Norden

Nordiske regeringsledere var i mandags samlet i Oslo for at diskutere blandt andet grøn omstilling og forsvar. Men hvad har de nordiske lande egentlig til fælles?

Uffe Østergård har engang defineret Norden som et fællesskab bestående af fem undtagelser. Det udtrykker i kort form det forhold, at der eksisterer en forestilling om en stærk nordisk samhørighed, både politisk og kulturelt, men at denne samhørighed ikke er afspejlet i den måde landene tager del i overnationalt samarbejde. Danmark er endnu en stund det eneste af de nordiske lande, der er medlem af både EU og NATO. Hvis man altså ser bort fra Grønland og Færøerne, der ikke er medlemmer af EU. Norge er stærkt integreret i NATO, men kun i kraft af EØS associeret med EU. Sverige er medlem af EU, men ikke af det monetære samarbejde og heller ikke af NATO. Island er medlem af NATO, men ikke af EU. Finland er ikke medlem af NATO, men både af EU og EU’s monetære union.

Hvis man ser bort fra senmiddelalderens såkaldte Kalmarunion, som de øvrige nordiske lande i dag mestendels forbinder med dansk magtpolitik, er forestillingen om Norden som et politisk og kulturelt fællesskab en idé, der begyndte at fæste rod i 1830erne. Med tiden fik denne idé betegnelsen skandinavisme. Skandinavismen er i tidligere tiders historieskrivning gerne blevet afskrevet som tom studenteridealisme, men i de seneste år har forskere som bl.a. Ruth Hemstad og Morten Ottesen i Norge og Rasmus Glenthøj i Danmark peget på de betydelige ideologiske og politiske realiteter i bevægelsen. Vi var antagelig meget tættere på en nordisk eller skandinavisk union i begyndelsen af 1860erne, end de fleste historikere har været klar over. Til syvende og sidst var det dog de sikkerhedspolitiske realiteter, der skilte landene. Svenskerne ønskede ikke at udkæmpe danskernes krig i 1864.

Op til Første Verdenskrigs udbrud samledes Danmark, Norge og Sverige om en fælles neutralitet, der dog ikke havde det væbnede forbunds styrke. Verdenskrigen førte til både finsk og islandsk selvstændighed fra henholdsvis Rusland og Danmark, for sidstnævntes vedkommende dog i en personalunion, der varede i godt 25 år. Med Slesvigs deling i 1920 kan man sige, at det nuværende Norden blev genkendeligt på et landkort. 

Men stadig var forholdene defineret af sikkerhedspolitikken. I 1930erne nærmest tryglede statsminister Stauning om især svenske og britiske garantier for dansk suverænitet, men det skulle hverken briterne eller svenskerne nyde noget af. Til gengæld strømmede danske frivillige til Finland under Vinterkrigen i 1939-40, da russerne angreb. Tyskerne besatte betrygget af en ikke-angrebspagt med Sovjetunionen Danmark og Norge i april 1940, mens Sverige måtte gøre væsentlige indrømmelser til Tyskland for at bevare sin neutralitet, og Finland allierede sig med Tyskland i kampen mod Sovjetunionen. 

Efter krigen forsøgte man at udmønte den nordiske solidaritet i et nordisk forsvarsforbund, der imidlertid faldt på især norske og svenske interessemodsætninger. Danmark, Norge og Island blev medlemmer af NATO, mens Sverige og Finland forblev alliancefrie.

På trods af de sikkerhedspolitiske meningsforskelle blev der under Den kolde Krig udviklet et omfattende nordisk samarbejde, der indebar bl.a. pasfrihed, arbejdskraftens og den studerende ungdoms fri bevægelighed, årtier før det samme kunne indføres i EF/EU.

Efter Murens fald søgte Finland den højeste mulige grad af integration i EU under iagttagelse af en streng, men særdeles væbnet neutralitet. Sverige har bevaret samme neutralitet, men har som både Danmark og Norge også høstet af den såkaldte fredsdividende. Sverige har også beholdt sin valuta. Det har medført det interessante forhold, at den skandinaviske møntunion, der i 1875 indførte kroner og øre som fælles valuta i Danmark og Sverige-Norge, stadig er i live for så vidt alle tre lande stadig bruger denne betegnelse for deres penge, om end der ikke længere er tale om nogen fælles fastkurspolitik.

Udviklingen i Ukraine i det seneste halve år har imidlertid ført til, at der oven på dette økonomiske og kulturelle lag af nordisk samarbejde har vist sig muligheden for – ja, nødvendigheden af et udvidet militært samarbejde. Og så er der udsigt til den historisk enestående situation, at alle nordiske lande for første gang kan komme til at tilhøre samme forsvarsunion, når Sverige og Finland bliver optaget i NATO.

(Kristeligt Dagblad 17. aug. 2022. Avisen rubrik var længere)