København 1850-1950

Dette er en serie på syv artikler om Københavnske huse gennem de seneste 200 år, som blev trykt i Kristeligt Dagblad i juni og juli 2014. Overskrifterne varierer fra dem, der blev valgt til avisen.
 
Klassicismen
For den historisk interesserede turist er København er først og fremmest kendt for sin meget velbevarede bykerne. Byens huse kan ikke prale med den samme imponerende ælde som andre europæiske storbyer. Flere brande i 1700-tallet og et britisk bombardement i 1807 havde som resultat, at store dele af byen blev genopbygget på ny i den stil, der herskede for 200 år siden: klassicismen. Men som repræsentant for denne stilart er København enestående. Berlins Unter den Linden overgår København i pragt, men som en klassicistisk helhed er den danske hovedstad langt bedre bevaret end den tyske.

Toneangivende i København i det 19. århundredes første årtier var arkitekten C.F. Hansen, der indtil da havde virket i Altona, Holstens sydligste by. Han fik i opdrag at genopbygge både kongens slot, Christiansborg, byens råd- og domhus og dens vigtigste kirke, Vor Frue. Hele Sjælland var dengang et samlet stift med Roskilde Domkirke som hovedkirke, men Sjællands biskop havde residens på Frue Plads i København og var kun sjældent i Roskilde. Først i 1922 blev Københavns Stift udskilt, Københavns biskop overtog embedsboligen, og Frue Kirke blev til domkirke. C.F. Hansens hovedværk var slottet, men det brændte i 1884. Slotskirken og Ridebanen står endnu som en påmindelse om det, der blev mistet. Slotskirken er noget af en anonym og grå kasse set udefra. Mens de klassiske græske templer, der udgjorde forbilledet for klassicismen, var skabt til at definere rummet omkring bygningen, har den nordeuropæiske klassicisme vendt dette princip på vrangen, så de skal opleves indefra. De gælder i så udpræget grad for Københavns Slotskirke,

Den anvendes stadig lejlighedsvis af kongehuset til kirkelige handlinger. Til dette formål egner den sig godt og især til castrum doloris, altså opstillingen af en afdød kongeligs kiste før begravelsen. Senest blev den benyttet til dette formål, da dronning Ingrid døde i 2000.
Et særtræk ved det klassicistiske København er husenes afskårne hjørner. De er resultat af en bestemmelse, der blev indført efter den store brand i 1795, der især ramte kvartererne omkring Slotsholmen og i byens vestlige ende. Det fremgår ikke klart af selve bestemmelsen, hvorfor hjørnerne skulle ”brækkes”, som det hedder, men et godt gæt er, at formålet var at øge fremkommeligheden i gaderne og afstanden mellem husene, så ilden ikke sprang fra den ene karré til den anden, hvis katastrofen skulle gentage sig. De klassicistiske beboelseshuse i København er ikke prangende. De er bygget i sparetider. Enkelte har flottet sig med større dekorative elementer fra den klassiske oldtid, især facadens halvsøjler, der har til formål at imitere et klassisk tempel, men de fleste nøjes med ingenting eller en beskeden mæanderbort. Nogle er meget ombygget. Det gælder f.eks. også det hus, hvor Kristeligt Dagblads redaktion bor i Vimmelskaftet, på hjørnet af Knabrostræde. Men det er det samme hus, hvor Grundtvig boede i slutningen af 1840erne. Som helhed har den historiske bykerne ikke mistet sit præg af at være en by opført omkring år 1800. Størsteparten af husene er de samme, som dannede ramme om Søren Kierkegaards spadsereture og H.C. Andersens mange visitter – og Grundtvigs utæmmelige skrivetrang og digtervirke.

København undergik en voldsom udvikling i det 19. århundredes anden halvdel. Byens gamle befæstning blev sløjfet i 1850erne. Allerede bombardementet i 1807 havde tjent som dokumentation for, at befæstningen var forældet, så beslutningen havde gæret længe. Der var mangfoldige planer for, hvad der skulle ske med voldterrænnet. Det berørte område omfattede meget mere end blot selve voldene, for arealerne i en radius af omtrent en kilometer omkring den gamle by, den såkaldte demarkationslinje, var indtil sløjfningen pålagt strenge restriktioner. Af forsvarsmæssige hensyn måtte der omkring byen ikke bygges noget, der kunne tjene en eventuel fjende som dække. Ophævningen af disse restriktioner banede vejen for et omfattende byggeri, der ikke mindst tilfredsstillede et akut behov for boliger til en hastigt voksende bybefolkning.
Københavns udvidelse i tiden efter 1850 fandt sted uden for de gamle volde, og den stærke militære tilstedeværelse i byen blev efterhånden afviklet og de fleste af byens mange kaserner blev lukket. Men faktisk er de gamle fæstningsanlæg påfaldende genkendelige på et moderne kort over hovedstaden. Først og fremmest gælder det mod syd og øst, på amagersiden, hvor de gamle bastioner, voldgrave og raveliner stadig findes. På Sjælland er de bevaret i mere fordækt skikkelse: i Tivolisøen, i Ørstedsparken, Østre Anlæg og selvfølgelig på Kastellet, hvor Forsvaret fortsat er repræsenteret. Det er ikke mange steder i verden man finder et anlæg, der har været i ubrudt militær anvendelse gennem seks århundreder – det skulle da lige være Fredericia.

(Kristeligt Dagblad 19. juni 2014)

 

Ny nordisk arkitektur
Den arkitekturinteresserede rejsende, der ankommer til København med toget, skal naturligvis ikke forsømme at stige af på Hovedbanegården. Den er nemlig en attraktion i sig selv. Den blev indviet i 1911, men er trods sin høje alder fuldt funktionsdygtig. På det tidspunkt var den en såkaldt sækbanegård uden gennemgående trafik på samme måde som Aarhus Hovedbanegård, men i 1918 var arbejdet med at grave jernbanetunnelen under Nørrevoldgade og Østervoldgade færdigt, så der kunne skabes forbindelse for gennemgående trafik til Kystbanen via Nørreport og Østerport Station. Skal man til Indre By, kan det ofte betale sig at stige af på Nørreport Station, hvis de stadigt pågående byggearbejder tillader det. Fuldt funktionsduelig er Nørreport Danmarks mest befærdede jernbanestation. Teknisk set er den endda kun et trinbræt med blot fire spor. Den langt mere majestætiske hovedbanegård har hele tolv spor at gøre godt med, heraf fire til S-tog. Den store afgangs- og ankomsthal er respektindgydende alene på grund af sin størrelse. De fleste, der passerer hallen, har som regel travlt med at nå et tog eller en aftale, men hvis man har tid til at dvæle ved stedets majestæt, skal man lægge mærke til, at det består af ikke et, men to enorme, overhvælvede rum.

Statsbanernes arkitekt, Heinrich Wenck, tegnede Hovedbanegården i den såkaldte nationalromantiske stil. Det er sådan set ikke nogen særlig præcis betegnelse, for der er ikke noget udpræget nationalt eller romantisk over formsproget. Et af hovedstadens andre monumenter bygget i samme stilart, det få år ældre rådhus, tegnet af Martin Nyrop, har det middelalderlige rådhus i Siena som sit nærmeste forbillede. Det er der ikke noget særligt nationalt ved.
Også Hovedbanegården er fyldt med historiske referencer allevegnefra. For en nutidig betragtning er dens ælde tydelig, men i 1911 var den ”ny, rummelig og lys, topmoderne”, som Johs. V. Jensen skrev om dette infrastrukturelle knudepunkt. Jernbanen var bærende for den tidlige industrialisering, et symbol på fremtiden. Så meget desto mere interessant er det, at banegårdene overalt i Danmark blev bygget med forbillede i fortiden. Det gælder i udpræget grad Helsingør Station, der er bygget som et renæssanceslot. Mange turister tror faktisk, at de er ankommet direkte til Hamlets Kronborg, når de stiger af toget. Mange stationer som i Kalundborg, Holbæk eller Nykøbing Falster er siden revet ned og erstattet af moderne stationsbygninger. Men adskillige er endnu bevaret og mange af dem er opført i samme stil som Wencks hovedbanegård, blot i mindre målestok. Det gælder f.eks. stationerne på strækningen Herning-Holstebro.

Hvis man skal pege på noget særligt nationalt ved denne stilart, var det ønsket om at bruge materialer, der var hjemmehørende. Især er anvendelsen af tegl, træ og granit i kombination karakteristisk. Marmor var ellers det sikre valg som element i et prestigebyggeri, men det blev helt bevidst fravalgt til fordel for en tarveligere, men hjemlig stenart. Et andet vigtigt træk er materialernes synlighed og stoflighed. Granitten blev ikke poleret op, som den ellers godt kan, men bevarede sin ru overflade, somme tider endda i en kun groft tilhugget form. Murstene blev ikke dækket af puds. Denne forkærlighed for blank mur, som det kaldes, blev suppleret med en forfinelse i anvendelsen af murstene. Der blev skabt særlige formsten til dekorative formål, og murerhåndværket udviklede en hidtil uset grad af raffinement. Endelig gjorde arkitekter som Wenck og Nyrop en dyd ud af at synliggøre træet. Det er tydeligst i Hovedbanegårdens bærende konstruktioner, der er af træ. Andre arkitekter gjorde det lidt mere underspillet, f.eks. ved bevidst at indarbejde elementer af synligt bindingsværk i en ellers grundmuret bygning eller blot at forsyne en kvist med et dekorativt dragehoved udskåret i træ. Referencerne til vikingetiden og den nordiske mytologi forstærkede indtrykket af noget hjemmegroet.

Ideologisk var der en tilknytning mellem den nationalromantiske stil og den bevægelse, der blev dannet i 1915 som Foreningen for Bedre Byggeskik. Den havde et af sine arnesteder i håndværkerafdelingen på Vallekilde Højskole. Holbæk huser mange gode eksempler på stilen. Forbindelsen til den grundtvigske bevægelse er ikke tilfældig. Her betragtede man marmor som noget romersk tøjeri. Man kunne kalde den ”ny nordisk arkitektur”. På mange måder foregreb Bedre Byggeskik funktionalismen, fordi den fordrede en ærlighed af arkitekturen, dog uden at kræve et fuldstændigt opgør med fortiden. Den søgte blot ikke sine forbilleder i fortidens pragtbyggerier, men i almuens byggeskik, der også satte sig spor i monumentalbyggerier som Københavns Rådhus og Københavns Hovedbanegård.

(Kristeligt Dagblad 20. juni 2014)


Huset, der ligner en kage

En kæde af bagerier kaldet ”Lagkagehuset” har i de seneste år haft stor succes i Danmark med filialer i de fleste store byer. Umiddelbart skulle man tro, at ”Lagkagehuset” hedder sådan, fordi man har specialiseret sig i lagkager. Men navnet har faktisk slet ikke noget med lagkager at gøre – eller i hvert fald kun lidt. ”Lagkagehuset” er opkaldt efter den bygning, hvor bageren åbnede sin første butik på Christianshavns Torv i København.

Den blev opført i 1929-31 efter tegninger af arkitekt Edvard Thomsen. ”Lagkagehuset” er et øgenavn, som københavnerne hurtigt fandt på til Thomsens hus, simpelthen fordi det ligner en lagkage. På grunden havde før stået et berygtet fængsel, men Københavns Kommune mente, at det ikke længere kunne bruges, så Thomsen fik til opgave at bygge nyt. Det nyeste nye på dette tidspunkt var funktionalismen, også kaldet funkis. Funkisarkitekterne betragtede sig selv som meget moderne, og funkis er en del af den bevægelse, der kaldes modernismen. Inspirationen kom f.eks. fra Bauhaus-bevægelsen i Tyskland, den schweizisk-franske arkitekt le Corbusier og fra den svenske arkitekt Gunnar Asplund.
Modernisterne ønskede renhed i formgivningen. Bygningens udseende skulle afspejle dens funktion, og ethvert element, der blot tjente til dekoration, skulle undgås. Det var et ønske om at komme ind til arkitekturens sandhed, en overensstemmelse mellem det indre og det ydre.

Modernismen var blevet til i kølvandet på 1. Verdenskrig som et bevidst opgør med den eksisterende arkitektur, som modernisterne fandt forløjet, uægte, usund og fordummende. Man ville lufte ud efter det, man betragtede som klunkestilens støvede mørke. Anden halvdel af det 19. århundrede havde været præget af en forkærlighed for historiske stilarter. I forvejen havde arkitekterne søgt deres forbilleder i den klassiske oldtid, men nu blev klassicismen suppleret med bygninger, hvis stiltræk var lånt fra middelalderen, renæssancen og barokken. Perioden 1850-1925 bragte i kraft af industrialiseringen velstand og vækst til byerne i almindelighed og hovedstaden i særdeleshed.  Overalt i Danmark står der banegårde, posthuse, hoteller, teatre, råd- og domhuse og rækker af beboelsesejendomme, der er opført for 100-150 år siden i historiske stilarter med udsmykkede og detaljerige facader præget af stor variation og fantasi.
Nogle af dem ser ud som om der har været en konditor forbi med en kæmpe sprøjtepose med creme og flødeskum. Det kgl. Teaters gamle scene opført 1872-74 og det samtidige Hotel d’Angleterre, begge på Kongens Nytorv, har facader, der er typiske for arkitekten Vilh. Dahlerups overdådigt dekorative virketrang. Dahlerup var sin tids stjernearkitekt. Hans eftermæle er imidlertid i høj grad præget af, at arkitekturhistorien er blevet skrevet arkitekter, der selv hyldede funktionalismen. De har helt konsekvent afskrevet Dahlerup som pyntesyg konditor. Et hus skulle jo ligne et hus og ikke en kage.

Modernisterne manglede ikke selvbevidsthed. De mente selv, at de med deres egne huse bidrog til at gøre verden sundere, enklere, renere og lysere. De ville opdrage verden til at forstå, at den ikke havde brug for alt det gamle, men at sand arkitektur skulle være ”tidløs”. Det er et udtryk, der meget ofte hæftes på netop modernismens udtryksform. Men heller ikke modernisterne levede uden for deres tid. Det er relativt let at genkende og datere et funkishus. Det har ofte rektangulære vinduer, men i modsætning til tidligere, hvor vinduerne var smalle og høje, er modernismens vinduer typisk bredere end de er høje. De ligger ned.  Et andet karakteristisk træk er hjørnevinduerne. Det var også vigtigt for funktionalisterne at udstråle lighed. Facaden er helt uden dekoration, og alle etager er ens. Ingen bor finere end andre. Arkitekten har endda valgt at understrege etageadskillelserne meget stærkt, så ejendommen fremstår som en etageejendom. De vandrette linjer i bygningen er gennemgående og er fremhævet yderligere ved at huset er malet i to farver, der godt kunne ligne creme og kagebund. Og så kan man godt forstå, at københavnerne fandt på deres øgenavn. Det er ironisk, at det hus, der netop var beregnet på at ligne et hus og intet andet, for altid skulle blive kendt som huset, der ligner en kage.

(Kristeligt Dagblad 25. juni 2014)
 

Slum
Den tidligere socialdemokratiske statsminister Anker Jørgensen (f. 1922) boede i sine første leveår i en lille kummerlig lejlighed i Amagergade på Christianshavn. Christianshavn var dengang et udpræget slumkvarter, det vil sige at beboelserne var af så ringe en kvalitet, at det var direkte sygdomsfremkaldende og livstidsforkortende at bo dér. Der var kun begrænset eller slet ingen sanitet, lejlighederne var små, skimlede, mørke og fugtige og befolkningstætheden meget stor. Det samme gjaldt dengang kvarteret omkring Adelgade og Borgergade. Det hang ikke mindst sammen med, at det var dele af byen, der havde undgået de store brande i 1700-tallet, og at husene derfor ganske enkelt var meget gamle.

Anker Jørgensen tilhører den generation af socialdemokrater, der kæmpede for at sanere byen og skaffe arbejderklassen lyse, sunde og ordentlige boliger. Overborgmestre som Urban Hansen (1908-1986) og Egon Weidekamp (1921-2000) var de ledende skikkelser, der byggede nyt og rev gammelt ned. Der var tale om en politik, der i høj grad var rodfæstet i personlig erfaring, en ægtefølt indignation over slummens armod. Man ville skabe en bedre fremtid for kommende generationer.

De gode viljer ufortalt var det de københavnske socialdemokraters svaghed, at de manglede sans for kvaliteterne i de gamle, saneringsmodne kvarterer. Det gjaldt også væsentlige historiske kvaliteter. I Den gamle By i Aarhus kan man bese en smuk københavnsk 1600-talsejendom, Møntmestergården. Den blev som en af de få bygninger reddet, da hele kvarteret omkring Borgergade og Adelgade blev saneret i 1940erne. Stumperne blev omhyggeligt registreret og bevaret ved nedrivningen i 1944 takket være indsigtsfulde museumsfolk og arkitekter. De lå på depot i mange år, indtil det lykkedes at få huset rekonstrueret i Aarhus i 2009.
I en episode af den elskede TV-serie ”Huset på Christianshavn” fra 1970erne er det et hovedtema, at gaden skal saneres og beboerne genhuses, og plottet er beboernes vellykkede kamp mod at blive flyttet.  Seriens udendørsscener er optaget i Anker Jørgensens Amagergade, og Anker Jørgensen var en af de socialdemokrater, der beskyldte serien for at romantisere slum. Det er et hyppigt genbrugt tema i serien, at lejlighederne er i en elendig forfatning. Symbolsk er det angivet ved den knop på et trappegelænder, der altid falder af. Beværtningen, hvor alle mændene mødes til en hivert og en Hof, hedder ikke for ingenting ”Rottehullet”.

Alligevel holder beboerne af stedet, og seerne kan identificere sig med denne tilknytning til den idylliske gade og kampen imod de anonyme byplanlæggere og spekulanter, der vil ødelægge deres hjem. Det store spørgsmål er jo netop, hvad de havde at byde på som erstatning? De kendte eksempler på socialdemokratisk saneringspolitik udgør jo ikke just nogen god reklame for deres egen sag.
På Nørrebro og Vesterbro affødte myndighedernes ønske om at sanere det gamle slumkvarter flere konflikter med først slumstormerne og siden BZ-bevægelsen. Det lykkedes at få nedrevet mange af de gamle huse og opføre nye i 1980ernes og 1990ernes stil, typisk i skalmuret beton. At det skulle forestille at være en løsning, var ikke særlig åbenbart. Med rekordfart forslummede kvartererne igen, værst på det indre Nørrebro, hvor bandekriminaliteten har plaget i området omkring Blågårds Plads.

Adelgade/Borgergade er i dag på papiret lyse og åbne beplantede strøg. Men de er bebygget med den slags modernistiske huse, som de fleste finder ucharmerende, og de tiltrækker ikke det samme leben som andre dele af Indre By. Man skal dog ikke afskrive kvarteret. Det kan meget vel gå hen og blive det nye sort, fordi flere og flere får øjnene op for kvaliteterne ved modernismen.
Christianshavn blev også ramt af fornyelsestrangen. ”Ørkenfortet” ved Knippelsbro, oprindeligt opført for Burmeister &Wain i slutningen af 1950erne, nu ejet af Nordea, er det meget vanskeligt at forsone sig med. Udenrigsministeriet på den anden siden af Torvegade har mere for sig uden at man af den grund kan sige, at det er et byggeri, som man umiddelbart falder for. Det samme kan siges om Arkitektforeningens Hus længere nede af Strandgade, en umage glaskasse.

Alligevel kan man glæde sig over, at så stor en del af Christianshavns historiske bygningsmasse fra det 17. 18. og 19. århundrede er bevaret. Det gælder også Amagergade. I de erindringsinterviews, som Anker Jørgensen har givet på sine gamle dage, giver han faktisk udtryk for en væsentlig mere forsonlig holdning til sin barndoms gade, der ganske rigtig også er meget idyllisk – og fashionabel. Der bor ikke mange flyttemænd længere.
(Kristeligt Dagblad 26. juni 2014)

Den tomme kirke
Midt i København står en tom kirke. Den er helt uanfægtet af den verserende diskussion om ”tomme kirker”, der er på vej til at blive taget ud af brug, for den har været taget ud af ordinær brug siden 1957. Den ligger på en ret fremtrædende adresse på hjørnet af Gyldenløvesgade – forlængelsen af H.C. Andersens Boulevard – og Nørre Søgade.

Da kirken blev indviet 1871, beskrev bladet Illustreret Tidende den således: ”Den er bygget af gule Mursten, med Prydelser af røde Sten, og det usædvanlig høie Tag er dækket af Skifer; seet fra Forsiden tager den sig ganske vel ud, med det store runde Vindue og Klokketaarnet tilhøire for den egentlige Bygning … Fra Hovedporten ud mod Ladegaardsveien [nu Gyldenløvesgade, JFM] kommer man ind i en lille Forhal, med Indgang til Baptisteriet tilhøire, og Hovedindgangen ligefor. Midt for denne er Høialterets Plads; i en ved Søiler fra Skibet skilt Udbygning paa den høire Langvæg staaer et Sidealter, medens Prædikestolen er anbragt paa den venstre. Smukke Buer bære Taget, der er af Træ.”
Da kirken blev opført, havde den ingen umiddelbare naboer. Nu står den lidt klemt på hjørnet af to af Danmarks mest befærdede gader. Den er lidt af en fremmed fugl i det københavnske bybillede, bygget i nygotisk stil efter tegninger af en engelsk arkitekt, J. Belcher. Mens den nygotiske stil var nærmest dominerende i England, slog den aldrig an i Danmark, hvor de fleste af tidens byggerier blev opført i andre historiske stilarter end den gotiske. En af de få undtagelser er St. Albans episkopale kirke ved Langelinje, opført 1885-87 efter tegninger af en anden engelsk arkitekt, A.W. Blomfield.
Kirken i Gyldenløvesgade tilhører den katolsk-apostolske menighed (ikke at forveksle med den apostolske kirke), der tror, eller rettere troede på de sidste dages snarlige komme. Den kom som arkitekten fra Storbritannien. Den blev oprindelig stiftet som en udbrydermenighed af den skotske nationalkirke, den presbyterianske, i 1832. Der udnævntes tolv apostle, der hver kunne ordinere præster, men ikke udpege nye apostle, for man ventede jo Jesu genkomst lige straks. Den indtraf som bekendt ikke.  Den sidste præst, der var ordineret af en apostel, døde i 1971. Den sidste ordinerede præst i Danmark, Erik Aksel Wessberg, døde i 1957. Fra det tidspunkt ophørte gudstjenestelivet i dets fulde udstrækning i menigheden. Det gælder ikke kun den i Gyldenløvesgade, men også en menigheden tilhørende kirke i Byglandsgade på Amager og på A.F. Kriegersvej på Østerbro. I flere af landets byer er der også kirkebygninger opført af den katolske-apostolske kirke, men ligeledes taget ud af brug eller overgået til anden brug. I Aarhus er den nærmeste nabo til Rådhusparken.
Menighedens tilhængere kaldes også irvingianere efter kirkens hovedskikkelse, præsten Edward Irving (1792-1834). Den hører til den store gruppe af anglo-amerikanske vækkelsesbevægelser, der opstod i det 19. århundrede: baptister, mormoner, metodister, adventister, pinsekirken, IOGT, m.fl. De kom alle til Danmark, men havde ikke samme gennemslagskraft som f.eks. i Sverige. Det skyldes ikke mindst, at Indre Mission stod meget stærkt herhjemme og næsten havde monopoliseret hjemmemarkedet for religiøs vækkelse.

Irvingianerne kom til Danmark omkring 1860. En af de første præster var A.F.H. Fleischer (1816-1895), der også bidrog med store pengegaver til kirken. Dengang var der bare et par hundrede medlemmer, men den havde så stor succes, at den omkring århundredeskiftet var det tredjestørste trossamfund uden for Folkekirken med 3812 medlemmer, som Statens statistiske Bureau nøje opregnede. Til sammenligning var der 3476 medlemmer af det Mosaiske Troessamfund, 5373 katolikker og 5501 metodister. Medlemstallet holdt sig et stykke ind i det 20. århundrede, men på et tidspunkt ophørte registreringen. Center for samtidsreligion under Aarhus Universitet, som ellers meget omhyggeligt registrerer de mindste kristne menigheder, har ikke tal på irvingianerne i dag. De er faldet helt under radaren.

Der er ingen udadvendt virksomhed. Journalisten Poul Pilgaard Johnsen har undersøgt menigheden, men er blevet mødt med venlig afvisning. Hvor mange de er, hvad de laver eller hvorfra pengene til kirkebygningens vedligeholdelse kommer, er ikke noget man vil ud med. Man ønsker at leve i stilhed, og det gør man. Når Jesus faktisk kommer igen, skal menigheden samles i kirken. Indtil da består menighedens liv i at vente – og vedligeholde kirken.

(Kristeligt Dagblad 28. juni 2014. Jeg fik flere henvendelser fra læsere, der især gjorde opmærksom på, at kirken bestemt ikke stod tom efter 1957. Jeg har her rettet en enkelt sætning om ophøret af gudstjenestelivet. Da den sidste præst døde, kunne der ikke længere afholdes nadver, men gudstjenesterne fortsatte i indskrænket form forestået af diakoner. Så vidt vides afholdes der endnu lejlighedsvise andagter i kirken.)

 
Spekulationsbyggeri
Ordet ”spekulationsbyggeri” anvendes ofte om de beboelsesejendomme især på det indre Nørrebro, der blev opført i slutningen af det 19. århundrede i dårlig kvalitet med henblik på udlejning til byens fattigste beboere. Det var små overbefolkede et- og to-værelses lejligheder i tredje og fjerde baggård. Der ligger i ordet en særlig klang af bebrejdelse over, at bygherrerne spekulerede i social nød.

Byggeri var og er en selvforstærkende mekanisme ved urbaniseringen. I anden halvdel af 1800-tallet voksede København fra ca. 150.000 indbyggere til flere end tre gange så mange. Det fordrede naturligvis et omfattende boligbyggeri, som igen krævede en tilvandring af arbejdskraft til byggefagene, og de skulle jo også have et sted at bo.
En vækstøkonomi tiltrækker spekulanter. Ordet har som nævnt fået en odiøs klang, men taget rent økonomisk betyder det investorer, der er parate til at løbe en stor risiko for at få en stor gevinst. Spekulanter bliver især eksponeret, når det går galt, hvad det gjorde i forbindelse med boligboblen i -07-08. Den sprak, da det viste sig, at ejendomsmarkedet var præget af overvurdering og overbelåning. For mange spekulanter havde været for uforsigtige, og nogle af dem havde også været decideret uhæderlige og bedrageriske. Adskillige kreditorer blev fanget på det forkerte ben, og flere små pengeinstitutter måtte lukke. Og det var altså i 1907-08. En udløber af den krise var afsløringen af P.A. Alberti berygtede bedragerier mod den Sjællandske Bondestands Sparekasse.

En af dem, der gik bankerot i 1908, var en driftig ung mand, Valdemar Henckel (1877-1953). Han var oprindelig uddannet skibsbygger på Holmen og kaldte sig det meste af sit liv ingeniør. Han var af natur spekulant, en entreprenør ville man kalde ham i dag. Han hægtede sig som bygherre på det københavnske byggeboom, der tog fart efter århundredeskiftet. Henckel stod på dette tidspunkt for opførelsen af henved 30 udlejningsejendomme, men der var fra hans side ikke tale om spekulation i social nød. Han byggede luksus; store, lyse lejligheder med alle moderne faciliteter, tegnet af tidens anerkendte arkitekter. I kvarteret omkring Glyptoteket stod han for opførelsen af flere ejendomme, blandt andet i Puggaardsgade 4-10. På Vesterbro, på hjørnet af Flensborggade og Ny Carlsbergvej opførte han i 1904-05 den ejendom, der bærer navnet ”Gunhilde Guldborg”. Den er opkaldt efter hans yngste datter.
Men i 1908 gik det altså galt. Henckel gik konkurs. Det anfægtede ham dog ikke. Han fortsatte sin virksomhed i konens navn. Under Første Verdenskrig tjente han en formue på rederi- og skibsværftsvirksomhed i Kalundborg. Han var en ægte gullaschbaron, stor i slaget og med sans for betydningen af politiske forbindelser. Han var gode venner med flere fremtrædende socialdemokrater, herunder Thorvald Stauning og Frederik Borgbjerg.
I 1921 gik hans omfattende selskaber ned, og konkursen trak Kalundborg og Omegns Bank med sig i faldet. Ved en efterfølgende retssag blev Henckel anklaget og dømt for omfattende bedragerier. Derefter blev han imidlertid benådet. Henckel flyttede tilbage til København og genoptog sin byggevirksomhed, der antog et meget stort omfang. Han satsede stadig på at samarbejde med anerkendte arkitekter, og hans huse ligger på dyre adresser: Østerbrogade, Stockholmsgade, Strandboulevarden. Omkring 1940 rådede han over ca. 2000 lejligheder, men så gik det galt igen. Indtægterne svigtede samtidig med at hans kreditorer strammede kravene, og han gik konkurs igen. Han måtte også igennem en retssag mere, hvor han blev dømt for bedrageri, men igen benådet af justitsministeren.
Et af Henckels kendteste byggerier er den store beboelsesejendom med over 200 lejligheder på det, der i dag hedder Christmas Møllers Plads. I 1939 erhvervede Henckel grunden fra kommunen på mistænkeligt gunstige vilkår. Mistanken var, at hans gode forbindelser til Socialdemokratiet banede vejen for købet.
Henckel døde i 1953 og efterlod sig et mildt sagt blakket eftermæle. Men uanset hvad man måtte mene om manden, står hans huse der endnu. Hans tidligste byggerier, der nu er over 100 år gamle, hører stadig til i den københavnske luksusklasse. Lejlighedskomplekset på Christmas Møllers Plads, hvorfra der er udsigt over Christianshavns Vold, er en fornem repræsentant for mellemkrigstidens funktionalisme. Lejlighederne er stadig meget efterspurgte. Henckel satsede i sine finansielle transaktioner med stor risiko, men i byggeriet satsede han altid på kvalitet.
(Kristeligt Dagblad 2. juli 2014. Jeg forsømte i artiklen at gøre opmærksom på, at min viden om Valdemar Henckel stammer fra Kaj Buch Jensens biografi om ham: http://historieanmeldelser.blogspot.dk/2012/12/en-gullaschbaron.html)


Strøm på storbyen
Fysikeren H.C. Ørsted demonstrerede i 1820 for første gang sammenhængen mellem elektricitet og magnetisme. Denne opdagelse fejres – især i Danmark – som grundlaget for udviklingen af elmotorer og generatorer, maskiner, der kan forvandle elektrisk strøm til bevægelse og omvendt. Indtil da kunne elektricitet kun tilvejebringes ved en kemisk proces. Ørsted opdagelse fandt sted under en forelæsning på Københavns Universitet. Det er egentlig lidt for meget sagt, fordi byen stadig på dette tidspunkt led under eftervirkningerne af bombardementet i 1807, så en stor del af universitetets undervisning foregik i lånte lokaler, og Ørsteds berømte forelæsning foregik i et hus i Nørregade, nærmeste nabo til Skt. Petri Kirke, i hvilket han også selv boede på dette tidspunkt. Det blev i 1900 revet ned for at give plads til et andet elektromagnetisk vidunder, Københavns Telefonaktieselskabs nye hovedkvarter. Der er opsat en mindeplade til erindring om den berømte forelæsning.

Ørsted var i videnskabelig henseende, hvad man kunne kalde en sværmer. Han havde ikke selv blik for den praktiske indebyrd af sin opdagelse. Det havde derimod Søren Hjort (1801-1870), et mekanisk geni, der udviklede en af verdens første fungerende strømmaskiner, altså en dynamo eller generator. Hjort er i modsætning til Ørsted mere eller mindre glemt, og det er synd, for uden hans slags var der aldrig blevet strøm af Ørsteds opdagelse.
Elektricitet blev i det 19. århundrede ikke meget brugt i industrien. Den vandt først og fremmest indpas til brug for telegrafi, belysning og siden sporvejsdrift og telefoni. I 1892 fik København sit første offentlige elværk, kaldet den elektriske centralstation, opført efter tegninger af stadsarkitekt Ludvig Fenger omtrent på hjørnet af Gothersgade og Adelgade. Den var i virksomhed i omtrent 100 år. Derefter blev noget af anlægget under navnet ”Turbinehallerne” brugt til kulturelle formål, men de sidste dele af værket er netop blevet revet ned for at give plads til nybyggeri.

I den anden ende af byen på Vesterbro tegnede samme Fenger et par år senere et andet elværk, der står endnu som genbo til hovedpostkontoret og Tivoli på hjørnet af Tietgensgade og Bernstorffsgade. Tivoli blev hurtigt en vigtig kunde, fordi man tidligt så mulighederne i at lade elektrisk belysning være stemningsskabende. Mange af Tivolis gamle lygter og lamper er bevarede, så man kan faktisk foretage en belysningshistorisk fodvandring gennem den gamle have. Poul Henningsen tegnede f.eks. i 1949 særligt til Tivoli nogle lamper med en roterende spiralskærm, som på deres egen sært forunderlige måde føjer kolorit til stedet.
Fengers elværk ligner alt andet end et elværk. Det er en charmerende gotisk-byzantinsk-italiensk fantasi i røde mursten, et eksempel på det meget høje niveau, som teglstensfabrikationen og murerhåndværket havde nået på dette tidspunkt. Det producerer ikke strøm længere, men bruges stadig af hovedstadens forsyningsselskab.
Hvis det 19. århundrede var dampens århundrede, blev det 20. elektricitetens. Med inspiration fra især London, hvor Tate Gallerys moderne samling har til huse i et nedlagt elværk, og hvor den gamle Battersea Power Station er en attraktion i sig selv, har flere og flere fået øjnene op for de æstetiske kvaliteter i det forgangne århundredes elværker.
I 1920 fik København et stort elværk i Sydhavnen, naturligvis opkaldt efter H.C. Ørsted og ikke Søren Hjort. Det er udbygget flere gange siden, og det har ødelagt helhedsindtrykket af anlægget, men hvis man interesserer sig for mekanik, kan man her besøge ”Diesel House”, som det hedder, en imponerende B&W dieselmotor fra 1932, der i sin tid var verdens største, og som stadig er fuldt funktionsduelig.
I modsætning til Ørstedsværket er det lidt yngre Svanemølleværket, opført 1947-1953 af arkitekt Louis Hygom, meget velbevaret, og det udgør et majestætisk vartegn for den moderne by ved indsejlingen til Københavns Nordhavn. Det er et symmetrisk anlæg, der i sit udtryk griber tilbage til mellemkrigstidens monumentale stil. Det står med sine karakteristiske skorstene som en 100 meter høj, trearmet lysestage, et ”bjerg af røde tegl med en glødende vulkan i midten, som sikrer lys og varme til storbyen,” som en anden beundrer skrev i anledning af værkets 50 års jubilæum.
(Kristeligt Dagblad 5. juli 2014. 50-års-jubilæumsartiklen kan læses her: http://www.information.dk/82376)

1 kommentar: