Bornholm er nøglen til Østersøen

Den dansk-amerikanske aftale om retten til at deployere amerikanske tropper i Danmark skal ses i kontekst af krigen i Ukraine og den oprustning også i Østersøregionen, der har været en følge af denne konflikt. Men diskussionen om amerikanske tropper på dansk jord er ikke ny. Der har været stationeret amerikanske tropper i Grønland permanent siden 2. verdenskrig, og der har f.eks. løbende været flådebesøg i danske havne. Det har altid været officiel dansk politik, at amerikanerne ikke måtte medbringe atomvåben. Det var derfor en skandale, da det i 1995 kom frem, at daværende statsminister H.C. Hansen i 1957 havde givet en de facto tilladelse til amerikanske atomvåben på Grønland uden samtykke fra Udenrigspolitisk Nævn.

Bornholm har i dette spørgsmål spillet en særlig rolle. Baggrunden var afslutningen af krigshandlingerne i Europa i maj 1945. Mens det meste af Danmark blev befriet af britiske tropper, overgav de tyske styrker på Bornholm sig til Den røde Hær et par dage senere i maj 1945 efter et sovjetisk bombardement af Rønne og Nexø. Det førte til en tilstedeværelse af sovjetiske styrker på øen, som antog karakter af en egentlig besættelse. Det blev et stadigt stigende problem, bl.a. fordi Bornholm er en nøgle til militær kontrol over den sydlige del af Østersøen. Efter diplomatiske forhandlinger blev det i det tidlige forår 1946 meddelt russerne, at danskerne uden deltagelse af fremmede tropper var i stand til at administrere øen. De fremmede tropper rømmede da også øen i god ro og orden. 

Danmark stod på dette tidspunkt stadig uden for militære alliancer. Der havde været forhandlinger om en nordisk forsvarsunion, men Danmark endte som bekendt med at blive stiftende medlem af NATO i 1949. NATO-samarbejdet gav naturligvis anledning til fælles militære øvelser, der af gode grunde involverede Bornholm, som sammen med Ertholmene udgjorde NATO’s østligste spydspids i Østersøen, umiddelbart nord for Polen og kun ca. 200 sømil fra den russiske eksklave Kaliningrad. Formuleringen i den danske note fra 1946 blev imidlertid aktivt brugt af det sovjetiske diplomati til at hævde, at danskerne havde afgivet løfte om aldrig nogen sinde at tillade nogen som helst fremmede styrker adgang til Bornholm. Det førte f.eks. til sovjetiske protester, da et amerikanske fly under en øvelse nødlandede på Bornholm i 1971.

Det har aldrig været anerkendt fra officiel dansk side, at et sådant løfte skulle være afgivet, men på den danske venstrefløj var man modtagelig for den sovjetiske tolkning af 1946-noten. F.eks. mente Keld Albrechtsen (VS), at det var forkert, da et amerikansk militærorkester blev inviteret til at spille på øen i 1985. Og under Den kolde Krig var der kun ganske få tilfælde af allierede troppers tilstedeværelse på øen.

Efter Murens fald blev den logik, der indtil da havde behersket forholdet mellem øst og vest betragtet som ophørt. I overensstemmelse hermed blev der indledt mange foranstaltninger for at styrke samarbejdet mellem de tidligere fjender, hvilket blandt andet indebar fælles militære øvelser f.eks. under de årlige såkaldte BALTOPS-øvelser i Østersøen. I 2008 lagde det russiske landgangsfartøj Kaliningrad til i Rønne og landsatte en pansret mandskabsvogn med russiske marineinfanterister, der deltog i en øvelse sammen med danske kollegaer på skydeterrænet ved Raghammar. Som den bornholmske historiker Jakob Seerup har gjort opmærksom på, må denne episode betragtes som en de facto accept fra Ruslands side af fremmede troppers ret til at være til stede på Bornholm. Ikke desto mindre har den russiske ambassadør i Danmark så sent som i 2022 hævdet, at Danmarks påståede løfte fra 1946 stadig står ved magt. Det har dog ikke hindret amerikanerne i både i 2022 og 2023 i forbindelse med øvelser at træne i at bringe avancerede missilsystemer til Bornholm ved hjælp af transportfly. Bornholm er stadig nøglen til Østersøen.

(Kristeligt Dagblad 28. dec. 2023)

Ministerposten kan være en kort fornøjelse

Mia Wagner aftrådte den 7. december som minister i den nuværende regering efter blot 14 dage på posten. Nu siger mundheldet ganske vist, at en uge er lang tid i dansk politik, men det er unægtelig en hurtig exit for en minister. Historisk set er det dog slet ikke den hurtigste.

Den 29. marts 1920, mandagen efter Palmesøndag, afskedigede Christian X den radikale regering Zahle uden at nogen af dem havde tænkt på, at der skulle dannes et forretningsministerium. Socialdemokraterne benyttede lejligheden til at anklage kongen for statskup, men sagen var nok snarere den, at det parlamentariske demokratis principper endnu ikke lå på rygraden hos hverken konge eller statsminister. Det hjalp heller ikke, at kongen og Zahle ikke kunne fordrage hinanden.

Kristian Sindballe,
Danmarks kortest
siddende minister
(foto: KB)

Hvorom alting er, måtte Christian X stable en regering på benene, der i sagens natur måtte blive foreløbig. Højesteretssagfører Otto Liebe blev stillet i spidsen for en regering, der kun virkede en uge, og dens 9 ministre fungerede altså alle i kortere tid end Wagner. Liebe havde selv påtaget sig at være både stats- og justitsminister. Sidstnævnte post overdrog han den 2. april til professor Kristian Sindballe. Regeringen fik sin afsked den 5. april, så Sindballe er den minister, der har siddet i kortest tid.

Kortlivede regeringer var dengang som nu ikke utypiske. Faktisk havde Danmark fire forskellige regeringer i 1920. Efter 1945 har der været flere tilfælde af korte embedsperioder. De fleste skyldes ikke ministeren selv, men regeringsomlægninger. Jonas Dahl (SF) blev f.eks. skatteminister den 12. december 2013. Skatteministre kommer og går i forvejen med høj frekvens, og Dahl blev skiftet ind som afløser for Holger K. Nielsen (SF), der ved samme lejlighed blev udenrigsminister, en langt mere eftertragtet post. Begge måtte de dog træde ud af regeringen allerede den 3. februar året efter, da deres parti forlod regeringssamarbejdet med Socialdemokratiet og de radikale.

Et eksempel på en minister, der måtte forlade posten på grund af sin person er Alsing Andersen (S). Han blev den 13 november 1947 udnævnt til indenrigsminister, men blot 10 dage senere måtte han træde tilbage. Han nød ikke den tilstrækkelige tillid i Folketinget på grund af den rolle, han havde spillet som forsvarsminister 1935-40. I Jens Otto Krags anden regering, der tiltrådte 26 september 1964 fungerede H. Larsen-Bjerre (S) som fiskeriminister i få dage, indtil han måtte træde tilbage af helbredsgrunde den 8. oktober. Det er nok den situation, der kommer tættest på den aktuelle. At Larsen-Bjerre traf den rigtige beslutning på sit helbreds vegne, bevidnes af, at han levede mange år derefter. Han døde i 1999, 89 år gammel.

Bente Juncker (CD) blev socialminister i Poul Nyrup Rasmussens første regering den 28. januar 1994, men måtte træde tilbage allerede den 10. februar samme år efter et hårdt pres, der først og fremmest viste, at Centrum Demokraterne var svækket. Den ydre anledning var en på det tidspunkt godt 3 år gammel sag. En gruppe udviklingshæmmede og nogle pædagoger var i september 1990 midlertidigt flyttet ind i et sommerhus på Møn. Juncker var ikke blot nabo men også næstformand i grundejerforeningen, der havde klaget over de nye naboer. I den forbindelse blev Juncker beskyldt for at have brugt et uheldigt ordvalg i omtalen af de udviklingshæmmede, men det var nok snarere hendes daværende samlever, Uffe Thorndahl, der var grov i munden. Han blev citeret for at sammenligne dem med svin. Han blev siden borgmester i Hørsholm for de konservative. Bente Juncker blev løsgænger og forlod politik ved Folketingsvalget i september 1994.

(Kristeligt Dagblad 13. dec. 2023)

Journalisten er ikke historien

Danmarks Radios P1 har foretaget en omfattende omlægning af sin programflade i et forsøg på at tilpasse sig en ny tids lyttevaner. Det betyder, at alle programmer ikke kun kan høres på FM-båndet, men systematisk gøres tilgængelige på nettet, hvilket man kun kan synes godt om. Det betyder imidlertid også, at stadig flere programmer tilpasses podcasten som genre.

For nyhedsprogrammernes vedkommende betyder det, at klassiske journalistiske formater som reportage og interview må vige pladsen for en fortællestruktur, der gør journalisten til hovedpersonen.

Man kunne tage programmet ”Genstart” fra den 5. maj som eksempel. Det handler om ’Skyggekrigen’, russiske efterretningsaktiviteter i Norden. Eller det gør programmet faktisk ikke. Det meste af tiden går med, at lytteren introduceres til de journalister, der arbejder med sagen. De kører i bil og ringer til hinanden, taler engelsk, fortæller om sig selv, sammenligner lister og tænker højt.

Formatet er bygget op om en dramaturgisk model, en spændingskurve, der kommer til at handle om, hvordan journalisterne er kommet på sporet af den pågældende historie, og ikke om historien selv.

Journalistik handler ikke om journalister. Ikke desto mindre skal jeg høre om, hvordan journalisterne er klædt eller hvordan de har fået deres redaktionschef til at bevilge en ekstra kollega til at deltage i undersøgelsen. Det er som et teaterstykke, hvor man ikke alene får alle regibemærkningerne læst højt, men også instruktørens kommentarer og revisionsprotokollatet fra teatrets årsregnskab.

Fra TV-versionen: Journalist kører bil

Det format, som nyhedsformidlingen på P1 tidligere har været bygget på – og, indrømmet til dels stadig er bygget på – er magasinprogrammet, hvor journalisterne ganske vist er tydeligt til stede som værter, interviewere og reportere, men det er ikke, hvad de selv gør, der er historien. Historien er historien.

Podcastformatet er imidlertid blevet en invasiv art, der gør den redaktionelle proces til en stadig større del af historien. Hvis journalisten i forbindelse med sit arbejde har gjort sig en eller anden form for ulejlighed, skal det med djævelens vold og magt meddeles lytteren. Det betyder så, at hvis jeg vil vide noget om de russiske aktiviteter i Norden, skal jeg nu bruge en halv time på at få informationer, der i et klassisk journalistisk format kunne være blevet formidlet på max 10 minutter. Det er spild af min – og journalisternes – tid.

(Debatindlæg Kristeligt Dagblad 6. juni 2023)

Stormflod

Da den vestlige del af Østersøen for godt en måned siden blev ramt af en voldsom stormflod, var et en påmindelse om, at ikke kun den jyske vestkyst er udsat for den risiko. Inden for de seneste 10 år har Østdanmark, bl.a. Roskilde Fjord, været ramt flere gange, heldigvis kun med materielle skader til følge. 

Når skaderne som følge af den seneste storm ikke er større, end de er, skyldes det et forbedret beredskab på grund af de seneste års erfaringer, men også en meget ældre begivenhed, nemlig en næsten tilsvarende stormflod for godt 150 år siden. 

I begyndelsen af november 1872 havde længere tids vestenvind stemmet vandmasser op i den østlige del af Østersøen, hvor der blev konstateret et usædvanligt højvande helt oppe i Den Finske Bugt. Den 10. november skiftede vejret imidlertid til en kraftig vind fra nordøst, og enorme vandmængder blev tvunget vestover og samtidig blev udløbet gennem bælterne besværet på grund af vindretningen. Den 13. november kulminerede stormfloden med meget høje vandstande i havnebyer i hele den vestlige del af Østersøen. I Eckernförde blev der målt 3,76 meter over daglige vande. I Tyskland var hele kyststrækningen fra Vorpommern over Mecklenburg til Slesvig-Holsten ramt.

Fra Sydfalster under Orkanen den 13de November 1872 - Digitale samlinger (kb.dk)

I det daværende Danmark blev der rapporteret om oversvømmelser i blandt andet Kolding og på den fynske lillebæltskyst, på Ærø, i Dragør, Køge Bugt, Præstø, på Bornholm og Ertholmene. Værst gik det imidlertid ud over Lolland og Falster. Bortset fra en smal tange ud mod Guldborgsund var hele Sydfalster oversvømmet, herunder det nyligt tørlagte Bøtø Nor. Det sydlige Lolland var så hårdt ramt, at da det stod værst til var Rødby Fjord forbundet med Nakskov Fjord, hvilket for et øjeblik gjorde det sydvestlige Lolland til en selvstændig ø adskilt fra resten af Lolland. Regn, slud og temperaturer omkring frysepunktet bidrog til katastrofens omfang. Flere hundrede menneskeliv gik tabt. Hvor der ikke var oversvømmelser, forårsagede den orkanagtige storm desforuden mange ødelæggelser på land og adskillige forlis til søs.

Der blev iværksat indsamlinger til de skadelidte. Mange af de overlevende havde mistet både hjem, bohave og husdyr. I maj måned 1873 vedtog Rigsdagen en lov, der skabte forudsætningerne for etableringen af et digeanlæg, der skulle beskytte Lolland og Falster mod en tilsvarende katastrofe i fremtiden: 

”Regjeringen bemyndiges til at paabyde Anlæg af et Dige mellem Elkenøre og Gjedser paa Falsters Østkyst af indtil 12 Fods Høide over daglig Vandstand samt af et Dige af samme Høide i en Udstrækning, som nærmere bestemmes af Indenrigsministeren, langs Lollands Vest- og Sydkyst.”

Disse omfattende anlægsarbejder, hvor også eksisterende diger blev forhøjet, kendes f.eks. af de mange feriegæster, der besøger et af landets største sommerhusområder, Marienlyst på Falster. Det var disse diger, der måtte stå deres prøve i oktober.

I forlængelse af anlæggelsen af digerne blev blandt andet dele af Nakskov Fjord og hele Rødby Fjord inddæmmet og indvundet til agerland. Ved samme lejlighed blev Bøtø Nor genindvundet. Disse lolland-falsterske inddæmningsprojekter kom siden til at høre med til fortællingen om ”hvad udad tabtes, det maa indad vindes”, som digteren H.P. Holst havde skrevet i sommeren 1872 om genrejsningsprojektet efter nederlaget i Den anden slesvigske Krig i 1864. Men de lolland-falsterske landindvindinger var altså ret beset resultatet af en anden katastrofe.

(Kristeligt Dagblad 27. nov. 2023)

Thyras betydning

 Man kan netop nu se to programmer på DR om dronning Thyra, kaldet Danebod, der var gift med Gorm, kaldet den Gamle, og som døde i midten af 900-tallet. Et forskningsprojekt med medvirken af bl.a. Nationalmuseet har ved hjælp af avanceret teknik kunnet identificere, hvem der har hugget Jellingestenene, eller for at være mere præcis, at Jellingestenene sandsynligvis er hugget af den samme, som også har gjort to andre sydjyske runesten, der også er opsat til minde om en, der hedder Thyra.

Der er flere grunde til, at de nye resultater er interessante. Den væsentligste er, at de knytter de fire runesten sammen, således at der nu er mindre tvivl end før om, at den Thyra, der omtales på dem, er den samme. Når Danmarks Radio hævder, at kongerækken må skrives om, eller at Thyra har være skrevet ud af historien, er der imidlertid nok tale om en redaktionel stramning.

Illustration af Gudmund
Hentze til 7. bd. af
Grundtvigs oversættelse
af Saxo, 1924

Der har været anlagt mange forskellige fortolkninger af dronning Thyra, men glemt kan hun næppe kaldes. Der er eksempler på, at Thyra er helt udeladt af historieskrivningen, f.eks. den danmarkshistorie i to bind, som udkom i 2017 i samarbejde mellem Gads Forlag og Danmarks Radio, hvor hun dårligt nok nævnes. På lex.dk kan man finde, hvad man næppe kan kalde andet end en minimalistisk artikel om hende på kun tre linjer.

Men ellers er hovedlinjen i danske historieskrivning at tildele dronning Thyra en hovedrolle. Saxo beskrev hende som en handlekraftig og selvstændig aktør, der forstod at stille betingelser og sige sin mand imod. Det er også Saxo, der berettede, at Thyra skulle have taget initiativet til at bygge Dannevirke for at beskytte Danmark mod angreb fra syd. Holberg kaldte hende i sin danmarkshistorie en ”meget god Dronning”. 

Især i det 19. århundredes historieskrivning blev Thyra fremhævet som noget særligt. Det hænger naturligvis sammen med de slesvigske krige og den skærpede nationale konflikt mellem dansk og tysk. I sine ”Fortællinger af Fædrelandets Historie” fra 1872 skrev Frederik Barfod i tidens stil, at Thyra ”var en Kvinde af den ypperste Art, hvem Naturen havde udstyret herlig baade paa Sjæl og Legeme.” Adam Fabricius skrev i sin danmarkshistorie, her citeret fra 4. udgave fra 1914, at kong Gorm var både ”uvirksom” og ”ikke synderlig kløgtig” i modsætning til sin dronning, hvis ”forstandige Raad” han gerne fulgte. Lorenz Frøhlichs fremstilling af Thyra, der overvåger opførelsen af Dannevirke blev standardillustration i lærebøgerne om Danmarks historie.

Historieskrivningen i det 20. århundrede har været mere kritisk over for traditionen fra Saxo, så forestillingen om dronning Thyra som værn mod fjenden fra syd er blevet nedtonet. Arkæologiske fund viste, at Dannevirke er væsentlig ældre end det 10. århundrede, så dronning Thyra kan ikke have været bygherre. Til gengæld har det ikke kunnet ignoreres, at hun nævnes på begge Jellingestenene, og det er væsentligt.

En runesten er ikke blot et mindesmærke, men også et juridisk dokument og en politisk erklæring, hvis det må være tilladt at lægge nogle nutidige begreber ned over fortiden. Den, der rejser en runesten over en person, erklærer sig dermed også som vedkommendes arvtager, gerne under påkaldelse af et vidne, runemesteren, en slags notar. Pointen her er, at afdøde var betydningsfuld nok til at nogen har villet gøre sig den ulejlighed at sætte en sten over vedkommende. Ud fra den forudsætning må Thyra have været temmelig betydningsfuld, eftersom både hendes mand og hendes søn ristede hende en rune. 

Denne allerede veletablerede pointe forstærkes nu af, at to andre jyske runesten i henholdsvis Bække og Læborg, der er sat over en ved navn Thyra, med større sikkerhed kan knyttes til Thyra Danebod. Så kongerækken skal ikke skrives om. Men den er fortsat åben for fortolkning. Som Cecilie Nielsen, Danmarks Radios historiker på opgaven, så rigtigt siger, er danmarkshistorien altid i bevægelse. Vi skal altid være parate til at stille spørgsmål til vedtagne opfattelser, være villige til at sætte accenten et andet sted eller bare at justere, hvad vi allerede mener at vide. Så der er grund til at hilse dette forskningsresultat velkomment, selv om Danmarks Radio i sin markedsføring som antydet nok oversælger pointen en anelse.

(Kristeligt Dagblad 29. sept. 2023. Avisen valgte en lidt længere rubrik)

Den store krig

Første Verdenskrig overstås ofte hurtigt i lærebøger om Danmarks historie med en sætning eller to om, at Danmark forhold sig neutralt i konflikten, gerne suppleret med et citat af Jeppe Aakjær om puslingelandet, der hygger sig i smug. Anden Verdenskrig derimod får altid væsentlig mere plads i historiebøgerne. Historisk set kan man imidlertid argumentere for, at den første verdenskrig var af mindst lige så vidtrækkende betydning for Danmark som den anden.

Den Store Krig, som den stadig kaldes på både fransk og engelsk var tragisk af natur, ikke blot fordi den kostede så mange mennesker livet, men fordi den var en katastrofe, der var forudset. I 1908 udkom i Tyskland en bog med titlen ”Europa i Flammer”, forfattet af pseudonymet Wagebald (”vov-det-snart”), der forudså – ja, måske endda opildnede til – den kommende krig. Den vakte opsigt også i Danmark, fordi forfatteren forestillede sig, at briterne gjorde landgang ved Esbjerg med henblik på at besætte Slesvig-Holsten blot for naturligvis at blive slået tilbage af de sejrrige tyske styrker.

Bogen blev afskrevet som spekulation, men ikke desto mindre var der den mening i galskaben, at britisk kontrol med Slesvig-Holsten ville have indebåret, at den kejserlige tyske flåde ikke længere uhindret kunne færdes mellem Østersøen og Nordsøen via Kielerkanalen. 

Kanalen var blevet indviet i 1895. Fem år tidligere havde Berlin i et omfattende mageskifte med London erhvervet suveræniteten over Helgoland, hvorfra udsejlingen fra Elben kan kontrolleres. Dermed var en væsentlig forudsætning for udbygningen af den tyske flådemagt tilvejebragt, en oprustning, der imidlertid også var en åbenlys udfordring til den britiske dominans til søs.

Den danske reaktion på truslen om en europæisk stormagtskrig i 1909 var en fornyet skærpelse af den politiske konflikt om forsvarspolitikken. Ganske vist var Venstre det dominerende parti, men det var svækket af en skandale, som var forårsaget af justitsminister Alberti, der også ramte partiets stærke mand, J.C. Christensen, så der måtte en alternativ løsning til. Kronprins Christian, den senere Christian X, blev i egen bil sendt til Lejre vest for Roskilde for at overbevise en af partiets veteraner om at danne regering. For en venstremand drejede det sig om noget så usædvanlig som en adelig, katolsk godsejer, nemlig lensgreve Johan Ludvig Holstein-Ledreborg. Han indvilgede og i sin korte tid som regeringsleder fra august til oktober 1909 fik han strikket et forsvarsforlig sammen. Han trak sig derefter tilbage med sin belønning. Som historikeren Jens Wendel-Hansen har sandsynliggjort, bestod den i retten til at lade Ledreborgs slotskapel konvertere til katolsk kirke.

Forsvarsforliget indebar en forstærkning af det danske forsvar med særlig vægt på forsvaret af Sjælland. Det gjorde Vordingborg, Slagelse, Ringsted, Holbæk og Roskilde til garnisonsbyer. Den centrale kommando for forsvaret af Sjælland blev placeret i Roskilde. De omfattende kasernebyggerier, som det gav anledning til, præger endnu byerne, selv om bygningerne i de fleste tilfælde i dag er overgået til andre formål. 

Hovedstaden var indkapslet af Vestvolden og dens forlængelser, et enormt forsvarsanlæg i en radius af ca. 10 kilometer fra byens centrum, som endnu er bevaret stort set i sin helhed. Bevaret er også Avedøre Flyveplads, en militær flyveplads fra 1915, der er i fortsat civil brug, hvilket gør den til en af verdens ældste fungerende flyvepladser.

Vestvolden blev i 1915 i lyset af udviklingen af artilleriteknologien suppleret med Tunestillingen, en fremskudt forstærkning i hovedstadens forsvar i en linje fra Roskilde Fjords sydøstligste punkt til Køge Bugt ved Mosede Fort, hvor der i dag er indrettet et museum for Danmarks militær under Første Verdenskrig.

Fæstningsartilleriet havde sin kaserne på Vestamager. Også den er bevaret i sin helhed, men huser i dag Statens Seruminstitut. Ikke langt derfra finder man en stor træbygning fra 1912, som blev anvendt som hangar til fæstningsartilleriet observationsballoner. Det er en af ganske få af slagsen, som er bevaret i Europa. På den måde er mindet om Første Verdenskrig bevaret levende på det østlige Sjælland.

Nationaltidende 15. juli 1914

Ved Marselisborg i Aarhus er der indrettet en mindepark for de danskere, der faldt i 1. Verdenskrig som soldater på tysk side. Antallet angives til at udgøre 4144. Det foregiver en præcision, der er svær at forsvare. Spørgsmålet om nationalitet er ikke i alle tilfælde så let at afgøre. Mange af de faldne havde både dansk og tysk ophav, og stillet over for valget mellem et enten/eller fortaber nuancerne sig. Det var da også genstand for forhandling, hvem der endte med at få deres navn hugget ind i mindeparkens monument.

Det anføres ofte, at de dansksindede slesvigere blev indkaldt til at udkæmpe en krig, der ikke var deres. Denne formodning forudsætter implicit, at krigen tilhørte deres tysksindede naboer. Det var ikke nødvendigvis tilfældet. Krigen forekom ikke sjældent lige så meningsløs for de tysk- eller frisisksindede slesvigere som for de danske.

Slesvig blev før og under Første Verdenskrig en helt central del af den tyske oprustning og krigsførelse. I Flensborgforstaden Mürwik blev der i 1910 opført en Marineschule, der stadig i dag fungerer som den tyske orlogsflådes officersskole. I det nærliggende Sønderborg var der få år tidligere blevet opført en bygning, der tjente som skydeskole – Schiffsartillerieschule - for den kejserlige marine, en bygning der stadig dominerer byens havnefront mod Alssund, opført i de røde teglsten, der er så karakteristiske for egnen.

I det vestlige Slesvig blev der nord for Tønder etableret en væsentlig base for de luftskibe, som det kejserlige Tyskland havde udset som et nyt supervåben mod fjenden. Der blev opført hangarer til de store Zeppeliner-luftskibe og til de flyvemaskiner, der tjente som støtter til deres togter. Basen dannede udgangspunkt for bombetogter mod bl.a. England. Basen har skrevet sig ind i militærhistorien som mål for det første luftangreb iværksat fra et hangarskib, HMS Furious, den 19. juli 1918.

De gigantiske luftskibshangarer findes ikke længere, men en hangar til flyvemaskinerne er bevaret. Lokale kræfter har i mange år arbejdet for at sikre de sidste rester af luftskibsbasen i Tønder og omdanne den til et museum. 

Nationalt har det været vanskeligt at mobilisere interesse, fordi vi i Danmark ikke har været vante til at se Første Verdenskrig som den del af vores historie. Bevidstheden om, at Nordslesvig under Første Verdenskrig var en del af Tyskland har altid været der, men der har fra dansk side ikke været noget ønske om aktivt at bevare tyske mindesmærker eller på anden måde understøtte erindringen om Nordslesvigs preussiske eller tyske fortid.

Det mest markante udtryk for dette ønske om glemsel var ødelæggelsen af det 45 meter høje Bismarckmonument på Knivsbjerg mellem Haderslev og Aabenraa. Natten mellem 15. og 16. august 1945 blev det sprængt i stykker af danske modstandsfolk. Sagen blev aldrig efterforsket i et omfang, der førte til, at nogen blev straffet for det. (Selve statuen af Bismarck var dog blevet evakueret allerede i 1919 til Sydslesvig.)

Men med den fredelige udvikling i grænselandet og den øgede bevidsthed om, at tysk og dansk historie er del af den samme europæiske historie er viljen til at huske blevet større. Et eksempel på dette er en statue af kejser Wilhelm I, der blev opstillet af et taknemmeligt tysk borgerskab i Hadersleben i 1890, to år efter kejserens død.  I forbindelse med Genforeningen i 1920 blev den taget ned og gemt væk. Den undgik – ironisk nok – i modsætning til flere tilsvarende statuer af kejseren i Tyskland at blive omsmeltet til brug for rustningsindustrien under Anden Verdenskrig. I 1980erne blev den draget frem i lyset igen, og fra 2012 kan statuen ses på Sønderborg Slot som en del af udstillingen om Sønderjylland i perioden 1864-1920, hvor den gør kejserlig fyldest.

Danmark gjorde alt for at sikre sin neutralitet efter krigsudbruddet i august 1914. Titusindvis af unge mænd blev indkaldt til den såkaldte sikringsstyrke, der på den ene side skulle medvirke til at gøre forsvaret af dansk neutralitet troværdigt, men på den anden side ikke måtte fremstå som en mobilisering, der kunne provokere de krigsførende parter. For at understrege neutralitetspolitikken blev det i 1915 bekendtgjort, at det var forbudt at flage med fremmede staters flag. Den bekendtgørelse har været i kraft indtil 23. juni 2023, da Justitsministeriet ophævede den som følge af en dom få dage tidligere i Højesteret, der frikendte en borger for at have vajet Stars-and-stripes.

Tilbage i 1915 vakte truslen om en tysk besættelse af Danmark bekymring netop i Washington, fordi det ville indebære tysk kontrol med De dansk-vestindiske Øer. Herfra ville tyskerne kunne true trafikken gennem Panamakanalen, der var blevet åbnet i 1914. Derfor blev forhandlinger, der med afbrydelser havde stået på siden 1860erne, genoptaget om en afståelse af øerne til USA. De blev bragt til en afslutning i 1916, og den 31. marts 1917 blev øerne formelt overdraget til USA. To dage senere gik USA ind i Første Verdenskrig.

En del af aftalen med USA gik ud på, at amerikanerne til gengæld for overtagelsen af den caribiske koloni anerkendte dansk suverænitet over hele Grønland. Det havde ellers på dette tidspunkt i næsten 100 år været et amerikansk udenrigspolitisk pejlemærke – kendt som Monroe-doktrinen - ikke at tillade europæiske kolonimagter at gøre deres indflydelse gældende på eller i nærheden af det nordamerikanske fastland.

Denne amerikanske anerkendelse af dansk suverænitet over Grønland fik betydning, da Norge i 1920erne gjorde krav på Østgrønland. Kravet blev afvist ved den internationale domstol i Haag i 1933. Siden har amerikanerne som bekendt forsøgt at gøre deres indflydelse på Grønland gældende på forskellig vis, men Washington er stadig bundet af løftet afgivet under Første Verdenskrig.

Som en indirekte udløber af Første Verdenskrig trådte den dansk-islandske forbundslov i kraft 1. december 1918. Dermed blev Island en selvstændig stat i personalunion med Danmark, hvilket indebar, at kun kongemagten bandt de to lande sammen. Ved Islands overgang til republik i 1944 ophørte denne forbindelse i sagens natur.

En direkte udløber af Første Verdenskrig var delingen af Slesvig. Den var ikke et resultat af en gensidig dansk-tysk overenskomst, men derimod et pålæg fra sejrsmagterne. Delingen bliver husket som en fredelig og demokratisk løsning, idet der blev gennemført en folkeafstemning om Nordslesvigs tilhørsforhold. Men da grænserne for afstemningszonerne først var fastlagt, var resultatet givet. Fredeligt gik det også for sig. Imidlertid må erhvervelsen af Nordslesvig i 1920 ses som resultatet af en tabt krig fuldstændig som tabet af Slesvig og Holsten i 1864 var det. Forskellen er blot, hvem der tabte og hvem der vandt.

I Danmark kender vi Slesvigs deling i 1920 som Genforeningen. Det er sådan set spin, fordi kun omtrent en fjerdedel af det, der blev tabt i 1864, blev genforenet med kongeriget i 1920. Men Genforeningen har vist sit værd, for denne grænsedragning har – som dansk suverænitet over Grønland – overlevet selv Anden Verdenskrigs ekstreme pres.

(Denne tekst var oprindeligt tredelt. De to første dele blev bragt i Kristeligt Dagblad den 27. juli og 3. august 2023. Den sidste tredjedel blev trykt i en redigeret version den 18. oktober.)

Rusland i Fjernøsten

Hvis man spørger belæste folk om eksempler på tidligere europæiske kolonimagter i det østlige Asien, kan de fleste nævne briterne og franskmændene. Lidt færre kan nævne Spanien, Portugal, Tyskland og Nederlandene. De færreste svarer Rusland. Når Ruslands kolonier i Østasien sjældent omtales som sådan, skyldes det antagelig, at de ikke ligner sædvanlige, oversøiske kolonier. Og så er de aldrig blevet afviklet.

Ruslands ekspansion øst for Ural begyndte i det 16. århundrede, og i første halvdel af det 17. århundrede etablerede russerne sig på Stillehavets kyst. Denne ekspansion omtales ikke altid som en kolonisering, men den indebar ikke desto mindre, at lokale folkeslag skulle underkastes russisk øvrighed. En af bidragyderne til den russiske kolonisering var danskeren Vitus Bering, der foretog den grundlæggende kortlægning af området som officer i Peter den Stores flåde. Bl.a. opdagede han, at Asien ikke er landfast med Amerika, og det farvand, der skiller det østlige Rusland fra Alaska er opkaldt efter ham. (Russerne etablerede sig på samme tid også i Alaska, som imidlertid blev solgt til USA i 1867.)

I 1830erne pressede briterne på for at åbne Kina for handel med ikke mindst opium. Det førte til den såkaldte Opiumskrig 1839-42, der endte med kinesisk nederlag og at Kina afstod Hong Kong til briterne. Konflikten med Kina blussede op igen tyve år senere, og det lykkedes russerne – til trods for et afgørende nederlag i Krimkrigen få år tidligere – i den forbindelse at annektere dele af Manchuriet. Det gjorde, at hovedkvarteret for den russiske stillehavsflåde kunne flytte fra det væsentligt nordligere beliggende Okhotsk til en manchurisk havneby, der fik det russiske navn Vladivostok. Fordelen var, at den er isfri store dele af året. Byen, der i etnisk henseende oprindeligt var af blandet kinesisk, japansk og koreansk sammensætning, blev også endestation for den transsibiriske jernbane.

Sovjetunionen fortsatte den russiske ekspansionstrang i Fjernøsten. I 1945 erobrede Den røde Hær dele af øgruppen Kurilerne fra Japan. Det er til den dag i dag en uafgjort og til tider højspændt konflikt mellem det nuværende Rusland og Japan. Men også grænsen mellem den russiske og kinesiske del af Manchuriet har været genstand for stridigheder. Grænsen udgøres over et langt stræk af floden Ussuri, og stridigheder over en ø i denne flod var i 1969 årsag til en konflikt, der var faretruende nær på at udvikle sig til en krig.

Tre asiatiske lande undgik europæisk kolonisering, Kina, Japan og Thailand. Kina måtte dog som nævnt leve med at afstå områder. Tyskernes kinesiske koloni Kiatschou bestod blot i tyve år fra 1898 til 1918. Den blev til kinesernes fortrydelse overdraget til japanerne ved fredsforhandlingerne efter Den første Verdenskrig. Anderledes bestandig var den portugisiske koloni Macau, som blev givet tilbage til Kina i 1999 efter mere end 400 år. Briterne måtte i 1997 tilbagegive suveræniteten over Hong Kong til Kina efter 155 års herredømme. Russerne har i dag hersket over sin del af Manchuriet i 163 år og har ikke givet noget tilbage.

By NASA - https://www.reddit.com/r/MapPorn/comments/1dqh7d/after_seeing_a_recent_post_about_the_population/, Public Domain, https://commons.wikimedia.org/w/index.php?curid=98756377

Afkoloniseringen af Fjernøsten, som det kaldes fra et europæisk perspektiv, fordi det er langt væk, afspejler en langsigtet økonomisk og demografisk udvikling. I dag bor mere end halvdelen af verdens befolkning inden for en radius af godt 3000 kilometer – kendt som ”The Valeriepieris Circle” –

med centrum i Myanmar. Denne kreds omfatter bl.a. Indien, Kina, Bangladesh, Phillippinerne, Malaysia og det meste af Indonesien. Historisk set er der tale om en betydelig demografisk forskydning fra det eurasiske kontinents vestlige del til den østlige på godt hundrede år. I året 1900 udgjorde den europæiske befolkning omtrent en fjerdedel af verdens samlede befolkning. Den andel er i dag reduceret til en tiendedel. Denne forskydning har med nogen forsinkelse sat sig i den europæiske bevidsthed. Vi ved godt, at Europa ikke er verdens centrum og at kolonitiden er fortid. Blot ikke i Rusland.

(Skrevet til denne blog)

Norden som en enhed

Forberedelserne til det kommende NATO-topmøde i Vilnius i juli måned tyder på, at Sverige vil blive optaget i forsvarsalliancen. Hvis det sker, vil der være tale om en meget afgørende forandring, for historisk set har Norden været mere splittet end samlet, når det handler om sikkerheds- og forsvarspolitik.

Vi er vante til at tale om Norden som en enhed, men det er i givet fald en enhed med en hel masse undtagelser. Det eneste nordiske land, der indtil Finlands optagelse i NATO i april, har været medlem af både NATO og EU, er Danmark. Det gælder dog ikke hele Rigsfællesskabet, idet Færøerne og Grønland står uden for EU. Til gengæld er Grønland næsten tættere integreret i NATO end resten af Rigsfællesskabet pga. den amerikanske militære tilstedeværelse. Finland er i dag fuldt integreret i det monetære samarbejde i EU. Island, Danmark, Norge og Sverige har bevaret kroner og øre som navn for deres valuta. Den fælles betegnelse fra stammer den skandinaviske møntunion af 1873. Det var dog et fællesskab mere af navn end af gavn, da de nationale valutaers kurser hurtigt gled fra hinanden igen.

Den politiske samling af Norden, som blev tilvejebragt under Margrethe I’s myndige ledelse i slutningen af 1390erne, kalder vi sædvanligvis Kalmarunionen. Historikeren Markus Hedemann har peget på, at det var så som så med den union. Hvorom alting er, kan der skabes nogenlunde enighed om, at dronning Margrethe var arkitekten bag en samling af de lande, der i dag udgør de fem nordiske lande. Union eller ej brød projektet endelig sammen i begyndelsen af 1520erne, da Christian II med et fejlslagent greb søgte at undertvinge svenskerne.

I de følgende 200 år udspillede der sig en rivalisering mellem Danmark-Norge på den ene side og Sverige-Finland på den anden, hvor sidstnævnte vandt terræn på førstnævntes bekostning. De krigeriske mellemværender mellem de nordiske brødre sluttede i al væsentlighed 1720 ved afslutningen af Store Nordiske Krig, men det betød ikke afslutning på spændingerne. Sverige måtte afstå Finland til Rusland i 1809, og Danmark måtte afstå Norge til Sverige i 1814. Danmark bejlede forgæves efter svensk-norsk støtte i 2. slesvigske krig i 1864.

Norge opnåede selvstændighed i 1905, Finland i 1917 og Island i 1918. Kongeriget Danmark opnåede sin nuværende afgrænsning i 1920. Et norsk krav på Østgrønland blev afvist ved international voldgift. Danmark kunne stadig ikke regne med svensk – eller britisk - militær støtte i en frygtet og forventet konflikt med Tyskland, der blev virkelig i april 1940. Dog blev Færøerne og Island besat af briterne.

Efter 1945 blev det forsøgt at oprette en nordisk forsvarsunion, men det slog fejl. Danmark endte sammen med Norge og Island med at blive stiftende medlemmer af NATO, mens Finland og Sverige forblev neutrale under hele Den kolde Krig. Norden var delt mellem en baltisk og en atlantisk orientering. Den splittelse blev meget tydelig for Danmarks vedkommende, ikke mindst fordi Bornholm og Grønland var genstand for henholdsvis sovjetisk og amerikansk opmærksomhed på et tidspunkt, da der boede dobbelt så mange mennesker på Bornholm som på Grønland.

Efter Murens fald høstede vi den såkaldte fredsdividende. Der var ikke længere nogen fjende, så der var heller ikke brug for noget territorialforsvar, antog vi. De eneste i Norden, der ikke købte den fortælling, var finnerne, der har opretholdt et effektivt forsvar af deres land mod truslen fra øst.

Gennemføres optagelsen af Sverige i NATO, vil det betyde en styrkelse af forsvarsalliancen. Østersøen vil for alvor blive et indhav i NATO som det allerede er i EU, og Norden vil være samlet i det samme forsvarsforbund for første gang i mindst 500 år.

(Kristeligt Dagblad 2. juni 2023. Enkelte rettelser i teksten. Jeg havde overset, at Finlands optagelse allerede var fuldgyldig på dette tidspunkt.)

Hedenskab og nøgenhed

Amerikanske medier kan berette om, hvordan en lærer i Tallahassee i Florida er blevet afskediget for at have vist billeder af Michelangelos skildring af den upåklædte David, der forbereder sig på kampen med Goliat. Forseelsen består efter det oplyste i, at forældrene ikke på forhånd var blevet advaret om, at deres børn skulle være vidne til den slags nøgenhed. En enkelt af forældrene har sammenlignet det med pornografi. Det er imidlertid ikke første gang, at statuen har vakt forargelse.

Michelangelos marmorskulptur, der blev til i de første år af det 16. århundrede regnes blandt den italienske renæssances hovedværker. Brygger Carl Jacobsen stiftede i 1879 Albertinalegatet – opkaldt efter Bertel Thorvaldsen – der havde til formål at støtte ”Anskaffelse af Billedhuggerværker til Pryd for offentlige Pladser og Haver i Kjøbenhavn”, og i 1896 skænkede han en kopi af Michelangelos David støbt i bronze til hovedstaden. Den ankom året efter og blev i løbet af sommeren opstillet ved Helligåndskirken. Ganske vist var statuen af bronzestøberen – imod brygger Jacobsens ønske – blevet forsynet med et figenblad, men nøgenheden var stadig frappant. Det var dog ikke den, der umiddelbart var problemet. Det var den omstændighed, at statuen ikke rummede noget kristeligt budskab:

”Figuren er i sine overnaturlige – maaske ikke helt nøiagtige – Proportioner formet med Mesterhaand; man føler igennem den Kunstnerens rent hedenske Glæde ved det nøgne unge Legemes skønhed og svulmende Kraft. Kristelig i sin Aand er denne Statue ikke – forsaavidt er Pladsen foran en Kirke uheldig valgt,” skrev Socialdemokratiets partiavis i august 1897.

Spørgsmålet om statuens placering og betimeligheden af figenbladet blev ivrigt debatteret, og ganske få uger senere blev den flyttet til byens nye rådhus tæt på Vartov. Samtidig blev figenbladet fjernet.

Kirkehistorikeren Peder Severinsen tilsluttede sig i Kristeligt Dagblad denne vurdering af statuen som ”rent hedensk” og bifaldt statuens flytning. Til gengæld angreb Severinsen et initiativ til at opstille en anden statue af en nøgen David, skabt af den samtidige billedhugger Niels Holm. Problemet var nøgenheden. Så kan man spørge, hvorfor Severinsen dog ikke opfattede det som et problem, at også Michelangelos udgave af David er nøgen?

David ved Vartov - kbhbilleder.dk

Problemet var ifølge Severinsen, at Holm skildrede David i bøn, og at moselovene netop foreskriver, at man skal klæde sig ekstra på, når man står foran Herren. Det var altså ifølge Severinsen ikke nøgenheden i sig selv, der var et problem, men at nøgenhed ikke hørte hjemme i en skildring af gudhengivenhed. Så længe David var skildret som hedning, var der ikke noget i vejen med, at han var uden tøj og figenblad.

I 1903 blev bronzekopien af Michelangelos David flyttet til en placering ved Statens Museum for Kunst i Østre Anlæg. Folkeviddet mener at vide, at de fromme kvinder i stiftelsen Vartov var anledning til flytningen, fordi de var modstandere af udsigten til Davids bare hale. Hvorom alting er blev statuen flyttet igen i 1993 til sin nuværende lidt afsides placering ved Vestindisk Pakhus på Københavns havnefront tæt på Amalienborg. Men det var måske en idé at flytte den tilbage til placeringen ved rådhuset, den plads, der som en hyldest til den seksuelle mangfoldighed for en halv snes år siden fik navnet Regnbuepladsen.

(Kristeligt Dagblad 29. marts 2023. Avisen redigerede lidt i teksten og valgte en anden rubrik)

Indoktrinering

Over de seneste dage har der været en livlig diskussion om redaktionen af Danmarks Radios P3. En nyansat redaktør er også på lederplads her i avisen blevet kritiseret for at ville bedrive politisk aktivisme.

Historisk set er det ikke nyt, at Danmarks Radio udsætter sig for kritik af denne karakter. I 1950erne skrev forfatteren Hans Scherfig anmeldelser af Statsradiofoniens udsendelser i kommunisternes dagblad Land og Folk. Han mente, at radioudsendelserne var udtryk for en ”almindelig amerikanisering”, og det var fra kommunisten Scherfigs hånd ikke ment som en ros.

Det var det heller ikke, da den konservative Hanne Budtz i 1967 klagede over den anti-amerikanske linje i Danmarks Radios dækningen af Vietnamkrigen.

I februar 1968 blev tre ministre fra den nye borgerlige VKR-regering interviewet i fjernsynet. Det var et for tiden ret kritisk interview, og det fik forhenværende minister Jens Sønderup (V) til at skrive et læserbrev til dagbladet Vestkysten, hvor han krævede journalisterne fyret: ”Skal regeringen Baunsgaard dolkes og ødelægges af fjernsynets røde lejesvende”, som han skrev med en vending, der sidenhen er blevet anvendt mange gange. Danmarks Radio har endda selv tematiseret spørgsmålet i en serie af programmer med fællestitlen ”De røde lejesvende” på DR2 i 2010.

Fra og med 1968 stod kampen især om den nyoprettede Børne- og Ungdomsafdelingen med programchef Mogens Vemmer i spidsen. Bl.a. Poul Schlüter (K) beskyldte Vemmer for at bedrive politisk indoktrinering. Forfatteren Ole Hyltoft mente derimod, at Børne- og Ungdomsafdeling var ”det kirkeborgerlig Danmarks forlængede arm i Radiohuset.” Journalisten Eva Bendix, der selv havde en fortid som speaker i fjernsynets barndom, mente ligeledes, at Danmarks Radios børneudsendelser var udtryk for borgerlig indoktrinering.

Erhard Jakobsen, der brød ud fra Socialdemokratiet i 1973 og stiftede Centrum-Demokraterne, blev både medlem af Radiorådet og formand for interesseorganisationen Aktive Lyttere og Seere, og i begge egenskaber kritiserede han Danmarks Radio for at være for venstreorienteret.

Kritikken af Danmarks Radio var fra begyndelsen af 1970erne tæt forbundet med den såkaldte indoktrineringsdebat, der handlede om blandt andet daginstitutionerne og folkeskolen. Den blev interessant nok udløst af en programmedarbejder i Danmarks Radio, Kaj V. Andersen, der også var teolog og folketingsmedlem for Venstre. Han kritiserede i 1971 den venstreorienterede indoktrinering, som han mente fandt sted i børnehaverne, hvor pædagogerne angiveligt var imod at man fejrede jul. Den kritik blev i 1973 fulgt op af en anden venstremand, folketingsmedlem Lennart Larson, der ligeledes kritiserede venstreorienterede pædagoger. I oktober måned året efter advarede tidligere landsformand for Det radikale Venstre, undervisningsdirektør Asger Baunsbak-Jensen mod yderligtgående marxistiske folkeskolelærere, men med en ret væsentlig tilføjelse: ”Der må hverken være en marxistisk eller en religiøs indoktrinering,” udtalte han. Dermed gjorde han med et retorisk judogreb kritikken af folkeskolens forkyndende undervisning til en del af indoktrineringsdebatten.

Ved folkeskolereformen i 1975 blev de sidste bånd mellem Folkekirken og Folkeskolen kappet, idet kristendomsundervisningen ikke længere måtte være forkyndende. I modsætning hertil fastholdt Danmarks Radio transmissionen af både morgenandagt fra Københavns Domkirke og søndagens højmesse i Folkekirken helt frem til i dag.

(Kristeligt Dagblad 8. marts 2023. Avisen valgte en anden rubrik.)

Spildtid

 I klummen ”seniorliv” skriver Ivar Brændgaard (KD  19. jan.) som et indlæg i debatten om beskæringen af danske universitetsuddannelser fra fem til fire års længde, at der snildt kunne være skåret et år af den normerede studietid, da han læste. Der var for meget spildtid, mener han.

Ivar Brændgaard tog sin kandidateksamen i 1980. På det teologiske Fakultet i København var der i 1980 indskrevet 600 studerende, men kun 20 af dem tog embedseksamen det år. Det måtte betyde en gennemsnitlig studietid på 30 år, som Kristeligt Dagblad sarkastisk bemærkede på lederplads, underforstået at sådan var det nu nok ikke helt.

Men en studietid på 10 år var slet ikke usædvanligt. Så det er klart, at de studerende dengang må have oplevet en masse tidsspilde. Så er spørgsmålet, om det er et godt argument for at skære ned på længden af universitetsuddannelserne i dag?

Nu kan man for det første konstatere, at Brændgaards ønske for længst er opfyldt. En kandidatgrad på universitetet fik man dengang efter 6 års studier, hvis man fulgte normeringen. I dag er det 5 år.

For det andet er en universitetsuddannelse i dag noget helt andet end den var dengang. Danske universiteter og universitetsstuderende er blevet meget effektive i de seneste 15-20 år. 82 % af de studerende gennemfører på den normerede tid + 1 år, altså netop de 6 år, der var normen i Brændgaards ungdom. Så det er ikke oplevelsen af spildtid, der præger universitetsstudierne i dag, snarere manglen på tid til fordybelse.

(Læserbrev 28. januar Kristeligt Dagblad)

Folkeafstemningen er mindretallets vetoret

 Historisk set var folkeafstemninger centrale styringsinstrumenter i de græske bystater for mere end 2000 år siden, men da tanken om folkets andel i statens styrelse blev genoptaget i Europa og Nordamerika det 18. århundrede, skete det ved hjælp af repræsentation i et parlament, hvor vælgerne kun får indirekte indflydelse. Kun i Schweiz anvendes folkeafstemninger rutinemæssigt i lovgivningsprocessen.

Også i Danmark står traditionen for indirekte folkestyre stærkt. Derfor er valglovene også helt centrale, fordi de fastslår, hvem der har lov til at blive repræsenteret, og hvem der har lov til at repræsentere. Grundlovens § 56 sikrer, at de valgte repræsentanter ikke kan bindes ”ved nogen forskrift af deres vælgere”. Det vil sige, at der er skudt et armslængdeprincip ind mellem vælgerne og de valgte. Populært sagt betyder det, at det ikke er imod Grundloven at bryde sine valgløfter. Positivt forstået betyder det, at de valgte kun er bundet af deres samvittighed. Repræsentativt demokrati er altså en tillidssag.

Ved grundlovsrevisionen i 1915 blev den direkte folkeafstemning indført som en instans i forbindelse med grundlovsændringer. Det var dog ikke Grundloven, der var grundlaget for den første folkeafstemning i Danmark i 1917 om salget af De dansk Vestindiske øer til USA. Afstemningen var kun vejledende, men blev dog retningsgivende for, at salget kunne gennemføres. Befolkningen på øerne blev som bekendt ikke hørt i spørgsmålet.

I 1939 vedtog Rigsdagen en ny grundlov, som imidlertid faldt ved folkeafstemningen. Hvis det var blevet gennemført, ville grundlovsforslaget have vist vejen for en løsning på det nuværende bededagsproblem, idet § 71 i forslaget tilkendegav, at ændringer vedrørende kirkens indre forhold, kun kan gennemføres efter at forhandlinger derom er ført med biskopperne. Dermed ville bispekollegiet være blevet indført som en form for synode. Det var en logisk følge af, at udpegningen af biskopperne siden 1922 var sket efter valg, hvor alle menighedsrådsmedlemmer i det pågældende stift havde valgret.

Det afgørende brud kom med grundlovsændringen i 1953. Indtil da havde Landstinget i kraft af mere konservative valgrets- og valgbarhedsbestemmelser været opfattet som et drivanker, der sikrede mod Folketingets ungdommelige og impulsive trang til at lave alting om. 1953-grundloven afskaffede

Landstinget, men indførte til gengæld i § 42 folkeafstemningen som et generelt politisk instrument: "Når et lovforslag er vedtaget af folketinget, kan en tredjedel af folketingets medlemmer indenfor en frist af tre søgnedag fra forslagets endelige vedtagelse overfor formanden begære folkeafstemningen om lovforslaget."

Meningen er, at vælgerne gennem et folketingsmindretal sikres et veto, f.eks. hvis et flertal blandt de valgte i alt for høj grad betragter § 56 som et fripas til at gøre, hvad der passer dem. Folkeafstemningen som grundlovssikret ret er en institutionalisering af forholdet mellem det indirekte og det direkte demokrati. Instrumentet er dog kun blevet brugt en gang i forbindelse med jordlovene i 1963. Men truslen om, at et forsmået mindretal kan bruge dette middel har nok også været en anledning til at søge brede forlig i afgørende spørgsmål. 

De fleste folkeafstemninger involverer andre paragraffer i Grundloven, hvor folkeafstemningen anvises som instrument, nemlig i forbindelse med spørgsmålet om valgretsalder (§ 29) og ikke mindst spørgsmålet om suverænitetsafgivelse (§ 20). Valgretsalderen er gradvist sat ned til de nuværend e18 år efter folkeafstemninger, og Danmarks forhold til EF/EU har også været genstand for flere folkeafstemninger. 

Fordi Folkekirken i forvejen befinder sig i et juridisk vakuum, hvor der hersker betragtelig tvivl om,  hvem der har jurisdiktion over hvad, bliver politikerne ofte bragt i forlegenhed, når de forsøger at gøre deres indflydelse gældende. Dertil kommer, at fagforeningerne betragter bededagsspørgsmålet som en indblanding i arbejdsmarkedets indre anliggender. Når man så i tilgift ventilerer muligheden for at bringe Grundlovens § 42 i anvendelse, er der lagt op til en interessant juridisk holmgang.

(Kristeligt Dagblad 20. januar 2023)

Danmarks Radio har mistet orienteringen

 Ved årsskiftet nedlagde Danmarks Radio Orientering-redaktionen og erstattede den med en forkrøblet udgave af den selv. Et to timers velredigeret nyheds- og baggrundsprogram med stof fra ind- og udland er blevet reduceret til en collage af podcasts med stof fra andre af husets redaktioner. Podcast-formatet er der ikke noget i vejen med, hvis man bryder sig om en langsommere, konverserende stil tilsat lydeffekter og underlægningsmusik. Intensiteten fra live-udsendelserne er væk. Et emne, hvis indhold kunne berettige et indslag af 5-10 minutter, skal nu strækkes, så det passer til et kvarter eller en halv time. Det indebærer en stadig hyppigere forekomst af spørgsmål af typen: ”Det, jeg hører dig sige, er…” For noget skal tiden jo gå med.

Der er ingen tvivl om, at Danmarks Radio i disse år kæmper en kamp for at finde sine ben. Nøgleordet er ’public service’. Det er et omdiskuteret begreb, men for DR er det ganske konkret, idet det er udmøntet i den kontrakt, der er indgået med politikerne:

”Public service skal samle danskerne omkring et fælles udgangspunkt i dansk kultur, samfund og historie. DR skal være garanten for indhold, der rager så højt op og har så meget kvalitet, at det er relevant og bliver brugt af hele befolkningen og dermed skaber fælles referencer og understøtter den demokratiske samtale i Danmark.”

Danmarks Radio skal altså intet mindre end samle alle danskere. Engang gav det samlende sig selv, for der var ikke andet at samles om. I min barndom og ungdom (jeg er født i 1966) kunne man som udgangspunkt for en samtale stille spørgsmålet ”Så du fjernsyn i går?” uden at skulle specificere det yderligere, for der var kun en kanal. Vi talte heller ikke så meget om ”danskerne”. Det gav sig selv, at det var dem, vi var. DR’s public-service-kontrakt er for så vidt et nostalgisk ønske om at skabe en institution, der på en intens global mediekonkurrences stormomsuste vilkår skal kunne det samme Danmarks Radio kunne gøre i monopoltidens skærmede, nationale drivhus. Alle drømmer om et nyt ”Matador”, der kan blive et fælles referencepunkt på tværs af generationer. Det kan naturligvis ikke lade sig gøre, og det skal vi måske heller ikke ønske os. Det er en tinde, som Danmarks Radio aldrig kommer til at bestige igen.

Men det burde som minimum kunne lade sig gøre at skabe et udbud, der lever op til de kvalitetskrav, som public-service-kontrakten faktisk stiller. DR’s budget er på 3,8 mia. kroner. Det er godt 400.000 kroner i timen, hele døgnet, alle årets dag. For de penge burde det kunne lade sig gøre at udbyde to timers daglig nyhedsjournalistik af høj kvalitet. At det ikke længere er defineret som en kerneopgave, er tegn på, at Danmarks Radio har mistet orienteringen.

(Debatindlæg, Kristeligt Dagblad 17. januar 2023)

Ledende redaktionschef Anders Emil Møller svarede i avisen den 25. januar:

Med et indlæg her i avisen gør lektor og historiker Jes Fabricius Møller sig til talsmand for, at DR har mistet orienteringen, fordi vi er i gang med at udvikle og forandre DR's journalistiske flagskib Orientering. Det billede kan jeg nu ikke genkende. Vi har en klar strategi for DR, som er i fuld gang med at blive udlevet, så vi kan fortsætte med at være noget for alle danskere og servere public service af fineste karat, der underbygger danske fællesskaber, dansk demokrati og kultur. På samme måde har vi også en klar retning for, hvad vi vil opnå med udviklingen af Orientering. Vi er meget bevidste om, at vi har kastet os ud i en opgave, der er svær og tager tid, og som piller ved noget, der for mange er meget vigtigt. Men vi gør det alene for at sikre, at den publicistiske ambition for Orientering og programmets kerne kan langtidssikres. For radiobranchen er under stor udvikling, og branchen ser meget anderledes ud end for bare fem år siden. I dag bliver der lavet taleindhold i en helt anden skala og mangfoldighed, og samtidig er danskernes lyttevaner under forandring og bevæger sig mod streaming. Det øger kravene til os i DR, for vi har ambitioner om, at endnu flere skal få glæde af og lytte med på det journalistiske kvalitetsindhold, som altid har været en del af Orienterings dna. Derfor har vi sat os for at udvikle Orientering for at bevare det. Vi ved, at forandringer af noget, som mange værdsætter, kan være svært og kræver tilvænning. Det gælder også for Orientering. Men vi skal passe på med ikke at gøre mindet om det gamle stærkere end potentialet for det nye. Siden den 2. januar har lytterne således fået dagens vigtigste nyheder fra både ind- og udland, for selvfølgelig skal DR være en troværdig formidler af en verden i højt tempo. Men der er også et fast og fyldigt udsyn med fordybelse i historier, du ikke kan gætte på forhånd, og intenst fokus på dansk politik – begge dele på et helt andet niveau end før nytår. Ambitionen er så yderligere, at især de to sidste elementer også skal skabe glæde for lyttere, der ikke er på P1, men i stedet finder deres radioindhold i appen DR Lyd, uagtet om klokken er 16 eller ej; altså et format der også passer til et forandret brug af lyd. Mange har allerede taget lydstreaming til sig, og flere vil komme til. Det er selvfølgelig en stor opgave for os at mestre fra den ene dag til den anden, så vi kommer helt sikkert til at udvikle løbende og sikkert også ændre igen og igen. Allerede nu lyder det hele langt mere harmonisk, og vi har haft et hav af stærke historier med langt flere journalistiske kræfter bag end før. Så retningen er sat for at sikre, at Orienterings høje journalistiske kvaliteter også er en del af DR mange år ud fremtiden. Vi håber, at rigtig mange vil give det nye format en chance, og vi kan i hvert fald love, at lytter man med, så bliver man helt sikkert klogere sammen med os.

Billeder på døden er ikke udtryk for berøringsangst

 Når Allehelgen nærmer sig, får vi også igen diskussionen om, hvordan man egentlig skal tale om døden. Sidste år ved samme tid var der i avisen en debat om, hvorvidt udtryk som f.eks.  ”gået bort” er en unødvendig omskrivning, der er kendetegnende for en moderne modvilje mod at tale ligefremt om døden. Men man kan også vende diskussionen om og se på, hvad den sproglige gestaltning af døden siger om vores opfattelse af livet.

På Allehelgens søndag synges gerne Grundtvigs ”At sige Verden ret Farvel” fra 1844. Allerede titlen er en metafor for døden som afsked. Grundtvig skildrer også livets afslutning med det klassiske billede af timeglasset, der rinder ud. Salmen er – på næsten brorsonsk manér - henvendt direkte til Jesus, hvem Grundtvig beder tale til sig, ”Før døden med sin istap-hånd/ gør skel imellem støv og ånd”. Netop fordi livet for Grundtvig var en forening af støv (legeme) og ånd, var døden for ham ensbetydende med adskillelsen af de to. Referencen er bibelsk, idet Adam blev givet liv ved at Vorherre blæste en levende ånde ind i hans næse, som det hedder i Christian III’s bibel, den første fuldstændige danske bibeloversættelse fra 1550. Ifølge samme oversættelse beskrives Jesu død som at han ”udgav sin ånd”. I den nugældende bibeloversættelse taler evangelisterne Matthæus og Johannes om, at Jesus ”opgav ånden”, mens han hos Markus og Lukas ”udåndede”.

Dødsannoncer er en interessant kilde til det sprog, som anvendes for livets afslutning. I 1834 indrykkede enkefru Wilhelmine Petersen en annonce i en københavnsk avis: ”At jeg efter min Mands, Slagtermester Niels Petersens dødelige Bortgang, ved Hjælp af duelige Svende vedbliver at drive hans Næringsvei, giver jeg mig herved Frihed at bekjendtgjøre den Afdødes ærede Kunder og Velyndere, samt Enhver, som for Fremtiden ville forunde mig sin Søgning.” Normalt var kvinder på dette tidspunkt afholdt fra selvstændig økonomisk virksomhed, men enker, der fortsatte deres afdøde mands bedrift, var undtagelsen, således også Wihelmine Petersen.

At gå bort er en vending, der understreger, at nogen forlader og at nogen forlades. Men inden for Indre Mission har man set lidt anderledes på den sag. Det kan man se bevidnet i dødsannoncer i Kristeligt Dagblad, der havde og har mange læsere med tilhørsforhold til Indre Mission. ”Gud kaldte i Nat min elskelige Mand, Fuldmægtig Christian Børgesen hjem”, skrev enken Natalie Børgesen i en annonce i 1910. Fuldmægtig Børgesen havde altså ikke taget afsked, men var kommet hjem.

Laura Korch indrykkede den 12. juni 1929 en annonce med ordlyden: ”Herren tog i Gaar min kære Ven Sophie Nissen hjem til sig.” Betegnelsen ’Ven’ – og altså netop ikke ’Veninde’ – var almindelig brugt som hilsen og prædikat blandt medlemmer af Indre Mission. Samme dag skrev Flora Frederiksen i en annonce: ”Min kære Mand Sagfører P. Frederiksen gik i Dag stille hjem til Gud.”

Mellem de to annoncer stod en tredje og for avisen lidt væsensfremmed: ”Min kære Mand, vore Børns elskede Fader, Direktør V. Bergenholz, døde stille og roligt i Dag.” Enken, Anna Bergenholz, meddelte derudover, at bisættelsen fandt sted fra Bispebjerg Krematorium. Både annoncens mere profane ordlyd og den omstændighed, at afdøde skulle kremeres, antyder, at afdøde ikke havde noget kirkeligt tilhørsforhold og i hver fald ikke tilhørte Indre Mission, der dengang foretrak jordbegravelser. Kun dødens stilhed havde direktør Bergenholz til fælles med sagfører Frederiksen.

Forestillingen om døden som hjemkomst, tab eller blot død afspejles også i de følgende årtier f.eks. i Kristeligt Dagblad den 11. juni 1970. Her finder man dødsannoncen for Elna Maibom, hvem Herren har hjemkaldt, annoncen for forhenværende kobbersmed Ole Westergaard-Jørgensen, som enken har mistet, og endelig annoncen for forhenværende kasserer Herman Larsen, der ”er afgået ved døden under en rejse i Tyskland”. Larsen var altså bortrejst, da han døde, men hverken mistet eller kommet hjem.

Dødsannoncer er fortsat en rig kilde til den sproglige og symbolske gengivelse af døden. Den gængse vending i dag er at afdøde er ”sovet ind” eller ”sovet stille ind”. Men ellers er der mindre vægt på hjemrejse eller tab og mere vægt på begivenhedens tidspunkt, idet de fleste dødsannoncer i dag nøjes med at angive fødsels- og dødsdato, sjældnere end før typografisk ledsaget af henholdsvis en asterisk og et kors – nøgternt og måske også tømt for betydning.

(Kristeligt Dagblad 2. nov. 2022)

Efternavnet handler i stigende grad om individet, ikke om slægten

 Kort før jul kunne Kristeligt Dagblad bringe historien om, hvordan stadig færre danskere benytter sig af de traditionelle efternavne som Jensen og Hansen. Det er imidlertid ikke en ny tendens.

Historisk set er et efternavn, der ender på -sen, et såkaldt patronymikon, det vil sige et navn, der er afledt af faderens fornavn. Jens Hansens far hed Hans. Det gjaldt også kvinder. Karen Madsdatter var således datter af Mads. Hvis der var brug for at specificere yderligere for at kende forskel mellem forskellige Jens’er, hvis fædre hed Hans, kunne folk få eller tage et tilnavn efter deres funktion eller tilhørssted. Så kunne man kende forskel på Jens Hansen Møller og Jens Hansen Søndergaard.

Nogle af disse tilnavne kunne blive til slægtsnavne, der blev båret videre ubrudt fra far til søn. De ældste slægtsnavne tilhører den såkaldte uradel, familier som Brahe, Bille, Friis, Juul eller Krabbe, der begyndte at føre slægtsnavn i den sene Middelalder. I 1700- og 1800-tallet blev det stadig mere almindeligt for borgere og bønder også at føre slægtsnavn. Når flere flyttede til byerne, skete det, at folk tog navn efter det sted, de kom fra. Således opstod f.eks. efternavnene Fynbo og Thybo. I militæret brugte man at registrere de meniges navn sammen med hjembyen eller -sognet, og det kunne blive hængende som tilnavn og siden efternavn. Nogle blev lidt prætentiøse og gav sig af med latiniserede navne. Kom man fra Skagen, blev det til Scavenius, og var man smed blev det til Fabricius.

I 1828 forsøgte staten at sætte slægtsnavnet i system. Der blev udstedt en dåbsforordning, der havde til hensigt, at alle børn skulle have et ”Familie- eller Stamnavn, som det i Fremtiden bør bære.” Det holdt hårdt med at få undersåtterne til forlade lokale navneskikke, men efterhånden skete der det, at -sen-navnene ophørte med at være personlige tilnavne og blev slægtsnavne. I slutningen af 1800-tallet var det fast praksis, at børn blev døbt med mindst et fornavn og faderens efternavn, hvis faderen var kendt. Så Maren kom til hedde Hansen, selv om hendes far ikke hed Hans og hun ikke var hans søn. På Island, der dengang hørte under den danske krone, har man dog indtil i dag fastholdt princippet om, at efternavnet dannes som patronymikon.

Det førte imidlertid til det, der dengang blev opfattet som et decideret problem, nemlig at mange mennesker, der ikke var i familie med hinanden, bar det samme efternavn. Fra myndighedernes synspunkt var der tale om et forskelsløst kaos, fordi den ene Maren Hansen ikke var til at skelne fra den anden. På den anden side var der den bekymring, at borgere, der indgav ansøgning om navneændring, ”havde meget ringe Sans for at vælge Navne af virkelig dansk Klang og Form”, som det hed i en bog fra 1902, der var blevet til på Justitsministeriets opfordring. Den rummer cirka 16.000 forslag til slægtsnavne, som folk kunne – og kan – antage, vel at mærke navne, som forfatterne Verner Dahlerup og Joh. Steenstrup selv havde konstrueret med gammel dansk sted- og personnavneskik som matrice. De undgik bl.a. helt bevidst tyskklingende bogstavforbindelser som sch eller tz. I bogen finder man navneforslag som Arnfred, Jarnvig, Jerkel og Skalvig, der har den nødvendige klang af agtværdig ælde. Bogen blev fulgt op af en navnelov i 1904, der gav adgang til at ændre slægtsnavn mod et gebyr på 4 kroner, hvis navnet ikke var taget i forvejen, og det benyttede mange sig af.

Senest ved indførelsen af CPR-nummeret i 1968 ophørte myndighedernes interesse i, at borgerne fik individualiserede navne. Til gengæld har borgerne i dag selv overtaget individualiseringstrangen, således at stadig færre fører de hyppigst forekommende efternavne som f.eks. Hansen eller Møller. Det er dog stadig således i 2022 ifølge Danmarks Statistik, at  233.713 danskere anvender Jensen som efternavn. Og historien har endda slået en knude på sig selv. Navneloven af 2005 åbner for, at børn kan få efternavn efter deres mors eller fars fornavn med tilføjelse af -datter eller -søn.

(Kristeligt Dagblad 4. januar 2023)