Politiske klaner har præget dansk politik

En ordstrid i sidste uge mellem den nye miljøminister, Esben Lunde Larsen (V), og en tidligere miljøminister, Ida Auken (R, tidligere SF), tog sit udgangspunkt i, at Esben Lunde Larsen inddrog Ida Aukens afdøde morbror Svend Auken i en diskussion om Aukenfamiliens holdning til landbruget. Esben Lunde Larsen er selv af landmandsfamilie - en omstændighed, som han omfatter med stolthed og ikke mindst en interesse, der har udsat ham for beskyldninger om at træde habilitetsbestemmelserne temmelig nær.

Ida Aukens mor, medlem af Europa-Parlamentet Margrete Auken, tog til genmæle på sin datters vegne med et udsagn til pressen om, at Esben Lunde Larsen ikke skulle ønske sig en familiefejde.
Familieinteresser og -relationer opfattes ellers som fremmedelementer i vores politiske system. Det skyldes, at en politisk tillidspost erhverves i kraft af folkelig tillid og personlig merit. Et system, hvor magt og indflydelse opnås i kraft af fødsel, kaldes aristokratisk.

Dette princip har vi helt forladt i Danmark, bortset naturligvis fra embedet som statsoverhoved, der indtil videre med en slående succes stadig går i arv. Al anden indflydelse i samfundet fordeles efter enten det demokratiske eller meritokratiske princip. Det vil sige, at hvis man er noget ved musikken, er man enten valgt til det eller man er dygtig til det. Der er intet fuldstændigt sammenfald mellem de to kategorier.

Ikke desto mindre kan man iagttage, hvorledes fremtrædende poster i samfundet synes at være arvelige. Det gælder ikke kun de stillinger, der er betinget af den formue og de besiddelser, der går i arv, sådan som man ser det blandt jordbesiddere og i familieejede virksomheder som Lego og Mærsk. Forbavsende mange advokater og dommere er børn af advokater og dommere. Det samme gælder for eksempel læger og præster. Det er ikke det samme som nepotisme, altså ulovlig favorisering af familiemedlemmer.

Det kan også handle om, at familien kan tjene som forbillede eller inspiration. I politik er der mange eksempler på, at familie betyder noget. Den østrigsk-fødte bodybuilder og skuespiller Arnold Schwarzenegger var antagelig aldrig blevet guvernør i Californien, hvis han ikke havde giftet sig ind i det vigtigste amerikanske politiske dynasti, Kennedy-klanen.

Præsident bliver han aldrig, for i USA gælder det aristokratiske princip, at man skal være født i landet for at blive dets præsident. Hillary Clinton, gift med en tidligere præsident i USA, står stærkt i det kommende præsidentvalg. Til gengæld er Jeb Bush ude, selvom han er både bror og søn til en tidligere præsident.

I Danmark kendes mange eksempler på politiske familier. Lilly Helveg Petersen var teknikborgmester i København, gift med Kresten Helveg Petersen, der var minister i flere omgange. Deres søn Niels blev medlem af Folketinget og ligeledes minister, og hans to sønner Morten og Rasmus har begge siddet i Folketinget, og sidstnævnte har også nået at være minister. Per Stig Møller (K), tidligere udenrigsminister, er søn af Lis og Poul Møller, der begge sammen med Pouls bror, Aksel, var betydningsfulde konservative politikere. I landspolitik går også navne som Christmas-Møller og Ellemann-Jensen igen over flere generationer, foruden naturligvis Auken.

Prisen for mest vedholdende politisk dynasti går dog antagelig nok til klanen Hækkerup. Lars Andersen Hækkerup (1819-1903), husmand fra Vetterslev ved Ringsted, var medlem af den grundlovgivende rigsforsamling 1848-1849 og siden medlem af blandt andet Folketinget.
Hans brors barnebarn var Hans Kristen Hækkerup (1876-1929), socialdemokratisk borgmester i Ringsted og folketingsmedlem, far til Hans, der blev blandt andet justitsminister, og Per, der blev udenrigsminister. Per var gift med Grete, der var medlem af Folketingets præsidium, og deres to sønner, Klaus og Hans, har også gjort landspolitisk karriere. Hans Hækkerups to sønner, Nick og Ole, sidder i Folketinget.

(Kristeligt Dagblad 18. marts 2016)

Et adeligt palæ brød i brand

Det er et af Københavns fine palæer, der brød i brand natten til mandag. Det er også relativt ukendt, vel mest på grund af sin placering i Stormgade, der på dette sted er relativt smal og stærkt trafikeret. Man gør klogt i at rette al sin opmærksomhed mod trafikken, når man færdes her, og så der er ikke stunder til at studere palæets overdådige facade. Det blev opført i 1687. Den sidefløj, som er ramt af branden, kan dateres til 1706. Palæet er blevet ombygget flere gange siden, og har haft skiftende ejere. Her blev Det Kgl. Videnskabernes Selskab grundlagt i 1742, og det husede den første udgave af Zoologisk Museum inden overflytningen til Krystalgade i 1870.
Det brændende baghus set gennem porten i Løngangstræde 21
(eget foto)


Holsteins palæ hører til den gruppe af bygninger fra 1600- og 1700-tallet, som blev opført af den rigeste del af den godsejende adel, der indrettede sig med en bolig i byen som supplement til sædegården. Her kunne man logere standsmæssigt, når man havde ærinde i hovedstaden, hvad enten det var selskabeligt, for at gøre forretning eller i embeds medfør. På den tid var der i øvrigt et betydeligt sammenfald mellem de tre kategorier. Heller ikke i dag er det usædvanligt for en godsejer at have et pied-á-terre i København. Men efter det oplyste er det wedellske palæ på hjørnet af Frederiksholms Kanal og Ny Kongensgade det sidste af de oprindelige palæer i en både adelig og godsejende families eje og brug.

Det mest spektakulære af de adelige palæer er uden tvivl Moltkes Palæ, opført for den sten- og indflydelsesrige A.G. Moltke i 1750erne som et af de fire adelige palæer, der tilsammen udgør Amalienborg, som i dag anvendes af statsoverhovedet og det meste af hendes hus. En stor del af det originale og særdeles kostbare interiør i Moltkes Palæ er bevaret i modsætning til de fleste andre palæer i byen.

I Frederiksstaden, kvarteret omkring Amalienborg, findes flere fine eksempler på adelspalæer, herunder den franske ambassade og Schimmelmanns Palæ eller Odd Fellow Palæet, der blev hærget af en brand i 1992.

Hotel Phoenix i Bredgade er bygget på en grund, hvor der oprindeligt stod et adelspalæ. Den nuværende bygning blev opført i 1847 som hotel, hvor den del af landadelen, der ikke havde eget palæ i byen, gerne indlogerede sig. Her besegledes i oktober 1865 et forlig mellem bønder og godsejere ved en banket, der banede vejen for den gennemsete grundlov året efter. Dermed var grunden lagt for godsejerdominans i dansk politik frem til det såkaldte Systemskifte i 1901, da bønderne i Venstre kunne overtage regeringen. Proletariatet tog sin omhyggelige hævn over denne godsejerhøjborg. Phoenix blev ved Anden Verdenskrigs afslutning hovedsæde for Danmarks Kommunistiske Parti og dets dagblad, Land og Folk. Hotellet blev først genskabt efter Murens fald under sit gamle navn.

De adelige godsejere mistede ikke al betydning i dansk politik efter 1901. Erik Scavenius var faktisk både adelig og godsejer. En vældig interessant skikkelse er Ludvig Holstein-Ledreborg, der i modsætning til de fleste af sine standsfæller var både katolik og venstremand. Han var for en kort, men vigtigt bemærkning konseilspræsident (statsminister) i 1909. Derudover var han tiptipoldebarn af Johan Georg Holstein, der erhvervede palæet i Stormgade i 1726 og dermed gav det navnet. Også Johan Georg og hans søn Johan Ludvig udfyldte funktionen som premier- eller statsminister på samme måde som medlemmer af familien Moltke i øvrig også har tjent både enevældige og konstitutionelle konger i ledende stillinger.

(Kristeligt Dagblad 16. marts 2016. Om palæet kan man bl.a. læse i København - før nu og aldrig, bd. 2, s. 291-292)