Danske tropper i Gaza

 Ved afslutningen i 1949 af den krig, som blev ført mellem den nyoprettede stat Israel og dens naboer, blev det tidligere britiske mandatområde Palæstina delt, således at hvad vi i dag kender som Vestbredden kom under jordansk kontrol, mens Egypten besatte det sydvestligste hjørne af mandatområdet, i dag kendt som Gaza-striben. Under Suez-krisen i 1956 udbrød der fornyede kampe mellem Egypten og Israel, der trængte dybt ind på egyptisk territorium. På initiativ af bl.a. Dag Hammerskjöld vedtog FNs generalforsamling 7. november samme år oprettelsen af United Nations Emergency Force (UNEF), organisationens første fredsbevarende mission. FN havde ganske vist allerede i 1948 oprettet United Nations Truce Supervision Organization (UNTSO) med hovedkvarter i Jerusalem. Den var i 1953-54 under ledelse af den danske generalmajor Vagn Bennike. UNTSO havde og har ingen militære styrker at råde over, kun ubevæbnede observatører. En af dem, den danske officer og radiotelegrafist Svend Rasmussen, blev dræbt af en landmine under patrulje i Gaza i sommeren 1956.

Kristeligt Dagblads forside 14. nov. 1956

Med skabelsen af UNEF skete der noget afgørende nyt. Kristeligt Dagblad skrev på lederplads den 14. november: ”Oprettelsen og afsendelsen af De Forenede Nationers styrke er en verdenshistorisk begivenhed; og de danske troppers deltagelse deri er en sag, der vil gå ind i Danmarks historie og komme til at stå som skelsættende i vort lands forhold til de store mellemfolkelige problemer.”

Den 15. november 1956 landede de første 41 danske menige og befalingsmænd sammen med 4 officerer i Egypten kun kort tid før ankomsten af 50 nordmænd. Danskerne og nordmændene kom til at fungere sammen i en bataljon kaldet DANOR og var blandt de første bidrag til en styrke, der på sit højeste omfattede 6000 mand, der stod skiftevis under canadisk, brasiliansk og indisk kommando. Styrkens første opgave var at overvåge den israelske tilbagetrækning fra Sinai. I marts 1957 havde Israel trukket sig helt tilbage til våbenstilstandslinjen af 1949, og opgaven blev nu at forhindre udbruddet af fornyet konflikt. Israel tillod ikke FN-tropperne at patruljere på israelsk jord, så UNEF måtte operere fra den egyptiske side. UNEF fungerede i princippet på hele strækningen fra Sharm-el-Sheik ved Det røde Hav til Gaza by ved Middelhavet, men aktiviteterne var fokuseret i den egyptisk kontrollerede Gaza-stribe.

Den 16. maj 1967 anmodede Egypten UNEF om at forlade landet. På det tidspunkt var der ingen danske eller norske soldater i Gaza. De havde haft turnus året før. Inden evakueringen kunne fuldendes, brød Seksdages-krigen ud. Israel invaderede Sinai, hvorved adskillige tjenestegørende i UNEF blev dræbt. Året efter blev organisationen De blå Baretter oprettet for veteraner fra den danske indsats i Gaza. Organisationen skønner, at i alt 12.000 mand nåede at blive udsendt. Kun FN-missionen på Cypern har set et større dansk bidrag. Tallet er omfattet af en vis usikkerhed og det samme er antallet af tab. Officielt er der ingen. Men som en af veteranerne, Uffe Østergård, skrev i en klumme her i avisen i 2017 om den danske indsats i Gaza, fik de unge soldater ved ankomsten besked på ikke at træde på miner. Hvis de gjorde, ville det blive registreret som en trafikulykke. Det skulle med andre ord gerne se lidt fredeligere ud end det faktisk var.

(Kristeligt Dagblad 3. april 2024. Avisen valgte en anden rubrik)

I århundreder har danske skibe forsvare handelen

Når fregatten ’Ivar Huitfeldt’ i disse dage sendes til Mellemøsten, sker det i forlængelse af en meget lang tradition for at lade søværnet beskytte danske handelsinteresser. Søofficeren Ivar Huitfeldt, som fregatten er opkaldt efter, var selv et eksempel på dette. Som en meget stor del af det datidige mandskab i den danske konges flåde var han nordmand. Norge delte som bekendt indtil 1814 konge med Danmark. Han blev født i 1665 i Frederikssten (i dag Halden) i det sydligste Norge. Han valgte samme karrierevej som sin far, der var søofficer. Som det var sædvanen dengang gjorde han også tjeneste i udlandet. I 1688 tjente han under den franske krone i en kampagne mod de ”algierske sørøvere”, som det hed. Algiers var en af de såkaldte barbareskstater på Afrikas nordkyst, der opkrævede afgift af den passerende trafik af handelsskibe, og det førte jævnligt til konflikt med de europæiske søfartsnationer. Også i nederlandsk tjeneste færdedes han i Middelhavet. Siden blev han fremtrædende officer i den danske marine og omkom heltemodigt ved et slag i Køge Bugt i 1710 under Den store Nordiske Krig.

I slutningen af 1700-tallet hørte den dansk-norske orlogsflåde til de betydeligste i Europa. Den var overgået af både den russiske, den britiske, den nederlandske, den franske og den spanske krigsmarine, men var stadig betydelig nok til at gøre sig gældende også oversøisk. 

I slutningen af 1760erne hævede fyrsten – beyen eller paschaen – af Algiers de afgifter, der var pålagt den dansk-norske handel på Middelhavet, og det førte til, at den danske konge sendte en ekspeditionsstyrke til Algiers for at gennemtvinge en mere fordelagtig ordning. Den ankom i foråret 1770, men havde efter et mislykket forsøg på bombardement af byen ikke held med at undertvinge sin modstander. Efter en blokade blev der i 1772 indgået en overenskomst, der imidlertid ikke var til danskernes gunst.

I 1790erne var der vrøvl med beyen – fyrsten - af Tripoli i det nuværende Libyen. Også han ønskede at hæve de afgifter, som han afkrævede de forbipasserende handelsskibe. En dansk flådeaktion havde under ledelse af Steen Andersen Bille i maj måned 1797 held med at blokere Tripolis havn og derefter gennemtvinge gunstigere vilkår for danske og norske handelsskibe i fart på Middelhavet.

Også Danmark afkrævede afgifter af fremmede handelsskibe i form af en told i Øresund. Den var blevet indført af Erik af Pommern i 1420erne og var i århundreder en væsentlig indtægt for den danske kongemagt og kom som sådan bestemt ikke alle fremmede magter tilpas. Ikke mindst under pres fra USA blev den afviklet i 1850erne. I kraft af en række bilaterale aftaler med de fleste sørfartsnationer i verden blev den afløst, således at Øresund som internationalt farvand i dag frit kan befærdes. På den måde indgår afviklingen af Øresundstolden i et omfattende system af regler og aftaler, som danner grundlaget for den globale skibsfart.

I dag er den danske orlogsflåde kun en skygge af sig selv. Til gengæld er den danske handelsflåde stadig verdens femtestørste. I de seneste år har pirater og andre aktører truet den retsorden, der har kontrolleret international skibsfart. Derfor har det været nødvendigt at trække store veksler på den danske sømilitære kapacitet ved at sende danske orlogsfartøjer til bl.a. Guineabugten og farvandet ud for Afrikas Horn. Og nu sendes der en fregat til Det røde Hav for at gennemtvinge den fri gennemsejling i overensstemmelse med internationale overenskomster.

(Kristeligt Dagblad 31. januar 2024)