Den instituionelle hukommelses betydning

Kulturministerens valg af ny rigsarkivar har vakt en del opsigt blandt historikere. Det er første gang i langt over hundrede år, at stillingen er blevet besat med en ikke-historiker. Ministerens valg faldt på cand.scient.pol. Anne-Sofie Jensen, der kommer fra en stilling som vicedirektør i Styrelsen for Dataforsyning og Effektivisering. Dermed får Danmark også sin første kvindelige rigsarkivar nogensinde. 

Indtil nu er rigsarkivarembedet typisk blevet besat med velmeriterede og fremtrædende historikere, og det har uden undtagelse været en slutstilling. Det er vist ikke en fornærmelse mod nogen at sige, at Anne-Sofie Jensen ikke er nogen fremtrædende historiker, og hun vil antagelig sin alder taget i betragtning efter en rum tid søge at udnytte sin erhvervede ledelseserfaring til at søge højere embeder.

Til gengæld har hun bevisligt omfattende erfaring inden for ledelse i det offentlige og er dermed et typisk eksempel på en tendens. Den kaldes gerne djøficering, fordi ledere ofte er medlemmer af juristerne og økonomernes fagforbund, DJØF. Men det er sådan set en uretfærdighed mod de gode jurister og økonomer, for det er hverken den juridiske eller økonomiske faglighed, der er problemet. Ja, nogle af de allerstørste skandaler i det offentlige og den private sektor i de seneste år skyldes antagelig fraværet af en egentlig juridisk og økonomisk faglighed.

Man kan med større rimelighed identificere fænomenet som horisontal rekruttering. Før i tiden var den almindeligste karrierevej på arbejdsmarkedet, at man begyndte på gulvet i en virksomhed eller institution og arbejdede sig opad med flid og evner. Det var en vertikal bevægelse. Det er i dag slet ikke så sjældent, som de fleste tror, at ansatte har tilbragt et helt arbejdsliv på den samme arbejdsplads. Men det er typisk dem, der ikke har bevæget sig opad i systemet. Hvis man i dag pensioneres fra en ledende stilling, hører det til de absolutte undtagelser, at karrieren begyndte på samme arbejdsplads.
Ledere rekrutteres i dag i høj grad på baggrund af deres ledelseserfaring, og i tilsvarende grad bliver ledelseskvalifikationer en del af lederes faglige identitet. Selv i traditionelle, vertikale organisationer som Folkekirken og Forsvaret, hvor ingen bliver biskop eller general uden først at have været sognepræst eller rekrut, bliver kravet om ledelesesfaglighed tydeligere.

Der kan siges meget godt om, at ledelse i sig selv professionaliseres, fordi det øger opmærksomheden på, at der er gode og dårlige måder at styre en organisation på. Men denne udvikling har også sin pris.
For det første fjerner det opmærksomheden på det, som er en given organisations eller virksomheds formål. Populært sagt: Hvis man ansætter en hammer, begynder alle problemer at ligne et søm. Hvis direktøren for et sygehus er en økonom, vil formålet med sygehuset have en tendens til at ligne et økonomisk facit. Hvis direktøren er en mediciner, vil der med større sandsynlighed blive navigeret efter lægeløftets pejlemærke.

Hvis lederens faglighed er ledelse i sig selv, vil lederens opmærksomhed være rettet mod ledelsesstrukturen snarere end opgaveløsningen. Det har været kritikken mod den norske rigsarkivar, der har skabt et meget klart organisationsdiagram med en tydelig arbejdsdeling mellem alle underdirektørerne, mens bunkerne af dokumenter, der mangler at blive arkiveret, vokser.

For det andet skaber det en kløft mellem ledelse og personale. Hvis generalen selv har været rekrut engang, vil han have en forståelse for, hvad en given ordre betyder for dem nederst i organisationen. Tilsvarende vil enhver menig soldat have en tillid til ledelsen, fordi ordren udstedes af nogen, der selv engang har modtaget ordrer af samme karakter.
For det tredje undergraver den horisontale rekruttering den institutionelle hukommelse. Hvis kontorchefen selv engang har været fuldmægtig i et tilsvarende kontor, vil der i organisationen oparbejdes en konkret og værdifuld pulje af erfaring for at identificere genveje, fejlkilder, faldgruber, forbindelser, løsninger osv. Hvis tilstrækkeligt mange ansatte forlader eller afskediges fra skattevæsenet, vil staten ikke længere være i stand til at inddrive skat på et sagligt og retfærdigt grundlag.

Man skal aldrig afvise kvaliteten af et frisk syn på tingene. Klods Hans nåede langt ved at improvisere. Men det er i realiteten typer som hans to brødre, der holder samfundet gående, fordi de kan huske.

(Kristeligt Dagblad 27. okt. 2018)