Den nye kirkeminister har rusket op i debatten om
Folkekirkens økonomi med sit forslag om, at staten ikke længere skal bidrage
til præsters lønninger, men til gengæld yde et større tilskud til kirkernes
vedligeholdelse. Forslaget er ikke nyt. Det var en del af regeringsgrundlaget
for VK-regeringen 2007. Reaktionerne har igen været mange og skarpe. Sognepræst
Marie Høgh skrev forleden i avisen, at hvis kirkeministeren fuldførte sit
forehavende ”skal kirken til gengæld lige have de jorder tilbage, som den
afstod til staten ved jordlovene i 1919. Udbyttet fra jorderne var kirkens
indkomst, derfor skulle staten nu betale en del af præsternes løn.”
Det er en udbredt, men historisk set temmelig upræcis
tolkning, at statens bidrag til Folkekirken skulle være kompensation for
udstykningen af præstegårdsjorden. Efter Systemskiftet 1901 var Folkekirken et
af de områder, som blev genstand for omfattende økonomiske reformer med
Venstres stærke mand, J.C. Christensen som primus motor. Siden 1849 har Grundloven
indeholdt en paragraf, der lover at ordne Folkekirkens forfatning ved lov.
Normalt fortolkes den som et ønske om at selvstændiggøre Folkekirken, og det
har antagelig også været den oprindelig intention bag J.C. Christensens
kirkereformer, men resultatet var et andet, nemlig at Folkekirken til stadighed
ordnes ved lov.
Indtil for godt hundrede år siden havde kirken tre indtægtskilder.
1.) Tienden var oprindeligt en byrde lagt på landbrugsjord. Den havde karakter
af ejendomsskat, men var samtidig et privatretligt mellemværende mellem den
enkelte jordejer og den lokale kirke. Efter at landbrugsjord var overgået til
fri ejendom og derfor var omsættelig, var tienden indkalkuleret i
ejendomspriserne, men blev ikke desto mindre betragtet som en uretfærdighed.
2.) Præstegårdene var selv landbrugsejendomme, som præsten enten drev selv
eller forpagtede bort. 3.) De såkaldte accidenser eller ”Smaaredsler”, der var
afgifter på kirkelige handlinger.
Tiendeafløsningen blev obligatorisk ved lov i 1903. I
princippet betød det, at der skulle erlægges en sum svarende til 25 gange den
årlige betaling. Hvis denne sum kunne forrentes med 4 % ville den erstatte
tienden, men det blev i praksis slet ikke tilfældet. Loven om præstelønninger
fra 1913 ensrettede præsters lønninger og tilvejebragte grundlaget for at
afløse accidenserne med en medlemsbetaling, som vi i dag kender som
kirkeskatten. Staten måtte spæde til præsters lønninger og pensioner for at få
regnestykket til at gå op.
Med tjenestemandsloven 1919 blev præster ligestillede
med statsansatte tjenestemænd. Samme år blev præstegårdsjordens udstykning
vedtaget ved lov. Jorden skulle frasælges ved tjenstledighed eller ved
forpagtningskontraktens udløb. Der var altså ikke tale om konfiskation men
ekspropriation, og menighedsrådene, der var indført i 1905, indkasserede som
kirkeejere købesummen.
Afløsningssummerne for tiendeafløsningen og afviklingen af
præstegårdsavlen er for længst svundet ind til ubetydeligheder takket været
inflation, tidernes almindelige ugunst og velsagtens også lidt uansvarlighed. I
mellemtiden er medlemsbidraget, der kendes under betegnelsen kirkeskat, blev en
hovedindtægtskilde for Folkekirken. Statens bidrag udgør i dag ca. 10 % af
kirkens samlede budget.
(Kristeligt Dagblad 13. dec. 2016)
Ingen kommentarer:
Send en kommentar