Historien om den danske utopi

Henning Fonsmark: Historien om den danske utopi - Et idépolitisk essay om danskernes velfærdsdemokrati, Gyldendal 1990

Redaktør Henning Fonsmark (1926-2006) brød i 1990 det luftherredømme, som venstrefløjen havde besiddet i den offentlige debat siden 1968. Det var ikke fordi venstrefløjen havde savnet modstand eller modvægt i 1970erne. Mogens Glistrup havde både begavelsen og mandater nok i Folketinget til at drage offentlighedens opmærksomhed mod sine synspunkter, men han havde ikke evnen til at omsætte vælgeropbakning og medieopmærksomhed til indflydelse med nær samme behændighed som Erhard Jakobsen. Hvis nutidens veletablerede nationalkonservatisme ønskede at søge et forbillede i 1970erne, skulle det findes hos Centrumdemokraterne snarere end Fremskridtspartiet.

Det var heller ikke fordi venstrefløjen kunne regne med at udgøre flertallet i enhver forsamling, politisk eller anden. Der var f.eks. aldrig noget flertal af venstreorienterede professorer på universitetets store, humanistiske fag. Venstrefløjssynspunkter optrådte bare med en selvbevidsthed, der gjorde dem til det selvfølgelige udgangspunkt for enhver debat. Det er meget sigende, som Nils Gunder Hansen gør opmærksom på i sin bog om den danske idédebat i perioden 1940-2010, at Niels I. Meyers, Villy Sørensens og K. Helveg Petersens debatbog fra 1978, Oprør fra midten, kunne forstå sig selv som udgået fra en midte. Den repræsenterer i den økonomiske politik synspunkter, der i dag antagelig kun ville vinde gehør hos Enhedslisten og den ikke-regeringsduelige del af SF.

Da Fonsmarks bog udkom i 1990, havde den såkaldte højredrejning i europæisk politik et årti på bagen. Muren var faldet, og Schlüter havde udryddet halvfjerdsernes sværmeri for økonomisk demokrati og borgerløn. Folk som Søren Krarup og Bertel Haarder havde for længst markeret sig med konservative og liberale synspunkter. Men Fonsmarks bog udgjorde alligevel et tidehverv i den offentlige debat, fordi den havde held med at blive taget alvorligt som intellektuelt og idépolitisk manifest, og den har været pligtlæsning for enhver borgerlig debattør lige siden. Det skyldes ikke mindst, at den er velargumenteret, veldokumenteret og ikke mindst velskrevet.

Bogen var ikke først og fremmest et opgør med halvfjerdsernes teoretiske eller revolutionære marxister. De var ikke særligt væsentlige for Fonsmarks pointe. Det var midten og ikke fløjene i dansk politik, der var genstand for hans opmærksomhed. Bogen fortsatte endda på sin vis venstrefløjens tradition for kritik, men var først og fremmest en kritik af den utopisme, der med udgangspunkt i venstrefløjen ifølge Fonsmark havde grebet den brede midte i dansk politik. Hovedargumentet blev taget fra en anden afgørende debatbog fra 1973, Den herskende klasse af Jørgen S. Dich (1901-1975), der havde været ledende embedsmand under opbygningen af den tidlige velfærdsstat fra 1930erne til 1950erne.

Dich vendte sig mod sin egen fortid og pegede på, at velfærdsstaten gik svanger med sin egen undergang. Tidens marxister så fejl, mente Dich, når de identificerede kapitalisterne som den herskende klasse. Den egentlige styrende elite var bureaukraterne, specialisterne, socialrådgiverne og alle de andre offentlige ansatte, der udgjorde et stadigt voksende aristokrati, og for denne vækst var der ingen grænser.

Fonsmark udviklede denne pointe ved en historisk gennemgang af den danske samfundsdebat. Han så i 1940ernes demokratidebat kimen til efterkrigstidens stærkt voksende offentlige sektor. Demokratiet var gået sejrrigt ud af krigen, men spørgsmålet havde nu været, hvad man skulle forstå ved demokrati? Fonsmark pegede på, at det var blevet et fremherskende synspunkt i efterkrigstiden, at demokrati ikke blot var en metode til at fordele politisk indflydelse og magt, men at demokratiet for at fungere tillige skulle være økonomisk og kulturelt. Det var den ideologiske baggrund for udviklingen af velfærdsstaten. Partiet Venstre gjorde endnu i 1950erne liberale ophævelser, men accepterede sammen med de konservative i løbet af 1960erne ideen om den store omfordeling af økonomiske midler via skatten gennem staten. Den endelige sejr for denne model blev paradoksalt nok vundet ved jordskredsvalget i 1973, idet det fældede "den endelige dom over den mulighed, at et folkeligt alternativ nogen sinde kunne fungere politisk som det advarselssignal, der ville blive taget alvorligt og dermed bidrage til at justere den rådende utopi. Det var og blev nu kun økonomien – d.v.s. sammenbruddet eller pres fra EF-markedet – der kunne skænke virkeligheden en politisk chance i det folkestyrede Danmark. Ideerne bag projektet var uanfægtede og uanfægtelige."

En af de blivende erkendelser fra Fonsmarks bog er netop, at velfærdsstatsideen er blevet så dominerende, at intet politisk parti har råd til at gøre op med den. Det blev endelig bekræftet ved det såkaldte systemskifte i 2001, da en borgerlig regering satte en ære i at bevare og endda udbygge den offentlige sektor.

Fonsmark havde selv gennemlevet den tid, han beskrev, og han havde selv været en del af den idépolitiske debat, som han analyserede, bl.a. som redaktør af det toneangivende tidsskrift Perspektiv, der var indirekte finansieret af CIA. Men selv om han var part i sagen, er det vanskeligt at ignorere kvaliteten i hans historiske analyse. Uanfægtet står den naturligvis ikke. For det første hælder den nyeste forskning til det synspunkt, at velfærdsstaten ikke var en funktion af et ideologisk eller utopisk projekt. Den er derimod blevet til som et konglomerat af politiske og praktiske løsninger på konkrete udfordringer. For det andet er det ikke givet, at en stor statslig økonomi bryder sammen under sin egen vægt. Fonsmarks forudsigelse rammer ganske vist plet, hvis genstanden for hans analyse havde været et land som Grækenland, men selv efter 25 års fortsat vækst i den offentlige sektor viser dansk økonomi i 2014 ingen tegn på for alvor at være ved at bryde sammen.

(Kristeligt Dagblad 20. aug. 2014. Denne artikel indgår i en serie af essays om debatbøger. Overskriften er en anden end avisens.)