Konservatisme er ikke hvad den har været


På de sociale medier, på avisernes debatsider og ikke mindst i medieblogs indtager en ny generation af konservative en fremtrædende rolle. Mange af dem kalder sig selv konservative eller endda nationalkonservative. Men i modsætning til tidligere tiders konservative tilhører de ikke det etablerede borgerskab eller det store hartkorn. De er provokerende i deres sprogbrug, debatform og valg af emner, og så har de næsten alle det til fælles, at de ikke er medlem af Det konservative Folkeparti.

I udgangspunktet ønsker konservatismen at bevare. En af konservatismens fædre er den britiske politiker Edmund Burke (1729-1797), hvis hovedargument var, at samfundet er en pagt indgået mellem de døde, de nulevende og de ufødte, hvorfor vi altid er i mindretal. Og ifølge Burke er det bedste, vi kan efterlade vores efterkommere, ikke hvad vi skaber, men hvad vi ikke ødelægger. Derfor er der i øvrigt også en alliance mellem klassisk konservatisme og den økologiske bevægelse.

Samuel P. Huntington – ham med Civilisationernes Sammenstød, som så mange af de nye konservative tilslutter sig – skrev som ganske ung i 1957 en meget indflydelsesrig analyse af konservatismen som ideologi. Her gjorde han blandt andet opmærksom på, at konservatismen i modsætning til, hvad man umiddelbart skulle tro, er en foranderlig og formbar ideologi.

Konservatismens politiske formel rummer mindst en meget væsentlig variabel. Hvad ønskes egentlig bevaret? Hvis man spørger de nye konservative, er svaret i hvert fald ikke det bestående samfund, for det er befolket af en herskende klasse af verdensfjerne kulturradikale, røde lejesvende og kaospiloter på bistandshjælp for nu at parafrasere den nykonservative retorik.

Derfor bliver det nykonservative program i udgangspunktet fjendtligt indstillet over det bestående samfund, der ofte karakteriseres som fejlbehæftet og præget af en latent konflikt, der er ved at bryde ud, en kommende borgerkrig. Det har fået nogle til at pege på, at der er et slægtskab mellem nykonservatismen og revolutionære bevægelser, der ser den væbnede konflikt som en mulighed for renselse og afklaring. Derfor har de historiekyndige af de nykonservative også en forkærlighed for det sted i fjerde bog af Saxos danmarkskrønike, hvor drengen Folke bringer kong Vermund nyheden om, at den svenske kong Adils har gjort indfald i landet. Hos Saxo forsøger Folke at turnere budskabet, så Vermund ikke lader sin vrede gå ud over budbringeren. I en mere populær version hedder Folkes replik: ”Jeg bringer glædeligt budskab, fjenden er i landet.”

Replikken udtrykker det paradoksale ønske, at en ydre fjende kan bringe noget godt med sig. Denne tankegang kaldes med en næsten selvmodsigende betegnelse radikal konservatisme. Det er en konservatisme, der stadig finder sit ideal i fortiden, men i en fortid, der ikke længere er og typisk aldrig har været, og for at genskabe dette ideal, må det eksisterende nedbrydes. Som blandt andre historikeren Christian Egander Skov har vist, trivedes denne version af konservatismen allerede for knap 100 år siden i kølvandet på Første Verdenskrig. Også dengang syntes alle værdier at være gået tabt, og konservativ politik handlede om at nå bag om nutidens falske facade.

På den måde kan man tale om en vis form for tradition, stabilitet og kontinuitet i det konservative ønske om forandring.

(Kristeligt Dagblad 28. nov. 2017)

Tvinds bo- og opholdssteder i Danmark

Tvind danner endnu engang overskrifter. Denne gang skyldes det, at Danmarks Radio har afdækket Tvinds netværk af socialpædagogiske bo- og opholdssteder.

Tvind findes ikke som firma eller forening. Det er et navn, som for nemheds skyld bruges om et globalt forgrenet net af skoler, projekter, institutioner, virksomheder og meget mere, som er vokset ud fra det, der begyndte som Den rejsende Højskole i 1970, og som et par år senere flyttede til en lokalitet ved Ulfborg i Vestjylland kaldet Tvind. Det, der binder Tvind sammen, er personlige loyalitetsbånd og en stærk tro på projektet og dets karismatiske leder, Mogens Amdi Petersen (f. 1939). Den vigtigste sammenbindende struktur er Lærergruppen bestående af nogle hundrede personer, der vier al deres tid og alle deres penge til sagen.
Fra Ulfborg bredte Tvinds aktiviteter sig ud over hele verden. I Danmark opbyggede Tvind en række højskoler og efterskoler på en måde, der udsatte dem for den åbenlyse mistanke om, at de udnyttede systemet. Inden for rammerne af den meget liberale lovgivning for de frie kostskoler fandt Tvind et råderum, som de kunne bruge. Det førte til gentagne stramninger af loven til stor irritation for de øvrige høj- og efterskoler. Tvind har fra begyndelsen organiseret sig økonomisk ved hjælp af nogle erhvervsdrivende og velgørende fonde på en måde, der også har ført til stramninger af fondslovgivningen.
Den radikale undervisningsminister Ole Vig Jensen (1936-2016) skruede bissen på over for Tvind. Han mistænkte Tvind for at have opbygget en koncernlignende struktur. Skolebygningerne var ejet af en af Tvinds fonde. Der var mistænkeligt mange tilfælde af navnesammenfald, så lederne af den ene skole sad i bestyrelsen for den anden. Der var også mistanke om, at koncernen blev styret centralt og at formålet var at trække penge ud af skoledriften til fordel for nogle af Tvinds øvrige aktiviteter.
Da det viste sig vanskeligt at gribe ind over for Tvind ad administrativ eller juridisk vej, fremlagde Jensen i 1996 en lov, der blev vedtaget med stort flertal. Den gav ministeriet stærke beføjelser og greb ind over for en række navngivne skoler. Nogle af denne lovs paragraffer blev underkendt af Højesteret i 1999, men det betød ikke, at Tvinds kostskoler kunne genåbne, for ministeriet brugte sine beføjelser til at nægte skolerne godkendelse og dermed tilskud.
Tvind sadlede om, og kostskolerne blev erstattet af bo- og opholdssteder for vanskeligt stillede unge. I tilslutning til opholdsstederne tilbød Tvind også undervisning. Nu kunne Tvind navigere under den statslige radar, fordi de sociale opholdssteder er et kommunalt anliggende. Reelt betyder det, at Tvind har kunnet vedligeholde sine aktiviteter i Danmark med snesevis af institutioner i hele landet og en trecifret millionomsætning.

I 2001 fik myndighederne ved en razzia fat i en mængde interne papirer fra Tvind, der dannede grundlag for en anklage for mandat- og skattesvig mod en gruppe af personer, der anses som Tvinds reelle koncernledelse med Amdi Petersen i spidsen. Efter at være blevet frikendt i byretten rejste Amdi Petersen og hans nærmeste følge til udlandet. Det har forsinket sagens behandling i Vestre Landsret, og den kører nu på 18. år uden udsigt til at kunne afsluttes. Kun talsmanden Poul Jørgensen har fået en dom på 2½ års fængsel. Sagen har intet direkte med bo- og opholdsstederne at gøre, men hvis man formoder at også de i realiteten kontrolleres centralt, rejser det en berettiget mistanke om, at ikke alle de kommunale midler anvendes efter hensigten. Man kan i hvert fald konstatere, at Amdi Petersen og hans følge har haft råd til at opbygge og drive et luksusopholdssted på den mexicanske stillehavskyst.

(Kristeligt Dagblad 24. okt. 2017. Redaktionen valgte en anden overskrift.)

Da Luther blev tysk nationalhelt

I disse uger kulminerer fejringen af 500-året for Reformationen, og det sætter nogle af de andre jubilæer lidt i skyggen. Et af dem er 200-året for Wartburg-festen. Den var faktisk også i udgangspunktet en reformationsfejring, og det forklarer også mødestedet, borgen Wartburg, hvor Luther søgte tilflugt efter sin optræden på Rigsdagen i Worms.

Formålet med mødet 18. oktober 1817 var dog ikke religiøst, men politisk. Det var umiddelbart efter Napoleonskrigene og Wienerkongressen i 1815, da de store europæiske magter søgte at stabilisere freden ved at skabe en magtbalance. Udadtil blev det iscenesat som en genskabelse af l’ancien régime, tilstandene fra før Den franske Revolution bygget på monarkiske principper og religiøse værdier. Perioden efter Wienerkongressen kaldes derfor også almindeligvis Restaurationen. Den påvirkning, der var udgået fra Frankrig på Europas politiske kultur kunne imidlertid ikke gøres ugjort. Europæerne stillede krav om at få andel i den politiske magt, som indtil da var forbeholdt kongerne. Danmark hørte faktisk til det mindretal af lande, der ikke fik en moderne forfatning i 1800-tallets første årtier.

Et andet resultat af Napoleonskrigene var den politiske nationalisme.  Et af dens arnesteder var Berlin, hvor filosoffen Fichte under indtryk af den franske besættelse i 1808 havde udgivet de berømte Taler til den tyske nation, hvori han stillede krav om et samlet Tyskland. Den politiske nationalisme var en revolutionær bevægelse, fordi dens krav om sammenfald mellem folkets og statens grænser måtte indebære opløsningen af de eksisterende monarkiske Vielvölkerstaaten – som f.eks. det habsburgske, der bestod af bl.a. tyskere, polakker, ungarere, tjekker, rumænere og italienere eller det oldenborgske monarki, der efter afståelsen af Norge i 1814 hovedsageligt bestod af tyskere og danskere – foruden naturligvis islændinge, grønlændere og færinger.
Den invitation, der i 1817 udgik til studenter på universiteter i de protestantiske, tyske lande, var lige så højstemt i tonen som den var samfundsundergravende i indholdet: ”Himlen velsigne vor fælles stræben efter at vorde eet folk”. Godt 450 studenter fra 13 universiteter mødte frem på Wartburg, hvor de blandt andet hyldede Luther som tysk frihedshelt. Luther havde jo oversat Bibelen til et deftigt tysk, mens han var på flugt fra undertrykkelse. På den måde kunne man skabe et billede af Luther, der forenede det liberale med det nationale.
Der blev ingen tysk nationalstat af Wartburgfesten, men ideerne der udgik derfra fik omfattende følger for hele Europa. Med nogen forsinkelse fik vi også i Danmark en nationalliberal bevægelse, der stod bag statsomvæltningen 1848-49. Både danske og tyske nationale bestræbelser var en afgørende faktor i den krise, der udløste Den første Slesvigske Krig i 1848. Stormagterne med Rusland i spidsen havde endnu på dette tidspunkt styrke til at understøtte bevarelsen af den danske helstat, men i 1864 havde situationen ændret sig, og Bismarck kunne bruge en krig mod Danmark som anledning og den tyske nationale bevægelse som løftestang til at skabe en forening af de fleste tyske lande i 1871. Som den eneste store tyske stat forblev Østrig uden for. Det var til gengæld en østriger, der stod bag den kortvarige og skæbnesvangre forening af Østrig og Tyskland 1938-45, men det er en anden historie.
(Kristeligt Dagblad 20. oktober 2017

Borgerkrigsmonumenter


I USA udkæmpes i disse dage en strid om en rytterstatue af sydstatsgeneralen Robert E. Lee i byen Charlottesville i Virginia. Lee er almindeligt anerkendt som en af de dygtigste amerikanske officerer nogensinde. Han var imidlertid også general i sydstatshæren under Den amerikanske Borgerkrig (1861-1865), og det er i sig selv bemærkelsesværdigt, at der kan rejses et mindesmærke for den tabende part i en krig i det land, hvor krigen blev udkæmpet. Men statuestriden handler ikke kun om selve krigen og mindet om de soldater, der udkæmpede den. Statuen blev sat op i 1924 på samme tid som mange andre mindesmærker blev rejst for dem, der kæmpede for sydstaternes løsrivelse.
Intet mindesmærke handler kun om fortiden. Når man bringer fortiden til stede i nutiden f.eks. i sydstatsgeneralens bronzestøbte skikkelse er det en tilkendegivelse af et synspunkt. Derfor er mindesmærker sjælendt uskyldige. Nogle mener, at det skal være tilladt at mindes en dygtig general. Men de har vanskeligt ved at have deres synspunkt i fred.

Statuens modstandere mener, at statuen i virkeligheden er et monument over den raceadskillelses- og racediskriminationspolitik, der blev ført i det 20. århundredes første halvdel i de amerikanske sydstater. Denne fortolkning bekræftes af det forhold, at repræsentanter for white supremacy-bevægelsen ofte fører det gamle sydstatsflag som symbol.

Man kan sammenligne med mindesmærket over en anden borgerkrig, nemlig den danske, H.W. Bissens statue af en løve til minde om de faldne i Slaget ved Isted i 1850, det blodigste slag under Den første slesvigske Krig. Istedløven blev opsat på Flensborg gamle kirkegård på årsdagen for slaget 25. juli 1862. Den tysksindede del af byen var ikke begejstret, for den blev opfattet som et monument over den danske sejr.
Knap to år efter under Den anden slesvigske Krig blev Flensborg besat af preussiske og østrigske tropper, og byen blev vidne til scener, som man siden har set så mange steder: en vred folkemængde, der angriber det forhadte symbol på fjendens arrogance. Og så blev danskerne naturligvis vrede. ”I red Fastelavn ad Kirkegaards Port/og slog en Løve af Tønden – hvor stort”, som digteren Carl Ploug spottende skrev om begivenheden.
I dette tilfælde forblev Bissens robuste løve dog nogenlunde uskadt af pøbelens angreb. Til gengæld blev den af de preussiske myndigheder transporteret til Berlin, hvor den blev opstillet først ved byens tøjhus og siden i en kasernegård i Lichterfelde. Yderligere lod en privatmand foretage en afstøbning af løven og opstillede den i 1874 i Wannsee til minde om den tyske sejr over Danmark i 1864. Og der står den endnu.
Efter det tyske nederlag i 1945 blev den originale løve med amerikansk hjælp transporteret til København, hvor den blev opstillet ved byens tøjhus. Christian X holdt i den anledning en tale, i hvilken han holdt muligheden åben for, at den kunne vende tilbage til sin oprindelige plads. Skønt der var principiel velvilje fra dansk side trak det ud med at opfylde dette løfte, ikke mindst fordi det var vanskeligt at skaffe tilslutning i Flensborgs bystyre. Først efter lange forhandlinger kunne den nu restaurerede løve vende tilbage til sin oprindelige plads i Flensborg i 2011. For at det kunne lade sig gøre måtte de oprindelige triumferende indskrifter på statuens sokkel redigeres, så de nu giver udtryk for ønsket om fredelig sameksistens mellem danske og tyske. Den hjemvendte løve rummer imidlertid også sine gamle betydningslag og forbliver et vidnesbyrd om, at fortiden er levende iblandt os.
(Kristeligt Dagblad 19. august 2017. Avisen rubrik var en anden.)

Symmetriske begravelser

Kongehusets offentliggørelse af prins Henriks ønske om ikke at blive begravet sammen med sin hustru har vakt en del opsigt, ikke mindst fordi det er et brud med en stærk tradition for kongelige begravelser i Roskilde Domkirke.

Lige præcis den første dronning Margrethe (1353-1412), hvis sarkofag indtager en central plads i kirken, ligger dog også uden sin ægtefælle, den norske kong Håkon VI, der blev begravet i sit hjemland. Dronningen blev oprindeligt begravet i Sorø, men da hendes efterfølger, Erik af Pommern, lod hende overføre til Roskilde, skabte han også baggrunden for at kirken lige siden har været kongernes foretrukne begravelseskapel. 

Den første af de oldenborgske konger, Christian I (1426-1481), ligger begravet her sammen med sin dronning Dorothea. og fra og med Christian III, der døde i 1559, er samtlige konger stedt til hvile i Roskilde sammen med deres dronning. Der er et par undtagelser fra denne regel, mest fremtrædende Christian VII´s dronning Caroline Mathilde, der faldt i unåde, da hun stod i et forhold til kongens livlæge og rigets kortvarige diktator Frederik Struensee. Dronningen blev forvist til sit hjemland Braunschweig-Lüneburg, hvor hun døde og ligger begravet.

Frederik VII er den anden undtagelse, idet han aldrig havde en dronning. Han har stadig rekorden som det mest fraskilte medlem af det danske kongehus, idet han havde hele to forliste fyrstelige ægteskaber bag sig, før han blev konge. Hans tredje kone og enke var borgerlig af fødsel, ophævet til grevinde af kongen og begravet i Jægerspris. Men dronning blev hun altså aldrig.

Blandt de konger, der nåede at indgå flere ægteskaber, kan også nævnes Frederik VII’s far, Christian VIII. Han ligger i overensstemmelse med traditionen begravet i Roskilde sammen med sin dronning, Caroline Amalie, der overlevede ham med mere end 30 år. Han lod sig skille fra sin første kone, Frederik VII’s mor, Charlotte Frederikke, på grund af utroskab fra hendes side. Hun ligger begravet i Rom.

Fra og med Christian I har det været hovedreglen, at der udvises konger og dronninger den samme ære i udformningen af gravmælerne. Nogle kongepar har fælles gravmæle, mens andre har gravmæler, der er ensartet i størrelse og udsmykning. Det, der indtil for nylig var udset til at være det nuværende regentpars gravmæle i Skt. Birgittas Kapel i Roskilde Domkirke, er også skabt efter dette lighedsprincip.

Der er flere måder at fortolke denne symmetri mellem kongers og dronningers begravelse. Det er på den ene side udtryk for, at dronningernes rolle var en funktion af deres ægteskab. De blev definerede af, hvem de var gift med, og stod derfor også i et afhængighedsforhold til deres mænd. På den anden side indebar denne position også en betydelig status. Igen er der undtagelser. Det er f.eks. meget betegnende, at netop Frederik V’s anden dronning, Juliane Maries kiste er væsentlig mere beskeden end hendes mands pragtsarkofag. Hun var den sidste dronning, der omsatte sin status i egentlig politisk indflydelse, da hun kuppede Struensee fra magten i 1772 og satte sig selv i spidsen for regeringen. Så en beskeden begravelse er ikke nødvendigvis udtryk for, at den afdøde var ubetydelig. Og så er det jo til syvende og sidst de efterlevende, der begraver de døde.


(Kristeligt Dagblad 5. august 2017. Avisens rubrik var lidt længere)

En moderne kirke

Den 15. august i år kan den katolske Skt. Knud Lavards Kirke i Lyngby fejre sin 60 års fødselsdag. Den udmærker sig ved at være en af de første og samtidigt meget få gennemført modernistiske kirker i Danmark. Der er opført mange kirker i det 20. århundrede, men påfaldende få i denne stilart, der har været dominerende i erhvervsbyggerier og etageejendomme i store dele af det 20. århundrede.

De kirker, der er bygget i århundredets første halvdel, trækker på arkitekturhistorien på en måde, der gør dem meget genkendelige som kirker, opført i traditionelle materialer, typisk tegl. Et hovedværk i denne epokes kirkebyggeri er P.V. Jensen-Klints Grundtvigskirke i København, indviet 1940.
Modernismen var et opgør med denne tradition. Modernisterne ønskede, at arkitektur skulle være i pagt med samtiden og ikke fortiden. Modernisterne tog det på sig at skabe et helt nyt æstetisk udtryk ved at fremhæve en ny tids materialer, først og fremmest jernarmeret beton, der siden det for alvor blev bragt i anvendelse som bærende element i etagebyggeri i århundredets begyndelse, havde skabt helt nye konstruktive muligheder. Det var meget provokerende, fordi mange betragtede – og betragter – beton som et grimt materiale, der er bedst tjent med at blive skjult bag facader af andre og kønnere materialer. Modernisterne ville derimod af med det, som de betragtede som unødvendig pynt og forlorne forsiringer, til fordel for en ærlig arkitektur, hvor der var overensstemmelse mellem en bygnings indre og ydre.
Arkitekten Carl R. Frederiksen (1915-1974), gav det modernistiske program fuld skrue, da han tegnede det endelige forlæg for Skt. Knud Lavard i Lyngby. Den giver mest indtryk af at være en rektangulær betonkasse i en stil, som undertiden også kaldes brutalisme. I foromtalen inden åbningen beskrev Kristeligt Dagblad med tydeligt forbehold kirken som ”yderst moderne”. Den fremtrædende arkitekturhistoriker Harald Langberg mente med mere udelt begejstring, at kirken ”er et smukt eksempel på den katolske kirkes fordomsfri indstilling til ny arkitektur.”
Tegning i Lyngby-Tårbæk Kommunes byggesagsarkiv
Man siger vist ikke for meget, hvis man betegner Skt. Knud Lavards Kirke som et fremtrædende eksempel på den betydelige afstand, der i det 20. århundredes anden halvdel udvikledes mellem arkitekters opfattelse af god arkitektur på den ene side og den almindelige danskers smag på den anden.
Hovedlinjen i dansk kirkearkitektur fulgte da også et andet spor. En af forklaringerne er antagelig, at bygherre som oftest var repræsentant for netop den almindelige dansker smag: menighedsrådsmedlemmer. I samarbejde med tidens dygtigste arkitekter skabte de løsninger, der på en anden måde end den rene modernisme brød afgørende med tidligere tiders kirkebyggerier. Kirkerne lignede nu meget mere almindeligt institutionsbyggeri, blot i en væsentlig højere kvalitet. Ofte er det kun et klokketårn, der gør dem genkendelige som kirker set udefra. Anvendelsen af beton blev ikke opgivet, men stærkt nedtonet til fordel for tegl. Islev Kirke, tegnet af ægteparret Exner, er f.eks. et hovedværk i moderne teglstensarkitektur. Kirkerne blev forsynet med foyer, garderobe, mødelokaler, kontorer til kordegnen og meget mere, så de blev beboelige for et moderne menigheds-, sogne- og kirkeliv.
(Kristeligt Dagblad 31. juli 2017. Rubrik og enkelte ord er ændret.)

Samvittighedsfrihed

Politiske meldinger om, at præster i den danske folkekirke skal tvinges til at vie homoseksuelle, er af teologer fra begge fløje blevet skarpt kritiseret som et brud med den særlige danske frihedsforståelse.

Samvittighedsfrihed er den frihed, som samfundet tilstår den enkelte til at handle efter sin samvittighed. Samvittigheden defineres traditionelt som den enkeltes ’samviden’ med en etisk/moralsk instans – f.eks. Gud – og som sådan er samvittigheden et kollektivt fænomen, men den er også en privat og for andre usynlig instans, der kan vejlede den enkelte i trods mod omgivelserne. Udtrykket samvittighedsfrihed optræder på dansk første gang hos Holberg i betydningen religionsfrihed, og som oftest anvendes udtrykket i forbindelse med religiøse forskrifters konflikt med samfundsordenen som sådan.

Hvis man handler efter sin samvittighed mod loven, er der per definition tale om civil ulydighed. Historisk er samvittighedsfriheden typisk blevet tilvejebragt ved lov efter at et problem er blevet bragt til offentlighedens kendskab ved civil ulydighed. Mest kendt er antagelig spørgsmålet om militærnægtere, der netop ofte afviser at opfylde deres lovbefalede – i Danmark sågar grundlovsbefalede - værnepligt med henvisning til samvittigheden. Hvad der oprindeligt var civil ulydighed og strafbart er nu i mange lande gjort lovligt, i Tyskland endda defineret som en borgerlig rettighed.

Et af de kendte hjemlige eksempler på den civile ulydighed som grundlag for samvittighedsfrihed er baptisternes mission i Danmark fra slutningen af 1830erne. Den enevældige lovgivning betragtede dåb og konfirmation som en nødvendig forudsætning for at kunne blive betragtet som fuldgyldig undersåt og retssubjekt, og der var dåbstvang med en kort tidsfrist efter barnets fødsel. De første danske baptister var derfor i sagens natur barnedøbt, mens deres børn igen i overensstemmelse med baptisternes dåbssyn skulle vente til de selv blev voksne. I dette tilfælde greb baptisterne altså til civil ulydighed. På den anden side var der uenighed blandt myndighederne om, hvordan man skulle gribe sagen an, og især grundtvigianerne var imod håndhævelsen af tvangsdåben, som i yderste konsekvens skulle finde sted som en fogedsag.

Enden på historien blev som bekendt, at Grundloven i 1849 indførte religionsfrihed, og at baptisterne derfor fik frihed til at følge deres samvittighed. Den borgerlige retsvirkning af dåb og konfirmation blev dog først ophævet gradvist i de følgende årtier, og kirkelig vielse var stadig den eneste mulighed for medlemmer af Folkekirken, der ønskede at indgå ægteskab. Den borgerlige vielse blev indført i 1851 som en nødforanstaltning for så vidt en af parterne stod uden for Folkekirken.

Det indebar foruden en manglende valgfrihed for brudeparrene også, at præsterne var tvunget til at vie dem, der kom til dem. I et indlæg i Kristeligt Dagblad 17. juni 1898 skrev ”H.J.”, at præsterne var tvunget til at indrette sig efter, ”hvad de tilfældige Ægtefolk bestemte sig for, og havde ikke selv nogen Valgfrihed efter deres egen Samvittighed, d.v.s. eftersom de fandt deres egen Samvittighed bundet af Gud Ord eller ikke.” Da borgerlig vielse blev indført som en mulighed for alle i 1923, var det altså ikke kun et hensyn til borgernes valgfrihed, men også til præsternes samvittighedsfrihed.

Da nogle præster i 1990erne begynte at foretage, hvad der blev kaldt gudstjenestlige markeringer af registrerede partnerskaber, var der tale om en slags civil - eller tjenstlig - ulydighed, fordi de blev foretaget uden tilladelse, indtil kredsen af biskopper i 1997 åbnede for muligheden med den begrundelsen, at man i folkekirken bør indrømme hinanden samvittighedsfrihed i dette spørgsmål.

(Kristeligt Dagblad den 30. juni 2017. Redaktionens ændrede i enkelte formuleringer og rubrik.)

Grevindens penge

Den 23. juni meddelte grevinde Alexandra af Frederiksborg gennem sin advokat, at hun ikke længere ønsker at oppebære en særlig ydelse fra staten, når hendes yngste søn, prins Felix, fylder 18 år i 2020. Lars Løkke Rasmussen har taget meddelelsen til efterretning og tilføjer, at ”det er en beslutning, som jeg har stor respekt for.”. Statsministeren stiller desuden en tjenestemandslignende pension i udsigt for grevinden, når hun ophører med at være ”erhvervsaktiv”.

Sin nuværende ydelse modtager grevinden i henhold til ”Lov om årpenge for prinsesse Alexandra”, som Folketinget vedtog i november 2004 efter hendes skilsmisse fra Prins Joachim. Loven tog det forbehold, at ”såfremt prinsesse Alexandra indgår nyt ægteskab, erstattes årpengebeløbet af en særlig ydelse med samme grundbeløb”. Prinsessen indgik faktisk nyt ægteskab, og derfor blev hendes årpenge konverteret til ”en særlig ydelse” samtidig med, at hun blev ophøjet i adelsstanden med en til lejligheden opfunden titel.

Loven blev vedtaget med hjemmel i Grundlovens § 11, ifølge hvilken der ved lov kan bestemmes årpenge for medlemmer af det kongelige hus. Den følger lige efter en anden paragraf, der bestemmer, at statsoverhovedets budget og de statslige ejendomme, der overlades til monarkens brug, vedtages ved lov. Det gøres ved tronskiftet og loven kaldes også Civillisten. Den udgør en del af statens budget og optræder som sådan på Finansloven, men Civillisten er altså en lov for sig.

Til at finansiere ikke alene sin embedsførelse, men også sit private forbrug har monarken siden 1849 været helt afhængig af Rigsdagen, i dag Folketinget. Denne klare magtrelation mellem parlament og statsoverhoved, der altså også kan gælde for andre medlemmer af kongehuset, er camoufleret ganske godt i præsentationen af den aktuelle sag om grevindens penge. Kompetencen ligger entydigt hos Folketinget, men beslutningen, som Statsministeren ”har stor respekt for”, præsenteres som grevindens egen.

Ændringen ligger i logisk forlængelse af en melding, der udgik fra Hofmarskallatets pressesekretariat i maj måned sidste år. Heri hedder det, at kongehuset ikke forventer, at Dronningens børnebørn vil modtage årpenge, når de bliver myndige, med undtagelse af tronfølgeren prins Christian. Når dronningens ældste barnebarn, prins Nikolaj, i august i år fylder 18, skal vi altså ikke forvente, at Folketinget vedtager en lov til hans underhold.

Der er ikke tale om en grundlæggende reform svarende til omlægningen af det norske kongehus’ økonomi i 2002, men dog et markant kursskifte. Var den samme politik blevet anlagt for en generation siden, ville prins Joachim i dag ikke modtage årpenge, hvad han har gjort siden 1995. Årsagen til denne ændring skal antagelig findes i den kritik, der har været rettet mod kongehusets økonomi i de seneste år. Det er blevet stadig vanskeligere at forsvare udgifter til kongehuset, der ikke direkte kan forbindes med varetagelsen af hvervet som statsoverhoved. Kritikere af kongehuset har da også kvitteret med anerkendelse af den aktuelle beslutning.


(Kristeligt Dagblad 26. juni 2017)

Erindringssteder

I begyndelsen af juni måned i år tog nyhedsredaktionen på TV2 et emne op, som næppe kan karakteriseres som en nyhed, men som ikke desto mindre er en god historie, nemlig fredning og beskyttelse af mindesmærker fra det 20. århundredes historie.

Den aktuelle anledning er, at en flyhangar fra 1. Verdenskrig i Tønder nu er så brøstfældig, at den anbefales nedrevet. Den var del af Luftschiffplatz Tondern i det dengang tyske Sønderjylland. Det var en base for en del af det tyske kejserriges flåde af zeppelinere, der blandt andet blev brugt til luftbombardementer af England. Størstedelen af basen blev ødelagt ved verdenshistoriens første, vellykkede angreb fra et hangarskib i sommeren 1918.

Problemet er, at fredningsmyndighederne ofte går ud fra bygningernes arkitektoniske kvaliteter i deres vurdering. Den pågældende hangar er ikke smukkere end en gennemsnitlig carport, men den er til gengæld et håndgribeligt vidnesbyrd om en helt central begivenhed i europæisk historie. Som en integreret del Europa har vi i Danmark i dag en forpligtelse til at bevare i erindring, hvad der er af betydning for andre end os selv.
Eget foto


Den franske historiker Pierre Nora mener, at det moderne samfund er kendetegnet ved glemsel. Det udgør ikke længere et miljø af erindring, milieu de mémoire, men må ty til mere isolerede erindringssteder, lieux de mémoire, eller mindesmærker for at blive mindet om fortiden. Disse mindesmærker har betydning for, hvad vi husker, og derfor også for, hvilket samfund vi ønsker at være og blive. Denne bevidste eller ubevidste udvælgelse af, hvad der glemmes og huskes, kalder vi erindringspolitik.

Nedrivningen af en hangar fra 1. Verdenskrig er et eksempel på erindringspolitik. Et andet er forsømmelsen af et langt mere beskedent mindesmærke, som findes på Bådsmandsstræde Kaserne, for tiden en del af fristaden Christiania i København. Det er resterne af det skur, der blev brugt til at henrette landssvigere efter 2. Verdenskrig. Selve skuret er for længst væk, men det lille støbte fundament på ca. 1x2 meter er bevaret. Det kan findes i en idyllisk afkrog af Københavns historiske befæstning, Christianshavns Volds 2. redan. Nærmeste adresse er Norddyssen 63.

Anledningen er alt andet end idyllisk. Efter befrielsen 1945 vedtog Rigsdagen et tillæg til straffeloven, der i realiteten gjorde det muligt at straffe med tilbagevirkende kraft, og det endda med døden. 29 blev henrettet på denne plads, den sidste i 1950. Ingen i dag påstår, at disse mænd ikke fortjente at blive straffet hårdt, men hele retsopgøret efter krigen har dog også en sådan karakter, at det netop forstyrrer idyllen. Det er en brutal og uskøn historie, som man tydeligvis gerne ville glemme. Alle spor af den plads i Viborg, hvor de dømte vest for Storebælt blev henrettet, er væk. I Norge forholder det sig tilsvarende.

Passerer man tilfældigt forbi stedet i dag, er det nemt at overse. Fundamentet forvitrer. Risten i midten beregnet på at aflede de væsker, der nu flyder, når man skyder folk, ruster og er helt tilgroet. Som del af hovedstadens historiske voldanlæg er stedet teoretisk set fredet, men i praksis helt ubeskyttet mod vejrlig og trafik, og der er ingen markering af dets betydning. En repræsentant for Slot- og Kulturstyrelsen siger til TV2, at man savner midlerne til at beskytte stedet som et selvstændigt anlæg. 

Svaret er, at så må disse midler tilvejebringes. Det er måske ubehageligt at bringe retsopgøret efter 2. Verdenskrig i erindring, men nødvendigt er det, og dyrt kan det næppe være at beskytte sådan en smule fundament mod yderligere ødelæggelse.

(Kristeligt Dagblad 20. juni 2017)

Religionsfrihed og ytringsfrihed

Der er ved at danne sig et politisk flertal for afskaffelsen af straffelovens § 140, den såkaldte blasfemiparagraf, ifølge hvilken den straffes, ”der offentlig driver spot med eller forhåner noget her i landet lovligt bestående religionssamfunds troslærdomme eller gudsdyrkelse”. Begrundelsen for at afskaffe den er i al væsentlighed hensynet til ytringsfriheden. 

Paragraffen har kun været i brug tre gange, siden den nuværende straffelov trådte i kraft i 1933, og ingen er blevet straffet siden 1946. Indtil karikaturkrisen for 10 år siden ville de færreste vel have troet, at gudsbespottelse skulle gå hen og blive et af tidens mest aktuelle emner. Mens de fleste kristne har vænnet sig til, at der kan drives gæk med, hvad der opfattes som helligt, har det imidlertid vist sig, at færre muslimer har oparbejdet en tilsvarende immunitet mod de streger, som viddet kan slå.

Statsadvokaten i Viborg har tidligere i år rejst tiltale mod en mand, der har lagt en videooptagelse på nettet af afbrændingen af et eksemplar af koranen. Det er altså kun fjerde gang, at der er rejst tiltale efter § 140. Sagen har principiel karakter, så Højesteret vil formodentlig i sidste ende skulle afgøre, i hvilken udstrækning paragraffen overhovedet kan bringes i anvendelse i dag.

Gudsbespottelse har fra gammel tid været regnet for en alvorlig forbrydelse, og det ændrede sig ikke ved Reformationen. Paragraf 1 i Kongeloven af 1665 tilsiger kongen den opgave at skærme indbyggerne mod ”kættere, sværmere og gudsbespottere”, som i anden lovgivning udtrykkeligt blev forment adgang til riget.

Den såkaldte trykkefrihedsforordning af 1799 forbød naturligvis også at ”laste og forhaane” den luthersk-evangeliske tro, men med den væsentlige tilføjelse, at også andre religionssamfund, der var tålte i kongens riger, skulle ”nyde Beskærmelse i deres Gudsdyrkelse” ved at straffe dem, der drev ”Spot med deres Trosbekjendelse”. Det er et af de første tilfælde, hvor andre trossamfund end kongens eget blev tildelt en almindelig og generel rettighed i lovgivningen – 50 år før religionsfriheden formelt blev indført.

Dette princip fra 1799-forordningen vandrede via presseloven af 1851 og straffeloven af 1866 videre til den nugældende straffelov. Udviklingen har imidlertid gjort det friheds- eller lighedsprincip, som også er indeholdt i blasfemiparagraffen, usynligt. Paragraffen står tilbage som en indskrænkning af ytringsfriheden. Det strider ikke mod Grundloven, hvis § 77 tildeler ytringsfrihed ”dog under ansvar for domstolene”.  Det vil sige, at lovgiverne har vide beføjelser til at sætte grænser for ytringsfriheden. Den udøvende magt kan derimod ikke gribe ind i ytringsfriheden – og dog.

Religionsfriheden har sin egen paragraf (§ 67), der giver borgerne ret til at forene sig og dyrke deres gud i overensstemmelse med deres overbevisning, dog med det forbehold, at det ikke ”strider mod sædeligheden og den offentlige orden”. Grundlovens § 67 siger i modsætning til § 77 intet om, hvem der skal anlægge denne vurdering. I 2016 blev udlændingeloven f.eks. ændret, så den specifikt giver regeringen mulighed for at formene navngivne (udenlandske) såkaldte hadprædikanter indrejse. Siden de første seks navne (fem muslimer og en kristen) blev offentliggjort i begyndelsen af maj måned i år, har der været rejst kritik af, at der er tale om en knægtelse af ytringsfriheden. Selvom forholdet mellem religionsfriheden og ytringsfriheden stadig er principielt uklart, er tendensen i relationen tydelig: Religionskritikken gives friere tøjler, mens forkyndelsesfriheden indskrænkes.


(Kristeligt Dagblad 26. maj 2017. Redaktionen havde valgt en anden rubrik.)

Betragtninger om af- og påklædthed i badesæsonen

”En ung Dame bør vogte sig for ved et Badested at tumle sig i de salte Bølger i Selskab med en Tilbeder.” Dette råd gav Emma Gad i sin håndbog om takt og tone fra 1918. De fleste vil antagelig formode, at hendes anbefaling skyldtes hensynet til ærbarheden og sømmeligheden. Men Gad var ikke snerpet. Hensynet gjaldt den unge dames værdi på ægteskabsmarkedet: ”Det er nemlig grumme Faa, der tager sig ud til deres Fordel, mens de er i Bad. Man bør hellere gaa i Vandet med Veninder. Disses Følelser bliver ikke køligere, fordi de ser En mindre smuk. Tværtimod.”

Synet på nøgenhed for 100 år siden var præget af både restriktioner og liberalitet. Den 21. marts 1910 fældede Højesteret dom i en sag om uterlighed mod en medarbejder på et børnehjem på Bornholm. Manden fik 40 dages fængsel for blandt andet at have ”ladet en 10-aarig Pige se, at nogle Drenge løb nøgne om paa Marken i en Tordenbyge.” Efter domfældelsen kunne sagens parter – hvis de ville – spadsere de få hundrede meter over til Charlottenborg, hvor de kunne se de første glimt af J.F. Willumsens berømte billede af badende, nøgne drenge. (Selve billedet blev først udstillet offentligt to år efter, men Charlottenborg viste dette forår N.V. Dorphs portræt af Willumsen, mens han arbejdede på det i sit atelier.) 

Man skal ikke tage det som udtryk for hykleri, altså at der ikke var lighed for loven, men at sammenhængen mellem nøgenhed og uterlighed langt fra var ligefrem. Det kom an på konteksten. I kunsten var nøgenhed accepteret. Da Kristeligt Dagblad anmeldte Charlottenborgs udstilling med Willumsens billede i foråret 1912, bemærkede anmelderen slet ikke, at de badende drenge var nøgne. For drengene selv, der havde stået model for Willumsen, var det vel et praktisk spørgsmål om ikke at få våde bukser. I børnehjemmet derimod handlede det om at leve op til de normer om f.eks. kønsadskillelse, som gjaldt for opdragelsen af børn.
Johan Galster, Roar og Helge, 1939.
Stændertorvet, Roskilde
Eget foto.

I løbet af 1960erne blev nøgenheden og kroppen politiseret. Den nøgne krop blev symbol på frigørelsen fra borgerlige bindinger og nedarvede normer, og kvinder klædte sig nøgne for at demonstrere, at de nu havde overtaget kontrollen over deres egen krop og seksualitet. Den demonstrative nøgenhed blev et ideal i sig selv.

Hippiernes scrapbøger er fyldt med nøgenbilleder. Ser man efter, er det imidlertid næsten udelukkende en bestemt slags krop, der er repræsenteret: den atletiske, slanke, velproportionerede, unge mand og kvinde. Under den politisk idealiserede nøgenhed herskede der et æstetisk ideal, der ikke var meget forskelligt fra det, som Willumsen dyrkede.

Synet på nøgenhed har ændret sig siden 1970erne. Man ser f.eks. næsten ingen kvinder bade topløse ved stranden længere. Nogle ser det som en tilbagevenden til en tilstand, hvor det betragtes som normalt at være påklædt. Andre tager det som udtryk for nypuritanisme og tab af frihed. Spørgsmålet er, om det er nøgenheden selv eller retten til selv at bestemme, hvor af- eller påklædt man vil være, der er friheden? For nøgenhed er også ekskluderende. Den er vinderstrategien for de velskabte. Men det er jo ikke alle – for at parafrasere Emma Gad – der tager sig ud til deres fordel uden tøj på. Vi er nogle, der er lettede over, at bademoden igen tillader en grad af tildækkethed.

(Kristeligt Dagblad 2. maj 2017. Rubrikken er fra avisens netudgave)

Besværligt

SEAS-NVE meddeler kunderne, at de overgår til elektronisk kommunikation. Det kan ikke overraske. Men hvordan vil de "kommunikere"? Det vil de gøre via et ”selvbetjeningsunivers” kaldet mit-seas-nve.

 Selskabet opretter en hjemmeside med eget login og forventer, at forbrugerne selv følger med i hvad selskabet nu tager for at forsyne os med strøm. Og læg mærke til betegnelsen "selvbetjeningsunivers". Hvis det er et univers, er en dankortterminal et "betalingsunivers".

 Ved I hvad "mit-seas-nve" er, SEAS-NVE? Det er "jeres-seas-nve". Det er tegn på, at I lever i et parallel-univers, hvor elforsyning fylder bevidstheden alle døgnets ledige stunder, og alle jeres kunder kaster sig med tabletten på uldtæppet foran pejsen sammen med børnene og længselsfuldt logger ind for at se, om der skulle være nyt fra Svinninge.

Det er sikkert vældig rationelt for jer. Men det er ikke service. Det er besværligt med besværligt på. Jeg har lige så meget behov for flere logins som jeg har brug for at min cykel punkterer. Det er en elregning, for syv søren, ikke svar på livets store spørgsmål. Send den til e-boks, så kan det være, at kunderne faktisk opdager – og betaler – den.

(Læserbrev, Dagbladet 27 april 2017)

Skæmdump fra SEAS-NVE's hjemmeside

Da Ærø blev en del af kongeriget

Om tre år skal vi fejre 100-året for Genforeningen eller Slesvigs deling. Der er al mulig grund til at højtideligholde dette jubilæum. Det var bestemt ikke første gang en grænse blev flyttet, og den forudgående folkeafstemning var ikke enestående. Grænsedragningen i 1920 forblev i 20 år anfægtet af Tyskland. Paradoksalt nok var den tyske erklæring den 9. april 1940 i forbindelse med Værnemagtens overskridelse af samme grænse også en forsikring om samme grænses ukrænkelighed.

Tvivl om grænsen udtrykkes i dag næsten udelukkende fra dansk side. Det gælder f.eks. formanden for Folketingets udenrigspolitiske udvalg, Søren Espersen (DF), der for nylig udtalte: ”Vi vil da gerne have Danmark til Ejderen, hvorfor skulle vi ikke ville det. Det er da et håb og en drøm.” (KD 24. feb. 2017)

Udtalelsen vakte berettiget opsigt i Tyskland, for her har man forholdt sig til, at forholdene i Grænselandet har været reguleret af de aftaler, der blev indgået i 1955 mellem København og den daværende forbundstyske hovedstad Bonn om den gensidige anerkendelse af mindretalsrettigheder på hver side af Kruså-grænsen. Den væsentligste grund til stolthed over Genforeningen er, at historien om det dansk-tyske grænseland er et forbillede for mange tilsvarende regioner i Europa, fordi det er lykkedes at skabe en platform for fredelig sameksistens, hvor der tidligere har været væbnet konflikt.

En af disse konflikter var krigen i 1864, der indebar at hertugdømmerne Slesvig, Holsten og Lauenborg gik tabt for den danske krone. Det er i hvert fald den korte version af historien. Den nye grænsedragning, der var et resultat af det danske nederlag i 1864 blev fastlagt ved en fredskonference i Wien i oktober 1864. 

Ikke hele Slesvig blev afstået. Som kompensation for de såkaldte kongerigske enklaver vest for Tønder i Slesvig blev otte sogne syd for Kolding og hele Ærø tillagt kongeriget Danmark. I verdslige spørgsmål tilhørte Ærø Slesvig. Det vil sige, at ærøboerne delte valuta, lovgivning, skatter og afgifter, domstole og meget mere med det slesvigske fastland. I kirkelige spørgsmål tilhørte Ærø Fyens Stift, om end Ærø og Als en kort overgang efter 1815 til sammen udgjorde et eget stift. 

Ærø var en af rigets tættest befolkede øer og var centrum for handel og skibsfart i hele det 19. århundrede. Fuldbyrdelsen af freden i Wien tog nogle år. I 1864 var forvaltningen af Slesvig og Holsten delt mellem sejrherrerne Preussen og Østrig. Østrigs deltagelse i krigen var betinget af, at Østrig ikke havde nogen interesse i en ensidig preussisk ekspansion på den jyske halvø. Østrig havde ikke noget udestående med Danmark i sig selv. 

Modsætningsforholdet mellem Østrig og Preussen udviklede sig til en kort krig i 1866, som Preussen vandt. Derefter rømmede Østrig hertugdømmerne, som blev annekteret af Preussen – med undtagelse altså af de dele, der i henhold til Wienerfreden tilfaldt kongeriget Danmark. 

I disse dage for 150 år siden, den 1. april 1867, var indlemmelsen fuldbyrdet idet kongerigets lovgivning fra den dato gjaldt i de otte indlemmede sogne og på Ærø – med overgangsordninger.


(Kristeligt Dagblad den 12. april 2017)

Sandhed og politik

Indtil for nylig spillede den åbenlyse løgn en fast rolle i vestlig, demokratisk politik.Hvis en politiker blev taget i at lyve, var det ødelæggende for karrieren. Løgnen har imidlertid skiftet status. Nogle politikere har held med at fremstå troværdige over for deres vælgere, på trods af at de er usandfærdige.

Vælgerne belønner tilsyneladende det udsagn, der forekommer oprigtigt, altså at der er overensstemmelse mellem hvad politikeren føler, og hvad han siger, snarere end det sande udsagn, der er kendetegnet ved overensstemmelse mellem det sagte og det, der i en bredere kreds anerkendes som virkeligt.

At mennesker lyver, er ikke noget nyt. Det er sågar menneskets privilegium at gøre det. Mange dyr kommunikerer og kan endda forstille sig. Men kun mennesket lyver. Vores sproglighed gør os i stand til at abstrahere fra det konkrete og det oplevede med en sådan afstand, at vi med vilje kan vildlede andre. Krydset med menneskets velkendte vilje til magt har denne evne ofte gjort politik til en giftig affære.

Moderne dansk politik bygger på en usandhed. I marts 1848 foranledigede en gruppe borgere med Orla Lehmann i spidsen et systemskifte i København. De ønskede en forening af kongeriget og Slesvig under en fri forfatning. Problemet var, at en tilsvarende bevægelse i hertugdømmerne ønskede et forenet Slesvig-Holsten ligeledes under en fri forfatning.

Ved et hasteindkaldt møde i Casinoteatret den 20. marts lykkedes det Lehmann at overbevise sine tilhørere om, at der var udbrudt oprør i hertugdømmerne, og at et modtræk var tvingende nødvendigt. Næste dag gik tusindvis af borgere i et demonstrationstog til Christiansborg under trusler om " fortvivlelsens selvhjælp". Aktionen lykkedes. Kongen skiftede kurs og indsatte en regering, der ville gennemføre et Danmark til Ejderen.

Hvad der indtil da ikke havde været tilfældet, blev derefter sandt: Hertugdømmerne gjorde oprør over, at københavnerne ville skille Slesvig fra Holsten. Den krig, der brød ud to uger senere, varede i tre år og kostede tusindvis livet. En sidegevinst ved denne proces var, at Danmark fik en grundlov. Det gjorde hertugdømmerne faktisk også, men den blev annulleret, da de tabte krigen.

Lehmann og hans samtidige D. G. Monrad var blandt de første, der til fulde forstod det moderne, politiske håndværk. Monrad huskes som den, der havde ansvaret for nederlaget i 1864, og han skrev udkastet til Grundloven. Han deltog aktivt i politik gennem mange år og var dertil en begavet iagttager af den politiske kultur. Politikere, mente han, idet han omhyggeligt inkluderede sig selv, er " nogle stivsindede, stivnakkede, hårdhudede, hårdmundede og umedgørlige mennesker".

Monrad formulerede den grundregel, som stort set alle ministre siden har måttet sande, nemlig at "det, der i og for sig er rigtigt, bliver i politisk henseende urigtigt, når det ej lader sig gennemføre." Det er et vilkår - ikke mindst i et demokrati -at ingen politiker har den fuldstændige magt. En politiker kan være nok så sandfærdig og oprigtig, men alle gode viljer og alle gode argumenter kommer til kort, hvis der ikke kan skaffes et flertal. På den måde må alle moderne politikere leve i usandhed, fordi det er et vilkår, at der er en uoverensstemmelse mellem det, de vil, og det, der kan lade sige gøre. Det er en omstændighed, man skal tage i betragtning, når man vurderer en politikers sandfærdighed og oprigtighed.

(Kristeligt Dagblad 28. marts 2017. Redaktionens rubrik var en lidt anden.)

Pinds idé om filosofikum duer ikke

Uddannelses- og forskningsminister Søren Pind stiller i interview med Uniavisen 27. januar og (uddybende) Berlingske Tidende 30. januar forslag om at genindføre filosofikum i form af en fælles eksamen for alle studerende, ikke alene på de længere videregående, men alle videregående uddannelser.

Ministeren siger selv om begrundelsen for sit forslag i Berlingske: »Jeg taler om filosofi, moral og etik, men også kulturel bevidsthed. Hvad udspringer vi af? Hvem er vi? Det handler om dannelse, som der mere end nogensinde er brug for. At skabe en fælles forståelse af, hvad vi er for en størrelse […] Det handler om at binde uddannelserne sammen og skabe en fælles bund i et samfund, der for nærværende er fragmenteret og under angreb fra populistisk hold og folk med andre styreformer, der vil os det ondt.«


Ministeren ønsker altså at indføre et fælles kursus, hvis formål er at tilvejebringe identitet, fællesskab, sammenhæng og bevidsthed om fælles demokratiske værdier. Det er en ubeskeden og for så vidt også prisværdig ambition.

Som historiker og grundtvigianer er det vanskeligt at være modstander, men jeg skal gøre forsøget.
Den eksamen i filosofikum, der blev afholdt indtil 1971, var i virkeligheden en lille rest fra dengang studentereksamen blev aflagt på universitetet som en optagelsesprøve. Fra 1850 blev den prøveret forlagt til de lærde skoler, altså gymnasierne.

Filosofikum var derefter tænkt som en oplæring i videnskabelig metode ud fra den antagelse, at filosofien som universitetsdisciplin og den på dette tidspunkt veletablerede filosofihistoriske kanon kunne tilvejebringe et tjenligt og almengyldigt grundlag for en virksomhed i videnskabens tjeneste, hvad enten man beskæftigede sig med kirurgi, procesret, atomfysik eller semitisk filologi.
De videregående uddannelser er et institutionelt fællesskab af væsensforskellige fag og discipliner. Det er et resultat af den specialisering, som har fundet sted over de seneste mange generationer. Den opfylder et behov, som efter alt at dømme ikke bliver mindre. Der er brug for folk, der kan deres kram.

I dag er metode og videnskabsteori indbygget i studieordningerne. På universitetet anvendes vidt forskellige videnskabelige metoder. Vi kan på gode dage, og når taler skal holdes til universitetets fester, stadig til nød fastholde hinanden på fælles etiske, ontologiske og epistemologiske principper som stræben efter ’det gode liv’, ’retfærd’, ’sundhed’ og ’sandhed’, men selv i diskussionen af så enkle og indlysende værdier er det vanskeligt at opnå enighed om metoder, principper og midler.
En anden og mere praktisk grund til at være mod ministerens forslag er, at det ifølge ham selv ikke må forsinke nogen eller koste noget.

Og alt, der er gratis, har som bekendt sin pris. Jeg er glad for, at jeg ikke sidder i mit fags studienævn og skal udpege de dele af bacheloruddannelsen i historie, der kan undværes for at skabe plads til ministerens forslag. Tiden til et filosofikumkursus skal nemlig tages fra de kurser, der i dag udgør en del af en bachelor i sygepleje, semitisk filologi eller jura.

Det vil betyde, at fremtidens sygeplejersker, filologer eller jurister vil have modtaget mindre undervisning i henholdsvis sygepleje, filologi og jura, hvis filosofikum genindføres. Inden for rammerne af den nuværende uddannelsespolitiske trylle-logik, vil man aldrig få nogen med ansvar til at indrømme, at det indebærer en kvalitetsforringelse, men det gør det altså.

De fleste vil anerkende, at ministeren har identificeret et reelt problem. Filosofikum er bare ikke løsningen. Alle der begynder på en videregående uddannelse har mindst ni års undervisning i enhedsskolen bag sig samt en studentereksamen. Folkeskolen skal blandt andet forberede eleverne til deltagelse, medansvar, rettigheder og pligter i et samfund med frihed og folkestyre, og i gymnasieskolen står den almene dannelse stadig som et centralt formål.


Hvordan havde ministeren helt præcist forestillet sig, at et kursus på måske 5 eller 10 ECTS-point skulle kunne klare, hvad tolv års skolegang ikke har magtet? Hvis ministeren bekymrer sig om sammenhængskraften i samfundet, var det måske en idé at give folkeskolen og de gymnasiale uddannelser de rammer og ressourcer, som de skal bruge for at løfte den opgave, som er deres, og så lade de videregående uddannelser om det, som vi er gode til: specialiseringen.

(Universitetsavisen 3. feb. 2017)

Fire misforståelser om digitalisering af den skriftlige kulturarv

Kulturminister Mette Bock skrev i avisen i torsdags om digitaliseringen af de i Rigsarkivet i København beroende vestindiske arkivalier, og ministeren anvendte derefter dette projekt som forklaringen på, at Rigsarkivets læsesalskapacitet over hele landet skæres ned.

Der er ingen tvivl om, at digitaliseringen af den skriftlige kulturarv er kommet for at blive og har ført meget godt med sig. Imidlertid knytter der sig en række – som regel implicitte – misforståelser til digitaliseringen, hvoraf den ansvarlige minister gør sig skyldig i mindst en.

Misforståelse nr. 1: ”Digitaliseringen overflødiggør arkivernes læsesale.” Med det nuværende tempo vil det tage årtier, før alt materiale i arkiverne er digitaliseret. Det har været en stor hjælp for arkivernes største brugergruppe, slægtsforskerne, at f.eks. kirkebøgerne nu ligger på nettet, men det er ikke gyldig grund til at indskrænke åbningstider og adgang til arkiverne for f.eks. forskerne.

Misforståelse nr. 2: ”Digitalisering erstatter papirversionen af arkivalierne.” Selv digitaliseringer i den bedst mulige kvalitet indebærer et informationstab, fordi papirversionens fysiske kvaliteter i sig selv indeholder informationer. Noget andet er, at mange eksisterende digitaliseringsprojekter, f.eks. af de danske aviser eller de kommunale byggesagsarkiver, er langt fra at være i en bare tilfredsstillende kvalitet.

Misforståelse nr. 3: ”Digitalisering er det samme som formidling.” Det svarer til at tro, at man har formidlet dansk politisk historie ved at fotokopiere Folketingstidende. Også brugerne af digitale arkivalier har brug for rådgivning om den sammenhæng og kontekst, som dokumenterne indgår i. Denne rådgivning koster stadig penge, og så er vi ved

Misforståelse nr. 4: ”Digitalisering indebærer en besparelse på længere sigt.” Alle ved, at det koster at omsætte større mængder papirarkivalier til en digital form. Færre er klar over, at vedligeholdelsen af den digitale information indebærer betydelige og løbende driftsomkostninger. Ingen digital databærer har en kendt levetid på over ti år. Det er allerede vanskeligt nu at finde computere, der kan læse en CD-rom. Hvem har i dag udstyret til at aflæse en floppy-disc? Enhver digitalt lagret information skal omsættes til et nyt format med få års mellemrum. Til sammenligning har selv den dårligst kendte papirkvalitet en levetid, der er ti gange længere, for nu slet ikke at tale om syrefrit kvalitetspapir, der selv under ugunstige forhold snildt overlever århundreder.

Sammenlagt kan man sige, at digitalisering har medført en demokratisering af arkivadgangen, fordi mange flere mennesker nu bruger de materialer, som findes på statens arkiver og biblioteker. Men det har ikke overflødiggjort arkivernes og bibliotekernes forpligtelse til at bevare papirversionerne og sikre publikums og forskernes adgang til dem.

(Kristeligt Dagblad 14. marts 2017)

Ret og magt flytter sig

Den nylige udvikling i USA, hvor en dommer har bremset præsident Donald Trumps indrejseforbud, understreger i hvor høj grad dette land forstår sig selv som en retsstat i den forstand, at der udgår en meget stærk myndighed fra landets domstole. Og som vi netop har været vidne til kan en domstol underkende en regeringsbeslutning på ganske få dage.

I Danmark har domstolene ikke samme tradition for at hævde sig på linje med de to øvrige statsmagter, men har levet en mere tilbagetrukket tilværelse. Magtens tredeling er ikke særlig klart formuleret i Grundloven. Politik og dermed magt udøves efter det såkaldte hørupske princip: Ingen over og ingen ved siden af Folketinget. Det blev i sin tid formuleret af Viggo Hørup under forfatningskampen som et ønske om at skabe andet forhold mellem den lovgivende og udøvende magt. Det fik vi, da parlamentarismen blev udviklet i årene efter 1901, således at ingen regering kan blive siddende, hvis et flertal i Folketinget udtaler sin mistillid til den ved en afstemning i salen.

Højesteret er en institution, der er væsentlig ældre end den styreform, under hvilken den fungerer i dag. Den blev skabt under enevælden og har repræsenteret en bemærkelsesværdig kontinuitet i det danske statsstyre lige siden. Retsvæsenet var temmelig upåvirket af statsomvæltningen 1848-1849. Da det nuværende Christiansborg blev opført efter det forrige slots brand i 1884, valgte arkitekten at genbruge enkelte dele af ruinen til den del, der i dag huser Højesteret. Tydeligere kan det ikke illustreres, at Højesteret har rod i enevælden.

Arbejdsgangen i Højesteret er konservativ, og nogle procedurer går helt tilbage til stiftelsen i 1661. Der hersker i retten en højtidelighed, der afspejler institutionens ælde. Hvordan det er at møde for Højesteret har advokat René Offersen skildret levende i bogen, Kold Krig i Højesteret, der udkom for nylig på Forlaget Vandkunsten.

Der er den interessante parallel mellem USA og Danmark, at udviklingen af retsstatstanken skete samtidig i de to lande i slutningen af 1700-tallet. Det lyder paradoksalt at kalde den sene enevælde en retsstat, men noget er der om snakken. Selv om kongen formelt havde forsædet i Højesteret indtil 1848 var der allerede 100 år tidligere i praksis indtrådt et skel mellem den udøvende og lovgivende magt på den ene side – det vil sige kongen – og den dømmende på den anden. I sager mellem staten og enkelte borgere dømtes der ikke sjældent til ugunst for staten.

Først ved udgangen af det 20. århundrede trådte Højesteret i funktion som en ligeværdig magt ved siden af den lovgivende ved at håndhæve prøvelsesretten, altså domstolenes ret til prøve lovgivningens lovmedholdelighed. Det skete da flere paragraffer af en lov rettet mod Tvindskolerne blev underkendt.

I december sidste år er Højesteret trådt et skridt videre ad denne vej ved for første gang at underkende en afgørelse fra EU-domstolen. Det skete i et spørgsmål om arbejdsret i den såkaldte Ajos-sag. Selv om der stadig er en meget stor forskel på den danske og den amerikanske forståelse af domstolenes rolle, nærmer den danske Højesteret med langsomme og små skridt sig en mere aktivistisk og dermed også sandsynligvis en politiserende linje.

(Kristeligt Dagblad den 7. februar 2017)

I 150 år har Japan været en del af dansk hverdag

Der findes næppe den danske husholdning, der ikke betjener sig af et japansk produkt. Sandsynligheden for, at f.eks. enten bilen, mobiltelefonen eller begge dele er japansk, er ganske stor. Japan er trods flere års stagnation og den store tsunami i marts 2011 stadig verdens tredjestørste økonomi. Danmark er i sammenligning en ubetydelighed, men ikke desto mindre en ikke uvæsentlig handelspartner for Japan. Derfor lægger den japanske ambassade i København også stor vægt på fejringen af 150-året for dansk-japansk samhandel.

Denne relation begyndte den 12. januar 1867, da der blev undertegnet en omfattende traktat mellem Danmark og Japan. Den er oprindeligt udformet på nederlandsk, fordi den blev forhandlet igennem på Danmarks vegne af den nederlandske gesandt i Japan. Japan havde indtil midten af 1800-tallet været et lukket land, der kun tillod få udlændinge adgang, herunder nederlænderne. Landet indgik derfor indtil da heller ikke i den stærkt stigende globale handel. Det ændrede sig i 1853, da en amerikansk eskadre af orlogsfartøjer tiltvang sig adgang til havnebyen Edo med kravet om at åbne landet for udenrigshandel. Japanerne havde ingen våbenteknologi, der svarede til den amerikanske og måtte bøje sig.

Inden for ganske få årtier blev Japan forvandlet fra et førmoderne – populært sagt middelalderligt – samfund til et moderne industrisamfund. Denne proces er mytologiseret, men også ganske godt illustreret i den smukke Hollywood-film fra 2003 Den sidste samurai med Tom Cruise i hovedrollen. Overgangen lykkedes blandt andet fordi japanerne omtolkede gamle institutioner uden at afskaffe dem. Denne løsning har sikret kontinuitet og stabilitet, men den stærke bekendelse til historien og traditionen er naturligvis ikke uden udfordringer i det, der i dag er et af verdens mest udviklede informationssamfund.

Den dansk-japanske aftale blev indgået mellem den danske konge og hans japanske modpart shogunen eller ”Hans Majestæt Taikunen af Japan”, som det hedder i den datidige danske oversættelse af traktaten. Japan havde dengang i århundreder været styret af et dynasti af shoguner kaldet Tokugawa-shogunatet. Japan blev imidlertid fra slutningen af 1860erne ved reformer og kup omskabt til et konstitutionelt monarki efter europæisk forbillede med kejseren i spidsen som statsoverhoved. Han havde under shogunatet mest haft en funktion som religiøst overhoved for shintoismen. Hele denne proces gjorde Japan modstandsdygtig mod europæisk og amerikansk kolonisering.

I 1905 vandt Japan overraskende en krig mod Rusland takket være en flådeoprustning, der var tilvejebragt i kraft af rådgivning fra blandt andre en forhenværende dansk søofficer ved navn Balthasar Münter. I de følgende årtier udviklede Japan sig til en særdeles brutal kolonimagt på det asiatiske fastland. Erindringen om og striden om fortolkningen af den japanske kolonialisme spiller stadig en afgørende rolle i forholdet til især Kina og Korea.

Kulturelt blev Japan stærkt påvirket af Vesten. Et af Japans største universiteter, Tokai, er f.eks. inspireret af Grundtvig. Men påvirkningen gik også i den anden retning. Masseproduceret japansk grafik fik indflydelse på blandt andet impressionismen, og der opstod en egentlig Japan-mani. Den 19. januar åbner en særudstilling på Statens Museum for Kunst om de nordiske kunstnere, der lod sig påvirke af japansk kultur og billedkunst: Munch, Albert Edelfelt, Hammershøi, L.A. Ring m.fl.


(Kristeligt Dagblad 12. januar 2017)