Hedenskab og nøgenhed

Amerikanske medier kan berette om, hvordan en lærer i Tallahassee i Florida er blevet afskediget for at have vist billeder af Michelangelos skildring af den upåklædte David, der forbereder sig på kampen med Goliat. Forseelsen består efter det oplyste i, at forældrene ikke på forhånd var blevet advaret om, at deres børn skulle være vidne til den slags nøgenhed. En enkelt af forældrene har sammenlignet det med pornografi. Det er imidlertid ikke første gang, at statuen har vakt forargelse.

Michelangelos marmorskulptur, der blev til i de første år af det 16. århundrede regnes blandt den italienske renæssances hovedværker. Brygger Carl Jacobsen stiftede i 1879 Albertinalegatet – opkaldt efter Bertel Thorvaldsen – der havde til formål at støtte ”Anskaffelse af Billedhuggerværker til Pryd for offentlige Pladser og Haver i Kjøbenhavn”, og i 1896 skænkede han en kopi af Michelangelos David støbt i bronze til hovedstaden. Den ankom året efter og blev i løbet af sommeren opstillet ved Helligåndskirken. Ganske vist var statuen af bronzestøberen – imod brygger Jacobsens ønske – blevet forsynet med et figenblad, men nøgenheden var stadig frappant. Det var dog ikke den, der umiddelbart var problemet. Det var den omstændighed, at statuen ikke rummede noget kristeligt budskab:

”Figuren er i sine overnaturlige – maaske ikke helt nøiagtige – Proportioner formet med Mesterhaand; man føler igennem den Kunstnerens rent hedenske Glæde ved det nøgne unge Legemes skønhed og svulmende Kraft. Kristelig i sin Aand er denne Statue ikke – forsaavidt er Pladsen foran en Kirke uheldig valgt,” skrev Socialdemokratiets partiavis i august 1897.

Spørgsmålet om statuens placering og betimeligheden af figenbladet blev ivrigt debatteret, og ganske få uger senere blev den flyttet til byens nye rådhus tæt på Vartov. Samtidig blev figenbladet fjernet.

Kirkehistorikeren Peder Severinsen tilsluttede sig i Kristeligt Dagblad denne vurdering af statuen som ”rent hedensk” og bifaldt statuens flytning. Til gengæld angreb Severinsen et initiativ til at opstille en anden statue af en nøgen David, skabt af den samtidige billedhugger Niels Holm. Problemet var nøgenheden. Så kan man spørge, hvorfor Severinsen dog ikke opfattede det som et problem, at også Michelangelos udgave af David er nøgen?

David ved Vartov - kbhbilleder.dk

Problemet var ifølge Severinsen, at Holm skildrede David i bøn, og at moselovene netop foreskriver, at man skal klæde sig ekstra på, når man står foran Herren. Det var altså ifølge Severinsen ikke nøgenheden i sig selv, der var et problem, men at nøgenhed ikke hørte hjemme i en skildring af gudhengivenhed. Så længe David var skildret som hedning, var der ikke noget i vejen med, at han var uden tøj og figenblad.

I 1903 blev bronzekopien af Michelangelos David flyttet til en placering ved Statens Museum for Kunst i Østre Anlæg. Folkeviddet mener at vide, at de fromme kvinder i stiftelsen Vartov var anledning til flytningen, fordi de var modstandere af udsigten til Davids bare hale. Hvorom alting er blev statuen flyttet igen i 1993 til sin nuværende lidt afsides placering ved Vestindisk Pakhus på Københavns havnefront tæt på Amalienborg. Men det var måske en idé at flytte den tilbage til placeringen ved rådhuset, den plads, der som en hyldest til den seksuelle mangfoldighed for en halv snes år siden fik navnet Regnbuepladsen.

(Kristeligt Dagblad 29. marts 2023. Avisen redigerede lidt i teksten og valgte en anden rubrik)

Indoktrinering

Over de seneste dage har der været en livlig diskussion om redaktionen af Danmarks Radios P3. En nyansat redaktør er også på lederplads her i avisen blevet kritiseret for at ville bedrive politisk aktivisme.

Historisk set er det ikke nyt, at Danmarks Radio udsætter sig for kritik af denne karakter. I 1950erne skrev forfatteren Hans Scherfig anmeldelser af Statsradiofoniens udsendelser i kommunisternes dagblad Land og Folk. Han mente, at radioudsendelserne var udtryk for en ”almindelig amerikanisering”, og det var fra kommunisten Scherfigs hånd ikke ment som en ros.

Det var det heller ikke, da den konservative Hanne Budtz i 1967 klagede over den anti-amerikanske linje i Danmarks Radios dækningen af Vietnamkrigen.

I februar 1968 blev tre ministre fra den nye borgerlige VKR-regering interviewet i fjernsynet. Det var et for tiden ret kritisk interview, og det fik forhenværende minister Jens Sønderup (V) til at skrive et læserbrev til dagbladet Vestkysten, hvor han krævede journalisterne fyret: ”Skal regeringen Baunsgaard dolkes og ødelægges af fjernsynets røde lejesvende”, som han skrev med en vending, der sidenhen er blevet anvendt mange gange. Danmarks Radio har endda selv tematiseret spørgsmålet i en serie af programmer med fællestitlen ”De røde lejesvende” på DR2 i 2010.

Fra og med 1968 stod kampen især om den nyoprettede Børne- og Ungdomsafdelingen med programchef Mogens Vemmer i spidsen. Bl.a. Poul Schlüter (K) beskyldte Vemmer for at bedrive politisk indoktrinering. Forfatteren Ole Hyltoft mente derimod, at Børne- og Ungdomsafdeling var ”det kirkeborgerlig Danmarks forlængede arm i Radiohuset.” Journalisten Eva Bendix, der selv havde en fortid som speaker i fjernsynets barndom, mente ligeledes, at Danmarks Radios børneudsendelser var udtryk for borgerlig indoktrinering.

Erhard Jakobsen, der brød ud fra Socialdemokratiet i 1973 og stiftede Centrum-Demokraterne, blev både medlem af Radiorådet og formand for interesseorganisationen Aktive Lyttere og Seere, og i begge egenskaber kritiserede han Danmarks Radio for at være for venstreorienteret.

Kritikken af Danmarks Radio var fra begyndelsen af 1970erne tæt forbundet med den såkaldte indoktrineringsdebat, der handlede om blandt andet daginstitutionerne og folkeskolen. Den blev interessant nok udløst af en programmedarbejder i Danmarks Radio, Kaj V. Andersen, der også var teolog og folketingsmedlem for Venstre. Han kritiserede i 1971 den venstreorienterede indoktrinering, som han mente fandt sted i børnehaverne, hvor pædagogerne angiveligt var imod at man fejrede jul. Den kritik blev i 1973 fulgt op af en anden venstremand, folketingsmedlem Lennart Larson, der ligeledes kritiserede venstreorienterede pædagoger. I oktober måned året efter advarede tidligere landsformand for Det radikale Venstre, undervisningsdirektør Asger Baunsbak-Jensen mod yderligtgående marxistiske folkeskolelærere, men med en ret væsentlig tilføjelse: ”Der må hverken være en marxistisk eller en religiøs indoktrinering,” udtalte han. Dermed gjorde han med et retorisk judogreb kritikken af folkeskolens forkyndende undervisning til en del af indoktrineringsdebatten.

Ved folkeskolereformen i 1975 blev de sidste bånd mellem Folkekirken og Folkeskolen kappet, idet kristendomsundervisningen ikke længere måtte være forkyndende. I modsætning hertil fastholdt Danmarks Radio transmissionen af både morgenandagt fra Københavns Domkirke og søndagens højmesse i Folkekirken helt frem til i dag.

(Kristeligt Dagblad 8. marts 2023. Avisen valgte en anden rubrik.)

Spildtid

 I klummen ”seniorliv” skriver Ivar Brændgaard (KD  19. jan.) som et indlæg i debatten om beskæringen af danske universitetsuddannelser fra fem til fire års længde, at der snildt kunne være skåret et år af den normerede studietid, da han læste. Der var for meget spildtid, mener han.

Ivar Brændgaard tog sin kandidateksamen i 1980. På det teologiske Fakultet i København var der i 1980 indskrevet 600 studerende, men kun 20 af dem tog embedseksamen det år. Det måtte betyde en gennemsnitlig studietid på 30 år, som Kristeligt Dagblad sarkastisk bemærkede på lederplads, underforstået at sådan var det nu nok ikke helt.

Men en studietid på 10 år var slet ikke usædvanligt. Så det er klart, at de studerende dengang må have oplevet en masse tidsspilde. Så er spørgsmålet, om det er et godt argument for at skære ned på længden af universitetsuddannelserne i dag?

Nu kan man for det første konstatere, at Brændgaards ønske for længst er opfyldt. En kandidatgrad på universitetet fik man dengang efter 6 års studier, hvis man fulgte normeringen. I dag er det 5 år.

For det andet er en universitetsuddannelse i dag noget helt andet end den var dengang. Danske universiteter og universitetsstuderende er blevet meget effektive i de seneste 15-20 år. 82 % af de studerende gennemfører på den normerede tid + 1 år, altså netop de 6 år, der var normen i Brændgaards ungdom. Så det er ikke oplevelsen af spildtid, der præger universitetsstudierne i dag, snarere manglen på tid til fordybelse.

(Læserbrev 28. januar Kristeligt Dagblad)