En tradition bliver til over tid

Modtagelsen af Dronningens nytårstale kan godt give det indtryk, at Hendes Majestæt med omtalen af de syriske flygtninge har overskredet en grænse for det tilladelige, fordi hun hermed leverede et politisk budskab eller tog stilling i en verserende politisk konflikt mellem regering og opposition på førstnævntes side.

Det står ikke nedskrevet nogen steder – heller ikke i Grundloven, som mange synes at tro – at Dronningen skal være apolitisk. Regentens stilling til det politiske er en praksis, der langsomt har udviklet sig i løbet af det 20. århundrede, og denne praksis fandt i virkeligheden først sit nuværende leje et stykke inde i Frederik IX’s embedstid. Dens første princip er politisk neutralitet. Dens andet princip er loyalitet mod den siddende regering.

Denne udvikling afspejler sig også i regentens nytårstaler. Nogle af de tidligste kendte taler stammer fra Frederik VIII’s dage, da kongen endnu blev regnet som en selvstændig aktør. En mere fast form fik talen under Christian X, og den blev en egentlig national institution efter den første radiotransmission ved årsskiftet 1940-1941. Christian X havde en delvist uafhængig dagsorden under besættelsen, men i netop nytårstalerne slog det klart igennem, at Statsministeriet var medforfatter til teksten. Det blev tydeligere under Frederik IX, der jævnligt tog fat på temaer fra den indenrigspolitiske og især den udenrigspolitiske dagsorden. Kongen understregede gang på gang behovet for at indgå i et internationalt samarbejde i Europa, FN, NATO og Norden.
Den indvandring til Danmark, der var begyndt at tage fart ved Margrethe II’s tiltrædelse, blev hurtigt genstand for hendes nytårstaler. I 1976 gik hendes nytårsønsker til ”de mange, der har fundet hertil, men for hvem Danmark er et fremmed land, gid også de må føle, at de er en del af det danske samfund.” Siden dengang har de danskes forhold til det fremmede været et ofte gentaget tema i nytårstalerne. Berømtest er ordene fra 1984 om de ”dumsmarte bemærkninger”, en vending som Dronningen dog selv sidenhen har lagt afstand til. I 2006 talte Dronningen som så ofte før varmt om de værdier, som det danske samfund bygger på, og ramte med sine ord lige ned i den dagsorden, som var sat at karikaturkrisen samme år.
2007 rettede Dronningen en hilsen ”til alle de mange, som gennem den seneste menneskealder har slået sig ned i Danmark. Jeg ønsker for dem alle, at hvert nyt år, de oplever her blandt os, trods alle vanskeligheder, må bringe dem videre, så at de kan se sig selv og deres efterkommere som en del af det danske samfund.”

Andre temaer fra den aktuelle politiske dagsorden har også fundet vej til nytårstalerne. Det gælder f.eks. kommunalreformen i 2005, og i 2011 opfordrede Dronningen til, at unge mennesker skulle udvise større fleksibilitet og mobilitet for at blive uddannet og finde beskæftigelse.

Som alle andre af Dronningens embedshandlinger holdes nytårstalen ifølge statsforfatningsskikken i overensstemmelse med princippet om ministeriet kontrasignatur. Det vil sige, at ordlyden er godkendt i Statsministeriet. Dronningens personlige præg på talen er umiskendeligt, især i sprogdragten, men den er altid blevet holdt på grænsen til det politiske, det vil sige tæt på det aktuelle og vedkommende. Alternativet ville være en tale af lutter tomme ligegyldigheder.
(Kristeligt Dagblad 7. januar 2015)