Norden

Nordiske regeringsledere var i mandags samlet i Oslo for at diskutere blandt andet grøn omstilling og forsvar. Men hvad har de nordiske lande egentlig til fælles?

Uffe Østergård har engang defineret Norden som et fællesskab bestående af fem undtagelser. Det udtrykker i kort form det forhold, at der eksisterer en forestilling om en stærk nordisk samhørighed, både politisk og kulturelt, men at denne samhørighed ikke er afspejlet i den måde landene tager del i overnationalt samarbejde. Danmark er endnu en stund det eneste af de nordiske lande, der er medlem af både EU og NATO. Hvis man altså ser bort fra Grønland og Færøerne, der ikke er medlemmer af EU. Norge er stærkt integreret i NATO, men kun i kraft af EØS associeret med EU. Sverige er medlem af EU, men ikke af det monetære samarbejde og heller ikke af NATO. Island er medlem af NATO, men ikke af EU. Finland er ikke medlem af NATO, men både af EU og EU’s monetære union.

Hvis man ser bort fra senmiddelalderens såkaldte Kalmarunion, som de øvrige nordiske lande i dag mestendels forbinder med dansk magtpolitik, er forestillingen om Norden som et politisk og kulturelt fællesskab en idé, der begyndte at fæste rod i 1830erne. Med tiden fik denne idé betegnelsen skandinavisme. Skandinavismen er i tidligere tiders historieskrivning gerne blevet afskrevet som tom studenteridealisme, men i de seneste år har forskere som bl.a. Ruth Hemstad og Morten Ottesen i Norge og Rasmus Glenthøj i Danmark peget på de betydelige ideologiske og politiske realiteter i bevægelsen. Vi var antagelig meget tættere på en nordisk eller skandinavisk union i begyndelsen af 1860erne, end de fleste historikere har været klar over. Til syvende og sidst var det dog de sikkerhedspolitiske realiteter, der skilte landene. Svenskerne ønskede ikke at udkæmpe danskernes krig i 1864.

Op til Første Verdenskrigs udbrud samledes Danmark, Norge og Sverige om en fælles neutralitet, der dog ikke havde det væbnede forbunds styrke. Verdenskrigen førte til både finsk og islandsk selvstændighed fra henholdsvis Rusland og Danmark, for sidstnævntes vedkommende dog i en personalunion, der varede i godt 25 år. Med Slesvigs deling i 1920 kan man sige, at det nuværende Norden blev genkendeligt på et landkort. 

Men stadig var forholdene defineret af sikkerhedspolitikken. I 1930erne nærmest tryglede statsminister Stauning om især svenske og britiske garantier for dansk suverænitet, men det skulle hverken briterne eller svenskerne nyde noget af. Til gengæld strømmede danske frivillige til Finland under Vinterkrigen i 1939-40, da russerne angreb. Tyskerne besatte betrygget af en ikke-angrebspagt med Sovjetunionen Danmark og Norge i april 1940, mens Sverige måtte gøre væsentlige indrømmelser til Tyskland for at bevare sin neutralitet, og Finland allierede sig med Tyskland i kampen mod Sovjetunionen. 

Efter krigen forsøgte man at udmønte den nordiske solidaritet i et nordisk forsvarsforbund, der imidlertid faldt på især norske og svenske interessemodsætninger. Danmark, Norge og Island blev medlemmer af NATO, mens Sverige og Finland forblev alliancefrie.

På trods af de sikkerhedspolitiske meningsforskelle blev der under Den kolde Krig udviklet et omfattende nordisk samarbejde, der indebar bl.a. pasfrihed, arbejdskraftens og den studerende ungdoms fri bevægelighed, årtier før det samme kunne indføres i EF/EU.

Efter Murens fald søgte Finland den højeste mulige grad af integration i EU under iagttagelse af en streng, men særdeles væbnet neutralitet. Sverige har bevaret samme neutralitet, men har som både Danmark og Norge også høstet af den såkaldte fredsdividende. Sverige har også beholdt sin valuta. Det har medført det interessante forhold, at den skandinaviske møntunion, der i 1875 indførte kroner og øre som fælles valuta i Danmark og Sverige-Norge, stadig er i live for så vidt alle tre lande stadig bruger denne betegnelse for deres penge, om end der ikke længere er tale om nogen fælles fastkurspolitik.

Udviklingen i Ukraine i det seneste halve år har imidlertid ført til, at der oven på dette økonomiske og kulturelle lag af nordisk samarbejde har vist sig muligheden for – ja, nødvendigheden af et udvidet militært samarbejde. Og så er der udsigt til den historisk enestående situation, at alle nordiske lande for første gang kan komme til at tilhøre samme forsvarsunion, når Sverige og Finland bliver optaget i NATO.

(Kristeligt Dagblad 17. aug. 2022. Avisen rubrik var længere)

Skolepolitik har altid været en kamp om værdier

Medlem af Borgerrepræsentationen i København, Laura Rosenvinge (S), har i anledning af diskussionen om seksualundervisningen i skolen udtalt, at denne er for vigtig til at blive overladt til forældrene. I det konkrete tilfælde handler det om, at det undervisningsmateriale, der anvendes til den undervisning, som Rosenvinge taler om, er blevet holdt hemmeligt, så hverken offentligheden eller forældrene har haft mulighed for at få indblik i, hvad børnene undervises i.

For at forstå skolernes nuværende forpligtelser, når det handler om børnenes opdragelse, kan det lønne sig at kaste et historisk blik på opdragelsens historie og dermed også på forholdet mellem opdragelse og undervisning.

I den enevældige danske stat gjaldt det som hovedprincip, at dåb og oplæring i den luthersk-evangeliske tro var forudsætning for at kunne regnes som myndig.

I 1736 blev der indført en obligatorisk eksamen for " den tilvoxende Ungdom", der skulle sikre, at de havde forstået et vist minimum af, hvad det ville sige at være rettroende kristen og dermed et ordentligt menneske, nemlig konfirmationen.

Ved skolelovene i 1814 blev skolevæsenets ordning og finansiering sat noget bedre i system, men i princippet var det stadig skolens opgave " ved Børnenes Underviisning at danne dem til gode og retskafne Mennesker i Overensstemmelse med den evangelisk-christelige Lære", og den syvårige skolegang afsluttedes stadig med konfirmationen, ved hvilken barnet ophørte med at være " uopdraget".

Det ændrede sig med Grundloven af 5. juni 1849. Trosfriheden betød, at staten ikke længere kunne opretholde et religiøst defineret opdragelsesmonopol. Det kunne man have løst ved at gøre almueskolen konfessionsløs, men den mulighed kom slet ikke på tale. Samtidig blev det i Junigrundloven fastslået som en af de borgerlige rettigheder, at de "Børn, hvis Forældre ikke have Evne til at sørge for deres Oplærelse, ville erholde fri Underviisning i Almueskolen."

Børnenes undervisning og opdragelse er altså i udgangspunktet forældrenes ansvar, et ansvar som kan delegeres til den offentlige skole. Dette princip er i en revideret form optaget i den nugældende grundlov som paragraf 76.

Problemet med de anderledes troendes børns opdragelse blev løst med den såkaldte friskolelov af 1855, der gjorde det muligt at oprette skoler med et andet bekendelsesgrundlag end folkekirkens. Denne mulighed førte i første omgang til oprettelsen af katolske skoler.

Siden blev muligheden især benyttet af grundtvigianere og i de seneste årtier også af blandt andre muslimer. Det vil altså sige, at selvom religionsfriheden i princippet satte skel mellem undervisning og opdragelse, forblev skolerne konfessionelle og dermed både oplysende og religiøst opdragende.

Den religiøst forkyndende undervisning i folkeskolen blev først afskaffet i 1975, men det betød ikke, at skolen ophørte med at være normativt defineret.

Skolepolitik er også i dag en kamp om de værdier, der skal gælde for det samfund, som børnene skal overtage en dag. Derfor vil både folkeskolen og friskolerne altid have de politikeres opmærksomhed, som ønsker at forme fremtiden. I den aktuelle situation er det en interesseorganisation, Normstormerne, som søger indflydelse på seksualundervisningen i folkeskolen, men i lang tid uden at forældrene kunne få indsigt i, hvad de lærer børnene.

Nu er materialet blevet offentliggjort - dog ikke med Normstormernes hjælp - og det konkrete problem om aktindsigt kunne man nok overlade til juristerne at løse, men man kan da pege på, at alle folkeskoler i overensstemmelse med princippet om forældres ansvar for børnenes opdragelse og undervisning har bestyrelser med forældrerepræsentation. Til disse bestyrelsers ansvar hører ifølge Undervisningsministeriet at godkende - og dermed få indsigt i - skolens undervisningsmidler.

(Kristeligt Dagblad den 10. august 2022. Enkelte formuleringer er ændret af avisens redaktion.)