Trykkefriheden møder nye udfordringer

Det hedder i Grundlovens § 77, at enhver, ”er berettiget til på tryk, i skrift og tale at offentliggøre sine tanker, dog under ansvar for domstolene. Censur og andre forebyggende forholdsregler kan ingensinde på ny indføres.”

Paragraffen, der er uforandret siden 1849, afskaffede altså ikke censuren, men forbød dens genindførelse. Det hænger sammen med, at den trykkefrihed, der blev indført af Struensee 1770-72 aldrig formelt blev afskaffet, blot indskrænket, mest systematisk ved en forordning af 1799, der tildelte dødsstraf til den, der ”i noget ved Trykken udgivet Skrift”, tilskynder til forandring i regeringsformen eller til ”eller til Opstand imod Kongen”.

Trykkefrihedsforordningen rummede også en paragraf om religionsfornægtelse. Det var først og fremmest et hensyn til den luthersk-evangeliske tros forrang, men kongen ønskede også at beskytte ”ethvert andet Religions-Samfund, som taales i Hans Riger”, det vil sige katolikker, jøder og calvinister, så hvis nogen ”søger at forarge saadanne Menigheder, ved at drive Spot med deres Troesbekiendelse eller Religion, skal den Skyldige, naar det paaklages, straffes med Fængsel paa Vand og Brød, fra 4 til 14 Dage.”

Regeringen slog i første halvdel af 1800-tallet gentagne gange ned på den såkaldte skrivefrækhed. Det kunne den imidlertid ikke gøre vilkårligt, fordi den var bundet af loven. Derfor måtte trykkefrihedssager føres ved domstolene. I de ca. 100 sager, der blev ført i de første 40 år efter Trykkefrihedsforordningen, skete der frifindelse i hver femte. Ganske få sager førte til landsforvisning eller fængselsstraf, mens de fleste dømte slap med en bøde. Med dommen fulgte også et pålæg om, at den dømte skulle underlægges individuel forhåndscensur, således at han intet måtte offentliggøre uden tilladelse af myndighederne. Kun i den berømte sag mod dr. Dampe og smedemester Jørgensen i 1820-21 blev der afsagt dødsdom, men den blev af kongen selv konverteret til livstid i fængsel.

Junigrundloven ændrede ikke det grundlæggende princip, at der er grænser for trykkefriheden. Nu blev det imidlertid specificeret, at det var de nu uafhængige domstole og ikke regeringen, der satte grænsen. Det princip har været gældende siden, hvis man ser bort fra Besættelsestiden, da censur var genindført.
I praksis betyder det, at ytringsfriheden er begrænset af lovgivningen, f.eks. bestemmelser om injurier, privatlivets ukrænkelighed, ophavsrettigheder, rigets sikkerhed eller tavshedspligt. I teorien kan man også straffes for at drive spot med religionen, men sidst der faldt dom for blasfemi var i 1946. Siden 1969 har det ikke været muligt at straffe for pornografi, dog med visse undtagelser.

Pressen har helt frem til 1960erne været forbundet til den politiske magt. De fleste dagblade var knyttet til et politisk parti som dets talerør. Med Ungdomsoprøret blev kravet om pressens ubetingede uafhængighed af magten for alvor gjort gældende. Dette krav var begrundet i en især venstreorienteret samfundskritik. Den uafhængige journalist blev til civilsamfundets helt. At ”drive Spot” med religionen og det etablerede system blev et ideal i sig selv.

Frigørelsen af især den skrevne presse fra magten blev fuldbyrdet, og således er trykkefriheden, forstået som en garanti mod myndighedernes indgriben i det redaktionelle arbejde, sikret. Imidlertid står pressen i dag over for et pres fra privatpersoner og organisationer, der vil have indflydelse på, hvad der trykkes. Nogle af dem er parate til at gribe til vold for at få deres vilje igennem, og så står myndighederne i den historisk set nye situation, at de igen må gribe aktivt ind, men nu for at beskytte pressens frihed.

(Kristeligt Dagblad 30. september 2015. Anledningen til denne klumme var ti-året for offentliggørelsen af Muhammed-tegningerne i Jyllands-Posten)



Nikolaj Ifversen havde i avisen den 6. okt. følgende replik:

En ikke ganske betydningsløs fejl begår Jes Fabricius Møller i sin lille artikel om Grundlovens ytringsfrihedsparagraf i Kristeligt Dagblad den 30. september.


Denne paragraf har ikke stået uændret siden 1849, som han skriver. Talefrihed blev først knæsat med Grundloven af 1953 - altså 104 år senere. At for eksempel den politiske taler ikke havde en grundlovssikret ytringsfrihed netop som taler, havde i sidste halvdel af 1800-tallet til tider alvorlige konsekvenser for politiske aktivister.



Jeg svarede den 8. okt.:

Nikolaj Ifversen har fuldstændig ret i sin kommentar til mig, når han påpeger, at Grundlovens paragraf om ytringsfriheden ikke har stået uændret siden 1849.


Min tanke, da jeg skrev det, var, at ansvaret for domstolene har bestået siden da, men Ifversen gør den nødvendige tilføjelse, at mens ytringsfriheden i 1849 udtrykkeligt kun gjaldt ytringer på tryk, gælder denne frihed i dag udtrykkeligt ytringer både på skrift og i tale. Jeg beklager fejlen.


Imidlertid tilføjer Ifversen, at så mange talere måtte betale en pris i slutningen af 1800-tallet, fordi de ikke var omfattet af den frihed, der gjaldt skribenter. Det er nu ikke helt så ligetil at finde eksempler på dette, og under alle omstændigheder gjaldt det, at straffen blev udmålt af domstolene.
Oppositionspolitikere som Louis Pio og Chresten Berg fik begge fængselsstraffe, men det var ikke for noget, de sagde, men for noget, de gjorde.


Det gør ikke dommene over dem mindre politiske eller mere retfærdige, men sagerne havde næppe fået et andet udfald, hvis Grundloven havde haft sin nuværende ordlyd.

Da Kaj Munk ikke fik embedet som dansk præst i Berlin

I 1931 stod embedet som dansk præst i Berlin vakant, og en ansøger roste sig af at stå ”uden for Partierne”, idet han beskrev sin egen opvækst som præget af en lærer, der ”var hasarderet Grundtvigianer” og en præst, der var ”Missionsmand om en Hals”. ”Ved saaledes baade i Barndom og Ungdom at udsætte mig for krads Dobbeltvirkning har Herren bevaret mig fra det afstumpede og fordummende,” mente ansøgeren, der med denne udmelding antagelig forsøgte at positionere sig selv som spiselig for alle fløje. Ansøgeren fik ikke stillingen. Han forblev i det embede, han havde som sognepræst i Vedersø i Vestjylland. Hans navn var Kaj Harald Leininger Munk.

Siden Berlin var vokset til som preussisk og især rigstysk hovedstad i det 19. århundrede, havde mange danske søgte dertil som håndværkere, handelsfolk eller studerende. Et skandinavisk KFUM blev stiftet i 1889, og efter at svenskerne i byen havde fået egen præst i 1902 og nordmændene i 1905 havde der været flere tilløb til at skaffe de danske i Berlin en fast gejstlig betjening. I 1912, da der var 2300 registrerede danskere i byen, blev Bent Lindhardt ansat som præst direkte under Kultusministeriet, som ministeriet for kirke- og undervisningsvæsen hed dengang. Formand for repræsentantskabet blev den danske gesandt i byen, grev Carl Moltke. ”Kundskabsrig, arbejdsivrig og forhandlingsdygtig varetog han med megen Dygtighed og Koncilians danske Interesser i de vanskelige Aar,” som det hed om ham. Lindhardt var præst i Berlin i ti år. Han blev siden kendt som forfatter til flere opbyggelige romaner udgivet på Lohses Forlag.

De første 16 år holdt menigheden til i lokaler Neuenburger Straße 3. Da Dansk Kirke i Udlandet (Nu Danske Sømands- og Udlandskirker) blev stiftet i 1919, blev menigheden i Berlin knyttet hertil som den første. I 1928 kunne menigheden tage sin egen kirkebygning i brug i Königgrätzer Straße (nu Stresemannstraße). Kirken blev opkaldt efter Christian X. Bygningen kunne restaureres efter krigens voldsomme bombardementer, men blev eksproprieret i 1965. Menigheden erhvervede ruinerne af det svenske plejehjem i Brienner Straße (udtales i tre stavelser bri-en-ner) nr. 12 og opførte i 1967 her en helt ny kirke med menighedslokaler, præstebolig og klubværelser, hvor mangen en dansk udvekslingsstudent har lejet sig ind, herunder denne klummenist, der læste historie på Berlins Freie Universität et semester i 1989. Kirken er i øvrigt genbo til Tysklands ældste, eksisterende moské.

Da Lindhardt afløser, Hedegaard, skulle erstattes i 1931, blev Kaj Munk som nævnt fravalgt. Helge Blauenfeldt ansat. Hans kone, Lis, var ligeledes teolog og blev mange år senere ordineret og hører derfor til den første snes af kvindelige præster. Parrets hjem i Berlin blev mødested for tyske teologer, der var i opposition til nazismen.

Og hvorfor fik Kaj Munk så ikke stillingen? Han diskvalificerede antagelig sig selv, da han åbent bekendte, at han ville til Berlin for at kunne gå i teatret. Han afsluttede sin ansøgning med disse for ham så karakteristiske, distancerede og antagelig stadig meget ærlige ord: ”Hvad jeg vil i Berlin efter? For at se god Komedie. Thi den har en meget stor Stjerne hos mig og findes ikke hersteds. Og Præstegerningen dernede – ja, skulde jeg virkelig blive sendt af Sted til den, vil jeg tro mig kaldet til den ikke blot af Dem, men af Gud. Og i hans Navn vil jeg saa spytte i Næverne og tage fat. Deres ærbødige K.H.L. Munk.”

(Kristeligt Dagblad 29. sep. 2015. Redaktionen valgte en anden overskrift. Anledningen til denne klumme var en tidehvervsk præst, som blev vraget som ansøger til embedet i Berlin og derefter førte sin sag i medierne. Historien om kirken og Kaj Munks ansøgning kan læses i Eskild Rousing Kraglund (red.) Vor Kirke i Berlin, forlaget Didymos 1987.)

Da danske læger nægtede at hjælpe flygtninge

I de tidlige måneder af 1945 var millioner af mennesker på flugt fra krigen på Østfronten. Fra slutningen af februar 1945 modtog Danmark ca. en kvart million af dem. Af dem døde ca. 13.000 i 1945, heraf godt 7500 børn under 15 år. Denne del af historien var om ikke glemt, så dog stort set negligeret indtil Kirsten Lylloff, der selv er læge, i 1999 skrev en opsigtsvækkende artikel i Historisk Tidsskrift om spørgsmålet.

De tyske flygtninge var indtil 5. maj 1945 besættelsesmagtens ansvar. De tyske myndigheder indså dog hurtigt, at de slet ikke havde kapacitet til at tage sig af de tusindvis af udhungrede, forkomne og syge flygtninge. Den tyske rigsbefuldmægtigede Best henvendte sig derfor til Udenrigsministeriets direktør Niels Svenningsen og bad om hjælp. Svenningsen bragte fra begyndelsen den tanke på bane, at tyskerne som modydelse skulle frigive danskere i tysk fangenskab. Formanden for Den almindelige danske Lægeforening, Mogens Fenger, udelukkede ikke organiseret dansk lægehjælp til de tyske flygtninge, men mente som Svenningsen, at den måtte besvares med lempeligere vilkår for danskere i tysk fangenskab.

Den generelle danske modvilje mod at hjælpe tyskerne med at tage hånd om flygtningene blev forstærket af samtidige begivenheder. Endnu i februar måned deporterede den tyske besættelsesmagt danske fanger til Tyskland. Den 20. februar var fire tilfældige læger på Odense Sygehus blevet myrdet som tysk modsvar til danske sabotageaktioner. ”Den Haand, der myrder den ene Dag, kan ikke den næste strækkes frem i en bedende Gestus,“ som det hed i den danske udsendelse fra BBC nogle dage senere.

I begyndelsen af marts var Werner Best parat til at give efter for Svenningsens krav, mener den tyske historiker Michael Schultheiss. Samtidig tog evakueringen af skandinaviske fanger fra Tyskland med De hvide Busser for alvor fart. Forhandlingerne om hjælp til flygtningene bar imidlertid ikke frugt. Afgørende for denne stilstand var det, at ingen af parterne tilsyneladende inddrog børnene i forhandlingerne. Deres nød var endnu ikke gået op for dem.

Det var også som om den oprindelige kobling mellem fangefrigivelse og lægehjælp var blevet glemt, selv om tyskerne faktisk levede op til deres del af den formodede aftale. Den 25. marts udløb et foreløbigt tilsagn om medicinsk nødhjælp til flygtningene, og lægeforeningen besluttede – mod Fengers vilje – at al organiseret dansk lægehjælp til flygtningene skulle ophøre. Dansk Røde Kors afviste også at hjælpe med henvisning til folkestemningen.

Flygtningestrømmen øgedes i de følgende uger, og frem til den 5. maj døde i alt 4132 flygtningebørn i Danmark. Frem til slutningen af juni døde yderligere 2408 børn. Herefter faldt dødeligheden markant, selv om den stadig var høj. I andet halvår 1945 døde 1206 flygtningebørn. Flygtningene havde fået mere ordnede forhold, men stadig uden dansk lægehjælp. Kun tysk sundhedspersonale måtte virke i lejrene.

Hvor mange af dødsfaldene der skyldtes danske lægers afvisning af at hjælpe flygtningene, er vanskeligt at afgøre. Det må komme an på en sammenligning med en tilsvarende gruppe flygtninge med adgang til lægehjælp, f.eks. i Schleswig-Holstein, der samtidig modtog op imod en million flygtninge østfra. Den sammenligning er så vidt vides ikke draget endnu. Under alle omstændigheder tjener ugerne fra den 25. marts til befrielsen den 5. maj 1945 ikke den danske lægestand til ære. Det kan i den sammenhæng kun være lægerne en ringe trøst, at de var i fuld overensstemmelse med Frihedsrådet og den danske opinion, der opfattede flygtningene som endnu en besættelsesmagt, der kun fortjente samme foragt som den, der var ankommet i 1940.

(Kristeligt Dagblad, 8. september 2015.