Se godt på billedet. Det er en alvorlig ramt mand, der står i sin pyjamas, tøfler og slåbrok og afgiver forklaring til politiet. Han havde bestemt ikke for vane at lade sig fotografere i nattøj.
Men situationen var ikke til formaliteter for professor i kirkehistorie Hal Koch.
Det var 13. juni 1942 tidligt på morgenen i forhaven foran villaen Tesdorpfsvej 61 på Frederiksberg, hvor Hal Koch boede med sin kone, Bodil Koch, og deres fem børn. Han var ikke blot en lærd akademiker.
Han var kendt som en af sin generations væsentligste meningsdannere og debattører.
Årsagen til politiets tilstedeværelse var et bombeanslag mod villaen tidligere samme nat. Op ad villaens facade står den entredør, som var blevet blæst ud af eksplosionen, og man lægger mærke til, at kældervinduet er knust. Men Hal Kochs sindstilstand skyldtes antagelig ikke så meget attentatet. Han var en uræd mand.
Han havde været alene hjemme med sin ældste søn, og ingen af dem var kommet til skade.
Nattens egentlige drama fremgår slet ikke af billedet. Det var foregået i et sommerhus på Mols, hvor resten af familien holdt ferie. Tidligt om morgenen indløb nyheden til ham om, at hans yngste datter, Bodil, på godt 1 år var død samme nat af en pludseligt opstået sygdom.
Ekstra Bladets fotograf var nået frem tids nok til at fange den ellers så ranke og ungdommelige Hal Kochs resignerende skikkelse foran den raserede villa. Fotografen kunne dog godt have sparet sig ulejligheden, for aviserne fik pålæg om kun at omtale bombeanslaget ved at aftrykke den pressemeddelelse, der udgik fra Københavns Opdagelsespoliti via Ritzaus Bureau. Aviserne skulle undgå forsiden, for store overskrifter, illustrationer og kommentarer. Disse forbud omfattede udtrykkeligt - efter aftale med tyskerne - også det nazistiske dagblad Fædrelandet.
Meddelelsen lød: »Den 13. juni 1942 kl. 1.30 Nat er der af ukendte Gerningsmænd ved Anvendelse af Sprængstoffer bragt en Eksplosion til Udførelse foran Villaen Tesdorpfsvej 61, der bebos af Professor Hal Koch. Ved Eksplosionen foraarsagedes ringe Skade. For Oplysninger, der kan føre til Gerningsmændenes Paagribelse, udloves en Dusør paa indtil 2000 Kr., der fordeles efter Politidirektørens Bestemmelse. Eventuelle Oplysninger bedes givet til Politigaarden, Central 1448, Lokal 207«. Politiken omgik imidlertid myndighedspålægget om den begrænsede omtale af nyheden ved samme dag et andet sted i avisen, under navnestoffet, at supplere med oplysninger om den familietragedie, der var indtruffet samme nat.
Notitsen refererede til attentatet som »Nattens Oplevelser«, en eufemistisk omskrivning af det, der i virkeligheden var et selv for tiden opsigtsvækkende sprængstofanslag mod en offentligt kendt person.
Hverken danske eller tyske myndigheder havde brug for uro. Tyskerne var særligt på stikkerne, for attentatet kom, kun kort tid efter at den stedfortrædende statholder i Böhmen, Reinhard Heydrich, var omkommet efter et bombeanslag i Prag.
Der blev ikke stillet hindringer i vejen for en opklaring fra tysk side. Mistanken samlede sig om de danske nazister. De brød sig slet ikke om Hal Koch. Partifører Frits Clausen karakteriserede ham som »notorisk tyskfjendtlig«. Partiet havde fra 1941 haft et horn i siden på ham.
Grunden var, at Hal Koch gennem sit formandskab for paraplyorganisationen Dansk Ungdomssamvirke (DU) havde samlet stort set alle danske ungdomsorganisationer om et forsvar for folkestyret.
Et af de væsentligste formål var at holde nazisterne fra at få indflydelse på ungdommen og at holde dem fra magten på Christiansborg. At Hal Koch blev skældt ud af nazisterne, udmærkede ham ikke i særlig grad.
Den nazistiske presse skød på alt, hvad der bevægede sig, og var sjældent andet end ubehersket. Hal Koch blev f. eks. kaldt alfons »i det prostituerede Bastardhus: Dansk (jødisk) Ungdomssamvirke«. Det nazistiske blad Kamptegnet bragte en stor forsideartikel om »Jødelakajen Hal Koch«, hvori også hans forældre stod for skud. Men han tog aldrig direkte til genmæle.
Det var slet ikke nødvendigt. De danske nazister var under størstedelen af besættelsen politisk irrelevante. Det var for let at afskrive dem som vulgære og ubegavede landsforrædere.
Op til attentatet blev tonen skærpet, for så vidt det var muligt. Fædrelandet skrev i dagene op til grundlovsdag 1942 flere kritiske artikler om Hal Koch og DU i anledning af, at »Hetzerne« i Dansk Ungdomssamvirke havde arrangeret et grundlovsmøde i Tivoli sammen med »Tivolidirektørerne Jøden Victor Lemkow og Kommunisten Kjeld Abell«. Når man gik både jøders og kommunisters ærinde, kunne man ikke synke dybere i en nazists øjne. Mødet blev - måske af denne årsag - forbudt og forlagt til Farum, men heller ikke her kunne man få tilladelse til at holde møde.
Politiets efterforskning af bombeanslaget var omfattende. Snesevis af naboer og mulige vidner blev afhørt, og de tekniske undersøgelser inddrog adskillige specialister. Det lod sig gøre at identificere sprængstoffet som en ladning på ca. ¼ kg af samme type, som anvendtes ved nedrivnings-og boringsarbejder. Producenter, forhandlere og aftagere blev kontaktet og forhørt forgæves. Interessen samlede sig om nogle stumper af det papir, som bomben havde været pakket ind i.
Det viste sig at være 4-farvetryk af ugebladstypen, og ved hjælp af en undersøgelse på De Forenede Papirfabrikkers laboratorium og en specialist hos firmaet Egmont H. Petersen kunne det konstateres, at teknikken blev anvendt i et par tyske blade. Det lykkedes endda med meget stor sikkerhed at identificere ikke alene bladet, men også det konkrete nummer, hvorfra stumperne stammede, nemlig det også på dansk udgivne propagandaorgan for den tyske værnemagt, Signal, nr. 9, nærmere bestemt midteropslaget, fra maj måned samme år. Det var de tyskvenliges læsestof.
Efter attentatet gjorde Fædrelandet ingen hemmelighed af, at det bifaldt aktionen. Det tiltænkte offer måtte bære skylden selv.
»Hal Koch har længe udfordret Skæbnen, og en Dag gaar det galt. De danske Arbejdere og deres Børn, som nu maa taale daglige Spark fra et kapitalistisk System kan ikke i Længden holde Nerverne i Ro, og før eller senere faar Hal Koch Løn som fortjent for det Undertrykkelsens Evangelium, som han under falsk Flag prædiker paa Dansk Ungdomssamvirkes Møder.
Desværre vil de, som først giver deres harme Luft og skrider til uovertænkte Handlinger over for denne Hetzmager, komme til at bøde for deres Letsind. De vil blive straffede, selv om de egentlig skyldige ikke er andre end Hal Koch og den Kreds, som følger ham«. Nærmere kommer man ikke en åben tilståelse og ansvarsfraskrivelse i samme åndedrag. Politiet fik flere henvendelser.
En udpegede tre nazister som gerningsmænd, hvoraf den ene oven i købet var kemiker og fyrværker, men der foreligger ingen dokumentation om sagens videre forløb.
Enkelte arrestationer fandt sted, bl. a. af et medlem af Nationalsocialistisk Ungdom, der tilstod hærværk mod jødisk ejendom og overfald på jøder, men ingen kunne sættes i forbindelse med attentatet på Tesdorpfsvej. At sagen forblev uopklaret, havde som sagt ikke nødvendigvis politiske årsager. Den løb ud i sandet. Måske var sporene bare kolde. Hal Koch forfulgte den ikke. Han gjorde intet martyrium af sin skæbne.
Billedet og avisens omtale er vores bedste kilde til, hvordan nattens begivenheder egentlig påvirkede Hal Koch. Om det ved vi stort set ikke mere end de basale kendsgerninger og de mere generelle antagelser om, hvad det gør ved folk at miste et barn.
Der er ingen mere direkte adgang til Hal Kochs følelsesliv, intet vidnesbyrd om forældrenes sorg. Der findes ingen breve, der omtaler hende - ikke engang et digt fra Bodil Kochs hånd kendes. Hun var ellers flittig med at digte, når hun skulle give udtryk for det, der berørte hende. Kun en beskeden gravsten på familiegravstedet på Frederiksberg Kirkegård vidner i dag om den lille piges skæbne.
Det skal ikke tages som udtryk for, at der ikke var tale om oprigtig sorg, eller at sorgen blev fortrængt. Hal Koch skiltede blot ikke med sit indre liv. Faktisk sagde han om sig selv, at han slet ikke havde noget indre liv. Det er vanskeligt at tro, for han var i grunden et meget fromt menneske.
»Hal Koch havde et mærkelig enfoldigt forhold til evangeliet, man kunne godt sige et ganske uteologisk forhold. Han tog evangeliet efter dets pålydende, som han havde brug for det i sit liv i troen på, at evangeliet ikke var en falsk pengeseddel, der ikke kunne indløses«, som præsten sagde ved hans begravelse i 1963.
Hvad han havde eller ikke havde inde i sig selv, beholdt han for sig selv. Det samme kan i nogen udstrækning siges om hans kone. Hun var endnu mere udadvendt, slagfærdig og umiddelbar end han, men holdt virkelig hus med de private betroelser i offentligheden. Man kan tale om en form for blufærdighed.
Hal Koch kunne antagelig bedre end så mange andre skjule sine følelser, et karaktertræk, som en anden tid har det med at psykologisere, fordi det fortolkes som et udtryk for manglende sammenhæng i personligheden; at der opstilles en facade for at skjule noget indre. Det skulle i så tilfælde indebære, at der var noget fordækt eller forkrampet over ham. Det var der ikke.
Det private fik blot lov til at forblive netop, hvad det var - privat.
(Artikel i Politiken 5. april 2009)
Ingen kommentarer:
Send en kommentar