Studerendes arbejdstid

Mathilde Noer har i sit indlæg i lørdagens avis ganske ret i, at de humanistiske fags generelt dårlige omdømme er ganske ufortjent. Det er også rigtigt, at humaniora sammen med nogle af samfundsfagene er underprioriteret økonomisk. Der er væsentlig flere penge og væsentlig flere undervisere til rådighed pr. studerende på de naturvidenskabelige fag.

Mathilde Noer er harm over, at de humaniorastuderende udskældes som dovne, fordi det påstås, at de ikke arbejder mere end 21-24 timer om ugen. Dette tal er imidlertid beklageligt tæt på den statistiske sandhed. En stor undersøgelse blandt de studerende på Københavns Universitet i 2013 viser, at de som gennemsnit studerer knap 28 timer om ugen, når man regner undervisning og undervisningsforberedelse sammen. De jurastuderende og humaniorastuderende ligger i bund med 22,3 timer om ugen, mens teologistuderende studerer 25,2 timer ugentlig. I top ligger de medicinstuderende med 34,3 timer. En undersøgelse fra Aarhus Universitet giver tilsvarende tal. Evalueringer på de enkelte fag bygget på de studerende egne indberetninger bekræfter, at de studerende ofte møder dårligt forberedte op til undervisningen, hvilket sænker deres eget og de medstuderendes udbytte væsentligt.

Der er gode forklaringer på, at det forholder sig sådan. En af de væsentligste er, at de studerende meget ofte har en del erhvervsarbejde ved siden af studierne. Gennemsnittet er på 7 ½ timer om ugen. Her er der grund til at gøre opmærksom på, at de studerende ad denne vej får en meget værdifuld introduktion til arbejdsmarkedet. Det er ofte joberfaringerne fra studietiden, der giver adgang til den første stilling efter afsluttet kandidateksamen. Samtidig har arbejdsgiverne en mulighed for at få dygtig, fleksibel, engageret – og meget billig – arbejdskraft. Alene de ca. 40.000 studerende på Københavns Universitet lægger således i omegnen af 8000 årsværk på arbejdsmarkedet. Samfundsøkonomisk er det med andre ord en rigtig god ide at fastholde de studerendes mulighed for at arbejde ved siden af studierne.

Og der er ikke desto mindre stadig god plads i de studerendes kalender til at styrke indsatsen på studierne. De humanistiske fag øger i disse år antallet af undervisningstimer, studieordningerne har fået et pædagogisk og fagligt serviceeftersyn, og lærerkræfterne får efteruddannelse i undervisning og vejledning. Det ville løfte kvaliteten af alle uddannelserne betydeligt, hvis de studerende kvitterede med at forberede sig noget bedre. Og hvis det skulle hænde, at en enkelt arbejdsuge eller flere sneg sig over 37 ½ time, så er det nok også til at leve med.

(Kristeligt Dagblad 15. juli 2015. Redaktionen havde valgt en anden overskrift. Noers oprindelige indlæg kan læses her.)

Hvorfor bruger lystsejlere splitflag?

Danske lystsejlere er meget stolte over, at de må føre splitflag. Men hvorfor må de egentlig det? Den korte forklaring finder man i statsministeriel bekendtgørelse af 11. oktober 1957, hvori der meddeles alle danske dæksbåde og halvdæksbåde bestemt for lystfart retten til at føre splitflag med bogstaverne Y. F. i gult i den øverste firkant nærmest stangen, det såkaldte yachtflag.

Når det alligevel undrer, skyldes det den almindelige regel, at splitflaget almindeligvis opfattes som statens flag. Statslige institutioner anvender splitflag, nogle med et særligt mærke, mens det rektangulære flag, kaldet stutflaget, anvendes af ikke-statslige institutioner og privatpersoner sådan som f.eks. lystsejlere - skulle man tro. Men sådan er det ikke, og forklaringen er historisk.

Der findes ingen samlet, moderne lovgivning om flagning i Danmark. Flagning er reguleret af kongelig forordning af 11. juli 1748, der stadig er gældende lov i Danmark. Den skelner mellem koffardiflaget og orlogsflaget, som stadig er de officielle betegnelser for henholdsvis stutflaget og splitflaget. Koffardiflaget skulle føres af handelsskibe, mens orlogsflaget skulle føres af krigsskibe. Flagføring var dengang først og fremmest et søværts foretagende. 

I 1854 blev loven suppleret af bestemmelser om flagets anvendelse til lands. En bekendtgørelse fra 1915 om brug af fremmede flag supplerer denne bestemmelse, men ellers er flagning i Danmark præget af stærke følelser, svag konsekvens og næsten lige så mange undtagelser som regler. Flere private virksomheder, foreninger og stiftelser har i tidens løb fået tilladelse til at føre splitflag – nogle bruger det sågar uden tilladelse – mens offentlige institutioner som kommunerne eller Folkekirken typisk flager med stutflag.

I 1888 fik Dansk Forening for Rosport
sit eget flag. Her er det oprindelige
udkast fra Marineministeriets arkiv.
Det er nu som før regenten, der kan give dispensation fra forordning af 11. juli 1748. I 1865 søgte en grosserer Prior om kongelig tilladelse til at føre et særligt flag på et lystfartøj, som han havde erhvervet med henblik på et togt til Middelhavet. Skibet var i henhold til den gældende forordning hverken fugl eller fisk. Prior ønskede på den ene side at undgå de havneafgifter, der påhvilede handelsskibene. På den anden side var der heller ikke tale om et orlogsfartøj, men der var dog det særlige ved skibet, at det havde tilhørt Frederik VII. Det var Marineministeriet, der fandt på løsningen med udkastet til det særlige yachtflag, som Prior derefter anvendte med kongelig tilladelse.

Tilladelsen i 1865 blev givet til Prior personligt, da der ikke var mange lystfartøjer i Danmark, men nok til at spørgsmålet om deres flagføring blev taget op, således at alle andre lystfartøjer i 1866 fik samme tilladelse som Prior. I 1867 blev der vedtaget en lov om skibsregistrering, som var forudsætning for at føre dansk flag, og i en følgende bekendtgørelse blev det specificeret, under hvilke vilkår lystsejlere kunne føre det særlige yachtflag. Der skulle indgives andragende herom under erlæggelse af en stempelafgift på 48 skilling. Denne stempelafgift blev afskaffet i 1957.

I 1873 fik Dansk Forening for Lystsejlads – siden omdøbt til det mere prætentiøse Kongelig Dansk Yachtklub – sit eget flag med split, fulgt op af flere ro- og sejlklubber landet over. Man skal tilhøre disse klubber eller foreninger for at føre deres specielle flag, men enhver dansk halv- eller heldæksbåd, der hverken anvendes til krigsførelse eller nogen form for kommerciel virksomhed, har altså retten til at føre det almindelige yachtflag; en ret der næste år kan fejre sit 150 års jubilæum.

(Kristeligt Dagblad 10. juli 2015. Avisen havde indført et ekstra ord i første afsnit. Den fejl er her rettet tilbage.)