Spørgsmålet om påbud og tvang i forbindelse med modforanstaltningerne mod spredning af virus har ført til en omfattende diskussion om, hvilken pris både samfundet og den enkelte er villig til at betale for sikkerhed og sundhed.
Prisen for sikkerhed er ofte opgivelse af frihed. Det mente i hvert fald nogle af kritikerne af fornyelsen af færdselsloven i begyndel sen af 1970erne. I 1973 blev det vedtaget at genindføre generelle hastighedsgrænser i by og på lande- og motorvej. Den umiddelbare anledning var oliekrisen, men især det meget høje antal trafikdrab. Danmarks Statistik opgjorde antallet af dræbte ved motorkøretøjulykker i 1971 til 868 danskere. Forenede danske Motorejere var modstander af hastighedsbegrænsning. ”Vi har det standpunkt, at der ikke er ført bevis for at fartgrænser herhjemme har nogen virkning,” sagde FDM’s talsmand Leon Østergaard til Kristeligt Dagblad. Omtrent samtidig lancerede FDM’s søsterorganisation ADAC i Vesttyskland sloganet ”Freie Fahrt für freie Bürger” mod planlagte hastighedsbegrænsninger på motorvejene dér.
Lektor i sammenlignende litteraturvidenskab ved Aarhus Universitet Niels Egebak mente i et læserbrev i dagbladet Politiken i 1973, at fortalerne for faste hastighedsgrænser var hysteriske, og at de savnede sans for ”grundlæggende demokratiske forestillinger som f.eks. respekten for den personlige frihed og integritet.” Hvad blev det næste, spurgte Egebak retorisk, ”totalforbud mod tobaksrygning, selv inden for hjemmets fire vægge!”
Allerede fra 1969 skulle alle nye biler været forsynet med en sikkerhedssele, og i 1976 blev det lovpligtigt at bruge sele, hvis bilen var udstyret med en. Der var en omfattende debat om selepligten. Mens Kristeligt Dagblad havde støttet indførelsen af fartbegrænsninger, var avisen mere skeptisk over for selepligten, som den i en redaktionel kommentar betragtede som et indgreb i den personlige frihed. FDM derimod støttede forslaget.
I dagbladet Aktuelt tordnede en læser mod lovgivningsmagtens formynderi: ”Hvis jeg havde den faste overbevisning, at en sikkerhedssele i netop det trafikuheld, jeg kommer ud for, vil betyde sværere kvæstelser, hvorfor må jeg så ikke selv bestemme, om og i givet fald hvornår – jeg vil benytte sikkerhedssele? Fordi et folketingsflertal har påtaget sig at spille vorherre for min stakkels sjæl.”
På Christiansborg markerede medlem af Fremskridtspartiet Mogen Voigt sig som en stærk modstander af den tvungne sikkerhedssele. Han betragtede den endda som farlig for bilisten:
”Jeg vil ikke være med til at medvirke til unødvendige menneskelige tragedier ved at tvinge folk ind i en sikkerhedssele, hvorved dødsfald og alvorlige kvæstelser kunne tilskrives den tvungne brug. Det dyrebareste vi har her i denne verden, det er livet, og vil skal ikke gøre os til herre over livet her fra lovgivernes side. Vi må ikke lave så mange formynderier og forbud, at det efterhånden ikke er til at være her.”
Voigt mente ikke, at lovgiverne havde ret til at blande sig i, hvad den enkelte borger mente, var mest sikkert for ham selv. Det var nu, mente Voigt, på tide, at folketingsmedlemmerne lyttede til deres arbejdsgiver, vælgerne, for at bekæmpe den umyndiggørelse, som tvungen sikkerhedssele udgjorde. Voigts partifælle, Kresten Poulsgaard, mente ligefrem, at spørgsmålet skulle sendes ud til folkeafstemning, hvad han dog ikke havde held med.
I begyndelsen af 1970’erne indførtes endvidere tvungen brug af styrthjelm for førere af knallerter og motorcykler samt en fast promillegrænse. Ifølge Danmarks Statistik var der 589 dræbte i motorkøretøjsulykker i 1976. Det var et fald på 32 procent på fem år.
(Kristeligt Dagblad 10. februar 2021. Avisen havde valgt en anden rubrik.)
Ingen kommentarer:
Send en kommentar