I højden at blive det tjener os bedst

Den 3. oktober 1969 indviedes i Østberlin det 365 meter høje TV-tårn, som står endnu og altså kan fejre sin 50 års fødselsdag. Det blev bygget for at fejre DDR’s 20-årige beståen, og selv Kristeligt Dagblad, der bestemt ikke var nogen tilhænger af det ukristelige østtyske regime, kaldte bygningsværket ”imponerende”, selv om tårnets formål var at ”drive propaganda for DDR.” Det var ikke uden en vis tilfredshed, at avisen kunne tilføje: ”Men Vorherre har også sin måde at drive propaganda på. Når solen skinner, danner dens stråler det dejligste lysende kors på kuglen.”

TV-tårnet på Alexanderplatz i Berlin hører til en række af tårne verden over, der på denne tid blev opført som prestigeprojekter. Fra 1889 og næsten 70 år frem var Eiffeltårnet den højeste menneskeskabte konstruktion i verden. Men i 1958 blev der i Tokyo opført et TV-tårn, som var endnu højere, og det satte gang i et verdensomspændende kapløb om at besidde det højeste tårn, ikke mindst i Central- og Østeuropa. TV-tårnet i Vilnius i Litauen, opført 1981, indskrev sig i historien, da sovjetiske tropper her skød og dræbte flere demonstranter i januar 1991. Tårnet indtager nu en plads som litauisk frihedsmonument.

Opførelsen af fjernsynstårnet i Berlin i 1969 skal især ses i lyset af den tysk-tyske rivalisering. Østtyskerne ønskede at hævde sig økonomisk og teknisk. Et TV-tårn repræsenterer kontrol med både materie og ånd, en teknologisk evne til at bygge højt og en vilje til at gøre sin indflydelse gældende gennem den funktion, som tårnet har, nemlig statslig TV-spredning. Det østtyske tårn, der stadig er Tysklands højeste, overgik dengang to nyopførte tårne i Hamborg og München i Vesttyskland.

Fjernsyn var et grænseoverskridende fænomen. Det havde særlig betydning for tysk fjernsyn, fordi tysk var det eneste sprog, der blev talt som første- eller andetsprog i både NATO og Warszawa-pagten. Store dele af det sydøstlige Danmark kunne se østtysk TV, der i øvrigt også fra den 3. oktober 1969 havde to kanaler. Programmet for østtysk TV blev aftrykt i danske aviser, herunder Kristeligt Dagblad.

Mange østtyskere så til gengæld også vesttysk TV, hvor de kunne følge med i en samfunds- og forbrugsudvikling, der stod i en stadig større afstand til en oplevet østtysk hverdag. Det bidrog til utilfredsheden og udlængslen i øst. I enkelte egne kunne man dog ikke modtage vestfjernsyn, f.eks. i og omkring Dresden, som folkeviddet døbte ”Tal der Ahnungslosen”, de uvidendes dal.

Tilsynekomsten af de rent kommercielle TV-stationer i Europa i 1980erne undergravede de statslige TV-monopoler i både øst og vest. Samtidig skiftede fjernsyn karakter fra at være et grænseoverskridende til at blive et egentligt internationalt fænomen. De nye kanaler undergravede også funktionen og symbolværdien af de store TV-tårne, fordi de nye TV-kanaler sendte via satellitter. Det krævede særlige parabolantenner at modtage dem. Disse antenner blev udbredt også i DDR. Overalt forsøgte de gamle statslige monopoler at bevare kontrollen med TV-spredningen. I Danmark var det oven i købet forbudt for private at opsætte parabolantenner, hvad det faktisk ikke var i DDR. Det danske forbud blev først ophævet samtidig med Murens fald og Tysklands genforening.

I dag betyder kontrollen med informationsspredningen stadig meget for både autoritære og demokratiske stater. Det indebærer også ønsket om kontrol med den teknologi, der tjener til udbredelsen af information. Den ser meget anderledes ud end i 1969, så det er en helt anden historie. Men fjernsynstårnet i Berlin kan passende tjene som en 365 meter høj påmindelse om, hvor meget informationsteknologi betyder.

(Kristeligt Dagblad 3. okt. 2019)