Den læsende Grundtvig udstilles i Wittenberg

Wittenberg udgør et naturligt centrum for fejringen af 500-året for Reformationen det kommende år. Byens officielle navn er Lutherstadt Wittenberg. Her arrangeres blandt andet en udstilling om 95 fremtrædende lutheranere i skikkelse af blandt andre N.F.S. Grundtvig. Beslutningen om at inddrage Grundtvig er indlysende, fordi Grundtvig bidrog væsentligt til fornyelsen af den lutherske kristendomsforståelse i Skandinavien, men den er også paradoksal, fordi denne fornyelse fandt sted i kraft af en kritik af en af de væsentligste reformatoriske ideer, i traditionen kendt som sola scriptura eller det lutherske skriftprincip.

Dette princip er et element af Luthers opgør med den af Paven forvaltede såkaldte nøglemagt. I kraft af den apostolske succession forstås Paven som efterfølger til Roms første biskop Simon Peter, der af Jesus fik overdraget nøglerne til himmeriget (Matt. 16.19). Luther gjorde op med romerkirkens forestilling om, at forbindelsen mellem den enkelte og Gud formidles institutionelt gennem kirken. I stedet pegede han på, at hvert menneske har adgang til sandheden om Gud gennem læsning af Bibelen. I de lutherske kirker har Bibelen derfor afløst Pavestolen som autoritet.
Grundtvig udviklede i årene efter 1825 en original forståelse af kirkehistorien i et opgør med denne skriftlighedens autoritet, som blev forvaltet af universitetets teologiske professorer. Konkret handlede det om en diskussion, som Grundtvig førte med den i øvrigt vældig interessante og ofte oversete professor H.N. Clausen.

Grundtvig mente, at Clausen – med reformationen i klar erindring – var udøver af et eksegetisk pavedømme, altså indehaver af et fortolkningsmonopol. Kort fortalt bestod Grundtvigs pointe i, at Jesus hverken skabte en kirke eller skrev en bog. Han indstiftede en menighed, og den egentlige kontinuitet i kirkehistorien består i, at Jesu ord siden da er blevet holdt i live, når menighederne hver søndag har samlet sig om dåb og nadver, hvor det levende ord af Herrens egen mund lyder i form af blandt andet Fadervor og indstiftelsesordene.

At autoriteten dermed udgår fra menigheden selv vender naturligvis hierarkierne på hovedet. Teokrati og bibelfundamentalisme er den grundtvigske kirkeforståelse ganske fremmed. Til gengæld indebærer den risiko for sekterisk selvtilfredshed og dogmatisk dovenskab. Selv om Grundtvig på sin vis opgav forestillingen om kristendommen som en skriftreligion og privilegerede mundtligheden, var han i praksis en ivrig tilhænger af det skrevne ord. Han offentliggjorde i sin levetid langt flere end 30.000 tryksider. Han var i særdeleshed ualmindelig bibelstærk og i almindelighed særdeles belæst.

Derfor er det både lidt ironisk og meget passende, at den genstand, som udstillingsarrangørerne i Wittenberg har valgt til at repræsentere lutheraneren Grundtvig, er hans forstørrelsesglas, datidens udgave af læsebrillen. Vi ved, at Grundtvig i hvert fald i de sidste 30 år af sit liv anvendte læselup. Den udlånes af Grundtvigs Mindestuer i Udby nord for Vordingborg, hvor den største samling af genstande, der vides at have været i Grundtvigs eje, udstilles.

Udstillingen ”Luther! 95 Schätze – 95 Menschen” åbner den 13. maj i Augusteum i Wittenberg og varer til den 5. november.


(Kristeligt Dagblad, 29. dec. 2016)

Hvad skylder staten og Folkekirken hinanden?

Den nye kirkeminister har rusket op i debatten om Folkekirkens økonomi med sit forslag om, at staten ikke længere skal bidrage til præsters lønninger, men til gengæld yde et større tilskud til kirkernes vedligeholdelse. Forslaget er ikke nyt. Det var en del af regeringsgrundlaget for VK-regeringen 2007. Reaktionerne har igen været mange og skarpe. Sognepræst Marie Høgh skrev forleden i avisen, at hvis kirkeministeren fuldførte sit forehavende ”skal kirken til gengæld lige have de jorder tilbage, som den afstod til staten ved jordlovene i 1919. Udbyttet fra jorderne var kirkens indkomst, derfor skulle staten nu betale en del af præsternes løn.”

Det er en udbredt, men historisk set temmelig upræcis tolkning, at statens bidrag til Folkekirken skulle være kompensation for udstykningen af præstegårdsjorden. Efter Systemskiftet 1901 var Folkekirken et af de områder, som blev genstand for omfattende økonomiske reformer med Venstres stærke mand, J.C. Christensen som primus motor. Siden 1849 har Grundloven indeholdt en paragraf, der lover at ordne Folkekirkens forfatning ved lov. Normalt fortolkes den som et ønske om at selvstændiggøre Folkekirken, og det har antagelig også været den oprindelig intention bag J.C. Christensens kirkereformer, men resultatet var et andet, nemlig at Folkekirken til stadighed ordnes ved lov.

Indtil for godt hundrede år siden havde kirken tre indtægtskilder. 1.) Tienden var oprindeligt en byrde lagt på landbrugsjord. Den havde karakter af ejendomsskat, men var samtidig et privatretligt mellemværende mellem den enkelte jordejer og den lokale kirke. Efter at landbrugsjord var overgået til fri ejendom og derfor var omsættelig, var tienden indkalkuleret i ejendomspriserne, men blev ikke desto mindre betragtet som en uretfærdighed. 2.) Præstegårdene var selv landbrugsejendomme, som præsten enten drev selv eller forpagtede bort. 3.) De såkaldte accidenser eller ”Smaaredsler”, der var afgifter på kirkelige handlinger.

Tiendeafløsningen blev obligatorisk ved lov i 1903. I princippet betød det, at der skulle erlægges en sum svarende til 25 gange den årlige betaling. Hvis denne sum kunne forrentes med 4 % ville den erstatte tienden, men det blev i praksis slet ikke tilfældet. Loven om præstelønninger fra 1913 ensrettede præsters lønninger og tilvejebragte grundlaget for at afløse accidenserne med en medlemsbetaling, som vi i dag kender som kirkeskatten. Staten måtte spæde til præsters lønninger og pensioner for at få regnestykket til at gå op. 

Med tjenestemandsloven 1919 blev præster ligestillede med statsansatte tjenestemænd. Samme år blev præstegårdsjordens udstykning vedtaget ved lov. Jorden skulle frasælges ved tjenstledighed eller ved forpagtningskontraktens udløb. Der var altså ikke tale om konfiskation men ekspropriation, og menighedsrådene, der var indført i 1905, indkasserede som kirkeejere købesummen.

Afløsningssummerne for tiendeafløsningen og afviklingen af præstegårdsavlen er for længst svundet ind til ubetydeligheder takket været inflation, tidernes almindelige ugunst og velsagtens også lidt uansvarlighed. I mellemtiden er medlemsbidraget, der kendes under betegnelsen kirkeskat, blev en hovedindtægtskilde for Folkekirken. Statens bidrag udgør i dag ca. 10 % af kirkens samlede budget.


(Kristeligt Dagblad 13. dec. 2016)

Demokratisk dannelse


De frie grundskoler har slået sig noget i tøjret over at skulle leve op til regeringens krav om, at de skal styrke elevernes ”demokratiske dannelse”. Det er ikke fordi friskolerne har noget imod demokrati eller dannelse, men fordi kravet også indebærer et skærpet tilsyn. For hvordan måler man egentlig, om en skole giver eleverne ”demokratisk dannelse”? Problemet opstår ikke mindst, fordi kombinationen af to af de mest omdiskuterede begreber i henholdsvis politik og pædagogik, nødvendigvis må indebære en høj grad af usikkerhed om, hvad det i det hele taget går ud på?
Ser man på begrebet i historisk perspektiv kompliceres spørgsmålet yderligere, for oprindeligt var de to begreber modsætninger. I september 1887 berettede Vejle Avis under overskriften ”Demokratisk Dannelse” om en venstremand, der angiveligt havde opført sig tølperagtigt ved en fest i Thrige Skov. Det var midt under forfatningskampen, da den regeringsvenlige del af pressen skældte ud på ”demokraterne” i Venstre. Overskriften var ironisk ment, for avisen ønskede netop at demonstrere, at bønder savnede kultur og dannelse, underforstået at de dermed også var uegnet til at sidde i regering.
Men dannelse var heller ikke dengang et entydigt begreb. Mange i Venstre havde tegnet abonnement på Grundtvigs alternativ, den folkelige dannelse, der gik ud på, at også bønder var i stand til at tilegne sig evnen til at tage del i magten og det offentlige liv.
Da socialdemokraten Hartvig Frisch i 1928 skrev, at ”Kultur er Vaner”, var det blandt andet et oprør imod den borgerlige forestilling om, at nogle har mere kultur end andre. Over for dette kunne en gymnasielærer dengang indvende, at hvis dannelsesbegrebet skulle give mening, kunne alting ikke være lige godt. Dannelse måtte være aristokratisk, forbeholdt de få.
Socialdemokratiets strategi var ikke ulig grundtvigianernes ønsket om en demokratisering af dannelsen. Den socialdemokratiske avis Aktuelt skrev i en leder i oktober 1964 under overskriften ”Demokratisk dannelse”, at det væsentlige måtte være ”den hjertets dannelse, der på tværs af alle klasseskel gør usnobbethed og hensynsfuldhed i omgangen med andre mennesker til en naturlig ting.”
Det demokratiske i dannelsen bestod altså dengang for Socialdemokratiet i nedbrydning af klasseskel og en lige adgang til det gode, som en uddannelse er.
Sammensætningen af demokrati og dannelse i et begreb har fået en gevaldig opblomstring siden årtusindskiftet. Demokratisk dannelse anerkendes som ”en central del af vores skolesystem og selvforståelse”, som Troels Borring og Bjarne Lundager Jensen, henholdsvis formand og direktør for Efterskoleforeningen skrev i en kronik her i avisen sidste år.
Men hvad betyder demokratisk dannelse i dag? Udfordringerne ligger et andet sted end i 1880erne, 1930erne eller 1960erne. Regeringen ønsker med sit tiltag at kontrollere indholdet af undervisningen i muslimske friskoler. Det er en juridisk udfordring, fordi friskolernes vidtstrakte frihed er sikret af Grundlovens § 76. Det er også en principiel udfordring, for som Bertel Haarder engang har sagt, er skolen ikke ”i sig selv et demokratisk samfund. Det ville forudsætte, at eleverne bestemmer, og det gør de jo ikke.”
(Kristeligt Dagblad 16. nov. 2016. Avisen havde valg en lidt anderledes rubrik.)

Lov om ytringsfrihed er et paradoks

Den 2. december 1766 udstedtes i Sverige ”Forordning, angående Skrif- och Tryck-friheten”, den første lov i verden, der gjorde friheden til at ytre sig i tale og på skrift til en lovbeskyttet rettighed. Jubilæet fejres med berettiget stolthed i Sverige.

Fire år efter fik Danmark under Struensees diktatur en endnu mere udvidet trykkefrihed. Det betød, at hele Norden var omfattet af liberale regler, eftersom det nuværende Finland hørte under den svenske krone og Norge under den danske.

Det er egentlig lidt af et paradoks at lovgive om trykkefrihed, fordi trykkefrihed i princippet er den tilstand, der består, så længe ingen lov begrænser det trykte ords udbredelse. Sådan var det, da Gutenberg trykte sine første bøger i Mainz i begyndelsen af 1400-tallet. Men det var også i Mainz den moderne, verdslige censur blev opfundet, altså kontrollen af, om det til trykning indleverede manuskript var i modstrid med myndighedernes normer for offentlige ytringer.

Mens censur satte grænser for forfatteres og bogtrykkeres erhverv, kan 1700-tallets lovgivning om trykkefrihed forstås som et forsøg på at sætte grænser for censuren. 1766-lovens første tre paragraffer handler om frihedens grænser. Ingen måtte lade et skrift trykke, der forbrød sig mod den rette evangeliske lære, anfægtede statens forfatning eller krænkede kongens eller nogen andres ære.  Det vil sige, at man på ingen måde søgte at opgive kontrollen med det trykte ord. Det var vilkårligheden, man opgav.

Den norske retshistoriker Dag Michaelsen har beskrevet trykkefriheds- og censurlovgivningen som et forsøg på at lovregulere informationssystemer. Det var et led i tidens almindelige tendens til at lovgive om stadig flere områder af samfundslivet. Ikke alene forfatternes og bogtrykkernes virksomhed, men hele samfundet var i stigende grad blevet et informationssystem bygget på skriftlighed, trykt såvel som håndskreven.

En meget væsentlig del af 1766-loven var retten til fri drøftelse af både den lovgivende og dømmende magts virksomhed. Det vil sige, at den introducerede indsigt i forvaltningens og domstolens sagsbehandling som en afgørende borgerret, der er kædet direkte sammen med retten til at ytre sig om samme. Det er en bestemmelse, der har haft stor betydning for svensk forvaltningskultur til den dag i dag. Medens aktindsigt i Danmark grundlæggende meddeles som et privilegium, en undtagelse fra det bestående, betragtes den i Sverige som en selvfølge.

Både Danmark-Norge og Sverige blev udsat for statskup i 1772. I Sverige overtog kongen, Gustav III, store dele af den magt, som Riksdagen indtil da havde udøvet, og i Danmark blev Struensee sat fra bestillingen af enkedronningen i ledtog med fremtrædende embedsmænd. Samtidig skete der i begge lande en indskrænkning af den frihed, som indtil da havde hersket for forfattere og bogtrykkere. Selv om det betød en mindre frimodig tone i debatten, havde den idé en gang for alle slået rod, at den offentlige drøftelse af samfundsanliggender var et gode.

I Danmark skete den mest omfattende indskrænkning ved den såkaldte trykkefrihedsforordning fra 1799. Straffene var drakoniske, men loven blev håndhævet med mildhed af domstolene. Der kendes kun to eksempler på dødsdomme, og de blev endda omstødt til livsvarigt fængsel. Landsforvisning blev også anvendt i enkelte tilfælde. Langt de fleste overtrædelser af Trykkefrihedsforordningen blev straffet med bøde, hvis de tiltalte da ikke blev frikendt. Forordningen blev ophævet i begyndelsen af 1848.


(Kristeligt Dagblad 25. okt. 2016)

Folkets flag og statens flag

Ved Folketingets åbning havde tingets præsidium besluttet at hænge et stort Dannebrog op som erstatning for talerstolens bagtæppe, der midlertidig var nedtaget. Det blev af nogle betragtet som en politisk demonstration, og det spørges, om det overhovedet var korrekt at anvende et splitflag til formålet?

Der findes ingen moderne lovgivning om flagning i Danmark. Der var i de første årtier af det 20. århundrede nedsat hele to kommissioner, der skulle forberede en lov, men deres arbejde bar ikke den tilsigtede frugt. Gældende lov på området er derfor en forordning af 11. juli 1748. Den fastlægger flagets proportioner og principperne for anvendelsen af stut- og splitflag. Dengang anvendtes Dannebrog udelukkende til søs. Det rektangulære stutflag blev ført af private handelsfartøjer, såkaldte koffardiskibe. Derfor kaldes stutflaget også koffardiflaget. Splitflaget anvendtes af orlogsfartøjer og skibe, der sejlede i opdrag af staten, f.eks. kapere og den statslige, monopoliserede, oversøiske handel.

I løbet af 1800-tallet blev flaget i stigende grad et centralt symbol for den nationale vækkelse. Først i 1854 blev det dog lovligt for civile at hejse stutflaget. Denne bestemmelse danner i kombination med 1748-forordningen og en bekendtgørelse fra 1915 om begrænsningerne i anvendelsen af fremmede landes flag lovgrundlaget for flagning i Danmark.

Den tilsynsførende myndighed for flagning i Danmark er Justitsministeriet, men det er også et af de få områder af samfundslivet, der hører direkte under kronen, det vil sige at monarken skal høres personligt, hvis f.eks. statsbanerne skal have nyt logo i sit flag eller hvis der skal meddeles dispensationer fra gældende bestemmelser. Det samme gælder som bekendt Folkekirkens alter- og salmebog, der er autoriseret af Dronningen og ikke kirkeministeren.

Justitsministeriet har på sin hjemmeside en instruktiv gennemgang af principperne for flagning. Hovedprincippet er, at stutflaget er borgernes og nationens flag, mens splitflaget er forbeholdt statens civile og militære myndigheder. Derfor anvendes der splitflag på Christiansborg.

I praksis er skellet ikke helt så enkelt. F.eks. er orlogsflaget, det vil sige det flag, der føres af marinens udrustede skibe, af en dybere rød farve end det splitflag, der vajer til lands. Dertil har dæks- og halvdæksbåde beregnet på lystfart generel tilladelse til at føre en modifikation af orlogsflaget, kaldet yachtflaget.

Mange private og halvoffentlige institutioner fører splitflag. Tilladelsen gives af monarken personligt. Især Christian IX var flittig med at give dispensationer. Allerede de førnævnte lovkommissioner bemærkede dog, at der mange steder flages med splitflag uden at kunne fremvise den nødvendige kongelige resolution.

Men spørgsmålet om splitflaget giver også anledning til principielle drøftelser om forskellen mellem staten og det civile samfund. I spørgsmålet om Folketinget kunne man argumentere for, at det ikke er statsligt, men udgør folkets repræsentation i staten og derfor skal bruge nationens flag. Statskirken markerer sig f.eks. som folkekirke ved netop som hovedregel at anvende stutflaget.

Selv entydigt statslige myndigheder kan ikke altid finde ud af det. Opmærksomme københavnere bemærkede for nylig, at der blev flaget med stutflag fra Den Røde Bygning på Slotsholmen. Vittige hoveder fandt det hermed dokumenteret, at Finansministeriet var blevet privatiseret. Efter det oplyste er Finansministeriet dog blevet irettesat af Justitsministeriet tidligere i år og er vendt tilbage til at anvende splitflag.


(Kristeligt Dagblad 8. okt. 2016)

Hvad er en dansker?

Foranlediget af et debatprogram på DR, hvor Dansk Folkepartis integrationsordfører Martin Henriksen skulle tage stilling til, hvor vidt elevrådsformanden på Langkær Gymnasium i Aarhus var dansk eller ej, har der udviklet sig en større diskussion om, hvad det vil sige at være dansk eller dansker. Nogle hævder, at det alene afgøres af indfødsretten, men så protesterer de danske i Sydslesvig. De er måske de mest danske af alle og har tysk pas. Det er ikke let at give en entydig definition af, hvad det vil sige at være dansk. Spørgsmålet er mindst lige så gammelt som indfødsretten, der blev indført i 1776.

I 1848-49 diskuterede to af datidens største begavelser netop dette spørgsmål. I en anmeldelse af de første numre af Grundtvigs tidsskrift Danskeren, der var meget optaget af spørgsmålet om danskhed, stillede den jødiske forfatter M.A. Goldschmidt spørgsmålet, om man kunne være dansk, hvis man var af fremmed herkomst:

”Ere vi Andre, som elske Danmark, som tale og skrive dets Sprog reent, som have stillet vort Liv til Statens Tjeneste, redningsløst stillede udenfor den danske Nationalitet, altsaa fædrelandsløse, fordi der er et udansk sch i vort Navn, eller fordi vi have mørkt Haar og mørke Øine? Om vi falde for Danmark, om vort Hjerteblod flyder, skal da dette Hjerteblod ikke kunne opveie det ulykkelige sch? — Herregud, hvor Folk kunne være ubarmhjertige i deres Fædrelandskærlighed.”

Grundtvig svarede indirekte i sit tidsskrift med den så ofte citerede definition på nationalitet i digtet ”Folkeligt skal alt nu være” senere på året: ”Til et Folk de alle høre,/Som sig regne selv dertil,/ Har for Modersmaalet Øre,/ Har for Fædrelandet Ild;”

Grundtvig mente altså, at der måtte være et krav til sproget, ”som det klinger, som det gløder/ Saa hos Danskere og Jøder”, altså uden hensyn til konfession og religiøst tilhørsforhold. At have ild for fædrelandet fortolkes af de fleste som en omskrivning af ildhu eller almindelig entusiasme, men der er konteksten taget i betragtning antagelig tale om en mere konkret ild. Digtet er skrevet midt under Treårskrigen. Grundtvig var ivrig tilhænger af, at militærtjeneste skulle baseres på frivillighed. Hans argument var, at hvis folk ikke ville sætte deres liv på spil for nationen, kunne de ikke gøre krav på at være eller tilhøre et folk.

Men det var dog ikke gjort med den gode vilje. Grundtvig talte i samme digt også om, at ”Byrd og Blod er Folke-Grunde”, og han forlod ikke helt tanken, da han året efter indlod sig i direkte polemik med Goldschmidt i anledning af, at Goldschmidt fortsat kritiserede de nationalliberale og Grundtvig for deres stilling til det slesvigske spørgsmål. Goldschmidt mente i modsætning til Grundtvig at der godt kunne findes en løsning, hvor dansk og tysk kunne leve fredeligt side om side i en helstat, og han betragtede den nationale politik som virkelighedsfjerne opiumsdampe.

Grundtvigs polemik mod Goldschmidt er berygtet, fordi han gik direkte efter manden og ikke bolden. Han kaldte Goldschmidt en gæst i landet, ”som har fået den Grille at ville giælde for en fuldkommen Dansker”.  Ifølge Grundtvig kunne Goldschmidt ikke være dansk, fordi han tilhørte et andet folk, det jødiske, og som jøde savnede han altså ifølge Grundtvig grundlæggende forståelse for den danske sag.

Udfaldet mod Goldschmidt var ukarakteristisk for Grundtvig, der ved andre lejligheder udtalte sig til fordel for jødernes ligestilling. Men mens krigen endnu var uafsluttet skyede Grundtvig altså intet middel og argumenterede gerne med forhammeren.

(Kristeligt Dagblad 27. sept. 2016)

Velfærdsstaten er ingen luthersk opfindelse


Kan vi i virkeligheden takke Luther for velfærdsstaten? Det mener Jørn Henrik Petersen i et interview her i avisen den 2. september. Petersen er ikke hvem som helst i denne sammenhæng, idet han er medudgiver af det autoritative samleværk om velfærdsstatens historie, hvis sidste bind udkom i 2014.

Hovedargumentet for at hævde denne sammenhæng mellem konfession og socialpolitik er, at den moderne, skandinaviske velfærdsstat er udviklet i stater, der har et dominerende lutheransk flertal. I ingen andre lande i verden har den luthersk-evangeliske kirke en så dominerende stilling som i Island, Norge, Sverige og Danmark med Finland og Estland som nærmeste konkurrenter sammen med de nordtyske delstater.

Petersen mener at have fundet udsagn hos Luther selv, der bestyrker hans teori. Når årsagskæden skal knyttes over de seneste 500 år, bliver det imidlertid vanskeligere at argumentere for, at der skulle være en sammenhæng eller i det mindste, at den skulle være så direkte. Først må man stille spørgsmålet, hvad forskellen egentlig er mellem f.eks. katolske og protestantiske lande? Også katolske lande har udviklet velfungerende velfærdssystemer.

I sin fremragende biografi om Martin Luther fremhæver Heinz Schilling, at Reformationen indebar, at staterne i Tysklands protestantiske områder overtog kompetenceområder, der indtil da havde været kirkens, som f.eks. ”syge-, alders- og socialforsorg, ægteskabs- og familielovgivning, opdragelse, uddannelse og universitetsliv”. Men Schilling fremhæver også for det første, at politik blev sekulariseret som konsekvens af Reformationen, for det andet, at kirken blev underlagt dette sekulære styre og for det tredje, at ingen af de to processer var i overensstemmelse med Luthers lære. Hvis den statslige forsorg var en konsekvens af Luthers reformation, var den altså utilsigtet.

Ser man på den institutionelle kontinuitet, bliver forbindelsen endnu vanskeligere at etablere. Reformationen nedbrød klostrene, der spillede en væsentlig rolle i fattigforsorgen og behandlingen af syge. I Danmark blev præsterne bestyrere af fattigkasser. Det skete blot ikke i deres egenskab af gejstlige, men som kongelige embedsmænd. I 1803 blev fattigvæsenet reguleret, og sognepræsternes rolle som født medlem af købstædernes og sognenes fattigkommissioner blev bevaret, men ved flere reformer af sogne- og købstadskommunerne i løbet af århundredet blev sognepræstens rolle i fattigforsorgen reduceret.

I de større byer opstod der i anden halvdel af 19. århundrede en omfattende, privat, religiøst motiveret velgørenhedsvirksomhed med udgangspunkt i ikke mindst Indre Mission. Førende i udviklingen af moderne sygepleje og hospitalsvæsen også i Danmark var den katolske kirke.

Fra og med slutningen af 1880erne greb den danske stat ind med en række love om underholdsbidrag, alderdomsforsørgelse, syge- og ulykkesforsikring og meget mere, og finansieringen blev sikret ved hjælp af skattereformer i 1903 og 1970, der indførte henholdsvis indkomstskat og kildeskat. Det er disse tiltag over de seneste godt 100 år, som vi samlet og som en slags efterrationalisering betegner som velfærdsstaten.

Dermed blev store dele af den private og kirkelige filantropi overflødiggjort. Selv om organisationer som Kirkens Korshær, Folkekirkens Nødhjælp, Studentersettlementet, menighedsplejerne eller Frelsens Hær stadig udfører et nødvendigt og vigtigt arbejde, er den sociale forsorg i Danmark i al væsentlighed statslig eller kommunal og sekulariseret og altså ikke religiøst motiveret. Selve denne sekulariseringsproces kan med lidt god vilje indirekte knyttes til Reformationen, men man kan ikke af den grund kalde velfærdsstaten for konfessionelt begrundet, nærmest tværtimod.

(Kristeligt Dagblad 14. sep. 2016)

Den tyske borgerkrig

Det er i disse uger 150 år siden Den tyske Krig sluttede. Vi kender den også som den preussisk-østrigske krig efter dens hovedmodstandere. Anledningen var en strid mellem de sejrende magter i krigen 1864 om forvaltningen af de besatte hertugdømmer, Slesvig, der var under preussisk kontrol, og Holsten, der var administreret af Østrig. Den egentlige årsag til krigen var en kamp om magten over Det tyske Forbund.

Man kan – som f.eks. den tyske historiker Hilmar Sack har gjort det (Die Zeit 30. juni) – drage paralleller mellem de indre spændinger i Det tyske Forbund for 150 år siden og problemerne i EU i dag. Men historien gentager sig langt fra altid. Der er flere nyere eksempler på, at unioners dannelse og opløsning kan foregå fredeligt. Sovjetunionens opløsning er måske det bedste eksempel. DDR’s samtidige indlemmelse i Forbundsrepublikken er et andet.

Krigen i 1866 lignede den amerikanske borgerkrig, fordi den var en krig mellem stater, der var medlem af samme forbund. Men den tyske borgerkrig varede blot få uger, så den nåede ikke at blive lige så blodig som den amerikanske.

Det tyske Forbund var blevet dannet i 1815 efter det tysk-romerske kejserriges fald i 1806 under Napoleonskrigene og bestod af alle tyske stater eller fyrstendømmer, knap 40 i alt, herunder altså også Preussen og Østrig.

Østrig var allieret med de mellemstore tyske magter Hannover, Bayern og Sachsen. Preussen havde allieret sig med en række af de mindre tyske stater samt det nyligt samlede Italien. Krigen indledtes med, at preussiske tropper gik ind i Holsten i begyndelsen af juni. Det vigtigste slag fandt sted ved Königgrätz (Hradec Králové) i Bøhmen den 3. juli 1866, da godt 400.000 tropper stod over for hinanden. Da slaget var ovre, var 8000 dræbte og 14.000 sårede. Preussen sejrede, og dermed var krigen i praksis afgjort. Det sidste slag stod ved Uettingen i Bayern den 26. juli.

Den endelige fredsslutning i Prag er kendt i Danmark, fordi dens § 5 tilsagde Slesvigs befolkning retten til at stemme om deres nationale tilhørsforhold. Det slesvigske spørgsmål forbliver dog en fodnote til den verdenshistoriske begivenhed, der lagde grunden til et forenet Tyskland. Preussen annekterede i 1866 foruden de tidligere danske hertugdømmer også kongeriget Hannover, Kurhessen, Nassau og Frankfurt. Efter endnu en kort og sejrrig krig, denne gang mod Frankrig, forenedes Tyskland i det andet kejserrige i 1871 under preussisk førerskab.

Det indtil da vigtigste af de tyske lande, Østrig, var dog ikke med i samlingen. Østrig er historisk set den stenografiske forkortelse for et stort centraleuropæisk konglomerat af stater og fyrstendømmer under det habsburgske dynasti. Efter 1866 havde ungarerne held med at kræve større selvstændighed, og det habsburgske monarki blev til en personalunion, der i godt 50 år kendtes som Østrig-Ungarn. Denne union opløstes som et resultat af Første Verdenskrig. En østriger kuppede sig til magten i Tyskland i 1933 og sluttede det sammen med sit fødeland i 1938. Dette forenede Stortyskland opløstes i tre stater, Forbundsrepublikken, DDR og Østrig efter afslutningen af Anden Verdenskrig.

Netop tyskerne har holdt sig historiens lære efterrettelig. Det moderne Tyskland har belært af bitter erfaring forladt tanken om, at statens styrke og legitimitet skal bygges på militær magt. Tyskland står om nogen som garant for, at forholdet staterne imellem skal bygges på folkeretten, frivillighed og forhandlinger. At Tyskland har en økonomisk vægt at lægge bag sine ord, skal man kun beklage, for så vidt man foretrækker alternativet.


(Kristeligt Dagblad den 11. august 2016. Redaktionens rubrik var en anden)

Radiospredning

En af de politiske såkaldte sommerballoner har været forslaget om at skære i Danmarks Radios budget. Det har vakt den velkendte debat om DR’s funktion og rolle i medielandskabet og samfundet i det hele taget. Men hvorfor findes der overhovedet statsligt fjernsyn og radio – historisk set?

Radiokommunikation er en teknologi, der blev udviklet i årene omkring 1. Verdenskrig, i øvrigt med væsentlige bidrag af danske ingeniører som C.C. Lauritsen og Valdemar Poulsen. Radiokommunikationen har et begrænset frekvensområde til rådighed, så der måtte en regulering til, hvis man skulle undgå interferens, altså at flere nærliggende sendere transmitterede på samme frekvens. Ved international overenskomst (Berlin 1903 og 1906) blev de grundlæggende retningslinjer for den globale radiokommunikation fastlagt, og siden fulgte internationale aftaler om og national regulering af radiospredning eller radiofoni.

USA er – med forbehold – den væsentligste undtagelse fra den regel, at en moderne stat har en statslig radio- og TV-station. I blandt andet de skandinaviske lande blev radiospredning ikke alene statslig, men også monopoliseret. At staten blev en væsentlig aktør skyldes blandt andet, at der skulle investeres i en helt ny infrastruktur, et net af sende- og relæstationer.  Statsradiofonien, senere omdøbt til Danmarks Radio, blev oprettet i 1925. Nyhedsdækningen var – som man kunne læse her i avisen forleden i anledning af Radioavisens 90 års fødselsdag – imidlertid ikke statslig. Den blev varetaget uafhængigt af et samarbejde mellem de væsentligste aviser, heraf det daværende navn Pressens Radioavis.

Centraliseringen og monopoliseringen af radiospredning hænger tæt sammen med den moderne nationalstats konsolidering. Man forsøgte i kraft af programlægningen at tilvejebringe en ’danskhedskanon’, en fælles referenceramme, kulturelt og politisk, ikke ulig hvad man i dag kalder public service eller sammenhængskraft. TV-serien Matador var en af denne ambitions sene succeser. Monopoliseringen var imidlertid også en ensretning af et kulturforbrug, der optog en stor del af danskernes tid – flere timer om dagen - og den var aldrig uden modstand.  Den såkaldte Balalajkaundersøgelse fra 1929 blandt licensbetalerne viste, at lytterne var utilfredse med programudbuddet, der for store dele bestod af klassisk musik og foredrag. Danskerne ville hellere have underholdning (”balalajkamusik”) end finkultur. Diskussionen om programlægningen har stået på med uformindsket styrke stort set lige siden.

Med lovliggørelsen af parabolmodtagere og oprettelsen af TV2 i slutningen af 1980erne blev der åbnet for lovlige alternativer. Satellit-TV var revolutionerende, idet det gjorde det muligt langt friere at flytte sig geografisk uden at gøre det kulturelt.

Radiospredningens betydning kan man iagttage i tilfælde af statskup. Det er centralt for den, der med vold ønsker at overtage magten i en stat, at kontrollere massemedierne. Den dramatiske kamp om TV-tårnet i Vilnius i Litauen i 1991 er et nu klassisk eksempel. I dag har de statslige radio- og TV-kanaler i kraft af en generel liberalisering og udviklingen af nye teknologier for deling og spredning af informationer mistet meget af deres status og betydning. Det er derfor også vanskeligere at identificere den bygning, der skal besættes fysisk for at få kontrollen med informationskanalerne, hvad det nylige kupforsøg i Tyrkiet viste. Men kampen blev stadig vundet af den, der sikrede sig et greb om massemedierne, og det er et kendetegn for vor tids autoritære og totalitære styrer, at de søger at monopolisere informationsspredningen og kontrollere dens indhold.

(Kristeligt Dagblad 8. august 2016. Avisen havde valgt en anden rubrik)

Skal samarbejdspolitikken danne model for kamp mod terror i 2016?

Grundlovsdag talte justitsminister Søren Pind (V) i forbindelse med regeringens kamp mod ekstremisme om nødvendigheden af at slå hårdere ned på dem, der ønsker at undergrave det danske samfund.

Da en journalist fra Danmarks Radio bad ham uddybe synspunktet, svarede han med blandt andet at henvise til kommunistloven fra 1941 som et eksempel på, at danske politikere historisk og under ekstraordinære omstændigheder er gået til grænserne for, hvad Grundloven tillader.

I sommeren 1941 åbnede Hitler østfronten, og dermed brød han den såkaldte Ribbentrop-Molotov-aftale, der var en ikke-angrebspagt mellem Sovjetunion og Nazityskland fra 1939.

I nazisternes øjne betød det, at der nu også var erklæret krig mod alle sovjettro kommunister i Europa, herunder det besatte Danmark. Besættelsesmagten stillede derfor den 22. juni krav om, at ledende kommunister skulle interneres, hvilket blev efterkommet nidkært af danske myndigheder. Blandt de anholdte var tre folketingsmedlemmer. Den 22. august vedtog Rigsdagen enstemmigt (i sagens natur uden kommunisterne) en lov, der forbød kommunistiske organisationer og gjorde kommunistisk virksomhed og agitation strafbar.

Interneringen af kommunisterne og det efterfølgende forsøg på at lovfæste den, er en af de mest kontroversielle og omdiskuterede dele af samarbejdspolitikken. Der var tale om brud på blandt andet foreningsfriheden, rigsdagsmedlemmers immunitet, reglen om lovgivning med tilbagevirkende kraft og retten til ikke at blive fængslet uden dom. Den ansvarlige justitsminister, Thune-Jakobsen (udenfor parti), blev efter krigen skammet ud og døde som en nedbrudt mand i 1949.

Regeringens og Rigsdagens handlinger kan forklares som et resultat af omstændighederne, men selv meget ihærdige forsvarere af samarbejdspolitikken har vanskeligt ved ikke at udtrykke kritik af aktionen mod kommunisterne i 1941. Så meget desto mere interessant er den nuværende justitsministers udtalelse, ikke mindst i lyset af, at han har landets fineste juridiske rådgivning til sin rådighed.

For det første er det usædvanligt, at en minister fra Venstre bruger samarbejdspolitikken under Besættelsen som et positivt forbillede. Anders Fogh Rasmussen (V) undsagde i en tale i 2003 i anledning af 60-året for augustoprøret samarbejdspolitikken og fremstillede sin egen politik som en logisk fortsættelse af modstandskampen, mens han implicit kædede oppositionen sammen med samarbejdspolitikkens "gustne overlæg".

Uanset at Fogh Rasmussen kun havde ringe faktuelt belæg for at drage denne historiske parallel havde han held med at sætte en moralsk dagsorden i udenrigspolitikken og skabe opbakning til det danske bidrag til krigen i Irak.

For det andet er det bemærkelsesværdigt, at Søren Pind finder omstændighederne i 1941 og 2016 sammenlignelige. Ingen var i tvivl om, at grundlovssikrede rettigheder blev krænket i 1941, men den juridiske begrundelse for at gøre det var nødretten, det vil sige, at man kan suspendere visse rettigheder midlertidigt under henvisning til et overordnet hensyn, som det for eksempel er tilfældet under en krig. I 1941 var der krig, selv om der formelt set var tale om en fredsbesættelse. Danmark er også i krig i dag. Vi har næsten uafbrudt siden 2003 deltaget i krige i Mellemøsten. Nogle vil endda mene, at krigen allerede er nået til Europa.

Pind bruger nødigt ordet krig til at beskrive situationen i 2016, men han kommer tæt på. Han taler om en " kamp" mod en "fjende, der med omhu og vold og magt fører en kamp mod alt det, vi har kært". Idet han sammenligner med kommunistloven 1941 synes han også at mene, at denne kamp ikke alene skal føres til Grundlovens grænser, men i nødrettens navn også ud over denne grænse.

(Kristeligt Dagblad 8. juni 2016, forsiden.)

Grundtvig og Obama

I en tale til et publikum fra de nordiske lande, herunder vores egen statsminister, fremhævede præsident Obama forleden Grundtvigs betydning for den amerikanske borgerrettighedsbevægelse, uden hvilken han aldrig selv ville have haft mulighed for at blive præsident. Selv for de mere entusiastiske Grundtvig-tilhængere, der gerne tillægger ham æren for alt stort og godt på jorden, kan det virke som en anstrengelse for tanken at skrive Obama på listen over Grundtvigs fortjenester.

Men der er faktisk en forbindelse, selv om det kræver en del mellemregninger at etablere den. Nøglepersonen hed Myles Horton (1905-1990) fra Tennessee. Han var fra en ung alder socialt engageret, og traf omkring 1930 den danske præst i Chicago, Enok Mortensen, som anbefalede ham at søge ophold på en dansk folkehøjskole.

Horton besøgte blandt andet Den internationale Højskole i Helsingør, Grundtvigs Højskole, der dengang lå i Lyngby, Borups Højskole i København og arbejderhøjskolen i Esbjerg.
Sammen med flere andre – herunder landsmanden Don West, der også havde været i Danmark – grundlagde Horton i 1932 Highlander Folk High School i Tennessee med Horton selv som forstander. Skolens ideologiske udgangspunkt var socialismen, og dens form var folkehøjskolens. Den lagde vægt på eksamensfrihed og på samværet mellem lærere og elever også uden for undervisningen. Det er et fremtrædende og karakteristik træk ved den grundtvigske højskoleform, men det må retfærdigvis anføres, at kostskoleformen især skyldes Chresten Kolds indflydelse.


 Horton giftede sig i 1935 med Zilphia Mae Johnson, som bidrog med et andet element, der gjorde slægtskabet med den grundtvigske højskole tydeligere: musik og fællessang. Efter 2. Verdenskrig blev Highlander orienteret i retning af de sorte amerikaneres kamp for ligeberettigelse. Rosa Parks, Ralph Abernathy, Pete Seeger og Martin Luther King jr. blandt mange andre havde deres gang på Hortons skole. Highlander blev trakasseret af myndighederne, og Horton blev af mccarthyister hængt ud som kommunist. Men som Obamas tale bevidner, betragtes Horton og hans kone i dag som udslagsgivende for den kamp, der gjorde det muligt for en af afrikansk oprindelse at beklæde selv de højeste embeder i De forenede Stater.

Præsidenten er naturligvis også underlagt den diplomatiske skåltales genrekonventioner, og i den forbindelse har hensynet til den mere forfinede analyse af borgerrettighedsbevægelsens politiske genealogi næppe første prioritet. Det er præsidentens opgave at smigre, og det lykkedes. Når man alligevel ikke skal kimse ad tanken om en lige linje fra N.F. S. Grundtvig til Martin Luther King jr., skyldes det forhold, som var de fleste Grundtvig-kendere ubekendt, indtil K.E. Bugge i 2003 udgav bogen ”Grundtvig og slavesagen”, hvor han viste, at Grundtvig gennem mange år sad i en komité, der havde til formål at afskaffe slaveriet i Dansk Vestindien. Myles Horton har næppe kendt til dette, og Obamas taleskrivere ville givetvis have bygget det ind i talen, hvis de havde været opmærksomme på det.

(Kristeligt Dagblad 17. maj 2016. Redaktionens rubrik var en anden)

Socialisme, Indre Mission og grundtvigianisme

Brugsforeningerne i Danmark fejrer i maj måned 150 års jubilæum. Den første levedygtige brugsforening blev stiftet i Thisted i 1866 af H.C. Sonne. Sonne var præst i byen, og inspirationen kom fra England, men anlæg for handel havde han fra barndomshjemmet, en købmandsgård i Nexø. Hensigten med brugsforeningen var ikke blot at skaffe byens arbejderstand ”fordelagtigere Indkjøb af Livsfornødenheder”. Sonne redegjorde for sit åndelige og politiske anliggende i et lille programskrift fra 1867.

Brugsforeningen eller Arbejderforeningen, som den rettelig hed, var et middel til ”at hæve den i borgerlig Henseende lavere stillede, afhængige og trykkede Deel af Befolkningen til et høiere sædeligt, intellectuelt og socialt Trin og derved til en hæderligere Plads i Samfundet, at forhjælpe dem til at blive sig deres Menneskeværd bevidst, at som vi alle ere Mennesker for Gud, det saaledes ogsaa maa blive vitterligt i Samfundslivet, at Adskillelsen efter Stand og Klasser er en Tankeløshed, at den Betragtning, at Nogle have Privilegium paa at være Herrer, at lade Andre gjøre Arbeidet og selv nyde Lønnen, medens Andre ere fødte til at være afhængige, ringeagtede og oversete, er en Uretfærdighed, at der er en fornuftig og lovlig Fælledsret (Socialisme), der ligelig berettiger ethvert Menneske til ved alle redelige Midler at hjælpe sig selv og arbeide sig op, som han bedst forstaaer og kan.”

Sonne sluttede sin karriere som provst for Ars og Løve Herred på Vestsjælland. Her finder man også landets ældste, fungerende brugsforening i Tømmerup, øst for Kalundborg, stiftet 1869, af blandt andre proprietær Villiam Holm på Ubberupgård. Han var fra Christianshavn og var dér blevet konfirmeret af Grundtvig. Kristeligt blev han grebet af Vilhelm Beck, der var kapellan i Ubby og holdt vækkelsesmøder på egnen. Den fremtrædende landbruger, mejerist og missionsmand Otto Lawaetz var medstifter af den to år yngre Ulstrup Brugsforening på Røsnæs.

Brugsforeninger blev typisk oprettet i landsogne. De blev muliggjort af den næringsfrihed, der i kraft af en klynge af love i årtierne efter Grundlovens givelse afskaffede købstædernes monopol på handel og de fleste håndværk. Men brugsforeningerne kan ikke forklares ved økonomiske omstændigheder alene. Der var noget andet på spil. I Thisted og Ulstrup var det socialisme, filantropi og Indre Mission. De fleste steder tilhørte brugsforeningen det grundtvigske magnetfelt. I Fyns grundtvigske hovedstad, Ryslinge, var det dog således, at grundtvigianerne fra frimenigheden og valgmenigheden handlede hos købmanden, medens sognemenigheden handlede i Brugsen.

Fællesforeningen for danske brugsforeninger, FDB, blev stiftet i 1896 og fik hovedsæde på Islands Brygge i København. Det flyttede i 1963 til Albertslund. I de gamle pakhuse i Njalsgade er der i dag grafiske designere og arkitekter af den slags, der staver deres navne med småt. Man kan dog stadig fornemme stemningen fra dengang stedet var distributionscentral for dagligvarer til store dele af danskerne. 

Grundtvigianeren Frederik Borgbjerg var hovedrivkraften bag Socialdemokratiets kooperative bevægelse, der var en kopi af bondernes andelsbevægelse. Herunder hørte Hovedstadens Brugsforeninger, der blev lagt sammen med FDB i 1973. Brugsforeningerne har i de seneste år ændret ledelses- og ejerstruktur flere gange. Spørgsmålet er, om arven fra Sonne, Lawaetz og Borgbjerg er bevaret, om brugsforeningerne er løbet fra, at de er sat i verden for at tjene en sag, ikke blot for at tjene penge.

(kristeligt Dagblad 6. maj 2016. Avisen havde en lidt anden rubrik og indledning.)


Monseigneur Grev Danner

Prins Henrik har overrasket de fleste med sit ønske om at fralægge sig titlen som prinsgemal. Officielt er det Dronningen, der afgør den slags spørgsmål, men der er vist ingen tvivl om, at initiativet er udgået fra Prinsgemalen - undskyld, Prinsen selv.

En prinsgemal er betegnelsen for en regerende kvindelig monarks ægtefælle. Ikke mindst på den Iberiske Halvø er der i ældre tid flere eksempler på, at en regerende dronnings mand har fået titel eller funktion af konge, men det har typisk været i tilfælde, hvor også manden har været arveberettiget til tronen.

Prins Jørgen af Danmark (1653-1708), der var gift med dronning Anne af England, var prinsgemal, prince consort, og fik ikke titel af konge. Det gjorde prins Albert af Saxen-Coburg-og-Gotha heller ikke, da han blev gift med dronning Victoria i 1840, og det er prins Albert, der har dannet forbillede for den funktion, som en prinsgemal har i dag - eller rettere mangel på funktion.

Det har ikke ændret sig, efter at det i midten af det 20. århundrede blev ikke alene muligt, men nærmest normalt for tronfølgere at gifte sig under deres stand. I 1966 giftede den nederlandske tronfølger Beatrix sig med en adelig, tysk diplomat, Klaus von Amsberg, der blev til prins Claus. Det banede vejen for, at den danske tronfølger året efter kunne gifte sig med en adelig, fransk diplomat, Henri de Monpezat, der blev til prins Henrik. Hans rolle lå fast fra starten.

Det officielle hierarki i kongehuset afgøres af, hvilken plads man indtager i tronfølgen.
Prinsgemalen indgår ikke i tronfølgen, så hans status er ene og alene afledt af det forhold, at han er gift med monarken og far til tronarvingen, og den er derfor pr.
definition sekundær. Det er præcis den samme funktion, som en kvinde, der er gift med en mandlig monark har.

Der er dog en enkelt forskel. På dansk skelner vi ikke sprogligt mellem en regerende dronning (queen regnant) og kongens ægtefælle (queen consort), heller ikke i tiltale og omtale. Den kommende dronning Mary vil blive tiltalt Deres Majestæt, mens prins Henrik altså må nøjes med at være kongelig højhed.

Prins Henrik ventilerede i 2002 sin utilfredshed med sin sekundære status i et berømt interview, som vakte en del opsigt og forundring i offentligheden og antagelig også en del uro i Christian IX's palæ. Antagelig som et direkte resultat af denne episode valgte Dronningen at ændre sin mands titel. Man kan spore det i hendes nytårstaler. Til og med talen i 2004 sagde hun konsekvent "Prinsen og jeg", mens det fra 2005 lød "Prinsgemalen og jeg".

I 2008 gav regentparret deres efterkommere titler af grever og grevinder af Monpezat, et hensyn til Prinsens følelser. "Er det ikke fuldstændig normalt, at et barn kan se på sit navn, at der har været en far?", som monsigneur selv har sagt til Stéphanie Surrugue, der i 2010 udgav en biografi med den sigende titel "Enegænger".

Prins Henrik sammenlignede sig selv med Louise Rasmussen, der giftede sig med Frederik VII, men som ikke kunne blive dronning. Hun blev adlet som grevinde Danner og var ringeagtet i samtiden. "Jeg er den nye grev Danner," som prins Henrik i spøg sagde til Surrugue.

(Kristeligt Dagblad 16. april 2016)

At indtræde i de voksnes rækker

Efter påske følger konfirmationssæsonen. Der var engang, da konfirmationen ikke blot symbolsk, men i konkret juridisk forstand betød, at det unge menneske trådte ”ind i de voksnes rækker”.

Konfirmation blev indført i Danmark-Norge af de to landes fælles konge Christian VI i 1736 – og noget før i Sønderjylland. Enevælden bekendte sig til kristendommen sådan som den blev udlagt i den augsburgske konfession, og derfor kunne man kun tælles som fuldgyldig undersåt – hvad vi i dag ville kalde retssubjekt – hvis man var døbt i denne tro. Loven pålagde ganske enkelt straffe for de forældre, der ikke lod deres spædbørn døbe.


Der fandtes undtagelser for f.eks. jøder og katolikker, men de var netop undtagelser fra det grundlæggende princip om sammenhængen mellem stat og konfession. Christian VI var pietist, og konfirmationen er naturligvis at forstå som et udslag af hans religiøse tilbøjelighed. Konfirmationen kan også ses som et typisk udslag af Oplysningstiden forstået på den måde, at den lagde vægt på den personlige myndighed og det oplyste valg. For den oplyste kristne var barnedåben ikke længere nok. Konfirmationen havde form som en overhøring, der sikrede, at konfirmanden havde annammet, hvad dåben drejer sig om og havde modtaget undervisning i at tilegne sig Bibelens sandheder ved egen kraft, altså læsefærdigheder. Skal man derfor pege på den væsentligste forudsætning for oplysningen og alfabetiseringen af den dansk-norske almue, er det hverken rationalismen eller naturvidenskaben, men pietismen.


Konfirmationen blev forudsætningen for at gå til alters og modtage syndsforladelse og dermed at kunne stå fadder, vidne eller gifte sig. Danmarks og Norges måske mest betydningsfulde konfirmation var kronprins Frederiks i 1784. Den gjorde ham myndig og til fuldgyldigt medlem af Geheimestatsrådet, en omstændighed som han anvendte til øjeblikkeligt at begå paladsrevolution.
Med skolereformen 1814 blev konfirmationen knyttet direkte til udskrivning af skolen, og den blev indgangen til den videre uddannelse, typisk i en plads som karl, pige eller lærling. Ved konfirmationen udstedte sognepræsten fra 1832 en skudsmålsbog, der fulgte konfirmanden i den videre færd som en form for tinglyst CV.


Junigrundloven afskaffede i kraft af religionsfriheden princippet om tilknytningen mellem religiøst tilhørsforhold og borgerlige rettigheder. Men dette princip blev kun langsomt omsat i lovgivningen om f.eks. edsaflæggelse, ægteskab, arveret og ikke mindst i skolevæsenet, så dåben og konfirmationen havde også efter 1849 retsvirkning. Tvangsdåb for folkekirkemedlemmers børn blev først afskaffet i 1857, og samtidig blev arveretten for udøbte sikret.


Den såkaldte friskolelov fra 1855 gjorde det muligt at oprette skoler, der var i overensstemmelse med forældrenes livsanskuelse. Det skabte forudsætningerne for en fortsat konfessionel undervisning i grundskolen. Hvis katolikkerne f.eks. ikke brød sig om Folkeskolens forkyndende undervisning, kunne de oprette deres egne skoler, hvad de i vid udstrækning gjorde i årtierne derefter. Det samme gjorde grundtvigianerne.


I 1851 blev der indført mulighed for borgerlig vielse, men kun for de par, hvoraf mindst den ene ikke var medlem af Folkekirken. Konfirmationen som nødvendig forudsætning for at blive kirkeligt viet blev først afskaffet i 1909. Samtidig blev det muligt at tage ukonfirmerede til alters i Folkekirken. Skudsmålsbogen blev afskaffet i 1921. Så længe den syvårige skolegang var det normale, markerede konfirmationen den symbolske afslutning på barneårene.



(Kristeligt Dagblad 7. april 2016. Avisen havde valgt en anden rubrik.)

Politiske klaner har præget dansk politik

En ordstrid i sidste uge mellem den nye miljøminister, Esben Lunde Larsen (V), og en tidligere miljøminister, Ida Auken (R, tidligere SF), tog sit udgangspunkt i, at Esben Lunde Larsen inddrog Ida Aukens afdøde morbror Svend Auken i en diskussion om Aukenfamiliens holdning til landbruget. Esben Lunde Larsen er selv af landmandsfamilie - en omstændighed, som han omfatter med stolthed og ikke mindst en interesse, der har udsat ham for beskyldninger om at træde habilitetsbestemmelserne temmelig nær.

Ida Aukens mor, medlem af Europa-Parlamentet Margrete Auken, tog til genmæle på sin datters vegne med et udsagn til pressen om, at Esben Lunde Larsen ikke skulle ønske sig en familiefejde.
Familieinteresser og -relationer opfattes ellers som fremmedelementer i vores politiske system. Det skyldes, at en politisk tillidspost erhverves i kraft af folkelig tillid og personlig merit. Et system, hvor magt og indflydelse opnås i kraft af fødsel, kaldes aristokratisk.

Dette princip har vi helt forladt i Danmark, bortset naturligvis fra embedet som statsoverhoved, der indtil videre med en slående succes stadig går i arv. Al anden indflydelse i samfundet fordeles efter enten det demokratiske eller meritokratiske princip. Det vil sige, at hvis man er noget ved musikken, er man enten valgt til det eller man er dygtig til det. Der er intet fuldstændigt sammenfald mellem de to kategorier.

Ikke desto mindre kan man iagttage, hvorledes fremtrædende poster i samfundet synes at være arvelige. Det gælder ikke kun de stillinger, der er betinget af den formue og de besiddelser, der går i arv, sådan som man ser det blandt jordbesiddere og i familieejede virksomheder som Lego og Mærsk. Forbavsende mange advokater og dommere er børn af advokater og dommere. Det samme gælder for eksempel læger og præster. Det er ikke det samme som nepotisme, altså ulovlig favorisering af familiemedlemmer.

Det kan også handle om, at familien kan tjene som forbillede eller inspiration. I politik er der mange eksempler på, at familie betyder noget. Den østrigsk-fødte bodybuilder og skuespiller Arnold Schwarzenegger var antagelig aldrig blevet guvernør i Californien, hvis han ikke havde giftet sig ind i det vigtigste amerikanske politiske dynasti, Kennedy-klanen.

Præsident bliver han aldrig, for i USA gælder det aristokratiske princip, at man skal være født i landet for at blive dets præsident. Hillary Clinton, gift med en tidligere præsident i USA, står stærkt i det kommende præsidentvalg. Til gengæld er Jeb Bush ude, selvom han er både bror og søn til en tidligere præsident.

I Danmark kendes mange eksempler på politiske familier. Lilly Helveg Petersen var teknikborgmester i København, gift med Kresten Helveg Petersen, der var minister i flere omgange. Deres søn Niels blev medlem af Folketinget og ligeledes minister, og hans to sønner Morten og Rasmus har begge siddet i Folketinget, og sidstnævnte har også nået at være minister. Per Stig Møller (K), tidligere udenrigsminister, er søn af Lis og Poul Møller, der begge sammen med Pouls bror, Aksel, var betydningsfulde konservative politikere. I landspolitik går også navne som Christmas-Møller og Ellemann-Jensen igen over flere generationer, foruden naturligvis Auken.

Prisen for mest vedholdende politisk dynasti går dog antagelig nok til klanen Hækkerup. Lars Andersen Hækkerup (1819-1903), husmand fra Vetterslev ved Ringsted, var medlem af den grundlovgivende rigsforsamling 1848-1849 og siden medlem af blandt andet Folketinget.
Hans brors barnebarn var Hans Kristen Hækkerup (1876-1929), socialdemokratisk borgmester i Ringsted og folketingsmedlem, far til Hans, der blev blandt andet justitsminister, og Per, der blev udenrigsminister. Per var gift med Grete, der var medlem af Folketingets præsidium, og deres to sønner, Klaus og Hans, har også gjort landspolitisk karriere. Hans Hækkerups to sønner, Nick og Ole, sidder i Folketinget.

(Kristeligt Dagblad 18. marts 2016)

Et adeligt palæ brød i brand

Det er et af Københavns fine palæer, der brød i brand natten til mandag. Det er også relativt ukendt, vel mest på grund af sin placering i Stormgade, der på dette sted er relativt smal og stærkt trafikeret. Man gør klogt i at rette al sin opmærksomhed mod trafikken, når man færdes her, og så der er ikke stunder til at studere palæets overdådige facade. Det blev opført i 1687. Den sidefløj, som er ramt af branden, kan dateres til 1706. Palæet er blevet ombygget flere gange siden, og har haft skiftende ejere. Her blev Det Kgl. Videnskabernes Selskab grundlagt i 1742, og det husede den første udgave af Zoologisk Museum inden overflytningen til Krystalgade i 1870.
Det brændende baghus set gennem porten i Løngangstræde 21
(eget foto)


Holsteins palæ hører til den gruppe af bygninger fra 1600- og 1700-tallet, som blev opført af den rigeste del af den godsejende adel, der indrettede sig med en bolig i byen som supplement til sædegården. Her kunne man logere standsmæssigt, når man havde ærinde i hovedstaden, hvad enten det var selskabeligt, for at gøre forretning eller i embeds medfør. På den tid var der i øvrigt et betydeligt sammenfald mellem de tre kategorier. Heller ikke i dag er det usædvanligt for en godsejer at have et pied-á-terre i København. Men efter det oplyste er det wedellske palæ på hjørnet af Frederiksholms Kanal og Ny Kongensgade det sidste af de oprindelige palæer i en både adelig og godsejende families eje og brug.

Det mest spektakulære af de adelige palæer er uden tvivl Moltkes Palæ, opført for den sten- og indflydelsesrige A.G. Moltke i 1750erne som et af de fire adelige palæer, der tilsammen udgør Amalienborg, som i dag anvendes af statsoverhovedet og det meste af hendes hus. En stor del af det originale og særdeles kostbare interiør i Moltkes Palæ er bevaret i modsætning til de fleste andre palæer i byen.

I Frederiksstaden, kvarteret omkring Amalienborg, findes flere fine eksempler på adelspalæer, herunder den franske ambassade og Schimmelmanns Palæ eller Odd Fellow Palæet, der blev hærget af en brand i 1992.

Hotel Phoenix i Bredgade er bygget på en grund, hvor der oprindeligt stod et adelspalæ. Den nuværende bygning blev opført i 1847 som hotel, hvor den del af landadelen, der ikke havde eget palæ i byen, gerne indlogerede sig. Her besegledes i oktober 1865 et forlig mellem bønder og godsejere ved en banket, der banede vejen for den gennemsete grundlov året efter. Dermed var grunden lagt for godsejerdominans i dansk politik frem til det såkaldte Systemskifte i 1901, da bønderne i Venstre kunne overtage regeringen. Proletariatet tog sin omhyggelige hævn over denne godsejerhøjborg. Phoenix blev ved Anden Verdenskrigs afslutning hovedsæde for Danmarks Kommunistiske Parti og dets dagblad, Land og Folk. Hotellet blev først genskabt efter Murens fald under sit gamle navn.

De adelige godsejere mistede ikke al betydning i dansk politik efter 1901. Erik Scavenius var faktisk både adelig og godsejer. En vældig interessant skikkelse er Ludvig Holstein-Ledreborg, der i modsætning til de fleste af sine standsfæller var både katolik og venstremand. Han var for en kort, men vigtigt bemærkning konseilspræsident (statsminister) i 1909. Derudover var han tiptipoldebarn af Johan Georg Holstein, der erhvervede palæet i Stormgade i 1726 og dermed gav det navnet. Også Johan Georg og hans søn Johan Ludvig udfyldte funktionen som premier- eller statsminister på samme måde som medlemmer af familien Moltke i øvrig også har tjent både enevældige og konstitutionelle konger i ledende stillinger.

(Kristeligt Dagblad 16. marts 2016. Om palæet kan man bl.a. læse i København - før nu og aldrig, bd. 2, s. 291-292)

Skolefrihed og livsanskuelse

En muslimsk friskole i København har vakt opsigt, fordi skolepsykologen har rådet eleverne til seksuel afholdenhed før ægteskabet. Flere politikere har i den forbindelse udtalt, at skolen forbryder sig mod nogle af samfundets centrale principper og burde fratages sin statsstøtte. Tilfældet er langt fra enestående. Adskillige religiøse og især muslimske friskoler har ved deres praksis i de sidste år udfordret det frihedssyn, som ligger bag friskoletanken og friskoleloven. I hvor høj grad må og kan skolen påvirke eleverne ideologisk og religiøst? Hvordan kan man forene religionsfriheden med børnenes rettigheder og friheder? 

Et bærende princip i dansk skolelovgivning er, at børnenes undervisning er forældrenes ansvar, idet der er undervisningspligt og ikke skolepligt i Danmark. Dette princip blev fastslået allerede i 1736/39. Princippet blev videreført ved den store reform af almueskolen i 1814, og igen indirekte bekræftet i junigrundloven 1849, der garanterede, at ”De Børn, hvis Forældre ikke have Evne til at sørge for deres Oplærelse, ville erholde fri Underviisning i Almueskolen.” 

Friskolerne fik deres egen lovgivning i 1855. Den er interessant, fordi den vender grundlovens princip på hovedet og gør forældrenes egenundervisning af børnene til en ret, der udgør en undtagelse fra den skolepligt, som 1855-loven forudsætter som almindeligt gældende: ”Forpligtelsen til Skolegang bortfalder for de Børn, hvis Forældre eller Værger erklære selv at ville sørge for deres Underviisning”, sålænge børnene dermed ”skjønnes at besidde samme Grad af Kundskab og Færdighed i de foreskrevne Underviisningsgjenstande, som Børn af samme Alder i Gjennemsnit opnaae i Skolen.” 

Det var især grundtvigianerne, der krævede retten til selv at undervise deres børn som et oprør mod den offentlige skoles religionsundervisning. Det grundtvigske skolesyn bygger på en adskillelse af skole og kirke. Det praktiske og pædagogiske grundlag for skolerne blev tilvejebragt af Chresten Kold. 


Interessant nok for den aktuelle sag blev spørgsmålet om de unge menneskers kæresteri centralt, da Chresten Kold første gang opsøgte Grundtvig i 1851. Anledningen var ganske vist Kolds ønske om at oprette en højskole i Ryslinge, men de to mænd var ret uenige om målgruppen. Her er Kolds eget referat af mødet:


”Jeg vilde have mine Fyre i Skole, naar de var nylig konfirmerede, i en Alder af 14, 15, 16 Aar, men Grundtvig sagde: det duer ikke før de bliver 18 Aar. Jeg kan godt huske, at jeg sagde: Grundtvig kan ikke vide, hvorledes Bønderne er derhjemme, thi naar de er 18 Aar, har de allerede begyndt at lege Kjæreste, ryge Tobak, gjøre Pibe- og Uhrhandeler, og saa kan vi ikke faae dem beaandede. Jo, svarede Grundtvig, det kan vi nok. Nei, sagde jeg, som jeg har opfattet Forholdet, er min Mening den eneste rigtige. Jeg har altid været vis i min Sag, ogsaa naar jeg tog feil.”

Kold måtte siden indrømme, at han tog fejl for højskolens vedkommende. Få år senere grundlagde han en friskole i Dalby i 1852, og med loven af 1855 kom der mange flere til, fra 1919 med statstilskud. Med tiden begyndte andre mindretal at bygge friskoler på deres eget idégrundlag. Efter at Folkeskolen ophørte med at være forkyndende i 1975, blev det friskolernes niche at være de kristne skoler. Der skete på sin vis en omvending af det oprindelige grundtvigske princip om adskillelse af skole og kirke. Men grundlæggende handler friskolen stadig om, at forældrene har retten til at lade deres børn undervise i overensstemmelse med deres egen livsanskuelse.

(Kristeligt Dagblad 25. februar 2016. Redaktionens rubrik er ændret her.)

Nationalisme er ikke et skældsord

Danmarks Radios tidligere dramachef Ingolf Gabold har vakt debat om nationen og nationalismen ved at udtale sig om den politiske intention bag TV-serien ”1864”. Nationalisme opfattes i dag som et skældsord, både af Gabold selv og hans kritikere.

Historievidenskaben har siden begyndelsen af 1980erne beskæftiget sig med nationalismens historie. En pioner og internationalt anerkendt ekspert på feltet er faktisk min medklummenist, Uffe Østergaard.

I historievidenskaben bruges begrebet værdineutralt som betegnelse for en politisk bevægelse, hvis formål er at skabe en nationalstat, en enhed af stat og folk, således at retsordenens og den politiske enheds grænser er sammenfaldende med etnicitetens. Definitionen siger derimod ikke noget om, hvorledes denne enhed skal tilvejebringes. Man er altså nationalist uanset om man vil bruge fredelige eller voldelige midler til at opnå formålet.

I sin reneste form er nationalstaten defineret som en suveræn stat, der omfatter samtlige medlemmer af en enkelt nation og ingen medlemmer af andre nationer. Verdenshistorien kender ingen eksempler på rene nationalstater. Island efter selvstændigheden i 1918 kom tæt på, hvis det ikke var for det danske mindretal på øen og siden den væsentlige amerikanske tilstedeværelse.

Nationen er som fænomen væsentlig ældre end nationalismen. Man kan finde vidnesbyrd om national bevidsthed i Middelalderen hos f.eks. Saxo, altså en forestilling om, at der er en betydningsfuld forskel på at være f.eks. dansk, tysk eller svensk.

Nationalisme som politisk fænomen voksede frem efter Wienerkongressen 1815, og dermed rykkede nationen op på den politiske dagsorden. Tilhørsforholdet til en nation blev afgørende for den enkeltes identitet og muligheder i livet.

Interessant nok kan man argumentere for, at danskerne i 1864 burde have handlet mere nationalistisk. De skulle være gået efter en deling af Slesvig efter sproggrænsen. Både Bismarck, briterne og Christian IX var indstillet på det. De nationalliberale havde imidlertid bundet sig op på en ejderdansk løsning, altså en påstand om, at hele Slesvig i virkeligheden var dansk, og det endte så med, at hele Slesvig gik tabt.

At nationen og nationalismen er historiske størrelser, har fået nogle til at anlægge den fortolkning, at nationen er en konstruktion, altså at den er en illusion og dermed en løgn. Men dette argument ville indebære, at andre samfundsfænomener som f.eks. demokratiet måtte afskrives. For demokratiet findes kun, for så vidt dets deltagere tror på det. Nationen er på samme måde forestillingen om, at man tilhører et fællesskab, der er holdt sammen af historie, sprog og kultur – og eventuelt religion. Nationen er derfor både konkret, oplevet virkelighed og utopi. Hvis ingen definerede sig som danskere, ville Danmark ophøre med at eksistere. Der findes også dem, der mener, at nationen altid har eksisteret, at den f.eks. hører til skabelsesordenen, eller at den findes som historisk virkelighed, også når bevidstheden om den ikke har eksisteret. Men også de mener, at nationen først kommer til sig selv, når bevidstheden om den vækkes.


I Danmark blev den nationale utopi virkeliggjort så tæt på idealet som muligt med Slesvigs deling i 1920 og befæstet med aftalerne mellem København og Bonn i 1955. Selv om vi roser os af, at den danske nationalisme nåede sit mål med fredelige midler, ville denne løsning aldrig have været mulig uden tysk nederlag i den forudgående krig, der som bekendt også kostede tusindvis af danske slesvigere livet.

(Kristeligt Dagblad 11. februar 2016)

Den uledsagede kvindes problem

Begivenhederne i Køln Nytårsaften har givet anledning til en del debat om især andre kulturers forhold til kvinder. I mange lande kan kvinder ikke bevæge sig frit på gaden uden at risikere at blive antastet, forulempet eller udsat for overgreb, med mindre de er ledsaget af en mand. Desværre er dette problem heller ikke helt udryddet i Danmark, men som hovedregel kan enhver kvinde regne med at kunne transportere sig selv fra A til B i det offentlige rum uden at frygte for sin sikkerhed eller integritet.

Sådan har det ikke altid været. Det blev tematiseret i forbindelse med en stor offentlig debat om prostitution i slutningen af det 19. århundrede, et emne, som blandt andre historikerne Merete Bøge Pedersen og Karin Lützen har skrevet om.

Prostitution var blevet legaliseret – eller reglementeret som det hed – i 1874. En af grundene var, at myndighederne ønskede kontrol med spredningen af kønssygdomme og styr på den uorden, der i øvrigt fulgte med prostitutionen. Andre fremførte som grund, at eftersom mænds drifter alligevel ikke lod sig styre, var det bedst at tilvejebringe et reglementeret afløb for dem.

Prostitution blev trods legaliseringen stadig anset som usædelig, som et brud på den gældende samfundsorden. Konseilspræsident J.B.S. Estrup måtte f.eks. i 1891 afskedige sin kirkeminister (og fætter) J.F. Scavenius, fordi denne havde skandaliseret sig ved at gå på bordel.

Den åbne prostitution skabte eller forstærkede imidlertid et problem for de uledsagede kvinder, der ikke var prostituerede. De kunne ikke gå i fred på gaden, især ikke om aftenen. Elisabeth Hostrup sagde ved et møde afholdt i 1883 af ”Foreningen imod Lovbeskyttelse af Usædelighed”, at kun når den reglementerede prostitution blev afskaffet, ”behøvede ærbare Kvinder […] ikke faa den samme Følelse ved at høre en Mands Skridt, som jeg tænker mig man faar i de Lande, hvor de vilde Dyr have hjemme, naar man mærker, at et saadant er nær.”

”Vil nogen,” spurgte en mandlig skribent i 1885, ”naar Skumringen nærmer sig, lade sin Kæreste, Kone, Datter eller Søster gaa alene gjennem Kjøbenhavns Gader?” Svaret var nej. Tugtige kvinder var tvunget til at holde sig hjemme, hvis de ikke ville antastes. Dette problem blev forstærket af, at så længe prostitutionen var lovlig, kunne de prostituerede nyde politiets beskyttelse, mens andre kvinder altså gik i fare, hvor de gik.

De kvinder, der sloges for deres bevægelsesfrihed med disse argumenter, var ikke radikaliserede suffragetter, fritænkere, tilhængere af brandesianismen eller det, der var værre. Det var systembevarende, borgerlige, kirkeligt orienterede kvinder, som eftertiden med nogen malice har afskrevet som ”hattedamer”. De kæmpede ikke under emancipationens faner, men sædelighedens og moralens.

I 1906 ophørte den reglementerede prostitution. Dermed sluttede problemerne for den uledsagede kvinde ikke. Men ”hattedamerne” havde lagt grunden for den norm, som nu er herskende blandt danskerne, nemlig at kvinder uanset påklædning bør nyde den frihed ikke at blive forulempet i det offentlige rum.

Det er en uskatterlig gevinst for et samfund, når den uledsagede kvindes problem er løst, for det første fordi kvinder frit kan bevæge sig, f.eks. til og fra arbejde, og for det andet fordi mænd ikke bruger deres tid og opmærksomhed på enten at overfalde eller beskytte kvinderne. Foruden de indlysende fordele, som fraværet af vold medfører, er det også vældig rationelt og tidsbesparende.

(Kristeligt Dagblad 21. jan. 2016. Citaterne er fra Karin Lützen, Byen Tæmmes, udgivet på Hans Reitzels Forlag. Redaktionen havde fjernet adjektivet uskatterlig.)

Plagiat

Der er i løbet af december måned blevet rettet beskyldninger mod flere journalister på danske aviser om plagiat. Plagiering består i at opgive falsk ophavsmand til et åndeligt produkt. Det kan ske i form af piratkopiering, altså at man sætter andres navn på noget, som man selv har fremstillet, eller som i de aktuelle tilfælde at kopiere andres tekster og udgive dem for at være ens egne.

Den historiske forudsætning for, at plagiat kan gælde som en overtrædelse er, at der udvikles et begreb om originalitet, altså at æren for og retten til en bestemt nyskabelse eller idé skal gives til en bestemt person. Dette ideal synes for det skrevne ord at have været veletableret allerede i antikken. Selv om bøger kun kunne distribueres ved at blive kopieret i hånden, har man fastholdt en forbavsende loyalitet mod den, der blev opfattet som den oprindelige forfatter. Kun således er værker af Aristoteles og Platon blevet bevaret. Trangen til at give et værk en ophavsmand har også været så stærk, at nogle værker er overleveret med et forfatternavn, selv om det f.eks. er tvivlsomt, hvem der har skrevet de homeriske digte eller Davids salmer. For billedkunstens vedkommende udvikledes originalitetsbegrebet først i løbet af Middelalderen.

Med bogtrykkerkunstens introduktion i Europa blev udgivelsen af bøger kommercielt interessant og dermed genstand for den universelle menneskelige brist: grådighed. Piratkopier af bestsellere blev fremstillet uden at man dog kunne betragte det som lovbrud, idet der ikke fandtes nogen love om copyright eller forlagsret, som det hedder på dansk. En anden vigtig institution blev forfinet og udviklet samtidig med moderne typografi, nemlig fodnoten. Den gør det muligt at anvende andres formuleringer og ideer og videreudvikle dem uden at plagiere, fordi den oprindelige ophavsmand kan krediteres med en henvisning.

Plagieret blev der dog fortsat. Historikeren Kristoffer Schmidt har i sin phd-afhandling, som blev forsvaret i 2015, vist hvorledes Ludvig Holberg i sit historiske forfatterskab skrev direkte af efter sine udenlandske forlæg i et langt større omfang end hans henvisninger lader forstå. I 1741 udstedtes i Danmark en af Europas første love om forlagsret. Den handlede først og fremmest om eftertryk af hele bøger, såkaldte rovtryk, og det er næppe sandsynligt, at Holberg med sine sammenstykkede afskrifter forbrød sig mod denne lov. Først i 1800-tallet blev de nugældende normer for citatpraksis og ophavsret etableret og håndhævet, og de blev kodificeret i en international konvention vedtaget i Bern i 1886. Danmark tiltrådte Bernerkonventionen i 1902.

Aviser og siden radio, TV og net-baserede medier har altid flittigt citeret fra hinanden. Man kan iagttage, hvorledes kildeangivelser blev almindelige allerede i 1800-tallets aviser, og de er blevet normen i løbet af det 20. århundrede. Ideen med en kildeangivelse er, at det er en essentiel del af enhver oplysning, hvor denne oplysning stammer fra, fordi det ikke mindst tjener til en vurdering af samme oplysnings troværdighed. Journalister bruger ikke fodnoter, men enhver dygtig journalist skriver sine henvisninger ind i den løbende tekst, så kilden kan spores – med mindre den er anonym.

Generelt holder danske journalister faktisk fanen højt. Den aktuelle debat er da også udtryk for, at den interne justits blandt journalister – selv om to af de anklagede faktisk slet ikke er journalister af uddannelse, men cand.scint.pol.er – er mindst lige så hård som blandt videnskabsfolk, og det tjener journalistikken til ros.

(Kristeligt Dagblad 4. januar 2016. Avisen havde valgt en lidt længere rubrik.)