Stemmeret og myndighed

Kristeligt Dagblad skrev i fredags om de cirka 2000 voksne danskere, der er underlagt et såkaldt § 6-værgemål, der betyder at de er umyndiggjorte og tildeles en værge. Problemet er, at disse danskere har fortabt deres stemmeret til folketingsvalg. Den aktuelle anledning til, at dette spørgsmål tages op er, at fire personer, der står under et § 6-værgemål, og som ønsker at få stemmeret, netop har fået prøvet deres sag ved Højesteret og tabt.

Opmærksomheden samler sig ikke mindst om dem, der er umyndiggjorte, fordi de har vist sig ude af stand til at forvalte penge, f.eks. hvis de spiller eller shopper deres penge op. De mister nemlig også stemmeretten. Spørgsmålet er, hvorfor de skønnes utilregnelige i politiske spørgsmål, bare fordi de ikke kan holde hus med pengene? Set fra et nutidigt standpunkt giver denne kobling ikke nødvendigvis sig selv, og det er derfor det foreslås, at praksis ændres.

Det vil i givet fald være et opgør med forestillingen om en sammenhæng mellem politisk og økonomisk ansvarlighed, som hører til demokratiets tilblivelseshistorie.

Det begyndte med den amerikanske løsrivelsesbevægelse. De 13 britiske kolonier i Nordamerika gjorde oprør i 1770erne, fordi de på dette tidspunkt bidrog med skattebetaling uden at have medindflydelse på, hvordan pengene blev brugt. Kolonisterne havde ingen ret til repræsentation i parlamentet i London. USA’s selvstændighed begyndte som en skattenægterbevægelse: ”No taxation without representation!” var deres slogan.

Igennem det meste af 1800-tallet, da de fleste lande udviklede moderne politiske institutioner, var der en intim sammenhæng mellem kravet om repræsentation, skattebetaling og de offentlige finanser. Med hvilken ret kunne man forlange, at borgerne skulle have andel i den politiske magt? Svaret blev mange steder, hvad man kunne kalde ”No representation without taxation”. Det vil sige, at stemmeret og valgbarhed blev afgjort af, hvor meget man bidrog til den fælles kasse. Argumentet var det helt simple, at de, der betaler, også skal have lov til at bestemme, hvad pengene skal bruges til.

Stemmeretten i Danmark efter Junigrundlovens vedtagelse i 1849 var betinget af, at vælgeren havde fod under eget bord, ikke modtog fattighjælp eller på anden måde var uden rådighed over eget bo. Det kaldes også husbondvalgretten, fordi det var husstandens overhoved, der kunne stemme, mens hans kone, børn og tyende ikke kunne. Ganske vist var der ved folketingsvalg intet krav om en vis formue eller skattebetaling sådan som det var tilfældet med valgretten til Landstinget, men det gjaldt stadig som princip, at det var den, der havde myndigheden i hjemmet og dermed også styrede husstandens økonomi, der kunne stemme.

En af de væsentligste forudsætninger for, at kvinder kunne få valgret, var at de kunne betragtes som fuldt ud myndige i økonomiske spørgsmål. I 1857 fik kvinder ret til at løse næringsbrev, altså bedrive byerhverv og være skatteydere, og i de følgende årtier fik kvinder stadig større råderet over egne penge. Det undergravede logikken bag husbondvalgretten, fordi forestillingen om myndighed ikke længere knyttede sig til det interne hierarki i en husstand, men blev til hver voksen borgers ret til at råde over egne midler og pligt til at stå til ansvar for loven. Det bemyndigede også kvinderne politisk, og valgretten fulgte som en logisk konsekvens: I 1903 til menighedsråd, i 1905 til værgeråd, som i denne sammenhæng er særlig interessant, i 1908 til kommunale valg og endelig i 1915 til rigsdagsvalgene.

Valgretsalderen har ændret sig meget siden 1915, men valgretten er fortsat baseret på princippet om personlig myndighed. Det står udtrykkeligt i Grundlovens § 29. I dag bor der godt 1,1 mio mennesker i Danmark, som er under værgemål, og som derfor hverken har stemmeret eller rådighed over egen formue. Vi kalder dem børn. Men med mindre en dommer umyndiggør dem, får de begge rettigheder den dag de fylder atten.

(Kristeligt Dagblad 25. januar 2018. Avisen valgte en anden rubrik.)