Borgerkrigsmonumenter


I USA udkæmpes i disse dage en strid om en rytterstatue af sydstatsgeneralen Robert E. Lee i byen Charlottesville i Virginia. Lee er almindeligt anerkendt som en af de dygtigste amerikanske officerer nogensinde. Han var imidlertid også general i sydstatshæren under Den amerikanske Borgerkrig (1861-1865), og det er i sig selv bemærkelsesværdigt, at der kan rejses et mindesmærke for den tabende part i en krig i det land, hvor krigen blev udkæmpet. Men statuestriden handler ikke kun om selve krigen og mindet om de soldater, der udkæmpede den. Statuen blev sat op i 1924 på samme tid som mange andre mindesmærker blev rejst for dem, der kæmpede for sydstaternes løsrivelse.
Intet mindesmærke handler kun om fortiden. Når man bringer fortiden til stede i nutiden f.eks. i sydstatsgeneralens bronzestøbte skikkelse er det en tilkendegivelse af et synspunkt. Derfor er mindesmærker sjælendt uskyldige. Nogle mener, at det skal være tilladt at mindes en dygtig general. Men de har vanskeligt ved at have deres synspunkt i fred.

Statuens modstandere mener, at statuen i virkeligheden er et monument over den raceadskillelses- og racediskriminationspolitik, der blev ført i det 20. århundredes første halvdel i de amerikanske sydstater. Denne fortolkning bekræftes af det forhold, at repræsentanter for white supremacy-bevægelsen ofte fører det gamle sydstatsflag som symbol.

Man kan sammenligne med mindesmærket over en anden borgerkrig, nemlig den danske, H.W. Bissens statue af en løve til minde om de faldne i Slaget ved Isted i 1850, det blodigste slag under Den første slesvigske Krig. Istedløven blev opsat på Flensborg gamle kirkegård på årsdagen for slaget 25. juli 1862. Den tysksindede del af byen var ikke begejstret, for den blev opfattet som et monument over den danske sejr.
Knap to år efter under Den anden slesvigske Krig blev Flensborg besat af preussiske og østrigske tropper, og byen blev vidne til scener, som man siden har set så mange steder: en vred folkemængde, der angriber det forhadte symbol på fjendens arrogance. Og så blev danskerne naturligvis vrede. ”I red Fastelavn ad Kirkegaards Port/og slog en Løve af Tønden – hvor stort”, som digteren Carl Ploug spottende skrev om begivenheden.
I dette tilfælde forblev Bissens robuste løve dog nogenlunde uskadt af pøbelens angreb. Til gengæld blev den af de preussiske myndigheder transporteret til Berlin, hvor den blev opstillet først ved byens tøjhus og siden i en kasernegård i Lichterfelde. Yderligere lod en privatmand foretage en afstøbning af løven og opstillede den i 1874 i Wannsee til minde om den tyske sejr over Danmark i 1864. Og der står den endnu.
Efter det tyske nederlag i 1945 blev den originale løve med amerikansk hjælp transporteret til København, hvor den blev opstillet ved byens tøjhus. Christian X holdt i den anledning en tale, i hvilken han holdt muligheden åben for, at den kunne vende tilbage til sin oprindelige plads. Skønt der var principiel velvilje fra dansk side trak det ud med at opfylde dette løfte, ikke mindst fordi det var vanskeligt at skaffe tilslutning i Flensborgs bystyre. Først efter lange forhandlinger kunne den nu restaurerede løve vende tilbage til sin oprindelige plads i Flensborg i 2011. For at det kunne lade sig gøre måtte de oprindelige triumferende indskrifter på statuens sokkel redigeres, så de nu giver udtryk for ønsket om fredelig sameksistens mellem danske og tyske. Den hjemvendte løve rummer imidlertid også sine gamle betydningslag og forbliver et vidnesbyrd om, at fortiden er levende iblandt os.
(Kristeligt Dagblad 19. august 2017. Avisen rubrik var en anden.)

Ingen kommentarer:

Send en kommentar