Det nationalkonservative paradoks

Det, som de fleste medier stadig foretrækker at kalde de højreekstreme partier, har fået et godt valg til Europaparlamentet. Mange vil gerne forklare denne succes som et udslag af, at vælgerne er dumme, dovne eller begge dele. Forklaringen er vel snarere den, at stadig flere nærer mistro til EU’s stigende magt og indflydelse, ikke mindst fordi EU undergraver de traditionelle demokratiske bastioner, som udgøres af de nationale parlamenter og regeringer.

I Frankrig samler opmærksomheden sig om partiet Front National. TV2’s korrespondent fangede søndag følgende kommentar fra partistifter Jean-Marie Le Pen: ”Patrioter i Europa, foren jer!”

Det var vel i øjeblikket tænkt som en ironisk reference til Karl Marx, men ironien stikker dybere, for Le Pens udsagn illustrerer udmærket, hvad man kan kalde det nationalkonservative paradoks i EU. Det består i, at de EU-kritiske højrefløjspartier kun kan opnå indflydelse ved at arbejde sammen på tværs af grænserne og dermed opgive det centrale princip, at nationalstaten bør udgøre den eneste eller den dominerende ramme for politik.

Dette paradoks illustrerer i sig selv et særligt forhold ved EU, som netop er genstand for disse partiers kritik, nemlig at EU ikke blot er et etableret, institutionelt samarbejde, men en fortsat proces imod stadig større integration. Denne proces har sin egen dynamik præget mere af den dømmende end den lovgivende magt. EF-domstolen har vist sig at være en betydningsfuld aktør i retning af at underkende national lovgivning og administrativ praksis til fordel for domstolens egen fortolkning.

Denne egendynamik i den europæiske integration accepteres implicit eller eksplicit af langt de fleste politikere og bureaukrater, der gør karriere i EU. De udvikler hurtigt en blindhed for den fart, hvormed den europæiske integration finder sted. Det gør de af den simple grund, at deres egen indflydelse øges i takt med den europæiske centralisering. Det gælder også de nationalkonservative politikere, der nu er blevet valgt til Europaparlamentet.

For den, der står uden for denne karrierevej og som er opdraget med, at enhver beslutning af betydning for fællesskabet skal være taget af demokratisk legitimerede organer, kan det være forbundet med vanskeligheder at se Folketinget reduceret til et blåstempel for Europakommissionens pålæg og EF-domstolens retspraksis. Der er et demokratisk underskud i EU. Men problemet set fra et nationalt synspunkt er, at hvis man accellererer den demokratiske udvikling i EU og f.eks. giver Europaparlamentet øgede beføjelser, forstærker man også den europæiske centralisering af magten.

Jeg er selv tilhænger af EU, fordi den europæiske integration antagelig er en væsentlig årsag til, at flertallet af de nulevende europæere aldrig har kendt andet end velstand og fred. Man må aldrig glemme, at den europæiske integration er drevet frem af folk, hvis erfaringsgrundlag var 2. Verdenskrig. Romtraktaten blev skrevet under af patrioter, der så en løsning på Europas problemer i at forene sig. Deri ligger sandheden i Le Pens udsagn.

(Kristeligt Dagblad 27. maj 2014)