Filmen knækkede

Når sigøjnerne lyver og stjæler, er det jo kun rimeligt at sætte dem i reservat, ikke sandt? TV 2's højt belagte nyhedsmagasin forrige søndag aften havde fået en invitation til at deltage i en dåbsfest for fire døtre af en dansk kloakmester og hans kone, der tilhører Roma-folket, også kaldet sigøjnere. De ville gerne fortælle, hvordan deres liv så ud for at nuancere den almindelige danskers forestilling om sigøjnere. Det var TV 2's hold tydeligvis med på, men midt i det hele knækkede filmen for dem, for de fik et interview, som de åbenbart havde meget svært ved at sige nej til. De fleste af de adskillige hundrede dåbsgæster var ikke meget for at optræde i fjernsynet, og det fremgik tydeligt af indslagets billedside, der var præget af tomme stole. En af gæsterne havde dog ikke noget imod at vise sit ansigt til kameraholdet, og tale ville han også gerne.

Han havde artige ting at fortælle om Roma-folket: En sigøjner må gerne lyve over for en 'gadjo' - en ikke-sigøjner - men aldrig over for en fælle, sagde han. Og når en sigøjner stjæler, er det altid af nød, i modsætning til ikke-sigøjnere. Den slags udsagn er udtryk for de mest fladtrådte fordomme om sigøjnere. Hvis jeg eller hvem som helst havde sagt noget tilsvarende, ville TV 2 ganske givet aldrig have turdet bringe interviewet af frygt for beskyldninger om at kolportere racisme, men nu var det altså en roma, der sagde det, med fremmedartet navn, mørk hud og hele pivtøjet. Og trods sine udsagn om sigøjneres utroværdighed, blev han altså betragtet som troværdig. Og så handlede indslaget ikke længere om en dåbsfest, men om sigøjnernes forhold til resten af samfundet. Det var en helt anden historie. Fra at handle om de eksotiske fremmede blev det til en historie om de farlige fremmede.

Det er for det første dårligt journalistisk håndværk at ville fortælle to historier på en gang, og håndværket bliver kun værre af, at den anden historie blev fortalt så dårligt. Redaktionen skulle have spurgt sig selv, om denne ene mand var repræsentativ for sit folk? Hvad gav ham ret til at tale på sine fællers vegne? I et så alvorligt spørgsmål, hvor en hel gruppe stilles under anklage, kræver almindelig presse-etik, at repræsentanter for gruppen får lejlighed til at svare igen. Et ekspert-udsagn ville også have været velanbragt.

Skaden er sket. Romaerne har fået bekræftet, at det aldrig kan betale sig at optræde på fjernsynet, for journalisterne vil gribe den mindste chance for at give deres fordomme frit løb. Romaerne er en minoritet, der er overrepræsenteret i de sociale statistikker, og underrepræsenteret dér, hvor magten udøves - herunder også i medierne. I Helsingør kommune bor der 800-1.000 af dem, hvor de i vid udstrækning opfattes som et problem, ikke mindst af borgmester Per Tærsbøl. Han har nogle kreative forslag til, hvordan disse problemer skal løses. Børnene kom ikke i skole, så han truede med at trække i forældrenes bistand. Det må man ikke.

Nu er en ny sag undervejs. Der er netop indgivet klaget til Tilsynsrådet, fordi Helsingør Kommune har oprettet særlige klasser for Roma-børn. Ingen benægter, at der er problemer med mange af roma-børnene, og der er intet forgjort i at oprette særklasser for børn med særlige problemer, men disse klasser er oprettet udelukkende på baggrund af børnenes etnicitet og ikke ud fra en sagkyndig vurdering af deres pædagogiske, psykologiske eller faglige behov. Det er klokkeklar diskrimination, og klagerne har en god sag. Desværre har TV 2 netop bombet denne sag et godt stykke tilbage med fremlæggelsen af uimodsagte fordomme i den bedste sendetid. Når sigøjnerne lyver og stjæler, er det jo kun rimeligt at sætte dem i reservat, ikke sandt?

(Kommentar i Information, 5. feb. 2003)

Hvem har krav på hvilken behandling?

Det er et fundamentalt princip for læger overalt i verden, at de behandler akut syge mennesker uden persons anseelse, dvs. fuldstændig uafhængigt af patientens moralske fortjenester eller betalingsevne. En øksemorder i betalingsstandsning har også ret til at blive lappet sammen. Det er et smukt princip, der foruden de indlysende fordele for patienterne også sikrer lægerne en stor grad af faglig integritet. Imidlertid er der et andet princip, som let kommer i strid med det førstnævnte, nemlig at læger også skal tjene penge. De har krav på at få løn eller honorar for deres ydelser præcis som alle andre. I Danmark dækkes lønnen af den offentlige sygesikring.

Problemet opstår, når en patient møder op hos lægen uden gyldig forsikring eller mulighed for kontant betaling. Lægen har pligt til at redde hans liv, men derudover hvad så? Det er ikke i første omgang et sammenstød mellem disse to principper, der fik overlæge Torben Pedersen på Frederiksberg Hospital til at anmelde et tilfælde, hvor tre kvinder havde brugt samme sygesikringsbevis til at skaffe sig adgang til hver sin abort. Han får såmænd nok sin løn alligevel. Jeg tror der var tale om en principsag. Etisk Råd og strafferetseksperter er stort set enige om, at overlægen brød et fortrolighedsforhold, skriver Information i sin dækning af historien den 23. december.

Fortroligheden mellem læge og patient er ganske rigtig brudt i dette tilfælde. I første omgang af patienten, der har løjet om sin identitet, og dernæst af lægen, fordi han betragter det som uacceptabelt. Det er der for det første rent lægefaglige grunde til. Hospitalet pådrager sig et enormt ansvar ved at behandle patienter ud fra falske forudsætninger. I pågældende tilfælde kan det have fatale konsekvenser, hvis f.eks. patientens faktiske blodtype ikke stemmer overens med den, der er angivet i journalen, fordi journalen ganske enkelt er skrevet på en anden patient. Der er grund til at minde om, at der i de pågældende tilfælde ikke var tale om livstruende lidelser.

Dernæst kommer vi til det indledningsvist skitserede dilemma. Den konkrete forbrydelse - svindel med identitetspapirer - er måske ikke særlig betydningsfuld i det enkelte tilfælde, men den kan blive det, hvis den begås tilstrækkelig hyppigt. I Danmark har vi en meget gavmild offentlig sygesikring, som alle med mere end en halv snes ugers lovligt ophold i landet har adgang til. Antallet af mennesker, der svindler sig til ydelser i sundhedsvæsenet kendes ikke, ikke mindst fordi mange læger sandsynligvis har valgt ikke at gøre som Torben Pedersen har gjort. Det synes dog at være en enkel sag at systematisere svindelen og gøre den til en indtægtskilde for kriminelle.

Torben Pedersen har med sin anmeldelse indirekte peget på, at der ikke findes noget som helst juridisk eller administrativt beredskab, der sikrer, at kun folk med lovlig adgang bliver behandlet. Ingen af de andre omkostningstunge offentlige ydelser - dagpengesystemet eller bistandshjælpen - ville kunne leve med en så fuldstændig åbenlys mulighed for svindel. Det handler om sygesikringsbevisets troværdighed, som en klinikchef siger til Information. I første omgang kan det løses ved at indføre et sygesikringsbevis med foto-id. I anden omgang handler det om mennesker hertillands uden sygeforsikring; mennesker, der også bliver syge og kræver behandling. Hvad har de krav på? Man kan ikke forlange, at en læge skal svare på det, for det er et politisk spørgsmål. Dansk Folkeparti vil ganske givet udnytte situationen til sine egne formål, og så må de øvrige partier ikke lade sig skræmme til at tro, at almindelig fortielse vil få dette problem til at forsvinde af sig selv. Det gør det først, hvis Folketinget finder en løsning.

(Kommentar i Information 8. jan. 2003)

Karismatisk ledelse

Næsten skrøbelig, ville jeg kalde ham ved første øjekast. Han er tynd og høj med en let ludende holdning, nærmest duknakket. Han sidder med ryggen til os, ansigt til ansigt med dommeren, så vi tilhørere ser ham næsten kun bag fra, dagens hovedperson: Mogens Amdi Petersen. Hans ører sidder lavt bemærker man, et stykke nede, hvor hovedet skråner ind mod halsen. Sammen med det tynde, lyse hår giver det indtryk af en ranglet teenager. I profil er der dog ingen tvivl om, at det er en prøvet mand, der sidder dér. Så mange dages hovedperson har han været. På hans højre side står anklageren, høj, mindst lige så mager og markeret, men noget yngre. Amdi Petersen svarer på spørgsmålene tøvende.

Tilsyneladende leder han efter svarene, men efter at have lyttet en hel dag, kan man konstatere, at de er faldet med en vis systematik. Han har trukket fuldt hus. Der er foruden de almindelige tilhørere også retsreportere nok til at fylde stolerækkerne. De er der fra de landsdækkende og lokale aviser og tv-stationerne. De kender hinanden fra tidligere, hilser og udveksler efterretninger. Ritzau har sendt to, så de kan skiftes til at liste sig udenfor og sende en situationsrapport uden at gå glip af noget væsentligt. De første mødte kl. 8.00 for at være sikre på en plads. Retsmødet begynder lidt efter kl. 10. Der er en smule forsinkelse, for ikke blot Amdi Petersen og hans advokat, Anders Boelskifte, men også de syv øvrige tiltalte i sagen og deres repræsentanter skal på plads, inden dommeren, en upåfaldende mand, indleder forhandlingerne. Retsmødet tager sin begyndelse med korte sagsfremstillinger af henholdsvis anklager og forsvarer. Hovedpersonens varetægtsfængsling udløber den næste dag, og forsvaret håber, at en fremskyndelse af anklagerens afhøring af ham kan overbevise dommeren om, at varetægtsfængslingen ikke skal opretholdes.

Når først den tiltalte er blevet afhørt i doms-mandsretten kan selv ikke en evt. flugt forhindre en domfældelse. Anklageren, vicestatsadvokat Poul Gade, har ladet mangfoldiggøre et ringbind med utallige af de dokumenter, som politiet har beslaglagt ved ransagninger hos Tvind. De runddeles til samtlige tilstedeværende advokater. Nu får de travlt med at følge med i anklagerens henvisninger til side 18, side 403, side 53 og igen side 18. Dokumenterne skal godtgøre anklagerens væsentligste påstand, at Amdi Petersen har haft væsentlig og bestemmende indflydelse på de beslutninger, der er truffet i Tvinds almennyttige fond. Tilhørerne kender kun indholdet gennem anklagerens hurtige oplæsning af de passager, som han finder relevant for sagen. Det er breve fra Amdi Petersen og Kirsten Larsen, som giver anvisninger på, hvordan Lærergruppens aktiviteter skal udvikle sig. De underskriver sig i fællesskab »Klap«, en kombination af deres initialer. Står der også et k+k foran, betyder det »kærligst og kammeratligt«.

Amdi Petersens strategi for sine svar er at bagatellisere brevene. Han fortæller, at de i virkeligheden betyder noget andet, end de synes at gøre for den almindelige læser. Et brev, der tydeligvis er en irettesættelse, er lige så meget et kærlighedsbrev som et formaningsbrev, fortæller han. Han siger, at brevene er et resultat af en længerevarende beslutningsproces, der har involveret langt flere personer, stor-møder. De er blotte referater af de kollektive beslutninger. Selv er han ikke meget andet end en konsulent, og slet ikke topleder. Han sammenligner Lærergruppen med et ægteskab, hvor ingen bestemmer over den anden. Anklageren er ikke hurtig nok til at spørge, om der er børn i ægteskabet, og hvor stor selvbestemmelse de børn har. Det er anklageren meget om at demonstrere, at Tvinds tilsyneladende flade struktur dækker over et benhårdt hierarki, en koncern med en koncernledelse og nogle vicepræsidenter. Amdi Petersen kokketerer i sine svar med, at han da ville ønske det var så vel, for han havde mange forslag til en effektivisering af strukturen. Desværre, siger han, lytter de ikke til mig. Det er vanskeligt at vurdere, om Amdi Petersen selv tror på, hvad han siger. Han er kendt for at tale usandhed flydende. Gade tror ham i hvert fald ikke.

Spørgsmålet er, om Gades forestilling om Amdi Petersens rolle er sand. Han har et billede af Amdi Petersen som en klassisk virksomhedsleder, der med sin håndfuld af underdirektører leder et multinationalt firma. Det er antagelig en misforståelse. Amdi Petersen er nærmest et skoleeksempel på det, som den tyske sociolog Max Weber kaldte en karismatisk leder, dvs. en leder, hvis autoritet udgår fra de undergivnes tillid til hans personlige egenskaber snarere end hans formelle position i systemet. Man behøver nemlig intet hierarki for at være autoritær. Faktisk er et hierarki ofte så bureaukratisk, at reglerne spærrer for den vilkårlighed, som ligger det autoritære hjerte så nær. Hvis der er for mange regler, bliver systemet for forudsigeligt, og så er der ikke plads til den store individualist i toppen. Vilkårlighed og uforudsigelighed er to af Amdi Petersens væsentligste styringsredskaber. Ingen ved hvor de har ham eller hvornår. Han kan dukke op når som helst i et hvilket som helst humør. Den ene dag uddeler han ros og den næste dag ris - uden at den riste og den roste kan udgrunde de nærmere årsager til hans humørsvingninger. Usikkerheden afføder frygt, og frygt er på sin side den bedste grobund for despoter. De trives i den. Men selv diktatorer har brug for popularitet, og det gælder især den karismatiske leder. For dem er persondyrkelsen en slags narkotikum. De kan ikke leve uden den. Derfor har de det bedst, når de er elskede på samme måde som børn elsker deres forældre - loyalt og betingelsesløst, fuldstændig uafhængigt af den behandling, som de giver børnene.

Diktatorens vilje ytrer sig ikke så meget i diktater som i disciplenes trang til at være den første til at gætte hans seneste ønske. Det er og bliver en gætteleg, for diktatorens smag lader sig ikke sætte på formel. Nogle vinder i dette lotterispil, men en skønne dag taber de også, fordi de skødesløst troede, at mesterens livret var den samme i dag som i går. Trangen til at tækkes ham forbliver dog usvækket hos de fleste, og derfor kan han i princippet leve på den løgn, at han kun er blandt ligemænd, der vil ham det lige så godt som han dem. Som sagt: det er vanskeligt at sige, om Amdi Petersen selv tror på, hvad han siger. Tvind er historien om konstante omstruktureringer, degraderinger og forfremmelser. Kun en ganske lille kerne af folk er forblevet i centrum. Resten er gået fra gunst til ugunst og tilbage igen uden altid at kunne forstå hvorfor. Denne mangel på evne til at gennemskue tingene har forledt dem til den konklusion, at det antagelig var deres egen skyld, og at de nu må anstrenge sig endnu mere for at forstå årsagerne til deres fejltrin, så de kan undgås i fremtiden. En del har afdækket gøgleriet og er rejst deres vej, men nye medlemmer har fyldt pladserne efter dem. Tiden må vise, om anklageren har esser nok i ærmet til at lure sin modstander. Foreløbig har han en masse papirer, der godtgør, at Amdi Petersen og Kirsten Larsen har haft en holdning til Tvinds udvikling. Anklageren mangler stadig at vise, at de har haft reel beslutningskompetence, dvs. at vise, at deres beslutninger også er blevet ført ud i livet.

Det bliver vanskeligt, for Lærergruppen, hvor alle væsentlige beslutninger tages, er slet ingen juridisk person. Den er blot et kammeratligt og kærligt fællesskab - på papiret vel at mærke. Dvs. der findes netop ingen papirer. Derfor kan der heller ikke placeres noget juridisk ansvar hos den. Det er anklagerens job at bevise, at det kan der, for ellers kan han ikke nå Amdi Petersen. Han er ikke en normal virksomhedsleder lige så lidt som Tvind er en normal virksomhed. Det hjælper ikke at gøre Tvind til noget andet end det er. Afhøringen af Amdi Petersen nåede ikke at blive afsluttet før jul. Den fortsætter i dag.

(kronik i Information 7. jan. 2003)

Kalkuleret vold

Vores budskab bliver ikke hørt, sagde Pelle Dragsted, talsmand for Globale Rødder i DR2's Deadline tirsdag aften. Hvorfor er der f.eks. ingen, der har hørt om de store million-demonstrationer i Italien mod krig og globalisering? spurgte han. Det er der sådan set en god forklaring på, for de fandt nemlig ikke sted. Jo, der var ganske vist milliondemonstrationer, men det gode fremmøde skyldtes, at de arrangerende fagforeninger ønskede at hindre Berlusconi-regeringens reform af arbejdsmarkedet. Antiglobaliseringen stod et stykke nede på dagsordenen, der først og fremmest drejede sig om, at de brave italienere gerne vil have sikkerhed i ansættelsen.

Dragsteds manipulationer er et godt tegn på, at organisationen gerne vil lyve sig større, end den er. Når han i den kommende weekend sammen med sine ca. 100 kammerater gør, hvad de nu havde tænkt sig at gøre, kan de gøre det med den bevidsthed, at de har millioner af italienere i ryggen.

Det er vigtigt, for de globale rødder vil gerne bevare troen på, at de har folkelig opbakning, og når alle danskere ryster på hovedet af disse mennesker, så må man indforskrive noget moralsk støtte fra nogle fiktive udlændinge. Men organisationen vil forblive et randfænomen, for den anerkender simpelthen ikke det eksisterende system, dvs. det parlamentariske demokrati. Dragsted fremhævede, at Globale Rødder ikke er uenige med de herskende politikere, nej, de er imod dem slet og ret. Det er ikke alene et utåleligt unuanceret men også et revolutionært synspunkt, og for at fremme dette synspunkt kræves revolutionære metoder. Globale Rødder er imod vold, siger de. Dermed mener de politivold. Pelle Dragsted blev af studieværten udtrykkeligt bedt om at tage afstand til hærværk som politisk udtryksmiddel. Det ville han ikke. I stedet talte han om, at den globale uretfærdighed fører til meget store ødelæggelser i den tredje verden.

Den logik er som taget ud af kapitel 1 i håndbog for byguerillaer: Vi har ret til at begå små uretfærdigheder for at gøre opmærksom på de store. Taktikken ved dette topmøde er at placere sig i situationer, hvor politiet er tvunget til at gribe til magt. De stiller sig steder, hvor de ikke må være, og så kommer ordensmagten og slæber dem væk. Dermed kan Globale Rødder bevise, at politiet er voldeligt. Det er nu et temmelig overflødigt bevis, for det er sådan set, hvad vi godt vidste i forvejen. Politiet håndhæver statens voldsmonopol her i landet. Det er et brutalt udtryk for den simple omstændighed, at politiet har ret til at bruge fysisk magt, hvad ingen andre har, undtagen i nødværge. Denne ret er nøje reguleret og overvåget, og den misbruges uhyre sjældent. Det kommer gang på gang bag på folk, at når en betjent har givet sig til kende som sådan, står hans anvisninger ikke til diskussion. Det er nemlig ham, der har pistolen. Historien kender endnu intet eksempel på et vellykket samfund, der ikke har haft et politi med netop disse beføjelser. Globale Rødders billede af politiet skal retfærdiggøre, at organisationen anskaffer sig panser og plader i selvforsvar.

De ved selvfølgelig, at også pansring er oprustning, men udadtil forekommer det ganske uskyldigt, og efterlader politiet i rollen som den aggressive part. Heldigvis ser det ud til, at politiet har læst taktikken og har undervist fodfolket i ikke at lade sig provokere. Ethvert demokratisk samfund skal prøves på sine grænser. Derfor er det også godt at have et autonomt miljø i Danmark, der søger disse grænser. Det holder os andre på tæerne. Men i den konkrete sammenhæng er der tale om en organisation, der ganske vist er imod vold, men afgjort kalkulerer med voldsfremkaldende provokationer som politisk udtryksmiddel, og det kan man kun tage afstand fra. Måtte de ikke få held i deres forehavende.

(kommentar i Information 12. dec. 2002. Dragsteds fornavn er rettet.)

Shackleton-metoden

En af de mest beundrede lederskikkelser gennem tiderne hed Ernest Shackleton. Han gennemførte nogle nærmest fantastiske ekspeditioner til Sydpolen. Den berømteste foretog han med skibet Endurance 1914-17, hvor han under de hårdest tænkelige betingelser førte sit mandskab helskindet hjem. Shackletons legendariske mod og udholdenhed har affødt historien om det, der kaldes »The Shackleton Advert«. Det var en rekrutteringsannonce, som han skal have indrykket i The Times (forlægget er så vidt vides ikke fundet): »Mænd søges til farefuld færd. Lille hyre, bitter kulde, mange timer i fuldstændigt mørke. Sikker hjemkomst usikker. Ære og anerkendelse i tilfælde af succés.« Shackleton fik 5.000 ansøgninger, og selvom det muligvis er løgn, er det interessante netop, at det slet ikke er usandsynligt. Der er en helt uimodståelig appel ved den uforløjethed, som står ud af den knappe telegramstil. Derfor undrer det mig også konstant, at så få politikere bruger denne indlysende metode, hvis de vil have vælgere.

Som det er nu nærmest flokkes danske politikere på den påståede politiske midte, der karakteriseres af en frenetisk angst for at pille ved etablerede privilegier. Det efterlader en meget stor og upløjet arbejdsmark til den politiker, der tør se de indlysende problemer i øjnene. Der er en verden af ledige standpunkter på Christiansborg, sålænge man ikke engang kan realitetsbehandle forslag om at nedjustere stigningstaksten i de sociale ydelser fra lønindex til prisindex. På den anden side kan man godt forstå, at de ikke gør det. Danske vælgere er nemlig påfaldende bestikkelige. Succés'en med ældrechecken viser klart, at det er tilfældet. Man har taget ved lære af børnechecken. Dansk Folkeparti har været kloge nok til ikke at gøre ældrechecken permanent, for så længe ingen kan tage checken for givet, må vælgerne hellere forblive trofaste mod dens skaber, så den kan komme igen. At regeringens politik tvinger kommunerne til at udhule velfærden for de ældre er en smart måde at finansiere ældrechecken, ja, overfinansiere, tør man godt sige. Hvad bliver det næste? En check til de midaldrende? - eller hvad med at gøre rent bord og indføre en vælgercheck?

Heldigvis er danskerne også et sandhedskærligt folk, der godt kan se, at mange ting sådan set går udmærket uden at staten sender en check. Faktisk ville mange ting fungere bedre uden, skal man dømme efter effekten af nogle af støtteordningerne. Blot nogle eksempler: Landbrugsstøtten har - foruden at ødelægge ulandenes landbrug - ikke kunnet forhindre, at vi i Danmark ikke alene producerer mad af en middelmådig smagskvalitet, men at vi også har meget dyre fødevarer. Man ser nu i ansøgerlandene til EU, at udsigten til landbrugsstøtte blot betyder, at jordpriserne stiger. Frem og tilbage er lige langt, og for den danske landmand betyder landbrugsstøtten ikke andet end mere papirarbejde og flere nuller i mellemværendet med kreditforeningen, hvis han da ikke ligefrem svindler med hektarstøtten.

SU til hjemmeboende gymnasieelever fremmer ikke den faglige standard, tværtimod. Checken tjener tilsyneladende først og fremmest til at finansiere et alkoholmisbrug af europæisk rekordhøjde. Boligsikringen er stort set ikke bedre. Unge, som har lejet en forældrekøbt lejlighed, kan modtage boligsikring, der hermed er et statstilskud til middelklassens formueakkumulering. I resten af boligmarkedet indregnes boligsikringen blot i prisdannelsen i udlejernes favør, hvis der da ikke er tale om socialt boligbyggeri, hvor størstedelen er finansieret af det offentlige i forvejen. Efterlønnen er nok den største knast for tiden. Den finansierer bl.a. arbejdsføre menneskers jordomrejser og rødvinsforbrug i en tid, hvor deres arbejdskraft angiveligt eftersøges. Giv dog de mennesker, der er slidt op efter 40 år på arbejdsmarkedet, en anstændig førtidspension, og lad resten om selv at finansiere deres egen fest.

Jeg indrykker derfor følgende fiktive annonce i Information: »Kandidater søges til politisk parti. Forvent ingen landbrugs-støtte, ældrecheck, boligsikring, SU for gymnasieelever, mimrekort, tvungen ferie eller efterløn. Valg usikkert, for nu ikke at tale om genvalg. Vær forberedt på flere års parlamentarisk ørkenvandring og vær sikker på, at de øvrige partier med tiden vil stjæle dit program, punkt for punkt. Evt. ære vil blive tildelt post mortem.«

(Kommentar i Information 16. nov. 2002)

Findes der venstreorienterede populister?

Det nye højre i Europa, Fortuyn, Haider, Hagen, Le Pen, Kjærsgaard deler ifølge den politiske standardiagttager i hver fald én egenskab: populisme. Bjarke Møller bruger fx her i avisen den 24. oktober begrebet som fællesbetegnelse for disse partier. Hvad populisme egentlig dækker over er straks mere uklart, ikke mindst fordi de nævnte partier er indbyrdes forskellige. Hældningen er dog ikke til at tage fejl af. Populister er noget, som venstrefløjen ikke er. Begrebets grundtone af forargelse og karakter af skældsord er gennemgående. Vi er måske ikke rigtig klar over, hvad det vil sige at være populist, men det er bestemt ikke godt at være det.

Men kan det passe, at højrefløjen har monopol på populismen? Det mener foruden Bjarke Møller også Gyldendals fremmedordbog, men den er nu også rød. Populisme er en »småborgerlig diffus bevægelse af skattenægtere, tjenestemandshadere og kværulanter på yderste politiske højrefløj« som det hedder i min udgave. Næppe hvad man vil kalde en værdifri beskrivelse. Populismen må for den politiske redeligheds skyld defineres ikke som et bestemt politisk synspunkt, men som måden at forvalte sine politiske idealer på. Populisme er ønsket om at være populær på trods af ens politiske standpunkt. Det er at sælge ud af egne værdier. Højrefløjen er altså ikke populistisk, blot fordi den ser stort på venstrefløjens værdier. Fedter højrefløjen for opinionen? Det kan jo dårligt kaldes et særligt populært synspunkt, når Søren Krarup mener, at sydslesvigerne bør sørge for at komme i flertal så de kan stemme sig hjem igen til moderlandet.

Så er det anderledes med enkeltsagspolitikere som Kirsten Jacobsen eller Frank Aaen. Sidstnævnte kan få en hel politisk karriere ud af et personligt korstog mod storkapitalen i almindelighed og A.P. Møller i særdeleshed. Der er noget David og Goliath over dén taktik, og det har sin naturlige appel i vælgerbefolkningen. Sherin Khankans mærkelige forsøg på at tækkes sit muslimske bagland ved at sælge ud af Radikale mærkevarer kan også udmærket kategoriseres som populisme. Poul Nyrup Rasmussens stort anlagte valgflæsk om efterlønnen, der angiveligt ikke skulle røres ved, må tjene som et af de bedste eksempler på politisk lefle- og hykleri, prototypen på populisme. Når Pia Kjærsgaard derimod siger, at muslimerne skal holdes væk og ude af landet, så er det ærlig - om end altså særdeles diskutabel - snak. Hun siger det for at blive valgt, så hun kan gennemføre det. Nyrup sagde det bare for at blive valgt.

Jacob Haugaards politiske karriere er historien om den omvendte populist. Han blev valgt på åbenlyst utroværdige løfter, der skulle tjene som en slags karikatur af et latterligt folkestyre, og han endte med at være ægte tilhænger af demokratiet og dets tillidsmænd. Han trak sig tilbage i ærbødighed for det, der faktisk foregår på Christiansborg. Hvis man altså giver køb på idealerne for at gøre sig til over for vælgerne, er det populisme. Mens populisme er en slags hykleri, er ikke al hykleri også populisme. Hvis finansministeren f.eks. mener, at landets love bør overholdes, uden selv at gøre det, er der blot tale om simpel dumhed. Ingen bliver genvalgt på dén merit. Der er ikke noget forgjort i at være populær. Det er hele humlen ved demokratiet. Alle partier frygter spærregrænsen. I den forstand er alle politikere populister for Vorherre, for de må gå på kompromis og lægge dæmpere på sig selv for at opretholde manøvredygtigheden i de politiske farvande. Sige de rigtige ting på den rigtige måde uden decideret at lyve. Genvalget er den afgørende eksamen, og for at blive genvalgt skal man være populær blandt vælgerne, og til det formål er sandheden hyppigt utjenlig. Vi har nogle mekanismer - det vil i store træk sige pressen - der kan afsløre løgnerne og hyklerne. Dem kan vælgerne nemlig ikke lide, og det er med vælgerne i et demokrati som kunderne i butikken: De har altid ret. Systemet fungerer. Men den, der er parat til at udnævne vælgerne til idioter, fordi de har stemt på nogle bestemte politikere, som af politiske bekvemmelighedsårsager kaldes populister, skulle måske lige have finjusteret deres demokratisyn.

(Kommentar i Information, 30. okt. 2002.)

Mikkel Thorup svarede 2. november:

Jes Fabricius Møller (JFM) skriver den 30. oktober et lidt surt indlæg om brugen af begrebet populisme, som han mener, betyder »ønsket om at være populær på trods af ens politiske standpunkt. Det er at sælge ud af egne værdier«. Nu er der jo selvfølgelig altid et vist forfald i begreberne, når de anvendes i journalistikken og i den politiske debat, men JFM tager grundlæggende fejl i sin definition og forståelse af populisme. Den anerkendte populismeforsker Margaret Canovan har defineret det som »en appel til 'folket' imod den etablerede magtstruktur og imod samfundets dominerende ideer og værdier«.

Andre har defineret det som »mobilisering af folkelig politisk identitet i opposition til den herskende magt«. Populisme er karakteriseret ved antielitisme, antiintellektualisme, antiparti og antisystem samt en tilsvarende fremhævelse af 'folkets sunde fornuft', 'det jævne', 'direkte demokrati' etc. Den nutidige form for højrepopulisme - nationalpopulisme - er i bund og grund en systemkritik, der kan sammenfattes under overskriften: afnationaliseringen af Danmark. Den populistiske kritik er, at eliten sælger Danmark til de fremmede (muslimerne) og det fremmede (EU og den globale kapital). Deres vælgermæssige styrke kommer fra befolkningsgruppers følelse af at være blevet forladt, ignoreret og nedgjort af eliten.

Den blodige og usmagelige retorik fra Dansk Folkeparti (DF) på udlændingeområdet dækker for den simple sandhed, at den stærkeste kritik retter sig imod det politiske system, der ifølge DF svigter sit demokratiske mandat ved at tilgodese alle andre end danskerne. Populisternes billede af samfundet er stærkt afvigende fra det gængse: Danmark fremstilles som voldeligt, utrygt og underkuet, mens det politiske system fremstilles som kun formelt demokratisk.

I realiteten har eliten løsrevet sig fra sit udgangspunkt, nemlig folket og folkets vilje. Populister ser sig selv som de sande demokrater, der forsvarer folkesuveræniteten imod elitens kosmopolitiske forræderi. Dansk Folkeparti er som populistisk parti i direkte forlængelse af Fremskridtspartiet, men eftersom samfundet har forandret sig i de 30 år, siden Z's fremkomst, har også den populistiske kritik. Populismens alternative ideal i dag er det samfund, som Fremskridtspartiet i 1973 slog igennem med at kritisere. Det er det industrielle og homogene velfærdssamfund, der samler DF's og deres vælgeres længsel. Derfor giver det - på trods af JFM's ubehag ved det - god mening at rubricere de nye højrepartier som populistiske. De er en del af den europæiske opsamling af utilfredse, der for tiden ikke føler, at venstrefløjen tilbyder en kritik eller et alternativ, der kan fjerne den overvældende følelse af usikkerhed. Et sidste godt råd til JFM: skift ordbog! I Politikens nudanske ordbog (der også er rød) defineres populisme som »politisk anskuelse, som går imod myndigheder og magthavere i sager, der særlig appellerer til den brede befolkning, f.eks. i spørgsmål om skattepolitik, og som ofte benytter sig af enkle argumentatoriske virkemidler - [af latin populus folk]«.

(Jeg har siden holdt mig Mikkel Thorups definition efterrettelig)

Den knap så hemmelige aktion

Den 25. april 2001 kl. 9.00: Politiet trænger ind på en ejendom tilhørende Tvind i Grindsted. Betjentene springer over et hegn og løber ind ad den lange indkørsel til huset, der er skjult bag beplantningen. Det er deres opgave at beslaglægge papirer og computere hurtigt og effektivt. Politiet slår også til på en række andre adresser tilknyttet Tvind på præcis samme tidspunkt. Overraskelsesmomentet er afgørende, for der må ikke gives de mistænkte i sagen nogen mulighed for at advare hinanden og destruere væsentligt materiale, inden det kommer politiet i hænde. Aktionen er med andre ord hemmelig. Men ude på den offentlige vej står en trivelig midaldrende mand og filmer begivenheden med sit videokamera. Hans navn er Frede Farmand Rasmussen.

Han har ingen formel uddannelse og driver noget, han kalder Kulturhistorisk Fondsarkiv fra sin privatadresse i Auning på Djursland. Han lever af at indsamle oplysninger, som folk vil betale for. Historien om, hvordan en civilist kunne være så velinformeret om en hemmelig aktion, er også historien om, hvorfor det overhovedet er lykkedes at stable en straffesag på benene mod Tvinds top. Man kan roligt sige, at det har været forsøgt før. En hel stribe af offentlige myndigheder har et horn i siden på Tvind. Undervisningsministeriet, Told&Skat, Erhvervs- og Selskabsstyrelsen, Civilretsdirektoratet og ikke mindst politiet i Holstebro har i nu snart mange år forgæves forsøgt at få skovlen under den organisation, som har løbet om hjørner med ethvert tilsyn og ignoreret enhver henstilling.

Tvind har nemlig fundet ud af to ting: For det første er det slet ikke umuligt at leve med et dårligt image. Det har de haft i 20 år, og i størstedelen af den periode har de næsten konstant udvidet aktiviteterne. For det andet er der mange ting, der er ulovlige, når man driver den slags virksomhed, men færre ting, der er strafbare. Det handler i store træk blot om at undgå de sidste. I 1979-81 blev Tvinds telefoner aflyttet af PET, fordi man frygtede kontakt til terrorgrupper, uden at beviser blev tilvejebragt. Stadige påtaler fra Undervisningsministeriet førte til justeringer i Tvinds pædagogik, men kunne ikke hindre en fortsat vækst især blandt efterskolerne. Bertel Haarder kunne i 1988 notere sig en lille sejr, idet Tvinds Det nødvendige Seminarium i Ulfborg som led af det store seminarieforlig mistede tilskuddet. Det har dog fortsat sin virksomhed ufortrødent siden.

I 1996 fik Tvinds daværende talsmand, Poul Jørgensen, en landsretsdom for at tilbageholde oplysninger om Tvinds humanitære fond fra Civilretsdirektoratet. De manglende papirer blev dog aldrig fremsendt, for han hævdede, at de var blevet brændt. De dukkede først op fem år senere under politiets razzia. Civilretsdirektoratet måtte i den anledning indkassere voldsom kritik for ikke meget tidligere at have gjort, hvad det endelig fik gjort i 2001, nemlig at afsætte fondens bestyrelse. I midten af 1990'erne udfærdigede en kriminalassistent fra Holstebro politi en rapport til PET. Den forsøger at sammenfatte Tvinds synderegister i et omfattende katalog af antagelser og formodninger bygget på tvivlsomt kildemateriale, kan man roligt sige. Rapporten nød en vis omtale, men da det efterhånden kom frem, at der ikke var særligt meget kød på historierne, endte det med, at Holstebros daværende politimester, Frantz Cohn, tog offentligt afstand fra det, han kaldte kriminalassistentens private opfattelse af tingene.

Det var nogle af disse historier om myndighedernes magtesløshed, der var motivationen bag daværende undervisningsminister Ole Vig Jensens særlov. Den fik som bekendt heller ingen blid medfart, da den blev anledningen til, at Højesteret trådte i karakter som forfatningsret og underkendte den i februar 1999. Tvind var tilsyneladende tilbage på banen, men Undervisningsministeriets modtræk var at nægte de fleste af Tvindskolerne fornyet godkendelse. Tvind lagde nu bare skolerne om til at være botilbud knyttet til en friskole, der ikke kræver statslig godkendelse. Resultatet var en strøm af kommunale penge, der senest i 2001 oversteg det statslige tilskud fra før særloven. Teorien om den store hemmelige sammensværgelse mellem myndigheder og politikere under overskriften »Hvem fredede Tvind?« har været luftet uden at vinde særlig opbakning. Det er nemlig ingen hemmelighed, at flere fremtrædende politikere på venstrefløjen i sin tid støttede Tvind, og at en embedsmand i Undervisningsministeriet også gjorde det. Sagen er vel snarere den, at enten har myndighederne ikke været dygtige nok eller også har folkene i Tvind været for dygtige. I løbet af sommeren 2000 skete der imidlertid noget, der ændrede dette forhold. Den 21. august og den 4. september sendte TV 2 to udsendelser om imperiet Tvind. Heri fremlagde tilrettelæggerne dokumenter, der angiveligt beviste, at penge fra Tvinds humanitære fond var blevet brugt til formål, der ikke stemmer overens med fondens. Tvind havde forsøgt at få udsendelserne stoppet ved fogedens hjælp med den begrundelse, at Frede Farmand var involveret i tilrettelæggelsen.

Der eksisterer et gammelt fjendskab mellem de to parter. TV 2's informationschef benægtede offentligt, at Farmand havde noget at gøre med udsendelserne, men måtte kort tid efter lide den tort at se Farmand stå frem i Ekstra Bladet med beviset på det modsatte: En kontrakt med produktionsselskabet. Det var ganske enkelt ham, der havde foretaget den meste research. Holstebro havde i mellemtiden fået ny politimester, Jens Kaasgaard, der af Ekstra Bladet blev kaldt en bondesnu sherif, der stryger sine egne skjorter. Han så også fjernsyn i sensommeren 2000, og han så især en mulighed i de beviser og vidner, som TV 2 fremlagde. Det var i hvert fald, hvad han sagde til pressen. Dermed begyndte det samarbejde, der kulminerede i april måned næste år. Udsendelsens hovedkilde var en afhoppet Tvindlærer Hans la Cour, der lå inde med dokumentation for, hvad fondens penge havde været brugt til. En anden gruppe dokumenter var papirer fra en anonym kilde. Papirerne stammede oprindeligt fra Steen Byrners hånd, et angiveligt tidligere medlem af lærergruppen, som i en opsigtsvækkende henvendelse til retten i Ringkøbing for nylig har taget ansvaret for de transaktioner, hvis lovlighed retten skal prøve.

Disse dokumenter blev overgivet til politiet og dannede grundlaget for den ransagningskendelse, som blev bragt i anvendelse den 25. april året efter. Frede Farmand anede på forhånd, at en ransagning var på vej, og sørgede for at overvåge Tvinds ejendomme i Grindsted, men politiet frygtede, at Tvind ville lugte lunten, så Farmand blev opfordret til at trække følehornene til sig, mod at han blev orienteret om, hvor og hvornår ransagningen ville finde sted. Aftalen blev indgået og overholdt af begge parter, som det hedder i en redegørelse for sagsforløbet fra politiet i Holstebro. Som præmie fik Frede Farmand taget de eneste billeder, der tilnærmelsesvis ligner action i hele Tvindsagen. De var så tilpas gode, at de dannede det dramatiske omdrejningspunkt for en redigeret genudsendelse af TV 2's dokumentarprogrammer fra august året før. De blev sendt dagen efter ransagningen. Siden dengang er de blevet vist igen og igen i de landsdækkende nyhedsudsendelser til glæde for rettighedshaveren.

Politiets beslaglæggelser var meget omfattende og gav hurtigt anledning til, at Tvind krævede det beslaglagte tilbageleveret, men Kaasgaard sad nu med alle trumferne i hånden og ville ikke give slip på dem. Hyldemetervis af oplysninger er hentet ud af de møjsommeligt dekrypterede computere, og det har ført til sigtelser mod flere ledende Tvindfolk, og var endda nok til at få en dommer til at udstede en hemmelig international arrestordre på Mogens Amdi Petersen. Frede Farmand havde skaffet politiet adgang til de dokumenter, der var indledningen til en oprulning, som blot lige er begyndt. Noget af materialet er allerede videregivet til Told&Skat, Civilretsdirektoratet, og Erhvervs- og Selskabsstyrelsen. De ser uden tvivl frem til at kaste sig over, hvad der måtte være tilbage af Tvind, når sheriffen, der stryger sine egne skjorter, er færdig. Nogle iagttagere vil sikkert mene, at det var på høje tid, og andre vil givet finde anledning til at spørge, hvordan en midaldrende og trivelig civilist uden juridisk embedseksamen med gode kontakter til medierne kan få en sag til at rulle, når ingen offentlig myndighed kan.

(Kronik i Information, 19. okt. 2002)

Selvfølgelig er indvandring et problem - men hvad er løsningen?

Med jævne mellemrum skal den danske offentlighed mindes om, at velfærdsstaten ikke er gratis. Det står naturligvis klart for de fleste, når selvangivelsen skal udfyldes, men den har også sine omkostninger i en videre forstand. Velfærdsstaten har nemlig gennem hele det 20. århundrede været et integrationsprojekt. Vi er blevet mere ens. Det offentlige griber ind, hvis mennesker ikke lever op til de normer, som staten opstiller. De fleste af os har vænnet os til det og ser det ikke i det daglige, men somme tider står det klart, hvor hårdt der slås ned. Historisk set har velfærdsstaten i velfærdens navn tvangssteriliseret og interneret dem, der ikke opførte sig ordentligt.

I dag tvangsaktiveres de arbejdsløse. Nogle børn tvangsfjernes fra deres hjem uden dom. Der er et umiskendeligt anstrøg af formynderi over velfærdsstaten. Peter Mogensen og Henrik Stampe Lunds indlæg i Politiken (15.9.) er et godt eksempel på den politiske ideologi, der ligger bag denne velfærdsstat. De mener, at danskerne er præget af utilfredshed, krævementalitet og ikke mindst chauvinisme. De mener, at populismen truer dansk demokrati, og at vi i stedet skulle have nogle politikere, der tør gå forrest og vise vejen. »I dag er alle politiske grupperinger blevet slaver af kampen om, hvem der kan lefle mest for folkets krav om småracistiske indgreb, et sørgeligt syn og uden ledelsesperspektiv«. De forudser, at vi er på vej mod fascismen. Folket ved med andre ord ikke, hvad der er rigtigt, for det har åbenbart valgt politikere, som er populære. I stedet burde de vælge politikere, som ved bedre.

Så fuldstændigt indlevede Mogensen og Lund er i velfærdsstatstanken, lige så mærkværdigt er det, at de synes at tro, at den nuværende grøde i det politiske skyldes moralsk forfald blandt de folkevalgte. De ser åbenbart ikke, at velfærdsstaten faktisk står foran en krise. Velfærdsstaten kunne fungere, sålænge den var en lukket forening, hvor ingen meldte sig ud eller ind. Men så snart ind- og udvandringen har taget et vist omfang, undergraves vilkårene for dens eksistens, for de store skattebetalere rejser deres vej, og de underprivilegerede kommer hertil. Systemet er punkteret i begge ender. Finansieringen af velfærdsstaten svigter, samtidig med at den tynges på udgiftssiden. Lund og Mogensen begår den fejl at forveksle dette ræsonnement med Dansk Folkepartis påstande om, at danskheden er truet, at der foregår en voldtægt af Mor Danmark osv. Det er en helt anden tankerække, som DF har taget fra de konservative, der af gode grunde ikke vil vide af den. DF låner gerne fra andre. Nu forsøger de også at tage patent på socialdemokraternes velfærdsstat. Socialdemokraterne søger en løsning på velfærdsstatens problem.

Karen Jespersen, der givetvis har læst Ralf Pittelkows glimrende bog om islam og vesten, peger på, at proppen skal sættes i. Ritt Bjerregaard tror stadig på aktiv integration som strategi. Det betyder som sagt ikke, at Karen Jespersen i virkeligheden er konservativ. Hun er såmænd blot enig med de fleste af sit partis vælgere. Det er selvfølgelig en mangel i Mogensen og Lunds øjne, men ikke i vælgernes. Uanset udfaldet af socialdemokraternes indbyrdes kamp, kommer de under ingen omstændigheder uden om integrationen, hvis samfundet ikke skal splittes op i flere parallelle samfund igen, sådan som det var, før velfærdsstaten kom til. De har jo efterhånden lært, at integration ikke smitter som influenza. Denne proces var og er ikke gratis, og der er ingen grund til at tro, at den bliver mindre konfliktfyldt, end den var, da vore forældre og bedste- eller oldeforældre blev integreret.

(Debatindlæg i Politiken, 18. sep. 2002)

Alle partier skal have en indvandringspolitik

Michael Jarlner, Adam Holm og Per Michael Jespersen satte 25.5. i Politiken ord på, hvad store dele af den læsende offentlighed - herunder sågar mange medlemmer af Det Radikale Venstre - efterhånden er kommet til klarhed over: Vi har i mange år ikke haft en ordentlig indvandrerdebat. De tre redaktører efterlyser en tredje vej; en middelvej som alternativ til hhv. halalhippierne og de højreradikale. Jeg vil snarere sige, at der er brug for mange veje; at indvandring bliver normaliseret som politisk emne, politikfähig, som tyskerne siger. Man kan stadig møde den gamle holdning til indvandringsdebatten i den danske offentlighed - og som vi har erfaret i den svenske.

I pressens omtale af Pim Fortuyn har det været meget tydeligt, at journalister, der i øvrigt ikke kendte til ham, faldt i den gamle grøft: Her er en mand, der havde nogle klare holdninger til indvandring, ergo må han have været højreradikal og fremmedfjendsk. Men som Carsten Jensen ganske præcist gjorde opmærksom på forleden, er der faktisk stor forskel på Pia Kjærsgaard og Pim Fortuyn, ikke blot som mennesketyper, men også som ideologer.

Omtalen af den nye aldersgrænse for familiesammenføring her i landet er et andet eksempel på denne gamle debatmekanisme. Det er et indgreb i indvandreres familiemønster, ergo må det være en højreorienteret lov, synes mange at mene. I virkeligheden er det at gribe ind i familiemønstre på netop denne måde en klassisk socialistisk disciplin. Den nye aldersgrænse er oven i købet et godt instrument til at få især kvinderne uddannet, inden de bliver fanget i et førmoderne familiemønster, og som sådan må den hilses velkommen af den traditionelt venstreorienterede kvindebevægelse. En klassisk liberal løsning på familiesammenføringsspørgsmålet ville have været at bede den herboende ægtefælle om at garantere for familiens forsørgelse og så ellers lade folk gifte sig, som de havde lyst. Men hvem turde nu også forlange liberal politik af Danmarks liberale parti?

Alligevel er det stadig sådan, at en stillingtagen til indvandringsspørgsmål identificeres med højrefløjen. Det har i mange år haft som konsekvens, at ingen har turdet tage stilling til den omstændighed, at Danmark er blevet et indvandringsland, netop af frygt for at blive identificeret med Glistrup eller Pia Kjærsgaard. På den måde har Dansk Folkeparti ikke alene været ene om at sætte spørgsmålet på dagsordenen, de har også været det eneste parti med et løsningsforslag.

Sådan bliver det ikke i fremtiden. Vi står over for en situation, hvor hvert parti skal til at formulere en indvandringspolitik, på samme måde som alle partier har en sundhedspolitik eller en trafikpolitik. Der har stået pæne ord i partiprogrammerne rundt omkring, gudbevares, men nu skal der anderledes konkrete ting på bordet: Enhver indvandringspolitik skal tage stilling til i hvert fald følgende spørgsmål: Hvem? Hvordan? Hvor hurtigt? Hvorfor? Og selvfølgelig: Hvor mange? Det skal ske ud fra den sædvanlige idépolitiske afvejning af økonomiske, demografiske, humanitære og internationale hensyn. Det bliver ikke let, for der skal prioriteres. Det er et spørgsmål om liv og død, men det er trafik- og sundhedspolitik jo også, så den principielle forskel er vel ikke så stor.

(Debatindlæg i Politiken 10. juni 2002)

Blixen, Socialdemokratiet og eugenikken

Den ældre Karen Blixens iscenesatte sig selv som en nobel baronesse, der snarere hørte hjemme i det 18. århundredes stændersamfund end blandt sin egen samtids storbyeksistenser, hvem hun nådigt tilstod en lejlighedsvis audiens.

Dette billede har næsten fået lov til at skygge for den omstændighed, at hun var en helt igennem moderne kvinde. Det fremgår tydeligt af de breve, som hun sendte fra Afrika. (Udgivet af F. Lasson).
Baronessen sværmede ganske vist forbigående for den afrikanske kolonitilværelses lighed med livet som lensherre før landboreformerne, men kunne ikke drømme om at give sig ind under de vilkår, som tidligere århundreder havde budt en kvinde af hendes format.

Hun var fraskilt, drev en farm, gik på jagt med sin elsker og tog sig i øvrigt af de »shauries«, som dagligdagen bød. Ordet dukker jævnligt op i korrespondancen og kan betyde både forretninger og bekymringer, hvad der i Blixens tilfælde stort set kom ud på et.

I det britiske Østafrika herskede en alt andet end victoriansk seksualmoral. Det 19. århundredes borgerlige normer for familie og ægteskab fandt simpelthen ingen anvendelse blandt koloniens hvide settlere. Frigørelsen var slået igennem på en sådan måde, at en skilsmisse ikke førte til udelukkelse af det gode selskab.
Blixen skrev vel nærmest som en refleksion over sin egen skæbne på en afhandling om ægteskabet og brevvekslede ivrigt med sin mor, moster og bror om emnet.

Hun mente, at ægteskabet ikke kunne være kærlighedens sande hjemsted, for kærligheden var fri i sin natur og ville miste sin kraft, så snart den blev bundet i et formelt juridisk forhold. Som de fleste af sin tids progressive moderne kvinder - såsom Thit Jensen eller Agnes Henningsen - mente hun også, at moderne kontraception havde frigjort børneavl fra sexlivet, så ægteskabet var heller ikke erotikkens sikre havn.
Samtidig med at hun afviste den romantiske kærlighed som ægteskabets grundlag, så hun også meget klart, at heller ikke det førromantiske syn på ægteskabet som et møde mellem to slægter, som en institution, der bærer og viderefører en feudal klanstruktur, havde nogen gyldighed i det 20. århundrede.
Som ateist afviste hun institutionens religiøse karakter. Renset for kærlighed, erotik, tradition, religion og politik var der kun én mulighed tilbage for ægteskabet:

»Personligt tror jeg, at det vil ende med, at et nyt Slags Ægteskab vil blive bygget op paa Racens Idé: Eugenics, Birth-Control etc. Med en strengere Idealisme end det gamle, men at den »frie Kærlighed« vil faa Ret til at existere, saa meget den vil, som Menneskers private Shaurie. Det nuværende Ægteskab har dog tabt al sin Anseelse; i hvert Fald kan jeg sige, at dette er Tilfældet mellem Englænderne, og jeg synes ikke selv at et Ægteskab, som ikke bæres af nogen som helst religiøs, moralsk eller social Idé, og som kan opløses naarsomhelst, f.eks. paa Grund af et enkelt Tilfælde af Utroskab, - og indgaas med denne Bevidsthed hos begge Parter, - fortjener nogen Anseelse eller er værd at bevare.« (Brev til Ingeborg Dinesen den 13.april 1924).

Der er ingen modsætning mellem denne moderne kvinde og hendes lille strøtanke - for mere blev det ikke til - om eugenikken. Racehygiejnen er af efterkrigstiden først og fremmest blevet associeret med mellemkrigstidens radikale højrebevægelser, især nazismen, der havde som mål at udrydde mindreværdige raceelementer og tilskynde arierne til børneavl.

Men frygten for menneskeslægtens biologiske forfald var ikke forbeholdt højrefløjens racister. De seneste års historieforskning i Skandinavien har tydeliggjort, at eugenik og racehygiejne var ganske ukontroversielle synspunkter, der herskede i hele det politiske spektrum. Man frygtede, at den forbedrede forsorg og lægekunstens landvindinger ville sikre ikke alene genetisk uegnede menneskers overlevelse, men også sætte de dårligst udrustede i stand til at formere sig, og det ville både forringe fremtidige generationers sundhed og betyde en vækst i socialudgifterne.

Eugenikken nød derfor opbakning fra de samme betydelige socialdemokrater, der opfattede sig selv som den skandinaviske velfærdsstats mest progressive kræfter: K.K. Steincke, Gunnar og Alva Myrdal, J.H. Leunbach, Karl Evang, Theodor Geiger, Jørgen S. Dich og mange af deres partifæller i England og Tyskland. Politikerne fik fuld opbakning fra de læger, der havde det daglige ansvar for at sterilisere de »undermålere«, der ikke måtte få børn, og fra universitetets videnskabelige genetikere. I de racehygiejniske forestillinger mødtes med andre ord socialpolitik, biologi og medicin i en stærk alliance, der synes som et ægtefødt barn af sit århundrede.

Når eugenikken alligevel ikke har fået lov til at bestå som ideologi, skyldes det en anden bevægelse, der er også typisk for det forgangne århundrede: individualiseringen. Mennesket ønsker autonomi og vil ikke finde sig i at lade sit liv bestemme af hensynet til tidligere eller kommende generationer. Det så Karen Blixen meget tydeligt. I et brev til sin bror peger hun på netop den svaghed ved eugenikken, at den i alt for høj grad lægger vægten på ufødte generationer i stedet for det levede liv:

»Eugenics kan vel være et meget pænt Fyr at styre efter; men jeg skulde tro, at skal vore Efterkommeres Efterkommere sejle med Blikket paa deres Efterkommeres Efterkommere igen, maa de blive noget trætte deraf. Denne Kærlighed til Livets Fortsættelse, hvor Livet i sig selv ikke har nogen absolut Værdi, har altid forekommet mig et svagt Argument.« (Brev til Thomas Dinesen den 22. november 1926).

De to Blixen-citater viser, under hvilke omstændigheder eugenikken udviklede sig i det 20. århundrede. På den ene side synes videnskaben at være det eneste holdepunkt for et moderne ægteskab, for de fleste traditionelle værdier har spillet fallit. På den anden side kan man ikke forlange af et individualiseret menneske, at det skal træffe sine væsentligste valg af hensyn til en forestilling om den fremtidige genpulje.
Det sidste synspunkt sejrede. I kølvandet på efterkrigstidens eksistentialisme er individet sat over det sociale og derfor også det frie valg over den biologiserede samfundsopfattelse. Samtidig er der sket det, at kroppen som ukrænkeligt symbol på individets individualitet er blevet stærkt opnormeret. Derfor er det umuligt at påtvinge en kvinde at blive steriliseret, fordi hun ikke skønnes egnet til at tage sig af sine børn.
Eugenikkens ideologiske nederlag har ikke overflødiggjort de oprindelige argumenter for at indføre den. Samtidig med den offentlige afstandtagen fra eugenikken har det stået de fleste klart, at det er en tragedie, hvis stærkt psykisk handicappede mennesker får børn. Antallet af tvangssteriliseringer faldt ganske vist i løbet af tresserne. Det kan skyldes en højere moral, men det kan også skyldes, at p-pillen gjorde det muligt for personalet på landets anstalter at forhindre de åndssvage og de psykisk syge i at få børn uden brug af narkose og skalpel.

Denne konflikt blev tydeliggjort så sent som i september måned i år, da en kommunalt ansat psykolog i Fuglebjerg Kommune udtalte til pressen, at han finder det fuldstændig uholdbart, at psykisk syge, psykopater og mentalt handicappede bevidstløst skal have lov til at sætte det ene stakkels barn efter det andet i verden. Udtalelsen er så kontroversiel, at psykologen blev fritstillet, men han har peget på noget, der ligner hykleri i den kommunale forsorg. For mens det - med rette - anses som fuldstændig utilladeligt at gribe ind i en kvindes forplantningsevne med tvang, er det en næsten daglig foreteelse at tvangsfjerne de børn, som er blevet født.

Eugenikken lever ikke blot videre i det skjulte på hospitaler og anstalter. I det øvrige samfund er den i skøn samklang med individualiseringen blevet privatiseret. Når der screenes for genfejl hos vordende forældre eller hos ganske små fostre, sker det for at sortere uønskede genbærere fra. Forskellen mellem slutningen og begyndelsen af det 20. århundrede er blot, at ønsket i dag udgår fra forældrene selv og ikke fra samfundet. Hvad der dengang var et redskab for samfundets tvang, har nu forvandlet sig til et middel, der skal tjene den enkeltes frie valgmulighed. Den moralske komplikation er ikke mindre af den grund.

(kronik i Kristeligt Dagblad 27. dec. 2001)

Kontinuitet og radikalisme

Det gjaldt vist indtil for ikke så mange år siden som tommelfingerregel blandt højskoleforstandere, at man skal undlade at lægge hus til Studenterkredsens sommermøde, for de har ry for at ødelægge inventaret og glemme at betale. Det første passer ikke - i hvert fald ikke længere - men det er en kendt sag, at Studenterkredsen har en dårlig økonomi nærmest som princip. Kun rundhåndet støtte fra især Kirkeligt Samfund har holdt foreningen oven vande gennem årene.

Når Studenterkredsens Sommermøde holder 100-års jubilæum i år, sker det i virkeligheden i mangel af grundfæstet viden om, hvornår det første møde egentlig fandt sted, men det afspejler udmærket institutionens aldrig svigtende trang til at fejre sig selv.Traditionen, der siger, at det første møde, der fandt sted i 1901, kan skrives tilbage til et indlæg i Vartovbogen i 1955. Der er dog en vis poetisk sandhed i, at både Studenterkredsens Sommermøde og systemskiftet fejrer det samme jubilæum i år, for begge dele handler om et vellykket møde mellem det akademiske København og grundtvigske bønder.

Studenterkredsen blev stiftet i 1888 i København som »Frisindet Diskussionsforening« som et grundtvigsk modstykke til hhv. brandesianerne og Indre Mission. I 1892 ændredes navnet til Studenterkredsen, i daglig tale blot Kredsen. Omkring århundredeskiftet kom det første sommermøde til, og siden kom der både blad og kredse i Århus og Odense. Der er med andre ord et rigt forråd af årstal at tage af for de festglade. »Jubilæer er en farlig sag, vanskelige at overleve«, skrev Jørgen Bukdahl i anledning af det 75-årsjubilæum, der blev holdt i 1967. Kredsen har overlevet et par stykker af dem.

Der blev holdt et såkaldt studentermøde på Askov Højskole i august 1900, som blev genstand for et langt referat i Højskolebladet. Formålet med mødet var, at land og by skulle mødes, den grundtvigske landboungdom med de stueblege regensianere fra hovedstaden. Her talte bl.a. Askovs berømte lærer Poul la Cour om kristentro og videnskab, som har været omdrejningspunktet for en del sommermøder siden. La Cour førte sine tilhørere gennem videnskabshistorien, som han kendte bedre end de fleste, men samtidig pegede han på, at man »maa vogte sig for med Endelighedens Alen at ville maale Gud.« La Cour havde sin egen særlige teori om foreneligheden af moderne videnskab og bibelshistorie. Den gik ud på, at ganske vist var verden behersket af naturlovene, men disse love var først indstiftet af Gud efter Syndfloden. Selvom den teori ikke har vundet gehør, har problemstillingen aldrig mistet sin gyldighed siden: hvordan forener man kritisk videnskabelighed med et kristent grundsyn? Det har givet sommermødet sit særlige præg, en blanding af akademisk frontlinjeberetning og from morgensang.

Sangen spiller en væsentlig rolle og er det element, der tydeligst markerer, at sammenhængen er folkelighedens og ikke universitetets. Det går tilbage til det første møde, om hvilket referenten skrev: »Sammenholdet i Foredragssalen gav sig ogsaa Udslag i en ret kraftig og livfuld Sang. É Der blev sunget før og efter hvert Foredrag, og Studenterne, der ellers kender saa lidt til at synge, fik sikkert et Indtryk af, at der ogsaa kan være Løftelse i dette.« Favoritterne er nu som før Grundtvigs historiske poesi, især »Sol er oppe«, hvis politisk ukorrekte indhold understøttes solidt af melodien«.

Det første møde med titlen »Studenterkredsens Sommermøde«, hvorfra der kendes et referat, var på Vallekilde Højskole i 1904. Det omtales som det tredje af slagsen, hvoraf det første antagelig har været mødet på Askov og det andet et lignende møde på Testrup, hvor deltagerne bl.a. kunne høre om mulighederne for trådløs telegrafi.

Udgiveren af Grundtvigs udvalgte skrifter, Holger Begtrup, talte i Vallekilde om, at der var overordentlig god brug for de grundtvigske tanker i nutiden. Det ser ud til at være et uopslideligt emne. Besindelsen på den grundt-vigske tradition er et genkommende tema gennem årene, men synspunktet fik naturligvis ikke lov til at stå alene.

Ved samme møde talte nemlig Thomas Bredsdorff om højskolerne og brandesianismen »med en for unge Øren velgørende Radikalisme,« som Helge Skovmand noterede sig i Højskolebladet. Han kunne heller ikke bare sig for at sukke lidt over alle de fremmødte disputerelystne Præster: »Mundtlige Forhandlinger, hvor Deltagerne aldrig har tilstrækkelig Tid til at forberede sig, bliver altid mer eller mindre til Vrøvl. Vrøvl blev naturligvis heller ikke undgaaet her. Men der var mindre af det og mere af godt Udbytte, end man almindeligvis tør vente sig af et frit Ordskifte.«

Møderne i 1921 og 1927 blev holdt i Rødding, og selvfølgelig var genforeningen et stort tema. I 1921 havde Morten Pontoppidan talt om, at det var nødvendigt at føre en politik, der i højere grad skulle sikre nordslesvigernes loyalitet over for kongeriget: »Det spørgsmål, som nu under Genforeningens glæde rettes til os, er, om vi vil være i stand til at holde nordslesvigernes hjerte fast. Befolkningen her er vokset op i et rige, der vel holdt den nationale og sproglige frihed nede, men som var et stort og fremadstræbende folk.« Pontoppidan mente, at et fremtidigt genrejst Tyskland ville kunne øve tiltrækning på nogle af dem, der havde stemt dansk i 1920. Talen vakte stor opsigt, fordi den blev tolket, som om Danmark skulle bøje sig for Tyskland.

I 1927 talte forstander Hans Lund også om problemet, og Kristeligt Dagblad refererede. For Lund var en af de væsentligste opgaver integrationen af sønderjyderne i Danmark. De havde jo et andet sprog og andre traditioner. Lund sagde ligefrem, at sønderjyderne var af en rethaverisk karakter »som ikke fremmer kristelig syndserkendelse.«

Mellemkrigsårene var kendetegnet ved den stærke indflydelse fra den dialektiske teologi, der understreger den radikale forskel på Gud og mennesker. Påvirkningen kom især fra formanden gennem nogle sæsoner, præsten N.C. Petersen fra Stefanskirken i København, en beundret prædikant. Det var den samme påvirkning, der bevirkede, at en gruppe teologer brød ud af Studenterforbundet og dannede en kreds omkring tidsskriftet Tidehverv. Nogle af hovedfigurerne fra Tidehverv, Gustav Brøndsted og Tage Schack, talte ved sommermøderne i disse år. Som et led i denne påvirkning blev også Kierkegaard introduceret i Kredsen som et tredje - og tiltrængt - element i duellen mellem Grundtvig og Brandes.

Tidehverv fik også et sommermøde, og til trods for lighederne mellem Tidehverv og Kredsen var der også forskelle. Regin Prenter fortæller i Studenterkredsens jubilæumsskrift fra 1988 om forskellen på de to sommermøder: »Jeg kunne ved et Tidehvervs sommermøde på Snoghøj i 1932, som jeg deltog i, ikke ånde frit som ved Kredsens sommermøder, til trods for at »læren« på Snoghøj utvivlsomt var renere. Den fanatiske antipietisme havde ikke blot den pietistiske snæverhed i sig, men den forstærkede den.«
Efter krigen blev Kierkegaard udfordret af Løgstrups skabelsesteologi, især ført frem af studenterne fra Århus, hvor der var oprettet en afdeling af Studenterkredsen ved det nye universitet, og der skete et brud med den tidehvervske linje. »Studenterkredsens udvikling i retning af politik, esoterisk litteratur og studenteroprør brød jeg mig ikke om«, som Søren Krarup skriver om tiden efter, at han forlod bestyrelsen i 1963. Med udtrykket esoterisk litteratur hentyder Krarup til Aage Henriksens fløj af litteraturvidenskaben. Det »politiske« var en bevægelse væk fra Kierkegaard tilbage mod Grundtvig og den særlig venstrefløjsudlægning, han fik i disse år. På sommermødet i 1968 på Krabbesholm talte Ejvind Larsen om Marx og Leif Grane om Thomas Müntzer, der synes at vinde særlig aktualitet i revolutionære tider.
Selvom Kredsen altid - og ikke altid med urette - har været beskyldt for at lukke sig om sig selv, er diskussionerne og meningsforskellene altid blevet betragtet som en kvalitet. Fripostigheden udviklede sig i en sådan grad, at formanden, præsten Ejnar Balling, i 1938 foreslog, at alle i bestyrelsen skulle være dus, for man kan jo ikke så godt sige »Deres idiot«.

For hver Margrete Auken har sommermødet haft sin Ulrik Høy, og der har vel også til tider været grund til at give Helge Skovmand ret i hans betragtninger om de mundtlige forhandlingers natur, selvom den er noget ugrundtvigsk. Kontinuitet og radika-lisme var Ballings forslag til et motto for Kredsen, som har vist sig levedygtigt. Hvert sommermøde afsluttes med en uelskværdig revy, hvor denne modsætning finder sit udtryk i en primitiv komik, rundet af en blanding af patos og platheder.

(kronik i Kristeligt Dagblad 13. juli 2001)

Et åndeligt pyramidespil

Vi har gennem mere end 30 år været tilskuere til gåden Tvind. Vi undres og undres, men når vi så får at vide, at det hele slet ikke er så mystisk, men at det blot drejer sig om almindelig grådighed, ånder vi lettet op. Forargelsen er doven af natur. Der er noget betryggende ved, at de er ligesom os. Ud af denne beredvillige indlevelse i Tvinds motiver har der dannet sig en teori om, at Tvind har udviklet sig fra oprindeligt at være et frodigt reformpædagogisk projekt til at blive en rent kapitalistisk organisation. »Ledelsens islandske sweatere blev skiftet ud med jakker. Maos Lille Røde blev lagt på hylden. Revolutionære drømme skiftet ud med forretningsplaner og managementteorier«, som Kristeligt Dagblads lederskribent skrev i anledning af razziaen mod Tvind dette forår.

Teorien er især belejlig for de personer, der engang støttede Tvind, men er holdt op med det. De kan opretholde et komfortabelt billede af sig selv som dem, der altid har haft ret. Teorien om Tvind som 'kapitalistisk' foretagende gør sig glimrende på forsiden af avisens søndagsudgave, og statslige myndigheder er de glade leverandører af stof i form af undersøgelser og rapporter. Der har gennem årene dannet sig en stærk alliance mellem pressen og staten i Tvindsagen, for pressen har brug for de historier, som myndighederne graver frem, og staten har brug for pressen til at føre sin sag.

Det blev meget tydeligt i 1996, da medierne næsten uden undtagelse ukritisk gengav myndighedernes version af historien om 'Staten versus Tvind'. Det lykkedes aldrig at etablere den kritiske offentlighed, der for alvor kunne have sat spørgsmålstegn ved undervisningsministeren og Folketingets ret til at fratage Tvindskolerne deres tilskud. Kun dagbladet Information havde f.eks. opdaget, at Undervisningsministeriet havde brugt et ulovligt register som grundlag for sin anklage mod Tvind. Heldigt for Ole Vig Jensen blev der aldrig nogen skandale af den sag. Dette forårs anklage mod Tvind er også resultat af et forbilledligt samarbejde mellem anklagemyndigheden og TV 2, der aftenen efter den store razzia kunne sende en - i øvrigt god - udsendelse om hele baggrunden for sagen med levende billeder fra selve aktionen. Sådanne billeder kan man kun få, hvis man står på rigtig god fod med politiet, og hvem vil ikke være gode venner med de rare mennesker i ordensmagten? TV 2 vil sikkert også nødig miste grundlaget for sit populære kriminalmagasin, der bygger på et intimt samarbejde med politiet.

Indtil videre er det aldrig lykkedes at få Tvind dømt for ulovlig omgang med offentlige midler. Der er dog sket efterreguleringer af tilskud, og Poul Jørgensen har sågar fået en dom for at forholde Civilretsdirektoratet oplysninger. Ingen skal dog forledes til at tro, at Tvind er samvittighedsfulde forvaltere af betroede midler. Sagen er blot den, at det handler om den gruppe af ansatte, der gennem årene har skænket deres liv til Tvind. Tvind handler nemlig mere om mennesker end om penge, og sådan har det været siden grundlæggelsen i 1970. Grundstammen i Tvinds organisation er Lærergruppen, der består af et par hundrede medlemmer, de såkaldte LGere. Langt fra alle lærere, der arbejder på en Tvindskole, er LGere, ligesom langtfra alle LGere arbejder som lærere. Træder man ind i Lærergruppen, lægger man også sit hidtidige liv bag sig og opsluges ganske af bevægelsen. Kritikerne sammenligner ikke uden grund Tvind med en sekt. Det særlige ved Tvind er, at det er en skole og ikke en kirke. Det drejer sig blot ikke om at blive klogere men om at omvende sig, at skabe Det Nye Menneske som forberedelse til Den Ny Verden. Livet i Lærergruppen er hårdt. Man bestemmer ikke selv, hvor man vil arbejde og hvor længe. Resultatet er ofte, at familien forsømmes, og at hidtidige venner glemmes. En LGer forvalter ikke sin egen privatøkonomi og lønnen går til Tvinds fælles kasser. Lærergruppen er også rammen om privatlivet, det vil sige, at pardannelser og børn er spørgsmål, der skal tages op i kollektivet.

Hvad får LGerne til at arbejde 12-14 timer i døgnet, aflevere stort set al deres løn til fælleskassen og finde sig i at blive kostet rundt? Tvind kan tilbyde én ting, som ellers er næsten umulig at skaffe i et moderne samfund: meningen med livet. Amdi Petersen kan fortælle dem i sin egen manende retorik med ideologiske rester af Paulus og Mao, Grundtvig og Dewey, at de gør et væsentligt stykke arbejde for at skabe en bedre verden, Den Ny Verden. Drivkraften er ekspansion, at rekruttere endnu flere soldater til Den Ny Verdens avantgarde, så organisationen kan udvides. Her kommer pengene ind i billedet, men kun som et middel til at købe flere skoler, flere firmaer, så der kan rekrutteres flere mennesker, der skal hverve flere mennesker. Penge er ikke et mål i sig selv. Tvind er et åndeligt pyramidespil uden ende. Den Ny Verden bliver selvfølgelig aldrig virkeliggjort, så ekspansionen er gået hen og blevet et formål i sig selv. Det vanskeligste ved Lærergruppen er at forlade den. Man mister sit arbejde, sine venner og skal til at lære at være et individ i et moderne samfund, hvor meningen bestemt ikke giver sig selv. Det kan være svært nok for dem, der er vokset op i det, men for den LGer, der måske ikke engang ved, hvad en selvangivelse, et sygesikringsbevis eller dagpenge er, må det føles fremmed. Pludselig skal man nære tillid til et system, som man har lært at foragte. Nogle mennesker rejser selvfølgelig bare og er glade for deres tid i Tvind. Andre har vanskeligt ved at forstå, hvorfor de har spildt år af deres liv - og alle deres penge - på organisationen og må leve med eftervirkningerne i årevis. Det er de sidstnævnte, der har krav på omverdenens sympati. Staten skal såmænd nok klare sig.


(debatindlæg i Politiken 16. juni 2001)

Andre folks penge

Jeg fik min første bankbog omkring 1970, da jeg dårligt nok kunne nå at række den op til den søde kassedame, der sad med bobbet hår bag sit aluminiumsgitter. Alle posteringer blev ført i hånden og kontrasigneret. Bagefter blev det med dokumentægte blæk ført i den store, store bog, at lille Jes havde indbetalt fem kroner til sin opsparing. Det var til en cykel, og det var dengang staten syntes det var så synd for de folk, der skyldte penge væk, at den lod inflationen løbe med det meste af gælden og rentefradraget med resten til ugunst for retlinede småsparere. I bankerne fik de hulkortsterminaler og automatisering, og en masse arbejdsgange blev overflødiggjort. Som det hyppigt har vist sig ved indførelsen af edb på arbejdspladser medførte det i mange år en betragtelig stigning i antallet af ansatte. Det var en voksende sektor.

En af mine skolekammerater havde planer om at gøre karriere i en bank, for det er jo dér pengene er, som han sagde. Jeg har ikke set ham siden. Måske er han endt som produktchef. Det er overhovedet en af bankverdenens særheder, at den har 'produkter'. Det er en pudsig måde at skjule den omstændighed, at det eneste en bank har, er andre folks penge. Det er under normale forhold et tillidshverv at forvalte betroede midler, men bankerne er med forbavsende behændighed sluppet af sted med at putte en hvid kanin ned i hatten, trække den op igen og sende regningen for dette kunststykke til kunderne. De giver nul-komma-ingenting i rente, kræver gebyrer for selv meget enkle transaktioner og bilder så kunden ind, at han har fået et 'produkt'. Kaninen beholder de selvfølgelig selv.

Ved hjælp af højtbetalte ansatte, der arbejder på dyre adresser i hovedstaden, får banken mine penge til at yngle, så den kan få råd til opførelsen af arkitekttegnede hovedsæder, der kan rumme endnu flere ansatte. Og nu kommer vi til det, jeg slet ikke forstår. Lad os antage, at en af bankens højtbetalte chefer fejldisponerer et par hundrede millioner af bankens penge. Og det er altså en rigtig høj løn denne mand får. Vi er deroppe, hvor en tjeneste-Mercedes regnes som fryns. Hvad sker der nu med manden? Han bliver fyret, og for at demonstrere, at det er noget rigtig skidt han har lavet, får han lige et gyldent håndtryk på et par millioner kroner.

Hvad er meningen? Er det sådan en slags præmie for at være talentløs på et højere plan? Jeg må trøste mig med, at mine middelklassemidler er sikret af lovgivning, garantifonde og statsministerens beroligende nytårstaler. Bankdirektører må have gået i samme skole som de store entreprenører. Disse vindskibelige mænd med deres mægtige maskiner og skinnende kontorer ved siden af bankernes bruger meget tid og al deres kunnen på at regne ud, hvad det koster at bygge en bro, et operahus eller grave ud til en tunnelbane. Når de er halvvejs i byggeriet og det er for sent at fortryde, fordi en halv bro ikke kan bruges til noget, møder de op som Oliver Twist med hatten i hånden og spørger ganske forsagt: »Må vi ikke nok få lidt mere?« De blinker med deres forgrædte hundeøjne og tilføjer: »Bare en halv milliard?«. Ja, for vi må jo forstå, at man let kan komme til at regne nogle hundrede millioner ved siden af, siger bestyrelsesformanden til et kamerahold ude på byggepladsen. Han er iført sikkerhedshjelm og et klædeligt lille stænk af smat på sin vindjakke for at understrege den alvor, hvormed der gås til opgaven, mens han forklarer, at der jo har været mange uforudsete omstændigheder ved projektet.

Så er det jo man har lyst til at blive entreprenør, for her gik man og troede, at entreprenører levede af at forudse, hvad lægmænd havde tænkt på, men nej. Deres forretning består tilsyneladende netop i at udskrive fakturaer på uforudsete udgifter. Man må se på den lyse side. Vi idioter har faktisk flere muligheder for at blive millionærer: Enten vinder man i Lotto eller også møver man sig til tops i erhvervslivet. Det kræver tilsyneladende ikke, at man har forstand på penge for at arbejde i en bank. Det drejer sig jo om at miste dem. I byggebranchen bliver man på samme måde kun til noget, hvis man ikke har forstand på hvad tingene koster. Rigtig schwung i tingene kommer der selvfølgelig, når entreprenører og finansfolk stikker hovederne sammen i et af ansvarsløshed og manglende indsigt. Der er ingen naturlig øvre grænse for, hvor mange penge en således fusioneret talentløshed kan miste på selv ganske kort tid. Andre folks penge.

(Klumme i Politiken 4. nov. 2000)

Møderiets ti bud

Manges arbejdsdag består af møder. Hvis du ikke vil være arbejdsløs, skal du derfor sikre dig, at møderne ikke afvikles for effektivt eller for hurtigt. Anvendt med omhu og snilde vil de følgende 10 regler sikre dig en status som loyal og uundværlig arbejdskraft i mange år fremover.

§1 Man må selvfølgelig ikke forberede sig og det mindste man kan gøre er at undlade at læse på det materiale, der måtte være sendt ud i forvejen. Beslutningsgrundlaget skal være så diffust som muligt, således at diskussionerne kan trække ud. Intet er så ødelæggende for et godt skænderi som kendsgerninger.1

§2 Kom for sent. Hvis du ikke har direkte anledning til at komme for sent, bør du sørge for at indlede en telefonsamtale umiddelbart før mødet begynder, således at du kan komme halsende ti minutter for sent med den undskyldning, at du lige havde kontorchef dittendatten i røret. Det er ikke alene en acceptabel undskyldning, men giver også indtryk af, at du er en vigtig faglig autoritet og/eller en højt værdsat personlighed.

§3 Undgå faste mødetidspunkter og sørg for at bruge en stor del af mødet på at aftale næste møde.

§4 Sørg for at planlægge dine møder således, at du altid må forlade det ene i utide for at kunne nå det næste (se dog 2).

§5 Indled mødet med at opildne til en samtale om et emne, der ligger alle på sinde uden at have den ringeste tilknytning til dagsordenen. Det kan være prinsesse Alexandras figur, Brøndbys udebanestatistik eller prisen på brændstof. Så går der tid med det.

§6 Den væsentligste nøgle til at forlænge et mødes varighed uden af den grund at opnå noget er at sætte sig på dirigentposten. Det giver rige muligheder for at afvige fra dagsordenen og springe hid og did mellem punkterne. Hvis du sidder på posten i længere tid, har du mulighed for at indføre faste, tidsrøvende punkter som 'Siden sidst' eller 'Nyt fra udsmykningsudvalget'. Giv under påskud af ytringsfrihed alle mulighed for at komme til orde under alle punkter. Takket være en nådig naturlov deltager der ved ethvert møde en hæmningsløs kværulant, som uden opfordring gentager sig selv. I nødstilfælde må du selv påtage dig rollen.

§7 Kan du ikke blive dirigent, må du påtage dig pligten som referent. Undgå beslutningsreferater. Brug gerne vendinger som 'Det blev diskuteret, hvorvidt ...' eller 'Der var både fortalere og modstandere af forslaget om ...', men undlad så vidt muligt at nedfælde konkrete beslutninger, da det kunne føre til at de blev ført ud i livet (jf. dog 8). Referater udsendes principielt for sent og gerne til de forkerte (se 1).

§8 Hvis du ikke selv har skrevet referatet bliver 'godkendelse af referat' et så meget desto vigtigere punkt ved ethvert møde. Det fejlfri referat eksisterer ikke. Husk derfor altid med stor omhu at gøre referenten opmærksom på stavefejl og andre ligegyldige detaljer. Der kan sagtens gå lidt tid med diskussioner om den seneste retskrivningsreform, og med lidt held vil samtalen langsomt komme til at dreje sig om det, som alle har en meget højrøstet holdning til, nemlig folkeskolen. Det væsentlige er under alle omstændigheder at få mødedeltagerne til at glemme, hvad der faktisk står i referaterne, således at man undgår at skulle følge op på tidligere beslutninger. Det drejer sig om at begynde forfra hver gang (se 7).

§9 Hvis det er umuligt at undgå, at væsentlige problemer tages op, er det af stor vigtighed, at der ikke lægges op til en direkte beslutning. Det kan man gøre ved hjælp af følgende redskaber, hver for sig eller i kombination: a) 'Jeg føler ikke, at det på det nuværende grundlag er forsvarligt at tage en beslutning om så vigtigt et emne'. b) 'Jeg føler, at det ville være unfair over for de øvrige medarbejdere at tage en så væsentlig beslutning uden i videre omfang at inddrage et bredere udsnit af de involverede'. eller c) 'Beslutninger kan ikke tages under eventuelt' (se 6).

§10 Selvom den omsiggribende demokratisering og trang til at diskutere tingene igennem danner et naturligt bolværk mod rationelt begrundede forandringer, kan det aldrig ganske undgås, at et møde må gribe til at træffe beslutninger vedrørende konkrete problemer. Der var engang, da alle problemer kunne løses med penge, men det må i dag anses for et forældet koncept. Nu er der tale om kommunikationsproblemer. Hvis folk skændes, er det ikke fordi de har forskellige holdninger, men fordi de ikke kommunikerer ordentligt. Sørg for at få hyret en kommunikationskonsulent til at se på forholdene. Har man f.eks. nogensinde hørt en kommunikationskonsulent udtale, at der ikke er noget galt med kommunikationen? Og hvad er løsningen på manglende kommunikation? Voila, flere møder

(Klumme i Politiken 30. sep. 2000)

At konversere

Den kultiverede nysgerrighed er drivkraften bag enhver vellykket konversation. Den perfekte borddame er hende, der synes, at jeg siger interessante ting og som ler oprigtigt af mine morsomheder. Der findes selvfølgelig mennesker, der insisterer på at være ubehagelige og fornærmende, og de er desværre et mindretal, der er vanskeligt at undgå. Der er vist ikke den større familiefest, hvis bordplan ikke plages af mindst én sortseende dødbider, som man af en eller anden grund altid vil gøre den tjeneste at sætte mellem to robuste og vennesæle stakler. Det er en sær tradition, der sikrer, at så mange rare mennesker som muligt får ødelagt deres aften. Man burde engang sætte alle dødbiderne ved samme bord, har en klog kvinde i vores omgangskreds foreslået, og så kan de hver især føle sig smigret over, at de er blevet sat til at muntre de andre op. Det foruroligende er, at man aldrig får at vide, om man selv har været offer for denne elegante løsning.

Konversation er en nobel kunst, der kan give rig indsigt i den menneskelige natur. Hvis man er parat til at udvise interesse for det, der måtte beskæftige andre, er der grobund for perspektivrige samtaler. Det er ikke altid en god idé at begynde med at spørge til folks erhverv. Man kan godt tale med læger om principperne for kirurgiske indgreb, bare man ikke begår den klassiske fejl at hive op i skjorten for at høre doktorens mening om tør hud under armene midt i hummersalaten. Min svoger er trafikplanlægger, og han undlader helst at nævne det for fremmede, for de fleste mennesker har meget firkantede og ukvalificerede holdninger til trafik og giver sig gerne i kast med at forklare ham, hvordan han i virkeligheden skulle passe sit job. Det er han forståeligt nok træt af. Jeg antager, at mange læger har det på samme vis. Hvis man prøver at forklare en læge, at gulerødder er bedre end penicillin, eller vil stille ham til regnskab for manglerne i sundhedsvæsenet, er muligheden for en fortsat frugtbar meningsudveksling straks udtømt.

Konversation er for skrøbelig en genre til at kunne bære direkte missionsvirksomhed eller politisk agitation. Hvis det ikke var fordi det i sig selv er taktløst at citere Emma Gad, når man sidder som gæst ved et middagsbord, havde jeg somme tider lyst til at gengive hendes regel om konversation: »Ingen bør tale om Maden, især ikke Vært og Værtinde«. Jeg bryder den ustandseligt selv, må jeg indrømme, for mad er nu en gang så taknemmeligt et emne, men det har antagelig aldrig været det højere formål med en sammenkomst at gæsterne udelukkende skulle underholde sig om forplejningen. Middagsselskab holdes for selskabets skyld, har man lov til at gå ud fra.

Jeg har en drøm om engang at holde en stor havefest med servering af fadøl og saltstænger und nix weiter. Hvis gæsterne savner noget at skændes om, kunne man sætte dem til at spille kroket. Det var næppe hvad fru Gad havde i tankerne da hun frarådede sin tids parvenuer at prale: »Tro ikke at De frembringer Virkning af Elegance ved en overvældende Masse af Retter eller Geledder af vinglas. De opnaar det stik Modsatte, nemlig at komme til at virke som en nyopdukkende Rigmand, der ved Hjælp af haandgribelige og let paaviselige udgifter forsøger at dække over Mangelen på virkelig Kultur«. Fru Gad nævner ikke overraskende intet om øl og saltstænger men foreslår i stedet at servere lidt men udsøgt mad og få men gode vine. Med denne anbefaling ville jeg få et problem, for hvad jeg ved om rødvin, kan i det store hele opsummeres i den erfaring, at jeg får hovedpine af Rioja. Alt andet drikker jeg med fordringsløs fornøjelse i den rækkefølge, det bliver sat på bordet. Det skyldes ikke så meget modvilje som en meget dårlig lugtesans. Jeg har det på samme måde med moderne jazz, endskønt min hørelse er udmærket. Jeg er ganske sikker på, at det er meget vanskeligt at komponere og kræver stor omhu i udførelsen, men jeg kan simpelthen ikke finde hoved og hale i det.

Det er noget af et handicap i vor tid ikke at kunne tale med om rødvin - for nu ikke at tale om musik. Jeg har prøvet på skrømt at læse vinanmeldelser i aviserne og erfarer f.eks., at en vin kan have en god krop og at den kan smage af eg og humus. Man spørger sig selv om der faktisk findes folk, som spiser savtømmer og pottemuld for bedre at kunne anstille den sammenligning? Jeg må huske at tage emnet op med min svoger, der har forstand på den slags.

(Klumme i Politiken 19. aug. 2000)

Den oversete genre

Man kan ikke have tillid til folk, der ikke har gamle og grimme eller unyttige ting stående. Sådanne mennesker betragter et nyerhvervet hus som et blankt lærred, og så er det bare ned til farvehandleren. De optræder også gerne i indretningsbladene, stolte over, hvordan de har timet og tilrettelagt hver krog i hjemmet. »Sådan fik vi noget rart ud af vores 250 kvadratmeters skovidyl med havudsigt«. (Nå ja. Hvor svært kan det egentlig være?). Jeg forestiller mig, at de meget stilbevidste som en slags opvejning af al denne matchende smagfuldhed må have et sommerhus, hvor de udrangerede møbler kan henstå kun ganske lidt uhensigtsmæssigt uden at skulle leve op til de krav, som en chique nutid stiller.

I sommerhuset er dejfadet skruk, ingen gryde har ubrudt emalje, og man kan røre æggesnaps i en ridset margretheskål og glæde sig over gensynet med det gode gamle piskeris. Sommerhusreoler er den åndelige afspejling af livet i sommerlandet. De er fyldt med flossede kriminalromaner, hvoraf man kun har lyst til at læse dem, der viser sig at mangle de sidste sider. Rynkede opslagsværker fortæller, at finnerne har let til kniven og at kinesere er flittige, men upålidelige, og i et enkelt nummer af Populær Mekanik eller Hi-Fi-entusiasten kan man blive oplyst om den seneste udvikling inden for stereogrammofoner. Kun svagt kan det genkaldes, hvem der nogensinde har anskaffet dette læsestof, om det er arvet, eller om det bare fulgte med reolen, da den blev hentet for femten kroner hos marskandiseren. Jeg samler på sommerhuslitteratur. Dan Turèll rodede i bogkasser for at rode. Jeg køber. Hvis man går efter noget specielt, skal man naturligvis handle hos de fine antikvarboghandlere, der omhyggeligt har katalogiseret lageret, men rigtige fund gør man kun hos dem, der ikke har taget det på sig at gøre sig kloge på kundernes smag. De stuver det hele sammen i gamle ølkasser under en baldakin på gaden. Visse bøger ville jeg aldrig have kendt, hvis det ikke var for disse 'tre for en tyver'-bogkasser. Følgende er kernestykkerne i min samling:

'Telefonering for kontorlærlinge' af C.G. Hansen og Egil Toke, udkommet på Det Schønbergske Forlag i 1965, er en klart disponeret fremstilling, der fører sin læser gennem de vanskeligheder, som måtte møde den tjenstligt telefonerende. Den er med egne ord »et hjælpemiddel for personalet til at opfylde chefens berettigede krav om korrekt telefonering«. Der gives gode råd om konduite og pli, og en række udtaleøvelser sikrer størst mulig forståelighed på såvel indenbys som udenbys linier. Med eksempler vises den mest hensigtmæssige fremgangsmåde under modtagelse og afgivelse af ordrer og beskeder, og under iagttagelse af den rivende hast, hvormed elektroteknikken udvikler sig, gennemgås betjeningen af både de med håndsving, induktorarm, drejeskive og titalstastatur forsynede apparater.

Generalmajor C.F. v. Holtens erindringer fra sin tid som adjudant hos Frederik VII, udgivet posthumt hos Gyldendal i 1899, er indbundet så pænt, at man godt kunne fristes til at placere den sammen med den agtværdige designerlitteratur, men det ville være spidsborgerligt bedrag, for læderryggen og guldsnittet dækker over en sydende sump af sladder: Om sin arbejdsgiver skriver han: »Skal jeg i Korthed udtrykke det Resultat, jeg er kommet til, saa maa jeg sige, at efter min inderste Overbevisning var min Herre og Konge sindssyg med mange lyse - undertiden geniale - Øjeblikke«. Holtens beskrivelse af Louise Rasmussens karriere på Det Kongelige Teater lader den gunstige læser forstå, at den senere grevinde Danner ikke var nogen pæn pige: »Som Følge af sit mindre gode Udseende, sin daarlige, kortlivede Figur og sine simple Anlæg for Dans, drev hun det aldrig til andet end en maadelig Figurantinde. Teatret udmærkede sig i den Tid just ikke særligt ved Dyd og gode Sæder; men Louises Forhold var af den Natur, at Bournonville fandt det rigtigst at fjerne hende fra Tjenesten, hvorfor hun siden efter hadede ham grundigt. Ved gode Venners Hjælp tog hun til Paris, for - som det hed - at perfektionere sig som Modehandlerinde«. Tsk-tsk-tsk.

Den sidste perle i samlingen er ikke købt men arvet. Ingeborg Suhrs kogebog med den befriende indlysende titel 'Mad' (20. opl., 1949) er rigtig nyttig. Så sent som forleden fik jeg aftensmad ud af en ellers så vanskelig hornfisk takket være fru Suhr. Sommerhusfolket dyrker gerne havnemiljøer og elsker at købe fisk direkte på kajen; ikke fordi det er billigt, men fordi det er så frisk og råt på en hyggelig måde. Fru Suhr fortæller, hvad du skal gøre med dyret, når det er hjembragt til hulen. Må jeg imidlertid på det varmeste fraråde at følge hendes anvisning på kogte makaroni: »Makaronien knækkes i små stykker, hældes i det kogende saltvand og koges ved jævn varme i 20 min. Herefter tages gryden af ilden; låget, der må slutte ganske tæt til gryden, lægges på, og makaronien koges nu i høkasse i nogle timer«. Opskriften på den noget kompakte makaronistuvning vil vi forbigå i tavshed med ønsket om en god ferie.

(Klumme i Politiken 17. juni 2000)

Sommermetafysik

Om sommeren bliver jeg metafysisk. Den varer jo aldrig så længe, den danske sommer, selvom den i år synes at have bidt sig fast allerede i april. Normalt er det dér med godt vejr begrænset til et par uger efter Sankt Hans, og under indtryk af sådan flygtighed kommer man til at tænke på alle de store spørgsmål uden svar: Hvorfor er livet dog så kort og lykken så lunefuld, og hvad skal det hele ikke ende med? Det hjælper ikke at tage udenlands, for man drages sammen med den øvrige millionskare af turister med skoldede knæ og solblinde øjne ind i kølige katedraler, hvor hjertet svulmer af tillægsord og tanken strejfer det hinsides, hvis man da ikke traver andægtigt rundt i ruiner af svundne kulturer og tænker om verden mon var bedre dengang?

Man kan selvfølgelig også bare blive hjemme. Jeg har gode sommerminder fra stranden nord for Rørvig, hvorfra man har vid udsigt over Kattegat. Jeg elsker havet, men jeg lader andre om at bade.
Som dreng havde jeg vandskræk i en sådan grad, at jeg sjældent vaskede hår. Et af mit livs større præstationer var da jeg som 16-årig fik lært at styre min paniske angst for at få hovedet under vand. Det var på et »svømmekursus for voksne begyndere«, hvor jeg - ranglet teenager uden et gram fedt til at tjene som opdrift - iført svømmevinger med smølfemotiv lærte at trække og holde vejret sammen med 11 hvalroslignende pensionister med kun et forestillet behov for korkbælter.

Jeg kan svømme nu, men gør det ikke gerne. Jeg betragter det som en nødvendig kundskab på linie med førstehjælp og tysk grammatik; bør kun anvendes i nødstilfælde. Men jeg elsker altså at se på havet, at sidde på en klit, en klint eller en havnemole og bare se derud. Jeg har en kammerat, der vil sælge sin mor for en havudsigt. Det synes jeg vel nok han burde drøfte med sine søskende først, for hun repræsenterer da forhåbentlig en vis affektionsværdi, men i princippet kan jeg godt forstå ham. Ikke for ingenting koster det mindst en kvart million kroner oven i hatten, hvis man vil have hus med havudsigt. Ferskvand duer ikke. Det skal være salt. Havet, det rigtige hav, er altid i ental. Den lille Gysse, der ville vide om Frederiksholms Kanal mon var Verdenshavet, var slet ikke så dum. Se på sommergæsterne i Nyhavn: De sidder med fødderne ud over bolværket og stirrer ned i det dunkle vand som om løsningen på livets gåde lå dernede. Nogle af dem falder i af bar eftertænksomhed og skal fiskes op af Falck og kommer på bagsiden af Politiken, hvis der er en fotograf i nærheden, hvad der jo ofte er i Nyhavn. Sådan noget gør saltvand ved folk, om det så er det olieblandede af slagsen i Københavns Havn.

Nogle mennesker længes ikke mod hav, men mod bjerge, skove eller begge dele. Få stakler længes mod både hav og bjerge. De har ikke så mange steder at tage hen for at få stillet blikkets tørst, især ikke i Danmark, men må leve et ufuldbyrdet liv på landevejen fra tinde til kyst og tilbage igen. Andre insisterer på at ville erobre elementerne ved at dykke, klatre eller springe ud. Personligt holder jeg det for en temmelig anmassende måde at tilegne sig en udsigt på. Min fascination af havet næres af frygt, så jeg nøjes med en sejltur på Roskilde Fjord i magsvejr. Det er antagelig min barndoms vandskræk, der slår igennem.
Der er et uendelighedsperspektiv ved saltvand. Man kan ikke se videre end horisonten, og hinsides den strækker havet sig hele vejen rundt om kloden, og hvem ved, hvad der er af eventyr og katastrofer derude? Romantiske kunstnere, der virkelig ved hvad længsel er, kan skildre horisonten med al den patos, som den fortjener, som en linie, der adskiller det jordiske fra det himmelske og livet fra døden. Den bliver det konkrete tegn på grænsen til alt det, som vi ikke kan magte eller begribe. Derfor kan man sidde på en klit i Rørvig og mætte blikket, medens lyset lander på verdens kyst. Det er det helt rigtige sted at være, når man er ramt af sommermetafysik.

(klumme i Politiken 13. maj 2000)

En sagte skvulpen bag tapetet

Esbønderup. Det hvide hospital«, skrev Frank Jæger i sit digt om løvfaldet. Jæger må som en, der valgte regnen, have været en strålende melankoliker. At få en idyl som Esbønderup og farven hvid til at virke så stærkt imod deres umiddelbare betydning må have en dybere grund end blot sprogøre og fodvandringer i Nordsjælland. Hospitalet i Esbønderup har aldrig været hvidt, har jeg ladet mig fortælle af en læge, der har arbejdet dér. Farven hentyder til det indre af ethvert hospital, kitlerne, de blanke overflader og steriliteten: indlæggelsen som trussel. Digtere tvinger sproget ud på grænsen af dets bæreevne. De dårlige forfalder til volapyk eller almindeligheder. I værste fald begge dele.

Det principielt fantastiske ved ord er, at man kan sige noget ukendt med velkendte gloser. »Bølge med hav«, sagde min kollega for eksempel til mig forleden. »Det kan man ikke«, tænkte jeg. Egentlig svarede hun bare rationelt forkortet på det valg, som jeg havde givet hende, mellem barbecuechips, osterejer og bølgechips med havsalt, men da ordene var udtalt, var jeg hinsides chips. 'Bølge med hav' er lissom for højspændt et udtryk til bare at være betegnelsen for en foliepose med 100 gram saltede kartoffelskiver kogt i fedt. Det ejer mere af den særlige sproglige magi, der fortjener en større virkelighed. En eller anden bør i det mindste male et billede, der kan leve op til den titel.

Hverdagen er bestemt ikke uden poesi. Jeg havde en anden kollega, der engang fik sammenfattet sin helbredstilstand, sine fremtidsudsigter og kvaliteten af de sanitære installationer i sit hjem med udtrykket »en sagte skvulpen bag tapetet«. Det var den samme kollega, der mente at hvis liggesår var noget man fik af at ligge for meget, så ville hun gerne sygemeldes nogle dage med diagnosen smilesår. Det har jeg lidt mere respekt for end de mennesker, der uden fornemmelse for sprogets tendens til inflation gladelig meddeler, at de er »enormt deprimeret« blot fordi det regner eller fordi der var kø på motorvejen. Problemet - hvis man kan kalde det således - med selv det mest trivielle udtryk er, at det engang har været originalt. »Det var en mørk og stormfuld nat«. Det lyder som titlen på et rigtigt sofastykke. Sætningen er næsten så ordinær, at man ikke forventer at møde den i en rigtig bog. Den indleder ikke desto mindre et af de sidste kapitler af 'De tre musketerer', hvori bødlen fra Lille færger den træske og rænkefulde Mylady over Styx. I sammenhængen runger endnu efterklangen af den oprindelige, robuste uhygge, som Dumas slog an, men som Nuser på taget af sit hundehus tampede fuldstændig flad i sine utallige forgæves forsøg på at gøre ham kunsten efter. Dumas kan ikke bebrejdes, at læsningen af hans roman om ære, kærlighed og død pludselig afbrydes af associationer til en hund med litterære ambitioner. Det er en dårlig idé at ville undslippe det trivielle ved at skabe nye ord, for modeord ældes ikke med ynde. Markedet for ledelsesfilosofi er et godt eksempel på, at omsætningen af nye flasker er en del større end forbruget af fin gammel vin. Modeudtryk som 'downsizing' og 'incitamentstruktur' havde formentlig en effektiv levetid på mindre end fem år, og det går vel ikke anderledes med shareholder value og lignende nyskabelser.

Skal man sige noget ukendt, er der langt større muligheder, hvis man anvender gamle ord. Gamle ord kan ruske liv i anelser om glemt visdom - eller de kan i det mindste skabe lidt stemning. Nogle af de gamle ord overlever som en slags relikvier i faste talemåder, men brugt uden for netop dén sammenhæng taber de lettere fodfæstet. Selvom de fleste vel har en fornemmelse af, at en fis i en hornlygte ikke er noget særligt, vil der i ordets nuværende betydning være enighed om, at den var bedre anbragt dér end uden for lygten. Og hvorfor er det nu lige, at frænder er værst? Det er gode ting at tænke over. Der er for mange formidlingskonsulenter i denne verden, der vil erstatte det halvt forståede med det letfordøjelige blot for at tækkes en doven nutid. Man kan ikke både være oplyst og gennemsigtig, som Grundtvig skal have sagt.

(klumme i Politiken 8. april 2000)

Farvel, du stolte ganger

Ak, så kunne den ikke længere - den gamle bil, den første bil. Til ophugning måtte den, desværre. Opel Kadett årgang 1985 med et pensum på den modne side af en kvart million kilometer bag sig. Den var rustet, slidt og afskrevet så grundigt, at skrothandleren ville have 800 kroner (+ moms) for køler- og bremsevæskens, oliens omhyggelige aftapning og karrossens korrekte omsmeltning. Bortset fra en næsten ny generator var der intet af værdi tilbage i den. Faconslidt polstring kan man ikke købe for penge. Til det sidste var den god for 160 km/t. Det vidste jeg, og det vidste den, og så var der jo ingen grund til at drive rovdrift på den mulighed. Kasseret af et ubarmhjertigt, statsligt biltilsyn blev det - det køretøj, der har bragt os til skov og strand, på arbejde og til fest.

Nu er det ikke mere, dette samtalens rum, vores lille forlængede dagligstue, hvor man lovbefalet fastspændt er henvist til hinandens selskab. Lykkelige de stunder, hvor man efter et selskab kører hjem og giver hinanden ret i, hvem der var tåbelig og hvem der var flink. Glemt er allerede skænderierne over den rette tolkning af vejkortets symboler og afkørslernes nummerering.

Jeg har lært hjemmefra, at man skal passe på sine ting og så i øvrigt sørge for at få dem smidt ud, når man ikke længere har brug for dem. Det sidste er svært, for man knytter sig til de ting, man bruger i hverdagen. Man kalder det affektionsværdi, når man ikke vil beskyldes for at være plat materialist. En bil er ikke bare en ting som en brødkniv eller et par maosko - mere i retning af en god lænestol. Man køber ikke blot en bil - man flytter ind i den, tilegner sig den, passer på den. Den skal have den rette temperatur og den rette væskestand, og den må ikke overanstrenges. I koldt og fugtigt vejr skal den stryges med hårene og have tørret tændkablerne. Biler mister ligesom små børn med tiden lysten til at stå tidligt op. Det lærer man. En gang måtte jeg have starthjælp. Der kom et fejeblad med en meget stor og bredbenet mand. Jeg fortalte ham - undskyldende - at det gamle l... ikke ville starte. »Sådan skal du ikke tale om en Kadett«, sagde han irettesættende, »det er en god bil!«. Da den fremturede, skulle han egentlig ifølge sine forskrifter køre den på værksted, men hans faglige stolthed forbød ham ikke at gøre flere forsøg og samtidig give mig en lektion i starthjælpens enkle og nyttige kunst. »Der findes ikke den Kadett, jeg ikke kan starte, medmindre bundkarret mangler«, sagde han stolt, da motoren gik i gang.

En bil er den brugte engangsemballages egentlige hjemsted. Man kan ikke have tillid til folk, der ikke har i det mindste et lille papkrus til at ligge og flyde - spor af måltider indtaget i stor fart - servietter, tomme colaflasker og knækkede tandstikkere. I gamle biler skal der også være itutrådte landkort, stumpe blyanter og glemte handsker. Nu skal vi til at begynde forfra med at bebo en ny bil. De første par måneder tør man ikke, men langsomt bygges hjemligheden op. Men det bliver aldrig det samme som med den første bil. Teknisk set er der jo ikke noget at udsætte på en ny vogn, hvis man ser bort fra den tåbelige idé at lakere kofangerne, som mange fabrikanter gør. Her gik man og troede, at kofangere netop var til for at skåne lakken. Kadetten havde meget praktisk kofangere af plastik, et fantastisk tålsomt materiale, der tillader parkering med meget små marginaler. Man må gerne røre, som min svigerinde siger. Amerikanske soldater gjorde ved deres udtjente jeeps som kavalerister tidligere gjorde med gamle heste: gav dem nådeskuddet. Jeg ejer ingen håndvåben, så Kadetten fik bare et klap på sin italiensk designede bagsmæk, inden pladerne blev skruet af. Farvel, du stolte ganger; vor tapre tjener, farvel.

(Klumme i Politiken 4. marts 2000)