Danmark som polarnation

I en artikel den 14. januar under overskriften " Briterne gjorde Danmark til en polarnation" citeres Thorkild Kjærgaard for den opfattelse, at det var briternes fortjeneste, at de norske bilande, Grønland, Færøerne og Island, forblev danske, da Fastlandsnorge blev afstået som et resultat af Freden i Kiel i 1814.

Den klassiske fortolkning af dette spørgsmål tillægger diplomaten Edmund Bourke æren. Han var søn af en irsk planter på St. Croix og forhandlede på den danske regerings vegne i Kiel, og det er den gængse antagelse, at han spillede på sin svenske modparts uvidenhed om, at de nordatlantiske besiddelser oprindeligt var fulgt med Norge, da personalunionen mellem Danmark og Norge blev indgået i senmiddelalderen.

Teorien om, at det ikke var Bourke, men briterne, der spillede den centrale rolle, blev første gang lanceret af Finn Gad i 1979. Den bygger på den formodning, at briterne ikke havde interesse i at svække danskerne og styrke svenskerne mere end højst nødvendigt.

Det bør imidlertid bemærkes, at en af de bedste kendere af Danmarks rolle under Napoleonskrigene, Ole Feldbæk, i en artikel i Historisk Tidsskrift fra 1995 tilbageviser Gads teori. Selvom den ikke er usandsynlig, findes der intet kildebelæg for, at briterne skulle have grebet ind i forhandlingerne i Kiel på denne måde.

Forklaringen på, at bilandene ikke blev afstået, var, at svenskerne ikke havde gjort krav på andet end Fastlandsnorge. Deres interesse var at samle den skandinaviske halvø i én statsdannelse. At selve traktaten udtrykkeligt undtog Færøerne, Grønland og Island, var altså en specifikation af en allerede accepteret præmis for aftalen. Denne eksplicitering var antagelig Bourkes fortjeneste, og den kom danskerne til gode, da nordmændene godt 100 år senere gjorde krav på Østgrønland, et krav, der blev afvist af den internationale domstol i Haag i 1933, hvorefter hele Grønland er at betragte som hørende under dansk suverænitet.

(Kristeligt Dagblad 21. januar 2014)