Kirkeministeren har sat gang i en debat om krig og kristendom, og det er anledning til at undersøge, hvad Danmarks måske mest betydningsfulde teolog, Grundtvig, mente om den sag.
Man kan i Grundtvigs historiske forfatterskab finde positiv omtale af korstogene, altså krig for kristendommen, men som han skrev i sin reviderede Haandbog i Verdenshistorien fra 1832, måtte man bemærke, hvor meget hans egen samtid adskilte sig fra Middelalderens korsriddere, fordi ” vi selv i Fienden ære Mennesket og aldrig over Kampen glemme Kiærligheden.” Når Kristus selv udgød sit blod, idet han gik i forbøn for sine fjender, var det soleklart for Grundtvig, hvad der var kristeligt, nemlig mildhed mod fjenden. Det var imidlertid i menneskelig forstand at betragte som slaphed og fejhed at skåne samfundets fjender. På den måde skelnede Grundtvig mellem det, der lod sig legitimere kristeligt, og det, der lod sig retfærdiggøre i borgerlig forstand. Det er da også synd at sige, at Grundtvig var pacifist.
Som søn af en præst havde han ikke værnepligt. Han meldte sig som teologistuderende ikke desto mindre som frivillig til Københavns forsvar i 1801. Han kom dog ikke i kamp. I 1808 skrev han en bandbulle mod de blødagtige danskere, der hellere ville more sig end hvæsse sværdet for ”Bretlands Skjold at kløve!”, altså kæmpe mod briterne, der på det skammeligste havde bombet København og ranet flåden.
Da han i 1813 vendte tilbage til København, stillede han sig på opfordring i spidsen for en frivillig mobilisering af studenterne på universitetet. Fredsslutningen i Kiel i begyndelsen af 1814 satte dog en stopper for den ambition. Norges afståelse til Sverige i den anledning blev af Grundtvig oplevet som et stort tab, som han i grunden aldrig forvandt. Det førte dog ikke til noget egentligt had mod svenskerne, blot en påfaldende ligegyldighed. I de mere end 60 år han boede i København besøgte han aldrig Sverige. Muligvis var han på en dagsudflugt til Hven, men det var så også det. Han blev meget optaget af England, som han besøgte hele fire gange, og han nåede også et enkelt besøg i Norge, der udformede sig som et egentligt triumftog, da han dér havde mange tilhængere. Til gengæld blev han især i løbet af 1840erne stadig mere antitysk. Han mente at det tyske sprog var at ligne med gift. Derfor var han også under forhandlingerne om en ny grundlov i 1848-49 imod de nationalliberales ejderpolitik, der ville indebære, at de tysktalende i Sydslesvig ville blive en del af den danske rigsdag. Enkelte udtalelser kan fortolkes som om han gik ind for en deling af Slesvig allerede i 1848, men den modsiges af så mange andre samtidige udsagn fra hans hånd.
Grundtvigs sønner, Johan og Svend, meldte sig som frivillige til den danske hær i 1848, da borgerkrigen brød ud, og de udmærkede sig i felten på en sådan måde, at de begge fik Dannebrogordenens ridderkors. Det var deres far ret stolt over. Han var som medlem af Den grundlovgivende Rigsforsamling og derefter som folketingsmedlem fortaler for en offensiv dansk krigsførelse. Han havde nogle få år før gjort sig bemærket ved offentligt at forsvare duellen som en gyldig afgørelse af en tvist. ”Tvekampen”, mente Grundtvig, kan ligesom ”Tusindkampen” – altså krig – være løsningen, fordi kun den ”paa ærefuld Viis kan jævne en for Menneske-Aanden eller Menneske-Hjertet stor og vigtig Trætte.”
 |
| Lorenz Frøhlichs skildring af Uffe hin Spages tvekamp. SMK Open. |
Mens han i sin ungdom – når han selv skulle sige det – havde været tæt på at drikke sig en fordærvelig rus til, da han udbragte ”Asernes Skaal”, altså simpelthen stod i fare for at blive hedning, forblev den nordiske mytologi helt til hans alderdom et kar, hvoraf han i litterær og historisk forstand øste i bredfuldt mål. Det var denne forståelse, der førte ham til at forbinde fysisk styrke med den åndelige, således at tvekamp og tusindkamp, duel og krig ikke blot skulle forstås som den stærkeres ret, men også som et redskab til at tilvejebringe retfærdighed. Denne udlægning af Nordens ånds levende virke er vel næppe udtrykt med større patos end i Grundtvigs digt om slaget ved Isted i 1850, ”Det var en sommermorgen”, der stadig står i Højskolesangbogen. Det var netop dette digt, som Christian X med brudt stemme citerede i sin tale ved Rigsdagens åbning den 9. maj 1945: ”Guds fred med vore døde,/ i Danmarks urtegård./ Guds fred med dem som bløde/ af dybe hjertesår.”
Efter nederlaget i 1864 blev også Grundtvig mindre martialsk og mere mindelig i det slesvigske spørgsmål. Han tilsluttede sig det, der også fra 1866 var officiel dansk politik, nemlig ”Gjenforeningen med de trofaste danske Brødre i Nordslesvig”, altså den løsning, der blev virkelighed i 1920.
(Kristeligt Dagblad 15. maj 2025)
