Brændte broer

I forlængelse af sikkerhedskonferencen i München deler fortolkningerne af amerikansk udenrigspolitik sig i to. Den ene siger, at Trump bare i rene ord siger til europæerne, hvad vi har vidst hele tiden. Vi har sovet i timen. Vi har kørt på frihjul. Nu må vi også tage os sammen. Den anden siger, at det er noget nyt.

Jeg hælder mest til den anden fortolkning. Det har - også før Trumps første embedsperiode - stået klart, at USA retter stadig mere af sin opmærksomhed mod Stillehavet, og at den atlantiske alliance derfor bliver af mindre betydning og at Europa skal stå for stadig mere af sin egen sikkerhed. Den tanke blev forstærket af Ruslands krigsførelse. Så vidt er det rigtigt, at Trump bare påpeger det indlysende.

Men det er først og fremmest nyt, fordi den amerikanske regering også brænder sine broer på en måde og i en hastighed, der ikke alene er til ugunst for USA's allierede, men også for USA selv. Det hænger sammen med, at Trump ikke tænker i reciprocitet. For ham er alle relationer et nulsumsspil. I økonomisk forstand gør det ham til merkantilist eller kameralist. Sikkerhedspolitisk er han isolationist. Når USA indtil nu har garanteret vores sikkerhed, er det ifølge Trump noget, som USA har foræret os uden at få noget igen. Vi skylder ham noget. Vi skal 'betale' mere til NATO. 

USA er verdens rigeste og mægtigste land. Alene af den grund er det absurd at ville gøre landet 'great again'. Jeg ved godt, at det har noget at gøre med den indenrigske fordelingspolitik, som Trump selvfølgelig ikke har tænkt sig at gøre noget ved, tværtimod.  Så lad det ligge.

USA er blevet rig og mægtig på grund af militær overlegenhed i kombination med alliancer og et internationalt system af organisationer og traktater (Bretton Woods, NATO, FN, NAFTA osv.), der på den ene side har garanteret, at USA altid var den førende magt, men på den anden side også har sikret, at det har været mere attraktivt at være med i klubben end ikke. Det amerikanske imperium var "an empire by invitation", som Geir Lundestad kaldte det. Det har sikret, at dollaren altid er penge værd og at USA altid har fået sin vilje, hvor det var afgørende. Hvis kineserne forsøger at møve sig ind på en lufthavn i Grønland eller telenettet på Færøerne, ringer Washington til København og siger, at det er en dårlig idé og vupti er kineserne ude. Tag ikke fejl. Amerikanerne havde en interesse i at være de overlegne. Det var aldrig meningen, at danskerne skulle opstille et troværdigt forsvar af Grønland, for det ville anfægte amerikansk overlegenhed. Sådan fungerede det.

Systemet var baseret på, at en aftale er en aftale. Derfor var forskydningen fra Atlanten til Stillehavet så træg, for det handlede ikke mindst om ikke brænde broerne til Europa. Det er kun et par år siden amerikanerne demonstrerede, at de kan landsætte et Himars-batteri på Bornholm. Så blev man lidt tryggere. Europa, herunder ikke mindst Italien, Frankrig og Spanien, har ganske rigtigt været ganske fodslæbende, når det har handlet om at overtage større dele af ansvaret for egen sikkerhed. Deres bidrag til Ukraine har fx været helt utilstrækkelige. Af en eller anden grund har alle været enige om i den anledning at skælde ud på Tyskland, for det kan man jo bare gøre.

Bortset fra de omfattende konsekvenser for europæisk sikkerhed er Trump-regeringen i færd med at undergrave fundamentet for det amerikanske imperium. Garantierne, aftalerne, traktaterne, alliancerne må indtil videre betragtes som ugyldige. Den amerikanske regering er ikke længere den ædle skytsherre fra den strålende by på bjerget, men en mafiøs plattenslager fra Manhattan, hvis princip er at tage røven på folk eller deromkring. Det er begyndelsen på slutningen af det amerikanske imperium, hvis I spørger mig. At han dertil temmelig konsekvent går Putins ærinde, gør det bare endnu værre - ja egentlig fuldstændig uforståeligt.

Jeg synes, at det er interessant, at gruppen af Trump-Versteher i hans af encyclopædisk ukendskab til alting prægede ordsalat stadig leder efter tegn på den geniale plan, der må ligge derinde et sted under hentehåret. Mig forekommer det at være det pureste idioti. Han handler på det samme instinkt, der har kørt hans virksomheder bankerot flere gange uden at han blev klogere. Han spiller mikado med en forhammer, matador med en løvblæser, stratego med en møggreb. Han løber i nærmeste bogstaveligste forstand storm mod demokratiet.

"Jamen, han gør jo op med woke, Jes!" siger du. Ja, det svarer vel omtrent til, at han brænder dit hus ned til grunden og trøster dig med, at han har reddet dine næstbedste grydelapper ud af ruinerne.

De sidder i Tokyo, Seoul, Taipei og overvejer, om det i lyset af amerikanernes mulighed for at afdrage på deres statsgæld ikke er på tide at sælge ud af amerikanske statsobligationer, og i Frankfurt tæller de på knapper, om et støtteopkøb kan svare sig. I den norske oliefond overvejer de, om det med udsigt til en mere lukket amerikansk økonomi er klogt at være så eksponeret mod Wall Street.

Og næste gang de ringer fra Washington og beder København om en tjeneste, kan det være at vi begynder at overveje, om det kan svare sig at tage telefonen eller måske ligefrem ringe til nogle andre?

Så ja, det er nyt. Det er et forræderi mod det system, der har forsynet os med mere frihed, fred og rigdom end nogensinde før, og amerikanerne mest af alle. Det tragiske er som sagt, at Trump antagelig ikke aner, hvad han har gang i. 

Men så skal vi altså til at lære det på den hårde måde. Vores sønner skal aftjene værnepligt. Vi skal leve i en krigsøkonomi og opbygge nye alliancer. Vores pensionsopsparinger bliver væsentlig mindre værd. Bornholmerne kan ikke længere sove trygt.

(Facebook-opslag 15. feb. 2025. Indledningen er justeret)


Hotel Bayerischer Hof anno 1841 i München, hvor 
den årlige sikkerhedskonference finder sted.
Fra hotellets hjemmeside.

Margarine

 Margarinens genkomst

Flere produkter, der skal erstatte smør, er i de seneste år blevet markedsført under betegnelser som ”Vegan Block”, ”Organic Block” eller ”smørbar plantebaseret”. De er et af en hel bølge af nye produkter, der er målrettet forbrugere, som enten er veganere eller ikke ønsker at understøtte kvægbrug af hensyn til klimaet. Men nye er de ikke, for der er bare tale om veganske versioner af det klassiske industriprodukt margarine. Medicinsk Museion i København satte i efteråret en lille særudstilling op om margarinens historie.

Margarine eller kunstsmør, som det også blev kaldt, blev opfundet af en fransk kemiker, Hippolyte Mège-Mouriès, i 1870. Hovedingrediensen var planteolier, men også oksetalg, hval- eller svinefedt kunne indgå sammen med syrnet skummetmælk. Margarine vandt vid udbredelse som surrogat for det dyrere smør.

I Danmark var den aarhusianske købmand Otto Mønsted pioner. Han var allerede en betydningsfuld eksportør af smør, da han i 1883 grundlagde Danmarks første margarinefabrik i sin hjemby. Det vakte en del uro blandt bønder, der opfattede den billigere margarine som en ublu konkurrent til ægte smør, og spørgsmålet fik hurtigt politisk bevågenhed.

I det vigtigste opslagsværk for detailhandlere, Meyers Vareleksikon, kan man om margarine læse om den omfattende lovgivning, der regulerede produktionen, distributionen og mærkningen af margarine. For at forhindre forfalskning af smør ved opblanding var det f.eks. påbudt at tilsætte sesamolie til margarinen, fordi den var relativt let at spore også i små mængder, når uhæderlige købmand forhandlede blandingsprodukter. Dertil kom en bekymring for befolkningens ernæringstilstand, så det blev lovpligtigt at tilsætte vitaminer.

Sidenhen udbyggede Mønsted produktionen med fabrikker ved Manchester og London i England. Han ejede også en fabrik i Rusland, der dog blev beslaglagt efter den russiske revolution. Han blev styrtende rig og var Aarhus Kommunes suverænt største skatteyder. I 1899 flyttede han til København, hvor blandt andet en plads og et kollegium er opkaldt efter ham. Han opførte den store villa, der nu er Ruslands ambassade. Hans Margarine solgtes dog stadig under varemærket OMA, et anagram for Otto Mønsted, Aarhus. Mønsted anså ikke margarinen som en konkurrent til ægte smør. Hans hensigt var, at hele Danmark skulle spise margarine, således at det gode danske smør kunne gå til eksport og dermed være en indtægtskilde for nationen.

I 1912 blev der ifølge Danmarks Statistik konsumeret godt 41 mio. kg. margarine i Danmark eller godt 14 kg. pr. indbygger, hvoraf langt størstedelen var indenlandsk produceret. Ikke mindst bønderne efterspurgte kunstsmør. Samme år eksporterede Danmark 85 mio. kg. smør, så for så vidt forbruget af margarine erstattede smørret, holdt Mønsteds forudsigelse stik.

Otto Mønsted var også en pioner inden for reklame. Firmaet fortsatte også efter stifterens død i 1916 med at gå forrest i markedsføringen. Berømt er den film, som skuespilleren Liva Weel indspillede i 1936, hvor dansk revys grande dame stegte koteletter i rigelig OMA margarine, mens hun sang ørehængeren ”Lad det boble”. En anden dygtig købmand var Carl Schepler, der markedsførte en margarine under navnet ”Irma”, som siden også blev navnet på den kæde af butikker, han grundlagde.

Den danske margarineproduktion blev udsat for udenlandsk konkurrence efter 1945 i form af blandt andet den store fødevarekoncern Unilever, hvis ophav i øvrigt skyldes fusionen mellem en britisk sæbefabrik og en hollandsk margarineproducent. Unilever trængte ved opkøb ind på det danske marked og forsøgte at opnå monopol, men fik stadig konkurrence af især margarinefabrikken Alfa, der var blevet grundlagt i Vejen i 1897. I 1970erne og 1980erne blev Johnny Vang-Lauridsen kendt som ”margarinedronningen”, fordi hun repræsenterede det danskejede Alfa Margarine over for Unilevers dominans på markedet, men hun måtte i 1995 strække våben i det, der blev kendt som ”Margarinekrigen”.

Udsnit af rubrikannoncerne i Slagelse-Posten 1901. 
Siden gerådede margarine i vanry som produkt, især på grund af indholdet af transfedtsyrer, der bliver betragtet som skadelige. Danmark gik enegang i EU ved at indføre en lov om begrænsning af transfedtsyrer i 2004. Margarine har siden tabt markedsandele. Et blandingsprodukt af smør og margarine, som tidligere faktisk ville være at betragte som en forfalskning, har dog været en bastion for kunstsmørret på markedet for fedtstoffer til husholdningen. Ellers har danskerne vænnet sig til at bruge planteolier i madlavningen. Til de hårdnakkede margarinetilhængere, der gerne går over åen efter vand, tilbyder fødevareindustrien ”flydende margarine”.  Den suverænt største producent af mejeriprodukter, Arla, er nu også gået ind på det veganske marked med et smøragtigt vegetabilsk produkt, altså plantemargarine, under det klassiske varemærke for smør ’Lurpak’.

(k.dk, 4. feb. 2025)