Første Verdenskrig overstås ofte hurtigt i lærebøger om Danmarks historie med en sætning eller to om, at Danmark forhold sig neutralt i konflikten, gerne suppleret med et citat af Jeppe Aakjær om puslingelandet, der hygger sig i smug. Anden Verdenskrig derimod får altid væsentlig mere plads i historiebøgerne. Historisk set kan man imidlertid argumentere for, at den første verdenskrig var af mindst lige så vidtrækkende betydning for Danmark som den anden.
Den Store Krig, som den stadig kaldes på både fransk og engelsk var tragisk af natur, ikke blot fordi den kostede så mange mennesker livet, men fordi den var en katastrofe, der var forudset. I 1908 udkom i Tyskland en bog med titlen ”Europa i Flammer”, forfattet af pseudonymet Wagebald (”vov-det-snart”), der forudså – ja, måske endda opildnede til – den kommende krig. Den vakte opsigt også i Danmark, fordi forfatteren forestillede sig, at briterne gjorde landgang ved Esbjerg med henblik på at besætte Slesvig-Holsten blot for naturligvis at blive slået tilbage af de sejrrige tyske styrker.
Bogen blev afskrevet som spekulation, men ikke desto mindre var der den mening i galskaben, at britisk kontrol med Slesvig-Holsten ville have indebåret, at den kejserlige tyske flåde ikke længere uhindret kunne færdes mellem Østersøen og Nordsøen via Kielerkanalen.
Kanalen var blevet indviet i 1895. Fem år tidligere havde Berlin i et omfattende mageskifte med London erhvervet suveræniteten over Helgoland, hvorfra udsejlingen fra Elben kan kontrolleres. Dermed var en væsentlig forudsætning for udbygningen af den tyske flådemagt tilvejebragt, en oprustning, der imidlertid også var en åbenlys udfordring til den britiske dominans til søs.
Den danske reaktion på truslen om en europæisk stormagtskrig i 1909 var en fornyet skærpelse af den politiske konflikt om forsvarspolitikken. Ganske vist var Venstre det dominerende parti, men det var svækket af en skandale, som var forårsaget af justitsminister Alberti, der også ramte partiets stærke mand, J.C. Christensen, så der måtte en alternativ løsning til. Kronprins Christian, den senere Christian X, blev i egen bil sendt til Lejre vest for Roskilde for at overbevise en af partiets veteraner om at danne regering. For en venstremand drejede det sig om noget så usædvanlig som en adelig, katolsk godsejer, nemlig lensgreve Johan Ludvig Holstein-Ledreborg. Han indvilgede og i sin korte tid som regeringsleder fra august til oktober 1909 fik han strikket et forsvarsforlig sammen. Han trak sig derefter tilbage med sin belønning. Som historikeren Jens Wendel-Hansen har sandsynliggjort, bestod den i retten til at lade Ledreborgs slotskapel konvertere til katolsk kirke.
Forsvarsforliget indebar en forstærkning af det danske forsvar med særlig vægt på forsvaret af Sjælland. Det gjorde Vordingborg, Slagelse, Ringsted, Holbæk og Roskilde til garnisonsbyer. Den centrale kommando for forsvaret af Sjælland blev placeret i Roskilde. De omfattende kasernebyggerier, som det gav anledning til, præger endnu byerne, selv om bygningerne i de fleste tilfælde i dag er overgået til andre formål.
Hovedstaden var indkapslet af Vestvolden og dens forlængelser, et enormt forsvarsanlæg i en radius af ca. 10 kilometer fra byens centrum, som endnu er bevaret stort set i sin helhed. Bevaret er også Avedøre Flyveplads, en militær flyveplads fra 1915, der er i fortsat civil brug, hvilket gør den til en af verdens ældste fungerende flyvepladser.
Vestvolden blev i 1915 i lyset af udviklingen af artilleriteknologien suppleret med Tunestillingen, en fremskudt forstærkning i hovedstadens forsvar i en linje fra Roskilde Fjords sydøstligste punkt til Køge Bugt ved Mosede Fort, hvor der i dag er indrettet et museum for Danmarks militær under Første Verdenskrig.
Fæstningsartilleriet havde sin kaserne på Vestamager. Også den er bevaret i sin helhed, men huser i dag Statens Seruminstitut. Ikke langt derfra finder man en stor træbygning fra 1912, som blev anvendt som hangar til fæstningsartilleriet observationsballoner. Det er en af ganske få af slagsen, som er bevaret i Europa. På den måde er mindet om Første Verdenskrig bevaret levende på det østlige Sjælland.
Nationaltidende 15. juli 1914
Det anføres ofte, at de dansksindede slesvigere blev indkaldt til at udkæmpe en krig, der ikke var deres. Denne formodning forudsætter implicit, at krigen tilhørte deres tysksindede naboer. Det var ikke nødvendigvis tilfældet. Krigen forekom ikke sjældent lige så meningsløs for de tysk- eller frisisksindede slesvigere som for de danske.
Slesvig blev før og under Første Verdenskrig en helt central del af den tyske oprustning og krigsførelse. I Flensborgforstaden Mürwik blev der i 1910 opført en Marineschule, der stadig i dag fungerer som den tyske orlogsflådes officersskole. I det nærliggende Sønderborg var der få år tidligere blevet opført en bygning, der tjente som skydeskole – Schiffsartillerieschule - for den kejserlige marine, en bygning der stadig dominerer byens havnefront mod Alssund, opført i de røde teglsten, der er så karakteristiske for egnen.
I det vestlige Slesvig blev der nord for Tønder etableret en væsentlig base for de luftskibe, som det kejserlige Tyskland havde udset som et nyt supervåben mod fjenden. Der blev opført hangarer til de store Zeppeliner-luftskibe og til de flyvemaskiner, der tjente som støtter til deres togter. Basen dannede udgangspunkt for bombetogter mod bl.a. England. Basen har skrevet sig ind i militærhistorien som mål for det første luftangreb iværksat fra et hangarskib, HMS Furious, den 19. juli 1918.
De gigantiske luftskibshangarer findes ikke længere, men en hangar til flyvemaskinerne er bevaret. Lokale kræfter har i mange år arbejdet for at sikre de sidste rester af luftskibsbasen i Tønder og omdanne den til et museum.
Nationalt har det været vanskeligt at mobilisere interesse, fordi vi i Danmark ikke har været vante til at se Første Verdenskrig som den del af vores historie. Bevidstheden om, at Nordslesvig under Første Verdenskrig var en del af Tyskland har altid været der, men der har fra dansk side ikke været noget ønske om aktivt at bevare tyske mindesmærker eller på anden måde understøtte erindringen om Nordslesvigs preussiske eller tyske fortid.
Det mest markante udtryk for dette ønske om glemsel var ødelæggelsen af det 45 meter høje Bismarckmonument på Knivsbjerg mellem Haderslev og Aabenraa. Natten mellem 15. og 16. august 1945 blev det sprængt i stykker af danske modstandsfolk. Sagen blev aldrig efterforsket i et omfang, der førte til, at nogen blev straffet for det. (Selve statuen af Bismarck var dog blevet evakueret allerede i 1919 til Sydslesvig.)
Men med den fredelige udvikling i grænselandet og den øgede bevidsthed om, at tysk og dansk historie er del af den samme europæiske historie er viljen til at huske blevet større. Et eksempel på dette er en statue af kejser Wilhelm I, der blev opstillet af et taknemmeligt tysk borgerskab i Hadersleben i 1890, to år efter kejserens død. I forbindelse med Genforeningen i 1920 blev den taget ned og gemt væk. Den undgik – ironisk nok – i modsætning til flere tilsvarende statuer af kejseren i Tyskland at blive omsmeltet til brug for rustningsindustrien under Anden Verdenskrig. I 1980erne blev den draget frem i lyset igen, og fra 2012 kan statuen ses på Sønderborg Slot som en del af udstillingen om Sønderjylland i perioden 1864-1920, hvor den gør kejserlig fyldest.
Danmark gjorde alt for at sikre sin neutralitet efter krigsudbruddet i august 1914. Titusindvis af unge mænd blev indkaldt til den såkaldte sikringsstyrke, der på den ene side skulle medvirke til at gøre forsvaret af dansk neutralitet troværdigt, men på den anden side ikke måtte fremstå som en mobilisering, der kunne provokere de krigsførende parter. For at understrege neutralitetspolitikken blev det i 1915 bekendtgjort, at det var forbudt at flage med fremmede staters flag. Den bekendtgørelse har været i kraft indtil 23. juni 2023, da Justitsministeriet ophævede den som følge af en dom få dage tidligere i Højesteret, der frikendte en borger for at have vajet Stars-and-stripes.
Tilbage i 1915 vakte truslen om en tysk besættelse af Danmark bekymring netop i Washington, fordi det ville indebære tysk kontrol med De dansk-vestindiske Øer. Herfra ville tyskerne kunne true trafikken gennem Panamakanalen, der var blevet åbnet i 1914. Derfor blev forhandlinger, der med afbrydelser havde stået på siden 1860erne, genoptaget om en afståelse af øerne til USA. De blev bragt til en afslutning i 1916, og den 31. marts 1917 blev øerne formelt overdraget til USA. To dage senere gik USA ind i Første Verdenskrig.
En del af aftalen med USA gik ud på, at amerikanerne til gengæld for overtagelsen af den caribiske koloni anerkendte dansk suverænitet over hele Grønland. Det havde ellers på dette tidspunkt i næsten 100 år været et amerikansk udenrigspolitisk pejlemærke – kendt som Monroe-doktrinen - ikke at tillade europæiske kolonimagter at gøre deres indflydelse gældende på eller i nærheden af det nordamerikanske fastland.
Denne amerikanske anerkendelse af dansk suverænitet over Grønland fik betydning, da Norge i 1920erne gjorde krav på Østgrønland. Kravet blev afvist ved den internationale domstol i Haag i 1933. Siden har amerikanerne som bekendt forsøgt at gøre deres indflydelse på Grønland gældende på forskellig vis, men Washington er stadig bundet af løftet afgivet under Første Verdenskrig.
Som en indirekte udløber af Første Verdenskrig trådte den dansk-islandske forbundslov i kraft 1. december 1918. Dermed blev Island en selvstændig stat i personalunion med Danmark, hvilket indebar, at kun kongemagten bandt de to lande sammen. Ved Islands overgang til republik i 1944 ophørte denne forbindelse i sagens natur.
En direkte udløber af Første Verdenskrig var delingen af Slesvig. Den var ikke et resultat af en gensidig dansk-tysk overenskomst, men derimod et pålæg fra sejrsmagterne. Delingen bliver husket som en fredelig og demokratisk løsning, idet der blev gennemført en folkeafstemning om Nordslesvigs tilhørsforhold. Men da grænserne for afstemningszonerne først var fastlagt, var resultatet givet. Fredeligt gik det også for sig. Imidlertid må erhvervelsen af Nordslesvig i 1920 ses som resultatet af en tabt krig fuldstændig som tabet af Slesvig og Holsten i 1864 var det. Forskellen er blot, hvem der tabte og hvem der vandt.
I Danmark kender vi Slesvigs deling i 1920 som Genforeningen. Det er sådan set spin, fordi kun omtrent en fjerdedel af det, der blev tabt i 1864, blev genforenet med kongeriget i 1920. Men Genforeningen har vist sit værd, for denne grænsedragning har – som dansk suverænitet over Grønland – overlevet selv Anden Verdenskrigs ekstreme pres.
(Denne tekst var oprindeligt tredelt. De to første dele blev bragt i Kristeligt Dagblad den 27. juli og 3. august 2023. Den sidste tredjedel blev trykt i en redigeret version den 18. oktober.)
Ingen kommentarer:
Send en kommentar