Særkalke

Kirkerne begynder nu at overveje, hvordan man kan vende tilbage til mere vante rutiner, blandt andet hvordan man kan afholde nadver under hygiejnisk forsvarlige forhold.  For godt 100 år siden stod kirkerne i en lignende situation. Nadvervinen var indtil da blevet uddelt i en fælleskalk, men det var blevet mødt med stigende kritik på grund af smittefaren.

En skovrider fra Middelfart havde i 1899 henvendt sig til Ministeriet for Kirke- og Undervisningsvæsenet med en klage over denne ”modbydelige Uskik”, som fælleskalken var ifølge skovrideren, der frygtede at blive smittet med tuberkulose eller det, der var værre.

Skovriderens klage blev i første gang afvist, men det endte med, at ministeriet nedsatte en kommission, der i 1904 udsendte en betænkning om nadverens sakramente. Kommissionen anbefalede indførelsen af særkalke, men eftersom den havde svært ved at finde bevis for, at fælleskalke havde forårsaget smitte kunne der kun lægges begrænset vægt på det hygiejniske hensyn:

”langt større Vægt maa Kommissionen tillægge det æstetiske Hensyn, det Ubehag, der – vistnok ikke uden Paavirkning af hygiejniske Hensyn – af mange føles ved at drikke af samme Bæger ved Altergangen, nu da man i det private Liv for store Kredses Vedkommende helt er kommen bort derfra.”

som der stod i Kristeligt Dagblads gengivelse af kommissionens betænkning på forsiden af avisen den 2. marts 1904. I teorien var der lagt op til en større strid mellem medicinske og teologiske argumenter, men mange præster tilsluttede sig faktisk indførelsen af særkalke netop af hygiejniske årsager, fordi særkalke ville gøre det muligt for syge at dele nadverens sakramente på lige fod med og uden at blive set ned på af de raske.

Annonce i Kristeligt Dagblad
1. okt. 1921

En af Kristeligt Dagblads læsere mente, at når ”Renlighedshensynet” gjorde det nødvendigt, at hver altergæst selv anskaffede og medbragte sit bæger, ville det medføre det problem, at ”nogle vil falde i den Fristelse at ville sætte en Ære i at møde frem med kostbare Særkalke, og der vil fremkomme en Forskel mellem rige og fattige, som mindst af alt bør mærkes ved Herrens Bord”. (KD 11. marts 1904) Netop dette hensyn kom til at præge den løsning, der blev valgt.

Ved bekendtgørelse åbnedes der i 1909 for muligheden af indførelse af særkalke i de enkelte kirker, hvis menighedsrådet tilsluttede sig det. Hensynet til lighedsprincippet blev udtrykt derved, at det var en betingelse, at særkalkene skulle tilhøre kirken og at de skulle være ens. (KD 18. feb. 1909).  Kort tid efter dukkede de første annoncer for særkalke op i avisen, og i prædikantlisterne blev der ved altergangsgudstjenester angivet, om der var adgang til særkalke. I dag er særkalke det normale, og det skylder vi altså ikke kun hygiejniske hensyn, men også æstetiske og sociale.

(Kristeligt Dagblad 22. juni 2020)