Statsministeren citerede i Folketingets åbningstale Hal Kochs bog ”Hvad er demokrati?” fra 1945. Bogen er blevet en klassiker i det danske demokratis selvforståelse. Men hvad var baggrunden for bogens tilblivelse?
Hal Koch, født 1904, var en relativt ung professor i kirkehistorie, da han i efteråret 1940 blev landskendt på en række forelæsninger om Grundtvig. De var en del af den nationale vækkelse, der fejede hen over landet efter den 9. april samme år. Den i denne sammenhæng mest påfaldende omstændighed ved dem er, at Hal Koch ikke omtalte demokratiet med et eneste ord.
 |
| Hal Koch var en meget efterspurgt taler ved folkelige møder under krigen. Nationalmuseet. |
Som følge af sin pludselige berømmelse blev Hal Koch valgt til formand for Dansk Ungdomssamvirke, en paraplyorganisation for de fleste ungdomsorganisationer, herunder næsten alle partiernes ungdomsafdelinger. Dermed blev han også draget tæt ind i ledende politiske kredse. Han blev en loyal, men også kritisk støtte af samarbejdspolitikken, der således også dannede erfaringsgrundlaget for hans tanker om demokratiets natur.
”Verden er pludselig vågnet op og har til sin forbavselse set, at den er blevet demokratisk,” skrev Hal Koch i 1945. Pointen var ikke, at det var demokratiske stater, der havde vundet krigen – Sovjetunionen var som bekendt blandt de allierede – men at demokratiet som ideal for, hvordan magten fordeles og udøves i en stat, blev eneherskende. Enhver politisk bevægelse, der ønskede at blive opfattet som legitim, måtte som minimum iscenesætte sig selv som demokratisk, fordi den totalitære tanke havde mistet appel. Det førte til en omfattende diskussion i offentligheden af, hvad demokrati egentlig er for en størrelse. Hal Koch diskuterede ivrigt med, og hans bog er i virkeligheden en sammenskrivning af hans bidrag til denne diskussion.
Tre hovedsynspunkter gjorde sig gældende i diskussionen. For det første blev det især hævdet fra venstrefløjen, at social retfærdighed var en forudsætning for politisk retfærdighed, og derfor stod økonomisk udligning for dem som en central politisk værdi. For det andet var der forestillingen om, at et demokrati måtte have velunderbyggede institutioner og stærke juridiske rammer. Det blev f.eks. hævdet af juraprofessor – og socialdemokrat – Alf Ross. Endelig var der det synspunkt, som Hal Koch hævdede, nemlig at et demokrati ikke er et demokrati, hvis det ikke er beboet af demokrater. Derfor er et demokratisk styre ikke noget, man skaber en gang for alle. Det er en livsform, der skal genopdages og genvindes af hver generation.
De tre hovedsynspunkter opstilles somme tider som modsætninger. For eksempel er mange blevet efterladt med det indtryk, at der foregik en offentlig debat mellem Hal Koch og Alf Ross. Det var ikke tilfældet. De var ret enige om det meste. Faktisk mente Hal Koch også, at gode institutioner og social retfærdighed var nødvendige forudsætninger for en demokratisk samfundsordning, men de var ikke tilstrækkelige.
Når Hal Kochs tanker om demokrati stadig kan vække så stærk genklang i dag, skyldes det, at han satte ord på den forståelse af politik, som voksede ud af besættelsen. Politikerne med de konservative, Venstre, de radikale og Socialdemokratiet i spidsen var fuldstændig klar over, at de blot få år før havde grebet til midler, der målt på en demokratisk standard så rigtig skidt ud. Men de havde været enige om det. Forbuddet mod og interneringen af kommunisterne i sommeren 1941 var et af de tydeligste eksempler. Men også retsopgøret efter krigen blev ført med ufine midler, herunder ikke mindst lovgivning med tilbagevirkende kraft.
For at opnå politisk legitimitet søgte politikerne en andel i den allierede sejr, som kun den aktive modstand retfærdigvis kunne gøre krav på. Til det formål skabtes et begreb, passiv modstand, som ikke alene politikerne, men også store dele af vælgerne kunne identificere sig med. Hvis den knyttede hånd i lommen også kunne være udtryk for at byde fjenden trods, kunne næsten alle med oprejst pande tage del i sejren.
Derfor kan man også sige, at politikerne i 1945 indgik en stiltiende pagt bygget på lige dele historieforvanskning og anløben praksis. Hal Koch var blandt de første og mest højlydte kritikere af den omstændighed, at politikerne løb fra ansvaret for samarbejdspolitikken på denne måde. Det blev imidlertid også Hal Koch, der leverede nogle af de mest prægnante formuleringer til fortællingen om dansk demokrati siden da.
Et af Hal Kochs kerneeksempler er historien om en kommunalbestyrelse bestående af to grupper, et flertal bestående af syv medlemmer og et mindretal på fire. Flertallet kan med lethed få sin vilje, men er det demokratisk, at mindretallet aldrig får et ben til jorden? Nej, mente Hal Koch. Demokratiet bygger ikke på afstemninger, men på samtale.
Hal Kochs billede på det retfærdige demokrati blev om ikke bærende så dog retningsgivende for det arbejdende folkestyre, det som vi kalder konsensusdemokratiet, hvor langt de fleste af Folketingets beslutninger træffes af brede flertal. Man taler sig til rette og lytter til oppositionen, eller man lader i det mindste som om. Hver eneste statsminister siden 1945 er kommet fra et af de fire gamle partier. Det er måske for meget sagt, at den stærke konsensuskultur bygger på en fælles bevidsthed om at have båret ansvaret for samarbejdspolitikken. Men man skal ikke undervurdere politikernes historiske bevidsthed. Anders Fogh Rasmussen forsøgte at ændre den fortælling i 2003, da han som den første statsminister tog afstand fra samarbejdspolitikken. Men han kunne stadig ikke løbe fra, at hans eget parti stod inde for den førte politik under krigen.
Resultatet af konsensusdemokratiet er et samfund med stærke institutioner, omfattende økonomisk udligning og en stærk demokratisk bevidsthed. De seneste års skærpede krisebevidsthed har flere gange bragte krigens tid i en kun alt for levende erindring. Det skærper også bevidstheden om, at et demokrati for at beskytte sig selv mod sine fjender kan skubbes ud til grænsen af sin egen bæreevne – og ud over den. Erfaringerne fra krigens tid er ikke blevet uaktuelle.
(Kristeligt Dagblad 11. okt. 2025. Avisen valgte en anden rubrik og en redigeret indledning.)
