Samvittighedsfrihed

Samvittighedsfrihed er den frihed, som samfundet tilstår den enkelte til at handle efter sin samvittighed. Samvittigheden defineres traditionelt som den enkeltes ’samviden’ med en etisk/moralsk instans – f.eks. Gud – og som sådan er samvittigheden et kollektivt fænomen, men den er også en privat og for andre usynlig instans, der kan vejlede den enkelte i trods mod omgivelserne. Udtrykket samvittighedsfrihed optræder på dansk første gang hos Holberg i betydningen religionsfrihed, og som oftest anvendes udtrykket i forbindelse med religiøse forskrifters konflikt med samfundsordenen som sådan.

Hvis man handler efter sin samvittighed mod loven, er der per definition tale om civil ulydighed. Historisk er samvittighedsfriheden typisk blevet tilvejebragt ved lov efter at et problem er blevet bragt til offentlighedens kendskab ved civil ulydighed. Mest kendt er antagelig spørgsmålet om militærnægtere, der netop ofte afviser at opfylde deres lovbefalede – i Danmark sågar grundlovsbefalede - værnepligt med henvisning til samvittigheden. Hvad der oprindeligt var civil ulydighed og strafbart er nu i mange lande gjort lovligt, i Tyskland endda defineret som en borgerlig rettighed.

Et af de kendte hjemlige eksempler på den civile ulydighed som grundlag for samvittighedsfrihed er baptisternes mission i Danmark fra slutningen af 1830erne. Den enevældige lovgivning betragtede dåb og konfirmation som en nødvendig forudsætning for at kunne blive betragtet som fuldgyldig undersåt og retssubjekt, og der var dåbstvang med en kort tidsfrist efter barnets fødsel. De første danske baptister var derfor i sagens natur barnedøbt, mens deres børn igen i overensstemmelse med baptisternes dåbssyn skulle vente til de selv blev voksne. I dette tilfælde greb baptisterne altså til civil ulydighed. På den anden side var der uenighed blandt myndighederne om, hvordan man skulle gribe sagen an, og især grundtvigianerne var imod håndhævelsen af tvangsdåben, som i yderste konsekvens skulle finde sted som en fogedsag.

Enden på historien blev som bekendt, at Grundloven i 1849 indførte religionsfrihed, og at baptisterne derfor fik frihed til at følge deres samvittighed. Den borgerlige retsvirkning af dåb og konfirmation blev dog først ophævet gradvist i de følgende årtier, og kirkelig vielse var stadig den eneste mulighed for medlemmer af Folkekirken, der ønskede at indgå ægteskab. Den borgerlige vielse blev indført i 1851 som en nødforanstaltning for så vidt en af parterne stod uden for Folkekirken.

Det indebar foruden en manglende valgfrihed for brudeparrene også, at præsterne var tvunget til at vie dem, der kom til dem. I et indlæg i Kristeligt Dagblad 17. juni 1898 skrev ”H.J.”, at præsterne var tvunget til at indrette sig efter, ”hvad de tilfældige Ægtefolk bestemte sig for, og havde ikke selv nogen Valgfrihed efter deres egen Samvittighed, d.v.s. eftersom de fandt deres egen Samvittighed bundet af Gud Ord eller ikke.” Da borgerlig vielse blev indført som en mulighed for alle i 1923, var det altså ikke kun et hensyn til borgernes valgfrihed, men også til præsternes samvittighedsfrihed.

Da nogle præster i 1990erne begynte at foretage, hvad der blev kaldt gudstjenestlige markeringer af registrerede partnerskaber, var der tale om en slags civil - eller tjenstlig - ulydighed, fordi de blev foretaget uden tilladelse, indtil kredsen af biskopper i 1997 åbnede for muligheden med den begrundelsen, at man i folkekirken bør indrømme hinanden samvittighedsfrihed i dette spørgsmål.

(Kristeligt Dagblad den 30. juni 2017. Redaktionens ændrede i enkelte formuleringer og rubrik.)

Grevindens penge

Den 23. juni meddelte grevinde Alexandra af Frederiksborg gennem sin advokat, at hun ikke længere ønsker at oppebære en særlig ydelse fra staten, når hendes yngste søn, prins Felix, fylder 18 år i 2020. Lars Løkke Rasmussen har taget meddelelsen til efterretning og tilføjer, at ”det er en beslutning, som jeg har stor respekt for.”. Statsministeren stiller desuden en tjenestemandslignende pension i udsigt for grevinden, når hun ophører med at være ”erhvervsaktiv”.

Sin nuværende ydelse modtager grevinden i henhold til ”Lov om årpenge for prinsesse Alexandra”, som Folketinget vedtog i november 2004 efter hendes skilsmisse fra Prins Joachim. Loven tog det forbehold, at ”såfremt prinsesse Alexandra indgår nyt ægteskab, erstattes årpengebeløbet af en særlig ydelse med samme grundbeløb”. Prinsessen indgik faktisk nyt ægteskab, og derfor blev hendes årpenge konverteret til ”en særlig ydelse” samtidig med, at hun blev ophøjet i adelsstanden med en til lejligheden opfunden titel.

Loven blev vedtaget med hjemmel i Grundlovens § 11, ifølge hvilken der ved lov kan bestemmes årpenge for medlemmer af det kongelige hus. Den følger lige efter en anden paragraf, der bestemmer, at statsoverhovedets budget og de statslige ejendomme, der overlades til monarkens brug, vedtages ved lov. Det gøres ved tronskiftet og loven kaldes også Civillisten. Den udgør en del af statens budget og optræder som sådan på Finansloven, men Civillisten er altså en lov for sig.

Til at finansiere ikke alene sin embedsførelse, men også sit private forbrug har monarken siden 1849 været helt afhængig af Rigsdagen, i dag Folketinget. Denne klare magtrelation mellem parlament og statsoverhoved, der altså også kan gælde for andre medlemmer af kongehuset, er camoufleret ganske godt i præsentationen af den aktuelle sag om grevindens penge. Kompetencen ligger entydigt hos Folketinget, men beslutningen, som Statsministeren ”har stor respekt for”, præsenteres som grevindens egen.

Ændringen ligger i logisk forlængelse af en melding, der udgik fra Hofmarskallatets pressesekretariat i maj måned sidste år. Heri hedder det, at kongehuset ikke forventer, at Dronningens børnebørn vil modtage årpenge, når de bliver myndige, med undtagelse af tronfølgeren prins Christian. Når dronningens ældste barnebarn, prins Nikolaj, i august i år fylder 18, skal vi altså ikke forvente, at Folketinget vedtager en lov til hans underhold.

Der er ikke tale om en grundlæggende reform svarende til omlægningen af det norske kongehus’ økonomi i 2002, men dog et markant kursskifte. Var den samme politik blevet anlagt for en generation siden, ville prins Joachim i dag ikke modtage årpenge, hvad han har gjort siden 1995. Årsagen til denne ændring skal antagelig findes i den kritik, der har været rettet mod kongehusets økonomi i de seneste år. Det er blevet stadig vanskeligere at forsvare udgifter til kongehuset, der ikke direkte kan forbindes med varetagelsen af hvervet som statsoverhoved. Kritikere af kongehuset har da også kvitteret med anerkendelse af den aktuelle beslutning.


(Kristeligt Dagblad 26. juni 2017)

Erindringssteder

I begyndelsen af juni måned i år tog nyhedsredaktionen på TV2 et emne op, som næppe kan karakteriseres som en nyhed, men som ikke desto mindre er en god historie, nemlig fredning og beskyttelse af mindesmærker fra det 20. århundredes historie.

Den aktuelle anledning er, at en flyhangar fra 1. Verdenskrig i Tønder nu er så brøstfældig, at den anbefales nedrevet. Den var del af Luftschiffplatz Tondern i det dengang tyske Sønderjylland. Det var en base for en del af det tyske kejserriges flåde af zeppelinere, der blandt andet blev brugt til luftbombardementer af England. Størstedelen af basen blev ødelagt ved verdenshistoriens første, vellykkede angreb fra et hangarskib i sommeren 1918.

Problemet er, at fredningsmyndighederne ofte går ud fra bygningernes arkitektoniske kvaliteter i deres vurdering. Den pågældende hangar er ikke smukkere end en gennemsnitlig carport, men den er til gengæld et håndgribeligt vidnesbyrd om en helt central begivenhed i europæisk historie. Som en integreret del Europa har vi i Danmark i dag en forpligtelse til at bevare i erindring, hvad der er af betydning for andre end os selv.
Eget foto


Den franske historiker Pierre Nora mener, at det moderne samfund er kendetegnet ved glemsel. Det udgør ikke længere et miljø af erindring, milieu de mémoire, men må ty til mere isolerede erindringssteder, lieu de mémoire, eller mindesmærker for at blive mindet om fortiden. Disse mindesmærker har betydning for, hvad vi husker, og derfor også for, hvilket samfund vi ønsker at være og blive. Denne bevidste eller ubevidste udvælgelse af, hvad der glemmes og huskes, kalder vi erindringspolitik.

Nedrivningen af en hangar fra 1. Verdenskrig er et eksempel på erindringspolitik. Et andet er forsømmelsen af et langt mere beskedent mindesmærke, som findes på Bådsmandsstræde Kaserne, for tiden en del af fristaden Christiania i København. Det er resterne af det skur, der blev brugt til at henrette landssvigere efter 2. Verdenskrig. Selve skuret er for længst væk, men det lille støbte fundament på ca. 1x2 meter er bevaret. Det kan findes i en idyllisk afkrog af Københavns historiske befæstning, Christianshavns Volds 2. redan. Nærmeste adresse er Norddyssen 63.

Anledningen er alt andet end idyllisk. Efter befrielsen 1945 vedtog Rigsdagen et tillæg til straffeloven, der i realiteten gjorde det muligt at straffe med tilbagevirkende kraft, og det endda med døden. 29 blev henrettet på denne plads, den sidste i 1950. Ingen i dag påstår, at disse mænd ikke fortjente at blive straffet hårdt, men hele retsopgøret efter krigen har dog også en sådan karakter, at det netop forstyrrer idyllen. Det er en brutal og uskøn historie, som man tydeligvis gerne ville glemme. Alle spor af den plads i Viborg, hvor de dømte vest for Storebælt blev henrettet, er væk. I Norge forholder det sig tilsvarende.

Passerer man tilfældigt forbi stedet i dag, er det nemt at overse. Fundamentet forvitrer. Risten i midten beregnet på at aflede de væsker, der nu flyder, når man skyder folk, ruster og er helt tilgroet. Som del af hovedstadens historiske voldanlæg er stedet teoretisk set fredet, men i praksis helt ubeskyttet mod vejrlig og trafik, og der er ingen markering af dets betydning. En repræsentant for Slot- og Kulturstyrelsen siger til TV2, at man savner midlerne til at beskytte stedet som et selvstændigt anlæg. 

Svaret er, at så må disse midler tilvejebringes. Det er måske ubehageligt at bringe retsopgøret efter 2. Verdenskrig i erindring, men nødvendigt er det, og dyrt kan det næppe være at beskytte sådan en smule fundament mod yderligere ødelæggelse.

(Kristeligt Dagblad 20. juni 2017)