og det oplevede med en sådan afstand, at vi med vilje kan vildlede andre. Krydset med menneskets velkendte vilje til magt har denne evne ofte gjort politik til en giftig affære.

Moderne dansk politik bygger på en usandhed. I marts 1848 foranledigede en gruppe borgere med Orla Lehmann i spidsen et systemskifte i København. De ønskede en forening af kongeriget og Slesvig under en fri forfatning. Problemet var, at en tilsvarende bevægelse i hertugdømmerne ønskede et forenet Slesvig-Holsten ligeledes under en fri forfatning.

Ved et hasteindkaldt møde i Casinoteatret den 20. marts lykkedes det Lehmann at overbevise sine tilhørere om, at der var udbrudt oprør i hertugdømmerne, og at et modtræk var tvingende nødvendigt. Næste dag gik tusindvis af borgere i et demonstrationstog til Christiansborg under trusler om " fortvivlelsens selvhjælp". Aktionen lykkedes. Kongen skiftede kurs og indsatte en regering, der ville gennemføre et Danmark til Ejderen.

Hvad der indtil da ikke havde været tilfældet, blev derefter sandt: Hertugdømmerne gjorde oprør over, at københavnerne ville skille Slesvig fra Holsten. Den krig, der brød ud to uger senere, varede i tre år og kostede tusindvis livet. En sidegevinst ved denne proces var, at Danmark fik en grundlov. Det gjorde hertugdømmerne faktisk også, men den blev annulleret, da de tabte krigen.

Lehmann og hans samtidige D. G. Monrad var blandt de første, der til fulde forstod det moderne, politiske håndværk. Monrad huskes som den, der havde ansvaret for nederlaget i 1864, og han skrev udkastet til Grundloven. Han deltog aktivt i politik gennem mange år og var dertil en begavet iagttager af den politiske kultur. Politikere, mente han, idet han omhyggeligt inkluderede sig selv, er " nogle stivsindede, stivnakkede, hårdhudede, hårdmundede og umedgørlige mennesker".

Monrad formulerede den grundregel, som stort set alle ministre siden har måttet sande, nemlig at "det, der i og for sig er rigtigt, bliver i politisk henseende urigtigt, når det ej lader sig gennemføre." Det er et vilkår - ikke mindst i et demokrati -at ingen politiker har den fuldstændige magt. En politiker kan være nok så sandfærdig og oprigtig, men alle gode viljer og alle gode argumenter kommer til kort, hvis der ikke kan skaffes et flertal. På den måde må alle moderne politikere leve i usandhed, fordi det er et vilkår, at der er en uoverensstemmelse mellem det, de vil, og det, der kan lade sige gøre. Det er en omstændighed, man skal tage i betragtning, når man vurderer en politikers sandfærdighed og oprigtighed.

(Kristeligt Dagblad 28. marts 2017. Redaktionens rubrik var en lidt anden.)

Pinds idé om filosofikum duer ikke

Uddannelses- og forskningsminister Søren Pind stiller i interview med Uniavisen 27. januar og (uddybende) Berlingske Tidende 30. januar forslag om at genindføre filosofikum i form af en fælles eksamen for alle studerende, ikke alene på de længere videregående, men alle videregående uddannelser.

Ministeren siger selv om begrundelsen for sit forslag i Berlingske: »Jeg taler om filosofi, moral og etik, men også kulturel bevidsthed. Hvad udspringer vi af? Hvem er vi? Det handler om dannelse, som der mere end nogensinde er brug for. At skabe en fælles forståelse af, hvad vi er for en størrelse […] Det handler om at binde uddannelserne sammen og skabe en fælles bund i et samfund, der for nærværende er fragmenteret og under angreb fra populistisk hold og folk med andre styreformer, der vil os det ondt.«


Ministeren ønsker altså at indføre et fælles kursus, hvis formål er at tilvejebringe identitet, fællesskab, sammenhæng og bevidsthed om fælles demokratiske værdier. Det er en ubeskeden og for så vidt også prisværdig ambition.

Som historiker og grundtvigianer er det vanskeligt at være modstander, men jeg skal gøre forsøget.
Den eksamen i filosofikum, der blev afholdt indtil 1971, var i virkeligheden en lille rest fra dengang studentereksamen blev aflagt på universitetet som en optagelsesprøve. Fra 1850 blev den prøveret forlagt til de lærde skoler, altså gymnasierne.

Filosofikum var derefter tænkt som en oplæring i videnskabelig metode ud fra den antagelse, at filosofien som universitetsdisciplin og den på dette tidspunkt veletablerede filosofihistoriske kanon kunne tilvejebringe et tjenligt og almengyldigt grundlag for en virksomhed i videnskabens tjeneste, hvad enten man beskæftigede sig med kirurgi, procesret, atomfysik eller semitisk filologi.
De videregående uddannelser er et institutionelt fællesskab af væsensforskellige fag og discipliner. Det er et resultat af den specialisering, som har fundet sted over de seneste mange generationer. Den opfylder et behov, som efter alt at dømme ikke bliver mindre. Der er brug for folk, der kan deres kram.

I dag er metode og videnskabsteori indbygget i studieordningerne. På universitetet anvendes vidt forskellige videnskabelige metoder. Vi kan på gode dage, og når taler skal holdes til universitetets fester, stadig til nød fastholde hinanden på fælles etiske, ontologiske og epistemologiske principper som stræben efter ’det gode liv’, ’retfærd’, ’sundhed’ og ’sandhed’, men selv i diskussionen af så enkle og indlysende værdier er det vanskeligt at opnå enighed om metoder, principper og midler.
En anden og mere praktisk grund til at være mod ministerens forslag er, at det ifølge ham selv ikke må forsinke nogen eller koste noget.

Og alt, der er gratis, har som bekendt sin pris. Jeg er glad for, at jeg ikke sidder i mit fags studienævn og skal udpege de dele af bacheloruddannelsen i historie, der kan undværes for at skabe plads til ministerens forslag. Tiden til et filosofikumkursus skal nemlig tages fra de kurser, der i dag udgør en del af en bachelor i sygepleje, semitisk filologi eller jura.

Det vil betyde, at fremtidens sygeplejersker, filologer eller jurister vil have modtaget mindre undervisning i henholdsvis sygepleje, filologi og jura, hvis filosofikum genindføres. Inden for rammerne af den nuværende uddannelsespolitiske trylle-logik, vil man aldrig få nogen med ansvar til at indrømme, at det indebærer en kvalitetsforringelse, men det gør det altså.

De fleste vil anerkende, at ministeren har identificeret et reelt problem. Filosofikum er bare ikke løsningen. Alle der begynder på en videregående uddannelse har mindst ni års undervisning i enhedsskolen bag sig samt en studentereksamen. Folkeskolen skal blandt andet forberede eleverne til deltagelse, medansvar, rettigheder og pligter i et samfund med frihed og folkestyre, og i gymnasieskolen står den almene dannelse stadig som et centralt formål.


Hvordan havde ministeren helt præcist forestillet sig, at et kursus på måske 5 eller 10 ECTS-point skulle kunne klare, hvad tolv års skolegang ikke har magtet? Hvis ministeren bekymrer sig om sammenhængskraften i samfundet, var det måske en idé at give folkeskolen og de gymnasiale uddannelser de rammer og ressourcer, som de skal bruge for at løfte den opgave, som er deres, og så lade de videregående uddannelser om det, som vi er gode til: specialiseringen.

(Universitetsavisen 3. feb. 201

Fire misforståelser om digitalisering af den skriftlige kulturarv

Kulturminister Mette Bock skrev i avisen i torsdags om digitaliseringen af de i Rigsarkivet i København beroende vestindiske arkivalier, og ministeren anvendte derefter dette projekt som forklaringen på, at Rigsarkivets læsesalskapacitet over hele landet skæres ned.

Der er ingen tvivl om, at digitaliseringen af den skriftlige kulturarv er kommet for at blive og har ført meget godt med sig. Imidlertid knytter der sig en række – som regel implicitte – misforståelser til digitaliseringen, hvoraf den ansvarlige minister gør sig skyldig i mindst en.

Misforståelse nr. 1: ”Digitaliseringen overflødiggør arkivernes læsesale.” Med det nuværende tempo vil det tage årtier, før alt materiale i arkiverne er digitaliseret. Det har været en stor hjælp for arkivernes største brugergruppe, slægtsforskerne, at f.eks. kirkebøgerne nu ligger på nettet, men det er ikke gyldig grund til at indskrænke åbningstider og adgang til arkiverne for f.eks. forskerne.

Misforståelse nr. 2: ”Digitalisering erstatter papirversionen af arkivalierne.” Selv digitaliseringer i den bedst mulige kvalitet indebærer et informationstab, fordi papirversionens fysiske kvaliteter i sig selv indeholder informationer. Noget andet er, at mange eksisterende digitaliseringsprojekter, f.eks. af de danske aviser eller de kommunale byggesagsarkiver, er langt fra at være i en bare tilfredsstillende kvalitet.

Misforståelse nr. 3: ”Digitalisering er det samme som formidling.” Det svarer til at tro, at man har formidlet dansk politisk historie ved at fotokopiere Folketingstidende. Også brugerne af digitale arkivalier har brug for rådgivning om den sammenhæng og kontekst, som dokumenterne indgår i. Denne rådgivning koster stadig penge, og så er vi ved

Misforståelse nr. 4: ”Digitalisering indebærer en besparelse på længere sigt.” Alle ved, at det koster at omsætte større mængder papirarkivalier til en digital form. Færre er klar over, at vedligeholdelsen af den digitale information indebærer betydelige og løbende driftsomkostninger. Ingen digital databærer har en kendt levetid på over ti år. Det er allerede vanskeligt nu at finde computere, der kan læse en CD-rom. Hvem har i dag udstyret til at aflæse en floppy-disc? Enhver digitalt lagret information skal omsættes til et nyt format med få års mellemrum. Til sammenligning har selv den dårligst kendte papirkvalitet en levetid, der er ti gange længere, for nu slet ikke at tale om syrefrit kvalitetspapir, der selv under ugunstige forhold snildt overlever århundreder.

Sammenlagt kan man sige, at digitalisering har medført en demokratisering af arkivadgangen, fordi mange flere mennesker nu bruger de materialer, som findes på statens arkiver og biblioteker. Men det har ikke overflødiggjort arkivernes og bibliotekernes forpligtelse til at bevare papirversionerne og sikre publikums og forskernes adgang til dem.

(Kristeligt Dagblad 14. marts 2017)