Nytårsaften og Den Store Synkronisering

Nytårsaften bliver vi alle kronologiske pedanter. De fleste af os lægger vægt på præcision i hverdagen. Det er tillidsvækkende at kunne møde til tiden, men hvis man er tilsagt til kl. 15, regnes det ikke for en forsinkelse, selv ikke for de mest øjeregnende, at møde et minut eller to senere. Anderledes er det nytårsaften. Vi skåler og ønsker tillykke på slaget 12. De mest sendrægtige kan godt finde på at vente både 5 og 10 sekunder med at reagere på Københavns rådhusurs første slag, men det må tilskrives sprituspåvirkningen. Anstændige mennesker handler straks.

I sig selv er Nytårsaften ikke en begivenhed, der indebærer andet end at vi skal have ny kalender, hvis man da stadig bruger papirkalender. Man kunne lige så godt have lagt nytåret på en hvilken som helst anden dato. Kineserne fejrer nytår i februar. Kirkeåret begynder den første søndag i advent, medmindre man er russisk ortodoks og stadig følger den julianske kalender, som er stadig mere forsinket i forhold til den gregorianske, som er vores. Ferieåret begynder 1. maj og skoleåret den 1. august.
Normalt tænker vi os historiske begivenheder strøet ud på en tidslinje, som udgør den faste målestok for afstande i tid. Imidlertid er enhver tidsregning selv historisk betinget. Et af de bedste eksempler på dette forhold er, at to af den europæiske litteraturs største skikkelser, Cervantes og Shakespeare, døde med godt en uges mellemrum, men begge på den samme dato, den 23. april 1616. Forklaringen er den, at mens Spanien var gået over til den gregorianske kalender, betjente englænderne sig endnu af den julianske. Tid er ikke overraskende relativ.
Af samme årsag er tidspunktet for Jesu fødsel ret usikkert. Det er en svaghed ved Vor Tidsregning, som matematikhistorikeren Chr. M. Teisbak har noteret, at den ikke var opfundet, da den begyndte. Det var munken Dionysios, der i det 6. århundrede begyndte med at regne årstal ab incarnatione Jesu Christi. Tidligere havde man brugt f.eks. ab urbe condita, altså fra Roms grundlæggelse.

Hvis vi nu ser bort fra nutidens pedantiske historikere, der peger på, at Quirinius' folketælling først fandt sted flere år efter kong Herodes' død, kan vi ud fra en rent logisk betragtning konstatere, at Vor Tidsregning ikke hænger sammen. Jesus er født julenat, en uge før nytårsnat, altså i år 1 før Kristi fødsel eller muligvis år 1 efter Kristi fødsel. (År 0 findes som bekendt ikke. Det er et tidspunkt, ikke et tidsrum. Man tæller år som man tæller bolsjer eller æbler, og det første tælles altså ikke som det nulte.)
Hvorom alting er, kan man betegne Nytårsaften som en konvention. At hele verden bruger den samme tidsregning blev faktisk vedtaget ved en international konference i Washington i 1884. Herefter bestemmes alle klokkeslæt i verden efter hvad klokken er i Greenwich ved London. Alle andre tidsregninger er ikke forsvundet, men de har underordnet sig denne konvention. Nytårsaften er blevet en i sandhed global begivenhed, der forskyder sig gennem nytårsdøgnet over klodens 24 tidszoner efter fælles global overenskomst. Det er Den Store Synkronisering af kloden. Den højtideligholder vi ved at være særligt nøjeregnende med sekunderne omkring midnat.

(Klumme i Kristeligt Dagblad 31. dec. 2012)

Mit hjerte altid vanker

Når vi går om træet juleaften, vælger jeg altid Brorsons "Mit hjerte altid vanker". Det er egentlig ikke julens bedste salme, hvis jeg skal sige det. Højtidens hitliste kan man selvfølgelig altid diskutere, men Grundtvig havner som regel på første-, andenog tredjepladsen alligevel. Carl Nielsens smukke melodi fra 1914 gør naturligvis sit. Dens følelsesfulde tone er ikke særlig karakteristisk for salmekomponisten Nielsen, men så meget desto mere i pagt med teksten.

Salmedigteren understreger med sin hyppige brug af ordet  jeg", at der er tale om et personligt mellemværende mellem den, der synger salmen, og salmens lige så hyppigt forekommende "du", barnet i krybben, Jesus. Dette forhold bliver i Brorsons billedsprog meget intimt og sanseligt.

På en kølig nutid har Brorsons ublufærdige patos virket overvældende og endda ret påtrængende. Men den passer sært godt til juleaften, synes jeg. Det skyldes, at salmistens strenge er stemt med længsel og erindring. Han kunne nøjes med at fryde sig over det nyfødte barn, men melankolien er glædens gæst denne aften.

Julens melankoli er et velkendt fænomen. Den knytter sig til gentagelsen, altså at vi gør de samme ting i den samme rækkefølge hvert år. Vi kalder dem gerne traditioner, et fænomen, som vi hylder allermest på denne tid af året. Gentagelsen bemægtiger sig nemlig også dem, der ikke holder jul. Deres måde at bryde med julens traditioner på viser sig ved, at de demonstrativt gør det på præcis samme måde hvert år. De tager måske til Tenerife eller spiser skipperlabskovs, men de gør det igen og igen.

Julen pånøder os gentagende adfærd og binder os en ind i et sæt af mønstre, hvad enten man er med eller mod den. Det er der en tryghed i. Når mørket sænker sig i den mest solløse af årets uger, har man brug for at falde tilbage i en genkendelighed, en forvisning om, at det nok skal gå.

Vi sætter hvert år et træ op i stuen "med besked derudefra, at det lysner dag for dag". Men gentagelsen, mønstrene er naturligvis ikke bare trygge puder at hvile et mødigt hoved på. Julen vækker erindringer og giver mindelser. Barndommen kaldes til live, og hvis man er så heldig at have haft en lykkelig barndom, er det godt, men det er jo ikke alle forundt. Julen kan give jag i gamle ar. Jeg hører til de heldige, der har glade minder, men alligevel stemmes jeg i mol af julen.

Julens årlige tilbagevenden er endnu et punkt på den linje, der angiver, at tiden går. På samme måde som erindringen om en god barndom kan varme, må man savne dem, der ikke er mere. Det er jo bare en påmindelse om livets almindelige vilkår, men den virker så meget desto stærkere i julen. Forkrænkeligheden kaldte man det på Brorsons tid. Vi kan ikke længere glæde os, som om vi var børn. Glæden er middelbar, for den formidles af børnene iblandt os, af erindringen om barndommen eller af længslen efter glæden. Det er juleaftens stemning.

(Klumme i Kristeligt Dagblad 14 dec. 2012)

En rejse i tiden

Fornemmelsen af at være født i gamle dage er begyndt at dukke op med foruroligende hyppighed. Det begyndte for fem-syv år siden, da det gik op for mig, at flere og flere af mine studerende på universitetet ikke selv havde nogen erindring om Murens fald i 1989. De var blot små børn dengang, da jeg selv som ungt menneske på 23 år læste på Freie Universität i Berlin i vinteren 1989-90. Nu møder jeg også førsteårsstuderende, der ikke har nogen personlig erindring om 11. september 2001.

For nylig var min familie og jeg i Paris. Med sin rige fortid bød byen på mange kulturhistoriske oplevelser, men den stærkeste oplevelse af historiens gang kom fra den medbragte parlør, Berlitz' reviderede udgave af " Fransk til rejsebrug" fra 1983, som jeg oprindeligt anskaffede, da jeg i min ungdom første gang besøgte Frankrig for mere end 25 år siden.

Oplevelsen af forandring begynder allerede på bogens første opslag, hvor forlaget reklamerer for sine øvrige parlører og rejseguider. Man kan for eksempel lære at begå sig på serbo-kroatisk ( med tilhørende kassettebånd), hvis man vil rejse til Jugoslavien, et ikke længere eksisterende sprog fra et ikke længere eksisterende land.

Parlørens råd om, hvordan man skal forholde sig i paskontrollen, er for en dansk statsborger i dag helt over-flødige. Det samme kan man sige om anvisningerne på, hvordan man tilkalder en drager til sin bagage, hvordan man telegraferer eller tiltaler telefonisten på centralen, eller hvor man med fordel kan veksle til den lokale valuta.

Heldigvis er ikke alting forandret. Der tales stadig fransk i Paris, men ikke med den samme chauvinisme som før. Den berygtede parisiske arrogance så vi ikke meget til. Tålsomheden over for turistens malebariske skolefransk er høj, og hvis turisten har brug for supplerende at forklare sig på engelsk, møder man ingen modstand, men derimod venlig forståelse. Det var ingen selvfølge for 25 år siden.

En 20-årig på rejse i Paris i dag ville antagelig have en helt anden oplevelse. Han er opvokset med engelsk som selvfølgeligt, men eneste fremmedsprog. Han ville tage for givet, at man taler engelsk, når man er i udlandet, og måske endda undre sig over, at franskmænd alligevel ikke er bedre til det. At forklare et ungt menneske af i dag, at det kunne være taktfuldt eller endda nødvendigt at lære sig lidt fransk for at begå sig i Frankrig, er kun blevet vanskeligere.

Det er jo ikke, fordi jeg føler mig gammel. Det er blot fornemmelsen af at have været vidne til et epokeskift, at have en erfaring, som man kun deler med sine jævnaldrende og ældre, ikke med de yngre. Jeg kan for eksempel huske, dengang fremtiden tilhørte kassettebåndet.

Mens man selv kan opfatte denne erfaring som en rigdom, er den i realiteten udmøntet i en valuta under stærkt inflatorisk pres. Erfaring kan for eksempel i dag kun vanskeligt omsættes i myndighed. Få lytter til dem, der kender fortiden, mens flere søger råd hos dem, der hævder at kende fremtiden, de såkaldte " first movers".

De kaldtes før i tiden med et fransk udtryk avantgarden, de retningsgivende for fremskridtet. Forgæves peger historikeren på, at ingen kender fremtiden, ja, at al erfaring viser, at fremtiden er lige så vanskelig at forudsige, som den altid har været.

(klumme i Kristeligt Dagblad den 16. nov. 2012)

Vand i hovedet er bedre end maling

Det er i den forløbne uge kommet frem, at en gruppe nazister under krigen tænkte på at forøve et brandattentat mod arkitekten Poul Henningsens hjem. Det er ikke så overraskende, at også han var et mål. De danske nazister var bestemt ikke kræsne, når det handlede om at udpege fjender, og de var indstillet på at bruge vold.

Det var de ikke ene om. Tiden var en anden, og attentatplaner var talrigere og voldsberedskabet højere dengang, og ikke blot fordi der var krig. Volden var også en arv fra 1930' erne. Socialdemokraten K. K. Steincke oplevede det for sin tid trods alt ret sjældne at være udsat for hele to skudattentater. Det første indtraf i december 1930. Steincke var som ordfører i gang med en længere udredning om offentlig forsorg.

Ifølge det stenografiske referat hedder det: " Der høres et Skud fra Tilhørerpladsen og Raabet: ' Paa de arbejdsløse Organisationers Vegne'..." Steincke kommenterede nonchalant afbrydelsen med bemærkningen " det var kun en Kineser" og fortsatte ret uforstyrret sine redegørelser.

Attentatmanden, en kommunist, blev hurtigt pågrebet. Det andet tilfælde fandt sted i 1938, da en nazist løsnede skud mod Steincke, igen i folketingssalen. Han blev også pågrebet og straffet for overfald og ulovlig våbenbesiddelse. I dag ville det være så godt som umuligt at få et skydevåben smuglet ind på Christiansborg.

Den gamle hovedindgang i Rigsdagsgården med den store trappe er kun til festlig brug. Gæster bliver ledt igennem en omfattende sikkerhedssluse under trappen. Forskellen til tilstanden for bare 20 år siden er markant. En form for uskyld er gået tabt, og afstanden til politikerne er blevet større. Det må man naturligvis beklage.

Men udviklingen er ikke sket, fordi vi har fået mere politisk vold, men fordi politisk vold i stadig ringere grad bliver tolereret.

Udfordringen består naturligvis i, at modforholdsreglerne ikke i sig selv må bidrage til forøgelsen af usikkerhed og uretfærdighed i samfundet. Denne meget vanskelige opgave står PET for at løse.

Overfaldene med rød maling mod statsminister Anders Fogh Rasmussen ( V) og udenrigsminister Per Stig Møller ( K) i 2003 har i høj grad medvirket til, at sikkerheden er blevet skærpet. Gerningsmændene, der blev fanget og straffet, tilhører den ydre venstrefløj. En af dem var i forrige uge gæst i radioprogrammet " Krause på tværs". Direkte adspurgt ville han ikke tage afstand fra sine gerninger for 10 år siden. Det fik studieværten, Niels Krause-Kjær, til at tage sit vandglas og tømme det i ansigtet på sin gæst, og han fulgte sin handling op med spørgsmålet, om det ikke var en sær måde at argumentere på at kaste ting i hovedet på folk? Gæsten tog det pænt, må man sige, men han ville stadig ikke tage afstand fra sine metoder.

Man kan selvfølgelig godt bebrejde Krause-Kjær, at han ikke er bedre end venstre-fløjsaktivisterne, men med sin relativt uskyldige demonstration sætter han netop fingeren på et ømt sted i den politiske kultur på yderfløjene, hvor had betragtes som en legitim politisk drivkraft, og hvor der stadig findes mennesker, der mener, at en politisk sag kan berettige en voldshandling. Så længe de findes, bliver der brug for PET og sikkerhedssluser.

(klumme i Kristeligt Dagblad den 19. okt. 2012)

Sekretariatet for dårlige vaner

Organisationen ”Aktiv rundt i Danmark” står i disse uger for en sundhedskampagne målrettet mod grundskoleelever. Foretagendet er et partnerskab mellem University College Syddanmark og mejeriselskabet Arla. Projektet har kørt siden 2007 og nyder stadig større opbakning i skolerne. Over 120.000 skoleelever er tilmeldt.

Temaet i år er dårlige vaner. Et af tiltagene er, at deltagerne i projektet skal selvangive deres dårlige vaner og sende dem til ”Sekretariatet for Dårlige Vaner”. Ja, det hedder det altså. I pressematerialet formuleres det således:
”Under mottoet ’For lidt er for lidt og for meget er for meget’ sætter Aktiv Rundt i Danmark i år fokus på dårlige vaner, og alle 125.000 deltagende børn og deres familier bliver opfordret til at skrive deres dårlige vaner ned og sende dem ind til Sekretariatet for Dårlige Vaner, der i anledning af kampagnen holder til på UC Syddanmark i Haderslev. Her vil vanerne blive optalt og grupperet, og på skolernes motionsdag vil vanerne blive sprængt i luften ved en kontrolleret sprængning på Lindevangskolen på Frederiksberg.”
Filosoffen Morten Ebbe Juul Nielsen trækker det tunge retoriske skyts frem i en kommentar på en blog på Berlingske.dk. Han anser projektet for ”statssanktioneret sundhedspædofili” og omtaler Aktiv rundt i Danmark som ”sundhedsfascisterne” og ” totalitære sundhedsapostle”. Det er skudt væsentligt over målet.
Men selv om der ikke er tale om hverken seksualforbrydere eller totalitære fascister, kan metoderne jo godt være kritisable. Kampagnen introducerer nogle fremgangsmåder, der ligger fjernt fra den palet af pædagogiske virkemidler, der betragtes som acceptable i den danske folkeskole.
Indberetningen til organisationen af egne forsyndelser mod det opstillede sundhedskodeks skal ske sammen med familien. Har man tænkt over, hvad det egentlig er, man beder barnet om? Hvem bemyndiges til hvad af hvem? Skal barnet være sundhedsopdrager i eget hjem? Skal det til at bære ansvaret for, at far og mor nu motionerer og spiser sundt? Hvordan registreres oplysningerne, og hvad skal de bruges til?
Projektet slutter med, at de indsamlede indberetninger destrueres ved en sprængning. Denne måde at identificere og destruere dårlige vaner, slette tanker og ødelæggende adfærdsmønstre ved hjælp af en rituel handling ligner de metoder, der bruges inden for coaching, som indebærer forestillingen om, at man kan fremkalde et bedre jeg ved at kaste det gamle jeg bort. Det er ikke bare en uskyldig selvhjælpsteknik, men bærer med sig et menneskesyn rundet af fremgangsteologi, new-age-holisme og mentale træningsteknikker fra elitesporten. Det er jo nærmest en autodafé, en rituel renselse for synd ved hjælp af ild.

Aktiv Rundt i Danmark nyder stor opbakning på skolerne, og der er ingen tvivl om, at de gør et stort og vigtigt arbejde. Man kan ikke have noget imod, at der gives skolebørn flere muligheder for at dyrke sport og idræt eller at lære om sund mad, men det er ikke ligegyldigt, hvilken pædagogisk form, man giver de gode hensigter.

(Debatindlæg i Kristeligt Dagblad 10. okt. 2012)

At arbejde for det daglige udkomme

Hvorfor skal man egentlig gå på arbejde? Det er spørgsmålet i den værdikamp, der er blevet rejst af to konkrete eksempler på mennesker på offentlig forsørgelse, der er slået stort op i medierne: " fattige Carina" og " dovne Robert". Selv ikke nok så mange finanslovsdebatter og arbejdsløshedsstatistikker har kunnet skabe en opmærksomhed om spørgsmålet som disse to tilfælde.

Svaret på spørgsmålet har for mange af os været hentet i teorien om den lutherske arbejdsetik, som oprindelig blev præsenteret af sociologen Max Weber for hundrede år siden. Den går ud på, at en oprindelig religiøst - især calvinsk - begrundet kaldsetik i Nordvesteuropa og Nordamerika i løbet af det 17. og 18. århundrede forvandlede sig til en i kulturen grundfæstet moralsk forpligtelse til at arbejde for arbejdets egen skyld.

Webers omdiskuterede tese har siden stået centralt i fortolkningen af kapitalismens og industrialismens opkomst i Europa, og den har med mellemregninger betydet, at vi ofte tillader os at sige: " Jeg arbejder, fordi det giver mening og identitet." Den nuværende værdikamp skyldes, at de materielle betingelser for arbejdsmarkedet har ændret sig væsentligt.

Som Kristeligt Dagblad skrev forleden, er der løbet meget vand i åen, siden Jacob Haugaard blev valgt ind i Folketinget i 1994 på at være bevidst arbejdssky. Robert stiller faktisk også op til folketingsvalg for Nihilistisk Folkeparti, men han bliver næppe valgt.

Den globale konkurrence har medført, at fattigdom, helt konkret og gammeldags armod, er rykket væsentligt nærmere som en mulighed. Rumænske tiggere fylder i vores gader. Vores lønniveau er ikke længere dikteret af, hvad danske fagforeninger kan kæmpe sig til nationalt, men er i stadig stigende grad afhængig af, hvad en inder, brasilianer eller kineser skal have i løn. Det forspring, vi tidligere havde i uddannelsesniveau, er hurtigt ved at blive indhentet.

Kravet om øget produktivitet og effektivitet nåede allerede til den offentlige sektor, da den såkaldte " new public management" blev introduceret i Mogens Lykketofts tid som finansminister. Ingen på arbejdsmarkedet er undtaget for konkurrencepresset, og derfor smitter det også af på vores syn på dem, der lever af overførselsindkomster.

Det er blevet vanskeligere at forsvare, at en skattefinansieret, arbejdsfri indkomst overstiger, hvad en jordbærplukker eller et avisbud tjener, eller at den overhovedet udbetales, så længe der er uplukkede jordbær og uomdelte aviser tilbage.

Fronten i værdikampen har i politisk forstand rykket sig væsentligt mod venstre, og dens aktuelle stridspunkt, som kan aflæses i valget til formandsposten i SF, er dagpengereformen. Til venstre lyder synspunktet, at arbejde skal være meningsfuldt, og at overførselsindkomster skal tildeles af menneskelige hensyn.

Det aktuelle flertal i befolkningen og Folketinget giver et andet svar på spørgsmålet: "Jeg arbejder for livets ophold." Hvis det i tilgift giver mening at arbejde for det daglige udkomme, er det en luksus, som man skal vide at skønne på.

(klumme i Kristeligt Dagblad 28. sep. 2012)

For mange brande

NATTEN TIL DEN 12. september blev der sat ild til et pizzeria i Aalborg ved hjælp af molotovcocktail. Det samme skete for et pizzeria i Nørregade i Odense i marts i år.

Kun få dage forinden havde en eksplosionsagtig brand hærget et pizzeria på Skibhusvej, også i Odense. En brand i et pizzeria på Råholtvej i Frederikshavn i april i år betragtes som mistænkelig, men er indtil videre uopklaret.

I september 2011 udbrændte et pizzeria i Hvide Sande. I juni 2011 udbrændte et pizzeria i Humlebæk. I maj 2011 udbrændte et pizzeria i Christiansfeld.

I juni 2010 udbrændte en sandwichbar i Roskilde. I oktober 2009 udbrændte et pizzeria i Viby Sjælland, kun få måneder efter at det havde været udsat for hærværk. Det er blot enkelte eksempler på mistænkelige brande i den billige ende af restaurationsbranchen.

En almindelig søgning på danske mediers fælles søgetjeneste, Infomedia, viser, at der de seneste 10 år har været gennemsnitlig en håndfuld mistænkelige brande hvert år i restauranter, kiosker og lignende. Det er flere, end selv en meget skødesløs omgang med friture kan forklare. I flere af tilfældene har der været rejst mistanke om forsikringssvindel.

I andre tilfælde er beskyldningerne blevet rettet mod konkurrerende virksomheder, der formodes at ville sikre sig en markedsposition ved hjælp af hærværk og ildspåsættelse.

DER ER FALDET DOM i en sag fra Mørkøv på Sjælland, hvor en pizzeriaejer i 2002 betalte gerningsmænd for at sætte ild til en konkurrerende virksomhed.

Et par sager er endt tragisk. En påsat brand i et pizzeria i Odense i 1999 kostede to mennesker livet. I Bramming døde en kvinde som følge af en påsat brand i et pizzeria i 2008. Man kan ikke udelukke, at disse alt for mange tilfælde af påsatte brande er tilfældigheder, men hvad hvis de nu ikke er? Branchen er i forvejen kendt for udbredt anvendelse af sort arbejde samt afgiftsog momsunddragelse. Det har også ofte nok været beskrevet i pressen.

Men overhyppighed af brande har indtil nu ikke været genstand for systematisk opmærksomhed. Det er egentlig besynderligt, fordi de jo tyder på, at branchen ikke blot befinder sig i en økonomisk gråzone, men at den er præget af en skrupelløs mentalitet, som kendes fra organiseret kriminalitet, hvor vold og hærværk er en fast bestanddel af de midler, som bliver bragt i anvendelse i en mafiøs paralleløkonomi.

Likvideringen på åben gade af en kioskejer på Vesterbro i København natten til den 12. september i år vækker foruroligende associationer. Foruden forsikringssvindel og forsøg på at monopolisere et marked falder mistanken på de såkaldte " beskyttelsespenge", der opkræves hos næringsdrivende, til gengæld for at de beskyttes mod vold og hærværk fra dem, der indkræver pengene.

Alt dette er naturligvis spekulation, fordi ingen som sagt har sat sig ned og undersøgt emnet. Man skulle da ellers mene, at mistanken ligger på den åbne hånd.

(læserbrev i Kristeligt Dagblad 18. sep. 2012)

Grove forsimplinger

EN STOR ARTIKEL den 31. august i Kristeligt Dagblad om de arkæologiske udgravninger på Rådhuspladsen i København bærer overskriften " Københavns historie skal skrives om".

I artiklen hedder det endvidere: " Netop dateringen af byen har nok været den største nyhed, udgravningen har budt på. For mens Saxos danmarkskrønike beskriver, hvordan Absalon i 1167-71 byggede en borg i Hafn, der dengang var ' et beskedent fi-skerleje', så viser nye fund, at byen, som blev landets hovedstad, formentlig har ligget her siden 1000-tallet." Udgravningsleder Hanna Dahlström citeres direkte for, at byen er ældre end hidtil antaget, og at vores historiebøger derfor må skrives om. Udgravningslederen oversælger imidlertid sin historie.

For det første er det ikke nogen nyhed, at byen stammer fra 1000-tallet. Der er snarere tale om en arkæologisk bekræftelse af en formodning, der er udledt af en passage i Knytlingesaga.

For det andet fremgår det tydeligt af Saxos beretning, der er samtidig med Absalon, at den by, hvor Absalon byggede et befæstet tårn mod sørøvere, ikke blot var et fiskerleje, men en mercatorum portus, en købmandshavn.

For det tredje har arkæologer gravet i København igennem mange år og argumenteret for, at byen har været af en vis udstrækning og betydning allerede i den tidlige middelalder. Denne formodning er for længst optaget i alle seriøse beskrivelser af byens historie.

Det er en skam, at en så interessant og kostbar udgravning, der faktisk bidrager væsentligt til vores viden om middelalderens København, åbenbart kun kan formidles til det interesserede publikum ved hjælp af grove forsimplinger og regelrette forvanskninger.

(læserbrev i Kristeligt Dagblad 4. sep. 2012)

Retten til at føle sig krænket

Man taler med rette om, at vi er på vej ind i en krænkelseskultur, der er rundet af den stærke fokusering på rettigheder. Senest har det været fremme i forbindelse med diskussionen om cpr-registeret, hvor Radikale Venstre har ønsket en omlægning af systemet af hensyn til et lille mindretal af transseksuelle, der angiveligt føler sig krænkede af den nuværende ordning.

Hvordan sætter man en stopper for rækken af krænkede, der kræver lovændringer? Det er ikke en løsning at benægte, at krænkelser finder sted, eller at rettigheder har betydning. Et røveri er stadig en krænkelse af offeret, og ytringsfriheden er stadig en væsentlig rettighed.

Men hvordan skelner vi så mellem de fundamentale rettigheder, der er samfundets byggesten, og den strøm af krav om ditten og datten, som giver sig ud for at være bygget på rettigheder? I et lille interview om cprregisteret her i avisen forleden gav Lars-Henrik Schmidt skitsen til et forslag, som fortjener opmærksomhed. Vi er, mener han, begyndt " at indrette verden efter folks selvforhold".

Vi lader med andre ord folk selv definere deres rettigheder og dermed, hvad der er en krænkelse. Men borgerens selvforståelse og selvfølelse kan ikke danne grundlag for, hvad der kan vurderes som en krænkelse.

Da Radikale Venstre i 2006 stillede lovforslag om, at civilregistreringen skulle overgå fra folkekirken til statsligt regi, var en del af begrundelsen, at medlemmer af andre trossamfund eller ateister føler sig krænkede af at skulle registrere deres børns fødsel på et kirkekontor. Nu er der gode argumenter for at ændre civilregistreringen, men folks følelser er ikke et af dem.

Hvis civilregistreringen i min hjemby var kommunal, og jeg nærede en modvilje mod at møde frem på rådhuset, fordi det er opført i en ualmindeligt hæslig byggestil, eller fordi sagsbehandleren bar muslimsk tørklæde, ville jeg selvfølgelig straks blive latterliggjort. Folk ville med rette sige, at jeg måtte komme mig over min fobi.

Det er heller ikke myndighedernes opgave at smigre borgerne med at bekræfte deres selvforståelse eller at bestyrke dem i deres fortolkning af egen identitet. Det bliver helt tydeligt i spørgsmålet om pas og cpr-registeret.

Et pas er et af staten udstedt identitetspapir, der skal indeholde tilstrækkeligt med oplysninger til, at dets bærer kan skelnes fra alle andre. Der bruges så objektive kriterier som muligt, det vil sige køn, alder, ansigtstræk, snart også fingeraftryk og måske dna. Der stilles særlige krav om, at fotoet skal tages på en måde, der ikke er særlig flatterende.

Ingen ligner vist sig selv på et pasfoto, hvis man spørger dem. Men min identitet udtømmes ikke i mit cprnummer, mit pasfoto eller mit fingeraftryk. Det kan sågar være, at jeg føler mig yngre, end jeg er, men jeg er ikke desto mindre født i 1966, og det er dén oplysning, der er relevant i myndighedernes øjne. Hvem jeg er som menneske eller føler mig som, er i den sammenhæng ligegyldig.

Et cpr-nummer er jo trods alt bare et nummer. Det, at jeg som borger ikke føler min selvforståelse bekræftet i mødet med myndighederne, kan ikke udlægges som en krænkelse.

(klumme i Kristeligt Dagblad den 24. aug. 2012)

Stat og kirke

Per Bilde gør debatten om Folkekirken en tjeneste ved at tegne de lange linjer op i sin kronik i Ideer den 3. august.

Folkekirken er en institution, der i udpræget grad skal forstås historisk. I Bildes forståelse tegner der sig et billede af kirkens historie som en gennem 400 år fortsat og uimodståelig sekularisering, det vil sige en stadig højere grad af adskillelse af kirke og stat, og det underforstås, at denne sekularisering også er en frigørelsesproces.

Historien er dog ikke helt så lineær og entydig, som Bilde skitserer den. Når Bilde for eksempel beskriver, hvorledes »det kristne greb« om væsentlige forsorgsinstitutioner blev »løsnet« i det 20. århundrede, udlægges statens overtagelse af disse funktioner dermed som en befrielse.

Man kunne imidlertid også vende billedet om og sige, at de institutioner, som kirken så prisværdigt havde skabt og drevet, nu blev omfattet af »statens greb«. Enevælden beskrives som mere ufri, end den var. Bilde hævder, at katolikker ikke blev tålt før 1849. Det blev de skam. På de dansk-vestindiske øer var katolikkerne ligefrem dominerende. I hertugdømmerne var der adskillige fristæder for katolikker, og i kongeriget var der en katolsk kirke i både Fredericia og København. En stor del af den hvervede hær, som den danske stat benyttede sig af frem til hærreformen i 1803, bestod af katolikker - og en enkelt muslim er såmænd også blevet fundet.

Vigtigst er det dog at påpege, at båndene mellem kirke og stat blev væsentligt styrket i begyndelsen af det 20. århundrede. Med junigrundloven blev begrebet folkekirke knæsat, men uden at det blev klarlagt, hvad der ligger i det.

Det centrale i denne sammenhæng er, at Grundlovens formuleringer indikerer et klart brud med den enevældige forståelse af det tætte forhold mellem tro og stat. Selv om Folkekirken er det af Grundloven begunstigede trossamfund i Danmark, skal Folkekirken i Grundlovens betydning som noget nyt forstås som noget andet end staten.

Det er ikke Grundloven, der har skabt statskirken. Den nuværende statskirke blev skabt i begyndelsen af det 20. århundrede.

Hovedelementerne var for det første en fuldstændig omlægning af kirkens økonomi, der indebar, at kirken blev afhængig af medlemsbidrag, inddraget som var det en skat suppleret af et egentligt statstilskud, og for det andet en øget politisk kontrol med kirken.

Med den såkaldte Vålselov fra 1917 tiltog Rigsdagen sig afgørende myndighed over Folkekirkens indre anliggender, og med tjenestemandslovgivningen af 1919 blev en proces fuldbyrdet, der knyttede præsteembedet juridisk og økonomisk til staten. Siden dengang har ingen regering arbejdet seriøst for Folkekirkens selvstændiggørelse, og Rigsdagen, nu Folketinget, har virkeliggjort løfteparagraffen på den måde, at Folkekirken tilsyneladende for altid vil blive ordnet ved lov.

(læserbrev Weekendavisen, 10. august 2012)

Før Harald Blåtand

Det lanceres som en nyhed i onsdagens avis, at der 100 år før Harald Blåtand fandtes kristne samfund i Danmark. Anledningen er nogle kristne grave fra det 9. århundrede, der er fundet af arkæologer i Ribe.

" Vi er ret sikre i vores sag. Vi synes, at de flytter ret meget i danmarkshistorien," sige udgravningslederen til Ritzau. Han mener dermed, at vi skal revidere vores forståelse af kristningen af danerne.

Journalisten og udgravningslederen burde imidlertid i fællesskab tage hjem og læse lidt op på stoffet. I en hvilken som helst standardskildring af Danmarks historie finder man Ansgars mission i midten af det niende århundrede beskrevet.

Ansgar havde ifølge de kendte skildringer delvis succes, og fund af kristne grave fra hans tid må anses som en understøttelse af allerede eksisterende teorier om kristendommens udbredelse før Harald Blåtand.

(læserbrev i Kristeligt Dagblad 27. juli 2012)

Tomme kirker og mørk middelalder

GETHSEMANE KIRKE på Vesterbro i København er taget ud af brug som kirke.

Den hører til den store gruppe af kirker, der blev opført i hovedstaden mellem 1870 og 1920. Den demografiske udvikling i slutningen af det 19. århundrede gjorde det nødvendigt at bygge nyt. I dag er folkekirkens medlemstal og kirkegangen i hovedstaden således, at det fintmaskede net af sognekirker ikke kan opretholdes.

Personligt betragter jeg netop denne kirkes lukning med stort vemod, for fra dette smukke hus blev min bror begravet for otte år siden, og det er en begivenhed, der selvsagt fylder meget i mit liv og erindring. Det er givet lignende erfaringer, der ligger til grund for manges modstand mod kirkelukninger.

Hovedargumentet for at lukke kirker er, at de er tomme. Argumentet er blevet en retorisk automat-reaktion. "De tomme kirker" er blevet en uanfægtet præmis for omtalen af dansk kirkeliv. Man kender tilsvarende figurer i andre sammenhænge. "Den mørke middelalder" er et sprogligt billede, der ikke yder middelalderen nogen retfærdighed. Omfattende forskning viser, at den ikke var specielt ukultiveret, farveløs, voldelig eller mørk. Faktisk var klimaet generelt mildere dengang. Solen skinnede mere. Alligevel iscenesættes middelalderfilm, som om der herskede konstant krig, tusmørke og tåge.

Andre udtryk som for eksempel " Forbudssverige" har samme funktion. Det anvendes vel stort set aldrig af folk med indsigt i svensk lovgivning. Udtrykket " de tomme kirker" har tilsvarende fået sit eget liv i pressen, hvor det stort set kun anvendes af dem, der aldrig kommer i en kirke.

Udtrykket kan i år fejre sin 120-års fødselsdag. Det blev første gang anvendt i dagbladet Politiken i november 1892. Anledningen var en kritik af det omfattende kirkebyggeri, som var blevet sat i værk af blandt andet Det Københavnske Kirkefond. Avisen havde sendt medarbejdere ud til 36 gudstjenester i hovedstaden den samme søndag og talt antallet af kirkegængere.

Kirkerne havde tilsammen 51.900 siddepladser, men kun 16.988 af dem var optaget. Avisens konklusion var, " at gjennemsnitlig stod mere end to Tredjedele af Byens Kirker tomme".

Med samme logik kan man jo hævde, at eftersom solen ikke skinnede om natten i middelalderen, henlå perioden ud fra en gennemsnitsbetragtning i halvmørke.

Historien om " de tomme kirker" i København for 120 år siden kan man læse i Lars Schädler Andersens interessante nye biografiom en af Kirkefondets hovedkræfter, Harald Westergaard. Westergaard var også en fremtrædende statistiker og forstod om nogen, at i åndelige spørgsmål gør statistik kun begrænset fyldest. Man kan ikke kalkulere sig til alting.

Hvad skal der til for at fylde en kirke? Svaret er ikke, at man skal holde sig fra at lukke Gethsemane Kirke, men at man skal gøre sig grunden ganske klar. Hvis man vil gøre tomheden til et argument, skylder man sig selv at overveje, hvad fylde vil sige.

(klumme i Kristeligt Dagblad 26. maj 2012)

Danske museer går i den forkerte retning

Det har vakt en betydelig opsigt i fagkredse, at Statens Forsvarshistoriske Museum har varslet afskedigelser af to museumsinspektører i to af dets afdelinger, Tøjhusmuseet på Slotsholmen og Orlogsmuseet på Christianshavn, begge i København.

Militær-og krigshistorie nyder en udbredt interesse i offentligheden, og der er da heller ingen mangel på museer på området.

Man kan bese Thyborønfæstningen, Fredericia Vold, Fregatten Jylland, Kalø Slotsruin, Zeppelinermuseet i Tønder, Dybbøl Banker, Koldkrigsmuseerne på Langelands-og Stevnsforterne, Nyborg Slot, Trelleborg, Vestvolden og Kastellet i København, Kronborg, Hammershus, Christiansø og adskilligt mere, hvis man vil opleve, hvordan krig er blevet ført. Oplevelse er nøgleordet.

Den danske museumsverden har i de seneste år taget forholdet til publikum op til revision. Det klassiske museum er, hvad man kalder samlingsbaseret. Det har som det første den opgave at bevare de genstande, som er blevet det betroet, og dernæst at formidle denne samling i en oplysende og pædagogisk form i faste og skiftende udstillinger.

De centrale funktioner i et museum af denne type varetages af en eller flere museumsinspektører. Denne titel angiver ingen ledelsesfunktion, men blot at vedkommende har en relevant universitetsuddannelse, gerne inden for kunsthistorie, historie, arkæologi eller etnologi.

Der har typisk været tale om en livstidsstilling, der dermed også ofte indebærer, at vedkommende inspektør har oparbejdet en helt enestående ekspertise på sit felt, ofte på seniorforskerniveau.

Den nye type museum er først og fremmest publikumsbaseret, " en oplevelsesfabrik", som direktøren for det forsvars-historiske museum, Ole L. Frantzen, formulerer det, og han står slet ikke alene. Blandt andet Frilandsmuseet i Lyngby og Vikingeskibshallen i Roskilde går i front i denne udvikling.

Fælles for denne nye måde at tænke museum på er, at der lægges vægt på dramatisering og fortælling, aktiv publikumsdeltagelse og events, sanseindtryk og helhedsoplevelse.

Tivolisering kalder kritikerne det, men det er på mange måder en logisk fortsættelse af de formidlingsaktiviteter, som de traditionelle museer har varetaget. Viden er jo kun viden, for så vidt den kan viderebringes på en måde, som værdsættes af et stadig mere forvænt publikum.

Men viden er også kun viden, når den til at begynde med indehaves af nogen. Det er ikke, fordi militærhistorien som sådan er et forsømt forskningsfelt. Den varetages af universiteterne og af forsvaret selv, men altså uafhængigt af museerne. Her skæres der til gengæld i antallet af forskningskompetente museumsinspektører, og en gennem mange år opbygget viden om samlingerne forsvinder ganske enkelt. Når det handler om så betydningsfulde og enestående samlinger som Tøjhusmuseets og Orlogsmuseets, er det et så meget desto større problem, også for formidlingen.

For hvem kan formidle en viden, der ikke findes?

(kommentar i Kristeligt Dagblad 10. maj 2012)

Journalisters hang til forenkling

En del af optagelsesprøven til Journalisthøjskolen i Aarhus er en prøve i paratviden, hvor der stilles 50 spørgsmål og gives valget mellem fire mulige svar til hvert spørgsmål. Prøven er ret afslørende, ikke mindst for dem, der har stillet opgaven.

De savner nemlig evnen til at stille kvalificerede spørgsmål.

Nogle af spørgsmålene er ganske enkelt lidt vrøvlagtige.

Spørgsmål 24 lyder for eksempel: " Udover at være navnet på en nu nedlagt militærbase i Grønland er ' Thulebasen' navnet på?" Svaret er et rockband, men det er vel i grunden vigtigere for en journalist at vide, at Thulebasen ikke er nedlagt endnu, selvom de militære aktiviteter er nedtrappet.

Spørgsmål 34 er tænkt som en prøve i hovedregning, men er lige så meget en prøve på dårlig sætningsbygning. Det lyder: " Prisen på en argentinsk vingård er sat ned fra 15.017.225 kroner. Men den blev solgt for 9.877.810. Hvor mange procents nedslag er det ca?" Fordelen ved en multiplechoice-test er, at det går hurtigt med at bedømme besvarelserne.

Det forudsætter dog, at der er tale om spørgsmål, der har entydige svar. Det kræver ikke mindst klarhed i begrebsanvendelsen. Spørgsmål 10 vil have svar på, hvor meget barselsorlov faderen har ret til ifølge loven. Man skal imidlertid svare på, hvor meget forældreorlov faderen har ret til, for at det regnes som et korrekt svar.

Spørgsmål 3 lyder: " Hvilket af disse begreber karakteriserer ikke fascismen?". Svarmulighederne er: 1. Nationalisme, 2. Autoritetstro, 3. Fri kapitalisme, 4. Ingen. De er alle tre karakteristiske.

Svar nummer tre giver point, og det er da heller ikke helt forkert. På den anden side hører nationalisme heller ikke til den klassiske definition af fascisme, som stammer fra den tyske historiker Ernst Nolte. Denne definition er imidlertid også meget omdiskuteret, så det er vanskeligt at give et kortfattet svar på, hvad fascisme er.

En tilsvarende manglende fortrolighed med emnet afsløres af spørgsmål 15: " Hvor længe har Danmark haft en demokratisk forfatning?". Det er ikke overraskende noget, der diskuteres så meget blandt historikere, at det er vanskeligt at svare entydigt på. Både junigrundloven af 1849 og revisionerne i 1915 og 1953 kan betragtes som afgørende demokratiske gennembrud.

Der kan også argumenteres for, at vores nuværende forfatning er udemokratisk.

Spørgsmål 23 lyder: " Et velfærdssamfund er et samfund, der skaffer sine borgere?".

Svarmulighederne er 1. Tilfredshed og lykke, 2. Økonomisk rigdom, 3. Økonomisk lighed, 4. Social tryghed.

Svarmulighed 4 accepteres som rigtig, men hverken svarmulighed 1 eller 3 kan udelukkes som forkerte.

En af hemmelighederne bag klarhed er at kende forskel på, hvad der kan siges med entydighed og hvad ikke. Der findes et enkelt svar på, hvad den argentinske møntfod hedder, men ikke hvad fremtidsudsigterne for det argentinske ejendomsmarked er. Journalister opdrages til at skaffe forenklede svar, og problemet begynder tilsyneladende allerede med optagelsesprøven til uddannelsen.

(kommentar i Kristeligt Dagblad 25. april 2012)

Er livet som et slag tennis?

" Sådan knuste jeg kræften", lød overskriften på et avisinterview med en kendt dansker, der for et par uger siden udgav en bog om den behandling, hun netop har gennemgået for brystkræft.

Umiddelbart meddeler overskriften en forståelig glæde over at være blevet raskmeldt. Men den rummer også indirekte et perspektiv på sygdommen, som er sejrherrens.

Scenen sættes for en beskrivelse af sygdomsforløbet som en kamp mellem patienten på den ene side og sygdommen på den anden.

Det er en krigs-eller måske rettere en sportsmetafor.

Man ser variationer over temaet med jævne mellemrum, og det er langtfra altid, at overskriften giver en dækkende beskrivelse af artiklens indhold. Det gjorde den faktisk heller ikke i det nævnte tilfælde. Men der er en grund til, at aviserne forfalder til at formulere sig på denne måde.

Det giver indtryk af, at der er noget at stille op over for det, som mange har haft tæt inde på livet, og som næsten alle frygter. Den slags forjættelser sælger aviser, fordi en stakkels dødelig jo gerne giver sølle 15-20 kroner for opskriften på et længere liv.

Overskriftens retoriske model er simpel. Sygdommen og patienten stilles op over for hinanden, som om der var tale om, hvad man i sporten kalder en knockout-turnering: vind eller forsvind. Udfaldet kommer helt an på den enkeltes evner og fokus, og hvis patienten ikke er dygtig nok, indtræffer nederlaget.

" Han tabte til kræften" er en anden typisk overskrift, hvis et kendt menneske er død af kræft, og nede i teksten vil man typisk finde en formulering som, " han kæmpede tappert til det sidste".

Man kan jo ikke fortænke et menneske i at føle en vis triumf over at have overstået alle de lidelser, som en kræftsygdom og dens behandling medfører. Men hvad gør det ved alle dem, der har " tabt denne kamp"? Det gør dem jo til tabere i mere end en forstand.

Hvordan mon det må være som svært kræftsyg at læse en overskrift, der på skrømt lover en opskrift på, hvordan man " knuser kræften"? Hvordan må det være på denne måde at blive konfronteret med en indirekte beskyldning om, at ens sygdom skyldes, at man har underpræsteret? Ikke alene må den syge lide under sygdommen, men også under den bebrejdelse, at man selv er ude om, at det er gået så galt.

Denne måde at omskrive sygdomsforløb til sportsmetaforer på har sit sidestykke i den omfattende brug af coaching.

En coach er egentlig en sportstræner, og forestillingen om, at man kan coaches til en vinderstrategi i livet, stammer fra W. T. Gallwey, der i 1970' erne kombinerede principperne for træningen af tennisspillere med new age-meditation. Meningen er, at man kan overvinde vanskeligheder og modstand ved mentalt at indstille sig på sejr. Hvis man ikke tror på sejr, kan man ikke vinde.

Det handler naturligvis om det klassiske problem om at tage ansvar for sit eget liv.

Der er mennesker nok, der i arbejdslivet, privatlivet og i samfundet som helhed aldrig tager et ansvar. De gør sig til klienter eller ligefrem til en belastning. Faktisk er det at gå til en coach også en måde, hvorpå man gør sig til klient for en behandler, deponerer sin selvbestemmelse i en bestemt ideologi eller verdensanskuelse, i dette tilfælde den teori, at livet er som et slag tennis.

Senest i forholdet til døden kommer sportsmetaforen imidlertid til kort. Også sygdom er alle mands herre, og hvis sygdommen rammer, kan ingen patient være tjent med, at der til den skade føjes bebrejdelsens spot. Og hvis man ved skæbnens og lægevidenskabens hjælp er blevet rask igen, er det måske på sin plads at vise taknemmelighed snarere end at triumfere.

(klumme i Kristeligt Dagblad 21. april 2012)

Staten, kirken og økonomien

Om forholdet mellem stat og kirke i Danmark kan man med sikkerhed sige, at det mangler klarhed. Det er erfaringsmæssigt vanskeligt at forklare udenforstående, hvordan kirken er ledet og organiseret. Det gælder ikke mindst noget så prosaisk som økonomien, som kun meget få kan gennemskue.
Hvad der imidlertid i teorien synes at være en umulig konstruktion, har gennem mange år i praksis fungeret ganske udmærket, fordi ordningen i realiteten og lidt paradoksalt samtidig har fungeret som en stabil ramme for kirken igennem hele det 20. århundrede. Flere forhold, herunder ikke mindst økonomien har gjort det nødvendigt at genforhandle forholdet mellem kirke og stat.

Det var D.G. Monrad, der i arbejdet med udkastet til en dansk grundlov i 1848 introducerede udtrykket ”folkekirke”.  Det var i mere end en forstand nyt. Den enevældige stats lovgivning brugte næsten ikke begrebet ”kirke”. Kirken var ikke ”statslig”. Det var staten, der var religiøs. Kongens første og fornemste forpligtelse var at beskytte troens enhed og renhed.
Grundlovens ordlyd, ”Den evangelisk-lutherske kirke er den danske folkekirke og understøttes som sådan af staten”, bekræfter på den ene side denne enhed af stat og kirke, men idet ordet ”kirke” overhovedet anvendes på denne måde, etableres også en begrebslig adskillelse, som ikke var brugt i lovgivningen forud.

Grundlovsfædrene havde de bedste intentioner om også at udmønte adskillelsen i praksis, men af grunde, som historikere faktisk stadig mangler at udrede, forblev spørgsmålet uafgjort. Det blev sendt til hjørnespark i form af den løfteparagraf, der stadig står, nu som § 66, ifølge hvilken folkekirkens forfatning skal ordnes ved lov.  Den var oprindelig tænkt som et løfte om at tilvejebringe en selvstændig organisation for kirken, men er i realiteten blevet til en garanti for, at Folketinget vil fastholde sin ret til at lovgive om Folkekirken. Parallelt hermed er Grundlovens ord om at Folkekirken understøttes af staten blevet til en praksis, ifølge hvilken Folkekirken styres af staten.

Den mest afgørende ændring af Folkekirken, der er blevet gennemført siden 1849, blev forestået af I.C. Christensen. Han var hovedarkitekten bag systemskiftet i 1901. Den bedst kendte af hans kirkereformer er menighedsrådsloven af 1903, der var tænkt som et forsøg på at demokratisere kirken på samme måde som det danske statsstyre var blevet det. Men man forstår ikke den fulde indebyrd af I.C. Christensens reformkompleks, hvis man ikke er opmærksom på, at det først og fremmest handlede om økonomi. Folkekirken havde nemlig indtil begyndelsen af det 20. århundrede været finansieret i kraft af en byrde eller afgift på landbrugsproduktionen, den såkaldte tiende, en finansieringsform, der stammede fra middelalderen og i høj grad havde privatretlig karakter.  Præsterne var derudover afhængige af den indtægt, som stammede fra præstegårdsavlen. Præstegårdene var dengang rigtige landbrug, der enten blev drevet af præsten selv eller af en forpagter. Jordenes størrelse og bonitet betød en stor forskel i præsternes indtægter. Der var – som man sagde – fede og magre embeder. I en serie af reformer blev tienden afløst og præstegårdsjorden udstykket. Det skete mod erstatning, men den meget store formue, der kunne være blevet ud af erstatningen, er ædt op af inflationen og dårlig forvaltning.

Til gengæld blev der indført et medlemsbidrag i form af en såkaldt ”kirkeskat”, der var blevet til med den kommunale ligning som forbillede. Den opkræves endnu i dag over selvangivelsen, men den er trods navnet et frivilligt medlemsbidrag og ikke en skat. Med kirkeskatten blev Folkekirkens økonomi fremtidssikret, idet den blev tilpasset en moderne pengeøkonomi, der i stadig ringere grad var domineret af landbrugsproduktionen. Samtidig blev udgifterne til kirken pålagt dem, der faktisk var medlemmer. Det var i begyndelsen af det 20. århundrede stadig så godt som alle. I1901 udgjorde antallet af mennesker, der stod uden for Folkekirken 1,3 % af en samlet befolkning på godt 2,4 millioner.

Denne omlægning af finansieringen havde imidlertid som konsekvens, at organisationen måtte redefineres. Et af de afgørende skridt var loven om præstelønninger fra 1913, der ensartede præsternes indtægter, så de svarede til statsansattes. Her viste det sig, at staten måtte spæde til for at få regnskabet til at gå op. Med Tjenestemandsloven af 1919 blev folkekirkepræster eksplicit defineret som tjenestemænd, og dermed var integrationen – eller genforeningen om man vil - af staten og kirken i økonomisk og administrativ forstand fuldbyrdet.

Denne integration fik tilføjet en afgørende politisk dimension, da den væsentligste partipolitiske antiklerikalisme i praksis forsvandt i løbet af 1930erne. Socialdemokratiet og til vis grad De Radikale udviklede ikke alene en accept men også en forståelse af Folkekirken som en nødvendig del af det danske samfund. Dermed var der fra 1930erne til i dag sikret en opbakning til det etablerede system uanset det aktuelle politiske flertal på Rigsdagen, da Venstre og De konservative jo allerede var tilhængere af folkekirkeordningen i forvejen.

Fraværet af en opfyldelse af Grundlovens løfteparagraf har gjort, at kirken i høj grad reguleres efter sædvane og konduite. Fraværet af en rammelov for Folkekirken gør, at monarken i teorien endnu ikke er blevet afløst som kirkens overhoved.

Denne magt har monarken imidlertid overdraget til sine ministre. Den til enhver tid siddende kirkeminister regerer i et lovgivningsmæssigt tomrum, der i teorien indebærer, at ministeren forvalter sit område med den enevældige kongemagts autoritet. Imidlertid er der lagt flere bånd på denne autoritet ikke mindst i kraft af folkekirkens demokratiske institutioner. Menighedsrådene har haft et stærkt lokalt ansvar i over 100 år, og siden 1922 har bisperne været demokratisk valgt. I de seneste år er stiftsrådene kommet til. Man har altså et system, der er præget af sin enevældige arv fra oven og af en stærk demokratisk tradition fra neden. Det må slå gnister. Erfaringsmæssigt har de kirkeministre klaret sig bedst, som har haft det nødvendige gehør for, hvordan klaveret spiller i Folkekirken.
Når systemet i dag begynder at vakle, skyldes det ikke kun, at den siddende minister mangler håndelag og politisk gehør. Man kan pege på i hvert fald tre elementer, der gør spørgsmålet om en genforhandling af forholdet mellem kirke og stat påtrængende. 1. Den folkelige opbakning er vigende. Folkekirken er stadig det største trossamfund, men det kan ikke med samme selvfølge hævde at være hele folkets kirke som for 100 år siden. 2. Lovligheden af kirkens særstatus betvivles i stigende grad. Ikke mindst den fælles europæiske lovgivning og retspraksis udfordrer Folkekirkens særstatus og vil føre til pres i retning af mere adskillelse af kirke og stat. 3. Økonomien trænger til en generalrevision. Økonomien er nøglen til organisationen og dermed magten i Folkekirken. Den forrige regering forsøgte flere gange at gøre noget ved Folkekirkens finansiering, men forgæves. Statens tilskud til kirken udgør ca.11 % med tendens til fald. Til gengæld løser kirken flere offentlige opgaver som f.eks. civilregistreringen og vedligeholdelsen af de historiske kirkebygninger. Det er blevet diskuteret, hvorvidt staten bidrager netto til Folkekirken. Det kan også diskuteres, hvorvidt medlemmer af andre trossamfund er mere begunstigede end folkekirkens medlemmer, fordi deres medlemsbidrag er fradragsberettigede på selvangivelsen. At tilvejebringe lighed mellem trossamfundene vil ikke nødvendigvis være til Folkekirkens ugunst.  Hvorom alting er, opfattes Folkekirkens særstatus som en uretfærdighed af stadig flere mennesker, så netop økonomien vil være et konstruktivt og konkret spørgsmål at gribe fat i, når det handler om at reformere forholdet mellem kirke og stat.

(kronik i Kristeligt Dagblad 19. april 2012)

Tålsomhed

Den danske Folkekirke er antagelig et af de mest tålsomme og frisindede kirkesamfund i verden. Et af de bedste udtryk for denne tålsomhed er, at Folkekirken rummer både kvindelige præster og præster, der er imod kvindelige præster. I andre væsentlige spørgsmål om abort, skilsmisse og homoseksualitet gælder en tilsvarende rummelighed, som ville være helt utænkelig i de fleste andre kirker og trossamfund.

Det er derfor bekymrende, at den nuværende regering føler sig kaldet til at presse sin egen forestilling om, hvad der er rigtigt og forkert ned over Folkekirken ved at tvinge et vielsesritual for homoseksuelle igennem. Det bliver gjort i tolerancens navn, men er i virkeligheden udtryk for et ønske om med magt at ensrette kirken efter en politisk målestok.

Homoseksuelle kan allerede i dag i kraft af det registrerede partnerskab opnå samme borgerlige rettigheder som heteroseksuelle, og de kan også få en kirkelig velsignelse af deres forhold. Der er altså hverken i borgerlig eller kirkelig forstand noget presserende problem at få løst. Mange vil gøre dette til et spørgsmål om homofobi i Folkekirken, men det er kun i meget begrænset omfang tilfældet. Det handler i det store hele om, hvorvidt den borgerlige og kirkelige vielse skal foretages samtidig eller adskilt.

Sagen kunne jo være grebet væsentlig mere elegant an, først og fremmest ved at undgå tvang. Hvis man fra lovgivers side havde tilbudt alle trossamfund med vielsesmyndighed muligheden for vielse af mennesker af samme køn, ville Folkekirken med stor sikkerhed have været den første til at tage imod. I stedet har regeringen valgt den samme tilgang som elefanten i glasbutikken.

Regeringen er i praksis i fuld gang med at splitte Folkekirken, og dermed går netop den tålsomhed tabt, som det synes at have været regeringens oprindelige formål at bevare.

(læserbrev i Weekendavisen 4. april 2012)

Manu Sareen, Pia Kjærsgaard og den utrolige modvilje mod alt tysk

Det er stadig helt almindeligt og endda socialt acceptabelt i Danmark at lufte sine fordomme om tyskere og Tyskland. Mens høfligheden og omtanken efterhånden præger omtalen af så mange andre grupper, der tidligere blev nedgjort på det groveste, støder man stadig på den åbenlyse og ukritiske modvilje mod alt tysk.

Det seneste eksempel fandt jeg i en børnebog fra sidste år. Den foregår i nutiden, og hovedpersonernes skole " er solgt til en pølsetysker ved navn Von Zwettllerswein Gehundden, og alle elever skal fra nu af gå med bæfarvede skoleuniformer og synge tyske morgensange", som det hedder i handlingsreferatet.

Bogens illustrationer viser en bistert udseende og skaldet mand med ridebukser og pisk. Munterheden i tonen er et tyndt lag fernis over det klassiske fjendebillede af " tyskeren" som sadistisk, prøjsisk, adelig officer med et navn, der klinger af både svin og hund, til lejligheden tilsat en latrinær association. Dette billede er forkert, tarveligt og uretfærdigt på så mange måder, at man næsten ikke orker at gå i rette med det.

Man kan forstå det, hvis de generationer, der selv har oplevet Besættelsen, har næret en vis modvilje mod tyskere, men på et tidspunkt må det jo holde op. Det gør det imidlertid ikke, og det er jo ingen trøst, at vi ikke er alene om det.

Da den tyske forbundskansler for nylig havde stået i spidsen for den økonomiske hjælpepakke til Grækenland, der reddede landet fra bankerot, reagerede nogle grækere med at kalde hende nazist.

Det er tilsyneladende helt udsigtsløst at få slettet dette fjendebillede. Fortiden klæber til tyskerne, også på en helt anden måde end for eksempel for østrigerne. Det er på forunderlig vis lykkedes østrigerne at overbevise verden om, at Hitler var tysker, og at Beethoven var østriger.

Fordomme er selvfølgelig først og fremmest et menneskeligt problem. De stiller sig i vejen for både retfærdighed og ligeværdighed i samfundet, og derfor gør samfundet da også meget ud af at komme dem til livs. Vi har sågar et ministerium for ligestilling.

Men lige meget nytter det, når det handler om Tyskland.

Yngre mennesker nærer samme fordomme mod tyskere som generationerne før dem. Ingen gider lære for eksempel at tale tysk, skønt det er det mest udbredte sprog i EU. Undskyldningen er, at " det er svært", fordi der er " så meget grammatik". Der er skabt en kollektiv blokering.

På universitetet er det næsten umuligt at tiltrække studerende til kurser, hvor en del af pensum er på tysk.

Tyskland er vores nabo, vigtigste samhandelspartner og en meget stærk allieret i mange udenrigspolitiske spørgsmål.

Det hindrede imidlertid ikke en Pia Kjærsgaard i sidste år med umisforståelige hentydninger til den tyske fortid at mistænkeliggøre den daværende tyske ambassadør i København, Christoph Jessen, da spørgsmålet om grænsebevogtningen var oppe at vende.

Det var endnu en bekræftelse af den lov, som amerikaneren Mike Godwin har formuleret: Jo længere en debat om et hvilket som helst emne trækker ud, desto større er sandsynligheden for, at en af deltagerne inddrager sammenligninger med enten Hitler eller nazisterne.

Man kan som en supplerende læresætning til Godwins lov tilføje, at denne sandsynlighed stiger yderligere, hvis en tysker er inddraget i debatten.

Og børnebogens forfatter? Jo, han hedder Manu Sareen og er i mellemtiden blevet minister for ligestilling.

(kommentar i Kristeligt Dagblad 3. april 2012. Senere blev jeg opmærksom på, at også Politiken havde behandlet Sareens antityskhed.)

Der er for meget innovationssnak

Danmark skal have en innovationsstrategi. Det er regeringens politik. Årsagen er, at vi er ved at blive overhalet af de nye økonomier som Kina og Brasilien. De har masser af billig arbejdskraft og en veluddannet middelklasse.

Det giver dem mulighed for ikke alene at producere billige, men også højt udviklede produkter. Vi kan ikke konkurrere på lønudgifterne, så tanken er, at vi skal skaffe os konkurrencefordele på forskning og udvikling.

Det var det samme ræsonnement, der lå bag daværende videnskabsminister Helge Sanders ønske om at fremskynde processen " fra forskning til faktura", som han sagde. Kravet om mere innovation gør brug af en håndfuld nøgleord som entreprenørskab, kreativitet, konceptudvikling, forandringsledelse, kompetencer, tværfaglighed, omstillingsparathed og så videre.

De florerer især i kursus-og konsulentbranchen, der gerne forfølger ethvert modelune, som sælger. På uddannelsesinstitutionerne fra folkeskolen til universitetet har " innovationen" nu gennemsyret læseplaner og studieordninger.

Når jeg hører ordene " entreprenør" og " kreativ" i samme sætning, kommer jeg til at tænke på Kurt Thorsen. Det er meget vanskeligt at se, hvad der egentlig gemmer sig bag begreberne. Det meste af det er parfumeret pølsesnak og varm luft bygget på den antagelse, at nyskabelse kan sættes i system. Det er for det første en selvmodsigelse.

Sand nyskabelse er jo kendetegnet ved at trodse systemer. For det andet findes der ingen som helst dokumentation for, at undervisning i innovation fører til innovation. Derimod er det meget veldokumenteret, at mange kursusvirksomheder tjener gode penge på at undervise i innovation. Innovationsprofeterne fremstiller gerne sig selv som dynamiske og fremadrettede.

Det giver direkte eller indirekte indtrykket af, at hele uddannelsessektoren i dag er både stagnerende, indelukket og virkelighedsfjern. Det er imidlertid forkert. Virkeligheden trænger sig altid på. Forestillingen om, at undervisningssektoren befinder sig i et elfenbenstårn eller en tidslomme, er en myte.

Omstillingsparatheden findes allerede. Hvis man for eksempel ser på den generation, der nu befinder sig omkring pensionsalderen, vil man konstatere, at en stor del af dem har haft et meget omskifteligt arbejdsliv. De slutter typisk deres karriere i stillinger og brancher, som de oprindeligt slet ikke var uddannet til. Skolelæreren er blevet it-konsulent, tømreren er blevet landmand, og landmanden er blevet skolelærer.

Gennem generationer har forældre sagt til deres børn, at de burde få " en uddannelse at falde tilbage på". Der ligger i formaningen en mistrøstig forventning om, at man " falder tilbage". Det er bare sjældent tilfældet. Den rummer imidlertid den sandhed, at de, der har klaret sig godt, har det tilfælles, at de har en uddannelse.

Udslagsgivende for succes i arbejdslivet har ikke så meget været, hvilken uddannelse folk har taget, som at de overhovedet har taget en uddannelse.

Det kan simpelthen betale sig at kunne noget, at beherske et fag, uanset om man i sit arbejdsliv beskæftiger sig med dette fag. Tværfagligheden stortrives på arbejdsmarkedet, men ikke, fordi folk har taget tværfaglige uddannelser.

Udviklingen har fundet sted, uden at folk har taget uddannelser i innovation. Derimod har det ikke overraskende vist sig, at det er en fordel at vide noget og at kunne noget.

(klumme i Kristeligt Dagblad 24. marts 2012)

Hvor mange embedsmænd skal der til for at skifte en elpære?

FOR NOGLE år siden cirkulerede der en række vittigheder skåret over samme læst: Hvor mange af en eller anden slags skal der til for at skifte en elpære? Hvor mange countrymusikere skal der for eksempel til at skifte en elpære? Fem. En til at skifte pæren og fire til at synge en sang om, hvor god den gamle var. Hvor mange aarhusianere skal der til at skrue en elpære i? 100.001. En til at holde pæren og 100.000 til at dreje Aarhus rundt og så videre.

Vittighederne bliver man mindet om, når man ser reklamerne for Go' Energi blandt andet på TV 2. Den gennemgående figur i deres reklamespots kaldes Enok Energinguaq, spillet af komikeren Brian Lykke.

Reklamerne er i første omgang påfaldende, fordi figuren Enok er en grov karikatur, der gør brug af klichéer fra tiden, da Grønland var en koloni. Denne grovhed kunne der findes en vis tilgivelse for, hvis reklamerne med held havde gjort brug af humorens forsonende element, men de er faktisk ret umorsomme. Nu er humor jo en smagssag, men jeg ville i hvert fald ikke fortænke grønlændere i at tage anstød.

HVOROM ALTING ER, har Go' Energi brugt mange penge på at få danskernes opmærksomhed. Budskabet er ret enkelt. Det består i almindelige spareråd: Man skal skrue ned for varmen, isolere sit hus og skifte glødepærerne ud med sparepærer.

For at få svar på spørgsmålet om, hvem der står bag kampagnen, svarer Go' Energi selv på deres hjemmeside: " Go' Energi er en uvildig, offentlig organisation med egen bestyrelse." Det siger jo ikke meget, for " en offentlig organisation" er ikke noget etableret begreb som en forening, en fond eller et aktieselskab.

Svaret får man ved at efterspørge, hvor de får pengene fra: " Go' Energi finansieres af provenuet fra det særlige energisparebidrag på 0,6 øre/ kWh, der opkræves hos husholdningerne og det offentlige.

Provenuet udgør i alt cirka 90 millioner kroner om året." " Energisparebidrag" og " provenu" er besynderlige omskrivninger, der tjener til at skjule, hvad det drejer sig om. Go' Energi er finansieret af en punktafgift på strøm. Det er staten, der har monopol på inddrivning af skatter og afgifter, og det gør Go' Energi til et statsligt organ pr. definition.

Ingen skat må ifølge Grundloven inddrives, og ingen statslig udgift må afholdes uden ved lov.

DETTE PRINCIP sikrer demokratisk kontrol med de midler, som staten inddriver hos borgerne. Skatter, der ikke har hjemmel i en lov, er pr. definition dummebøder. Nu er det ikke hensigten her at påstå, at Go' Energi opkræver ulovlige skatter, men de spiller ikke med åbne kort.

Det mindste man kan forlange af statslige myndigheder er, at de kalder en spade for en spade, for det tydeliggør, hvem der har ansvaret.

Man må ikke skjule dette forhold med upræcise og ansvarsforflygtigende ord som "energisparebidrag", "provenu", " uvildig" og " bestyrelse". Go' Energi er et oplysningskontor under Klima-og Energiministeriet, finansieret af en særlig afgift på el. De ansatte er embedsmænd, der ved hjælp af en latterliggørelse af grønlændere fortæller de elforbrugere, der betaler deres løn, at man sparer energi ved at skifte til sparepærer.

Det lys er nok gået op for de fleste for længst, om man så kan sige. Jeg føler mig i hvert fald talt ned til. Tilbage til det indledende spørgsmål: Hvor mange embedsmænd skal der til at skifte glødepærer ud med sparepærer? Tilsyneladende så mange, som man kan ansætte for 90 millioner kroner.

(debatindlæg i Kristeligt Dagblad 14. marts 2012)

Økonomisk krise og etisk krise

Den nuværende krise er i sin kerne en etisk krise, udtalte pave Benedikt XVI i anledning af sin nytårskur. Det er han bestemt ikke ene om at mene. Mange ser Europas økonomiske vanskeligheder som et udslag af grådighed, egoisme og materialisme. De fremmaner billeder af finansmarkedet som en sammensværgelse af ondskabsfulde mennesker, der finder fornøjelse i at ruinere andre mennesker.

Velstanden i den moderne verden bygger på en meget høj grad af arbejdsdeling og specialisering. Markedet tilvejebringer infrastrukturen for denne arbejdsdeling. Det kanaliserer udbud og efterspørgsel meget effektivt ved hjælp af blandt andet gennemsigtighed og frivillighed.

Handelsfolk indgår en kontrakt, fordi de ud fra de tilgængelige oplysninger mener, at den er til deres egen fordel. Det smukke er, at denne fordel som regel er gensidig. Det vil sige, at systemet fungerer, selvom alle handler i egen interesse, ja, faktisk netop derfor. Summen af alles egoisme i et velfungerende marked er i økonomisk forstand positiv.

Tag noget så simpelt som det daglige indkøb. Jeg har en interesse i at købe mælk. Butikken ser sin fordel i at sælge mig den. Jeg handler, hvor jeg får den mælk, jeg vil have, til den pris, jeg vil betale. Penge-, kredit-og finansvæsenet udgør markedets bærende struktur, men det hele fungerer kun med en stærk opmand i form af en retfærdig og velorganiseret stat, der kan tilvejebringe sikkerhed, retsbeskyttelse, uddannelse, infrastruktur og så videre.

Selvom markedsøkonomiens drivkraft er egoisme, er den jo ikke fuldstændig blottet for anstændighed. Langt de fleste transaktioner er bygget på en stor grad af tillid. Når jeg køber mælk, lægger jeg kun én karton på kassebåndet. Det er et hensyn, jeg viser ekspedienten og ikke mindst hans ryg. Han stoler til gengæld på mig, når jeg fortæller ham, hvor mange jeg har i alt i indkøbsvognen.

Den økonomiske krise kan fremvise nogle ret spektakulære eksempler på moralsk anløbne folk, der har misbrugt andres tillid. Stein Bagger er blevet et symbol på sin epoke, men sagen mod ham har vist, at han altid har været en fupmager. Finn Nørbygaard er langt mere typisk.

Han blev forledt til at investere i Stein Baggers forretning for lånte penge. Nørbygaards fejl var vel at mærke, at han viste tillid, ikke at han var umoralsk. Man kan også stille spørgsmålet anderledes: Er Finn Nørbygaard i dag blevet et bedre menneske? Nej, han er blevet et klogere menneske, fordi også han har indset, at de ret simple regler for økonomi stadig gælder.

Lad os lige repetere to af de væsentligste: 1. Lånte penge skal betales tilbage. Afdragsfrie lån er med andre ord ikke afdragsfrie i længden, og den græske stat kan ikke afholde sine udgifter uden at skaffe sig indtægter. 2. Det forventede afkast svarer til den forventede risiko. Også prisen på penge er et spørgsmål om udbud og efterspørgsel. Man kan få højt afkast, eller man kan få stor sikkerhed, og hvis de muligheder optræder samtidig, er der sandsynligvis tale om en boble, der vil briste.

Når paven taler om etisk krise, handler det ikke om, at han ved, hvordan krisen skulle være undgået. Når folk har tabt penge, skyldes det ikke, at de har gået for lidt i kirke. Når bankerne er gået fallit, skyldes det ikke manglen på etik, men at ledelserne har været rystende dårlige til at drive bank. Den økonomiske politik har været uansvarlig, fordi politikerne ikke har lyttet til økonomerne. I sin kerne er den økonomiske krise, nå ja, en økonomisk krise.

(klumme i Kristeligt Dagblad 25. feb. 2012)

Ansattes frihed skal sikres

I et interview 12. februar siger dekan for det humanistiske fakultet på Aarhus Universitet, Mette Thunø: »Der er ikke og har aldrig været nogen fra Aarhus Universitet, som er blevet hverken truet eller har fået advarsler, fordi de er gået til medierne og har diskuteret deres fag«.

Dekanen behøver dog ikke lede længe efter et eksempel på en medarbejder fra Aarhus Universitet, der af ledelsen er blevet advaret om at ytre sig i offentligheden, for tidligere i selv samme interview siger hun nemlig følgende: »Jeg må selvfølgelig kommentere på, at ligegyldigt om man kommer fra universitetsverdenen eller fra en anden offentlig institution, så har det konsekvenser at køre en diskussion i pressen«. Dekanen truer åbenlyst sine ansatte til tavshed, og truslerne virker. Der er udtrykt megen hård intern kritik af Aarhus Universitets ledelse, men det er næsten udelukkende pensionerede medarbejder, der tør ytre kritikken offentligt.

Ytringsfriheden på universiteterne bør imidlertid være en integreret del af forsknings-og undervisningsfriheden.

Af hensyn til de universitetsansattes fremtidige arbejdsvilkår må den politiske og juridiske myndighed garantere denne frihed og gribe ind over for Thunøs regimente.

(debatindlæg Kristeligt Dagblad 18. feb. 2012)

De manglende visioner

" DETTE ÅRS nytårstale afslører en dybt desperat statsminister, uden visioner for fremtiden, uden et eneste svar på tidens mange store problemer." - Rasmus Prehn ( S) om statsministerens nytårstale 2007.

" Talen kan med rette kritiseres for at være tandløs, når det kommer til visioner og værdier." - Peter Mogensen i Politiken om statsministerens nytårstale 2008.

" Skal Danmark have en chance [], er det nødvendigt at have nogle politikere, der har erfaring, visioner og idéer." - Rasmus Jønsson i 3F's debatforum om statsministerens nytårstale 2009.

" Jeg synes, det er overraskende, at han både er så lidt visionær og så lidt konkret." - Villy Søvndal ( SF) om statsministerens nytårstale 2010.

" Der blev holdt en virkelig visionær nytårstale i år. Men det var desværre ikke på Marienborg." - Kristian Madsen i Politiken om statsministerens nytårstale 2011.

Når statsministerens nytårstale er blevet udsendt, kan man være ret sikker på, at repræsentanter for oppositionen og deres entourage af kommentatorer stiller op og med stor alvor giver udtryk for, at talen mangler " visioner".

Som regel efterlyser de også " konkret indhold", men det mest efterlyste element i dagens politik er helt klart " visioner", således også i år.

Man skal ikke hæfte sig så meget ved det forhold, at oppositionen kritiserer statsministeren. Det er dens opgave. Derimod er det interessant, at det betragtes som en gyldig kritik, at en politisk tale mangler visioner.

Der synes at være en trang til, at politikere skal gå forrest, se langt og vise vejen.

Det er udtryk for en diffus længsel efter stærke og karismatiske ledere. Man kan blot være sikker på, at så snart en politiker præsenterer en vision, vil den også blive kritiseret sønder og sammen for ikke at være rigtig visionær.

Når man ser sig om efter rigtigt karismatiske og visionære mennesker, er det ikke politikere, der først falder inden for synskredsen. Det er snarere skikkelser fra kunstens eller videnskabens verden, og de har som regel ikke stor succes i politik. De store ledende skikkelser i politik har det til fælles, at de er døde eller som minimum pensionerede. En levende og aktiv politiker synes pr. definition at være en elendig politiker. Først i eftermælet kan de gøre sig håb om entydig positiv omtale.

En af de mest agtede politikere overhovedet var Thorvald Stauning ( S). Han regnes for en af de største skikkelser i dansk politik. Det var ham, der skabte statsministerens nytårstale som genre herhjemme.

Hans første nytårstale ved årsskiftet 1939-40 var ikke visionær målt med nogen som helst standard. Den var dristig på en anden måde.

Den fremlagde ganske nøgternt de sikkerhedspolitiske problemer, som den netop udbrudte krig havde forårsaget, og den foregøglede ikke danskerne nogen " vision" om, hvordan vi kunne slippe ud af den suppedas med både ære og liv i behold.

I sin grundform lignede den dette års tale. Vi står over for alvorlige problemer, og det lagde statsministeren ikke skjul på. Der var vel tale om et forsøg på det, der i dag kaldes forventningsafstemning.

Vi skal være indstillet på, at de næste år ikke bliver en gavebod med frit valg på alle hylder.

Det er klar tale, og hvis det budskab er trængt igennem, har talen opfyldt sit formål.

Første skridt må være at skabe enighed om, hvad problemet er. Derefter kan der bedrives politik. Det handler ikke om visioner, men om løsninger. På de løsninger skal regeringen bedømmes - ikke på visionære fraser i en nytårstale.

(kommentar i Kristeligt Dagblad 4. jan. 2012)

I Grundtvigs fodspor

Grundtvigs egentlige hjemsted er Sjælland. Det kan vises, hvordan hans poesi falder mest mundret på sjællandsk mål. Grundtvig-navnet stammer fra Nykøbing Sjælland, og hans mødrene slægt skrev med stolthed anerne tilbage til middelalderens mest magtfulde slægt på Sjælland, Hviderne. Fødehjemmet, præstegården i Udby, står endnu som et efterhånden sjældent eksempel på et helstøbt anlæg fra landboreformernes tid. De fleste store landpræstegårde i dag er grundmurede og nymodens pralværk fra andelstiden.

I de samme rum, som Grundtvig beboede som kapellan for sin far i årene 1811-13, er der indrettet et museum, Grundtvigs Mindestuer, og publikum har også adgang til dele af den gamle have, hvor Grundtvig blandt andet fandt inspirationen til den om påskeblomsten. (Husk at der er begrænset åbningstid og husk at respektere den nuværende sognepræsts privatliv.) Man spiser i øvrigt fortrinligt på Udby Kro. Når man nu er på de kanter, skal man naturligvis også besøge Grundtvigs nyrestaurerede pavillon i Rønnebæksholms park og torvet i det dejlige Præstø, hvor Grundtvigs Hus står.

Selv om Grundtvigs livsanskuelse og virkelighedsforståelse især knyttes til dem, der dyrkede jorden, tilbragte han ikke desto mindre mere end to tredjedele af sine næsten halvfems leveår skrivende og læsende i København. Folk, der er uden føling med, hvad grundtvigianisme er, tøver ikke med at kalde ham københavnerintellektuel.

Han flyttede som de fleste af sine samtidige ofte rundt i hele byen. I Prinsessegade 52, hvor han boede 1823-27, mens han var kapellan i Vor Frelser Kirke, udformede han sin kirkelige anskuelse og opgøret med det lutherske skriftprincip. Skal man pege på et sted, hvor grundtvigianismen blev til, som Steen Johansen bemærker i sin gennemgang af Grundtvigs boliger i Grundtvigstudier ( 1960 og 1963), må det være her. Folk, der er uden føling med, hvad grundtvigianisme er, tøver ikke med at kalde ham københavnerintellektuel.

Nu kan københavnere, hvis de ikke har andet at tage sig til, gerne få tid til at gå med at diskutere, hvorvidt Christianshavn hører til Sjælland eller Amager. Man kan være nogenlunde sikker på, at en christianshavner bliver fornærmet, hvis man hævder, at han bor på Amager. Mens bydelen i geografisk forstand uden tvivl er mere Amager end Sjælland, hører den i juridisk og historisk forstand til Indre By, det vil sige inden for voldene. Postnum meret er desårsag København K. Rådhuset - det nye fra 1905 forstås - derimod ligger i København V, fordi det er opført på og ikke indenfor det gamle voldterræn. Det er i øvrigt på mange måder det bedste eksempel på grundtvigsk arkitektur i byen. Ganske vist er et af de væsentligste forbilleder for Martin Nyrops mesterværk rådhuset i Siena, men i detaljen og materialevalget er det nordiske præg umiskendeligt. Den udprægede brug af granit, træ og rødsten er karakteristisk. Nyrop tegnede blandt andet Gymnastikhuset ved Grundt vigs Højskole i Lyngby ( nu Fri landsmuseet), og der ligger faktisk en pavillon ved den nuværende Grundtvigs Højskole i Hillerød, fra hans hånd. Den fungerede som tegnestue for Den Nordiske Industri-, Landbrugsog Kunstudstilling i København 1888 på det, der dengang var Halmtorvet og altså nu er Rådhuspladsen. ( Se artikel af Torben Blix og Eva Lisa Bøytler i Grundtvigs Højskoles årsskrift 2008).

Når Italien i almindelighed og Rom i særdeleshed er deciderede ikke-grundtvigske rejsemål, hænger det naturligvis sammen med, at byen er hovedstad for den katolske kirke og den latinske kultur og som sådan fremmed for en grundtvigsk betragtning af livet og verden. Det var Grundtvig meget om at gøre at afkaste sig det romerske åg - kulturelt, sprogligt og konfessionelt.

Men så er det jo alligevel ikke anderledes, end at netop Grundtvig har leveret et af de mest afgørende slag mod det lutherske skriftprincip, der i sin tid var omdrejningspunkt for opgøret med romerkirken.

Hvis katolikkerne populært sagt mente, at frelsen kun tilvejebringes gennem kirken, var Luther af den opfattelse, at skriften var nøglen, mens Grundtvig udmærket vidste, at skriften ikke er mindre korrumperet end kirken, og derfor tyede til menigheden og det i denne overleverede levende ord som kristenhedens bærende princip. Dette opgør med Luther er ikke overraskende blevet hilst velkommen af danske katolikker, som af samme årsag har optaget Grundtvig som vigtig bidragyder til deres salmebog. Grundtvigs tvetydige forhold til det romerske stopper ikke her. Han var selv rundet af den dannelseskultur, som han gjorde op med, og han ville ikke være nået så langt i sit opgør med det latinske sprog, hvis han ikke selv havde behersket det så godt, som han gjorde. Hvorom alting er, vil rejsende til Rom med større fordel kunne bese byen med H. C. Andersens, Eckersbergs eller Thor valdsens øjne.

Tilbage på Rådhuspladsen i København bør man naturligvis ikke snyde sig selv for et besøg eller et genbesøg på Vartov. Grundtvig har aldrig boet på selve Vartov.

Derimod boede han de sidste år af sit liv i Hellerup i nærheden af Gl. Vartov, som hedder sådan, fordi det var her, stiftelsen Vartov oprindeligt lå, indtil den flyttede ind til byen i midten af det 17. århundrede.

De to sfinkser, som er opstillet ved Skovgaards statue af den knælende Grundtvig, stammer fra dette nu for længst nedrevne hus. Vartov blev købt af Kirkeligt Samfund - nu Grundtvigsk Forum - i 1947. Midlerne blev blandt andet tilvejebragt ved salget af Grundtvigs Hus i Studie stræde 36-40, en af de mindst kendte grundt vigske seværdigheder i byen, opført med Kirkeligt Samfund af 1898 ( læg mærke til initialerne på facaden) som bygherre i 1906-08. Det har sin egen robuste charme. Arkitekten hed Rolf Schroeder, en elev af Nyrops romantiskhistoriske skole og i øvrigt også en nevø af Ludvig Schrøder, forstanderen fra Askov Højskole. Grundtvigs Hus har haft mange anvendelser. En af dem var, at det lagde mødelokaler til stiftelsen af det danske nazistparti i 1930. Mange danske nazister nærede beundring for Grundtvig, men den var om man så kan sige ugengældt. Det grundtvigske folkelighedsbegreb var på dette tidspunkt så tæt forbundet til folkestyret, at man med en af de store grundtvigianere fra dengang, socialdemokraten Frederik Borgbjerg, kan sige, at Grundtvig vaccinerede os mod smitten fra syd. Det er lidt flot sagt, men antagelig mere rigtigt end forkert.

Fra Grundtvigs Hus kan man lægge vejen forbi Valkendorfs kollegium i Skt. Pederstræde. Her boede studenten Grundtvig 1808-11. Den nuværende bygning er dog fra 1865. Man kunne også lægge vejen forbi hjørnet af Vimmelskaftet og Knabrostræde.

Huset er i dag væsentligt om -bygget, men er stadig det samme, hvor Grundtvig boede 1841-50. Der findes en ofte gengivet tegning, sandsynligvis af Tom Petersen, der viser hvordan Grundtvig står i sit vindue på anden sal og beskuer folketoget til Christiansborg 21. marts 1848. Den er dog næppe samtidig. En af de bedste kendere af den grundtvigske geografi, Lars Thorkild Bjørn, kan ikke spore det længere tilbage end 1883. Kristeligt Dagblad har nu redaktionslokaler i huset.

På vej mod Borchs Kollegium i Store Kannikkestræde, hvor Grundtvig holdt sine berømte Mands Minde forelæsninger passerer man Frue Plads, en slags filial af det Rom, som Grundtvig ikke var meget for, afgrænset som den er af Universitetet, Bispegården, Metropolitanskolen og Frue Kirke. Metropolitanskolen var en latinskole og som sådan ikke noget for Grundtvig.

Under striden med professor H. N. Clausen om kirkens sande natur i 1824-25 vendte Grundtvig sig mod Universitetets " eksegetiske pavedømme". Selv om København før 1922 ikke udgjorde sit eget stift, var Sjællands biskop sjældent at finde i sin domkirke i provinsbyen Roskilde. Han residerede i København og prædikede i kirken på den anden side af gaden.

Biskopperne i Grundtvigs tid, Münter, Müller, Mynster og Martensen, kan man beskylde for meget, men grundtvigianere var de ikke. Siden er der løbet meget vand i åen. I 1861 blev Grundtvig titulær biskop i anledning af sit 50 års embedsjubilæum. Siden dengang er der sket det, at alle biskopper er titulære grundtvigianere.

For enden af Store Kanikkestræde ligger Trinitatis Kirke. Kirkeloftet, hvor der som regel er offentlig adgang, rummede dengang universitetets bibliotek. På den anden side af Købmagergade ligger Regensen, i hvis kirkesal Grundtvig holdt sin dimisprædiken i 1810, en anklage mod kirken for at have forskertset Guds ord.

Kirkesalen findes ganske vist ikke længere i sin daværende skikkelse, men stående på Købmagergade - mellem Regensen og Rundetårn - står man topografisk betragtet midt i det valg, som Grundtvig måtte træffe i 1810. Enten skulle han holde sig til de historiske studier på biblioteket, eller han måtte følge sin fars ønske og vælge prædikantembedet. Han valgte som bekendt det sidste og tog for en kortere bemærkning tilbage til fødeegnen.

I 1861 blev Grundtvig titulær biskop i anledning af sit 50 års embedsjubilæum. Siden dengang er der sket det, at alle biskopper er titulære grundtvigianere.

Følger man Købmagergade mod Amagertorv og videre mod Christianshavn, kommer man forbi Christiansborg. Igen er der tale om en bygning, der ikke står i den skikkelse, som Grundtvig ville have kendt.

Grundtvig var som bekendt medlem af den grundlovgivende rigsforsamling 1848-49, der holdt sine møder her. Det er velkendt, at Grundtvig optræder på Sonnes frise på Thorvaldsens Museum, hvor den københavnske modtagelse af den i det romerske eksil så længe bortdragne søn skildres. Hvad færre ved er, at Grundtvigs portræt også findes på Christiansborgs facade, der hele vejen rundt er besmykket med Anders Bundgaards portrætter af fortjenstfulde danskere. Grundtvig befinder sig på gavlen mod ridebanen mellem Snapstinget og Landstingssalen.

Turen kan man afslutte på Christianshavn, i Prinsessegade. Enhver skylder sig selv at se Vor Frelser Kirke indefra efter den meget omfattende restaurering, som bygningen er undergået i de seneste år. På vejen skal man naturligvis lægge vejen forbi Strandgade 4, hvor Grundtvig boede 1828-40. Der er en mindeplade. Den nærliggende Frederiks tyske Kirke, hvor Grundtvig havde tilladelse til at prædike, men ikke forrette sakramenterne, er som regel åben i dagtimerne og udgør en væsentlig konkurrent til Vor Frelser som byens væsentligste barokke monument.

Den hedder i dag Christians Kirke - ikke at forveksle med fx Christianskirken i Lyngby.

Mens den tyske menighed svandt ind under de dansk-tyske konflikter i det 19.

århundrede, og kirken gik af brug, tog den grundtvigske industrimand, C. F. Tietgen, initiativ til genoptagelse af den gamle plan om at bygge en kuppelkirke lige ved Amalienborg. Den indviedes 1894 og bliver populært kaldet Marmorkirken, men hedder faktisk Frederiks Kirke efter Frederik V. Den kaldes også somme tider den grundtvigske domkirke i København, fordi sognepræsten historisk set som en af de få københavnske præster er grundtvigsk, og ikke mindst fordi Grundtvigs enke Asta overdrog kirken den syvarmede guldlysestage, som Grundtvig selv havde modtaget som folkegave i 1861. Hvorom alting er, måtte den gamle Frederiks Kirke på Christianshavn, da den genåbnede som dansk sognekirke i 1901, tage navneforandring til Christians Kirke efter den da regerende konge, da der på det tidspunkt allerede havde eksisteret en Frederiks Kirke i byen.


(artikel i Dansk Kirketidende 5. juli 2011. I det følgende nummer gjorde Benneth Østergaard Petersen opmærksom på en fejl i artiklen, nemlig at Grundtvigs Hus først blev solgt til KAB i 1972)

Monrads plads i Danmarkshistorien

Ditlev Gothard Monrad (1811-87) var antagelig en af sin tids vigtigste politikere. Hans eftermæle er fuldstændig domineret af, at han mere end nogen anden tillægges skylden og ansvaret for nederlaget i 1864. Denne begivenhed har kastet sin skygge så langt ind i fremtiden, at det selv i dag kan være vanskeligt at få kastet tilstrækkeligt med lys på Monrads skikkelse til at få tegnet et retvisende portræt.

Monrad var en sammensat personlighed, og han var udstyret med en kolossal arbejdsevne og energi, " en rastløs Mand, der lægger Haand paa Værket", som digteren Emil Aarestrup skrev.

Vanskelighederne med at sætte Monrad på begreb har fået nogle af dem, der har beskæftiget sig med ham, til at søge tilflugt i den forklaring, at han må have været psykisk syg. At stille en diagnose uden at have patienten for hånden og så endda på historisk afstand er altid svært. Sikkert er det, at han var mærket af sin vanskelige barndom, for det medgav han selv.

Da han var fire år gammel, måtte faderen opgive sin stilling som embedsmand på grund af sindssyge. Moderen forlod hjemmet nogle år efter, og denne splittelse af barndomshjemmet prægede ham. Drengen kom i pleje hos slægtninge i Præstø, og han beskrives som et begavet, men indelukket barn. Da han gik til konfirmationsforberedelse, fik sognepræsten øjnene op for hans evner og foranstaltede en indsamling, der gjorde det muligt for ham at komme på latinskole i Vordingborg.

Monrad tog studentereksamen i 1830 og begyndte at studere teologi. Hans interesser i studietiden var især filosofiog sprogvidenskab, og han sigtede ikke oprindeligt mod at blive præst. I 1832 gennemgik han en personlig og religiøs krise, der blandt andet betød, at han var indlagt med " nervefeber", som det hed. Selv indrømmede han, at han var " en smule gal", dog ikke mere end at han tog teologisk embedseksamen i 1836. Han havde en lovende videnskabelig karriere foran sig, da han blev engageret i politik.

Muligheden for at gå ind i politik er så ligefrem i dag, at man let overser betydningen af Monrads indsats, der ikke mindst bestod i, at han var med til at skabe forudsætningerne for, at der overhovedet var noget " politik" at gå ind i.

Ved Christian VIII's tronbestigelse i 1839 øjnede en generation af forhåbningsfulde unge med Monrad og den et år ældre Orla Lehmann i spidsen muligheden for at bryde den enevældige konges magtmonopol. Det blev klart, at hvis man ville have magten, måtte man erobre det offentlige rum ved hjælp af beåndede taler og polemik i pressen. Den statslige censur kunne ikke stille meget op imod det, der siden er blevet kaldt den nationalliberale bevægelse og dens suveræne greb om opinionen.

Monrad opnåede at blive idømt en bøde for sine skriverier, men blev dog ikke betragtet som mere farlig for styret, end at han kunne blive sognepræst i Vester Ulslev på Lolland i 1846. Det hjalp ham dog nok også, at det var hans ven grev Knuth, der havde kaldsretten til embedet. Selvom livet som landsbypræst bekom Monrad vel, holdt han sig ikke ude af rørelserne i hovedstaden.

Det lykkedes de nationalliberale i det tidlige forår 1848 at presse kongen til at afskedige sin regering og erstatte den med en ny, hvis program bestod i at inkorporere Slesvig i kongeriget og gennemføre en fri forfatning. Monrad blev kultusminister, det vil sige minister for kirke og undervisning i den nye regering.

Han blev pennefører for det udvalg, der skrev udkastet til en ny grundlov. Det var for meget store deles vedkommende Monrads tekst, der blev vedtaget, og som stadig for størstedelens vedkommende er bevaret i den nugældende grundlov. Det var for eksempel Monrads idé, at statskirken skulle hedde folkekirken. Det var også hans plan, at kirken skulle omorganiseres, men den plan slog fejl. Det endte med en løfteparagraf i Grundloven, som står der endnu.

Allerede i november 1848 trådte Monrad ud af regeringen, og året efter blev han biskop over Lolland-Falsters Stift - et karrierespring, som han selv havde forberedt som minister for kirken. Han måtte dog forlade embedet allerede i 1854, antagelig en politisk motiveret afskedigelse.

Han blev i 1849 valgt til Folketinget i Nykøbing Falster, og de næste 15 år tilhørte han magtens centrum - først som mangeårig formand for finansudvalget, som embedsmand, og siden som minister og endelig som regeringschef.

Selvom Monrad regnes blandt de nationalliberale, var han ikke så let at indplacere politisk. Han var mere liberal end national. Han arbejdede for at udbrede valgretten til så mange som muligt, også bønder og husmænd. Tidens altafgørende politiske stridspunkt var Slesvigs stilling.

Statsretligt set var det slesvigske problem en gordisk knude, som man som bekendt kun kan løse med et sværdhug. Spørgsmålet var, hvor snittet skulle lægges? Ved Elben, ved Ejderen, ved Kruså, Kongeåen eller Lillebælt? De nationalliberale havde skaffet sig magten på en Ejderløsning, altså en deling af Slesvig og Holsten.

Personligt var Monrad tilhænger af en bevarelse af den eksisterende sammenhæng mellem kongeriget og hertugdømmerne under den danske konge, den såkaldte helstatsløsning, men på den anden side lod han sjældent sin egen overbevisning stå i vejen for det muliges kunst.

Fra 1859 var Monrad med en lille afbrydelse igen minister, indtil han selv på årets sidste dag i 1863 dannede en regering, der er gået over i historien som " millionen", fordi den bestod af en ener - Monrad - og seks nuller. Han overtog ansvaret midt i en alvorlig udenrigspolitisk krise.

Den krig, der fulgte året efter, og som endte med dansk nederlag, har haft en gennemgribende betydning for den danske nationale selvforståelse. Der ligger et indre modsætningsforhold i erfaringen fra 1864. Vi har på den ene side taget nederlaget på os som noget, der ikke kunne undgås - at det er Danmarks skæbne ikke at kunne vinde en krig. Det er en overbevisning, som først har mistet sin styrke efter Den kolde Krigs ophør.

På den anden side udpeger vi også gerne de skyldige for nederlaget og forudsætter dermed, at det kunne være gået anderledes, hvis de ikke havde været så forstokkede eller inkompetente eller hvilke andre skældsord, man i tidens løb har hæftet på dem.

Diskussionen er slet ikke slut endnu, men at Monrad havde et medansvar for udfaldet af krigen, står uden for enhver tvivl. Det kommer sig alene deraf, at ministeransvarligheden var givet af den grundlov, som han selv havde stået fadder til. To begivenheder står i centrum for opmærksomheden, for det første rømningen af Dannevirkestillingen i februar og for det andet den manglende rømning af stillingerne ved Dybbøl i april.

Tilbagetoget fra Dannevirke var en militært set klog beslutning, for stillingen kunne ikke forsvares. Alligevel blev den ansvarlige general afskediget af politiske årsager.

De nationalliberale havde slået sig op på en hævdelse af Danmarks historiske ret til Slesvig, så befolkningen anså tilbagetoget for et nederlag. Det er antagelig også årsagen til, at regeringen ikke mente at have politisk råd til endnu en rømning. Tilbagetrækning fra Dybbøl kom ikke på tale, og så kom nederlaget med fuld styrke.

Dertil kom en mærkværdig håndtering af de diplomatiske forhandlinger, for hvilke Monrad som udenrigsminister i sin egen regering også bærer ansvaret.

Mulighederne for en gunstigere fred blev forspildt. Den deling af Slesvig, der blev betragtet som en national triumf ved den såkaldte genforening i 1920, var endnu i 1864 politisk usælgelig i Danmark. I stedet blev hele Slesvig tabt.

Den nationalliberale drøm om en grænsedragning ved Ejderen, det program, der havde bragt Lehmann og Monrad til magten i 1848, havde spillet fallit. Den havde vist sig at være en utopi. Det er historiens ironi, at ansvaret for denne fallit måtte bæres af netop Monrad, der personligt var tilhænger af Helstaten.

Monrad drog i eksil så langt væk, som man kan komme på jorden. " Danmark stod for mig som et Lig," skrev han om dette valg mange år senere. " Jeg trykkede et brændende Kys paa dets blege Pande og forlod det." På New Zealand slog han sig ned med sin familie. Her husker man ham endnu, ikke mindst fordi han som gave til sit midlertidige værtsland efterlod sin betydelige kunstsamling, før han vendte tilbage til Danmark i 1869.

I 1871 blev han genindsat som biskop i Lolland-Falsters Stift - et embede, som han røgtede med flid og samvittighed til sin død. Han genvandt aldrig sin politiske styrke, men deltog som en markant røst i den offentlige debat om de emner, der rørte sig.

For eftertiden fremstod Monrad som den, der tænkte stort og fejlede stort. Historikeren Povl Engelstoft har sammenfattet det med en for sin tid - 1930' erne - karakteristisk patos: Monrad " var saa sammensat, at det ikke vil være muligt at finde en nogenlunde gyldig Generalnævner for hans Evner og Personlighed. Det Indtryk, han gjorde paa sin Samtid, var saa uens, at selv samvittighedsfulde Bedømmere har givet deres Vurdering Pamflettens Karakter med Vægten lagt paa de samme Egenskaber, der for andre staar som purt Guld. Givet er kun eet: Monrad var overalt og altid, i Aandens Purpur og Pilgrimmens Pjalter, uden for og oven over andre og fri af Banalitetens Usseldom.

Men denne Overlegenhed gav ingen Tryghed og ingen Lykke."Den, der vil forstå Monrad til bunds, slutter Engelstoft, " maa selv have følt Korset tynge sine Skuldre og Naglegabene brænde sine Hænder.".

(artikel i Kristeligt Dagblad 28. juni 2011. Avisens korrekturlæser havde rettet kultusminister til kulturminister. Det er i denne version rettet tilbage til det korrekte.)