Skolefrihed og livsanskuelse

En muslimsk friskole i København har vakt opsigt, fordi skolepsykologen har rådet eleverne til seksuel afholdenhed før ægteskabet. Flere politikere har i den forbindelse udtalt, at skolen forbryder sig mod nogle af samfundets centrale principper og burde fratages sin statsstøtte. Tilfældet er langt fra enestående. Adskillige religiøse og især muslimske friskoler har ved deres praksis i de sidste år udfordret det frihedssyn, som ligger bag friskoletanken og friskoleloven. I hvor høj grad må og kan skolen påvirke eleverne ideologisk og religiøst? Hvordan kan man forene religionsfriheden med børnenes rettigheder og friheder? 

Et bærende princip i dansk skolelovgivning er, at børnenes undervisning er forældrenes ansvar, idet der er undervisningspligt og ikke skolepligt i Danmark. Dette princip blev fastslået allerede i 1736/39. Princippet blev videreført ved den store reform af almueskolen i 1814, og igen indirekte bekræftet i junigrundloven 1849, der garanterede, at ”De Børn, hvis Forældre ikke have Evne til at sørge for deres Oplærelse, ville erholde fri Underviisning i Almueskolen.” 

Friskolerne fik deres egen lovgivning i 1855. Den er interessant, fordi den vender grundlovens princip på hovedet og gør forældrenes egenundervisning af børnene til en ret, der udgør en undtagelse fra den skolepligt, som 1855-loven forudsætter som almindeligt gældende: ”Forpligtelsen til Skolegang bortfalder for de Børn, hvis Forældre eller Værger erklære selv at ville sørge for deres Underviisning”, sålænge børnene dermed ”skjønnes at besidde samme Grad af Kundskab og Færdighed i de foreskrevne Underviisningsgjenstande, som Børn af samme Alder i Gjennemsnit opnaae i Skolen.” 

Det var især grundtvigianerne, der krævede retten til selv at undervise deres børn som et oprør mod den offentlige skoles religionsundervisning. Det grundtvigske skolesyn bygger på en adskillelse af skole og kirke. Det praktiske og pædagogiske grundlag for skolerne blev tilvejebragt af Chresten Kold. 


Interessant nok for den aktuelle sag blev spørgsmålet om de unge menneskers kæresteri centralt, da Chresten Kold første gang opsøgte Grundtvig i 1851. Anledningen var ganske vist Kolds ønske om at oprette en højskole i Ryslinge, men de to mænd var ret uenige om målgruppen. Her er Kolds eget referat af mødet:


”Jeg vilde have mine Fyre i Skole, naar de var nylig konfirmerede, i en Alder af 14, 15, 16 Aar, men Grundtvig sagde: det duer ikke før de bliver 18 Aar. Jeg kan godt huske, at jeg sagde: Grundtvig kan ikke vide, hvorledes Bønderne er derhjemme, thi naar de er 18 Aar, har de allerede begyndt at lege Kjæreste, ryge Tobak, gjøre Pibe- og Uhrhandeler, og saa kan vi ikke faae dem beaandede. Jo, svarede Grundtvig, det kan vi nok. Nei, sagde jeg, som jeg har opfattet Forholdet, er min Mening den eneste rigtige. Jeg har altid været vis i min Sag, ogsaa naar jeg tog feil.”

Kold måtte siden indrømme, at han tog fejl for højskolens vedkommende. Få år senere grundlagde han en friskole i Dalby i 1852, og med loven af 1855 kom der mange flere til, fra 1919 med statstilskud. Med tiden begyndte andre mindretal at bygge friskoler på deres eget idégrundlag. Efter at Folkeskolen ophørte med at være forkyndende i 1975, blev det friskolernes niche at være de kristne skoler. Der skete på sin vis en omvending af det oprindelige grundtvigske princip om adskillelse af skole og kirke. Men grundlæggende handler friskolen stadig om, at forældrene har retten til at lade deres børn undervise i overensstemmelse med deres egen livsanskuelse.

(Kristeligt Dagblad 25. februar 2016. Redaktionens rubrik er ændret her.)

Nationalisme er ikke et skældsord

Danmarks Radios tidligere dramachef Ingolf Gabold har vakt debat om nationen og nationalismen ved at udtale sig om den politiske intention bag TV-serien ”1864”. Nationalisme opfattes i dag som et skældsord, både af Gabold selv og hans kritikere.

Historievidenskaben har siden begyndelsen af 1980erne beskæftiget sig med nationalismens historie. En pioner og internationalt anerkendt ekspert på feltet er faktisk min medklummenist, Uffe Østergaard.

I historievidenskaben bruges begrebet værdineutralt som betegnelse for en politisk bevægelse, hvis formål er at skabe en nationalstat, en enhed af stat og folk, således at retsordenens og den politiske enheds grænser er sammenfaldende med etnicitetens. Definitionen siger derimod ikke noget om, hvorledes denne enhed skal tilvejebringes. Man er altså nationalist uanset om man vil bruge fredelige eller voldelige midler til at opnå formålet.

I sin reneste form er nationalstaten defineret som en suveræn stat, der omfatter samtlige medlemmer af en enkelt nation og ingen medlemmer af andre nationer. Verdenshistorien kender ingen eksempler på rene nationalstater. Island efter selvstændigheden i 1918 kom tæt på, hvis det ikke var for det danske mindretal på øen og siden den væsentlige amerikanske tilstedeværelse.

Nationen er som fænomen væsentlig ældre end nationalismen. Man kan finde vidnesbyrd om national bevidsthed i Middelalderen hos f.eks. Saxo, altså en forestilling om, at der er en betydningsfuld forskel på at være f.eks. dansk, tysk eller svensk.

Nationalisme som politisk fænomen voksede frem efter Wienerkongressen 1815, og dermed rykkede nationen op på den politiske dagsorden. Tilhørsforholdet til en nation blev afgørende for den enkeltes identitet og muligheder i livet.

Interessant nok kan man argumentere for, at danskerne i 1864 burde have handlet mere nationalistisk. De skulle være gået efter en deling af Slesvig efter sproggrænsen. Både Bismarck, briterne og Christian IX var indstillet på det. De nationalliberale havde imidlertid bundet sig op på en ejderdansk løsning, altså en påstand om, at hele Slesvig i virkeligheden var dansk, og det endte så med, at hele Slesvig gik tabt.

At nationen og nationalismen er historiske størrelser, har fået nogle til at anlægge den fortolkning, at nationen er en konstruktion, altså at den er en illusion og dermed en løgn. Men dette argument ville indebære, at andre samfundsfænomener som f.eks. demokratiet måtte afskrives. For demokratiet findes kun, for så vidt dets deltagere tror på det. Nationen er på samme måde forestillingen om, at man tilhører et fællesskab, der er holdt sammen af historie, sprog og kultur – og eventuelt religion. Nationen er derfor både konkret, oplevet virkelighed og utopi. Hvis ingen definerede sig som danskere, ville Danmark ophøre med at eksistere. Der findes også dem, der mener, at nationen altid har eksisteret, at den f.eks. hører til skabelsesordenen, eller at den findes som historisk virkelighed, også når bevidstheden om den ikke har eksisteret. Men også de mener, at nationen først kommer til sig selv, når bevidstheden om den vækkes.


I Danmark blev den nationale utopi virkeliggjort så tæt på idealet som muligt med Slesvigs deling i 1920 og befæstet med aftalerne mellem København og Bonn i 1955. Selv om vi roser os af, at den danske nationalisme nåede sit mål med fredelige midler, ville denne løsning aldrig have været mulig uden tysk nederlag i den forudgående krig, der som bekendt også kostede tusindvis af danske slesvigere livet.

(Kristeligt Dagblad 11. februar 2016)