En af de politiske såkaldte sommerballoner har været
forslaget om at skære i Danmarks Radios budget. Det har vakt den velkendte
debat om DR’s funktion og rolle i medielandskabet og samfundet i det hele
taget. Men hvorfor findes der overhovedet statsligt fjernsyn og radio –
historisk set?
Radiokommunikation er en teknologi, der blev udviklet i
årene omkring 1. Verdenskrig, i øvrigt med væsentlige bidrag af danske
ingeniører som C.C. Lauritsen og Valdemar Poulsen. Radiokommunikationen har et
begrænset frekvensområde til rådighed, så der måtte en regulering til, hvis man
skulle undgå interferens, altså at flere nærliggende sendere transmitterede på
samme frekvens. Ved international overenskomst (Berlin 1903 og 1906) blev de
grundlæggende retningslinjer for den globale radiokommunikation fastlagt, og
siden fulgte internationale aftaler om og national regulering af radiospredning
eller radiofoni.
USA er – med forbehold – den væsentligste undtagelse fra den
regel, at en moderne stat har en statslig radio- og TV-station. I blandt andet
de skandinaviske lande blev radiospredning ikke alene statslig, men også
monopoliseret. At staten blev en væsentlig aktør skyldes blandt andet, at der
skulle investeres i en helt ny infrastruktur, et net af sende- og
relæstationer. Statsradiofonien, senere
omdøbt til Danmarks Radio, blev oprettet i 1925. Nyhedsdækningen var – som man
kunne læse her i avisen forleden i anledning af Radioavisens 90 års fødselsdag
– imidlertid ikke statslig. Den blev varetaget uafhængigt af et samarbejde
mellem de væsentligste aviser, heraf det daværende navn Pressens Radioavis.
Centraliseringen og monopoliseringen af radiospredning
hænger tæt sammen med den moderne nationalstats konsolidering. Man forsøgte i
kraft af programlægningen at tilvejebringe en ’danskhedskanon’, en fælles
referenceramme, kulturelt og politisk, ikke ulig hvad man i dag kalder public
service eller sammenhængskraft. TV-serien Matador var en af denne ambitions
sene succeser. Monopoliseringen var imidlertid også en ensretning af et kulturforbrug,
der optog en stor del af danskernes tid – flere timer om dagen - og den var
aldrig uden modstand. Den såkaldte
Balalajkaundersøgelse fra 1929 blandt licensbetalerne viste, at lytterne var utilfredse
med programudbuddet, der for store dele bestod af klassisk musik og foredrag.
Danskerne ville hellere have underholdning (”balalajkamusik”) end finkultur.
Diskussionen om programlægningen har stået på med uformindsket styrke stort set
lige siden.
Med lovliggørelsen af
parabolmodtagere og oprettelsen af TV2 i slutningen af 1980erne blev der åbnet
for lovlige alternativer. Satellit-TV var revolutionerende, idet det gjorde det
muligt langt friere at flytte sig geografisk uden at gøre det kulturelt.
Radiospredningens betydning kan man iagttage i tilfælde af
statskup. Det er centralt for den, der med vold ønsker at overtage magten i en
stat, at kontrollere massemedierne. Den dramatiske kamp om TV-tårnet i Vilnius
i Litauen i 1991 er et nu klassisk eksempel. I dag har de statslige radio- og
TV-kanaler i kraft af en generel liberalisering og udviklingen af nye
teknologier for deling og spredning af informationer mistet meget af deres
status og betydning. Det er derfor også vanskeligere at identificere den
bygning, der skal besættes fysisk for at få kontrollen med
informationskanalerne, hvad det nylige kupforsøg i Tyrkiet viste. Men kampen
blev stadig vundet af den, der sikrede sig et greb om massemedierne, og det er
et kendetegn for vor tids autoritære og totalitære styrer, at de søger at monopolisere
informationsspredningen og kontrollere dens indhold.
Ingen kommentarer:
Send en kommentar