"Grundtvigs særlige sociale vision [har] præget udviklingen af Danmarks udgave af den europæiske velfærdsstat, hvor den sociale sammenhængskraft har været en afgørende bestræbelse. Hans berømte linjer ’Og da har i rigdom vi drevet det vidt,/Når få har for meget og færre for lidt.’ har på godt og ondt stået som et credo over den danske velfærdspolitik i mere end hundrede år."
Denne karakteristik af Grundtvigs betydning for det danske samfund er hentet fra Bo Lidegaards "En fortælling om Danmark i det 20. århundrede". Det er ikke svært at finde politikere, der er parate til at give Lidegaard ret i, at Grundtvig er ophavsmand til velfærdsstaten og i øvrigt også mange andre samfundsfænomener, som vi roser os af i dagens Danmark. Grundtvig synes at være et forbillede i stort set hele det politiske spektrum.
De af Lidegaard citerede linjer har imidlertid intet med moderne fordelingspolitik at gøre. De er skrevet i 1820 i en slags fortrøstning over, at der trods krisetid ikke var sket en fuldstændig forarmelse af landet. I den forstand kan man godt tale om, at Grundtvig repræsenterede et socialt lighedsideal. I alt hvad han i øvrigt sagde og skrev om fattighjælp og socialpolitik står det imidlertid ganske klart, at han var imod skattefinansieret fattighjælp som en rettighed. I en tale i København fra 1838 fremlagde han som et skræmmebillede for sine tilhørere den mulighed, at lovgivning blev et resultat af almindelig stemmeflertal. De fattige ville jo naturligvis vedtage som lov, at de rige skulle beskattes og at provenuet heraf skulle fordeles mellem alle andre. Det ville ifølge Grundtvig føre til at byens ødelæggelse, fordi det ville give "Handel og Vandel og al udbredt Virksomhed et Knæk" og "befordre baade Fattigdom og Dovenskab, Ødselhed og Nærighed, Svir og Spil og slette Sæder".
Hermed er også mere end antydet, at Grundtvig ikke var tilhænger af den almindelige valgret. Han var ganske vist selv valgt til både Den grundlovgivende Rigsforsamling og efterfølgende til Rigsdagen over flere omgange, hvilket i det mindste kan betragtes som en de facto anerkendelse princippet om valgte forsamlingers andel i statsstyret, men var helt frem til 1850 fortaler for monarkens udelte suverænitet og modstander af en lovgivende forsamling sammensat ved almindelig valgret.
Men hvad så med højskolerne da? Grundtvig skabte da højskolerne, vil de fleste mene. I højskolehistorien sætter man Rødding Højskoles åbning i 1844 som udgangspunktet. Den blev grundlagt, fordi de dansktalende i Slesvig led under en Bildungsrückstand. I den slesvigske stænderforsamling havde de tysktalende fordelen af at være de bedst uddannede, og som et led i den nationale kamp lykkedes det at skabe opbakning ikke mindst blandt det nationalliberale borgerskab i København til at skabe en skole for danske bønderkarle i Slesvig.
Grundtvig ytrede sig især fra 1830erne jævnligt om behovet for en uddannelsesreform i almindelighed og en reform af Sorø Akademi i særdeleshed. Han betragtede den lærde skole eller latinskolen, datidens gymnasieskole, der lagde vægt på græsk og latin, som ødelæggende for ungdommen, og han blev en markant skikkelse i uddannelsesdebatten, en fortaler for mundtlighed og for "skolen for livet" snarere end "den sorte skole", der underviste i døde sprog og døde bogstaver. I stedet ønskede han at der skulle undervises i historie og dansk. Et af problemerne med at identificere en særlig grundtvigsk skole er, at ikke alle Grundtvigs markante synspunkter var originale. Kritikken af den lærde skoles vægt på "de døde sprog" var udbredt. Heller ikke udtrykket "den sorte skole" kan tillægges Grundtvig. Når det handler om almuen, der ved uddannelse skulle forædles til et højere dannelsesniveau, delte han synspunkt med så godt som hver eneste reformpædagog i Europa fra det 18. til det 20. århundrede, og i spørgsmålet om folkets, hhv. nationens betydning, var han en del af en tilsvarende bred europæisk trend, der tillagde folket afgørende vægt politisk og kulturelt. Det 19. århundrede var nationalismens århundrede. At modersmålet og historien, det historisk-poetiske for at tale grundtvigsk, skulle udgøre en større del af pensum i skolerne var en naturlig konsekvens af både den politiske og kulturelle nationalisme. Dertil kom, at Grundtvig sjældent gav sine skoletanker en konkretiseringsgrad, der gjorde dem operationalisérbare. Grundtvig var måske visionær, men han var også upraktisk.
Det afgørende argument for at hævde, at Rødding var en grundtvigsk højskole, er at en af hovedkræfterne i grundlæggelsen, Chr. Flor, var tilhænger af Grundtvig. Svagheden ved dette argument er, at Grundtvig ikke kvitterede for interessen. Han ofrede hverken Flor eller hans skole nogen synderlig opmærksomhed. Grundtvig besøgte kun Slesvig/Sønderjylland en eneste gang, nemlig ved et stort møde på Skamlingsbanken i 1844, hvor han ganske vist udtalte sig entydigt positivt om planerne for en dansk højskole i Slesvig, men det blev ved den meget generelle tilslutning til idéen. Først i 1850erne kom der en fastere forbindelse mellem Rødding og Grundtvig, idet han selv blev medlem af skolens tillidsmandskreds, dog stadig uden nogensinde selv at besøge skolen, og han anerkendte aldrig udtrykkeligt skolen som en frugt af sine tanker.
I 1850erne kom der også en fastere forbindelse mellem de øvrige højskoler, der blev etableret, og Grundtvig selv. Grundtvig stiftede f.eks. i 1856 for indsamlede midler sin egen højskole. Samtidig skete der en slags samling af Grundtvigs tilhængere i noget, der begyndte at ligne en bevægelse, der knyttede sig til bønderne og deres økonomiske, religiøse, kulturelle og politiske interesser. Afgørende for organiseringen af denne bevægelse var ikke mindst Grundtvigs tredje hustru, Asta Krag-Juel-Vind-Frijs, der havde både penge, vilje og organisationstalent. Hun blev en slags impresario for sin mand.
Der skete også en udvikling, hvor Grundtvigs status og navn blev af en sådan vægt, at det blev hæftet på fænomener, til hvilke han kun havde fjernere tilknytning. Det blev Grundtvigs skæbne – for at parafrasere P.G. Lindhardt – at blive overskygget af den bevægelse, som han lagde navn til.
Noget af ansvaret for denne udvikling påhviler Grundtvig selv. Vi er på Grundtvig Centeret under Aarhus Universitet i gang med den meget store opgave at tilvejebringe en samlet, digital og videnskabelig udgave af Grundtvigs værker. De udgør skønsmæssigt over 30.000 sider. Det vil sige, at Grundtvig i de knap 70 år, han var aktiv som skrivende intellektuel, udgav mere end en trykside om dagen. Som en af de førende Grundtvig-forskere, Sune Auken, har gjort opmærksom på, var Grundtvig i høj grad en lejlighedsforfatter. Han mente meget om mangt og meget, så der er rig lejlighed til at høste et godt citat, hvis man er parat til at tage det ud af sin oprindelige sammenhæng og sætte det ind i sin egen.
Der er god grund til stadig at undersøge, hvad Grundtvig faktisk mente om dette eller hint. Noget, der er mindst lige så interessant, er at undersøge de fænomener, der kalder sig ved hans navn eller er blevet kaldt ved hans navn. Begrebet ’grundtvigianer’ stammer faktisk helt tilbage fra 1810erne, hvor det blev anvendt som skældsord. Grundtvig selv forsøgte ved flere lejligheder at lægge afstand til dem, der talte i hans navn, men forgæves – naturligvis, havde man nær sagt. Når først en –isme fødes, får den sit eget liv. At den ikke nødvendigvis stemmer overens med sin navngiver, gør den ikke mindre interessant som studieobjekt. Man kan drage parallellen til en af de få andre danskere, der har lagt navn til en –isme, nemlig Georg Brandes. Også hans navn blev en slags kastebold i et erindringspolitisk spil, der kun har en begrænset sammenhæng med, hvad han faktisk mente, sagde og gjorde. For at forstå, hvad der ligger i begreber som brandesianisme eller grundtvigianisme, kan
det derfor også somme tider være nødvendigt at se bort fra henholdsvis Brandes og Grundtvig.
(Weekendavisen 20. februar 2015. Enkelte sproglige rettelser er foretaget)
Ingen kommentarer:
Send en kommentar