Fattigdom og kommaer

Det kan somme tider undre udenforstående, at filologer og historikere kan lægge meget stor vægt på endog meget små detaljer, når vi udlægger tekster. Vi er sådan en slags professionelle pindehuggere. Selv et komma kan vi gøre et stort nummer ud af.

Et godt eksempel er Poul Martin Møllers digt fra 1820, "Rosen blusser alt i Danas Have" eller "Glæde over Danmark", som det også kaldes. Digtet er skrevet i Manila, mens Møller var på langfart som skibspræst, og det citeres meget ofte for den berømte linje, som også er digtets konklusion: "Danmark er et lidet, fattigt land." Sådan har vi, der er vokset op med den 16. eller 17. udgave af Højskolesangbogen, i hvert fald lært den at kende.


Linjen forekommer flere gange i digtet, hvis tema er den stærke modsætning i beskrivelsen af Østens overflod af silkestoffer, guld og ædle stene på den ene side og det hjemlige Danmarks materielle kummerligheder. Danskerne slikkede endnu såret efter tabet af Norge i 1814, økonomien var stadig ikke kommet sig oven på sammenbruddet i 1813, og København havde i et par år været skueplads for uroligheder. Men Møller brugte sammenligningen til at udstille den østlige rigdom som falsk og hul, mens den jævne, danske bonde, "som pløjer danske lande" har "en kraftig arm, en kløgtig pande" og derfor repræsenterer anderledes stærke værdier. Digtet slutter med at spørge, om "Østens atlaskklædte mand" tør kalde det jævne liv i Danmark for fattigt? Digteren svarer selv:


"glad mit sorte, danske brød jeg bryder,
takker Gud, mens fra min læbe lyder:
’Danmark er et lidet fattigt land’"


Her er digtet citeret fra den seneste udgave af Højskolesangbogen, hvor opremsningskommaet i sidste linje er fjernet. Det ændrer betydningen af ordet ’lidet’ fra at være adjektivisk til at blive adverbielt, og så giver linjen meget mere mening i sammenhængen, for digtets konklusion skal nemlig ikke lyde, at Danmark er småt og fattigt, men at Danmark slet ikke er så fattigt endda, så længe vi har stærke mænd, herligt-voksne piger og rugbrød. I det oprindelige manuskript og i den første trykte udgave forekommer det ikke. Det optræder første gang i en udgave af Møllers digte, som udkom omkring 1830, hvorfra det er vandret ind i litteraturhistorien, indtil det endelig røg ud igen i Højskolesangbogens 18. udgave.


Vi har Møllers egne ord for, at kommaer ikke interesserede ham synderligt. Det lod han udgiverne om. Det gør det vanskeligt at hævde, at den seneste udgave er den endegyldigt korrekte, men den giver i hvert fald væsentlig bedre mening.


Også i 1820 skrev N.F.S. Grundtvig sit berømte digt, "Langt højere Bjerge". Det var et lejlighedsdigt i anledning af nordmanden Christian Prams afrejse til Vestindien. Grundtvig anvendte det samme grundtema som Møller, nemlig sammenligningen mellem udlandets rigdomme ("Lang mere af malmen så hvid og så rød/ fik andre i bjerg og i bytte") og det lille, beskedne Danmark. "Vi er ikke skabte til højhed og blæst, ved jorden at blive det tjener os bedst." Men heldigvis har vi da åndelige værdier, for vort modersmål smelter mere end fremmedes slår, og har vi ikke i overflod, så har alle dog til det daglige rugbrød. Digtet slutter med de berømte linjer:


"og da har i rigdom vi drevet det vidt,
når få har for meget og færre for lidt."


Konteksten var præcis den samme som med Møllers digt, nemlig længere tids økonomisk krise. Ordene var vel nærmest ment som en slags trøst. Men godt 100 år efter digtets tilblivelse skete der noget med fortolkningen af de to berømte linjer. Fremtrædende socialdemokrater begyndte at citere dem. Som et led i en ny strategi, der skulle forvandle Socialdemokratiet fra et klasseparti til et folkeparti, begyndte partiet fra begyndelsen af 1930erne at se med mildere øjne på Grundtvig, der indtil da mest havde tilhørt partiet Venstre.


De to linjer er siden blevet betragtet som et poetisk kondensat af velfærdsstatens fordelingspolitik. Samtidig blev Grundtvig skrevet ind i velfærdsstatens historie som en af dens ophavsmænd. Denne idé vandt endda indpas i visse faghistoriske værker.


Socialdemokratiske historikere har meget nidkært og meget rigtigt peget på, at Grundtvig aldrig har været socialdemokrat. Det er rigtigt alene af den grund, at det moderne partivæsen først blev til efter Grundtvigs død. Han tilhørte af samme grund heller aldrig partiet Venstre.


Vigtigere er det, at Grundtvigs socialpolitiske standpunkt faktisk lader sig dokumentere nøjere, blandt andet fordi han som medlem af den grundlovgivende rigsforsamling 1848-1849 også deltog i debatten om det, der er blevet kendt som Grundlovens forsørgelsesparagraf, den nuværende § 75, stk. 2: "Den, der ikke kan ernære sig eller sine, og hvis forsørgelse ikke påhviler nogen anden, er berettiget til hjælp af det offentlige, dog mod at underkaste sig de forpligtigelser, som loven herom byder."


Denne paragraf, der er det forfatningsmæssige fundament for velfærdsstatens offentlige ydelser, har stået næsten uændret siden 1849. Der var en omfattende diskussion om denne bestemmelse blandt grundlovsfædrene, og som mange har peget på var Grundtvig imod denne paragraf. Men var Grundtvig da en hjerteløs liberalist?


Hos Grundtvigs sympatisører fremhæves det, at han ville have indført en anden paragraf, der stillede minimumsgarantier for trængende medborgere. I den danmarkshistorie, der i mange år blev brugt på universiteterne, kan man læse, at Grundtvig foreslog følgende ordlyd:


"Der skal, så vidt muligt, sørges for, at fattige, gamle, syge og forladte børn kunne finde offentlige tilflugtssteder"


Den formulering med den kommatering genfinder man mange steder. Men hvis man går til de oprindelige forhandlinger på den grundlovgivende rigsforsamling, ser Grundtvigs forslag ikke helt så generøst ud:


"Der skal, saavidt muligt, sørges for, at fattige Gamle, Syge og forladte Børn kunne finde offentlige Tilflugtssteder."


Eftertiden har puttet et komma ind mellem "fattige" og "gamle". At det ikke er faldet ud ved et uheld ses deraf, at fattige af Rigsdagens stenograf er skrevet med lille, mens Gamle er substantivisk og derfor skrevet med stort. Fattigdom var altså ifølge Grundtvigs forslag ikke tilstrækkelig årsag i sig selv til at opnå det offentliges understøttelse, med mindre man også var gammel. Hvis man forestiller sig en situation, hvor Grundtvigs forslag var blevet vedtaget, kunne et enkelt komma til eller fra betyde milliarder af kroner på finansloven. Så der er grund til at gøre et stort nummer ud af et lillebitte komma.


(Forfattet sammen med Kim Steen Ravn. Trykt i Weekendavisen 28. nov. 2014)

1864: Med andre øjne

Den 30. oktober er det 150 år siden Freden i Wien blev underskrevet. Det var den traktatlige besegling af det militære nederlag, som Danmark havde lidt i den korte krig, der havde udspillet sig fra februar til juli måned 1864, og som har ført til velsagtens den mest omfattende selvransagelse i dansk historie i almindelighed og dansk historieskrivning i særdeleshed.

Men hvordan ser spørgsmålet egentlig ud, hvis man hæver blikket og ser på krigen og fredsslutningen fra ikke alene et europæisk, men et globalt perspektiv? Hvad nu hvis man tænker dansk indenrigspolitik helt ud af ligningen? Det var udgangspunktet for en international konference i Friedrichsruh uden for Hamborg i midten af oktober. Friedrichsruh er et slot og en idyllisk stationsby på linjen mellem Hamborg og Berlin. Det ligger i det, der indtil 1864 var den sydligste ende af det oldenborgske monarki, det tidligere hertugdømme Lauenborg.

Stedet er i skandinavisk historie bedst kendt som hovedkvarter for De hvide Busser, den aktion, der i 2. Verdenskrigs sidste uger hjembragte danske og norske fanger fra tyske koncentrationslejre. Forbindelsen blev bragt i stand, fordi den lokale slotsfrue, var svensk af fødsel. Hendes mand hed Otto Christian Archibald, Fürst von Bismarck, der foruden at være fremtrædende diplomat og nazist også var ældste barnebarn af den Otto von Bismarck, den egentlige arkitekt bag krigen og freden i 1864.

Bismarck fik som belønning for sin indsats i preussisk tjeneste efter den fransk-preussiske krig i 1870-71 skænket stedet, hvor familien stadig residerer. Den gamle fine stationsbygning fra 1847 huser nu Otto-von-Bismarck-Stiftung, der sammen med universitetet i Kiel stod som arrangører af den ambitiøse konference. Det var lykkedes at finde forskere fra Amerika, hele Europa og sågar også Japan, der hver især kunne kaste lys på det slesvig-holstenske problem.

Hovedkonklusionen fra et globalt perspektiv er ikke vanskelig at drage: konflikten i hertugdømmerne betød ikke meget. Der blev rapporteret om krigen i aviserne verden over, men andre konflikter dominerede mediebilledet og den politiske dagsorden. Den i omfang langt større amerikanske borgerkrig rasede samtidig og var en trussel mod stabiliteten på hele det nordamerikanske kontinent. I Sydamerika udbrød der i 1864 krig mellem Paraguay på den ene side og Brasilien, Uruguay og Argentina på den anden. Tabstallene i denne krig var helt uhyrlige. Man regner med, at den kostede fire femtedele af Paraguays mandlige befolkning livet

Fra dansk side er vi vant til at tænke på krigen som en krig med Tyskland. Tyskland fandtes ikke som egentlig statsdannelse, men var et løst forbund af en række små stater, en håndfuld mellemstore stater og to store, Østrig og Preussen. Også Holsten og Lauenborg var medlemmer af dette forbund. Fandtes der ikke nogen tysk stat, var der en så meget desto vigtigere tysk opinion, der var en af hovedforklaringerne på, at krigen overhovedet brød ud. Der var blandt tyskerne en stærk sympati for den slesvig-holstenske sag, og et krav om at stoppe det, der blev opfattet som danske overgreb mod tyske fæller

Krigen blev indledt på foranledning af Det tyske Forbund, der imidlertid ikke havde egne væbnede styrker. Det var først og fremmest Preussen og Østrig, der stillede kamptropper til rådighed, og den østrigske marine deltog også, dog uden succes mod den stærkere danske flåde. Man klukker i dag lidt over fænomenet en østrigsk flåde, men man må erindre sig, at det habsburgske monarki dengang også omfattede store dele af blandt andet Adriaterhavskysten.

Der herskede ingen udpræget enighed mellem de tyske stater om krigens mål og midler. Til småstaterne hørte f.eks. hansestæderne Hamborg og Lübeck, hvis velstand beroede på handel. Hamborg var også dengang en af Nordeuropas vigtigste havnebyer, og byens naturlige opland rakte – rækker – langt op på den jyske halvø. Krig er i den sammenhæng bare til ulejlighed. Købmændene ville først og fremmest bare have fred til at handle, og så var man mindre optaget af, hvem man handlede med.

Ved fredsforhandlingerne var der flere forskellige mulige modeller. For det første var der oprettelsen af status quo, altså bevarelsen af den dansk-slesvig-holstensk-lauenborgske helstat. Det var den løsning, der var resultatet af den 1. slesvigske krig 1848-1850, og som blev forhandlet på plads ved en fælleseuropæisk konference i London i 1852. Men eftersom danskerne ved grundlovsrevisionen i november 1863 havde forbrudt sig mod principperne fra Londonaftalen, var det overhovedet et spørgsmål, om den kunne lægges til grund for en ny løsning. Desuden var der med det klare danske nederlag i felten skabt en situation, hvor Danmark måtte gøre store indrømmelser til sejrherrerne.

En anden mulighed var dannelsen af en personalunion mellem en selvstændig slesvig-holstensk stat på den ene side og kongeriget Danmark på den anden. Det ville imødekomme slesvig-holstenerne ønske om en selvstændig stat uden at skabe geopolitiske forskydninger. Denne løsning strandede på dansk modstand, men heller ikke slesvig-holstenerne var begejstrede ved tanken.

En tredje mulighed var udskillelsen af en selvstændig slesvig-holstensk stat med egen fyrste af det augustenborgske hus. Den var foretrukket af slesvig-holstenerne selv. Denne løsning var også attraktiv for de tyske mellemstater som Bayern, Hannover og Sachsen. Et samlet Slesvig-Holsten ville nemlig også udgøre en mellemstat, der ville have interesser til fælles med de øvrige mellemstater, som godt kunne føle sig klemte af de to store, Østrig og Preussen.

Den danske konge, Christian IX, tog personligt initiativ til en fjerde mulighed, nemlig den eksisterende helstats optagelse i det tyske forbund. Dette forslag er blevet afskrevet som fantasteri eller endog landsforræderi, men i virkeligheden var det ikke så skeløjet endda, for det var et forsøg på at skyde en kile ind imellem sejrsmagterne. Løsningen ville nemlig have passet østrigerne ganske godt, fordi den ville skabe en modvægt til Preussen, der naturligvis var imod.

Den femte mulighed var en deling af Slesvig. Den var på bordet i flere omgange, og nød opbakning i blandt andet Frankrig, der var den væsentligste fortaler for den løsning. Frankrig kunne da også lettere tillade sig denne luksus end de øvrige stormagter, især Østrig og Rusland, der var multinationale, monarkiske konglomeratstater og derfor nødig ville sponsorere grænsedragninger efter nationale principper. Zarens polske undersåtter havde f.eks. i 1863 gjort opstand. Heldigvis for zaren og for det russisk-preussiske forhold gav Bismarck sin støtte til opstandens nedkæmpelse.

Den sjette mulighed var sådan set ikke oppe at vende ved fredsforhandlingerne, men var blevet ihærdigt forfulgt af den danske regering i 1863, nemlig en skandinavisk union. Den ville i givet fald have betydet etableringen af en regional stormagt, som især Rusland ville modsætte sig. Rusland havde ingen interesse i at skabe et nyt Bosporus, som man sagde, altså at den russiske flådes adgang til verdenshavene blev kontrolleret af en stærk militær magt.

Endelig var der den syvende mulighed, hertugdømmernes optagelse i Preussen. Det ville være en entydig gevinst for Preussen på næsten alle de øvrige tyske staters bekostning, og det var en plan, som Bismarck allerede tidligt i konflikten anså for det bedste. Den blev virkeliggjort efter den preussisk-østrigske krig i 1866. Det er et vidnesbyrd om Bismarcks taktiske overlegenhed, at han fik gennemført sin løsning, der ikke nød udelt opbakning blandt de tyske stater, heller ikke hos Preussens hovedallierede i krigen i 1864, Østrig.

Det efterlader spørgsmålet om den femte og måske vigtigste stormagt, Storbritannien. Danskerne håbede meget på briternes indgriben, og et afgørende spørgsmål er, hvorfor de ikke greb ind over for den proces, der indebar Preussens ekspansion på den jyske halvø? Den britiske historiker Thomas Otte tegnede på konferencen i Friederichsruh en skitse af en forklaring. Den britiske udenrigsminister, lord John Russel, var i udgangspunktet sympatisk indstillet over for Danmark, og havde lovet støtte til danskernes sag, men han stod også over for indre modstand i sin egen regering. Briterne måtte prioritere kræfterne i et globalt imperium, der bandt tropper i Nordamerika og store dele af Asien. Briternes hovedprioritet var at bevare adgangen til de danske stræder, som de senest havde gjort brug af under Krimkrigen, og den var sikret, så længe Restdanmark, en småstat, kontrollerede Nørrejylland og øerne. En helt ottende løsning på konflikten, nemlig en deling af Danmark mellem Sverige og Preussen, som også blev ventileret på et tidspunkt, havde derfor ingen gang på jord.

Afståelsen af Slesvig og Holsten var altså ikke briternes ønske, men udgjorde på den anden side heller ikke en ulempe så stor, at det kunne svare sig at investere i dens afværgelse. Desuden var der en generel tendens til at undervurdere Preussen og Bismarck. Dette var, må man erindre, Bismarcks første optræden på den internationale scene, så ingen havde erfaringer med ham. Briterne havde desuden som flådemagt intet at frygte fra Preussen. Preussen havde ingen simpelthen ingen orlogsflåde i 1860erne. Det var derfor det var nødvendigt at hidkalde den østrigske middelhavsflåde til krigen.

Den preussiske annektering af hertugdømmerne fik først stor betydning på længere sigt, for da Tyskland blev samlet i 1871, begyndte udbygningen af en kejserlig marine med væsentlige støttepunkter i Sønderborg og Kiel, og med åbningen af Kielerkanalen i 1895 vandt tyskerne den strategiske fordel, at de kunne sejle fra Østersøen til Nordsøen uafhængigt af de danske stræder, et væsentligt element i det rustningskapløb, der førte til 1. Verdenskrig. Men så langt havde ingen tænkt 50 år tidligere.

(Medforfatter er Steen Bo Frandsen. Trykt i en lettere forkortet og redigeret version i Weekendavisen 31. okt. 2014)

Remtræk til virkeligheden

"Jeg nægter simpelthen at anerkende koblingen mellem universiteterne og arbejdsmarkedet." Det var en kollegas skarpe reaktion, da han i et interview i Politiken blev bedt om at tage stilling til regeringens såkaldte dimensionering af universiteterne for nylig. Jeg synes, at replikken var meget uheldig, fordi den i sammenhængen først og fremmest tjente til at bestyrke det vrangbillede af universitet, som mange har, nemlig at vi – med et udtryk lånt af Jørgen Bukdahl – savner remtræk til virkeligheden, at vi lever i et verdensfjernt og isoleret hjørne af samfundet.

Der er den sandhed i min kollegas udsagn, at autonomi er en del af universitetets hjerteblod. Fri og uafhængig undervisning og forskning er en nødvendig forudsætning for, at kvaliteten i uddannelserne og forskningen kan opretholdes på lang sigt. Der er masser af eksempler på, at politiske eller kommercielle interesser har forsøgt at kompromittere dem. Endnu er de centrale redskaber (studieordningerne og de videnskabelige bedømmelser og ansættelser) nogenlunde sikret, men det er en blivende kamp at beskytte deres integritet. Bolognaprocessen og akkrediteringspanelerne har allerede sat præg på studieordningerne. Medicinerne kæmper en løbende kamp for at bevare uafhængigheden af den medicinske industri, og i mit eget fag – historie - er det en kendt sag, at visse politiske kredse har forsøgt at købe sig til resultater, der svarer til deres udlægning af fortiden.

Det er imidlertid en afgørende misforståelse, at universitetet i almindelighed står isoleret fra samfundet. Vores forskningsresultater og de mennesker, vi uddanner, hjælper til at helbrede sygdomme, ordne økonomien, undervise ungdommen, forstå sprog, fortolke fortiden, forudsige jordskælv, bekæmpe forurening osv. osv. Det gør vi på uafhængig videnskabelig grund. Det betyder også, at vores forskning og vores kandidater rummer et kritisk potentiale, som ikke lader sig kue. Det er ubelejligt for nogle, men godt for samfundet, at der findes økonomer, geologer, biologer arkæologer osv. til at råbe vagt i gevær.

Folk vælger ikke en universitetsuddannelse for at isolere sig fra samfundet, men for at blive klogere og få et bedre liv. Til det hører også et arbejdsliv alene af den grund, at arbejdet holder næringssorgerne fra døren og fylder mindst en tredjedel af de vågne timer på en almindelig uge for de fleste af os.

De klassiske embedseksamener i medicin, teologi, jura og den såkaldte skoleembedseksamen (gymnasielærer) findes stadig. Det må man ikke glemme. De giver monopol på at udfylde specifikke samfundsfunktioner mod løn og pension. Hvis man ikke vælger denne traditionelle livsbane, er der mange andre indgange til det, der i dag kun kan beskrives som et meget omskifteligt og sammensat arbejdsmarked. Erfaringsmæssigt kæmper mange især humanistiske kandidater med at få et klart billede af, hvad deres værdi på dette arbejdsmarked egentlig er. Den erkendelse kommer typisk først med de første joberfaringer.

Vi skal ikke være blinde for, hvad der foregår på arbejdsmarkedet. Derfor er der også god grund til at se på, hvor mange vi uddanner og i hvilke fag. Men det er ikke øjeblikkets konjunkturer, der skal diktere, hvordan universitetet skal være universitet

(Klumme i Humanist nr. 12, 2014)

Så meget tog Fukuyama altså heller ikke fejl

Francis Fukuyama, Historiens afslutning og det sidste menneske, Gyldendal 1993

I sommeren 1989 fik den dengang ukendte Francis Fukuyama (f. 1952) udgivet en artikel i det fremtrædende amerikanske tidsskrift The National Interest. Den bar den bemærkelsesværdige overskrift "The End of History?" og var på bare 18 sider. Artiklen vakte opmærksomhed, fordi den forudsagde, at verdenshistorien havde det vestlige, liberale demokrati som sit naturlige endemål. Langsomt ville alverdens diktaturer og despotier forkrøble, og markedsøkonomien og den demokratiske retsstat ville vinde frem overalt, fordi der ikke bestod noget troværdigt alternativ til den samfundsform. Opmærksomheden blev imidlertid i løbet af nogle få måneder til sensation, da Warzawapagten smuldrede, etpartidiktaturerne i det østlige og centrale Europa gik i opløsning og Sovjetunionen faldt fra hinanden. Processen var allerede i gang, da Fukuyama skrev sin artikel, men ingen havde endnu ved DDR’s 40 års jubilæum i oktober 1989 kunnet forudse, at jerntæppet ville være rustet bort blot en måned senere. Murens fald katapulterede den indtil da lovende og dristige tænker Fukuyama op til øjeblikkelig stjernestatus på det intellektuelle firmament, fordi han blev set som den, der havde forudset, hvad ingen andre havde kunnet forestille sig. Ret beset havde Fukuyama ikke forudset det konkrete begivenhedsforløb, men det gjorde ikke nævneværdigt indhug i hans berømmelse.

Artiklen blev i 1992 omarbejdet til en bog, der blev udgivet på dansk året efter med titlen "Historiens afslutning og det sidste menneske", altså uden spørgsmålstegnet.

Fukuyama bliver somme tider slået i hartkorn med den materialistiske økonomiske skole, der betragter markedsøkonomien som god i sig selv. Denne såkaldte "ultraliberalisme" har i virkeligheden ikke mange fortalere i sin rene form. Den er lige så meget et fantom, hvis væsentligste funktion er at fungere som retorisk figur blandt antiliberalister. Hvorom alting er, handler Murens fald fra et økonomisk synspunkt om forbrugerismens sejr over planøkonomien, altså om den ene materialismes sejr over den anden. Fukuyama står imidlertid i filosofisk forstand i en helt anden tradition, G.W.F. Hegels idealisme. Hegel var blandt meget andet historiefilosof og som sådan havde han allerede forudsagt historiens afslutning i 1806.

Det er nemt at gøre grin med Hegel, fordi han jo så indlysende tog fejl. Hegel blev i eftertiden afskrevet som en fantast, hvis virkelighedsopfattelse stammede fra studier i kaffegrums. Andres tilsvarende forsøg på at sammenfatte verdenshistorien på en formel – f.eks. Oswald Spenglers og Arnold Toynbees - led tilsvarende nederlag. Senest skete det for en af Hegels væsentligste efterfølgere og fortolkere, Karl Marx, hvis forestilling om historiens afslutning grundstødte på virkelighedens hårde klippe mange år før 1989.

Med en pointe overtaget fra den russisk-franske Hegel-fortolker Alexandre Kojéve identificerede Fukuyama en grundlæggende social mekanisme hos mennesket, ofte kaldet anerkendelsens dialektik. Den går ud fra den iagttagelse, at mennesket er kendetegnet ved begær ikke blot efter magt, sex og rigdom, men også efter ankerkendelse. Denne drift kaldte Fukuyama thymos med et ord lånt hos Platon. Det er thymos, der adskiller mennesket fra dyrene. For os er det ikke nok at æde, forplante sig og overleve. Vi vil anerkendes og det i en sådan grad, at vi somme tider er villige til at sætte livet på spil alene for at opnå prestige, henholdsvis undlade at miste den.

Denne anerkendelsestrang kan overdrives i det absurde og antage karakter af megalothymia, sådan som man finder det hos diktatorer, der ustandseligt afæsker deres omgivelser tilkendegivelser af hengivenhed og underdanighed. Men pointen er, at anerkendelsestrangen aldrig kan tilfredsstilles, så længe relationen er asymmetrisk. Mest berømt er eksemplet med slaverne og deres herre. Herren får tilsyneladende anerkendelse af slaverne, men så længe de er hans slaver, vil anerkendelsen altid være forloren, drevet af frygt og underdanighed. Hvis herren vil være sikker på, at anerkendelsen er ægte, må den være givet i frihed, og derfor må han sætte slaverne fri. Anerkendelsen anerkendes af den anerkendte kun som anerkendelse, hvis den anerkendte kan anerkende den anerkendende som ligemand, for nu at tale lidt hegelsk.

Overført på det store perspektiv vil menneskets lykke derfor kun tilvejebringes i et samfund, hvor alle er frie, og som regeres i overensstemmelse hermed. Magt kan altså kun indehaves af dem, der i udgangspunktet er vores ligemænd. Det vil i praksis sige, at for at beholde magten skal magthaverne have vores anerkendelse hvert fjerde år.

Fukuyama var den første til at indrømme, at dette ræsonnement er væsentlig bedre til at forklare den politiske liberalisme end den økonomiske. Der er kun lidt, der med logisk nødvendighed binder de to sammen. Fukuyama havde imidlertid ikke vanskeligt ved at vise, at de i praksis altid følges ad. Markedsøkonomiens evne til at tilfredsstille materielle behov er en tilsyneladende lige så uimodståelig kraft som demokratiets evne til at tilfredsstille anerkendelsesbehovet.

Problemet for Fukuyama var, at når engang de liberaldemokratiske principper havde sejret i hele verden, ville verdenshistorien ende i kedsomhed. Der ville ikke længere være noget at kæmpe for. De konflikter, der tidligere havde fremkaldt vovemod, forestillingsevne og skabertrang, ville være bilagt og erstattet af økonomiske kalkuler, praktiske løsninger på hverdagens problemer og forfinede teknikker til tilfredsstillelse af forbrugernes behov.

Selvfølgelig, havde man nær sagt, fik Fukuyama ikke ret. Vi er langt fra den tilstand af universel kedsomhed, der kun afføder blanke sider i historiebøgerne. Alene klimaspørgsmålet er nok til at gøre denne epoke til interessante tider at leve i. Hans gamle lærer fra Harvard, Samuel Huntington, lancerede allerede i 1992 den teori, at verden ikke var på vej til at konvergere til et stort system, men at den består af en række fundamentalt forskellige civilisationer, der indgår i en stadig kamp og konkurrence. Mange så den 11. september 2001 som den endelige bekræftelse af Huntingtons teori.

Fukuyamas teori blev i den anledning reduceret til en betragtning, der i hvert fald indtil videre ikke gælder hele verden, men kun den vestlige kulturkreds. Ikke desto mindre står den stadig stærkt, fordi den viser, at der er andet og mere end bare økonomi på spil, når vi taler om "vestlige værdier".

(Kristeligt Dagblad 30. september 2014)

Er Danmark stadig et civiliseret land?

Fremskridtet er et dogme, der behersker os så meget, at vi lader det gælde på områder, hvor det ikke har hjemme. Det var en af pointerne i den tale, som Det kongelige Teaters chef Morten Hesseldahl var inviteret til at holde i anledning af Grundtvigs fødselsdag den 8. september i Vartov i København.

Han refererede til romantikkens opdeling af menneskets åndelige arbejdsmark i det Gode, det Sande og det Skjønne, altså moralen, videnskaben og kunsten. I videnskaben og i samfundsindretningen er der sket store forbedringer og fremskridt gennem historien. Det må man anerkende, mente Hesseldahl. Men i moralen har man ikke lov at antage, at mennesket har forbedret sig nævneværdigt. Og på kunstens område mere end antydede Hesseldahl, at han betragtede udviklingen fra Michelangelo til Andy Warhol som et tilbageskridt.

Talen blev traditionen tro holdt om morgenen, og Hesseldahl var derfor afholdt fra at kommentere den nyhed, som indløb senere samme dag. Den kom fra hans tidligere arbejdsplads, Danmarks Radio, der meddelte, at man på grund af besparelser og omprioriteringer havde valgt at nedlægge DR Underholdningsorkestret, et lille symfoniorkester, der har speciale i det wienerklassiske repertoire. Det modtager netop i disse år stor international anerkendelse for sin indspilning af samtlige af Mozarts symfonier.

Det er en luksus, at Danmarks Radio råder over hele to symfoniorkestre, foruden et af verdens bedste bigbands, et pigekor og et kammerkor. Sidstnævnte var oprindeligt et fuldt koncertkor, men blev i 2007 skåret ned til sin nuværende størrelse. De er også en nødvendig luksus. Vi har ingen ret til at kalde os et civiliseret land, hvis vi ikke opretholder et beredskab for klassisk musik. Der skal være orkestre til at spille den, og der skal være en kritisk mængde af professionelle musikere til at sætte standarden for, hvor godt den slags skal gøres. Det smitter af på resten af musiklivet.

Danmarks Radio begrunder nedskæringen med mediestrategiske overvejelser, for "befolkningens brug af medier og kulturtilbud ændrer sig med stor hast i disse år, og derfor skal vi sikre os, at DR har midler til at investere i nyt kvalitetsindhold og nye distributionsformer, som når seerne og lytterne, hvor de er, også i fremtiden," siger Tine Smedegaard Andersen, direktør i DR Kultur. Det er givetvis ikke nemt at være moderne statslig public service-medieinstitution. DR har politisk formulerede forpligtelser og fungerer i en virkelighed defineret af markedet. Men markedet leverer ikke af sig selv kulturel kvalitet. Hele grunden til, at vi betaler den medieskat, som kaldes licens, er at DR leverer, hvad markedet ikke gør af sig selv.

Og så er vi tilbage ved Hesseldahls pointe. Det er meget svært at argumentere for, at det internationale melodi grand prix er af en højere kvalitet end Mozart. Og hvis DR forventer, at alle de fine ord om "kultur" og "kvalitet" skal tages alvorligt, skulle DR måske prøve at satse på – nå, ja – kultur og kvalitet.

(Kristeligt Dagblad 10. sep. 2014)

En tredje vej med Tvind som ideal

Niels I. Meyer, K. Helveg Petersen og Villy Sørensen, Oprør fra midten, Gyldendal 1978

"Oprør fra midten" er en drøm om "det humane ligevægtssamfund" udformet som en utopi, en forestilling om, hvordan Danmark ville blive i det tidlige 21. århundrede. Bogen var imødeset med store forventninger, da den udkom i 1978. Villy Sørensen (1929-2001) var den beundrede skønlitterære forfatter og begavede essayist, der repræsenterede åndslivet, Niels I. Meyer (f. 1930) repræsenterede som professor i halvlederfysik på Danmarks Tekniske Højskole naturvidenskaben, mens Kristen Helveg Petersen (1909-1997) som tidligere minister og mangeårigt folketingsmedlem var repræsentant for den praktiske politiske erfaring. Det var på papiret et meget stærkt forfatterkollektiv. Mange også sympatisk indstillede læsere blev dog skuffet.

Den blev lanceret som "en tredje vej", et opgør med det bestående uden revolutionens radikalitet. Som udtryk for denne ambition er titlen genial. Forfatterne viede endda kritikken af marxismen-leninismen et helt afsnit. Men kritikken af liberalismen og kapitalismen, især storkapitalen og de multinationale selskaber, er endnu mere udpræget, og utopiens revolutionære karakter umiskendelig. Forfatternes vision for det fremtidige samfund, som man ville kunne kalde korporativt-kommunitaristisk, ville indebære en afskaffelse eller væsentlig omlægning af flere samfundsbærende institutioner: det repræsentative demokrati, den private ejendomsret, uafhængige domstole, den fri aftaleret på arbejdsmarkedet bare for at nævne et par stykke.

Når det kunne lade sig gøre at markedsføre denne politiske radikalitet som et "oprør fra midten", skyldes det, at midten lå et helt andet sted dengang. Samfundet var i dyb krise i form af arbejdsløshed, inflation, statsgæld og underskud på betalingsbalancen, og forfatterne nærede den opfattelse "at de store problemer ikke kan løses inden for dette systems rammer", altså en grundlæggende mistillid til, at det parlamentariske demokrati og markedsøkonomien kunne løse opgaven.

Idealet var økonomisk lighed i form af borgerløn. Hvis folk derudover ønskede at arbejde, skulle alle lønnes lige uanset kvalifikationer og jobfunktion. I det nye samfund skulle privatkapitalismen afskaffes til fordel for "fællesvirksomheder", kollektivt ejede virksomheder med udstrakt medarbejderindflydelse. Personlig berigelse ud over den statsligt fastsatte løn blev betragtet som illegitim. Det var fra forfatterne antagelig begrundet lige så meget i en filosofisk-litterær idealisering af det åndelige som i en politisk anti-kapitalisme. Lighed, ikke konkurrence, var midlet. En læge burde ikke tjene mere end en skraldemand, og strejkevåbenet måtte ikke kunne bruges som "pressionsmiddel mod samfundet", fordi den slags "gruppe-egoisme" var en væsentlig forhindring for at samfundet kunne styres og de økonomiske problemer løses. I fremtidens samfund skulle nødvendige samfundsopgaver ikke løses ved at give økonomisk incitament, men ved indførelse af "en solidarisk værnepligtsordning".

Utopien var bygget på en grundfæstet tro på, at mennesket er godt. Ethvert politisk system, der fjerner sig for meget fra borgeren, måtte blive abstrakt, upersonligt og fremmedgørende. Et nærdemokrati derimod ville være båret af den moralske forpligtelse, der kendetegner den personlige forbindelse. "Nærhed" er et gennemgående plusord i bogen. Forfatterne ønskede ikke staten afskaffet, men styreformen skulle laves om, således at Folketinget skulle suppleres af et korporativt andetkammet, Fagtinget, hvis medlemmer var repræsentanter for organisationer og foreninger, og folkeafstemninger skulle bringes i anvendelse "i væsentlige politiske spørgsmål".

Forfatterne havde ikke megen fidus til det europæiske samarbejde, som de spåede visnedøden. De afviste ikke værdien af international samhandel, men lagde vægt på, at produktion, handel og politik skulle varetages lokalt. I internationale relationer talte forfatterne for global afrustning, hævdede princippet om ikke-vold og profeterede en global bevidsthedsændring, der ville overflødiggøre våben.

Mens bogens forudsigelse af det 21. århundrede i økonomisk og politisk forstand forekommer at befinde sig et stykke fra det virkelige (markant er det dog, at det forudsagdes, at antallet af kommuner i det 21. århundrede ville være 100), er andre dele af utopien nærmere realiteterne. I 1978 har det antagelig været betragtet som en af bogens mest utopiske fantasterier, at størstedelen af energiforbruget i 2014 ville være dækket af alternative energikilder. Vi er ikke desto mindre tæt på. Følgende sætning er antagelig også af mange blevet afskrevet som endnu en af Niels I. Meyers vidtløftigheder:

"Vi ved […] at der ved forbrænding af fossilt brændstof (olie, kul, naturgas) dannes store mængder kuldioxyd, der kan forhindre varmeafgivning fra Jorden og føre til den såkaldte drivhuseffekt."

Men ellers er det ikke realitetssans, der præger bogen. Forfatternes tillid til det gode i mennesket gjorde, at de manglede sans for, at et system altid i sig skal rumme værn mod magtmisbrug. Man kan se det i synet på pressens rolle: "Forholdet mellem massemedierne og politikerne må ændres fra gensidig mistillid til professionelt samarbejde." Her kan man sige, at forfatterne har fået ret i deres forudsigelse, fordi politikerne og medierne samarbejder væsentlig mere og væsentlig mere professionelt i dag end for 40 år siden, men det er næppe, hvad forfatterne havde i tankerne. De havde tænkt sig, at medierne skulle spille en aktiv rolle i opbygningen af det nye samfund, men glemte, at pressens "mistillid" til politikerne er en nødvendig forudsætning for, at den kan fungere som kontrolinstans.

Man behøver ikke være udpræget borgerlig for at frygte det samfund, som forfatterne til "Oprør fra midten" ønskede at skabe. Det er meget sigende, at et gennemgående ideal i bogen er Tvind, hvor en tilsvarende kollektivisme og fællesskabsideologi dækker over almindelig inkompetence, ubehagelige ledelsesformer og undertrykkelse af den individuelle frihed. Bogen fungerer i dag mest som et vidnesbyrd om alvoren i den krisestemning, der herskede i 1970erne, og derfor tjener den også indirekte som forklaring på, hvordan den politiske radikalitet dengang kunne præsenteres som midtsøgende.

(Kristeligt Dagblad 2. sep. 2014)



Niels I. Meyer svarede den 11. sep.:

Som medforfatter til debatbogen " Oprør fra midten" (Ofm) sammen med K. Helveg Petersen og Villy Sørensen i 1978 glædede det mig umiddelbart, at Kristeligt Dagblad har inkluderet vores bog i bladets gensynsserie. Glæden varede dog kun, indtil jeg havde læst Jes Fabricius Møllers lange anmeldelse af bogens indhold.

Mange af de oplysninger om bogen, som Møller præsenterer læserne for, er grebet ud af den blå luft og direkte forkerte. I det følgende skal jeg kort omtale de mest graverende fejl og belyse, hvad bogen virkelig handler om. Det sidste er faktisk relevant, da en række af bogens overvejelser er helt aktuelle i dagens politiske debat.

Fejlene begynder allerede i Møllers overskrift, hvor han påstår, at Tvind er idealet for vores bog. Det uddyber Møller i teksten med påstanden om, at Tvinds " ubehagelige ledelsesformer og undertrykkelse af den individuelle frihed" skulle være et gennemgående ideal i Ofm. Det er i direkte modstrid med de grundlæggende principper i bogens humane ligevægtssamfund. Bogen omtaler i øvrigt kun Tvind i en enkelt linje.

Møllers beskrivelse må betegnes som grov vildledelse. Møller påstår også, at Ofm vil afskaffe det repræsentative demokrati, hvilket igen er forkert. Bogen gennemgår tværtimod, hvordan man kan udbygge befolkningens tillid netop til det repræsentative demokrati. Lige så forvrøvlet er påstanden om, at vi vil afskaffe de uafhængige domstole.

Møllers politiske ståsted skinner måske igennem i forbindelse med hans ironiske afstandstagen fra Ofms fremhævelse af betydningen af økonomisk og social lighed.

Det er ellers almindelig viden, at lande med stor lighed klarer sig bedst på alle vigtige samfundsparametre. Det er i øvrigt også en forudsætning for, at det økonomiske marked ikke virker stærkt diskriminerende over for lavtlønnede grupper i befolkningen, således som Ofm understreger.

Møller hævder også, at Ofm bygger på " en grundfæstet tro på, at mennesket er godt". Så simpelt er det jo ikke, som det fremgår af bogen. Mennesker har både gode samfundsegenskaber som omsorg, tolerance og solidaritet og mindre gode samfundsegenskaber som grådighed, aggressivitet, egoisme og så videre. I korthed kan forfatternes hovedsynspunkt i den forbindelse udtrykkes på den måde, at hvis samfundets spilleregler støtter de førstnævnte egenskaber, så vil de gøre sig bedst gældende - og vice versa.

I det følgende vil jeg fokusere på de forslag i Ofm, som i særlig grad er aktuelle i dagens politiske debat i Danmark, men helt er udeladt eller misforstået i Møllers anmeldelse. Et af de centrale problemer er, hvordan vi kan formindske og helst helt afskaffe den tvungne arbejdsløshed.

Det er Ofms hovedsynspunkt, at det ikke kan gøres ved lapperier på det nuværende system, men kræver markante ændringer, hvor den vigtigste er en solidarisk deling af lønarbejdet og en fleksibel arbejdstid, som justeres i forhold til antallet af jobs på markedet.

Ofm foreslår, at dette system kombineres med en generel borgerløn på et relativt beskedent niveau. Det forslag har Møller også helt misforstået, idet han skriver, at det er bogens hensigt at benytte borgerlønnen til at skaffe generel økonomisk lighed.

Det kan den naturligvis ikke, og det er heller ikke dens formål. Formålet er at give mere frihed for de enkelte mennesker til at tilpasse deres liv til deres specielle ønsker.

Et rigt samfund som det danske kan tillade sig denne generøsitet, hvor borgerlønnens niveau justeres politisk i afhængighed af den generelle økonomiske udvikling.

I 1978 var kapitalens frie bevægelighed ikke gennemført, som den er nu i EU. Allerede i 1930' erne gjorde den britiske økonom John Maynard Keynes opmærksom på, at en eventuel fri kapitalbevægelighed ville underminere en nationalstats muligheder for frie demokratiske beslutninger.

Hvis de planlagte beslutninger går imod de store kommercielle virksomheders særinteresser, kan de true med at flytte til et andet land.

På den baggrund skrev forfatterne af Ofm, at hvis EF skulle indføre fri bevægelighed for kapitalen, burde Danmark som konsekvens heraf forlade EF. Det er bemærkelsesværdigt, at K. Helveg Petersen som formand for Det Radikale Venstre var medunderskriver på den konklusion.

Partiets nuværende ledelse vil næppe godkende deres daværende formands synspunkt.

Et andet aktuelt og kontroversielt spørgsmål i dagens politiske debat handler om bankernes stilling.

Ofm's klare konklusion er, at banker ikke skal være aktieselskaber med fokus på at tjene penge til deres aktionærer blandt andet ved suspekte spekulationer. Bankerne skal ifølge Ofm være samfundsejede og fokusere på at betjene befolkningens naturlige lånebehov. Finansspekulationer er ikke til gavn for samfundsudviklingen, som vi har set mange eksempler på, men det kniber med at gøre noget ved det i praksis.

Alene i det første år udkom " Oprør fra midten" i et oplag på over hundrede tusinde. Bogen gav anledning til en hidsig mediedebat og en bred folkelig debat suppleret af mange studiekredse i flere år. Opfølgningsbogen " Røret om oprøret" fra 1982 har uddybet forslagene i Ofm og samlet referencer til ikke mindre end 1266 publicerede indlæg, der har rummet stillingtagen til Ofm. Det er besynderligt, at Jes Fabricius Møller øjensynligt ikke har kendt til eksistensen af " Røret om oprøret". Hvis han havde, kunne han have undgået mange af sine misforståelser og vildledninger.



Jeg svarede den 13, Sept.:



Professor Niels I. Meyer, der er medforfatter til debatbogen " Oprør fra Midten" fra 1978, har en række indvendinger imod min omtale af bogen. Det giver mig anledning til et par kommentarer.

Meyer hævder, at Tvind kun nævnes én gang. Tvind nævnes imidlertid som forbillede på tre afgørende punkter. På side 72 fremhæves Tvind for sine " overraskende præstationer" i det pædagogiske arbejde, på side 162 nævnes Tvind som forbillede for alternative produktionsstrukturer, og side 167 fremhæves Tvinds samlivsformer.

Det er ikke tilfældigt. Tvind var genstand for almindelig beundring helt frem til slutningen af 1970' erne, fordi det lykkedes Tvind at bilde offentligheden ind, at de havde virkeliggjort manges drømme om et alternativt samfund, økonomisk, socialt og moralsk.Dén illusion brast kort tid efter.

" Oprør fra midten" vil indføre planøkonomi, idet arbejdsmarkedets fri aftaleret afskaffes, aktieselskabsformen afløses af offentligt ejede eller kontrollerede virksomheder, og lønniveauet fastsættes centralt. Der stiles imod " at udligne økonomiske forskelle i indtægter og formuer", og protektionisme indføres, idet kapitaloverførsler til udlandet hindres.

Demokratiet skal omlægges radikalt. Halvdelen af Folketingets medlemmer skal vælges indirekte, og der skal indføres et korporativt valgt, rådgivende andetkammer og samtidig væsentlig mere direkte demokrati. Det repræsentative demokrati indskrænkes, for så vidt alle " vigtige nationale beslutninger sker på grundlag af en folkeafstemning".

Mediernes rolle som kritisk instans reduceres, idet forholdet " mellem massemedierne og politikerne må ændres fra gensidig mistillid til professionelt samarbejde." Radio-og tv-monopolet skal fastholdes, men med en afskaffelse af Radiorådet og en indførelse af " en lille effektiv styrelse for Danmarks Radio".

Retsplejen skal reformeres ud fra den opfattelse, at " kriminalitet er samfundsskabt". Kriminalitet bekæmpes ikke med " afskrækkende straffe", men med " samlivsformer". " Lokalsamfundene har deres eget politi", og domstolenes uafhængighed ophæves, idet " det er et udvalg under lokaltinget, der fungerer som domstol". Det vil sige, at den sammenblanding af udøvende og dømmende magt i første instans, der herskede før retsreformen af 1919, skal genindføres.

" Oprør fra midten" skal naturligvis forstås i sin kontekst. Den er skrevet midt i en dyb og langvarig økonomisk krise med inflation, stigende statsgæld, underskud på betalingsbalancen og ikke mindst en alvorlig arbejdsløshed. Mange havde opgivet troen på, at der var en vej ud af krisen uden store systemændringer. Men der var en vej, ved vi nu, og den bestod ikke i en undergravning af retsstaten eller indførelsen af planøkonomi, og det mener jeg, at vi i det store hele skal være glade for.



Niels I. Meyer replicerede den 22. sep.:



Det glæder mig, at Jes Fabricius Møller i sin kommentar til debatbogen " Oprør fra midten" (Ofm) den 13. september stort set fokuserer på de principielle forslag i bogen.

Til gengæld vil jeg gerne offentligt indrømme, at den gamle professors hukommelse om alle detaljer i den 36 år gamle bog kan være præget at tidens tand. Det afgørende for mig er således ikke, om Tvinds navn er nævnt en eller tre gange i bogen.

Det afgørende er, at Møllers henvisning til Tvinds " ubehagelige ledelsesformer og undertrykkelse af den individuelle frihed" intet har med Ofms humane ligevægtssamfund at gøre. Det må være nok om Tvind i denne omgang.

Til gengæld vil jeg fokusere på nogle af Møllers udpegede emner fra Ofm, som er aktuelle i dagens debat: økonomisk og social lighed, demokrati på arbejdspladsen, kontrol med kapitaloverførsler, et humant retssamfund, mediernes rolle samt genopretning af borgernes tillid til det politiske system.

Uden stor økonomisk og social lighed hænger et samfund ikke sammen - og det kan det dominerende neoliberalistiske (kapitalistiske) konkurrencesamfund ikke præstere. Og det kan slet ikke varetage begrebet " grænser for vækst" og bæredygtig udvikling. Så enkelt kan det siges.

Derfor giver Ofm er række alternative forslag, hvor Møller med en vis ret kan sammenligne nogle af dem med det upopulære begreb " planøkonomi". Men det må vel være formålet og indholdet og ikke betegnelsen, der er afgørende.

I samme negative toneart betegner Møller Ofms forslag om national kontrol med større kapitaloverførsler som " protektionisme" i stedet for at fokusere på, at den frie kapitalbevægelse er i fuld gang med at underminere det nationale demokrati. Er demokratiet ikke vigtigere end kommercielle økonomiske interessers spekulationsmuligheder? Og hvorfor skal demokratiet i øvrigt udelukkes fra en så væsentlig del af menneskers liv som arbejdslivet? Det er korrekt, at Ofm mener, at en stor del af den lokale kriminalitet er samfundsskabt.

Det foreslår bogen at tage hensyn til blandt andet ved at give større kompetence til afgørelser af kontroverser mellem borgere ved en " lokal domstol" uden at inddrage hele det overordnede statslige retssystem. Møllers konklusion om, at det skulle undergrave retsstaten, forekommer ude af proportion.

En overskrift i Ofm om, at det kan være en fordel med mindre mistillid mellem massemedier og politikere får Møller udlagt til, at så mister medierne deres kritiske rolle.

Det er da en unødvendig negativ fortolkning af bogens nærmere uddybede forslag? Det samme gælder Møllers syn på bogens forslag om et politisk system med mere nærdemokrati.

I modsætning til Møller mener jeg ikke, at vi kommer ud af de nuværende samfundsproblemer uden væsentlige systemændringer. Måske kan Møllers og min udveksling af synspunkter give anledning til en videre debat i Kristeligt Dagblad. Gerne med inddragelse af forslagene fra " Oprør fra midten".
 

Historien om den danske utopi

Henning Fonsmark: Historien om den danske utopi - Et idépolitisk essay om danskernes velfærdsdemokrati, Gyldendal 1990

Redaktør Henning Fonsmark (1926-2006) brød i 1990 det luftherredømme, som venstrefløjen havde besiddet i den offentlige debat siden 1968. Det var ikke fordi venstrefløjen havde savnet modstand eller modvægt i 1970erne. Mogens Glistrup havde både begavelsen og mandater nok i Folketinget til at drage offentlighedens opmærksomhed mod sine synspunkter, men han havde ikke evnen til at omsætte vælgeropbakning og medieopmærksomhed til indflydelse med nær samme behændighed som Erhard Jakobsen. Hvis nutidens veletablerede nationalkonservatisme ønskede at søge et forbillede i 1970erne, skulle det findes hos Centrumdemokraterne snarere end Fremskridtspartiet.

Det var heller ikke fordi venstrefløjen kunne regne med at udgøre flertallet i enhver forsamling, politisk eller anden. Der var f.eks. aldrig noget flertal af venstreorienterede professorer på universitetets store, humanistiske fag. Venstrefløjssynspunkter optrådte bare med en selvbevidsthed, der gjorde dem til det selvfølgelige udgangspunkt for enhver debat. Det er meget sigende, som Nils Gunder Hansen gør opmærksom på i sin bog om den danske idédebat i perioden 1940-2010, at Niels I. Meyers, Villy Sørensens og K. Helveg Petersens debatbog fra 1978, Oprør fra midten, kunne forstå sig selv som udgået fra en midte. Den repræsenterer i den økonomiske politik synspunkter, der i dag antagelig kun ville vinde gehør hos Enhedslisten og den ikke-regeringsduelige del af SF.

Da Fonsmarks bog udkom i 1990, havde den såkaldte højredrejning i europæisk politik et årti på bagen. Muren var faldet, og Schlüter havde udryddet halvfjerdsernes sværmeri for økonomisk demokrati og borgerløn. Folk som Søren Krarup og Bertel Haarder havde for længst markeret sig med konservative og liberale synspunkter. Men Fonsmarks bog udgjorde alligevel et tidehverv i den offentlige debat, fordi den havde held med at blive taget alvorligt som intellektuelt og idépolitisk manifest, og den har været pligtlæsning for enhver borgerlig debattør lige siden. Det skyldes ikke mindst, at den er velargumenteret, veldokumenteret og ikke mindst velskrevet.

Bogen var ikke først og fremmest et opgør med halvfjerdsernes teoretiske eller revolutionære marxister. De var ikke særligt væsentlige for Fonsmarks pointe. Det var midten og ikke fløjene i dansk politik, der var genstand for hans opmærksomhed. Bogen fortsatte endda på sin vis venstrefløjens tradition for kritik, men var først og fremmest en kritik af den utopisme, der med udgangspunkt i venstrefløjen ifølge Fonsmark havde grebet den brede midte i dansk politik. Hovedargumentet blev taget fra en anden afgørende debatbog fra 1973, Den herskende klasse af Jørgen S. Dich (1901-1975), der havde været ledende embedsmand under opbygningen af den tidlige velfærdsstat fra 1930erne til 1950erne.

Dich vendte sig mod sin egen fortid og pegede på, at velfærdsstaten gik svanger med sin egen undergang. Tidens marxister så fejl, mente Dich, når de identificerede kapitalisterne som den herskende klasse. Den egentlige styrende elite var bureaukraterne, specialisterne, socialrådgiverne og alle de andre offentlige ansatte, der udgjorde et stadigt voksende aristokrati, og for denne vækst var der ingen grænser.

Fonsmark udviklede denne pointe ved en historisk gennemgang af den danske samfundsdebat. Han så i 1940ernes demokratidebat kimen til efterkrigstidens stærkt voksende offentlige sektor. Demokratiet var gået sejrrigt ud af krigen, men spørgsmålet havde nu været, hvad man skulle forstå ved demokrati? Fonsmark pegede på, at det var blevet et fremherskende synspunkt i efterkrigstiden, at demokrati ikke blot var en metode til at fordele politisk indflydelse og magt, men at demokratiet for at fungere tillige skulle være økonomisk og kulturelt. Det var den ideologiske baggrund for udviklingen af velfærdsstaten. Partiet Venstre gjorde endnu i 1950erne liberale ophævelser, men accepterede sammen med de konservative i løbet af 1960erne ideen om den store omfordeling af økonomiske midler via skatten gennem staten. Den endelige sejr for denne model blev paradoksalt nok vundet ved jordskredsvalget i 1973, idet det fældede "den endelige dom over den mulighed, at et folkeligt alternativ nogen sinde kunne fungere politisk som det advarselssignal, der ville blive taget alvorligt og dermed bidrage til at justere den rådende utopi. Det var og blev nu kun økonomien – d.v.s. sammenbruddet eller pres fra EF-markedet – der kunne skænke virkeligheden en politisk chance i det folkestyrede Danmark. Ideerne bag projektet var uanfægtede og uanfægtelige."

En af de blivende erkendelser fra Fonsmarks bog er netop, at velfærdsstatsideen er blevet så dominerende, at intet politisk parti har råd til at gøre op med den. Det blev endelig bekræftet ved det såkaldte systemskifte i 2001, da en borgerlig regering satte en ære i at bevare og endda udbygge den offentlige sektor.

Fonsmark havde selv gennemlevet den tid, han beskrev, og han havde selv været en del af den idépolitiske debat, som han analyserede, bl.a. som redaktør af det toneangivende tidsskrift Perspektiv, der var indirekte finansieret af CIA. Men selv om han var part i sagen, er det vanskeligt at ignorere kvaliteten i hans historiske analyse. Uanfægtet står den naturligvis ikke. For det første hælder den nyeste forskning til det synspunkt, at velfærdsstaten ikke var en funktion af et ideologisk eller utopisk projekt. Den er derimod blevet til som et konglomerat af politiske og praktiske løsninger på konkrete udfordringer. For det andet er det ikke givet, at en stor statslig økonomi bryder sammen under sin egen vægt. Fonsmarks forudsigelse rammer ganske vist plet, hvis genstanden for hans analyse havde været et land som Grækenland, men selv efter 25 års fortsat vækst i den offentlige sektor viser dansk økonomi i 2014 ingen tegn på for alvor at være ved at bryde sammen.

(Kristeligt Dagblad 20. aug. 2014. Denne artikel indgår i en serie af essays om debatbøger. Overskriften er en anden end avisens.)

København 1850-1950

Dette er en serie på syv artikler om Københavnske huse gennem de seneste 200 år, som blev trykt i Kristeligt Dagblad i juni og juli 2014. Overskrifterne varierer fra dem, der blev valgt til avisen.
 
Klassicismen
For den historisk interesserede turist er København er først og fremmest kendt for sin meget velbevarede bykerne. Byens huse kan ikke prale med den samme imponerende ælde som andre europæiske storbyer. Flere brande i 1700-tallet og et britisk bombardement i 1807 havde som resultat, at store dele af byen blev genopbygget på ny i den stil, der herskede for 200 år siden: klassicismen. Men som repræsentant for denne stilart er København enestående. Berlins Unter den Linden overgår København i pragt, men som en klassicistisk helhed er den danske hovedstad langt bedre bevaret end den tyske.

Toneangivende i København i det 19. århundredes første årtier var arkitekten C.F. Hansen, der indtil da havde virket i Altona, Holstens sydligste by. Han fik i opdrag at genopbygge både kongens slot, Christiansborg, byens råd- og domhus og dens vigtigste kirke, Vor Frue. Hele Sjælland var dengang et samlet stift med Roskilde Domkirke som hovedkirke, men Sjællands biskop havde residens på Frue Plads i København og var kun sjældent i Roskilde. Først i 1922 blev Københavns Stift udskilt, Københavns biskop overtog embedsboligen, og Frue Kirke blev til domkirke. C.F. Hansens hovedværk var slottet, men det brændte i 1884. Slotskirken og Ridebanen står endnu som en påmindelse om det, der blev mistet. Slotskirken er noget af en anonym og grå kasse set udefra. Mens de klassiske græske templer, der udgjorde forbilledet for klassicismen, var skabt til at definere rummet omkring bygningen, har den nordeuropæiske klassicisme vendt dette princip på vrangen, så de skal opleves indefra. De gælder i så udpræget grad for Københavns Slotskirke,

Den anvendes stadig lejlighedsvis af kongehuset til kirkelige handlinger. Til dette formål egner den sig godt og især til castrum doloris, altså opstillingen af en afdød kongeligs kiste før begravelsen. Senest blev den benyttet til dette formål, da dronning Ingrid døde i 2000.
Et særtræk ved det klassicistiske København er husenes afskårne hjørner. De er resultat af en bestemmelse, der blev indført efter den store brand i 1795, der især ramte kvartererne omkring Slotsholmen og i byens vestlige ende. Det fremgår ikke klart af selve bestemmelsen, hvorfor hjørnerne skulle ”brækkes”, som det hedder, men et godt gæt er, at formålet var at øge fremkommeligheden i gaderne og afstanden mellem husene, så ilden ikke sprang fra den ene karré til den anden, hvis katastrofen skulle gentage sig. De klassicistiske beboelseshuse i København er ikke prangende. De er bygget i sparetider. Enkelte har flottet sig med større dekorative elementer fra den klassiske oldtid, især facadens halvsøjler, der har til formål at imitere et klassisk tempel, men de fleste nøjes med ingenting eller en beskeden mæanderbort. Nogle er meget ombygget. Det gælder f.eks. også det hus, hvor Kristeligt Dagblads redaktion bor i Vimmelskaftet, på hjørnet af Knabrostræde. Men det er det samme hus, hvor Grundtvig boede i slutningen af 1840erne. Som helhed har den historiske bykerne ikke mistet sit præg af at være en by opført omkring år 1800. Størsteparten af husene er de samme, som dannede ramme om Søren Kierkegaards spadsereture og H.C. Andersens mange visitter – og Grundtvigs utæmmelige skrivetrang og digtervirke.

København undergik en voldsom udvikling i det 19. århundredes anden halvdel. Byens gamle befæstning blev sløjfet i 1850erne. Allerede bombardementet i 1807 havde tjent som dokumentation for, at befæstningen var forældet, så beslutningen havde gæret længe. Der var mangfoldige planer for, hvad der skulle ske med voldterrænnet. Det berørte område omfattede meget mere end blot selve voldene, for arealerne i en radius af omtrent en kilometer omkring den gamle by, den såkaldte demarkationslinje, var indtil sløjfningen pålagt strenge restriktioner. Af forsvarsmæssige hensyn måtte der omkring byen ikke bygges noget, der kunne tjene en eventuel fjende som dække. Ophævningen af disse restriktioner banede vejen for et omfattende byggeri, der ikke mindst tilfredsstillede et akut behov for boliger til en hastigt voksende bybefolkning.
Københavns udvidelse i tiden efter 1850 fandt sted uden for de gamle volde, og den stærke militære tilstedeværelse i byen blev efterhånden afviklet og de fleste af byens mange kaserner blev lukket. Men faktisk er de gamle fæstningsanlæg påfaldende genkendelige på et moderne kort over hovedstaden. Først og fremmest gælder det mod syd og øst, på amagersiden, hvor de gamle bastioner, voldgrave og raveliner stadig findes. På Sjælland er de bevaret i mere fordækt skikkelse: i Tivolisøen, i Ørstedsparken, Østre Anlæg og selvfølgelig på Kastellet, hvor Forsvaret fortsat er repræsenteret. Det er ikke mange steder i verden man finder et anlæg, der har været i ubrudt militær anvendelse gennem seks århundreder – det skulle da lige være Fredericia.

(Kristeligt Dagblad 19. juni 2014)

 

Ny nordisk arkitektur
Den arkitekturinteresserede rejsende, der ankommer til København med toget, skal naturligvis ikke forsømme at stige af på Hovedbanegården. Den er nemlig en attraktion i sig selv. Den blev indviet i 1911, men er trods sin høje alder fuldt funktionsdygtig. På det tidspunkt var den en såkaldt sækbanegård uden gennemgående trafik på samme måde som Aarhus Hovedbanegård, men i 1918 var arbejdet med at grave jernbanetunnelen under Nørrevoldgade og Østervoldgade færdigt, så der kunne skabes forbindelse for gennemgående trafik til Kystbanen via Nørreport og Østerport Station. Skal man til Indre By, kan det ofte betale sig at stige af på Nørreport Station, hvis de stadigt pågående byggearbejder tillader det. Fuldt funktionsduelig er Nørreport Danmarks mest befærdede jernbanestation. Teknisk set er den endda kun et trinbræt med blot fire spor. Den langt mere majestætiske hovedbanegård har hele tolv spor at gøre godt med, heraf fire til S-tog. Den store afgangs- og ankomsthal er respektindgydende alene på grund af sin størrelse. De fleste, der passerer hallen, har som regel travlt med at nå et tog eller en aftale, men hvis man har tid til at dvæle ved stedets majestæt, skal man lægge mærke til, at det består af ikke et, men to enorme, overhvælvede rum.

Statsbanernes arkitekt, Heinrich Wenck, tegnede Hovedbanegården i den såkaldte nationalromantiske stil. Det er sådan set ikke nogen særlig præcis betegnelse, for der er ikke noget udpræget nationalt eller romantisk over formsproget. Et af hovedstadens andre monumenter bygget i samme stilart, det få år ældre rådhus, tegnet af Martin Nyrop, har det middelalderlige rådhus i Siena som sit nærmeste forbillede. Det er der ikke noget særligt nationalt ved.
Også Hovedbanegården er fyldt med historiske referencer allevegnefra. For en nutidig betragtning er dens ælde tydelig, men i 1911 var den ”ny, rummelig og lys, topmoderne”, som Johs. V. Jensen skrev om dette infrastrukturelle knudepunkt. Jernbanen var bærende for den tidlige industrialisering, et symbol på fremtiden. Så meget desto mere interessant er det, at banegårdene overalt i Danmark blev bygget med forbillede i fortiden. Det gælder i udpræget grad Helsingør Station, der er bygget som et renæssanceslot. Mange turister tror faktisk, at de er ankommet direkte til Hamlets Kronborg, når de stiger af toget. Mange stationer som i Kalundborg, Holbæk eller Nykøbing Falster er siden revet ned og erstattet af moderne stationsbygninger. Men adskillige er endnu bevaret og mange af dem er opført i samme stil som Wencks hovedbanegård, blot i mindre målestok. Det gælder f.eks. stationerne på strækningen Herning-Holstebro.

Hvis man skal pege på noget særligt nationalt ved denne stilart, var det ønsket om at bruge materialer, der var hjemmehørende. Især er anvendelsen af tegl, træ og granit i kombination karakteristisk. Marmor var ellers det sikre valg som element i et prestigebyggeri, men det blev helt bevidst fravalgt til fordel for en tarveligere, men hjemlig stenart. Et andet vigtigt træk er materialernes synlighed og stoflighed. Granitten blev ikke poleret op, som den ellers godt kan, men bevarede sin ru overflade, somme tider endda i en kun groft tilhugget form. Murstene blev ikke dækket af puds. Denne forkærlighed for blank mur, som det kaldes, blev suppleret med en forfinelse i anvendelsen af murstene. Der blev skabt særlige formsten til dekorative formål, og murerhåndværket udviklede en hidtil uset grad af raffinement. Endelig gjorde arkitekter som Wenck og Nyrop en dyd ud af at synliggøre træet. Det er tydeligst i Hovedbanegårdens bærende konstruktioner, der er af træ. Andre arkitekter gjorde det lidt mere underspillet, f.eks. ved bevidst at indarbejde elementer af synligt bindingsværk i en ellers grundmuret bygning eller blot at forsyne en kvist med et dekorativt dragehoved udskåret i træ. Referencerne til vikingetiden og den nordiske mytologi forstærkede indtrykket af noget hjemmegroet.

Ideologisk var der en tilknytning mellem den nationalromantiske stil og den bevægelse, der blev dannet i 1915 som Foreningen for Bedre Byggeskik. Den havde et af sine arnesteder i håndværkerafdelingen på Vallekilde Højskole. Holbæk huser mange gode eksempler på stilen. Forbindelsen til den grundtvigske bevægelse er ikke tilfældig. Her betragtede man marmor som noget romersk tøjeri. Man kunne kalde den ”ny nordisk arkitektur”. På mange måder foregreb Bedre Byggeskik funktionalismen, fordi den fordrede en ærlighed af arkitekturen, dog uden at kræve et fuldstændigt opgør med fortiden. Den søgte blot ikke sine forbilleder i fortidens pragtbyggerier, men i almuens byggeskik, der også satte sig spor i monumentalbyggerier som Københavns Rådhus og Københavns Hovedbanegård.

(Kristeligt Dagblad 20. juni 2014)


Huset, der ligner en kage

En kæde af bagerier kaldet ”Lagkagehuset” har i de seneste år haft stor succes i Danmark med filialer i de fleste store byer. Umiddelbart skulle man tro, at ”Lagkagehuset” hedder sådan, fordi man har specialiseret sig i lagkager. Men navnet har faktisk slet ikke noget med lagkager at gøre – eller i hvert fald kun lidt. ”Lagkagehuset” er opkaldt efter den bygning, hvor bageren åbnede sin første butik på Christianshavns Torv i København.

Den blev opført i 1929-31 efter tegninger af arkitekt Edvard Thomsen. ”Lagkagehuset” er et øgenavn, som københavnerne hurtigt fandt på til Thomsens hus, simpelthen fordi det ligner en lagkage. På grunden havde før stået et berygtet fængsel, men Københavns Kommune mente, at det ikke længere kunne bruges, så Thomsen fik til opgave at bygge nyt. Det nyeste nye på dette tidspunkt var funktionalismen, også kaldet funkis. Funkisarkitekterne betragtede sig selv som meget moderne, og funkis er en del af den bevægelse, der kaldes modernismen. Inspirationen kom f.eks. fra Bauhaus-bevægelsen i Tyskland, den schweizisk-franske arkitekt le Corbusier og fra den svenske arkitekt Gunnar Asplund.
Modernisterne ønskede renhed i formgivningen. Bygningens udseende skulle afspejle dens funktion, og ethvert element, der blot tjente til dekoration, skulle undgås. Det var et ønske om at komme ind til arkitekturens sandhed, en overensstemmelse mellem det indre og det ydre.

Modernismen var blevet til i kølvandet på 1. Verdenskrig som et bevidst opgør med den eksisterende arkitektur, som modernisterne fandt forløjet, uægte, usund og fordummende. Man ville lufte ud efter det, man betragtede som klunkestilens støvede mørke. Anden halvdel af det 19. århundrede havde været præget af en forkærlighed for historiske stilarter. I forvejen havde arkitekterne søgt deres forbilleder i den klassiske oldtid, men nu blev klassicismen suppleret med bygninger, hvis stiltræk var lånt fra middelalderen, renæssancen og barokken. Perioden 1850-1925 bragte i kraft af industrialiseringen velstand og vækst til byerne i almindelighed og hovedstaden i særdeleshed.  Overalt i Danmark står der banegårde, posthuse, hoteller, teatre, råd- og domhuse og rækker af beboelsesejendomme, der er opført for 100-150 år siden i historiske stilarter med udsmykkede og detaljerige facader præget af stor variation og fantasi.
Nogle af dem ser ud som om der har været en konditor forbi med en kæmpe sprøjtepose med creme og flødeskum. Det kgl. Teaters gamle scene opført 1872-74 og det samtidige Hotel d’Angleterre, begge på Kongens Nytorv, har facader, der er typiske for arkitekten Vilh. Dahlerups overdådigt dekorative virketrang. Dahlerup var sin tids stjernearkitekt. Hans eftermæle er imidlertid i høj grad præget af, at arkitekturhistorien er blevet skrevet arkitekter, der selv hyldede funktionalismen. De har helt konsekvent afskrevet Dahlerup som pyntesyg konditor. Et hus skulle jo ligne et hus og ikke en kage.

Modernisterne manglede ikke selvbevidsthed. De mente selv, at de med deres egne huse bidrog til at gøre verden sundere, enklere, renere og lysere. De ville opdrage verden til at forstå, at den ikke havde brug for alt det gamle, men at sand arkitektur skulle være ”tidløs”. Det er et udtryk, der meget ofte hæftes på netop modernismens udtryksform. Men heller ikke modernisterne levede uden for deres tid. Det er relativt let at genkende og datere et funkishus. Det har ofte rektangulære vinduer, men i modsætning til tidligere, hvor vinduerne var smalle og høje, er modernismens vinduer typisk bredere end de er høje. De ligger ned.  Et andet karakteristisk træk er hjørnevinduerne. Det var også vigtigt for funktionalisterne at udstråle lighed. Facaden er helt uden dekoration, og alle etager er ens. Ingen bor finere end andre. Arkitekten har endda valgt at understrege etageadskillelserne meget stærkt, så ejendommen fremstår som en etageejendom. De vandrette linjer i bygningen er gennemgående og er fremhævet yderligere ved at huset er malet i to farver, der godt kunne ligne creme og kagebund. Og så kan man godt forstå, at københavnerne fandt på deres øgenavn. Det er ironisk, at det hus, der netop var beregnet på at ligne et hus og intet andet, for altid skulle blive kendt som huset, der ligner en kage.

(Kristeligt Dagblad 25. juni 2014)
 

Slum
Den tidligere socialdemokratiske statsminister Anker Jørgensen (f. 1922) boede i sine første leveår i en lille kummerlig lejlighed i Amagergade på Christianshavn. Christianshavn var dengang et udpræget slumkvarter, det vil sige at beboelserne var af så ringe en kvalitet, at det var direkte sygdomsfremkaldende og livstidsforkortende at bo dér. Der var kun begrænset eller slet ingen sanitet, lejlighederne var små, skimlede, mørke og fugtige og befolkningstætheden meget stor. Det samme gjaldt dengang kvarteret omkring Adelgade og Borgergade. Det hang ikke mindst sammen med, at det var dele af byen, der havde undgået de store brande i 1700-tallet, og at husene derfor ganske enkelt var meget gamle.

Anker Jørgensen tilhører den generation af socialdemokrater, der kæmpede for at sanere byen og skaffe arbejderklassen lyse, sunde og ordentlige boliger. Overborgmestre som Urban Hansen (1908-1986) og Egon Weidekamp (1921-2000) var de ledende skikkelser, der byggede nyt og rev gammelt ned. Der var tale om en politik, der i høj grad var rodfæstet i personlig erfaring, en ægtefølt indignation over slummens armod. Man ville skabe en bedre fremtid for kommende generationer.

De gode viljer ufortalt var det de københavnske socialdemokraters svaghed, at de manglede sans for kvaliteterne i de gamle, saneringsmodne kvarterer. Det gjaldt også væsentlige historiske kvaliteter. I Den gamle By i Aarhus kan man bese en smuk københavnsk 1600-talsejendom, Møntmestergården. Den blev som en af de få bygninger reddet, da hele kvarteret omkring Borgergade og Adelgade blev saneret i 1940erne. Stumperne blev omhyggeligt registreret og bevaret ved nedrivningen i 1944 takket være indsigtsfulde museumsfolk og arkitekter. De lå på depot i mange år, indtil det lykkedes at få huset rekonstrueret i Aarhus i 2009.
I en episode af den elskede TV-serie ”Huset på Christianshavn” fra 1970erne er det et hovedtema, at gaden skal saneres og beboerne genhuses, og plottet er beboernes vellykkede kamp mod at blive flyttet.  Seriens udendørsscener er optaget i Anker Jørgensens Amagergade, og Anker Jørgensen var en af de socialdemokrater, der beskyldte serien for at romantisere slum. Det er et hyppigt genbrugt tema i serien, at lejlighederne er i en elendig forfatning. Symbolsk er det angivet ved den knop på et trappegelænder, der altid falder af. Beværtningen, hvor alle mændene mødes til en hivert og en Hof, hedder ikke for ingenting ”Rottehullet”.

Alligevel holder beboerne af stedet, og seerne kan identificere sig med denne tilknytning til den idylliske gade og kampen imod de anonyme byplanlæggere og spekulanter, der vil ødelægge deres hjem. Det store spørgsmål er jo netop, hvad de havde at byde på som erstatning? De kendte eksempler på socialdemokratisk saneringspolitik udgør jo ikke just nogen god reklame for deres egen sag.
På Nørrebro og Vesterbro affødte myndighedernes ønske om at sanere det gamle slumkvarter flere konflikter med først slumstormerne og siden BZ-bevægelsen. Det lykkedes at få nedrevet mange af de gamle huse og opføre nye i 1980ernes og 1990ernes stil, typisk i skalmuret beton. At det skulle forestille at være en løsning, var ikke særlig åbenbart. Med rekordfart forslummede kvartererne igen, værst på det indre Nørrebro, hvor bandekriminaliteten har plaget i området omkring Blågårds Plads.

Adelgade/Borgergade er i dag på papiret lyse og åbne beplantede strøg. Men de er bebygget med den slags modernistiske huse, som de fleste finder ucharmerende, og de tiltrækker ikke det samme leben som andre dele af Indre By. Man skal dog ikke afskrive kvarteret. Det kan meget vel gå hen og blive det nye sort, fordi flere og flere får øjnene op for kvaliteterne ved modernismen.
Christianshavn blev også ramt af fornyelsestrangen. ”Ørkenfortet” ved Knippelsbro, oprindeligt opført for Burmeister &Wain i slutningen af 1950erne, nu ejet af Nordea, er det meget vanskeligt at forsone sig med. Udenrigsministeriet på den anden siden af Torvegade har mere for sig uden at man af den grund kan sige, at det er et byggeri, som man umiddelbart falder for. Det samme kan siges om Arkitektforeningens Hus længere nede af Strandgade, en umage glaskasse.

Alligevel kan man glæde sig over, at så stor en del af Christianshavns historiske bygningsmasse fra det 17. 18. og 19. århundrede er bevaret. Det gælder også Amagergade. I de erindringsinterviews, som Anker Jørgensen har givet på sine gamle dage, giver han faktisk udtryk for en væsentlig mere forsonlig holdning til sin barndoms gade, der ganske rigtig også er meget idyllisk – og fashionabel. Der bor ikke mange flyttemænd længere.
(Kristeligt Dagblad 26. juni 2014)

Den tomme kirke
Midt i København står en tom kirke. Den er helt uanfægtet af den verserende diskussion om ”tomme kirker”, der er på vej til at blive taget ud af brug, for den har været taget ud af ordinær brug siden 1957. Den ligger på en ret fremtrædende adresse på hjørnet af Gyldenløvesgade – forlængelsen af H.C. Andersens Boulevard – og Nørre Søgade.

Da kirken blev indviet 1871, beskrev bladet Illustreret Tidende den således: ”Den er bygget af gule Mursten, med Prydelser af røde Sten, og det usædvanlig høie Tag er dækket af Skifer; seet fra Forsiden tager den sig ganske vel ud, med det store runde Vindue og Klokketaarnet tilhøire for den egentlige Bygning … Fra Hovedporten ud mod Ladegaardsveien [nu Gyldenløvesgade, JFM] kommer man ind i en lille Forhal, med Indgang til Baptisteriet tilhøire, og Hovedindgangen ligefor. Midt for denne er Høialterets Plads; i en ved Søiler fra Skibet skilt Udbygning paa den høire Langvæg staaer et Sidealter, medens Prædikestolen er anbragt paa den venstre. Smukke Buer bære Taget, der er af Træ.”
Da kirken blev opført, havde den ingen umiddelbare naboer. Nu står den lidt klemt på hjørnet af to af Danmarks mest befærdede gader. Den er lidt af en fremmed fugl i det københavnske bybillede, bygget i nygotisk stil efter tegninger af en engelsk arkitekt, J. Belcher. Mens den nygotiske stil var nærmest dominerende i England, slog den aldrig an i Danmark, hvor de fleste af tidens byggerier blev opført i andre historiske stilarter end den gotiske. En af de få undtagelser er St. Albans episkopale kirke ved Langelinje, opført 1885-87 efter tegninger af en anden engelsk arkitekt, A.W. Blomfield.
Kirken i Gyldenløvesgade tilhører den katolsk-apostolske menighed (ikke at forveksle med den apostolske kirke), der tror, eller rettere troede på de sidste dages snarlige komme. Den kom som arkitekten fra Storbritannien. Den blev oprindelig stiftet som en udbrydermenighed af den skotske nationalkirke, den presbyterianske, i 1832. Der udnævntes tolv apostle, der hver kunne ordinere præster, men ikke udpege nye apostle, for man ventede jo Jesu genkomst lige straks. Den indtraf som bekendt ikke.  Den sidste præst, der var ordineret af en apostel, døde i 1971. Den sidste ordinerede præst i Danmark, Erik Aksel Wessberg, døde i 1957. Fra det tidspunkt ophørte gudstjenestelivet i dets fulde udstrækning i menigheden. Det gælder ikke kun den i Gyldenløvesgade, men også en menigheden tilhørende kirke i Byglandsgade på Amager og på A.F. Kriegersvej på Østerbro. I flere af landets byer er der også kirkebygninger opført af den katolske-apostolske kirke, men ligeledes taget ud af brug eller overgået til anden brug. I Aarhus er den nærmeste nabo til Rådhusparken.
Menighedens tilhængere kaldes også irvingianere efter kirkens hovedskikkelse, præsten Edward Irving (1792-1834). Den hører til den store gruppe af anglo-amerikanske vækkelsesbevægelser, der opstod i det 19. århundrede: baptister, mormoner, metodister, adventister, pinsekirken, IOGT, m.fl. De kom alle til Danmark, men havde ikke samme gennemslagskraft som f.eks. i Sverige. Det skyldes ikke mindst, at Indre Mission stod meget stærkt herhjemme og næsten havde monopoliseret hjemmemarkedet for religiøs vækkelse.

Irvingianerne kom til Danmark omkring 1860. En af de første præster var A.F.H. Fleischer (1816-1895), der også bidrog med store pengegaver til kirken. Dengang var der bare et par hundrede medlemmer, men den havde så stor succes, at den omkring århundredeskiftet var det tredjestørste trossamfund uden for Folkekirken med 3812 medlemmer, som Statens statistiske Bureau nøje opregnede. Til sammenligning var der 3476 medlemmer af det Mosaiske Troessamfund, 5373 katolikker og 5501 metodister. Medlemstallet holdt sig et stykke ind i det 20. århundrede, men på et tidspunkt ophørte registreringen. Center for samtidsreligion under Aarhus Universitet, som ellers meget omhyggeligt registrerer de mindste kristne menigheder, har ikke tal på irvingianerne i dag. De er faldet helt under radaren.

Der er ingen udadvendt virksomhed. Journalisten Poul Pilgaard Johnsen har undersøgt menigheden, men er blevet mødt med venlig afvisning. Hvor mange de er, hvad de laver eller hvorfra pengene til kirkebygningens vedligeholdelse kommer, er ikke noget man vil ud med. Man ønsker at leve i stilhed, og det gør man. Når Jesus faktisk kommer igen, skal menigheden samles i kirken. Indtil da består menighedens liv i at vente – og vedligeholde kirken.

(Kristeligt Dagblad 28. juni 2014. Jeg fik flere henvendelser fra læsere, der især gjorde opmærksom på, at kirken bestemt ikke stod tom efter 1957. Jeg har her rettet en enkelt sætning om ophøret af gudstjenestelivet. Da den sidste præst døde, kunne der ikke længere afholdes nadver, men gudstjenesterne fortsatte i indskrænket form forestået af diakoner. Så vidt vides afholdes der endnu lejlighedsvise andagter i kirken.)

 
Spekulationsbyggeri
Ordet ”spekulationsbyggeri” anvendes ofte om de beboelsesejendomme især på det indre Nørrebro, der blev opført i slutningen af det 19. århundrede i dårlig kvalitet med henblik på udlejning til byens fattigste beboere. Det var små overbefolkede et- og to-værelses lejligheder i tredje og fjerde baggård. Der ligger i ordet en særlig klang af bebrejdelse over, at bygherrerne spekulerede i social nød.

Byggeri var og er en selvforstærkende mekanisme ved urbaniseringen. I anden halvdel af 1800-tallet voksede København fra ca. 150.000 indbyggere til flere end tre gange så mange. Det fordrede naturligvis et omfattende boligbyggeri, som igen krævede en tilvandring af arbejdskraft til byggefagene, og de skulle jo også have et sted at bo.
En vækstøkonomi tiltrækker spekulanter. Ordet har som nævnt fået en odiøs klang, men taget rent økonomisk betyder det investorer, der er parate til at løbe en stor risiko for at få en stor gevinst. Spekulanter bliver især eksponeret, når det går galt, hvad det gjorde i forbindelse med boligboblen i -07-08. Den sprak, da det viste sig, at ejendomsmarkedet var præget af overvurdering og overbelåning. For mange spekulanter havde været for uforsigtige, og nogle af dem havde også været decideret uhæderlige og bedrageriske. Adskillige kreditorer blev fanget på det forkerte ben, og flere små pengeinstitutter måtte lukke. Og det var altså i 1907-08. En udløber af den krise var afsløringen af P.A. Alberti berygtede bedragerier mod den Sjællandske Bondestands Sparekasse.

En af dem, der gik bankerot i 1908, var en driftig ung mand, Valdemar Henckel (1877-1953). Han var oprindelig uddannet skibsbygger på Holmen og kaldte sig det meste af sit liv ingeniør. Han var af natur spekulant, en entreprenør ville man kalde ham i dag. Han hægtede sig som bygherre på det københavnske byggeboom, der tog fart efter århundredeskiftet. Henckel stod på dette tidspunkt for opførelsen af henved 30 udlejningsejendomme, men der var fra hans side ikke tale om spekulation i social nød. Han byggede luksus; store, lyse lejligheder med alle moderne faciliteter, tegnet af tidens anerkendte arkitekter. I kvarteret omkring Glyptoteket stod han for opførelsen af flere ejendomme, blandt andet i Puggaardsgade 4-10. På Vesterbro, på hjørnet af Flensborggade og Ny Carlsbergvej opførte han i 1904-05 den ejendom, der bærer navnet ”Gunhilde Guldborg”. Den er opkaldt efter hans yngste datter.
Men i 1908 gik det altså galt. Henckel gik konkurs. Det anfægtede ham dog ikke. Han fortsatte sin virksomhed i konens navn. Under Første Verdenskrig tjente han en formue på rederi- og skibsværftsvirksomhed i Kalundborg. Han var en ægte gullaschbaron, stor i slaget og med sans for betydningen af politiske forbindelser. Han var gode venner med flere fremtrædende socialdemokrater, herunder Thorvald Stauning og Frederik Borgbjerg.
I 1921 gik hans omfattende selskaber ned, og konkursen trak Kalundborg og Omegns Bank med sig i faldet. Ved en efterfølgende retssag blev Henckel anklaget og dømt for omfattende bedragerier. Derefter blev han imidlertid benådet. Henckel flyttede tilbage til København og genoptog sin byggevirksomhed, der antog et meget stort omfang. Han satsede stadig på at samarbejde med anerkendte arkitekter, og hans huse ligger på dyre adresser: Østerbrogade, Stockholmsgade, Strandboulevarden. Omkring 1940 rådede han over ca. 2000 lejligheder, men så gik det galt igen. Indtægterne svigtede samtidig med at hans kreditorer strammede kravene, og han gik konkurs igen. Han måtte også igennem en retssag mere, hvor han blev dømt for bedrageri, men igen benådet af justitsministeren.
Et af Henckels kendteste byggerier er den store beboelsesejendom med over 200 lejligheder på det, der i dag hedder Christmas Møllers Plads. I 1939 erhvervede Henckel grunden fra kommunen på mistænkeligt gunstige vilkår. Mistanken var, at hans gode forbindelser til Socialdemokratiet banede vejen for købet.
Henckel døde i 1953 og efterlod sig et mildt sagt blakket eftermæle. Men uanset hvad man måtte mene om manden, står hans huse der endnu. Hans tidligste byggerier, der nu er over 100 år gamle, hører stadig til i den københavnske luksusklasse. Lejlighedskomplekset på Christmas Møllers Plads, hvorfra der er udsigt over Christianshavns Vold, er en fornem repræsentant for mellemkrigstidens funktionalisme. Lejlighederne er stadig meget efterspurgte. Henckel satsede i sine finansielle transaktioner med stor risiko, men i byggeriet satsede han altid på kvalitet.
(Kristeligt Dagblad 2. juli 2014. Jeg forsømte i artiklen at gøre opmærksom på, at min viden om Valdemar Henckel stammer fra Kaj Buch Jensens biografi om ham: http://historieanmeldelser.blogspot.dk/2012/12/en-gullaschbaron.html)


Strøm på storbyen
Fysikeren H.C. Ørsted demonstrerede i 1820 for første gang sammenhængen mellem elektricitet og magnetisme. Denne opdagelse fejres – især i Danmark – som grundlaget for udviklingen af elmotorer og generatorer, maskiner, der kan forvandle elektrisk strøm til bevægelse og omvendt. Indtil da kunne elektricitet kun tilvejebringes ved en kemisk proces. Ørsted opdagelse fandt sted under en forelæsning på Københavns Universitet. Det er egentlig lidt for meget sagt, fordi byen stadig på dette tidspunkt led under eftervirkningerne af bombardementet i 1807, så en stor del af universitetets undervisning foregik i lånte lokaler, og Ørsteds berømte forelæsning foregik i et hus i Nørregade, nærmeste nabo til Skt. Petri Kirke, i hvilket han også selv boede på dette tidspunkt. Det blev i 1900 revet ned for at give plads til et andet elektromagnetisk vidunder, Københavns Telefonaktieselskabs nye hovedkvarter. Der er opsat en mindeplade til erindring om den berømte forelæsning.

Ørsted var i videnskabelig henseende, hvad man kunne kalde en sværmer. Han havde ikke selv blik for den praktiske indebyrd af sin opdagelse. Det havde derimod Søren Hjort (1801-1870), et mekanisk geni, der udviklede en af verdens første fungerende strømmaskiner, altså en dynamo eller generator. Hjort er i modsætning til Ørsted mere eller mindre glemt, og det er synd, for uden hans slags var der aldrig blevet strøm af Ørsteds opdagelse.
Elektricitet blev i det 19. århundrede ikke meget brugt i industrien. Den vandt først og fremmest indpas til brug for telegrafi, belysning og siden sporvejsdrift og telefoni. I 1892 fik København sit første offentlige elværk, kaldet den elektriske centralstation, opført efter tegninger af stadsarkitekt Ludvig Fenger omtrent på hjørnet af Gothersgade og Adelgade. Den var i virksomhed i omtrent 100 år. Derefter blev noget af anlægget under navnet ”Turbinehallerne” brugt til kulturelle formål, men de sidste dele af værket er netop blevet revet ned for at give plads til nybyggeri.

I den anden ende af byen på Vesterbro tegnede samme Fenger et par år senere et andet elværk, der står endnu som genbo til hovedpostkontoret og Tivoli på hjørnet af Tietgensgade og Bernstorffsgade. Tivoli blev hurtigt en vigtig kunde, fordi man tidligt så mulighederne i at lade elektrisk belysning være stemningsskabende. Mange af Tivolis gamle lygter og lamper er bevarede, så man kan faktisk foretage en belysningshistorisk fodvandring gennem den gamle have. Poul Henningsen tegnede f.eks. i 1949 særligt til Tivoli nogle lamper med en roterende spiralskærm, som på deres egen sært forunderlige måde føjer kolorit til stedet.
Fengers elværk ligner alt andet end et elværk. Det er en charmerende gotisk-byzantinsk-italiensk fantasi i røde mursten, et eksempel på det meget høje niveau, som teglstensfabrikationen og murerhåndværket havde nået på dette tidspunkt. Det producerer ikke strøm længere, men bruges stadig af hovedstadens forsyningsselskab.
Hvis det 19. århundrede var dampens århundrede, blev det 20. elektricitetens. Med inspiration fra især London, hvor Tate Gallerys moderne samling har til huse i et nedlagt elværk, og hvor den gamle Battersea Power Station er en attraktion i sig selv, har flere og flere fået øjnene op for de æstetiske kvaliteter i det forgangne århundredes elværker.
I 1920 fik København et stort elværk i Sydhavnen, naturligvis opkaldt efter H.C. Ørsted og ikke Søren Hjort. Det er udbygget flere gange siden, og det har ødelagt helhedsindtrykket af anlægget, men hvis man interesserer sig for mekanik, kan man her besøge ”Diesel House”, som det hedder, en imponerende B&W dieselmotor fra 1932, der i sin tid var verdens største, og som stadig er fuldt funktionsduelig.
I modsætning til Ørstedsværket er det lidt yngre Svanemølleværket, opført 1947-1953 af arkitekt Louis Hygom, meget velbevaret, og det udgør et majestætisk vartegn for den moderne by ved indsejlingen til Københavns Nordhavn. Det er et symmetrisk anlæg, der i sit udtryk griber tilbage til mellemkrigstidens monumentale stil. Det står med sine karakteristiske skorstene som en 100 meter høj, trearmet lysestage, et ”bjerg af røde tegl med en glødende vulkan i midten, som sikrer lys og varme til storbyen,” som en anden beundrer skrev i anledning af værkets 50 års jubilæum.
(Kristeligt Dagblad 5. juli 2014. 50-års-jubilæumsartiklen kan læses her: http://www.information.dk/82376)

En tænkt grundlovstale i en præstegårdshave

Da Grundloven blev vedtaget i juni 1849 var den på flere punkter ufærdig. Man var f.eks. ikke nået til ende med drøftelserne om så vigtige sager som retsplejen og kirken, og man slog sig til tåls med at indføre paragraffer udformet som løfter om, at der skulle indføres offentlighed og mundtlighed i retsplejen, og at folkekirken skulle ordnes ved lov.  For retsplejens vedkommende er man nået langt, om end – vil nogle kritikere hævde – ikke helt i mål med ordningen. Kirken derimod hænger derimod stadig i den bremse, der blev trukket i 1849.

Læser man referatet af forhandlingerne om de kirkelige paragraffer i den grundlovgivende rigsforsamling, står det klart, at der var en god grund til at forsamlingen ikke nåede til nogen afgørelse. Man kunne dårlig nok blive enig om definitionerne. Man undlod anvendelse af begrebet statskirke og valgte i stedet at kalde den folkekirke, eller rettere man valgte at definere den evangelisk-lutherske kirke som den danske folkekirke uden i øvrigt at kvalificere det yderligere.  Grundtvig ville have en tilføjelse, der tilkendegav, at folkekirken skulle forstås som den kirke, hvortil et flertal af befolkningen bekendte sig, og Sjællands biskop Mynster foreslog, at kirken skulle defineres konfessionelt ved den augsburgske bekendelse, men ingen af dem kom igennem med deres forslag.

Selv om Grundloven også fastslog religionsfriheden som princip, afholdt det den ikke fra i bred forstand at begunstige netop Folkekirken, som den fra da af kaldtes, idet Grundloven også – i den nuværende § 4 – tilsiger, at netop denne kirke skal understøttes af staten. I samtiden var det klart, at denne understøttelse ikke først og fremmest skulle forstås økonomisk. Folkekirken havde dengang en selvbærende økonomi, idet den blev finansieret af tienden, en byrde lagt på landbrugsjorden. Den nuværende stærke sammenblanding af statens og kirkens økonomi stammer fra en række økonomiske reformer fra begyndelsen af det 20. århundrede.
Den statslige understøttelse af kirken findes f.eks. udtrykt i helligdagslovgivningen og folkeskoleloven. Det forhold, at konfirmandundervisningen de fleste steder ligger i skoletiden, har mødt stigende kritik blandt moderne ligheds- og sekulariseringsentusiaster, men denne sammenblanding af skole og kirke er altså i fuld overensstemmelse med Grundlovens § 4.
Løfteparagraffen, den nuværende § 66, der tilsiger, at folkekirken skal ordnes ved lov, har fastholdt folkekirken i et strukturelt tomrum. Kirken er på papiret et privilegeret trossamfund, men som allerede et af medlemmerne af den grundlovgivende rigsforsamling, historikeren Caspar Paludan-Müller, gjorde opmærksom på, nød alle de andre trossamfund godt af den nyvundne frihed, mens Folkekirken stadig måtte tåle at blive styret af staten.
Man kan endda gå videre og sige, at Folkekirken på trods af – ja, i kraft af § 66 stadig er underlagt de samme vilkår, som gjaldt før 1849. Den enevældige kontrol med Folkekirken er gået i næsten udelt arv til Kirkeministeriet, der netop forvalter området i kraft af denne undtagelsesparagraf. Her blot et eksempel: Grundloven siger som bekendt, at ingen skat kan opkræves uden ved lov. Det gælder bare ikke kirkeskatten, der ganske vist er et medlemsbidrag, men det opkræves af skattevæsenet og forvaltes delvist af ministeren. Og i modsætning til medlemmerne af alle andre trossamfund kan medlemmerne af Folkekirken ikke trække deres medlemsbidrag fra i skat.
Denne ubrudte fortsættelse af de enevældige tilstande finder sit symbolske udtryk i det forhold, at salme- og ritualbog stadig træder i funktion ved kongelig autorisation. Men udover det har kontinuiteten fra enevælden for det meste være usynlig, fordi de fleste kirkeministre har været besindige nok til at tøjle deres trang til indflydelse. Det har på mange måder været en lykkelig tilstand, må man straks tilføje. Men når begejstringen lejlighedsvis har grebet ministeren – ingen nævnt, ingen glemt – mærker Folkekirken med fuld styrke, at den er en statskirke. Spørgsmålet er, om der er grund til optimisme ved udsigten til en opfyldelse af løftet i § 66. Noget tyder på, at det ikke vil indebære en frisættelse af kirken, men blot at styringen af kirken vil overgå fra den udøvende til den lovgivende statsmagt, og at Folkekirken ikke en gang for alle, men løbende vil blive ordnet ved lov.
(Kristeligt Dagblad, 4. juni 2014. Avisen havde valgt en anden rubrik)