Krige har altid givet civile tab

Som et resultat af terroranslagene i Paris har det franske luftvåben bombet mål i Syrien, hvor terroristerne råder over et territorium, der med en nødtørftig definition kan kaldes en stat. Søren Espersen (DF) er blandt de mange politikere, der støtter denne form for gengældelse, og han har yderligere tilføjet: ” »Vi bomber ikke der, hvor der er civile, men det er vi nødt til at begynde på.”

Historisk set er civile tab ved bombardementer snarere reglen end undtagelsen. I 1703 beskød danske tropper den nu østrigske by Schärding. Hvorfor danskerne befandt sig dér på dette tidspunkt kræver en forklaring, der ikke er plads til hér, og eksemplet er også blot taget med for at udrydde den i Danmark udbredte men fejlagtige opfattelse, at Københavns Bombardement i september 1807 var verdenshistoriens første bombardement af civile. Så længe der har eksisteret artilleri, er civile forskelsløst blevet gjort til mål for beskydning.

 Eksemplet fra 1807 er imidlertid stadig interessant i sammenhængen, fordi bombardementet ikke alene var målrettet civile, men også virkede efter hensigten. Nyere undersøgelser af kirkebøgerne viser, at de civile tab ved Københavns bombardement næppe oversteg et par hundrede, men briternes overvældende styrke og teknologi medførte dansk overgivelse på ganske få dage.

Amerikanerne fik i august 1945 bragt japanerne til overgivelse ved at kaste to atombomber. Der var tale om en magtdemonstration mage til den britiske i 1807. Målene var ikke rent civile, men det er de civile tab, der gør og gjorde indtryk, og den militære effekt var entydig. På den europæiske vestfront under 2. Verdenskrig var der som på de øvrige fronter omfattende civile tab. Et af de første civile dødsfald indtraf i Esbjerg i september 1939, da en ung husmor omkom som følge af en britisk bombemaskines navigationsfejl.

Efter at tyskerne forgæves havde forsøgt at vinde luftherredømmet over Den engelske Kanal i 1940 udviklede de et ubemandet fly, V1, og et ballistisk missil, V2, men disse våben var så upræcise, at de kun kunne tjene til at terrorisere, idet målene som oftest viste sig at være civile. De allieredes frygtindgydende gengældelsesangreb skelnede heller ikke mellem civile og militære mål. Air Chief Marshal Sir Arthur ”Bomber” Harris blev berygtet for at hævde, at ødelæggelsen af civile mål ville bidrage til den allierede sejr. Ikke alle briter var enige i den taktik, og det er da også tvivlsomt, om ødelæggelsen af en række især nordtyske storbyer havde nævneværdig betydning for krigens udfald. 

Skellet mellem civile og militære mål er forudsat i Genevekonventionen, der fastlægger reglerne for krigsførelse herunder beskyttelsen af civile. Men dette skel er forblevet teoretisk, idet krig i dag kun meget sjældent føres mellem to staters regulære væbnede styrker. Den russiske invasion af det østlige Ukraine og Krim er et godt eksempel. Det lykkedes russerne at forfølge deres militære mål ved hjælp af irregulære tropper og ved at lade som om det russiske militær slet ikke har været involveret.

En organisation som IS vil typisk arbejde ud fra principperne om guerillakrig, hvilket blandt andet indebærer, at de kæmpende skjuler sig blandt civilbefolkningen, når de ikke er aktive, hvorimod regulære tropper altid er i uniform og er indkvarteret for sig. I den forstand har Espersen ret. Man vil uvægerligt ramme civile, hvis man forsøger at udrydde terrorisme med bomber.

 (Kristeligt Dagblad 30. nov. 2015)

Det nødvendige bureaukrati

I en aviskommentar fra marts sidste år krævede Venstre-politikerne Carl Holst og Esben Lunde Larsen i et fælles indlæg færre regler og mindre kontrol i det offentlige. Der findes antagelig ikke den politiker, der ikke på et tidspunkt har udstedt løfte om at afskaffe al unødvendigt bureaukrati og komme af med den stive regelstyring.

Kravet om oprydning i regeljunglen og afskaffelse af de bureaukratiske fedtlag møder næsten altid bred opbakning, så man kan ikke fortænke politikere i at gøre brug af dette valgløfte. Men det svarer stort set til at love medvind på cykelstierne.

At heller ikke Carl Holst og Esben Lunde Larsen har haft held med at holde løftet, har flere årsager. For det første vokser bureaukratiet af egen kraft. Det kaldes Parkinsons Lov efter den britiske historiker C. Northcote Parkinson, der i et berømt og meget vittigt essay i The Economist fra 1955 redegjorde for, hvordan en given forvaltning knopskyder på egen foranledning.

For det andet kan alle ganske vist i bred almindelighed blive enige om, at der findes unødvendigt bureaukrati, men så snart det kommer til at udpege den del af forvaltningen, som kan undværes, begynder uenighederne. Det har i praksis vist sig vanskeligt at identificere dem, der er entydigt overflødige.

For det tredje er modviljen mod bureaukratiet som regel baseret på en mangelfuld forståelse af, hvad bureaukrati egentlig er. Vi burde elske rigtigt bureaukrati, for ingen vil i virkeligheden have alternativet.

Det er sociologen Max Weber, der i begyndelsen af det 20. århundrede opstillede definitionen af det moderne bureaukrati. I førmoderne tid var der intet principielt skel mellem kongelige embedsmænds private økonomi og interesser på den ene side og statens på den anden.

Det moderne bureaukrati blev til, idet der skete en professionalisering, således at man skulle have en uddannelse, hvis man ville ansættes i det offentlige, og der skete en adskillelse af det private og det professionelle. Embeder måtte altså ikke længere gå i arv (nepotisme) eller handles (simoni).

Den professionelle bureaukrat skulle herefter forvalte efter faste regler og ikke efter forgodtbefindende eller egeninteresse, og til gengæld for, at han (kvinder fik først adgang til statslige embeder i Danmark i 1921) ikke længere måtte pro-fitere personligt af de beslutninger, som han traf i embeds medfør, fik han en løn, som han kunne leve af.

Som Mette Frisk Jensen, historiker og forsker i dansk forvaltnings-og korruptionshistorie, har vist, blev det moderne bureaukrati indført i Danmark allerede under den sene enevælde for omtrent 200 år siden. Fra dette tidspunkt skete der en konsekvent bekæmpelse af venalitet, som det hed, altså korruption. Enevælden har gjort Danmark til et af verdens mindst korrupte lande.

Selvfølgelig kunne vi godt tænke os, at systemet er mere empatisk, fleksibelt, menneskeligt, personligt og så videre, men hvis man ser på de historiske og nutidige tilfælde, hvor en forvaltning beror primært på forvalterens personlighed og individuelle vurdering og ikke på regler, slår den menneskelige natur stærkt igennem, og resultatet er ikke sjældent vilkårlighed, smålighed, tilfældighed og korruption.

Et vellykket bureaukrati er med andre ord pr. definition upersonligt og regelbundet, således at alle behandles lige, og ingen kan misbruge systemet til at skaffe sig personlige fordele, som andre i samme situation ikke er berettiget til. " Politikere har udstedt regler for at hindre misbrug", som Carl Holst og Esben Lunde Larsen så ganske rigtigt skrev i deres indlæg.

(Kristeligt Dagblad 17. nov. 2015)

Influenzaen kommer

På Sundhedsstyrelsens hjemmeside kan man læse, at der hvert år dør i gennemsnit ca. 1000-2000 personer i Danmark af komplikationer som følge af influenza. Sundhedsstyrelsen besidder uden tvivl den afgørende ekspertise på feltet. Imidlertid stemmer skønnet ikke med de tal, der er indberettet til Danmarks Statistik, som har stillet et nyttigt redskab til rådighed for borgerne, så vi selv kan se efter. På statistikbanken.dk kan man med lidt øvelse skabe brugerdefinerede tabeller og grafer ud fra de bagvedliggende databaser. Hvis man søger på dødsårsager, vil man se, at siden 2005 er et sted mellem 10 og 60 personer døde af akut lungevejsinfektion eller influenza om året. Derfra er der unægtelig et stykke vej op til Sundhedsstyrelsens tusinder.

Danmarks Statistiks service til borgerne begrænser sig ikke til de aktuelle tal. Samtlige udgaver af Statistisk Årbog, der er udkommet siden 1896, er lagt ud på nettet i pdf-format (http://www.dst.dk/da/Statistik/Publikationer/).

For den tålmodige er der en rigdom af oplysninger at finde. I tilfældet influenza retter opmærksomheden sig naturligt mod det, der blev kaldt ”Den spanske Syge”, en pandemi – altså global epidemi – der ramte Danmark i sommeren 1918. Den kaldes en af verdenshistoriens største dræbere. Hvor mange der døde på verdensplan, vides ikke med nogen sikkerhed, for kun få lande havde en statistik, der var lige så nøjagtig som den danske. Dertil kom, at mange lande fortav sygdomsudbruddet. Når sygdommen fik prædikatet ”Den spanske Syge”, skyldes det ikke, at den stammede fra Spanien, men nærmere det forhold, at det neutrale Spanien havde en relativt fri presse, således at verdensoffentligheden første gang lærte sygdommen at kende gennem dens forekomst på Den iberiske Halvø.

Man havde registreret influenza-epidemier før. I 1889 og de følgende år havde en epidemi ramt Danmark. Ikke nogen stor andel af befolkningen var blevet syge, men dødeligheden blandt de syge var til gengæld høj. Op mod en tredjedel af de syge over 65 år lod livet. I 1918 blev næsten ½ million danskere ud af en samlet befolkning på omtrent 3 millioner syge af influenza. Det kendetegnede Den spanske Syge, at patienter i alderen mellem 15 og 40 blev relativt hårdere ramt, og man spekulerede allerede dengang over, hvor vidt det skyldtes, at de ikke fra tidligere epidemier var immuniserede. Betydning havde det under alle omstændigheder, at Verdenskrigen – også i de neutrale lande – indebar, at et meget stort antal mænd i den værneduelige alder var stuvet sammen i kaserner eller i felten.

Den spanske syges dødelighed var lav. Der foreligger for 1918 kun tal for bybefolkningen. I hovedstaden og købstæderne døde det år 4150 personer af influenza. Sygdommen blussede op igen i 1920, og da var man begyndt at tælle landdistrikterne med. Det år døde i alt 2998 mennesker af influenza i Danmark, heraf ca. 40 % på landet. Hvis man antager, at den samme fordeling gjorde sig gældende i 1918, betyder det, at ca. 7000 mennesker døde af influenza i det værste år.

Det interessante er imidlertid, at den samlede dødelighed i hele landet stort set ikke blev påvirket af epidemien, ja faktisk døde der i det værste år 1918 relativt færre danskere (13 promille af befolkningen) end gennemsnittet for årene 1916-1920 (13,1 promille). Populært sagt ville folk være døde også uden epidemien. Og så er vi nok tilbage til den principielle diskussion af, hvad folk dør af, hvis de dør, mens de har influenza? Den må man hellere overlade til Sundhedsstyrelsen at udrede.

(Kristeligt Dagblad 4. okt. 2015)