Monarki og republik

Diskussionen om indførelsen af republik er taget op igen af Zenia Stampe. Spørgsmålet er, om republikken som statsform er bedre end monarkiet? Måler man på hovedkriterierne for et retfærdigt og godt samfund, har republikkerne ikke en særlig god statistik over de sidste 100 år. De stater, der har begået det 20. århundredes med afstand største forbrydelser mod menneskeheden, var alle republikker: Maos Kina, Nazityskland og Sovjetunionen. Desuden kan det seneste århundrede udvise en meget lang række af republikanske militærdiktaturer i Latinamerika, Afrika, Mellemøsten og Europa, som heller ikke pynter i den moralske statistik. Der findes også prominente eksempler på totalitære monarkier som Mussolinis Italien, Japan frem til 1945 eller nutidens Saudi-Arabien, men hovedindtrykket er, at republikken statistisk set ikke har noget at prale af.

Ser man på Europa inden for den seneste generation har vi været vidner til diktaturernes fald i Portugal, Spanien og Grækenland i 1970erne og til Warszawapagtens sammenbrud i 1989-91. Det har været en enestående demokratisk og fredelig udvikling, som vil blive stående som en verdenshistorisk landvinding. Det meste af Europa – med republikkerne Rusland og Hviderusland som væsentlige undtagelser – er i dag demokratiske retsstater. De lande, der i dag bedst lever op til kravene om demokratisk medbestemmelse, lighed for loven, velfærd og fravær af korruption er ofte monarkier. Syv ud af de ti højest rangerende på Transparency Internationals liste over de mindst korrupte lande er monarkier.

Det skyldes ikke, at den monarkiske statsform i sig selv skaber retfærdighed, velstand eller folkelig medbestemmelse, men det er en klar indikation af det forhold, at monarkiet som statsform ikke er nogen hindring for udviklingen af et retfærdigt, demokratisk og velstående samfund – snarere tværtimod. Så længe retsplejen er uafhængig, lovgivningen vedtages af en repræsentativ forsamling sammensat ved hjælp af frie og lige valg, og regeringsmagten udgår fra denne forsamling, er der tale om et parlamentarisk demokrati. Om valget af statsoverhoved foretages ved – typisk indirekte – afstemning eller ved genetisk lodtrækning, er underordnet i demokratisk henseende. Statsoverhovederne i moderne konstitutionelle monarkier og parlamentariske republikker har samme funktion.

Med hensyn til lighed for loven, adskiller det ikke Dronning Margrethe fra andre statsoverhoveder, monarkiske såvel som republikanske, at hun nyder retlig immunitet. Et fungerende statsoverhoved kan typisk ikke retsforfølges uanset statsformen.

Med hensyn til omkostningerne og dermed indirekte til velfærden, er det naturligvis ikke billigt at forsyne statsoverhovedet med det ceremoniel i form af militære musikkorps, sikkerhed, transport, tyende og bolig, der hører embedet til, men det adskiller ikke præsidenten fra monarken. Det for tiden dyreste statsoverhovedembede i Europa er det franske.

Med hensyn til den demokratiske legitimitet har monarkierne naturligvis et teoretisk problem, men i praksis nyder de europæiske monarker en væsentlig større folkelig opbakning end deres ikke-monarkiske kollegaer.

Når Zenia Stampe derfor ønsker at afskaffe monarkiet, er der tale om symbolpolitik. Så længe der ikke udgår nogen trussel fra monarkiet mod demokratiet, retssikkerheden eller velfærden, findes der ingen saglig grund til at afskaffe denne statsform.

(Kristeligt Dagblad 21. april 2015. Avisen havde valgt en lidt anden rubrik. En fejl i antallet af monarkier på TIs liste er rettet. Det er kun syv lande i top ti, der er monarkier. Det er dog otte i top 11.)

De uanstændige

Frederik Stjernfelt langer på bagsiden af Bøger den 10. april ud efter nogle, han kalder ”De Anstændige”. Af konteksten kan man forstå, at det skal forstås ironisk. Det må læses således, at Stjernfelt finder ”de anstændige” uanstændige. Man kvalificerer sig tilsyneladende til dette prædikat, hvis man insisterer på at tale pænt til folk.

Hvorom alting er, ulejliger Stjernfelt sig ikke med at sætte navn på disse ”anstændige”, som han er så uenig med. Disse unavngivne har ifølge Stjernfelt gjort sig skyldig i provinsialisme, idet de ikke har forstået, at islamistisk terrorisme er et internationalt problem. Igen gad man gerne se dokumenteret, hvem i alverden der ikke er klar over det? Det kan i hvert fald ikke være Weekendavisens læsere, der ugentligt underrettes omhyggeligt om spørgsmålet.

Stjernfelt opremser en række episoder fra de seneste måneder verden over, som han kobler sammen med islamismen. Han har tidligere i Weekendavisen udredt islamismens idéhistorie, hvor han bl.a. har understreget ligheden med andre af det 20. århundredes totalitære ideologier: bolsjevisme, fascisme og nazisme. Den teori kan meget vel have noget for sig, men den har den svaghed, at der er tale om generelle betragtninger, der ikke er handlingsanvisende.

Hvad skal vi egentlig gøre, som ikke allerede er gjort af militær, diplomati, efterretningstjenester og politi? Hvem skal bombes, som ikke allerede er blevet bombet? Hvem skal aflyttes, som ikke allerede bliver aflyttet? Hvem skal anholdes, som ikke allerede er anholdt? Hvordan skal en anti-islamismestrategi i givet fald tænkes ind i sikkerhedspolitikken, forsyningspolitikken og folkeretten?

Han har jo helt ret i, at det ikke nytter noget at tale pænt til gerningsmændene, men hvad har Stjernfelt konkret tænkt sig, at vi skal stille op over for saudiarabisk straffelov, lynchninger i Kabul,
afrikanske militskrige og københavnske skudattentater?

(læserbrev i Weekendavisen, Bøger, 17. april 2015)

Stjernfelt svarede den 24. april:

Jes Fabricius Møller erklærer sig i et læserbrev om islamisme (17/4) enig med undertegnede i, at »det ikke nytter noget at tale pænt til gerningsmændene«. Det er glædeligt, at han således forlader det anstændige synspunkt, at det i virkeligheden er »tonen i debatten«, der er den egentlige årsag til islamistisk terror. Hans nyvundne enighed giver sig dog udtryk i en noget overdreven tiltro til, hvad jeg formår - han vil gerne have mit svar på, hvordan en »anti-islamismestrategi i givet fald skal tænkes ind i sikkerhedspolitikken, forsyningspolitikken og folkeretten?« Det er et spørgsmål med mange facetter og en af disse års helt store udfordringer i international politik. Jeg har ikke noget simpelt svar på det. Jeg kender heller ikke til andre, der har det.

Aktuel islamisme som politisk vækkelse er ret omfattende, og som i tilfældet med de fleste vækkelser forsvinder den antagelig allertidligst, når dens første generation afgår ved en naturlig død - altså længe efter Jes' og min levetid.

Opgaven i mellemtiden må være at forhindre, at islamismens radikale had til oplysning, frihed og demokrati undergraver også de vestlige samfund. I den sammenhæng tror jeg, det er gavnligt at begynde med at forstå, at islamismen ikke er en hovsareaktion på nogle vestlige bøger og tegninger, som man derfor med fordel kan undgå eller forbyde. At gøre dette vil tværtimod være at bidrage til et centralt punkt i islamismens agenda: at kæmpe imod samfund med en åben offentlig sfære, hvor kritik, også af religioner, er mulig.

Min duplik blev trykt den 30. april:

Jeg efterlyste i min replik til Frederik Stjernfelt den eller de personer, der efter hans mening hører til de "anstændige", altså dem, der mener, at man kan hindre terror ved at justere på "tonen i debatten".
Jeg kan til min egen overraskelse se, at det er mig selv - i hvert fald indtil for nylig, idet Stjernfelt skriver (24/4), at det er et synspunkt, jeg nu har forladt. Men Stjernfelt skyggebokser fortsat. Jeg synes nu som før, at man skal tale ordentligt til hinanden, men jeg mindes ikke på noget tidspunkt at have givet udtryk for, at terror kan forhindres ved at tale anderledes, eller at terrorofre selv er skyld i terror.

Hvis man skal forhindre og forebygge terror, må man se på årsagerne til terrorisme, og de er antagelig mange og forskellige. Stjernfelt understreger meget stærkt ideologi som årsag. Den udgør antagelig i flertallet af tilfældene en medvirkende, men kun i et mindretal af tilfældene en udtømmende forklaring på terror. Det var derfor, jeg i min første replik afæskede Stjernfelt svar på, hvad han vil gøre for at forebygge terror i praksis herhjemme og globalt? Det var tænkt som en anledning til at nå lidt videre i analysen af problemet ved at udvide paletten af mulige for klaringsfaktorer til at omfatte andet end en - isme.

Den udviklede evne til opmærksomhed

I stort set alle skoler og læreanstalter bliver begrebet dannelse brugt som et bolværk mod det pres i retning af, hvad man kan kalde en instrumentalisering af uddannelserne, altså at uddannelsessystemet måles på dets nytte for arbejdsmarkedet og samfundsøkonomien i den globale konkurrence. Det gælder også blandt symbolanalytikerne her på humaniora.


Der findes ingen enighed om, hvordan man definerer dannelsen. Man kan sige, at dannelse adskiller sig fra uddannelse ved, at den udgør et formål i sig selv. Dannelse er mere end de erhvervsrettede færdigheder eller den faglighed, som en uddannelse giver. Dannelsen indebærer en udvikling af menneskets karakter og evne til at begå sig. I romantikken var erkendelsesidealet en syntese af det gode, det sande og det skønne, altså religionen (gerne identificeret med moral og etik), videnskaben og kunsten. Guldalderens dannede menneske var altså ikke blot en beholder for hukommelsesfylde, thi dannelse forpligter til andet end at reproducere kanonisk viden. Det dannede menneske har forladt sin selvforskyldte umyndighed og træder i karakter.

I en brevroman fra 1865 af M.A. Goldschmidt definerer en af hovedpersonerne dannelsen således: ”Ved Dannelse forstaaer jeg den udviklede Evne til at være opmærksom, opfatte og tilegne sig en Tanke, være selvstændig i sin Dom, ville Noget, om og noget ganske Lidt paa Aandens Gebet.”
Det smukke ved Goldschmidts definition er bl.a. hans anvendelse af adjektivet opmærksom, for det har på dansk både et etisk og erkendelsesmæssigt aspekt. Opmærksomhed kan betyde både iagttagelsesevne og en gave givet af venlighed.

Citatet randt mig i hu, da jeg forleden bemærkede parkeringen af cykler foran KUA2’s hovedindgang. Den bar ikke præg af at være foretaget af nogen, der havde modtaget undervisning i symbolanalyse. I asfalten er placeret de såkaldte ledelinjer, rækker af gule punkter i lavt relief, der tjener blinde og svagtseende som hjælp til at finde vej. Som indikation af formålet er der ved siden af linjerne med jævne mellemrum vist et piktogram af en person med blindestok. Hvad selv blinde kan sanse, var imidlertid forblevet usynligt for de uopmærksomme, der havde placeret deres køretøj, så det stod nærmest demonstrativt i vejen for dem, der orienterer sig ved hjælp af en stok.

Det 19. århundredes dannelseskultur var elitær. Bagsiden af denne kultur var arrogancen. På sine gode dage havde den imidlertid også generøse træk, som det ville klæde os at overtage, hvis vi ikke vil dumpe i livets skole. Når man f.eks. er ved sine lemmers og sanser fulde brug, er man underlagt en særlig forpligtelse til at tage hensyn til dem, der ikke er det. ”Med rige evner følger et stort ansvar,” som en anden opdrager engang sagde. Kald bare denne forpligtelse dannelse, for den indebærer både iagttagelsesevne og samfundssind. Det koster faktisk kun et par ekstra skridt at stille sin cykel, hvor den ikke står i vejen for dem, der ikke nyder det privilegium at kunne bevæge sig frit og ved egen kraft på to hjul gennem byen.

(Humanist, april 2015)

Nej, Dronningen har ikke foretaget et kursskifte

Berlingske Tidende har fået et interview med Dronningen i anledning af hendes fødselsdag, hvor hun udtaler sig i anledning af terroranslaget i København tidligere på året. Avisen præsenterer det som om Dronningen hermed har skiftet kurs og siger noget ganske nyt f.eks. med udtalelser som

”Jeg ved, at der er nogen, som siger, at vi skal passe på, og vi skal selvfølgelig tænke os om, men vi skal sandelig også sige tingene, som vi synes, de skal være. Vi må ikke gå og trykke med det og holde det tilbage. Hvis man holder ting tilbage, bliver de værre.”

eller

”Ja, vi skal tage imod, men vi skal også fortælle, hvad vi forventer. For det er vores samfund, de kommer til. Vi skal gøre plads til dem, men de skal forstå, hvor de er kommet hen i verden. Det ene sted er ikke det samme som det andet på kloden. Vi er et gammelt samfund, som gerne tager os af folk, som trænger til at blive taget sig af, men vi vil også gerne have, at de forstår, hvor de er kommet hen. Det, tror jeg, er meget væsentligt.”

Det er sandt, at Dronningen har ændret kurs i sine udtalelser om indvandring og de grundlæggende værdier i samfundet, men dette kursskifte er snarere foretaget for flere år siden. Den berømte udtalelse om de ”dumsmarte bemærkninger” fra nytårstalen 1984 har Dronningen selv i et interview med Annelise Bistrup fra 2005 kaldt ”rablende naiv”.

Dronningen tog allerede spørgsmålet om Danmarks forhold til udlandet og udlændinge op i nogle af sine første nytårstaler og har gjort det regelmæssigt lige siden. Som regel sker det i en afbalancering af to synspunkter, kravet om åbenhed og imødekommenhed på den ene side og nødvendigheden af at holde fast på egne værdier og traditioner på den anden. Men det er klart, at også for Dronningen betød terroranslaget i New York 2001 et tidehverv. Hun har siden fastholdt den åbne imødekommenhed som en nødvendig forudsætning for samhørigheden mellem mennesker, men derpå altid understreget, at der gives værdier, på hvilke der ikke kan gives køb som i nytårstalen 2001:

”Vi må stå fast på de værdier, som vi i generationer har bygget vort samfund på, og imødegå de holdninger, som vi ikke kan dele.”

Denne opfattelse udbyggede Dronningen i 2006 efter karikaturkrisen, hvor danske repræsentationer i flere lande blev udsat for angreb:

”Vi begynder at indse, at vi selv må forstå og gøre os umage for at forklare, hvad det er for nogle værdier, vort samfund bygger på, sådan at de, der endnu ikke har slået dybe rødder i Danmark, kan finde plads og finde sig til rette inden for det samfund, hvis medborgere de er blevet. Det forgangne år har nok lært os et og andet, ikke mindst om os selv.  Vi véd nu bedre, hvad vi står for, hvor vi hverken vil eller kan give køb.”

Dermed har Dronningen siden årtusindskiftet fulgt den generelle tendens i den offentlige opinion og ikke mindst den linje, der er blevet lagt af skiftende regeringer. Det er klart, at når terroren rykker helt tæt på i den by, hvor statsoverhovedet selv residerer, vil det også indebære nogle accentforskydninger, men substansen i hendes udtalelser har ikke ændret sig siden årtusindskiftet.

(Kristeligt Dagblad den 14. april 2015)