Hamstring er en relativt let mekanisme at forklare. Hvis der skabes forventning om, at adgangen til bestemte varer vil blive begrænset, vil forbrugerne være tilbøjelig til at anskaffe et lager af samme vare, så man har lidt at trække på. Der er tale om en klassisk selvopfyldende og selvforstærkende profeti, idet hamstringen skaber, hvad forventningen forudså. Detailhandelen er oven i købet mere følsom over for hamstring i dag end før i tiden, fordi de færreste dagligvarebutikker på grund af strømliningen af forsyningskæden selv har et lager. Hvad de har af varer, ligger allerede på hylderne. Selv en let øget og uventet forespørgsel på et produkt kan således føre til tomme hylder.
I en naturalieøkonomi, hvor husstandene i vid udstrækning er selvforsynende, er hamstring en dyd, om man så kan sige. At have et lager af mad er en nødvendig overlevelsesstrategi, fordi fødevareproduktionen er sæsonbetonet, mens behovet for at spise er konstant året rundt. Derfor er der blevet røget, saltet, speget, syrnet, syltet, henkogt, tørret, fermenteret og konserveret til den store guldmedalje i de gamle landbohusholdninger. Fadeburet var husmoderens stolthed og skat. I dag er det ikke nødvendigt for overlevelsen at have et spisekammer – eller en dybfryser for den sags skyld – men kradser man fernissen af en velfærdsdansker dukker der gerne en bondekone op, der føler sig tryggest, når der er lagt lidt til side til hårde tider.
Hamstring betragtes i dag med stor foragt, fordi det er en handling, der fortolkes som udtryk for egoisme, samtidig med at de negative samfundsmæssige konsekvenser kan være ret store. Den historiske modforanstaltning mod hamstring har været at begrænse forbrugernes indkøbsmuligheder. Under 1. Verdenskrig var der under indtryk af hamstring af blandt andet smør indført rationeringer. Og som foranstaltning mod den såkaldte vare-åger, altså at næringsdrivende udnyttede vareknaphed til uretmæssigt store avancer, blev der også indført priskontrol. Mange ældre kan stadig huske besættelsestidens rationeringsmærkerne, der først blev afskaffet i 1952. Men det betød ikke, at rationering blev opgivet som politisk værktøj. Under Suez-krisen i 1956 blev der genindført rationering af blandt andet benzin, brændselsolie og petroleum. Den ophævedes igen året efter.
Hamstring kan også ses som et fornuftigt svar på en erkendt trussel. Det er jo til at forstå, at folk gerne vil sikre et forråd til sig og sine i urolige tider. Men erfaringen viser, at folk ikke nødvendigvis handler rationelt og i hvert fald ikke hensigtsmæssigt, når det strammer til. De fleste voksne kan huske den store konflikt på arbejdsmarkedet i 1998, da danskerne hamstrede gær i stor stil, men tilsyneladende ikke mel.
I disse så forstyrrede dage i foråret 2020 er det hverken konserves eller langtidsholdbar mælk, der i Danmark købes stort ind af, men toiletpapir. Det samme har været tilfældet i andre lande. Der er et fortilfælde i USA under oliekrisen i december 1973. Den populære talkshow-vært Johnny Carson forsøgte sig med en vittighed om, at der var lige så stor mangel på toiletpapir som på olie. (Den kan ses på youtube. Søg: Johnny Carson toilet paper) Rigtig mange amerikanere tog Carson på ordet, og der fulgte en hamstringsbølge, som ryddede butikkernes hylder for toiletpapir i lang tid derefter. Det var muligvis den historie, der foresvævede Statsministeren, da hun ved pressemødet den 11. marts udtrykkeligt nævnte, at der ikke var mangel på toiletpapir. Det skulle hun nok ikke have sagt, selv om det var både sandt og rigtigt, da det blev sagt, for folk reagerede i hvert fald stik modsat af hensigten og tømte prompte butikkerne for netop toiletpapir.
(Kristeligt Dagblad 31. marts 2020. Avisens rubrik var en lidt anden)
Ingen kommentarer:
Send en kommentar