Når fregatten ’Ivar Huitfeldt’ i disse dage sendes til Mellemøsten, sker det i forlængelse af en meget lang tradition for at lade søværnet beskytte danske handelsinteresser. Søofficeren Ivar Huitfeldt, som fregatten er opkaldt efter, var selv et eksempel på dette. Som en meget stor del af det datidige mandskab i den danske konges flåde var han nordmand. Norge delte som bekendt indtil 1814 konge med Danmark. Han blev født i 1665 i Frederikssten (i dag Halden) i det sydligste Norge. Han valgte samme karrierevej som sin far, der var søofficer. Som det var sædvanen dengang gjorde han også tjeneste i udlandet. I 1688 tjente han under den franske krone i en kampagne mod de ”algierske sørøvere”, som det hed. Algiers var en af de såkaldte barbareskstater på Afrikas nordkyst, der opkrævede afgift af den passerende trafik af handelsskibe, og det førte jævnligt til konflikt med de europæiske søfartsnationer. Også i nederlandsk tjeneste færdedes han i Middelhavet. Siden blev han fremtrædende officer i den danske marine og omkom heltemodigt ved et slag i Køge Bugt i 1710 under Den store Nordiske Krig.
I slutningen af 1700-tallet hørte den dansk-norske orlogsflåde til de betydeligste i Europa. Den var overgået af både den russiske, den britiske, den nederlandske, den franske og den spanske krigsmarine, men var stadig betydelig nok til at gøre sig gældende også oversøisk.
I slutningen af 1760erne hævede fyrsten – beyen eller paschaen – af Algiers de afgifter, der var pålagt den dansk-norske handel på Middelhavet, og det førte til, at den danske konge sendte en ekspeditionsstyrke til Algiers for at gennemtvinge en mere fordelagtig ordning. Den ankom i foråret 1770, men havde efter et mislykket forsøg på bombardement af byen ikke held med at undertvinge sin modstander. Efter en blokade blev der i 1772 indgået en overenskomst, der imidlertid ikke var til danskernes gunst.
I 1790erne var der vrøvl med beyen – fyrsten - af Tripoli i det nuværende Libyen. Også han ønskede at hæve de afgifter, som han afkrævede de forbipasserende handelsskibe. En dansk flådeaktion havde under ledelse af Steen Andersen Bille i maj måned 1797 held med at blokere Tripolis havn og derefter gennemtvinge gunstigere vilkår for danske og norske handelsskibe i fart på Middelhavet.
Også Danmark afkrævede afgifter af fremmede handelsskibe i form af en told i Øresund. Den var blevet indført af Erik af Pommern i 1420erne og var i århundreder en væsentlig indtægt for den danske kongemagt og kom som sådan bestemt ikke alle fremmede magter tilpas. Ikke mindst under pres fra USA blev den afviklet i 1850erne. I kraft af en række bilaterale aftaler med de fleste sørfartsnationer i verden blev den afløst, således at Øresund som internationalt farvand i dag frit kan befærdes. På den måde indgår afviklingen af Øresundstolden i et omfattende system af regler og aftaler, som danner grundlaget for den globale skibsfart.
I dag er den danske orlogsflåde kun en skygge af sig selv. Til gengæld er den danske handelsflåde stadig verdens femtestørste. I de seneste år har pirater og andre aktører truet den retsorden, der har kontrolleret international skibsfart. Derfor har det været nødvendigt at trække store veksler på den danske sømilitære kapacitet ved at sende danske orlogsfartøjer til bl.a. Guineabugten og farvandet ud for Afrikas Horn. Og nu sendes der en fregat til Det røde Hav for at gennemtvinge den fri gennemsejling i overensstemmelse med internationale overenskomster.
(Kristeligt Dagblad 31. januar 2024)
Ingen kommentarer:
Send en kommentar